Henrik Pontoppidan angriber Københavns Universitet

Som allerede meddelt er Henrik Pontoppidan desværre forhindret i at komme til Stede ved den højtidelige Hundredaarsfest i Lund i Morgen, hvor han og Johs. V. Jensen udnævnes til Æresdoktorer ved Lunds Universitet.

Under en Samtale, vi i Gaar har haft med Hr. Pontoppidan, forklarede han, at det ikke var Sygdom blandt hans Nærmeste, som hindrede ham i at rejse til Lund. Det var ham selv, der havde været syg, og endnu var han ikke kommen rigtig paa Benene.

Samtidig fremsatte Henrik Pontoppidan følgende Udtalelse, som han gav os Lov til at publicere:

 – At Lunds Universitet har ønsket at mindes den historisk berømte Promotion i 18291, er et Venskabstegn, der maa røre alle Danske.

Det er kun mærkeligt, at vi herhjemme ikke er kommen Svenskerne i Forkøbet, og at vort jubilerende Universitet2 ikke har grebet Lejligheden til at gengælde Tegnérs Landsmænd den store Udmærkelse fra den Gang ved at hædre et Par af deres betydeligste Digtere.

Det virker saa meget mere forstemmende, som det dog ikke kan skjules, at mens det for hundrede Aar siden var den danske Litteratur, der med Oehlenschläger i Spidsen var den førende i Norden, den, hvortil baade Sverige og Norge stod i Gæld, saa er det nu omvendt.

Ja, sluttede Hr. Pontoppidan, det var bare denne lille Indskudsbemærkning, som jeg ikke kunde tilbageholde …

Udtalelser af Professor Brix og Professor Vilh. Andersen

En Udtalelse som den ovenstaaende af Henrik Pontoppidan, fremsat faa Dage før, Københavns Universitet fejrer 450 Aars Jubilæum, er selvsagt egnet til at vække den allerstørste Opmærksomhed.

Vi bad i Aftes Professor i dansk Litteraturhistorie, Dr.phil. Hans Brix om at svare paa dette Angreb paa Universitetet.

Prof. Brix udtalte:

 – Man kan naturligvis meget godt i Øjeblikket føle noget lignende som Henrik Pontoppidan. Men nu maa vi for det første huske paa, at det, der den Gang skete med Oehlenschläger, ikke var nogen Titel-Tildeling, det var en Laurbærkrans, han fik. Det var bare den store svenske Gestus, som vi beundrer af alle Kræfter, men som det ikke ligger for os at gøre efter. Derfor skal vi lade Svenskerne beholde den.

Jeg har hele Tiden hørt til dem, der mente, at vi skulde gøre saa lidt som muligt ud af Jubilæet … det er nu engang vort Universitets Tradition ikke at gøre saa meget ud af det ved saadanne Lejligheder. Hver Nation fester paa sin Maade, og vi er naturligvis ikke mindre taknemmelige overfor Svenskerne, end de overfor os. Men vi skal efter min Mening hellere finde paa noget, der udtrykker os selv, end lave Kopi af Svenskernes store Gestus.

Professor Vilhelm Andersen, som vi derpaa forelagde Pontoppidans Udtalelse, siger følgende derom:

 – Ja, det er der vist ikke noget at sige til. Jeg vilde selv have anset det for meget ønskeligt, om det kunde være sket, men i Sverige bruger man jo i mere udstrakt Grad end herhjemme den Skik ved Doktorudnævnelser at gaa udenfor Videnskabsmændenes Kreds til Kunstens Personligheder … det er meget sjældent herhjemme.

Denne Gang blev det opstillet som et Princip, at Æresdoktorerne kun skulde være Folk, der havde gjort rent videnskabeligt Arbejde, og med det Princip maa jeg som Lærer ved Universitetet staa solidarisk.

Vi har endelig henvendt os til Jubilæums-Rektoren, Professor Hjelmslev, der erklærede overhovedet ikke at kunne udtale sig i Anledning af Pontoppidans Angreb.

Clerk.

 
[1] Promotion i 1829: Det var forfatteren og professoren i græsk ved Lunds universitet Esaias Tegnér (1782-1846) der i 1829 laurbærkransede sin jævnaldrende læremester Adam Oehlenschläger (1779-1850) og hyldede ham med digtet Vid magisterpromotionen i Lund 1829. tilbage
[2] jubilerende Universitet: Københavns Universitet fejrede i 1929 450 året for sin oprettelse. tilbage