Det ideale Hjem
Henrik Pontoppidan (Jydsk Forlag).
Til de mest staaende Jeremiader hører Klagerne over Ægteskabet. "Gift dig eller gift dig ikke – begge Dele vil du fortryde." Selv i vor Tid, da Ægteskaberne ikke længer sluttes i Himlen eller for Livstid, men rask og glat væk afløses af Skilsmisser, der næsten maa kaldes højeste Mode, bliver Digterne ved at jamre over Ægteskabets Aag. Da dette let nok kan tages af, er det ikke selve Institutionen, man har Grund til at klage over. Derimod det personlige Ansvar overfor det enkelte Menneske, man knytter Forhold til. Og enten dette Forhold er frit eller bundet, vil et Brud jo give Flænger, hvis den oprindelige Følelse gik dybt.
Henrik Pontoppidan har til sine Angreb for Ægteskabet føjet et paradoksalt Forslag til et nyt idealt Hjem, der ikke skal forme sig om Manden som Patriark og Fader, men om Kvinden, der ikke maa forlade sit første Hjem, sine Forældre eller Søskende. Han mener, at Slægtskabsfølelsen mellem disse er langt stærkere og tryggere at grunde et Hjem paa end Elskovsforbindelse mellem Mand og Kvinde, der bortset fra det erotiske Behag ikke behøver at have nogensomhelst Lighedspunkter, men snarere vil være Kontraster.
Hvis det ikke var en Forfatter af Pontoppidans Rang, der havde skrevet denne Bog med sin vante klare og kloge Kunst, vilde man næppe tage den alvorligt, dertil er dens Ide en altfor latterlig Utopi. Enhver kan selv tænke sig dens Konsekvenser: Kvinden boende i sit Fædrenehjem og derefter hos sin Broder, modtagende Besøg af sine Elskere og fødende Barn paa Barn til Glæde for sine Søskende, der har Forsørgerpligten, hvorimod Barnefaderen er ukendt og uansvarlig og uinteresseret i sine Børns Skæbne! Dette er dog at gaa for langt tilbage til Naturen med Paralleler fra Dyrenes Verden, hvor Hingsten kun spiller den erotiske Rolle at "staa til Bedækning".
Hvilket Perspektiv af "ideale" Hjem! Naa, den zoologiske Helt i Pontoppidans Novelle evner ikke selv at gennemføre sine Ideer, han gifter sig pr. Kongebrev og bruger kun sine Paradokser til Skalkeskjul for sin Ulyst til at blive hos Konen.
Hvad kan en Ægtemand, der er ked af sin Kone, ikke hitte paa! Det komiske er, at han tror at lytte til Idealets Røst, naar han løber væk. At han ikke egner sig for den gifte Stand, er undskyldeligt; men derfor behøvede han ikke at optræde som Samfundsreformator med et Projekt, der er det rene Pjank.
S. M.
