Henrik Pontoppidan til Anker Kirkeby
Sendt fra Snekkersten. 28. juli 1917

det ansvarsløse Interview

Snekkersten.
28.7.17.

Hr. Redaktør Anker Kirkeby!

Omtrent samtidig med, at jeg besvarede Deres sidste Brev, modtog jeg en Skrivelse fra Redaktør Gulmann, der ønskede at sende en Medarbejder herud. Mit Svar til ham var ganske i Overensstemmelse med det, jeg sendte Dem. På min Fødselsdag fik jeg ud på Aftenen Besøg af en Udsending fra "Berlingske Tidende", der overbragte mig Redaktørens Lykønskning tilligemed to Numre af Bladet, hvori han havde skrevet en Artikel om mig. Ved 2 Afskeden mindede jeg ham udtrykkeligt om, hvad jeg havde skrevet til Redaktør Gulmann, at jeg ikke modtog Interviewere (som sådanne), og jeg veed da heller intet om, hvad han har refereret af vor ganske tvangfri Samtale, lige så lidt som jeg aner, hvad der har stået i "Århus Stiftstidende", med hvilket Blad jeg overhovedet ikke har haft mindste Forbindelse.

Når De nu stiller mig i Udsigt at blive opstillet som en "Sfinx", til hvis Ørkenvisdom Deres Blads Læsere undrende skal lytte, så må De tilgive mig, at jeg stikker Halen mellem Benene. Jeg 3 har aldrig gjort nogen Hemmelighed af, hvad jeg mente, er af Naturen snarest for åbenmundet. Men når jeg har noget på Hjerte, foretrækker jeg selv at vælge Tid, Sted og Form. Derfor kan jeg ikke lide det ansvarsløse Interview.

Vær så god at bringe Nansen en Genhilsen. Det var mig en Glæde at se ham igen1 efter så lang Tids Forløb og temmelig uforandret.

Modtag endelig selv en kollegial Hilsen.

Deres ærbødige
H. Pontoppidan.

 
[1] Nansen igen: Peter Nansen var iflg. Berlingske Tidendes reportage blandt receptionsgæsterne på fødselsdagen. tilbage