Anmeldelse

Flemming Behrendt: Livsrusen. En bog om Henrik Pontoppidan. Gads Forlag, 712 sider, 400 kroner.

"Fremtidsstaten" lyder titlen på det manifest, som Henrik Pontoppidans Lykke-Per vil udgive om de storslåede planer for hele Danmark, som han vil samle og udvikle med sin ingeniørkunst. Landets uvidende indbyggere ser Per selvsikkert på som "Raastoffet til Fremtidens Danmark, det døde Ler, som han lig en Gud drømte om at omskabe i sit Billede og indblæse sin frigjorte Aand". Intet mindre.

Når Jens Otto Krag næsten et halvt århundrede senere, i 1945, brugte netop denne grandiose vending, "Fremtidens Danmark", som titel på Socialdemokratiets vigtige program for genopbygningen af Danmark efter besættelsen, var det formentlig også tænkt som en diskret hilsen til Lykke-Per, som han kunne føle sig beslægtet med, og til Henrik Pontoppidan, der ligesom Krag kom fra Randers.

Da Lykke-Per udkom i første samlede og gennemarbejdede udgave i 1905, kaldte Edvard Brandes den her i avisen for "en Skildring af moderne Danskheds Oprindelse, Udvikling og Sammenstød med andre Aandsretninger". Fiktion og national selvforståelse flyder sammen i Pontoppidans prosakunst. Langt mere levende, fyldigt og fortættet end hundredvis af historiske fremstillinger fortæller Pontoppidans romaner om den brydningsfulde tilblivelse af det moderne Danmark. Jens Otto Krags vink til sit fiktive bysbarn viser tillige, hvordan Pontoppidan og hans figurer er blevet til – og har været med til at forme – det moderne Danmarks historie.

Sandhedskærlighed

Det er én grund til at vie Henrik Pontoppidan den omfattende biografiske opmærksomhed, som Flemming Behrendt gør i sit nye monumentale værk, Livsrusen – en bog om Henrik Pontoppidan.

Men der er mange flere. Som for eksempel, at Pontoppidan hører til trioen af danske litterære nobelprismodtagere (Karl Gjellerup, som Pontoppidan delte prisen med, og Johannes V. Jensen er de to andre), og at hans betydning i europæisk litteratur – især for Thomas Mann – ikke er så ringe endda. Eller at Pontoppidan simpelt hen er en interessant forfatter at biografere, fordi han var så umådeligt tilbageholdende, når han skrev direkte om sig selv i sine to mystiske og meget nøgterne selvbiografier, der udkom fra 1933 til 1943. Enhver, der har læst bare et enkelt værk af Pontoppidan, kender hans store sandhedskærlighed. Den udsatte han også sig selv for. Derfor er det fristende at gå ham efter i de kort, som han selv holdt tæt ind til kroppen.

Og det gør Behrendt eftertrykkeligt i de over syv hundrede sider, som Livsrusen (sidste ord i den sammensatte titel skal betyde både beruselse og fiskenet, altså fælde) varer. Det er en uhyre velresearchet biografi, som med udgangspunkt især i de overleverede breve fremstiller Pontoppidans liv med vægt på hans relationer til forfatterkolleger og andre kulturpersonligheder. Mere sparsomme er kilderne til hans familieliv, og det hører vi derfor mindre om. Behrendt er meget redelig – ja, måske endda lidt for forsigtig – med at skelne mellem, hvad man kan slutte sig til ud fra kilderne, og hvad man blot kan gisne om.

Hvad ved vi om Henrik Pontoppidan? At han var født i Fredericia i 1857, men flyttede til Randers som seksårig, fordi hans far fik et præsteembede der og en stor bolig med plads til lille Henrik og hans femten søskende. At han var vild i skolen og måtte gå en klasse om: "Skolens værste Spilopmager", blev han kaldt af storebror Knud, der senere skulle blive psykiater og plageånd for Amalie Skram. At han som 16-årig flyttede til København for at læse til ingeniør – og droppede ud før den afsluttende eksamen for at blive forfatter i stedet. At han blev polyfoniker i stedet for polytekniker. At han blev gift to gange, først med bondedatteren Marie, som han blev skilt fra, og så med embedsmandsdatteren Antoinette. At han livet igennem var plaget af økonomiske problemer, som mange danske forfattere desværre er – med dertil hørende tilbagevendende trakasserier omkring forskud og honorarer og finanslovsunderstøttelse. At han også derfor måtte flytte og omplante familien igen og igen – og af den grund lærte mange steder og miljøer at kende. At han ved sin død i 1943 var Danmarks eneste levende litterære nobelprismodtager og selv anså hæderen for at være en "Dyrskuepræmie". At betydningen af at finde sig selv, som en kronisk livsopgave, blev ved med at ligge ham på sinde.

Alt det folder Behrendt omhyggeligt ud i den ny biografi. Men han går også overbevisende i rette med de talrige myter om Pontoppidan, hvoraf mange beror på den grundlæggende misforståelse, at Lykke-Per er hans alter ego, og at romanen om ham er en maskeret selvbiografi. Det er den ikke. Noget tyder for eksempel på, at forholdet mellem Henrik Pontoppidan og hans præstefar slet ikke var ukærligt.

Ej heller fremstår det som et dramatisk mønsterbrud, at den unge Pontoppidan ville læse til ingeniør. Hans senere beslutning om at springe fra studiet og blive forfatter blev desuden ikke taget brat, men gradvis. At Pontoppidan og hans søskende skulle have været åndeligt forkrøblede af mange generationers teologisk ophav, er vist også en skrøne. I hvert fald gør Behrendt opmærksom på, at før udgivelsen af Det forjættede Land i midten af 1890'erne var Pontoppidans tre storebrødre, hudlægen Erik, præsten Morten og psykiateren Knud, mere kendte i offentligheden, end han selv var.

Mere 'politikensk' end Politiken

Henrik Pontoppidans egen styrke og selvstændighed får man et stærkt indtryk af igennem Behrendts grundige gennemgang af hans omgang med Brandes-brødrene og bevægelsen omkring det moderne gennembrud. Ubesværet og uskadt bevæger Pontoppidan sig ind og ud ad dette kraftfelt, hvor der ellers var enorme ødipale energier på spil. Andre store forfattere – som Johannes Jørgensen, Holger Drachmann og Karl Gjellerup fik brandsår på sjælen, først som glødende tilhængere af bevægelsen omkring det moderne gennembrud og senere som mindst lige så glødende modstandere.

Det gjorde Pontoppidan ikke. Det var han både for ironisk og individualistisk anlagt til. Min "Stilling til de radikale Synspunkter er den samme, som den altid har været. Den er mig så at sige medfødt, fordi jeg er radikal af Natur", skrev den over 80-årige Pontoppidan til en specialestuderende i 1938. Og til Politikens medstifter Edvard Brandes skrev han i 1904 – i øvrigt i et afslagsbrev – at han "undertiden (bortset fra det militære Spørgsmål) har været mere politikensk end Politiken selv har troet det rigtigt at være". Således var Pontoppidan grundlæggende sympatisk indstillet over for det moderne gennembrud, men altid med indvendinger – og aldrig uden forbehold over for våbenbrødrene Georg, Ernst og Edvard Brandes.

For eksempel omkring Danmarks forsvarspolitik, hvor Pontoppidan kunne finde fodslag med Harald Nielsen – Søren Krarups åndelige forfader og Politiken-haderen par excellence – som han førte en kritisk korrespondance med. Pontoppidan gik ind for et stærkt dansk forsvar – og var i øvrigt ikke socialpolitisk blødsøden. Det var fint nok, at der kom en lov om alderdomsforsørgelse, som der gjorde i 1891, men burde man ikke samtidig indføre "et kraftigt Værge mod Dovendyrene"? Det spurgte Pontoppidan om i Børs-Tidende – kun fire år efter at han havde udgivet novellen "Naadsensbrød", som måske er et af de mest effektive stykker social kritik i dansk litteratur.

Livsrusen føjer utallige nuancer og detaljer til portrættet af Henrik Pontoppidan. Den er frugten af et langt livs Pontoppidan-interesse og af flere årtiers intense studier – og vil formentlig aldrig blive overgået i grundighed.

Lidt mærkeligt er det derfor også, at portrættet ikke samler sig til en helhed – måske på grund af genstanden, eller måske som konsekvens af Behrendts metode. Der er mere letters end life i Livsrusen, som har masser af ædruelighed og dokumentarisk værdi og knap så meget psykologisk indsigt at byde på. Ikke desto mindre er og bliver det utvivlsomt den ultimative biografi om Henrik Pontoppidan.