"Vrængebilled"
Hans Kvast og Melusine. Henrik Pontoppidans ny Bog
(Schubothes Forlag.)
Naar Pontoppidan allerede i Bogens Titel kalder sin lyriske Helt "Hans Kvast", er jo denne Betegnelse meget tydelig. Dog ikke mere end Skildringen i sig selv; den virker mere som en Udskældning end som en Dom.
Komponisten Hugo Martens har i Pontoppidans Digtning mange Forgængere, men de tydeligste af dem er ikke de betydeligste. Emanuel Hansted, ja selv Per Sidenius fik dog Lov at blive nogenlunde voksne før Henrettelsen; der var Tanker, Samtaler, Optrin, hvori de virkelig levede deres eget Liv, før dette Liv blev tilintetgjort som Humbug. Læseren fik Lov at være i alt Fald Bisidder i Sagen, kunde, hvis han fandt Præsidentens Afgørelse urigtig i Forhold til det givne Grundlag, nægte sin Underskrift.
I det Ydre er Hugo Martens og hans sølvblonde Valkyriekone livagtigt afmalede; man ser, hvordan de gaar klædt og bevæger sig, og hvordan deres Stuer ser ud. Og af Fru Mathilde faar man adskilligt mere end det ydre alene; morsomt og træffende fremstiller Pontoppidan hendes virkelige Væsen under den Alen Indbildning, hun halvvejs nødtvungen har lagt til sin Vækst. Han har mønstret hende skarpt, men ikke uden Sympati; derfor blev hun levende.
Martens har han simpelthen set sig gal paa én Gang for alle – i den Grad, at han ikke mere ser Mennesket.
En Mand, der ved allehaande Kunster narrer sin flinke Hustru til ubetinget Beundring og Forkælelse; pantsætter hendes Smykker, mens hun slider for Huset; er hende utro og forlader hende krænket, da hun tillader sig at sørge derover – en aandelige Grødgryde, der gaar i Kog lige let med Ateisme, Buddhisme og Kristendom, eftersom Køkkenet kræver det – en Kunstner endelig, og Tonedigter for en Gangs Skyld, hvis Liv er Bladnotitsernes Fryd og Fortvivlelse, misunderlig Beundring af de andre, skiftevis Over- og Undervurdering af sig selv efter Evnernes men især efter Anseelsens Blus og Fald: Vel, saadanne Mænd, Aander og Kunstnere er der nok af, flere end nok, og det vil altid være Umagen værd at undersøge et typisk Eksemplar i Udfoldning.
Men Hugo Martens faar ikke Lov at udfolde sig; vi faar ikke Lov i ham at se den Sandhed, som end ikke Løgnen kan undvære til at gro af. Det skal med Djævelens Vold og Magt vore Løgn og Bedrag – altsammen. Han kan næppe udtale en Sætning, næppe vende sig en halv Omgang, før Pontoppidan er der og vrænger efter ???? og peger Fingre: "Hør, hvor hult, se, hvor falsk, er han dog ikke et Bæst!"
Marionet-Teater kan godt være morsomt. Men ser man Dukkernes pudselige Dansen omkring, Marionetmandens Ansigt fortrukket af en Lidenskab, der viser, at for ham er det dødelig Alvor, saa bliver Indtrykket pinlig sammensat.
Man gør da klogest i at holde sig til det af Bogen, som er Pontoppidan uforklædt. Han taler jo en Del for egen Regning, og hans Had til lyrisk – og borgerlig – Uvederhæftighed finder her, som tidligere, mange hvast rammende Udtryk; des hvasere, fordi han – med Lyriken – ogsaa rammer noget i sig selv.
Og har den umiddelbare Fremstilling af Bogens Hovedperson i Tale og Handling, som antydet, sine Mangler, saa viser den ræsonnerende Omtale, baade af Martens og de andre, langt mere uforstyrret Forfatterens Klarsyn og sunde Sans. Mangen god Snært svippes ud til Personer og Foreteelser i Nutiden, som f.Eks. i Hr. Hugos pludselige Henrykkelse ved Tanken om sin Afstamning fra "en ærlig gammel jysk Bondeslægt, som vistnok kan føres tilbage lige til Vikingetiden".
Nordlandsrejsen giver Forfatteren Lejlighed til en Række meget smukke Naturmalerier deroppe fra. Skarpe Iagttagelser og vittige Bemærkninger indstrøes overalt. Og Sproget har alle Pontoppidans kendte Fortrin.
Kort sagt, man vilde læse "Hans Kvast og Melusine" med udelt Fornøjelse, hvis – –
Bogen ender med den filosofiske Doktors ord: "Vi Mennesker naar aldrig frem mod det fuldkomne, saa længe vi forser os paa dets Vrængebilleder."
Men heller ikke af Kunstneren naas det fuldkomne, naar han tager fejl af Vrængebilled og Menneske.
Valdemar Rørdam.
