Litteratur

Henrik Pontoppidan: Ung Elskov. Blade af en Mindekrans

Schubotheske Forlag

Henrik Pontoppidan er ikke færdig med en Bog, fordi den er skreven og udgiven. Han vedbliver at arbejde videre med den, han tager det engang afgivne for sig igen og omarbejder det, til det tilfredsstiller ham paa hans nuværende Udvikling. Naar Turen kommer til Pontoppidans "Samlede Værker" – iaar er allerede femogtyve Aar rundne, siden han betraadte Forfatterbanen – vil der i højeste Grad kunne blive Tale om en Udgave "letzter Hand". I stilistisk Henseende har han jo allerede foretaget adskillige Ændringer i sit Hovedværk "Lykke Per". Men adskillige af sine Ungdomsarbejder har han omarbejdet efter langt større Maalestok. Dette er saaledes Tilfældet med "Sandinge Menighed" (fra 1882), der for et Par Aar siden udkom i betydeligt ændret Skikkelse, og endnu mere med "Ung Elskov" (fra 1885), hvoraf kun Kernen og Hovedfigurerne er bevarede, medens Rammen er en helt anden. Man kan sige, at det er et næsten helt nyt Arbejde for sig, præget af Pontoppidans Modenhed og mandige Ro.

"Ung Elskov" fremkom oprindelig som Novelle i "Ude og Hjemme", og var dengang knyttet til en Fortællers Person. Firserne var imidlertid ikke Jeg-Formen synderlig gunstigt stemt – den smagte af Romantik, og maaske dette har været en af Bevæggrundene for Pontoppidan til at objektivere Skildringen, da han udgav den første Gang i Bogform. Nu, i den sidste Udgave, har han imidlertid atter ført Fremstillingen tilbage til Jeg-Formen – hvilket i dette Tilfælde turde være en afgjort Vinding. Men samtidig har han sammentrængt Stoffet stærkt, bortskaaret alskens bred og overflødig Tale, hvilket vil sige det samme som, at Pontoppidan nu staar som bevidst Kunstner overfor sit Arbejde. Men til Gengæld har han indflettet adskillige, "tildels hidtil utrykte Smaafortællinger, der væsentlig skriver sig fra samme Tid".

Hvad man mest holder af i den sidste Skikkelse, "Ung Elskov" nu har antaget, er Rammen. Det er en jydsk, besindig, men hjertevarm Skolelærer, der paa sine gamle Dage fortæller om sit Livs mærkeligste Hændelser. I hans Friluftsglæde, i hans Natursans, i hans Jagtlyst er han ligefrem en Blichersk Skikkelse, og skønt Sproget paa intet Punkt er bevidst arkaiseret, er der dog en egen Hygge over dets rolige og stilfærdige Hengliden. Ved Siden af Fortællingens Centrum, Bondepigens romantiske Kærlighedshistorie, er af ny stillet to parallele Kærlighedshistorier: Provstedatterens og Kapellanens rødglødende Elskov, der begynder i Himlen og ender paa Jorden, og modsat Husmandsdatterens Ægteskab, der for hende begynder med højst trevne Følelser mod Manden, men senere hen arter sig højst tilfredsstillende. Thi som Svigermoderen docerer paa Bogens sidste Side: "Det er uset bedre, end det her Fjamskeri, som de kalder for Kærlighed!"

Pontoppidan vilde ikke have været sig selv, hvis han tiltrods for denne Bogs Ro og sindige Kunst ikke havde ladet denne lille paradoksale Slutningsraket suse af.

J. C.