Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes
Sendt fra Via Gregoriana, Rom. 28. december 1892
værdig i Foråret 1889 – uværdig i 1892?
| 28d Decb. 92 | Sig. Lucarini Via Gregoriana 54 |
Kære Dr. Brandes!
Følgende Deres venskabelige Råd sender jeg hermed Erklæringen1 og beder Dem om at anvende den, dersom De vedvarende mener, at den kan have nogen Betydning for mig. Jeg må dog tilføje, at jeg ikke rigtig forstår Sagen. Det drejer sig jo for mig om min Ansøgning af 4d April dette År; thi hvad jeg gærne vil have opnået er dette, at denne Ansøgning bliver bevilliget, så jeg endnu i indeværende Finansår oppebærer – som hidtil – 1000 Kr. Nogen ny Ansøgning, gældende for det kommende Finansår, kan jeg nemlig umuligt indsende, da jeg ikke vil eller kan indrømme at have gjort noget galt, der kan retfærdiggøre, 2 at Ministeriet pludseligt fratager mig, hvad jeg hidtil har fået. Var jeg værdig til Understøttelse i Foråret 1889, må jeg efter min Mening også være det 1892. Ved nu til April at indsende en ny Ansøgning, efter at min sidste ikke er bleven bevilliget, – det vilde være det samme som at indrømme, at jeg havde fortjent at straffes ved i det mindste i et År ingen Penge at få.
Dersom jeg derfor ikke ved Finansudvalgets Bistand kan få min Ansøgning af 4d April bevilliget, så vil jeg helst roligt se Tiden an og vente, indtil jeg – som f. Ex. Gjellerup – kan opnå en fast Understøttelse, som jeg virkelig kan lide på, og som ikke kan tages fra mig, nårsomhelst det behager en Minister.
Jeg håber, De forstår min Tankegang og ikke finder mig storsnudet. Jeg har ikke mindste Trang til at sætte mig på den høje Hest og har ikke mindste Ønske om, at der gøres noget Nummer 3 ud af Sagen; men det har unægtelig krænket mig at blive berøvet en Understøttelse, som f.Ex Elmgård2 roligt oppebærer, og jeg√ vil ikke undgå ethvert Skin af, at jeg beder om Forladelse.
Modtag endnu en Gang min oprigtige Tak for Deres gode Vilje til at hjælpe mig i denne Sag; troer De ikke på Muligheden af, at den kan sættes igen[nem], så beder jeg Dem om artigt at lade den falde, – og jeg gemmer da min Erklæring til en anden Gang.
Deres hengv.
H. Pontoppidan
De skal for Resten snart høre fra mig igen: jeg har en gammel Gældspost i "Politiken", som længe har trykket min (ellers ikke ømme) Samvittighed; – nu skal jeg virkelig se at finde noget at skrive om!
[Bilag:]
Rom. 28d Decb. 92.
Hr. Dr. phil. Folketingsmand Edv. Brandes!
Da jeg har bragt i Erfaring, at nogle Linjer i min Skrivelse til Kultusministeriet af 18d Septb. er blevne misforståede derhen, at jeg som Forfatter vilde hævde mig en Stilling over eller udenfor Landets Love, finder jeg Anledning til at erklære, at sligt selvfølgelig aldrig har været min Tanke. Som Borger er jeg naturligvis pligtig til at lyde Loven. Hvad jeg hævder for mig som Forfatter, er Retten til at fremstille Anskuelser og Meninger, der kan bidrage til at forandre 2 Tidens herskende Smag og den deraf følgende Opfattelse af bestående Lovparagrafer.
Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan
