Henrik Pontoppidan til Dina Lea
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 11. maj 1937

oppustet Loyalitetsbegejstring

Kære Frk. Lea!

Endelig kan jeg bringe Dem den Hilsen fra Fru Hørup, jeg længe har glædet mig til at kunne sende Dem. Fra Fru Eilertsen vidste jeg, at hun var i Farvandet, også, at hun havde i Sinde at glæde mig med et Besøg, og igår blev det mig forundt at se begge Damerne her til en Eftermiddagste. Det var en virkelig Oplevelse for mig at mødes med Fru Hørup igen og finde hende så fornøjeligt levende og interesseret som nogensinde, en Optagethed, som jo for Resten hendes Artikler i "Politiken" stadig har givet fornyede Vidnesbyrd om, så nogen Overraskelse var det mig ikke. Det kan vistnok snart blive et Par År, siden jeg så Fru Hørup sidst; men heller ikke i hendes Udseende var der Forældelse at spore, tværtimod. Hendes vegetariske Levevis bidrager velsagtens til at bevare hende så ungdommelig. Også Fru Eilertsen kan (og skal) jeg altså hilse 2 fra. Hun har jo lidt vanskeligere ved at bevare den i vore Dage så eftertragtede "slanke Linje", men syntes iøvrigt rask og tilfreds. Om mig selv er det ikke muligt at fortælle noget af Interesse udover det, – som vel forøvrigt næppe kan interessere andre end mine allernærmeste – at jeg om kort Tid venter at blive Oldefar, idet min Datter^datter√ i Horsens, som jeg vist har omtalt for Dem, efter tre-fire Års ægteskabelig Forberedelse nu skal have sin Førstefødte. De vil måske kunne forstå min Tilfredshed med den ventede Begivenhed, når jeg fortæller Dem, at min Datterdatter før sit Giftermål altid erklærede, at hun aldrig vilde være så samvittighedsløs at sætte Børn i Verden, en Verden så forbandet som den nuværende, men at hun ^nu√ er så henrykt, at hun forleden havde sagt til sin Mor: "Jeg har aldrig troet, at et Menneske kunde være så lykkeligt, som jeg er nu ved Tanken om mit Barn."

Hvordan mon det går Dem med Deres Bog om Kinck? Jeg håber, De fortsætter Arbejdet med den trods Udlændigheden. 3 Jeg får endnu af og til en Hilsen fra hans Datter (Bibliotekaren); den anden Datter er vistnok vedblivende interneret; jeg tænker derpå med Vemod, fordi jeg jo husker, hvor højt Kinck elskede netop denne Datter. Måske har hun allerede den Gang været svag og trængt særlig til Omsorg og Kærlighed.

Vi lever for Tiden her i en oppustet, i hvert Fald ganske unaturligt opsvulmet Loyalitetsbegejstring i Anledning af vort Kongepars 25 Års Jubilæum. Men herom læser De sikkert i Aviserne mere, end De bryder Dem om, så det skal jeg ikke trætte Dem med. Jeg ønsker nu for Dem, at De vedblivende må befinde Dem vel i det Fremmede, men alligevel ikke helt vil glemme Vennerne i Norden.

Deres hengivne
H. Pontoppidan

Dina Leas kommentar i 1957:
Under et besøk i Danmark – jeg blev igjen i Genève – gjestet E.H. Pont., som hun fra tid til annen pleiet å gjøre  – og han har tydelig været oplivet av besøket. – Brevet viser et glimrende humør, et næsten overgivent lune. Utsikten til å bli oldefar – i det hele de harmoniske familjeforhold (som fikk Vilh. Andersen til å utbryte: De er en lykkelig Mand!) – den blomstrende efterslekt, har sikkert størst andel i det[.] P. uttalte engang om familjelivet: "det var igrunden mit egentlige Liv!" – Slik fortonet det sig for ham på et tidspunkt hvor han var ute over det Kinck kallte: "de skapende år". Hvor uundværlig det alle dager var for ham: dengang var arbeidet med kunsten, som dikterte hans egen omflakken, naturlig nok hovedsaken – hvorefter hjemmets liv helt og holdent måtte innrettes. P. moret sig og gledet sig over datterdatteren (slg. at han ofret et helt lite brev på å fortelle om en annen ung mor – se 6.11.39) – Her er man nær ved De dødes Riges livsfilosofi: at tage det onde med det gode af Livets evige Væld. 

– – – – – –

P. nevner Kincks yngste datter. Jeannette K. f. 1900 var pianist, debuterte i Filharmonien 18-19 år gl. elev av Sandra Drucker i Wien. Regntes for meget lovende. Senere tok hun organist-utdannelse og begyndte å komponere. Efter et stipendieophold i Paris (hvor vi var reisefeller. Stp. hadde såvidt jeg husker reiseplikt) blev hun, som også tidligere hadde hatt sindslidelser, syk. En tragedie som varer ennu. Om Pont. var klar over hvem var hvem av K.s to døtre, han ikke personlig kjente (utover at han hadde sett dem som barn) er jeg ikke sikker på. – Jeannette lignet meget på sin far. Hun hadde også farsslektens anlegg for malerkunst, som K. ikke praktiserte utenfor sproget. Den store sunnhet hvormed K. mestret sin sensibilitet, hadde hun også en porsjon av. – Jeg har i det foregående såvidt utførlig omtalt en kunstnerskjebne som allerede er glemt. Netop derfor har jeg gjort det.
– – –
Ad ordene om kongeparrets jubileum: P. bevaret sin innstilling fra ungdommen (som vi kjenner den fra hans journalistikk. Slg. også slutningen af Nattevagt) hvad også erindringene vidner om. Jeg må i denne forbindelse tenke på hvad P. engang fortalte: At Vilh. Andersen hadde bedt om eller tilbudt å lese korrektur på disse – men han vilde ikke endre en tøddel (se brev av 4. Jan. 34 anm.).