strambukser ham som Menneske
Henrik Pontoppidan: Hans Kvast og Melusine. Fortælling. 216 S. (Schubothe).
Pontoppidan har atter grebet til sine gamle Vaaben: med sin gamle Spot og sin gamle Vrede tugter han i sin nye Bog en af de nationale Vindbøjtler, som han saa ofte tidligere har haft under Behandling – han betragter det sikkert nok som sit Forfatterlivs betydeligste Opgave at blotte disse fæle Knægte og give hver af dem en god Portion Strambuks i al Folkets Paasyn.
Men – medens Smækkene lyder, tier Muserne og sætter store Øjne op.
Og dog har han kunnet faa dem til at tale. I enkelte smaa, stilfærdige Bøger (Borgmester Holck og hans Hustru og Det store Spøgelse) har han set ganske ligetil paa Menneskers Natur og Skæbne og skildret dem, som han saá dem. Det har da vist sig, at hans Menneskekundskab var saa omfattende, hans Eftertanke saa vemodigt-deltagende, hans Stilkunst saa sikker, at de ganske af sig selv kom ægte Poesi og stor Kunst ud deraf.
Men det er, som om han ikke selv skattede disse Resultater synderligt – i hvert Fald vedbliver han ufortrødent med sine pædagogiske Afstraffelser.
I Hans Kvast og Melusine er Helten Komponist og Musikkritiker – han kunne for saa vidt lige saa gerne være Digter som i Højsang eller Præst som i Dommens Dag – alle er de lyriske Fantaster. Typen har nu en Gang bedaaret Pontoppidans Hjerte – og derfor skal den ha' Prygl.
Den tænksomme Læser vil i dette Tilfælde mene, at det næppe nok er Umagen værd.
Man høre:
Hugo Martens – Bogens Helt – har ved nogle smaa, yndefulde, enfoldige Melodier sunget sig ind i Folkets Hjerte. Hans forfængelige Menneskevæsen soler sig en Tid i den lille Berømmelse, hans Talent har skabt ham, men da dette efterhaanden udtørres, søger han Styrke paany ved at give sig ind under Indflydelse af den guddommelige Natur: han er af gammel Bondeæt. Paa en Rejse langs Norges Vestkyst op til Midnatssolen paavirkes han stærkt af Nordlandets ejendommelige Vælde: han mindes det bibelske Syndflodssagn og skaber et stort Orkesterværk derover. Det opføres og bringer ham en stormende Triumf.
Dette er hans Historie som Komponist – og deri er der i Virkeligheden intet andet ondt, end at vi ikke faar noget at høre af hans Musik: vi maa tro Forfatteren paa hans Ord, nar han skildrer den med Begejstring.
Men samtidig strambukser han ham som Menneske.
Hvorfor – Herregud?
Han er ganske vist en temmelig sløj Person: han smaalyver for sin Kone og agerer daarlig for at blive kælet for, han pantsætter hendes Smykker for at have det rart, han fingerer et Selvmordsforsøg for at blive interessant i sine egne og andres Øjne – han slaaer oven i Købet om i sine Meninger fra religiøs Indifference til ekstatisk Guddomstro.
Han er for saa vidt værdig til den lille Moralsentens, som ved Bogens Slutning uddrages af hans Skæbne:
"Vi Mennesker naar aldrig frem mod det fuldkomne, saalænge vi forser os paa dets Vrængebilleder."
Indrømmet! Ulykken er blot, at Manden i sig selv er os altfor ligegyldig.
Han lever ikke! Selv om Skildringen af ham og hans Omgivelser bæres frem af Pontoppidans sædvanlige stilistiske Sikkerhed, Klarhed og Fynd, bæres den desværre ogsaa frem af hans pædagogiske Hensigter: han vil fra først til sidst belære os dermed. Figuren er ikke bleven til det, der alene kunde interessere os: en Skikkelse, revet direkte ud af det moderne Liv, uvilkaarligt levende og virkende, fyld af Tidens sær egne Uro. Den er konstrueret sammen i Forfatterens eftertænksomme Bevidsthed, som et Paradigma, et advarende Eksempel for Menigmand.
S.L.
