Henrik Pontoppidan til Inger Holt
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 8. november 1931

gamle Klude stukket i Næsen


8 Novb 31.
Holmegårdsvej 2.

Frk. Inger Holt!

Jeg tilbagesender hermed Deres Afhandling – med Tak, fordi De har ladet mig læse den. Da jeg selv er Emnet for den, behøver jeg vist ikke at sige Dem, at jeg har læst den med Opmærksomhed. Den har været mig som et lærerigt Repetitionskursus i min egen Produktion, hvoraf så meget i de forløbne 50 År er gået mig af Minde. Således f.Eks. den Tilskuerartikel fra 1893, som De omtaler straks på den første Side. Den havde jeg ganske glemt, hvad der er ret mærkeligt, da jeg her, som De rigtig har set, første Gang udtaler mig direkte om min Opfattelse af, hvad Kristendom er, – thi den fire År ældre Artikel i Børstidende, De nævner, betragter også jeg som et Vildskud.1

Jeg må beundre den Flid og Tålmodighed, hvormed De har sat Dem ind i alt, hvad jeg 2 har skrevet. Jeg finder også, at De klart og dygtigt har redegjort for det væsenligste, og jeg tænker hermed særlig på, hvad der af min Produktion kan uddrages om mit Forhold til Religionen og en sund Moral. De har vist her fremdraget, hvad der overhovedet kan siges om den Ting, nemlig, at en Kristen i luthersk-paulinsk Forstand var jeg aldrig. Jeg synes i det hele, at De også som Fortolker har megen Ære af Deres Arbejde, og der er√ nogle Linjer Side 59 øverst2, som jeg navnlig har været glad for. I Almindelighed er Per Sidenius bleven opfattet som en Fantast i Lighed med så mange andre Romanfigurer i vor Literatur siden Schacks3 Dage. Men det er ikke rigtigt. Per er ingen Dagdrømmer. Der er intet Misforhold mellem hans store Plan og hans Viljekraft. Men – som De rigtig siger – han må i alle Handlingens Øjeblikke kæmpe med en Skygge, den sideniuske Arv, Syndsbevidstheden, der lammer hans Kraft, sådan som det er forudtegnet i Bogens femte Kapitel, Sammenstødet med den vrede Nybodersmand.

3 Når jeg – som jeg skrev – efterhånden har glemt så meget af min tidligste Produktion, kan Forklaringen vist være den, at jeg har gjort mig Umage for at glemme den. Adskilligt af den har jeg jo heller ikke villet genoptrykke. Men for den literære Undersøgelse har naturligvis også Affaldet Interesse, og en Forfatter må finde sig i at få sine gamle Klude stukket i Næsen af Videnskaben. For den biologiske Literaturforskning, som særlig Vilh. Andersen har gjort sig til Talsmand for på Universitetet, har Kludeposen på en Måde nok så stor Værdi som den færdige Klædning; men jeg kan ikke lade være med at sige, at denne Forsknings-Metode jo ikke er den eneste, ja efter min Mening ikke en Gang den bedste. Men det Emne bliver det for vidtløftigt at indlade sig på i et Brev, – jeg må vente med at forklare mig nærmere, indtil jeg får Lejlighed til igen at tale med Dem.

I Dag da kun denne Søndagshilsen, der skal bringe Dem min Tak for Deres sidste Brev. Det er for en gammel Skribent en stor Tilfredsstillelse at mærke, at hans Skriverier trods alle Mangler har haft lidt Betydning for nogle 4 enkelte, og mest glæder han sig over at have skaffet sig Venner blandt den intelligente Ungdom, der i en Bog søger mere end tom Underholdning.

Mine bedste Ønsker for Dem!

Deres hjertelig hengivne
H. Pontoppidan

 
[1] Vildskud: Mest nærliggende vil det være (af Inger Holt) at tænke på den anmeldelse af Viggo Stuckenbergs bog Messias der var grundlaget for dommen i den retssag der blev rejst mod avisens redaktør Ernst Brandes for blasfemi. Men andre "kandidater" kan tænkes: de to på hinanden følgende artikler om Frelsens Hær og om Kirkefesten i Marcusdomen i Venedig. tilbage
[2] Side 59 øverst: "[...] men Per har maattet bruge det meste af sin Kraft til at strides med det nedarvede i sig, mens Jacobe[sic!], der paa Forhaand er positivt indstillet overfor Livet har Styrke nok til at føre sine Idealer ud i Livet i en praktisk Gerning. #63. tilbage
[3] Schack: H.E. Schack (1820-59) der i 1857 udgav romanen Phantasterne som gav navn til en litterær mennesketype. tilbage