Det ideale Hjem
UNDERLIGT at forfarne og kyndige Literaturkendere den Dag i Dag kan komme i Fyr og Flamme over Spørgsmaalet realistisk eller ikke realistisk Kunst.
Som om vi ikke havde set Dynger af Bøger indvies til den haabløse Glemsomhed, skøndt de paa det omhyggeligste opnoterede et Mylr af Livets ligegyldige Hændelser. Som om nogen vilde paastaa, at Faust i Betydning stod under Werther, eller "Stormen" var ringere Kunst end "Romeo og Julie", der vel næppe endda hører til den egentlig realistiske Digtning. Eller véd vi da ikke alle nu, at selve Naturalismens Stormester Zola virker ved sin dristige Kombinations-Evne, sit Kolossalmaleris brutale Farverigdom, sin Personligheds Voldsomhed, mere end ved sin Iagttagelsesevnes Paalidelighed? Ja har ikke Virkelighedsdigtningens fornemste Ordfører herhjemme i Følelsen af at Virkeligheden i sin Nøgternhed blev for bleg sluttet en Roman med at lade en nogenlunde fredelig Bourgeois støde Gadebetjenten en forgiftet Dolk i Livet, blot fordi han havde forset sig paa ham!
[...]
Hvilket mærkeligt sammensat Skue giver i Grunden et Blik paa dette Efteraars Literatur! Fra Fru Amalie Skrams indtrængende Virkelighedstroskab til Drachmanns tonende Stemningsbølger. Og saa atter fra Holger Drachmanns tilsyneladende helt planløse Musik til Henrik Pontoppidans samfundsgranskende Tanke-Eksperiment "Det ideale Hjem". Saa sikker en Kunstner som Pontoppidan ellers er, har han denne Gang ladet sig friste af sin Lyst til at se Livets Forhold rned egne, uhildede Øjne til at konstruere en Bog ud fra en Teori.
Drømmen om at bygge Hjemmet paa Ægteskabet, siger han er en Indbildning, som har kostet Millioner af Mennesker deres Lykke. Lad Mand og Kvinde elske hinanden, i Nødsfald gifte sig, men lad dem vogte sig for at rykke hinanden op af den Jordbund, hvor de er vokset, i denTro, at de vil være i Stand til at slaa Rødder i en ny. Hvor kan man fornuftigvis tale om en sjælelig Sammensmeltning med et Menneske, hvis oprindeligste og mest grundfæstede Følelser f. Eks. Hengivenheden for Moder og Søskende, Kærligheden til Hjemmet og Barndomsminderne man umuligt helt kan optage i sig, ja, i mangfoldige Tilfælde er ude af Stand til at forstaa … Og ud fra denne Betragtning konkluderer han saa, at Kvinden og hendes Børn skal blive i hendes Forældres eller Brødres Hjem, knyttede til og fortsættende det sande, det ideale Hjem.
Pontoppidans Paradoks har vakt større Undren end egentlig Forargelse. Selv lader han en ung Kvinde fremføre forskellige Indvendinger, som han ikke en Gang selv besvarer. Først den ganske nærliggende, om Brødrene nu ogsaa vil sætte tilstrækkelig Pris paa at opdrage og forsørge deres Neveuer og Niecer; en enkelt Broder med mange Søstre maaske endda med rigt udviklet Kærlighedsliv vilde jo faa en Del at tænke paa. Og er Faderfølelsen ikke tilstrækkeligt Grundlag, saa turde den fjærnere Familiefølelse vise sig endnu svagere som Basis. Men selv om denne praktiske Vanskelighed med Børnene kunde undgaas, saa er der atter Hensynet til selve Mandens og Kvindens ethiske Udvikling. Her siger atter den unge Kvinde ret træffende Ord:
De skal netop ikke være saa enige. Jo mere forskellige de er, des mere kan de være for hinanden ved at lære og udvikle hinanden. . . Du sagde forleden, husker jeg, at Træerne voksede bedst i Stormvejr, men saadan er det ogsaa med Menneskene.
Det er sandt!
Naa, men hvad bliver der saa af al din Tale om Freden og Glæden i Moder- og Søskendehjemmet og alt det, du skriver saa meget om? Saa vilde det jo bare blive Død og Tomhed altsammen, ikke sandt?
Naturligvis er det sandt, at Menneskene aldrig helt smelter sjælelig sammen. Hvert Menneske staar for sig, svarer for sig. Hver har vi vor Udvikling, vore Minder, vore Tanker, vore Drømme. Men selvfølgelig gælder dette for Søskende saavel som for Ægtefæller. Hjemmet med det ideale Søskendeforhold turde være lige saa sjældent som det ideale Ægteskab.
Naa, Henrik Pontoppidan tager vel heller ikke sit Paradox altfor højtideligt. Det værste ved det er, at hans Bog udover dette er bleven Eksempler og ikke levende Liv. En ung Kvinde forlader med sine Børn den Mand, hun nylig syntes at elske, og i som paa sin Side var meget forelsket i hende; deres Følelser ophører som paa Kommando. Og Hovedpersonen i "Det ideale Hjem", en ung Videnskabsmand, som dyrker de nys udviklede Teorier og ernærer sig af Planteføde – hvad der maaske skal undskylde hans Blodløshed gifter sig med en frisk og sød ung Pige, for faa Maaneder (og Sider) efter at rejse fra hende, netop som hun er bleven svanger, Man faar den faste Overbevisning, at han i Kraft af sin Teori havde besluttet det, før hun ægtede ham.
Nuvel, Virkeligheds-Iagttagelsen alene grundlægger ingen Kunst, Men i det levende Livs Luft maa Kunsten drage Aande, enten den saa er spekulativ, symbolsk, impressionistisk, eller hvad man vil. I Abstraktionens kunstigt fortyndede Luft, saa vel som i den farveløse Æter maa den dø. Og derfor er og bliver Pontoppidans Fortælling liv- og blodløs, hvor udmærkede Skildringer der end kan være i den, hvor fængslende dens Forfatter end kan være i sin urolige Sandhedssøgen, sin Higen imod Tilværelsens evige Love i Modsætningen til dem, Tilfældighederne og Omstændighederne har paatrykt deres Præg,
Er "Det ideale Hjem" forfejlet i sin paradoxale Teoretiseren, saa har Jonas Lie for en Gangs Skyld skudt Maalet forbi med et heftigt Problem-Drama, Stærk har den udmærkede Fortæller jo aldrig været som Dramatiker; med Wulffie & Co. er han imidlertid naaet ud i den rene Underlighed. Udmærket levende ser vi for os en Købmand, som kæmper og stræber og gør godt i stor, men ikke særlig fin Stil, Luften i dette Hjem rned den nervøse Hustru fra et gammelt Købmandshjem, med en stille hjærtelig og en energisk Datter, er udmærket; Mandens beregnende Godgørenhed og maskerede Hensynsløshed og Hustruens blinde Beundring staar i de sikreste Træk, Saa kommer Sønnen hjem for at indtræde i Forretningen og opdager, at Størstedelen af Familiens Formue er anbragt i Fabriker for tvivlsomme spirituøse Drikke. Og en, to, tre, et højstemt Opgør, hvorefter Sønnen rejser til Amerika, for at prædike en ny Forretningsmoral (!), Moderen hensynker i Grublen, Faderen bliver gal, og den kække Datter kaster sig i Armene paa en symbolistisk tegnet Gartner, hvis sociale Fremtidssyner hun hidtil har hørt paa med haanlig Ængstelse.
Muligt er det, at en klog Iscenesættelse kan skaffe Interesse om en Opførelse ved at samle alt Lyset om den unge Pige og Gartneren, Ellers vil Bogens største Virkning være den at give Mistanke til de norske Spiritus-Fabriker. Vore hjemlige Sprit-Aktier vil næppe paavirkes kendeligt.
Men det Publikum, som med Rette har lært at elske Jonas Lie for hans milde Menneskekærlighed og lyslevende Fremstillingskunst, vil ikke agte ham ringere for en enkelt svag Bog. Han og disse faa andre Forfattere hører nu en Gang til de faa Udvalgte som straks tager Opmærksomheden fangen ogsaa udenfor Bogpakken, der ellers er det nationale Grundlag for Udbredelsen af den Literatur, det ikke endnu forhandles til nedsat Pris eller leveres som Festgave til Abonnenter.
Chr. G.