Henrik Pontoppidan til Johs. Brøndum-Nielsen
23. februar 1933

der ligesom var to Stemmer i mig

(...) Jeg er bange for, at jeg ikke vil være i Stand til at give et tilfredsstillende Svar paa Deres Forespørgsel. Jeg har aldrig kunnet gøre mig selv Rede for de forskellige Paavirkninger, der har dannet mit Sprog. Grundlaget for det maa dog sikkert være det Købstadjydsk, der lød omkring mig i mine Drengeaar (i Randers). Men senere levede jeg i længere Tid i intimeste Forbindelse med sjællandske Landboere, idet jeg giftede mig ind i en gammel Bondeslægt paa en afsides Egn og tilsidst kom til selv at tale halvt sjællandsk. Fra disse mig saa kære Omgivelser har jeg utvivlsomt ogsaa en Del Udtryk og Vendinger, der falder indenfor det rensede Literatursprog. Hvilken af disse to saa forskellige Dialekter, der har paavirket mit Sprog dybest, kan jeg ikke selv dømme om. Jeg skulde dog tro, at den jydske trods alt har beholdt Overtaget. Men der var en Tid, da der ligesom var to Stemmer i mig, der ikke vilde forliges, hvad der skabte mig Vanskeligheder1 ved Udformningen. Men ogsaa en tidlig Paavirkning af literær Art mener jeg at kunne konstatere. Min Far, der var Præst, kunde paa Grund af en Øjensvaghed daarligt læse, og allerede fra mit fjortende Aar maatte jeg til Stadighed læse højt for ham baade af Aviserne og de teologiske Skrifter, der interesserede ham, f.Eks. Martensens Etik, hvis første Bind netop udkom i disse Aar. Og min Far, der havde et fint udviklet Sprogøre, var meget nøjeregnende med Hensyn til Udtale og den hele sproglige Behandling af Martensens formfulde, for enhver Provincialisme rensede Sætninger.2 (...)

 
[1] Ahnlund tilføjer her i sit citat: "af literær Art". tilbage
[2] min nøjeregnende Far: jf. Drengeår, kap. 5, s. 105. tilbage