Henrik Pontoppidan til Harry Søiberg
Sendt fra København. 26. juli 1923

Adam i Paradiset før Kvindens Skabelse

f.T. København
26.7.23.

Kære Søiberg!

Skønt den Avis, jeg daglig læser, vist ikke har meddelt noget derom, må jeg tro, at De nu er vendt hjem til Kone og Børn i Gl. Skagen, og jeg kan da endelig få takket Dem for de to kære Breve, som jeg med så megen Glæde modtog fra Dem under Deres Udenlandsfærd. Hver Gang jeg vilde skrive til Dem, søgte jeg forgæves ved Forspørgsler hos fælles Bekendte at skaffe mig en pålidelig Adresse. Da jeg troede Dem i Tyskland, ankom Deres Brev fra Rom; og før jeg nåede at få skrevet dertil, var De igen brudt op og befandt Dem efter Sigende på Vej hjemefter. Jeg må da tro, at De har fået set Dem godt om og lært mange 2 forskellige Mennesker at kende, og i min egen, nødtvungne Isolation lykønsker jeg Dem især til det sidste. Rimeligvis føler De allerede nu Deres lange Rejseliv med dets Uro og Omskiftelighed som noget fjernt og halvvejs uvirkeligt. Vore Oplevelser fra fremmede Steder bliver jo i Almindelighed forbavsende hurtigt en Slags Drømmebilleder, som vi mindes med Forundring. Men de kan være gode at ty til, når Hverdagenes Virkelighed trænger En for hårdt. – Velkommen tilbage da! Jeg længes efter igen at møde både Dem og Deres Hustru og høre nærmere om Deres Indtryk af det gamle Evropas Sotteseng, hvorfra Aviserne bringer så foruroligende Bulletiner. Her nord for Krusåen mærkes ingen af dets Krampetrækninger. Vi snuer roligt videre, mens vi tærer på vort Huld.

3 Jeg antager, at De og Deres Familje bliver på Skagen indtil ud på Efteråret, og før til den Tid ses vi så velsagtens ikke. Og hvad mig angår, da kan meget forandres i Mellemtiden. Jeg er igen bleven rigtig dårlig og opholder mig just i København for at søge Læge. Jeg havde ellers fundet mig et fredeligt Skrukkested1 i Stubbekøbing (en af Sommergæsternes grådige Sværm endnu uopdaget lille By i prægtige Omgivelser). Jeg var begyndt på et stort Arbejde2 og havde håbet at få rigtig meget gjort dernede i det falsterske Asyl. Men Fanden vilde det anderledes. For tyvende Gang slog han mig Pennen af Hånden for et ubestemmeligt Tidsrum, putter mig muligvis ind i et Hospital for Resten af Sommeren. De vil da forstå og vist også tilgive mig, at jeg misunder Dem og alle 4 andre, der endnu står i deres fulde Kraft og kan arbejde.

Endnu en Gang takker jeg Dem hjerteligt for Deres Breve. I det første var Tonen nedslået; De følte Dem ene og urolig længselsfuld som Adam i Paradiset før Kvindens Skabelse. Men i det andet, som De skrev efter at Deres Frue var kommen ned til Dem, var der både Jubel over Tilværelsen og Glæde ved Tanken om Hjemkomsten. Jeg håber nu, at denne har svaret til Forventningen, at De har fundet Deres Børn raske og Skagen uforandret herlig.

De bedste Hilsner herfra til hele Familjen!

Deres hengivne
H. Pontoppidan

 
[1] Skrukkested: antagelig det sted (den rede) hvor skrukhønen søger hen for at lægge æg. tilbage
[2] et stort Arbejde: formentlig omarbejdelsen af "De retfærdige Stalbrødre" (1922-23) til Mands Himmerig (1927). Se også HPs brev til Galschiøt 5.8.1922. tilbage