Georg Brandes til Otto Borchsenius
Sendt fra Berlin. 8. maj 1882
Der har fundet Tilbagegang Sted
Berlin 8 Mai 82
Kjære Borchsenius!
Hav ret megen Tak for den venskabelige Biografi, med hvilken De har ledsaget Krøyers horrible, slappe, hulkindede, langnæsede Karrikatur af mit arme Ansigt. Hvorledes det Publikum, som ei kjender mig, vil rime Tilskrivelsen af mine forskjellige energiske Regester sammen med det desperatforslappede Dødninge- og Oldinge-Fysignomi, begriber jeg ikke ret. Udtrykket vil være en Cadeau for alle Kjøbenhavns vakre Præstefolk. "Saaledes seer den fortvivlede Synder da ud." Da jeg blev tegnet, syntes jeg dog ikke, Udtrykket var saa bandsat haabløst.
Saa De har vanket ved min Side i Akademisk Skyttecorps? Jeg maa til min Skam tilstaae at jeg helt har glemt det. Jeg var ellers meget ældre Medlem og havde alt i 1864 erhvervet mig en taalelig Færdighed i Skydning. Men man troede dengang 2 paa Krig og jeg vilde med.
De har med megen Flid og Skarpsindighed fundet de forskjellige mest afgjørende Steder i mine gamle Artikler i hvilke jeg henpeger paa min senere Livsgjerning og De har overalt givet mine Ord den bedste Fortolkning. Jeg paaskjønner saavel hvad De har sagt som hvad De med Takt og Hensyn har undladt at sige. Det vilde desuden klæde mig ikke at beklage mig, da De jo – uden iøvrigt at panegyrisere – har taget Alt i bedste Mening og neppe sagt mig et dadlende Ord.
Et enkelt Sted gjør De – for anden Gang – lidt for meget ud af. De anfører altfor direkte Ordene om Tempelskjænderiet som gjældende mig og min Fortid. De har ikke forstaaet Ordene nøie som de var mente. Mellem Linierne læses at Ordene kun sigte til det erotiske Omraade. Og selv paa dette Omraade vilde jeg egentlig ikke have Ordene forstaaede i Ordlydens fulde Omfang. De kom kun til at staae saaledes fordi jeg maatte have et alment Udtryk for det som er det Centrale i "Frithiof". Mig er det umuligt at see det Ringeste i min Opposition mod det kirkelige ɔ: Christelige under Synspunktet "Helligbrøde". 3 Intet af det, jeg har angrebet, er mig helligt og naar jeg nu for Tiden lader den Sag ligge er det udelukkende af Betimelighedshensyn. Trist er det for mig, naar jeg blader i gl Artikler, at see, hvor langt djærvere og friere det var mig tilladt (ogsaa af Publikum tilladt) at udtale mig 1867-68 i "Dagbladet" end i 1882 i "Morgenbladet" eller "Ude og Hjemme". Der har fundet en afgjort Tilbagegang Sted.
De burde maaskee have nævnt at jeg i et Par Aar har studeret Jus, thi dette Studium spillede en stor Rolle for mig i min Ungdom og voldte mig mange mange Sorger. Dog dette er ganske uvæsentligt.
Derimod savnede jeg en lille Bemærkning eller Passus om min Form (Sprog, Stil) hvor der blev sagt saa meget om og til Forsvar for mine Ideer. Jeg bilder mig muligt selv ind at have en vis Styrke i Fremstillingen og troer netop derved ligesaameget som ved Ideer at have udøvet en vis Indflydelse i Danmark, og jeg har tænkt meget over Fremstillingens Art og Kunst. Da jeg nylig fik sendt nogle Artikler af Molbech hvori han førte moderne "stilistisk Affektation" med "telegraferede 4 Billeder" og Gud veed hvad mere tilbage til mig, gav det et Sæt i mig, thi affekteret har jeg sandelig aldrig været. Mange have lært at skrive af mig og ikke af dem, der skrive forceret men netop af dem der skrive naturligt. Og Molbech er jo hadsk og udtømt og bag af Dandsen.
Femte Bind forsinkes bestandig fordi mine Nerver har faaet et Knæk.
Levvel og Tak for Deres velvillige Omdømme. Hils ogsaa Hendriksen venligst og sig ham, at han gjerne kunne have gjort mig 100 Gange kjønnere uden Fare for at nogen kvindelig Abonnent skulde forliebe sig i mig. I Guder hvilken Orang-Utang!
Deres hengivne
Georg Brandes
Vil De gjøre mig den Tjeneste at sende mig endnu to Exemplarer af Deres Artikel og – hvis det ei er Dem for meget – endnu at sende en til Paul Heyse, (Dr. P. H. Luisenstrasse München) som læser Dansk og følger skarpt med vor Litteratur.
idem.
Sig dog til Liebenberg at jeg fortvivler over Smøleriet med Sch. Staff1.
