Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Frederiksborg. 16. februar 1908

Frisvømmer i Menneskestrømmen

Frederiksborg
16 Febr. 1908.

Kære, gamle Ven!

Jeg må begynde med den mellem gamle Venner sædvanlige Undskyldning for ikke at have svaret på Brev. Overfor dem, man holder af, er det skrevne Ord jo en slet Erstatning for det talte; derfor opsætter man fra Dag til Dag at skrive, hengiver sig til Håbet om et personligt Møde eller forhærdes af sin Tavshed, – indtil Samvittigheden en skøn Dag giver En et forsvarligt Dask på Kinden og siger: Fy! – Dette "Fy!" har nu lydt for mig. Min Kind blusser. Jeg skammer mig. Du skrev mig et så hjerteligt Brev til ved Juletid, og du kunde med Føje have ventet et hurtigere Svar. Min eneste Undskyldning 2 er den, at min Korrespondance altid vokser mig over Hovedet efter Årsskiftet, fordi jeg i det udløbne År altfor sorgløs har ladet også min Brevgæld vokse. Så har jeg forresten også været på et Par Smårejser i den senere Tid, sidst til Skagen i Anledning af Drachmanns Begravelse. Det var en stemningsfuld og storstilet Ligfærd, som vel ikke helt kan siges fri for et Tilløb til Maskerade – men også det passede jo til Anledningen. Jeg havde jo i en Række År stået Drachmann fjernt; men jo ældre jeg er bleven, des bedre vidste har√ jeg vidst√ at værdsætte ham ikke alene som Digter men også som Personlighed. Vi blev tilsidst Venner. På sin 60-Års Fødselsdag sendte han mig – som Svar på et lille Digt – et Brev, som jeg nu er glad for.

Siden jeg er ved literære Kontroverser, 3 lad mig så med det samme højtideligt erklære, at du aldrig med et Ord, hverken skriftlig eller mundtlig, har såret mig, sådan som du synes at formode. Når jeg ikke har sendt dig alt, hvad jeg i de senere År har udgivet af Småting, er det ene og alene, fordi jeg ikke har tillagt dem nogen stor Betydning udover Øjeblikket. Men jeg skal for Fremtiden love dig at være mindre nøjeregnende. Af "Hans Kvast og Melusine" havde jeg kun ringe Glæde. Bogen blev slet ikke forstået, – og det er sagtens min Fejl! Ikke desmindre er den bleven en Del læst og diskuteret.

Jeg havde stor Lyst til i Stedet for at sende disse Linjer at pakke en lille Kuffert og overraske dig i Grenna. Der må sikkert være dejligt deroppe nu. Men jeg har hverken Tid eller Råd til Fornøjelsesrejser. Derimod 4 tager jeg en Tid til København for at gøre Observationer, og derefter måske en lille Tur til Tyskland i samme Øjemed. Man må engang imellem kaste sig ud i Menneskestrømmen og forsøge sig som Frisvømmer. I Maj er jeg temmelig sikkert tilbage igen. Ses vi ikke da her i Hillerød?

Vil du bringe din Frue min ærbødige Hilsen. Også min Hustru hilser. Vi håber, at det tyske Kurophold har haft gode Virkninger og at Vinteren er gået godt. Vi selv er hidtil blevne skånede for Influenzaen.

Jeg tør ikke bede dig om at lade høre lidt fra dig; thi jeg har ikke fortjent det. Men du veed, at jeg altid er glad for et Ord.

Mange Hilsner herfra. Og Tak for dit Besøg, der var os til megen Oplivelse.

Din hengivne
H. Pontoppidan.