Om Flemming Behrendts Livsrusen
Tale holdt i anledning af bogens udgivelse
Historien om Flemming Behrendt og Pontoppidan er en længere historie. Den starter tidligt i 60erne, men bliver derefter sat på pause i rundt regnet 30 år; der var lige en journalistkarriere, der skulle løbes i gang, udfoldes og afrundes, inden Flemming med fornyet – og forbløffende – energi fortsatte, hvor han havde sluppet de mange år tidligere.
Flemmings akademiske debut som Pontoppidan-kender i 1964 oplevede jeg selv, men desværre kun på anden hånd, i toget til Helsingør, hvor jeg aftjente min værnepligt. I en avis – Politiken tror jeg – så jeg en artikel om et disputatsforsvar, der netop havde fundet sted. Det var dengang, aviserne så det som deres naturlige opgave at formidle viden om så højkulturelle begivenheder som netop disputatsforsvar. Det var Elias Bredsdorff, der disputerede med sit værk om Georg Brandes og Pontoppidan, hvor han gjorde gældende, at de to var og forblev tæt åndsbeslægtede våbenbrødre. Ikke alle var enige i det synspunkt – ja, det syntes som om Flemming ikke var enig med præses om ret meget. Det var en meget ilter opposition ex auditorio, han leverede, hvor ord som "tonedøv" og andet af endnu tungere kaliber føg gennem luften.
Sådan talte ældre og yngre normalt ikke til hinanden i 1964. I dag er ordet dialog et vagt og altomfattende plusord, dengang var man næbbet, hvis man "svarede igen", som det hed, især hvis man var ung og samtalepartneren ældre. Flemming Behrendt var næbbet og svarede igen. Ham ville jeg godt ligne, tænkte jeg i toget på vej til kasernen på Kronborg, hvor dette at svare sin foresatte igen kunne føre til inddragelse af nattegn og andet slemt. Hvis jeg havde behandlet min foresatte, som Flemming behandlede Elias Bredsdorff, var jeg endt på vand og brød.
Biografien opfylder et påtrængende behov – en omfattende levnedsskildring af en af de helt store danske forfattere. Sådan en har vi manglet. Det har længe været et paradoks, at en forfatter som Pontoppidan, der blev studeret og fortolket på kraft, endnu mens han levede – fx af professor Vilh. Andersen – ikke fik et stort værk om life and work efter sin død. Der findes mange indgående værkanalyser, men der skulle gå 75 år efter Pontoppidans død, inden en stor og indtrængende biografi forelå, den vi nu fejrer: Flemming Behrendts Livsrusen.
Men hvorfor har vi måttet vente så længe på det store værk om Pontoppidan?
Vigtigt er, tror jeg, at Pontoppidan skrev i en periode, hvor kildernes antal er overvældende og skræmmende. I dag sletter forfattere mails, dengang opbevarede de breve, og der var udbringninger af post flere gange dagligt. At finde dem, sortere dem, tolke dem er et gigantisk, men nødvendigt arbejde. Husk lige på, at Pontoppidan var en centralt placeret figur i den danske offentlighed gennem et par menneskealdre. Den placering afføder kommunikation i gigantiske mængder. Dertil kommer, at Pontoppidan afsluttede sit forfatterskab med et erindringsværk i fire bind plus sammenskrivningen Undervejs til mig selv. Et omfattende punktum, må man sige, der måtte skræmme andre væk fra et biografiprojekt. Når Pontoppidan havde gjort status og smækket slægtsbogen i, var der ikke mere at komme efter, kunne man mene. Det mente Flemming heldigvis ikke. Allerede på Pontoppidans egen tid var der litterater, der mente, at han tog sig visse friheder, når fortiden skulle iscenesættes. Et eksempel: en nær, men sandsynligvis opdigtet ven, som Pontoppidan angiveligt førte lange samtaler med i stud.polyt.-årene, en vis Schaff. Skildringen af forholdet til denne Schaff styrker underholdningsværdien, men svækker den også sandhedsværdien? Sådan nogle steder er Flemming velgørende præcis. Schaff er måske hverken fup eller fakta, siger han, men den ældre forfatters talerør nedsænket i skildringen af den unge.
Flemming har haft blik for langt større kontekster, end det normalt er tilfældet i biografier, ikke blot breve, men også andre kontekster: avisartikler, forlagsresponsa, anmeldelser, dagbøger, billeder, erindrede samtaler og meget andet.
Man forventer, at en kritisk undersøgende biografi "afliver myter". Det foregår også i stor stil i Livsrusen. Pontoppidans erindringsværker virker åh så tilforladelige – indtil man begynder at efterprøve sandhedsværdien. Her leverer værket nogle store overraskelser. Historien om forældrenes modvilje mod, at sønnen valgte en naturvidenskabelig karriere, er en af de mest hårdnakkede. Den er hentet lige lukt ud af Lykke-Per og overført på forfatteren selv, men den blev ikke sandere af den grund. Brødrene Erik Pontoppidan, Morten Pontoppidan, Knud Pontoppidan og altså Henrik fik fornemme karrierer. De var selvsikre folk, ja regnedes blandt de allerbedste i landet på hver deres felt. Det var forældrene efter alt at dømme ikke kede af. Vælg selv jeres livsbane, har de måske ment, men sørg for at blive blandt de bedste på området. Ateismen i den yngre generation kunne beklages, men bekymringen rettede sig ikke så meget mod Henrik som mod lægebroderen Erik Pontoppidan, der var super-ateist.
Det var da muligt, at forældrene søgte at indpode skyldbevidsthed i børnene, men det, der for alvor prægede dem, var ikke skyldbevidsthed, men selvbevidsthed.
Flemmings bog snyder os for et frådende ødipalt opgør, men ikke for farverigdom. Noget af det besynderligste, man kan læse, er muligvis delvis opspind, men historien er for god til ikke at blive fortalt. Vi er med Pontoppidan til skriftlig eksamen på Polyteknisk Læreanstalt. Opgaven hedder "Vandkraft". Ifølge en medstuderende løste Pontoppidan opgaven på følgende vis:
"Af vandmøller findes to slags. Ved den ene slags kommer vandet fra oven, (se vedføjede tegning)." Her fandtes en tegning af en amagerkone med en paraply i øsende regn. "Ved den anden slags kommer vandet fra neden". Her fandtes en tegning af en amagerkone, som sad paa en potte. "Det er hvad undertegnede Henrik Pontoppidan ved om vandmøller."
Han afleverede besvarelsen efter et kvarter – det tog jo lidt tid at tegne amagerkonerne! Den mærkelige optræden kan måske forklares ved, at han med denne puerile besvarelse effektivt havde brændt alle broer bag sig. Den kan man kalde flabet – eller ligefrem næbbet!
Sammenlign forresten Pontoppidans optræden ved denne lejlighed med Per Sidenius’ langvarige arbejde med vind- og vandkraft. De ligner ikke hinanden.
Hvor tæt kommer man ind på personen Henrik Pontoppidan? Meget tæt, men han selv og hans forfatterskab bevarer ikke desto mindre nogle gåder. Hvis det lyder som en høfligt indpakket kritik af værket, så må jeg skynde mig at tilføje, at sådan er det ikke ment. Man bør vende forholdet om: netop fordi man med Flemming som vejleder kommer til at forstå så meget, får man øje på træk, ingen hidtil havde lagt mærke til. Lad mig give et eksempel. Ved at læse værkets enorme korrespondance til, fra og om Pontoppidan, slår det mig, at han allerede som ganske ung optrådte med stor selvtillid. Lampefeber i selskab med berømtheder synes han ikke at have lidt af. Pontoppidans personer kommer som bekendt ud i eksistentielle kriser af mange slags, men den persona, han selv bærer til skue, er meget mere distant, end man skulle forvente. Der er perioder i hans ungdom, hvor han involverer sig i hasarderede manøvrer, hvor han lover manuskripter, som endnu ikke foreligger, til både den ene og den anden og den tredje side, og han beder om forskud fra forskellige forlæggere, som han bibringer den misforståelse, at hver og en af dem er den eneste ene.
Jeg ved, at forfatteres kroniske lommesmerter er et motiv, man finder i skildringer af den tidlig-kapitalistiske forlagsverden, men få skyldnere kan have haft så enorme problemer. Thomas Mann kunne have skrevet en munter-ironisk Felix Krull-historie over dette motiv, men bortset fra, at Pontoppidan kunne have svært ved at se komikken, så gennemførte han sine aktiviteter dygtigt og med pokerfjæs. Han er på dette økonomiske punkt en cool cat, fx i modsætning til den jævnaldrende Herman Bang.
Nu er værket der, dette originale og forgrenede samspil mellem net og bog – og der er virkelig noget at fejre! Den empiri, Flemming har læst sig igennem, er kolossal. Sagt på falderebet har det for mig været en uventet bonus at læse faderen Dines Pontoppidans livlige beretning om dengang, han i 1840erne som skibspræst besejlede Sydamerika.
Bogen er tung, men ikke tung at læse, den er en regulær page turner, levende og velskrevet. Det har været et privilegium at være medlæser.
