Literatur
Henrik Pontoppidan: Smaa Romaner. – I. Ung Elskov. (Gyldendal).
Erna Juel-Hansen: Sex Noveller. (Philipsen).
Da Carl Bagger en Gang i Trediverne udgav et lille Æventyr paa Vers satte han paa Titelbladet følgende to Linjer:
Store Bøger kjøber ingen,
smaat og godt er hele Tingen.
Under det nuværende trykkede Bogmarked vilde det maaske være den bedste Anbefaling for de to ovennævnte Arbejder til en Begyndelse at gjøre opmærksom paa, at de begge falder ind under den samme Kategori "smaat og godt", især da man med frelst Samvittighed tør lægge Trykket paa det sidste Tillægsord. Ingen af Bøgerne er literære Nipsgjenstande. Deres ringe Omfang har kunstneriske Grunde. Begge Forfattere har med Vilje valgt Skizzens Form som den, der sluttede naturligst og bedst omkring de Æmner, de vilde optage til Behandling. Vel kalder Henrik Pontoppidan sin Skizze for "Roman", og vel fremtræder den som en Omarbejdelse eller videre Udførelse af en tidligere Række Smaaskizzer, men "Ung Elskov" falder imidlertid ikke blot fremdeles i en to-tre Smaastykker, hvert af de enkelte Led i den lille Historie har ogsaa bevaret sin skizzeagtige Karakter. Til alt Held har dog den lille Fortælling bevaret sin oprindelige Friskhed og Farerne, der altid lurer paa en Kunstner, naar han vil reproducere sin Studie til et udført større Billede, er – i det mindste til Dels – lykkelig undgaaede. "Ung Elskov" hørte nemlig i sin Tid til de friske Smaating, som Forfatteren under Mærket Rusticus nu og da i Løbet af et Par Aar offenliggjorde i "Ude og Hjemme": Naturskildringer, Landsbybilleder o.s.fr., der med Rette vakte Opmærksomhed og i alt Fald indenfor literære Kredse fremkaldte en ivrig Gætten paa, hvem der skjulte sig under det antagne Forfattermærke. Der er heller intet Spørgsmaal om, at Pontoppidan godt kunde have samlet den hele Række Rusticus-Artikler til en Bog. Det vilde, som sagt, være blevet en Samling Studier, men Kjendere vilde ikke have agtet dem ringere for det. Tværtimod maaske. Vi har i vore Dage faaet nok af den udførte, den udpenslede, med alle den sproglige Tekniks Kunstgreb udstyrede Novelleliteratur. Kunsten truer undertiden med at slaa over i Kunstleri. Hvad vi nu mer end alt trænger til, er Simpelhed, Oprindelighed og Naturlighed. Derfor er netop ogsaa Henrik Pontoppidan en glædelig Fremtoning i vor nye Literatur. Naar han, som han jo fortrinsvis gjør, søger ud paa Landet og henter sine Æmner derfra, hvad enten det gjælder Fremstillingen af Nutids Landbotyper eller Skildringen af et Natursceneri, ser han ikke paa sit Stof med det literære Bymenneskes Øjne. Man mærker overalt, at han selv lever med i det Liv, han fortæller os om, og der er et Præg af Paalidelighed og Troværdighed over hver Linje, han skriver. Blandt vore yngre Forfattere er Pontoppidan en af dem, der sidder inde med de største Muligheder, og selve hans Stilkunst er nu, efter at have strøget den første Produktions Efterlignelsesmanér af sig, saa fint og ejendommeligt udviklet, at denne Prosa allerede nu hører til den bedste, vi har herhjemme; Pontoppidan ejer vore Dages malende Evne uden at misbruge den. Bag hver Skildring af et Landskab, et Interiør, et menneskeligt Væsen, har man den trygge Følelse af et Selvsyn, en Oplevelse bag Skildringen. Forfatteren er ingen tom Fantast, der øser ud af sin egen Indbildning og dækker det vage og udflydende i Fremstillingen med mange Ord og kunstlede Vendinger. Derfor synes han heller ikke, trods sit udprægede Talent, at have stor Trang til at producere. Mulig skriver han langsomt, i hvert Fald er han en forholdsvis sjælden Fugl i Literaturen.
To Magter strider endnu om Forfatterens literære Sjæl. "Ung Elskov" er ikke mindst et Bevis herpaa. Rammen omkring Fortællingen maner alle Romantikens Aander frem af Nattens Skovdyb, medens selve Kro-Interiøret er et Stykke Nutids-Realisme i det mest ubarmhjærtige Dagslys. Det er, som en Duft af Kierkegaards Sværmeri for Ottevejskrogen i Grib Skov slaar én i Møde fra Bogens første Sider, men næppe fyldes Krostuen af de drikkende Gjæster, før vi har endogsaa Schandorphs (for ikke at tale om Drachmanns) Virkelighedsskildringer langt bag os. I saa Henseende forekom det os ogsaa, at Ramme og Indhold smeltede bedre sammen før denne Omarbejdelse, men det kan ikke nægtes, at "Ung Elskov" netop herved er særlig karakteristisk for sin Forfatters nuværende Udviklingstrin. Det vil blive interessant at se, hvilke Veje hans rige Evner vil følge, hvorledes han vil bære sig ad med at kappe de overflødige Skud og bøje den nu og da vildt voksende Frodighed ind under Loven. Tilbage bliver i den ny Fortælling de to ypperlige Hovedscener fra den gamle Skizzerække. Først Forspillet mellem Ellen og Jakob Jøde og dernæst den egenlige Tragedie, Marthas unge Elskovs Opvaagnen. Med finere Forstaaelse er hverken den gryende Kjærlighed eller den overvældende Lidenskabs Rus i lange Tider skildret herhjemme. Det skulde undre os, om Henrik Pontoppidan ikke har en Bunke lyriske Digte liggende i sine Gjemmer. Hans Talent peger i den Retning. Og nu da Dogmet om "Novellernes Tidsalder" synes at have kulmineret, vil der atter findes aabne Øren for andre Kunstformer. Henrik Pontoppidan kunde sikkert skrive gode Vers.
Fru Erna Juel-Hansens "Sex Noveller" har i hvert Fald ikke Romantiken tilfælles med Pontoppidan. For ham er selve det at skrive sikkert en Nydelse, en Produktionstrang, en aandelig Tilfredsstillelse. For hende synes det først og fremmest at være Maalet, det kommer an paa, om end hun selvfølgelig er sig bevidst, at jo bedre hun taler sin Sag, des større Udsigt har hun til at fremme den. Fru Juel-Hansen – der tidligere skrev under Forfattermærket Arne Vendt – hører i alt væsenligt til de moderne Forfattere, der gjennem Literaturen vil bane Vej for sociale Reformer. Man faar overalt Indtrykket af en dygtig Personlighed, en resolut Karakter, en mandig Vilje, hvis man endnu tør bruge dette for Hankjønnet saa smigrende Adjektiv. Allerede hendes Æmner er karakteristiske. I en af Skizzerne, "Enlig", skildres en ung Pige, der, forladt af sin Elsker, skjønt hun har født ham et Barn, lidt efter lidt tilkæmper sig indre Fred og Lykke, indtil "sund, rolig Foragt langsomt og sikkert har dræbt hver ulmende Gnist af hendes Kjærlighed". I en anden Skizze trækker hun med fast Haand og dyb kvindelig Forstaaelse Sløret bort fra, hvad der rører sig bag en ung Konfirmandindes Bryst, i en tredje giver hun baade med Lune og træffende Satire en lille Scene fra et af vore Dages Pigeinstituter o.s.fr. Noget friere, noget mere over mod egenlig poetisk Produktion rører Forfatterinden sig i de øvrige Skizzer. "Tøbrud", en virkningsfuld Skildring af huslig Ulykke, er maaske lidt vel meget efter den gængse realistiske Opskrift, men "Lille Karl" er til Gjengjæld en saa meget mere sympathetisk Fortælling om et Pus af en Provins-Læredreng, der beruser sig i en tilrejsende Skuespillerindes meteoragtige Tilsynekomst. Isoleret i Samlingen staar endelig Historien om det jødiske Ægtepar, der forfalder til Fraadseri, og hvis Æderi straffes med idiotiske Børn. Der tilsigtes i Staffagen en særlig jødisk eller Goldschmidtsk Virkning, og kvalmede det ikke for Læseren at høre om al den fede Mad, vilde man ogsaa her faa Respekt for Forfatterindens afgjorte Dygtighed. – den hele lille Samling, hvis enkelte Stykker til Dels er gode gamle Bekjendte fra "Ude og Hjemme" og andre Steder, er ikke et Udslag af nogen særlig udpræget digterisk Evne, men den gjør et tiltalende Indtryk ved at være en moden og selvstændig Personligheds frie og ærlige Syn paa Livet.
