Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Rørvig. 6. juni 1895
ikke skabt til Arbejdshest
Rørvig pr. Nykøbing Sj.
6/6 95.
Kære Ven!
Endelig kan jeg få dig sagt Tak for din Bog og for den Nydelse, den har forskaffet mig. Ærlig talt, da du i Vinter skrev til mig, at du arbejdede på en ny Kærlighedsroman med Titlen "Tannhäuser", skræmmede Navnet mig. Du har gjort min Frygt til Skamme. Var "Faster Ulla"1 mig en lille Skuffelse, blev "Tannhäuser" mig en dobbelt glædelig Overraskelse. Jeg synes næsten, det er din allerbedste Bog, i hvert Fald den ejendommeligste og mest personlige. 2 Ganske vist synes Hovedpersonens forskellige√ Livsafsnit mig ikke sammenvoksede; hist og her under Læsningen kunde jeg ligesom ikke øjne Personlighedens Naturbund; men Kritiken fik aldrig Lov til at vågne, før den straks druknedes i det Følelsens stærke Væld, der gennemstrømmer Bogen, og hvoraf der står et Skum og et Drøn og en Regnbueglans, som fra selve det skæbnesvangre Bjørne-Fossefald, du så mesterligt beskriver. Til Lykke med Bogen! Den gør dig Ære både som Kunstner og Menneske, og den vil sikkert også bringe dig Glæde.
At du så sent hører fra mig kommer af, at jeg har ligget i Omflytning. Vi er brudt op fra Fredensborg og atter flyttet herud 3 i vor Sommer-Ensomhed ved Havet. Jeg har det med Travlhed, fordi jeg i Vinter har ligget på den lade Side. Jeg er nu en Gang ikke skabt til Arbejdshest, hvad der er meget trist, når man har en stor Familie-Karre at slæbe op ad Bakke. Dog, jeg beklager mig ikke. Jeg er veltilfreds netop med Karren, og med at være Karrens Hyp-Hest.
Jeg beder dig at hilse din Hustru, hvem jeg har at takke for en tilsendt "Ill. Tid". Tag selv en Hilsen fra min Madamme og
din hengivne
H. Pontoppidan
