Et af sine flotteste breve skrev Pontoppidan til en præst der havde anklaget ham for altid at smæde præsterne. Det var efter Pontoppidans fordrag om Kirken og dens Mænd i Aalborg i januar 1914. Den københavnske præst Hans Koch skrev en artikel i bladet Plovfuren og sendte den til Pontoppidan der svarede den 12. februar og kun vil indrømme én eneste gang af have hængt en "sølle Kapellan" ud, nemlig Rugaard i Isbjørnen.
Vi begynder med at samle nogle citater fra forfatterskabet der viser præsten som metafor:
Han var en saare veltalende mand. Ordene flød fra ham som fra en Præst, indsmurte som de var i en ganske overflødig Salvelse. (Det ideale Hjem, 1900, s. 210.)
Da det første radikale ministerium under ledelse af C.Th. Zahle var blevet dannet i 1909, hvori en provst var blevet udnævnt til kultusminister, kommenterede Pontoppidan udnævnelsen i et brev til Otto Benzon med disse ord: "Pibekraven er herhjemme den Nisse, der flytter med fra Hus til Hus."
Liste over præster i forfatterskabet:
"Præsten" i "Landsbyens Dronning" (1889).
Pastor Torm i Borgmester Hoeck og Hustru (1902/1905): "en pæn gammel hvidhaaret Mand, der skinnede af Properhed." - "Hvad der laa undenfor hasn egne Sognegrænser, eksisterer ikke for ham." Pontoppidan giver en ætsende skildring af hans praksis i replikken om slagter Andersens død:
"Ja, – det var saa kønt. Om ham kan det med Sandhed siges, at hans Lidelser blev ham til Genfødelse. Før hans Sygdomstid saae jeg ham aldrig ved Herrens Bord, og jeg havde ogsaa længe svært nok ved at vække hans tungt indslumrede Syndsbevidsthed, Men paa det sidste gav han sit Hjerte helt til Gud. Imorges Klokken syv blev jeg kaldt til ham for at give ham det hellige Maaltid, og jeg kan sige, at jeg aldrig med større Fortrøstning har sagt til et Menneske: Dine Synder ere dig forladte. Faa Minutter efter sov han yndigt hen med Herrens Blod paa sine Læber."
Med navnløse præster myldrer det: den afdøde mand til Dr. Martens søster i Hans Kvast og Melusine (1907, s. 97), Dr. Martens afdøde far.