Henrik Pontoppidan til Frederik Hegel d.y.
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 29. oktober 1920
Forskud opfattet som Lån
29.10.20. |
Overgaden n. Vandet 15. C. |
Kære Hr. Direktør Hegel!
Min bedste Tak, dels for de indsatte 1500 Kr, dels fordi De så venligt har tilstillet mig Deres Svar1 på Sv. Langes Artikel, som jeg iøvrigt ikke kender. Men jeg kan jo forstå, hvorpå den har sigtet, og tager jeg ikke fejl, er det særlig de billige Udgaver af Oversættelsesliteraturen, der har givet Anledning til Striden. Jeg er ganske enig med Dem om, at disse Godtkøbsudgaver af let tilgængelige Forfattere har haft en stor Betydning, idet mange Mennesker, der tidligere ikke åbnede en Bog, ved dem er kommen i Vane med at læse og nu endog er blevne Købere. Men jeg vilde jo nok ønske, at vore Forlæggere i højere Grad end hidtil vilde 2 lade de hjemlige Forfattere nyde godt af disse billige Udgavers Popularitet. Jeg havde jo i Sommer selv en lille Skærmydsel med mit ellers så imødekommende Forlag for at opnå, at en af mine mange små Romaner2 kunde blive indlemmet i en af de billige Serier, der ellers væsenlig forbeholdes Oversættelsesliteraturens omdisputerede Dameromaner.
Iøvrigt vilde jeg finde det rimeligt, om Dagbladene – i dette Tilfælde altså "Politiken" – beviste deres påståede Interesse for den værdifulde Literatur ved selv at favorisere den i deres Føljetoner, som er mange tusinde Menneskers eneste æstetiske Læsning. Men se om de gør det! "Politiken" benyttede i Bladets første År et udsøgt Føljetonstof; Tolstoj, Zola og andre af Tidens bedste Mænd indførtes dér ved deres ypperste Arbejder. Og nu!
Det tidligere, patriarkalske Forhold mellem Forlægger og Forfatter passer næppe mere til 3 Tiden. Som andre Forretninger er nu også Forlagene tvungne til at kræve en "hurtig Afvikling" af et Engagement. Men denne Form for Forretning strider i Virkeligheden ganske mod de særlige Love, der gælder for Bøgernes Verden, altså også mod Forfatternes personlige Interesser. Ulykken er jo den, at et Forfatterskab, der duer noget, i Reglen, ligesom Skovene, først kan give et rimeligt Udbytte mange År efter, at det er påbegyndt, ja måske først efter Mandens Død. At bortskaffe Følgerne af dette uudryddelige Misforhold betragtedes tidligere som en af Forlæggerens Forpligtelser overfor en Forfatter. Der ydedes derfor denne et Forskud, og det var derfor efter min Mening et afgørende og√ skæbnesvangert Skridt, der blev gjort, da Forlagene forlangte disse Forskud opfattet som Lån.
Jeg ser nu ingen anden Udvej af Miséren, end at også Forlagsvirksomheden nu "socialiseres". Den stadigt rindende Værdikilde, som enhver Nationalliteratur er 4 eller kan blive, og som Forlagene hidtil enerådigt har forvaltet, må Forfatterne gøre Krav på at have√ Medejendomsret til. Literaturen bør være som en Slags selvejende Organisme, der også føder sig selv. Og som det i et veldrevent Skovbrug er de gamle Træer, de hundredårige, der bestrider Udgifterne ved til Planteskolen og Ungskoven, sådan også må det også engang blive Literaturens ærværdige og elysiske Klassikere, der føder dens Ungdom.
At Interessen for Bøger er gået mægtigt frem i de senere År, og at Æren herfor ganske særligt tilkommer Gyldendalske Boghdl, er jo sikkert nok. Men lige så utvivlsomt er det desværre, at mange Forfattere ikke desmindre i Øjeblikket har det ondt. Jeg havde nylig et Brev fra en bekendt Rigmand3, hvoraf jeg forstod, at en af vore ypperste yngre Forfattere4 for Tiden går Tiggergang hos ham ganske ubekendte Folk for at opretholde Livet. Jeg frygter for, at der snart skal spørges uhyggeligt Nyt fra unge Digterhjem. – De venligste Hilsner!
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
