Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Helsingør. 15. november 1918
ikke fået noget udrettet
Helsingør.
15.11.18.
Kære gamle Ven!
Det vil vistnok ikke forundre dig, at den Række Jordrystelser, vi i den sidste Måned har været Vidne til, har optaget mig, så jeg for lutter Avislæsning ikke har fået noget udrettet med Pen og Blæk. End ikke dit Brev har jeg besvaret. Sandsynligvis er det gået dig på lignende Måde. Navnlig i den forløbne Uge, hvor hvert Nummer af Bladene indeholdt et nyt, mægtigt Stykke Verdenshistorie, har Tankerne kun sluppet Telegramspalterne for med Utålmodighed at flyve Begivenhederne i Møde og snappe de sidste 2 Nyheder i Farten. Hvilken Dommedag! Og hvad skal vi monstro endnu opleve, før Verden igen kommer ilave? Lige i Øjeblikket synes der at være en Standsning i den uhyre Omvæltning, og jeg vil benytte denne Pavse til at sende dig nogle Linjer med min bedste Tak for dit Brev og lidt Underretning om mig selv og min Kompagnon.
Vi bor for Tiden i Helsingør, hvor min gamle Ven Galschiøt har overladt mig sit Havehus for Vinteren, da vi vedblivende ingen egen√ Bolig har kunnet opdrive. Det Kursted "Montebello", som du har hørt om, ligger to-tre Kilometer herfra. Det er et meget mondænt Sygepensionat 3 med Overlæge og flere andre Læger, Sygeplejersker, Bademestre, med andre Ord i stor Stil og med tilsvarende Priser. Så vidt jeg veed, er Dagsprisen pr. Person 25-30 Kr. Men der er jo billigere Pensionater i eller i Nærheden af Helsingør, og dersom du virkelig kunde tænke dig at gøre en Vinterrejse hertil med din Frue, skal jeg søge nærmere Underretning. Det vilde både for min Hustru og mig være en stor Glæde og Opmuntring, om I kom hertil. Nu åbner den ventede Fred jo ganske vist for den Mulighed, at der inden lang Tid igen bliver Passage over Grænsen mod Syd; men selv om Lysten til at følge vor Trækfuglenatur ikke mangler os, 4 holdes vi af vore Skrøbeligheder herhjemme i Buret, i hvert Fald så længe Vinteren varer, og jeg kan næsten tænke mig, at vi i den Henseende er omtrent ens stillet, så det vilde også af den Grund være meget passende, om vi søgte Opmuntring og Trøst hos hinanden. Tænk da for Alvor over Sagen!
Jeg har i disse urolige Dage udgivet en lillebitte Fortælling1, nogle fredelige Blade, en Efterskrift, om man vil, til min store Bog "De Dødes Rige". Når jeg om nogle Dage får Ekpl. af denne sidste Bog, sender jeg dig dem begge. Jeg glæder mig meget til som Gengæld at få din nye Digtsamling2 og sender dig på Forhånd min Lykønskning til din Genkomst på Parnas. Du [fortsat nedad i venstre margin:] har været savnet dér længe. – Modtag nu du og din Frue de hjerteligste Hilsner fra os begge.
Din hengivne Ven
H. Pontoppidan