Hans Kvast og Melusine
Henrik Pontoppidan: "Hans Kvast og Melusine". Det Schubotheske Forlag. Kjøbenhavn.
Henrik Pontoppidans store og fremragende Fortællertalent fornegter ham aldrig, og hans Evne til fin og nøgtern Menneskeskildring rager høit i moderne dansk Literatur. Som et nyt og lysende Vidnesbyrd om disse Egenskaber vil denne hans sidste Bog blive modtaget. Det er nu ogsaa et sjeldent lykkeligt Fund, Forfatteren har gjort med dette Pragtexemplar af en Skjønaand og Musiker, som er bleven den bærende Skikkelse, den over alle festligt straalende Karaktertegning i hans Bog. Og han er intet Digterfantasiens Produkt, denne forløiede, forvrøvlede Menneskepjalt, som hedder Hugo Martens. Han er grebet lige ud af Virkeligheden, ganske som Forfatteren har seet ham og kjendt ham og nydt ham med sit Kunstnerøie. Men Skildringen af ham er dog ingen harmfyldt Protest mod Frasehelten og Humbugmageren. Uden enhver Tendens, uden Spor af den svulmende Indignation, som forleder til de karikaturmæssige Overdrivelser, er hans Billede tegnet. Der hviler bare som et fint Ironiens Smil over det Hele, og man føler, med hvilken stille, rent artistisk Glæde Forfatteren har gjennemskuet og sønderlemmet sit Offer.
Det er som den noget degraderede kjøbenhavnske Smagsdommer og Musikauthoritet vi møder Hugo Martens. Der var en gylden Tid i hans Liv, da han forstod at blænde ved sin markerede, repræsentative Skikkelse, og da man virkelig lod sig dupere af hans Selvbevidsthed og af hans smaa velkultiverede façademæssige Talenter. Nu begynder Glansen at gaa af ham. Man er ifærd med at gaa træt af hans Gjentagelser, man finder, at han i sin Kunst og sin Kritik kun har "de opvarmede Levninger" at byde paa. – Mod denne Baggrund er der givet den rigeste Anledning til at lade hans Væsen udfolde sig, og til at stille hans Jammerlighed tilskue i den grelleste Belysning. Og han er ligefrem pragtfuld at iagttage i denne sin lurvede, forbitrede Kamp for sit synkende Ry og mod sine plagsomme Kreditorer. Ubarmhjertigt kastes Latterlighedens Skjær over al denne saarede Forfængelighed, denne Misundelse og Hævngjerrighed, denne fjollede Karakterløshed og denne alt tilsidesættende Egoisme. Af hele den lyttende Skare af Beundrere, han engang samlede om sig, og som var bleven ham nødvendig som det daglige Brød, har han nu kun sin meget naive og blindt troende Hustru tilbage. Hun alene er nu hans andægtige Tilhører, hvergang hans Følelser koger over og udløser sig i en Selvforgudelsens boblende Veltalenhed. – Det hele former sig som en Række drastiske Familieinteriører af stor og tragikomisk Virkning, og alt kulminerer i det latterlige Forsøg paa et Selvmord.
I ingen Henseende kan det paavirke vor Dom om Bogens Helt, naar Forfatteren efter denne Katastrofe lader ham gjenopstaa i Publikums Gunst og paany i Konsertsalen lader ham høste dets Bifald for nogle spinkle musikalske Stemningsudgydelser. Det er kun et Spark til dette jublende Publikum og ingen Seir for dets "opvarmede Levning" af en Afgud. – Han har virkelig, denne Hugo Martens – alle store Forskjelligheder tiltrods – en temmelig nær Paarørende ogsaa i norsk Literatur: hans Navn er Hjalmar Ekdal.
A—t.
