Henrik Pontoppidan til Ernst Bojesen
Sendt fra Snertinge. 9. maj 1902
har vundet Klarhed over sig selv
| d. 9d Maj 1902 | Snertinge. |
Kære Bojesen!
Jeg vil ikke gerne offenliggøre Titlen på det kommende Hefte (jeg mener det 7d) af Lykke-Per. Det er jo nemlig Meningen, at der til Efteråret skal komme en Bog1 af mig, der ikke hører til denne Serie, og Folk vilde derfor med nogen Grund kunne blive utålmodige, ifald jeg nu vilde kundgjorde Fortsættelsen af Lykke-Per under den sædvanlige Form: "Om kort Tid udkommer osv."
At sætte: "Om lang Tid udkommer o.s.v." vil næppe heller være formålstjenligt; derfor tror jeg det rigtigst (ligesom i sin Tid på 4d Hefte) at skrive: "Fortællingen om Lykke-Per udkommer i syv (højst otte) Hefter".
2 Undertitlen på nærværende Hefte er – som averteret på det foregående – "Lykke-Per og hans Kæreste".
Jeg sendte forleden Manuskript til Trykkeriet men tilbageholdt Slutningen, da jeg gerne vilde gøre en lille Forandring. Den følger i de første Dage.
At jeg allerede i længere Tid på mine Breve√ har dekoreret Deres Navn med Dannebrogskorset er ikke rigtigt. Men er De ikke også Ridder af noget norsk? Skylder jeg Dem ikke Underdanighed for noget svensk? Ak jo, De har ikke undgået Deres Skæbne. Og Enden er ikke endda. De må lægge Dem noget mere Bryst til for at have Plads til alle de Udmærkelsestegn, der med Årene vil regne ned over Dem og skjule Deres Hjerte.
Herfra mange Hilsner. Tænk Dem, 3 vi skal idag have rigtig Middagsselskab, en veritabel Diner for Egnens Storborgerskab i Knibtang og det hele. Og Fastelavnstiden er jo dog længst forbi!
Deres hengivne
H. Pontoppidan
Det er naturligvis ikke Meningen, at jeg for Dem vil skjule Titlen på næste Lykke-Per Hefte. For det Tilfælde, at De ikke skulde være af min (ovenfor udviklede) Mening, er det måske rigtigt, at jeg meddeler den. Den er: "Lykke-Per, hans Rejse til Amerika". Men jeg har også den Grund til ikke at ønske Titlen offenliggjort nu√, at der skjuler sig Ironi i den; – han kommer nemlig ikke til Amerika på anden Måde end Drengene i√ Chr. Winthers Digt, men skjuler finder sin Trøst "på Bunden af Sagosuppen" – men i
Lyset af denne Ironi (som kloge Hoveder let 4 vil opdage) måtte Pers Skikkelse ikke gerne ses allerede på det nuværende Tidspunkt. Man vilde derved stille ham i falsk Belysning: han ender ikke som en komisk Skikkelse; men som en, der har vundet Klarhed over sig selv gennem alle sine Vildfarelser.
