Det ideale Hjem
Literatur
"Det ideale Hjem" af Henrik Pontoppidan. (Jydsk Forlags-Forretning.)
Der er reklameret for denne Bog som "sensationel". Ordet har, i alt Fald naar det anvendes paa Literatur, en given Klang af noget Ufint, Skandaløst og altfor Pikant. Men det er aldeles ikke betegnende for "Det ideale Hjem".
Som Hovedperson fremstilles en ung Skribent og Naturforsker, Dr.phil. Adam Malling, hvis Anskuelser Forfatteren paa sine Steder identificerer med sine egne. De dreje sig nu navnlig om Ægteskabet, idet de dog hænge sammen med mere almindelige Betragtninger om Menneskene og Kultursamfundet. Det skal strax siges, at i positiv Henseende er der grumme Lidt ved disse Meninger.
Udgangspunktet er det gamle, at vor Natur forkvakles af Kulturen. Vi ere sammensatte af "Natur-Jeg'et" og "Samfunds-Jeg'et", to i Virkeligheden uforenelige Elementer, af hvilke det sidst anførte altsaa beskyldes for at fordærve hint. Ligesom den instinktive Klogskab, der gjør sig saa vidunderlig gjældende hos adskillige Dyr, forringes ved det, der almindelig kaldes Dannelse blandt Menneskene, saaledes afstumpe "de selvlavede – halvt filosofisk, halvt religiøst begrundede – Moralbud, hvorpaa det moderne Samfund hviler" vore intellektuelle og sædelige Egenskaber.
Denne "det civiliserede Menneskes Grundulykke" viser sig størst i Ægteskabet, der efter Dr. Mallings Mening er "et af de Menneskepaafund, som ved sin Naturstridighed har forvoldt mest Skade i Verden". I Stedet for det moderne, legitime Samliv mellem Mand og Kvinde eller Husfader og Husstand, udvilket fra Fortidens Patriarkat og i Hovedsagen vedvarende præget af sin Oprindelse, burde man gaa over til matriarkalske Tilstande – til en vis Grad af lignende Art, som de endnu findes hos nogle vilde eller halvvilde Folkestammer. Kvinden skulde styre det Hele, tage en Mand til Elsker eller Ægtefælle paa Tid, blive Moder og holde Børnene sammen, sørge for dem efter Evne, men for Resten finde Bistand hos sine Brødre, hvilke jo for deres Vedkommende ogsaa skulde forblive knyttede til Barndomshjemmet og ikke danne egen Husstand.
Men gjenfinder jo i hele denne Theori Meget, som langtfra et nyt. Har det ikke langt større Ælde, lader det sig i det Mindste datere fra det attende Aarhundredes Forherligelse af Natur i Modsætning til Kultur. Hertil er der saa føjet kjendelige Træk af vort Aarhundredes yderligst gaaende Individualiteter. Denne ender konsekvent med absolut Selviskhed, idet den Enkelte i Grunden altid maa være ensom og handle i Overensstemmelse dermed, selv om Forplantningsdriften fører Mand og Kvinden sammen paa Tid. Varig Samfølelse og varigt Samliv er af Naturen kun knyttet til Forholdet mellem Moder og Børn, for saa vidt ogsaa til Søskendeforholdet. Som Formel for hele denne Blanding af Naturalisme og Individualisme kan man finde de Ord, Dr. Maling bruger som Motto for et videnskabeligt Værk: "Fri Tro, frit Haab, Fri Kjærlighed."
Man maa være ret naiv for at se noget virkeligt Sensationelt i alt Dette, ligesom man maatte være temmelig overtroisk for at frygte blot den ringeste Forstyrrelse i Samfundsordenen som Følge af "Det ideale Hjem", der ikke heller i og for sig er anlagt paa at revolutionere. Selv om Realisationen af de matriarkalske Ideer ikke var aldeles utænkelig, vilde Fortællingen absolut ikke propagere for dem; thi de Tilløb til deres Iværksættelse, som Dr. Malling (og hans Søster) tillade sig, ere særdeles lidt tiltalende, snarere oprørende saavel for Natur- som for Samfunds-Jeget, og dertil meget lidt sandsynlige. At noget normalt Menneske, Mand eller Kvinde, skulde blive fristet af denne Fortælling til at gjøre et eller andet Oprør, tør betragtes som en Umulighed.
Derimod er der Intet i Vejen for, at Fortællingen kan baade underholde og sætte Tanker i Bevægelse. Den er skreven med Pontoppidans vidt drevne Stilkunst, hvis simple Jævnhed og Klarhed virker i den Grad behagelig, at man næppe mærker, hvorledes den løber Fare for en vis Ensidighed i tør "Objektivitet". Den er imidlertid mesterlig i sin Art. Dernæst er "Det ideale Hjem" fyldt af fortrinlige Skildringer saavel af Personer som af Naturfænomener. Hvad Forfatteren elsker med Begejstring, og hvad han betragter med Ironi, synes lige levende og saa bedaarende, at man gjerne lader Kritik fare, skjønt den ikke altid vilde være uberettiget. Hvor nydelig følt er saaledes ikke det Billede af et jydsk Fjordlandskab, der aabner Fortællingen! Men paa den anden Side: hvor uvederheftig er alligevel ikke den Paastand, at der er mere Liv, Forandring og Fylde for Betragteren i et saadant end i et Bjerglandskab? Om det end er sandt, at Rammen af høje, fjerne Fjelde synes ubevægelig, forholdsvis tung og død, bliver det ikke derfor sandt, at Mangfoldigheden og Afvexlingen, som særlig skulde tiltale den finere Sans, bliver ringere for Tilskueren, der staaer paa en Tinde foran store Vidder, end for den, der beundrer Livet og Skjønheden ved danske Strande.
Naar man imidlertid nyder Fremstillingen, saaledes som Pontoppidan giver den, maa man endvidere indrømme, at Indholdet af hans Bog er skikket til at sætte Tanker i befrugtende Bevægelse. Hvad enten Tendensen bringer Læseren til at smile eller mulig rører lidt ved hans Galde, kan Mangt og Meget virke æggende i god Retning ved den skarpe Analyse, som forskjellige Familiers Forhold underkastes. Et "idealt" Hjem finder man rigtignok ikke i denne Fortælling, end ikke i det Afsnit, hvor Fru Malling senior optræder som Matriark, eller i den Episode, hvor Enkefru Bygum paa lignende Vis har sin Datter og hendes nygifte Mand hos sig. Men i Paavisningen af Savnet af Idealitet hos de forskjellige Ægtepar møder man megen træffende Iagttagelse, vel skikket til at mane til Eftertanke – sans comparaison som naar Henrik Ibsen viser Ægteskaber i dybt Frafald fra Idealet.
√"Det ideale Hjem" er da et Arbejde, fra hvis Doktrin man maa tage Afstand med Protest, naar man ikke finder en saadan overflødig, og hvis literære Værdi naturlig svækkes derved, men dog en Bog, der har Interesse ved sit Indhold og ved betydelige kunstneriske Fortrin.
A.F.