Brandesiansk Sandhedskjærlighed
I "Politiken" for i Søndags skriver Dr. Georg Brandes:
"For kort Tid siden, da Goldschmidt døde, var Borchsenius strax som en Bedemand paa Færde med sine Breve fra den afdøde Digter."
Var da Dr. Edvard Brandes ikke strax efter J.P. Jacobsens Død paa Færde i "Tilskueren" med den afdøde Digters Breve? Og har "Tilskueren" ikke for nylig bekjendtgjort, at ogsaa Georg Brandes nu samme Steds vil aftrykke sine Breve fra J.P. Jacobsen? Har Georg Brandes endvidere ikke alle Vegne gjort Brug baade af døde og levende Venners Breve? Rundt omkring i hans Bøger vrimler det af private Breve. I "Danske Digtere" har han aftrykt Fr. Paludan-Müllers, i Afhandlingerne om Bjørnson og Ibsen deres Breve o.s.fr. Eller har han ført en Polemik, uden at gjøre Brug af sin Modparts private Breve? Det er i frisk Minde, hvad Brug han for en Maaneds Tid siden gjorde af sin Brevvexling med Bjørnson, og det var nok Drachmann, der i sin Tid skrev, at Georg Brandes ikke kunde vende sig, uden der drattede et privat Brev ud af Lommen paa ham.
Det er ikke Stedet her at komme ind paa nogen Undersøgelse om, hvad Værd eller Ikke-Værd Offenliggjørelsen af Breve overhovedet har for vor Literaturs Historie. Man var herhjemme for nogle Aar tilbage enig om at glæde sig over det rige personalhistoriske Stof, som de mange udkomne Brevsamlinger efterhaanden lagde til Rette, og Georg Brandes var den ivrigste af alle til at gjøre Brug af de fremkomne Oplysninger. Der var nok en svensk Kritiker, der i Anledning af hans Bog om Tegnér sagde om ham, at han ikke havde forsmaaet at lytte ved alle Nøglehuller. Lige saa opfordrede Brandes en Gang ved en kjendt tysk Digters Død alle til ved slige Lejligheder endelig at fortælle deres private Erindringer m.m. Ethvert saadant Bidrag vilde kunne faa Betydning for den literære Karakteristik.
Ikke des mindre pløjer nu denne sandhedskjærlige literære Forsker med Godske Nielsens Kalv fra "Dagbladet" og vover at gjøre sig lystig over noget, som ingen her til Lands har drevet i saa vid Udstrækning som netop han selv.
Georg Brandes skal derfor her faa et Par Uddrag af sine egne Breve. De er overflødige for enhver, der kjender hans Sandhedskjærlighed, men det kan mulig dog gjøre sin Nytte at gribe ham paa fersk Gjerning.
Han skrev saaledes forleden i "Politiken", at ogsaa jeg i sin Tid havde hørt til dem, der laa paa Maven eller paa Næsen for ham. Men i et Brev1 fra Berlin, Oktober 1880, til mig, hedder det bl.a.:
"Jeg vil sige Dem det rent ud, at jeg ikke har haft det Indtryk, at De nogen Sinde nærede synderlig Sympathi for mine Bestræbelser. Meget nøje har jeg, der af de sidste 10 Aar vel har tilbragt de 6½ i Udlandet, ikke fulgt med, men naar jeg har set Deres Navn under en Artikel eller troet at gjenkjende Deres Pen i en Udtalelse, der berørte mig og mit, saa var den altid kun tilsyneladende velvillig. – – Snart antydede De, at den hele Bevægelse under mit Førerskab ikke kunde blive til noget og priste Svenskerne lykkelige, der havde ganske anderledes Førere (held det Folk, der har saadanne! eller lignende), snart søgte De at vise, at jeg ofrede det sande og rigtige for det aandrige, snart at jeg manglede Kundskaber i dansk Literatur, snart stræbte De at fjærne mine Venner (som Drachmann f. Ex.) fra mig, exploiterede i den Retning af alle Kræfter min Artikel om J.P. Jacobsen, erklærede offenlig i "Nær og Fjærn", at jeg vel en Gang havde betydet meget for Drachmann, men nu ikke mere betød noget for ham."
Dette turde vistnok være tilstrækkeligt.
I Søndags skriver endvidere Georg Brandes i "Politiken", at mine to Bind "Fra Fyrrerne" er "ulæseligt Skrabsammen". Sort Utaknemmelighed. Jeg har dog dér et Par Steder taget saa læmpeligt paa hans "Laan" fra P.L. Møller, at han endnu ikke offenlig har faaet dem paa sit øvrige lange Laaneregister.
Om andet Bind af "Fra Fyrrerne" skrev han forøvrigt fra Berlin følgende til mig paa et Brevkort2: "Jeg vil sige Dem min bedste Tak, hvis De vil sende mig Deres omskrevne Bog, og deri se et Symbol paa et godt Forhold mellem os. Det om Blicher deri er virkelig meget godt, og han staar især smukt overfor Grundtvig."
Georg Brandes' offenlige Udtalelser om min Virksomhed skal jeg her forbigaa. Jeg henviste forleden til "Morgenbladet" for Oktober 1880 i Anledning af mine "Literære Føljetoner".
Naar der derimod i "Politiken" for i Søndags staar, at "blandt ældre og yngre var en Borchseniusk Anmeldelse, naar blot to Linjer oplæstes, en sand Morskabens Kilde", saa maa Georg Brandes have "glemt", at han f.Ex. i Januar 81 skrev3 til mig og takkede mig for den stadige Tilsendelse af "Ude og hjemme". Han dvæler ved den kunstneriske Udstyrelse og tilføjer: "Jeg har ogsaa læst Deres Kritiker med Fornøjelse, hvorvel jeg jo kun undtagelsesvis havde læst de anmeldte Bøger."
Endelig hedder det fra Berlin4 d. 8de Maj 1882 om min Text til hans Portræt, den, han forleden med sin sædvanlige Ærlighed slog i 16 Stykker:
"Hav ret megen Tak for den venskabelige Biografi. – – De har med megen Flid og Skarpsindighed fundet de forskjellige mest afgjørende Steder i mine gamle Artikler, i hvilke jeg henpeger paa min senere Livsgjerning, og De har overalt givet mine Ord den bedste Fortolkning. Jeg paaskjønner saavel, hvad De har sagt, som hvad De med Takt og Hensyn har undladt at sige. Det vilde desuden klæde mig ilde, da De jo – uden iøvrigt at panegyrisere – har taget alt i bedste Mening og næppe sagt mig et dadlende Ord."
Jeg kunde forøge denne smukke Blomstersamling med mange lignende Paralelsteder til Georg Brandes' sidste Artikel i "Politiken". Det maa imidlertid være nok at sige, at hans hele Levnedsskildring af mig fra Ende til anden bærer Vidne om den samme Sandhedskjærlighed.
Otto Borchsenius
