Henrik Pontoppidan til Dina Lea
Sendt fra Holmegaardsvej 2, Charlottenlund. 14. juli 1930
Ensomheden på Rejser frygtelig
14.7.30. |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund. |
Kære Frk. Dina Lea!
Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst skrev til Dem. Kun så meget véd jeg, at jeg ikke har fået takket Dem for Deres sidste, hjertelige Brev fra Tyssedal, skønt det i disse Dage er en hel Måned gammelt. Men jeg har i al den Tid overhovedet ikke været Brevskriver. Som De rigtigt formodede, var jeg på Rejsefærd, og først for et Par Dage siden kom jeg tilbage. De Roser, De havde tænkt at glæde mig med samtidig med Brevet, fik jeg altså ikke, og ingen her i Huset har taget mod dem. Men Tak for alt. Jeg har med Alderen vænnet mig ganske af med at vente 2 Forståelse og Venskab, allermindst hos de yngre, som jo kun rimeligt er. Desto gladere er jeg derfor for ethvert Tegn på Sympati, der møder mig fra Fremmede.
Jeg tager vist ikke fejl i, at også De nu er vendt tilbage til Hjemmet i Bergen. Dog, det var jo ikke nogen ren Ferierejse, De foretog til Tyssedal, så måske opholder De1 Dem dér endnu. I hvert Fald vil jeg sende disse Linjer under Adressen "Administrationshotellet", så får De dem vel nok. Billederne fra Ullensvang og de andre Steder i Hardanger virkede stærkt fristende på mig. Nu er det snart 20 År siden, at jeg sidst var i Norge, og dersom jeg kunde få passende Rejseselskab, rejste jeg igen derop for endnu en Gang at se mig om i det store Stenrige, der aldrig slipper sit trolddomsagtige Tag i den Sletteboer, 3 der en Gang har været inde under dets Fortryllelse. Men jeg er ene nu, min Hustru, der altid før var min Rejseledsagerske, er død, mine Døtre gifte, helt optagne af Mand og Børn. Af mine to Sønner har jeg mistet den ene; den anden er gift og hjemfaren i Brasilien. Ensomheden i Hjemmet kan man holde ud – dér kan man altid finde Beskæftigelse. Men på Rejser er den frygtelig.
Modtag en Vens Hilsen!
Deres hengivne
H. Pontoppidan
