Det ideale Hjem

Af Henrik Pontoppidan. Jysk Forlag.

Efteraarets literære Hovedbegivenhed har ladet vente paa sig. Mange Bøger, ogsaa adskillige værdifulde, have passeret Revu paa Markedet, men "Bogen", den ene, der bliver Sæsonens clou, den, der samler i lige høj Grad Beundringen og Forargelsen, Midtpunktet i den literære Diskussion, den har man hidtil savnet.

Nu er den udkommen, og som saa ofte er det Henrik Pontoppidan, der er Forfatteren til Undtagelsen.

Henrik Pontoppidan har allerede i dette Efteraar udsendt en Bog¹, en Portrætstudie, fin og dygtig, men uden anden Hensigt end at adsprede og underholde.

Hans ny Bog "Det ideale Hjem" er en fuldstændig Modsætning hertil. Med den er han traadt i Skranken for en Idé, en original Paradox, som han baade vil paatage sig at forsvare og gøre Propaganda for.

"Det ideale Hjem" indeholder dels et stærkt Angreb paa Ægteskabet og dels en Lære om, at det ideale Hjem kun bestaar af Moderen og Børnene, medens Faderen er en ret overflødig Person, der helst maa forsvinde fra Hjemmet, naar Børnene ere fødte.

For at give en Prøve paa Pontoppidans Syn paa Ægteskabet citere vi et Par Sider af en Samtale mellem Bogens Hovedperson, Dr. Adam Malling og hans Ven Schmidt, hvilken sidste netop paa det Tidspunkt, da Samtalen føres, gør stærkt Kur til Adams Søster. De diskutere Emnet: Ægteskabet, og Adam, der taler med Pontoppidans Mund, siger:

"Du tager ganske fejl, kære Ven .... baade i dine Forudsætninger og i Konklusionen. Hvad den sidste angaar, saa er det jo dog ikke mig men Videnskaben, Statistiken, Erfaringen i det hele, der fordømmer Ægteskabet – jeg tillader mig overhovedet ikke at have "private" Meninger; og desuden vil jeg lade dig vide, at det beroer paa en Misforstaaelse af dig, naar du ser Grunden til mine Forældres Skilsmisse i erotiske Udskejelser fra min Faders Side. Jeg gjorde det iøvrig en Tid lang selv; men jeg veed nu med Sikkerhed, at deres Ægteskab i den Henseende var lydeløst, og at min Moders Kærlighed forblev ukrænket til det sidste. Dette ønsker jeg een Gang for alle at sige dig. – Der ligger vel ogsaa deri en Del Belæring for os yngre."

"Men din Fader giftede sig jo dog igen."

"Med sin Husholderske ja – og efter seks Aars Forløb. Det lyder maaske underligt, men jeg er overbevist om, at Moder og Fader holder af hinanden endnu den Dag idag."

"Men hvad var der da i Vejen?"

"Netop det, at de holdt af hinanden – antager jeg."

"Ja, undskyld, nu er du mig for dybsindig! Kunde du ikke for en Gangs Skyld afpasse dine Udtryk efter en jævnere Mands Opfattelsesevne."

"Er det virkelig saa vanskeligt at forstaa? Jeg mener, at dersom mine Forældre havde næret den Ligegyldighed for hinanden, der bevarer Freden i saa mange – ja vel de fleste – ægteskabelige Hjem, havde de rimeligvis endnu idag levet gemytligt ved hinandens Side. Nu var de tilmed begge to virkelige Personligheder med hver sine stærkt udprægede Slægtsejendommeligheder, – og det er jo det særlig tragiske ved Ægteskabet, den store, ubodelige Modsigelse i dette bedrøvelige Menneskepaahit, at det dræber Kærlighedslykken netop, hvor der er de rigeste Muligheder tilstede baade for de paagældende selv og for deres Afkom. Kan man tænke sig noget mere haabløst?"

"Men hvad Pokker vil du da egentlig have, at et Par Mennesker i vore Dage skal gøre, naar de nu har været saa uheldige at gaa hen og forelske sig i hinanden?"

"Lad dem elske! .... Det er jo netop det, jeg vil sikre dem Fred og Ro til. Lad dem i Nødsfald ogsaa gifte sig, dersom de ikke har Mod eller Lyst eller Raad til aabent at trodse Tidens Opfattelse af Sædelighed. Men lad dem vogte sig for at rykke hinanden op af den Jordbund, hvor de er vokset, i den Tro, at de vil være i Stand til at slaa Rødder i en ny. Lad dem ikke forledes af den Indbildning, at de – hvor højt de saa elsker hinanden – formaar at danne et Hjem sammen. Den Drøm har kostet Millioner af Mennesker deres Lykke."²

I god Konsekvens med disse Anskuelser lader Pontoppidan saavel Adams Forældre, hans Søster og Adam selv ophæve deres Ægteskaber, for derefter at mødes i og stifte – det ideale Hjem, bestaaende af Moderen og hendes Børn, en Familie, hvis Personer ved oprindeligt Naturanlæg, ved Opdragelse og Udvikling danne et Hjem, der hviler paa ensartede Evner og Følelser, og hvor derfor Lykken sikrest trives.

Det er saa langtfra, at vi ere enige med Hr. Pontoppidan, at vi tværtimod synes, han har Uret i alle sine Følgeslutninger, men vi erkende, at han har ført sin Sag med et bestikkende Mesterskab, der her som i det meste af Pontoppidans literære Produkter særlig aabenbarer sig i en Række fortrinlige Karakterskildringer og et mesterligt Kombinationstalent i Fortællingens springende Gang. Ingen forstaar som han at lægge en Roman an, at fængsle Læsernes Interesse omkring en hel Række af Personer, hvis Livsskæbner efterhaanden væves saaledes ind i hinanden, at man sidder spændt overfor Bogen, som overfor et Drama fra det virkelige Liv.

Derfor vil "Det ideale Hjem" blive læst, ja blive slugt af baade Forfatterens Venner og Modstandere. Sandsynligvis vil den give Anledning til en stor Diskussion og formentlig megen Forargelse – det sidstnævnte Resultat ikke uden Grund, men enskjøndt vi for Tendensens Vedkommende er Henrik Pontoppidans absolute Modstandere, ville vi dog ikke tilbageholde den Erkendelse, at han her saa lidt som noget Steds i sine Bøger – som saamange andre moderne Forfattere – har spekuleret i Forargelsen. Her er i "Det ideale Hjem" saa at sige ikke en eneste "pikant" Situation, her er ingen "lummer Elskov". "Det ideale Hjem" er en flot og rask skreven Roman, der i sin straks anslaaede Tendens lyder som en Udfordrings Fanfare til dem, der ville forsvare Ægteskabet.