Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Snekkersten. 28. december 1916
Sejlads over det døde Hav
Snekkersten
28.12.1916.
Kære Vilh. Andersen!
Jeg har i Årenes Løb mistet adskillige af mine tidligere literære Venners Agtelse. Til Gengæld har jeg haft den Lykke at vinde Deres Venskab, hvad jeg har så meget mere Grund til at glæde mig over, som vi jo ikke netop er "ligestemte Sjæle"1. Allermindst havde jeg turdet vente, at min sidste Fortællingrække skulde kunne tiltale Dem. Den tunge Tordenluft, der hviler over den, har mangen Gang under Udarbejdelsen knuget mig selv. Men jeg måtte skildre, 2 hvad jeg havde set på min Sejlads over det døde Hav med de mange drivende Vrag. Nu sidder jeg ovre på den anden Bred og kan sige omtrent som den evige Jøde i "Genboerne":
Lad andre kun "leve", til de bli'er gale,2
jeg sidder så lunt i Libanons Dale
og fryder mig over min Friheds Skat
og slipper den aldrig. – God rolig Nat!
Jeg er ikke mindst glad for, hvad De i Deres Anmeldelse har skrevet om Torben Dihmer. Han er virkelig ikke mere gal end en klog Mand til sidst må blive det af Ensomhed i en Verden som den nuværende. Men Tiden vil blive bedre. Denne skrækkelige Krig er Afslutningen på den vilde Dødningedans, Kehraus'en. Man kan 3 ordenlig blive misundelig ved Tanken om den Slægt, som nu er i Barnealderen; og den Misundelse føler også Torben Dihmer, når han taler om den kommende Tid, hvori man vil tage det onde med det gode af Livets Hånd uden at gøre Forskel.
Det Møde mellem Torben og Jytte, som De synes at savne, kunde jeg ikke bringe i Stand uden at sprænge Bogens Slutning. Det er jo netop ved sin Hinsideshed3, han bevarer Magten over Jyttes Sind. Trådte han ud af den til et Genmøde, vilde dette blot påny afstedkomme en lignende Forvirring som den, der førte dem fra hinanden ved deres√ først beskrevne Møde (i Italien), fordi kun det fjerne, det uopnåelige er i Stand til at lokke 4 hende ud af sin Individualitets Sneglehus. Men forøvrigt har jeg ikke selv "gjort" Historien om Torben og Jytte. Den er som Romanens andre Fortællinger skåret ud af Livet uden meget Hocuspocus.
Jeg beder Dem tro, at jeg er oprigtig taknemlig for Deres smukke Ord om min Bog. Den har ved dem fået sin Indvielse, sin literære Dåb. Nu må Tiden vise, om Barnet er levedygtigt.
Mange Hilsner og gode Ønsker sendes Dem til Årsskiftet. Vi tænkte meget på Dem Juleaften. Vi veed jo, hvad den Aften betød for Deres Hjem igennem mange År. Også på vor gode Ven Henrichsen har vi ofte tænkt [fortsat nedad i venstre margin] i denne Tid. Og ham kan vi ikke en Gang sende en Hilsen.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
