Literatur
Smaa Romaner af Henrik Pontoppidan: Ung Elskov. (Gyldendalske Boghandel)
Det romantiske Tilbageslag, som i de sidste Aar paa en saa fremtrædende Maade har afløst Halvfjerdsernes stærkt naturalistiske Strømning, har ogsaa afsat sit Mærke i Pontoppidans Digtning. Denne unge Forfatter, der i sine første Arbejder øjensynlig stræbte efter rigtig krasse, ofte ligefrem anstødelige Udtryk, der kunde accentuere hans Standpunkt som fuselfri Realist af den nye Skole, har i sin sidste lille Bog næsten aflagt denne Uvane, der aabenbart altid har været ham mere i Klæderne skaaren end i Kjødet baaren. Hvad der er tilbage af Theorien er den, ogsaa af en saa yderlig Romantiker som Thomas Lange hyldede Lære om Omgivelsernes dæmoniske Indflydelse paa Menneskesjælen. Men i at fremstille denne Naturmagternes dragende og daarende Trolddom er Lange rigtignok i høj Grad hans Overmand. Pontoppidan ofrer Bogens første ni Sider paa en smuk, om end altfor omstændelig Skildring af en Skovsø, der skal besidde en egen koglende, erotisk vækkende Magt, men i den efterfølgende Fortælling glemmer han at gjøre Anvendelse af dette Motiv. Søen kommer egentlig slet ikke til at spille den tilsigtede Rolle i den stakkels Marthas sørgelige Historie, det er helt andre Forhold, især Moderens Exempel og Studentens vedholdende Forførelsesforsøg, der blive afgjørende for hendes Skæbne. Denne Skiften om af hele Fortællingens oprindelige Grundlag virker forvirrende paa Læseren, men turde iøvrigt være den eneste Indvending, der kan gjøres imod "Ung Elskov", thi at baade Martha og hendes Moder høre mere hjemme i Poesiens end i Fotografiens Virkelighedssfære, anse vi for en ubetinget god Egenskab. Vi have i de senere Aar maattet døje saa Meget af den ved den rent fotografiske Methode fremavlede Kjedsommelighed og tørre, aandsforladte Raahed, at det er ligefrem forfriskende engang imellem at træffe lidt skabende Fantasi og erfare, at ikke Alting ude i Skov og Mark er lutter Gødning, Kornpriser, Politik og Brændevin. Thi ogsaa Marthas øvrige Omgivelser, den ikke ganske klart tegnede Jesper og den trofaste Stab af Stamgjæster i den gamle Kro, bære Præg af ikke i den Grad at være Udklip af Virkeligheden, som Theorien i sin Strenghed fordrer. Men netop herved har Pontoppidan vundet, at man læser hans Bog med større Interesse, fordi man mærker en Digterpersonlighed bagved.
"Ung Elskov" har ikke saa Lidet tilfælles med adskillige af Holger Drachmanns mindre Arbejder, der er den samme Tone, samme Malemaade i den, som er ejendommelig for disse, ligesom Pontoppidan, der en Tid nærmest syntes at skulde blive en Efterfølger af Schandorph, utvivlsomt i sin sidste Bog har taget Afstand fra dennes grovkornede, haandfaste Maner. Pontoppidan hører overhovedet til blandt de Yngre, i hvem man sporer en Udvikling og en Fremgang; det skulde ikke forbavse os, om han en skjøn Dag traadte frem med et virkelig betydeligt Arbejde. Hvad han hidtil har præsteret, giver, naar man bortser fra hans tidligere Tilbøjelighed til den Slags Unoder, som særlig ere fristende for unge Begyndere, gode Løfter om, at her spirer Noget, som maaske engang kan sætte baade Blomst og Frugt.
