Henrik Pontoppidan til Sophus Michaëlis
Sendt fra Hillerød. 4. juli 1908
Bjørnson meget mere Menneske
Hillerød
4/7 1908
Kære Hr. Michaëlis!
Tak for Deres elskværdige Linjer. Det bedrøvede mig, at jeg på Grund af et Ildebefindende ikke nåede ind til Deres Søsters Begravelse. Jeg satte så stor Pris på Deres Søster1, og hendes Død er gået mig nær. Jeg synes ikke, at Livet har været retfærdig imod hende. Hun, som altid var så meget for andre, havde fortjent en lysere og lykkeligere Livs-Afslutning end disse lange Ensomheds-År i Nervi. Men godt var det, at hun dog slap for at lide for meget.
Vil De bringe Deres Frue en Hilsen fra mig og sige hende, at 2 jeg var ked af den Ufred, jeg forvoldte ved mine Udtalelser om Bjørnson, dengang vi i Foråret var sammen hos Bergstrøms. Den ellers så hyggelige Aften fik jo derved en kedelig Afslutning. Men jeg er vant til ved sådanne Lejligheder at snakke løs, og, at man ikke tager det altfor højtideligt på√, hvad jeg siger2. Morsomt nok har jeg siden truffet Bjørnson personlig og blev meget indtaget i ham3. Han var meget mere Menneske, langt mindre statuemæssig og attitude-forstenet, end jeg havde troet. Jeg sad ved Siden af ham ved Bordet under et langt Måltid, og jeg fik mere og mere en Fornemmelse som den, Don Juan må have haft, da 3 Kommandantens Billedstøtte pludselig blev levende og steg ned af Fodstykket og tog ham i Hånden.
Jeg erkender altså, at jeg vistnok var meget uretfærdig mod den udmærkede Mand, da vi hin Aften skiltes. Skulde vi – som jeg håber – mødes igen, vil det da vistnok spænde fredeligere af.
Med ærbødige Hilsner
Deres hengivne
H. Pontoppidan.