Henrik Pontoppidan til Dina Lea
25. marts 1936
Er De ikke Æstetiker?
25.3.36
Kære Frk. Lea!
Tak for Deres venlige Søndagsbrev1. Jeg har ganske rigtigt haft den Glæde at modtage Fru Hørups Bog2 fra hendes egen Hånd, og jeg har√ også allerede læst den. Det er en Stormklokke, som forhåbenlig vil vække mange til Eftertanke. Da jeg hører, at Fru Hørup allerede er rejst, og da jeg jo gerne vil bringe hende min Tak for Tilsendelsen af Bogen, vilde De gøre mig en stor Tjeneste ved at meddele mig hendes udenlandske Adresse bag på et Brevkort.
Hvad De fortæller mig om Fru Hørups Opfordring 2 til Dem om en Slags Medarbejderskab, har naturligvis i høj Grad interesseret mig. Men noget Råd i denne Sag kan jeg vanskeligt give. Føler De en Trang og et Kald, der samstemmer med hendes, er der vel ikke stort at betænke sig på. Nogen stærkere og modigere Kampfælle vil De ikke kunne få. Men jeg skulde tro, at Deres inderste Interesser ikke helt falder sammen med hendes. Er De ikke frem for alt Æstetiker? Jeg skulde i Deres Sted i hvert Fald overveje Sagen nøje, før jeg traf en Afgørelse. Men det bliver der jo også god Tid til, da Deres Bog om Kinck jo dog skal være færdig først.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
Dina Leas kommentar 1957:
Forbindelsen med Ellen Hørup skylder jeg indirekte også H.P. – idet det var et av de mennesker jeg lærte å kjenne gjennem fru Eilertsen (hvis far Herman B[ing]. var [Viggo] Hørups ven og medarbejder). P. satte E.H. meget højt både m.h.t. begavelse og karakteregenskaper. (Se brev av 28. Febr. 37 og 11. Maj 37 – P. var jo socialt og polit. interesseret. – På et tidspunkt hvor alle veier var stengt for mig på det område hvor mine evner hørte hjemme, vilde E.H. bruke mig i sitt eget arbeide – eller for fredens sak (hvad jeg i og for sig gjerne vilde – om jeg kunde gjort virkelig nytte der.) – Det førte til at jeg – som hadde ordnet stoffet for henne i kronik- og artikkelsaml. Magtens Vej var hennes medarbeider i 3 perioder i Genève – en på mange måter interessant tid, men hvor jeg led under å være borte fra åndslivet. – E.H. håpet i det lengste å kunne utdanne mig til sin efterfølger – på et område hvor jeg var blottet for talent, – vilde sikre arbeidets øk. fremtid, o.s.v. – P. Var på forhånd klar over umulighedeten av et slikt eksperiment. Had hadde forøvrig fått et tydelig vidnesbyrd om det i min mag.avh. (rigtignok skrevet før jeg hadde begrep om pol. og samfunnssp.) Idet jeg fulgte idegangen i De Dødes Rige. P. hentyder til det i brev av 29.5.33. – Det moret ham som et paradox. Ikke desto mindre forerte han mig boken dengang.
