"Hans Kvast og Melusine"
Henrik Pontoppidans nye Bog
– Hvad har Pontoppidan nu egentlig ment med alt dette her? spørger man sig selv, naar man lukker hans nye Bog, "Hans Kvast og Melusine", som er udkommen paa Schubothes Forlag.
Og man giver sig til at tænke efter og gennemgaa Bogen Stykke for Stykke, og jo mere man tænker, des mindre klog bliver man. Det er vist fat med denne Bog ligesom med den gammeldags Maskinsyning, om hvilken Henrik Ibsen siger, at da han begyndte at pille ved en enkelt Traad, saa løb det hele op'1
Pontoppidans nye Bog interesserer, medens man læser den, og der er en Mængde gode Iagttagelser i den; men naar man er færdig med den, saa ligger det hele i Ens Erindring som Stumper og Stykker. Der er noget pulterkammeragtigt ved den Bog.
En Komponist og hans Hustru er Bogens Hovedpersoner. Digterne synes at have svært ved at tage Kunstnerne alvorligt, maaske fordi de er vante til at se dem paa altfor nært Hold, og denne Komponist maa dele Skæbne med Hjalmar Ekdal i "Vildanden", Johan Ulfstjerna'2 og flere af de hele eller halve Kunstnernaturer, man kender fra den moderne Litteratur: Han bliver klædt aandeligt nøgen og ynkeligt spottet.
Han tjener lidt eller intet, skønt han har Talent, og han har aldrig lært at nøjes; fra sin Ungdom slæber han om med en Oppakning af Fornødenheder, og det generer ham ikke Spor at leve paa andres Pung, naar hans egen er tom. Tilsidst kører han dog fast i Gæld, og i et Øjebliks Mismod, Vildelse, eller hvad man nu vil kalde det, begaar han et Selvmordsforsøg.
Hans Hustru, der er lige saa verdslig og praktisk, som han er ubehjælpsom, hvor det gælder det daglige Liv, er den, der har holdt sammen paa hans Tilværelse; hun har i Samlivet med ham udviklet sig til en haandfast og paapasselig Husmoder, der ikke kan følge ham i hans kunstneriske Stræben, men som til Gengæld kan slaas ganske bravt med Slagteren, Bageren og Urtekræmmeren.
Hende rammer Selvmordsforsøget som en Skam. Hun føler sig brændemærker af den Nysgerrighed, hvormed Folk besnuser Manden, Hjemmet, alle deres Forhold. Men Komponisten, som bliver bragt paa Hospitalet, lever hurtigt op igen og bliver, da han først er kommen til Hægterne, mere levende end nogen Sinde. Han sætter sig en Ære i den fejge Handling, der burde være ham en Skændsel, og med en vis Tilfredsstillelse mærker han, at han nu endelig er bleven Midtpunktet i Offentlighedens Interesse.
Der bliver dannet en Komté og et Forretningsudvalg, som skal undersøge, hvor stor hans Gæld er – "gaa tilbunds i Møddingen" – og der bliver sat en Indsamling i Gang, og da alt, hvad han skylder, er dækket, kan han og hans Hustru gøre en længere Udenlandsrejse for Overskuddet. Hans Arbejdskraft vender tilbage; han lader sig interviewe om Begivenheden, og han kommer tilsidst til den Erkendelse, at der før eller senere kommer det Tidspunkt i ethvert ærligt følende Menneskes Liv, da han saa at sige maa slaa Vinduet til Uendeligheden op for ikke at kvæles. Det er det, han har gjort med sit Revolverskud.
Da han ved sin Hjemkomst fra Rekreationsrejsen – sin Opvaagnen fra de Døde, om man vil – dirigerer en Koncert, ved hvilken han fremfører et nyt Værk, bliver han fejret som en Halvgud; han er igen paa den grønne Gren.
Men hans Fætter, en Læge, der regnes for halvgal af sine Omgivelser, fordi han tænker dybere og klarere end de – han udtaler Fordømmelsen over den genopstandne Kunstner, idet han siger: "Det Selvmordsforsøg i Fjor – mon det ogsaa var rigtig ægte?"
Dette "mon?" er det netop ogsaa, Læseren har at strides med, naar han har læst Bogen ud. Er Komponisten en Blære, en Nar, som Bogens Titel angiver? saa er han skildret uden Humør, for Bogen er ikke morsom; og hvorfor har Forfatteren saa taget ham alvorligt? Og har Selvmordet været ærlig ment, hvorfor spotter Forfatteren ham da? Spotten rammer maaske mest Offentligheden, der har forset sig paa dette Vrængebillede af en Kunstnersjæl – men er saadan en Publikums-Vildfarelse, der dog aldrig varer længe, saa mange Ophævelser værd?
Bogen er tør, skematisk og uklar; kun i Skildringen af den halvgale Læge og hans sære Søster er Pontoppidan paa Højde med sig selv.
H.F.
