Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Hillerød. 17. december 1902
disse meget tamme Tider
17d Decb. 1902. |
Hillerød. |
Kære Ven!
Endelig får jeg en lille ledig Stund til at takke dig for dit Brev og din Bog1. Jeg har måttet gøre Juletjeneste for "Politiken"2 og har også haft andet Arbejde for, hvormed det hastede; og kommer så, at vor Flytning fra Snertinge her til Hillerød tog det meste af Oktober Måned for mig, så vil du vist forstå, at Efteråret har været travlt for mig. Om "Känslans Ret" kunde jeg sige dig mange oprigtig mente Komplimenter. Når Bogen alligevel ikke har efterladt så stærkt et Indtryk på hos√ mig, som de fleste af dine andre Bøger, er det vist, fordi du har valgt for snever en Ramme for dit Emne. Den lille Form ligger næppe så godt for dig som den større; din Stil passer bedst for store, bredt anlagte Scener; i Småfortællinger må man være mere 2 husholderisk med Ordene, end du for dine store Romaner har vænnet dig til at være. Men, som sagt, der er jo alligevel så meget smukt og fint i din Skildring, at man ikke lægger den bort uden Beundring. Der er en Nænsomhed i din Tegning af unge Kvinder, der gør godt i vore håndfaste Tider.
At du har lidt en højst uretfærdig Forfølgelse i Anledning af "Elsa Finne"3 har jeg først nylig og rent tilfældig fået at høre. Endnu for få Dage siden nævnte Carl Ewald dig en passant med sin Forargelse (i "Politiken"4). Jeg er ked af, at jeg ikke vidste det før; ellers havde du dog hørt fra mig; – men jeg levede hele Sommeren ovre i Jylland og læste mest Provinsaviser. Jeg boede en Tid i Sæby, og havde jeg dengang anet, at du opholdt dig i Varberg med din Hustru, havde jeg ikke dyet mig for at gøre Eder et Besøg over Frederikshavn-Gøteborg. Blot du dengang havde skrevet to Ord på et Brevkort! Jeg opholdt mig 3 kun i Sæby, fordi jeg ikke vidste noget andet Sted at være. Vort Hjem var lukket, min Hustru og Børnene lå ved Bad i Kalundborgfjord, – og jeg havde en Del at bestille, så jeg vilde ikke have forstyrret synderlig.
Nu boer vi altså her i den gamle Slotsby og er foreløbig vel tilfredse med at være kommen København noget nærmere. Jeg har haft det Held, at både mine "Fortællinger" og "Det forjættede Land" er udkommen i ny Folkeudgaver, så jeg har i Øjeblikket ingen store√ økonomiske Vanskeligheder at slås med, hvad der også er noget nyt og behageligt for mig. Du skal dog ikke forestille dig mig liggende henslængt på en Divan med en Cigaret vippende mellem kødfulde Læber; jeg er ganske flittig og navnlig meget henrykt over igen at kunne tage Plads mellem mine mange Lykke-Per-Figurer, der i Årenes Løb er bleven mig som en Række Venner, hvis Selskab jeg vanskeligt vil kunne undvære, hvorfor jeg også med nogen Vemod tænker på, at jeg nærmer mig min Bogs Slutning.
4 "De vilde Fugle" fik en ublid Medfart her af Kritiken, hvad jeg iøvrig var forberedt på. Jeg har aldrig tænkt på at indsende det til noget Teater, og har overhovedet ikke skrevet det særligt med en Opførelse for Øjet. Jeg vilde blot prøve at udskære det Drama, der virkelig findes gemt i "Højsang", men hvor det er så forputtet, at det har været vanskeligt at få Øje på det√ mellem de mange Fortæller-Refleksioner. Og Anledningen var den, at jeg har følt Lyst og Trang til at tale de "vilde" Fugles Sag i disse meget tamme Tider, vi for Øjeblikket gennemlever her i Landet, og som så tåbeligt forherliges.
Men nok om det! Min Hustru og mine Børn har det godt efter en noget urolig Sommer med en Del Sygdom. Om fælles Bekendte – dersom vi overhovedet længer har5 sådanne her efter Oscar Madsen[s] bedrøvelige Endeligt– veed jeg intet at berette. Jeg venter Hirschsprung (Forlagsboghdl) herned imorgen; jeg har ikke set ham længe.
Modtag nu din Hustru og du selv en Hilsen fra os til Julen. Og gid det næste År ikke må gå tilende, uden at vi sees!
din hengivne
H. Pontoppidan
