Henrik Pontoppidan til Jeanie Lundegård
Sendt fra Fredensborg. 14. marts 1895
her i Landet kun én Ven
Fredensborg
d. 14 Marts 95.
Fru Axel Lundegård!1
Jeg er i Dag for første Gang oppe efter et temmelig langvarigt Sygeleje og egentlig må jeg slet ikke skrive. Men jeg kan dog ikke lade være med, om også blot i et Par Ord, at sende Dem min Tak, fordi De har ulejliget Dem med at oversætte mine tre små Krøniker2, endog med så√ stor Samvittighedsfuldhed. Hvorledes De kunde tænke, at jeg ikke skulde være tilfreds 2 hermed, forstår jeg ikke; og jeg beklager nu dobbelt, at Hr. Bonnier ikke vilde tage mine "Små Romaner", da jeg i så Fald måske havde kunnet gøre mig Håb om at få Assistance af en så talentfuld Oversætterinde, mens Deres Mand fuldførte sin nye store Roman3, som jeg – i Parentes bemærket – glæder mig meget til. Det skrider forhåbentlig godt frem med den.
Jeg beder Dem altså, Frue, at modtage min ærbødige Hilsen og Tak, også for Honoraret, som i denne Tid ingenlunde er mig ligegyldigt. Hele mit Hus er et Hospital for Øjeblikket. Ikke alene er jeg selv syg, men også min Hustru og vor lille 3 Pige, især den sidste, er syge, ligeså mine to ældste Børn, der går i Skole i København; den ene af dem ligger endnu af Mæslinger, den anden er netop kommen op efter et lettere Difteritis-Anfald, så det har jo været en lidt vanskelig Tid. Derfor gør jeg mig heller ikke noget Håb om foreløbigt at kunne få realiseret det længe nærede Ønske at træffe Dem og Deres Mand. Min Sommer må indrettes på i den√ at få indhentet, hvad jeg i Vinter har forsømt. Og dog har jeg i al Oprigtighed en "ikke ringe" Længsel efter at blive præsenteret for Dem. Det er mig så underligt slet ikke at kende en af mine bedste Venners Hustru … jeg har nemlig her i Landet 4 kun én Ven og han er ikke gift.
De vil nu nok hilse Deres Mand fra mig og takke ham for Brev. Også min Hustru beder mig at sende Dem og Deres Mand en Hilsen.
Deres forbundne
H. Pontoppidan