Drengeaar

Kapitel 4

"Fra Drengeårene" (1932) Drengeaar (1933) Undervejs til mig selv (1943)
Det gyselige Navn Pontoppidan hørtes første Gang her i Landet henimod Midten af det 17. Aarhundrede. Fem Sønner af en Mand, der hed Erik Knudsen og var Ridefoged og Forvalter i Broby paa Fyn, fik den dårlige Idé efter Tidens lærde Skik at stadse deres gode danske Navn op med en naragtig latinsk Adrienne. Den ene af disse Paafugle, der alle blev Præster, var pudsigt nok den senere så højt fortjente Sprogmand og Biskop Erik Eriksen Pontoppidan, der forfattede den første danske Grammatik "for at hæve Modersmålets Anseelse og Dyrkelse". Det gyselige Navn Pontoppidan hørtes første Gang her i Landet henimod Midten af det 17. Aarhundrede. Fem Sønner af en Mand, der hed Erik Knudsenog var Forvalter og Ridefoged i Broby paa Fyn, fik den daarlige Idé efter lærde Folks Skik at stadse deres gode danske Navn op med en latinsk Adrienne, en naragtig Paafugleham. Den ene af disse unge Mænd, der alle blev Præster, var pudsigt nok den senere saa højt fortjente Sprogmand og Biskop Erik Eriksen Pontoppidan, der forfattede den første danske Grammatik "for at hæve Modersmaalets Anseelse og Dyrkelse". U5 Det besynderlige Navn Pontoppidan hørtes første Gang her i Landet henimod Midten af det 17de Aarhundrede. Fem Sønner af en Mand, der hed Erik Eriksen og var Ridefoged og Forvalter i Broby paa Fyn, fik den daarlige Idé efter lærde Folks Skik den Gang at stadse deres gode danske Bynavn op med en naragtig latinsk Adrienne. Den ene af disse Paafugle, der alle blev Præster, var pudsigt nok den senere saa højt fortjente Sprogmand og Biskop Erik Eriksen Pontoppidan, der forfattede den første danske Grammatik "for at hæve Modersmaalets Anseelse og Dyrkelse", som han skrev.
En Ulempe ved Navnet var, foruden dets Længde, Usikkerhed med Hensyn til Betoningen. I min Barndom lagde de fleste dannede Trykket på den første Stavelse, hvad også er sproglig korrekt, den jævne Befolkning derimod på den næstsidste, sagde altsaa Pontoppi'dan. Nu for Tiden lægges Trykket fortrinsvis paa anden Stavelse, men mange – særlig Udlændinge – er stadig i Forlegenhed med Udtalen. En af Ulemperne ved Navnet er Usikkerheden med Hensyn til Udtalen. I min Barndom lagde de fleste Tonen paa den første Stavelse, andre 76 derimod paa den næstsidste, sagde altsaa Pontoppidan. Nu for Tiden lægges Trykket fortrinsvis paa anden Stavelse, hvad sproglig set er ukorrekt, men velsagtens falder de fleste mere mundret. Adskillige – og da særlig alle Udlændinge – er dog stadig i Forlegenhed med Udtalen; og allerværst er det, naar en Bærer af Navnet kommer til fremmede Lande og skal forestille sig, f. Eks. i Tyskland, hvor man i Regelen opfatter Navnet som von Toppidan. Han risikerer med andre Ord at blive betragtet som adelig og tituleret Hr. Baron. U31 En af Ulemperne ved Navnet Pontoppidan er Usikkerhed med Hensyn til Udtalen. I min Barndom lagde de fleste Tonen paa den første Stavelse, andre derimod paa den næstsidste, sagde altsaa Pontoppidan. Nu for Tiden lægges Trykket fortrinsvis paa anden Stavelse, hvad der vel falder de fleste mest mundret. Adskillige – særlig Udlændinge – er dog i Forlegenhed med Udtalen; og allerværst er det for en Bærer af Navnet, naar han kommer til Tyskland, hvor man i Reglen opfatter Navnet som von Toppidan. Man risikerer med andre Ord at betragtes som adelig og blive tituleret Hr. Baron.
Efter at det første Kuld af Pontoppidan'er var spredt omkring i Landet, varede det ikke længe, før Navnet blev så almindeligt i vore Præstegårde, at det så at sige blev enstydig med en gejstlig Mand. Allerede i Hundredåret nævner Stamtavlen mere end 300 Gejstlige, der har båret Navnet eller giftet sig ind i Slægten, "deriblandt syv Bisper, mange Provster, Jubellærere og Rektorer". En sådan åndelig Arv, der går fra Fædre til Sønner og Svigersønner gennem tre Aarhundreder, sætter naturligvis sit Præg på en Slægt. For min Fars og Farfars Vedkommende kom dertil, at de også på mødrene Side var Kirkens Børn, den første endda Søn af en Bispedatter. Intet Under derfor, at et fremtrædende Karaktertræk hos dem begge var Embedsmyndighed og kraftig Selvhævdelse. Det var i Randers ikke alene det indfødte Borgerskab, der længe så surt til min Far. Også Størsteparten af Byens og Omegnens Honoratiores, ja selv Bispen i Århus undgik ham helst. Efter at det første Kuld Pontoppidan'er var spredt omkring i Landets Præstegaarde, varede det ikke længe, før Navnet blev saa almindeligt knyttet til Kirken, at det næsten var enstydig med en Gejstlig. Allerede i Hundredaaret derefter kan Stamtavlen anføre mere end 300 Præster, der har baaret Navnet eller giftet sig ind i Slægten, "deriblandt syv Bisper, mange Provster og Jubellærere". En saadan Kaldsaand, nedarvet fra Fædre til Sønner og Svigersønner gennem 77 tre Aarhundreder, sætter naturligvis sit Præg paa en Slægt. For min Fars og Farfars Vedkommende kom dertil, at de ogsaa paa mødrene Side var Børn og Børnebørn af Kirken. Et fremtrædende Karaktertræk hos dem begge var da ogsaa Embedsmyndighed og kraftig Selvhævdelse. |U5| Efter at det første Kuld Pontoppidan'er var spredt omkring i Landet, varede det ikke længe, før Navnet blev saa almindeligt i vore Præstegaarde, at det næsten var enstydigt med en U6 gejstlig Mand. Allerede i Hundredaaret efter nævner Stamtavlen mere end 300 Gejstlige, der har baaret Navnet, deriblandt syv Bisper, mange Provster og "Jubellærere".

En saadan aandelig Arv, der gaar fra Fædre til Sønner gennem Aarhundreder, sætter naturligvis sit Præg paa en Slægt. For min Far og Farfar kom nu dertil, at de ogsaa paa mødrene Side var Kirkens Børn, min Far endda Søn af en Bispedatter. Intet Under derfor, at et fremtrædende Karaktertræk hos dem begge var Embedsmyndighed og kraftig Selvhævdelse.
Bispen i Aarhus havde i sin Tid indstillet en anden til det store Embedet; men da min Far fik Nys derom, var han gået direkte til Ministeren og på dennes Råd til Kongen, Fr. VII, der kendte ham fra sine hyppige Besøg i Fredericia. Denne Dristighed tilgav den herskesyge Bispen ham aldrig. I alle de 16 Aar, Far beklædte Embedet, lagde han demonstrativt sine pompøse Visitatsrejser udenom Randers. Det føltes af mange som en Banlysning, beskæmmende også for Byen og dens Borgere, og bidrog til at vedligeholde Utilfredsheden med ham. Bispen i Aarhus havde i sin Tid indstillet en anden af Ansøgerne til Embedet som Sognepræst i Randers; men da Far fik Nys derom, var han gaaet direkte til Ministeren og paa dennes Raad til Kongen, Fr. VII. Denne Dristighed tilgav Bispen ham aldrig. I alle de 16 Aar, Far beklædte Embedet, lagde den højærværdige Olding demonstrativt sine pompøse Visitatsrejser udenom Randers, satte i hvert Fald aldrig sine Bruneller i Præstegaarden. Dette betragtedes af mange som en Art Banlysning, beskæmmende ogsaa for Byen, hvad der sikkert bidrog til at vedligeholde Utilfredsheden blandt Borgerne. |U32| Bispen i Aarhus havde i sin Tid indstillet en anden til Embedet som Sognepræst i Randers; men da Far fik Nys derom, rejste han straks over til Ministeren, og da denne intet kunde udrette, gik han direkte til Kongen, Fr. VII. Det var en uhørt Dristighed, som Bispen aldrig tilgav ham og straffede med en Art Banlysning. I alle de 16 Aar, U33 Far beklædte Embedet, lagde den højærværdige Herre, Fromhedens øverste Repræsentant i Stiftet, sine Visitatsrejser udenom Randers, satte i hvert Fald den eneste Gang, han var der, demonstrativt ikke sine Fødder i Præstegaarden.1
Far var en højvoksen, mager Mand, skægløs når undtages de små Bakkenbarter, som den Gang – i "Fadermordernes" og de høje Halsbinds Tid – var så almindelige også blandt Præster. Han havde karakterfulde, skarpt skårne Træk, men måtte på Grund af en Øjensvaghed bære store, mørkeblå Briller, der jo ikke forskønnede Udseendet og navnlig virkede skræmmende på Børn. Som ung, 26-årig teologisk Kandidat havde han i Egenskab af Skibspræst deltaget i Orlogsfregatten "Bellonas" Rejse omkring Cap Horn; men det var Helbredshensyn, ikke Eventyrlyst, der førte ham ud på denne Jordomsejling. Han var et udpræget Hjemmemenneske, og havde trods sin livlige Aand ringe Evne til at komme på Talefod med Fremmede undtagen som Præst og Sjælesørger. Af Omegnens Kaldsfæller havde han kun selskabelig Forbindelse med ganske enkelte. Blandt dem var den landskendte, fyrige Grundtvigianer Christiani i Bjerregrav, den mere afdæmpede Pastor Slamberg i Støvring og frem for alle Fars Ungdomsven og Åndsfrænde Pastor Boesen i Harridslev kun en Milsvej fra Randers. Navnlig det sidste Sted med den gammeldags hyggelige Præstegård og den store Frugthave var for os Børn et sandt Eden at komme ud til. For Far med hans Ømtålighed blev Samværet med disse Præstevenner ikke sjelden en Skuffelse. I de teologiske eller politiske Disputer inde i Studerekamrenes tætte Tobakståge gik det gerne varmt til, og under Hjemkørslen kunde han være tavs og ret forstemt. Far var en højvoksen, mager Mand, skægløs med Undtagelse af de smaa Bakkenbarter, som den Gang – i "Fadermordernes" 78 og de høje Halsbinds Tid – var saa almindelige blandt Præster, at de næsten opfattedes som et Tilbehør til Embedsdragten paa samme Maade som Overskægget til Militæruniformen. Han havde karakterfulde, skarpt skaarne Træk, men maatte paa Grund af en Øjensvaghed altid gaa med store, mørkeblaa Briller, der ved at skjule Blikket forøgede Indtrykket af Strenghed. Som ung, 26-aarig Kandidat havde han i Egenskab af Skibspræst deltaget i Orlogsfregatten "Bellonas" Rejse til Sydamerika omkring Cap Horn. Men det var Helbredshensyn, ikke Eventyrlyst, der førte ham ud paa denne lange Sejlads. Han var et udpræget Hjemmemenneske, og trods sin livlige Aand og skarpe Forstand havde han vanskeligt ved at komme paa Talefod med Fremmede undtagen som Præst og Sjælesørger. Af Omegnens Kaldsfæller var der kun nogle faa, han havde Samkvem med. Blandt dem var den landskendte, fyrige Grundtvigianer Christiani i Bjerregrav, den mere afdæmpede Pastor Slamberg i Støvring og frem 79 for alle hans Ungdomsven, den helt sagtmodige Pastor Boesen i Harridslev. Navnlig det sidste Sted med den gammeldags hyggelige Præstefamilje og store Frugthave var for os Børn et sandt Paradis at komme ud til, da vi var smaa. Men for Far med hans Ømtaalighed kunde endog Samværet med disse Præstevenner undertiden virke forstemmende. I de teologiske eller politiske Disputer inde i Studerekamrenes tætte Tobakstaage gik det ofte varmt til, og under Hjemkørslen kunde han være ret ilde tilmode. |U31| Min Far var en højvoksen, mager Mand, skægløs med Undtagelse af de smaa Bakkenbarter, som den Gang – i "Fadermordernes" Tid – næsten regnedes for et nødvendigt U32 Tilbehør til Embedsdragten paa samme Maade som Overskæg til Militæruniformen. Han havde karakterfulde, skarpt skaarne Træk, men maatte paa Grund af en Øjensvaghed altid gaa med mørkeblaa Briller, der ved at skjule Blikket forøgede Indtrykket af Strenghed. Som ung, 26-aarig Kandidat havde han deltaget i Orlogsfregatten "Bellona"s Rejse til Sydamerika omkring Kap Horn som Skibspræst og skrev en Bog derom. Men det var Helbredshensyn, ikke Eventyrlyst, der førte ham ud paa denne lange Sejlads. Han var et Familjemenneske og havde trods en livlig Aand ret svært ved at komme paa Talefod med Fremmede undtagen i sin Egenskab af Præst.
|U6| I Aaret 1863 blev Far Sognepræst i Randers, den gamle, anselige Handelsstad, hvor Befolkningen i Reformationstiden havde været saa fanatisk luthersk, at Magistraten i 1531 lod Poul Eliæsens Forsvarsskrift for den katolske Messe nagle til Kagen. Nu var Byen mere ligegyldig for den Slags Ting, en Forretningsby, hvor Torvedagene, naar Bønderne kom kørende ind med deres Smør, Flæsk og Æg, var store Dage for alle.
Størsteparten af Egnens andre Præster var Folk, han hverken kunde eller vilde omgåes. De vegeterede i deres Præstegårde ganske uberørte af det kirkelige Nyliv, han selv levede med i, gik væsenlig op i deres store Landbrug eller fortabtes sig i Hverdagsglæder og Kyllingesorger. Trods Mynster og Grundtvig, trods Kierkegård og Martensen var det endnu Kostalden og Marken, Romflasken og Spillebordet, der opslugte mange af disse gejstlige Storproprietærers Tid og Tanker. Adskillie var stærkt forfaldne, et Par af dem vitterlig sindsforstyrrede. Saaledes huserede der nogle Mil fra Randers en Præst, der paa mørke Aftener morede sig med at skræmme sine Sognebørn ved at vandre omkring paa Landevejene indhyllet i et Lagen som et Spøgelse. Blandt Egnens andre Præster var et Par gamle Rationalister, der – uberørt af Tidens kirkelige Røre – havde forskanset sig i et retskaffent Fromhedsliv og væsenlig optoges af Hverdagens private Smaaglæder og Kyllingesorger. Andre gik helt op i Driften af deres store Præstegaardsavling, der kunde omfatte nærved hundrede Tønder Land. Trods Mynster og Grundtvig, trods Kierkegaard og Martensen var det Kostalden og Marken, Spillebordet og Romflasken, der 80 især lagde Beslag paa disse gejstlige Storproprietærers Tid og Tanker. Flere af dem var stærkt forfaldne, et Par af dem vitterlig sindsforstyrrede. Saaledes levede der nogle Mil fra Randers en Præst, der paa mørke Aftener morede sig med at skræmme sine Sognebørn ved at vandre omkring paa Landevejene indhyllet i et Lagen som et Spøgelse. |U6| Ogsaa Størsteparten af Omegnens Præster levede U7 ret uberørte af det kirkelige Nyliv, som Far var saa stærkt optaget af. Trods Mynster og Grundtvig, trods Kierkegaard og Martensen fortabte de sig i Hverdagslivets Glæder og Kyllingesorger, naar det da ikke var Præstegaardsmarken og Kostalden eller Spillebordet og Romflasken, der tog deres Tid og Tanker.
I selve Randers var der foruden Far andre fungerende Gejstlige, nemlig en gammel residerende Kapellan og Hospitalspræst, der var meget afholdt, og to fordrevne sønderjyske Præster, som efter Krigen havde faaet midlertidig Ansættelse der i Byen. Men heller med dem kunne han rigtig harmonere. Jeg mindes i hvert Fald ikke at have nogen af dem i vort Hjem. Saa var der tillige Rabbineren for Byens ret store jødiske Menighed, henved to hundrede Familjer med Synagoge og egen Kirkegaard. Det var en lille Mand paa Alder med min Far, videnskabelig interesseret som han og med omfattende Kundskaber. Men han var tysk, var Doktor fra et tysk Universitet, og frastødte desuden Far ved sin jødiske Ortodoxi, skønt hans egen lutherske Rettroenhed ikke gavde noget efter i Strenghed. I selve Randers var der foruden Far tre andre fungerende Gejstlige, nemlig en gammel residerende Kapellan og to fordrevne sønderjyske Præster, som efter Krigen havde faaet midlertidig Ansættelse der i Byen. Men heller ingen af dem mindes jeg nogensinde at have set i Præstegaarden. Saa var der tillige Rabbineren for Byens talrige jødiske Menighed, næsten to hundrede Familjer med Synagoge og egen Kirkegaard. Det var en graaskægget lille Mand paa Alder med Far, med stor Familje ligesom han og omfattende teologisk Lærdom. Men hans jødiske Rettroenhed faldt Far for Brystet, og desuden var han Tysker, havde Doktorgraden 81 fra et tysk Universitet, og alene dette umuliggjorde den Gang – saa kort efter Krigen – al Omgang udover tilfældige Gademøder. |U33| I Randers var der foruden ham tre andre fungerende Gejstlige, en ældre residerende Kapellan og to fordrevne sønderjydske Præster, der efter Krigen havde faaet midlertidig Ansættelse der i Byen. Saa var der tillige Rabbineren for den talrige jødiske Menighed, et Par Hundrede Familjer med Synagoge og egen Kirkegaard. Men hans jødiske Rettroenhed faldt Far for Brystet, og desuden var han Tysker, havde Doktorgraden fra et tysk Universitet, og alene dette gjorde paa den Tid saa kort efter Krigen al Omgang vanskelig.
Endnu en Præst var nylig til almindelig Bestyrtelse dukket op i Byen, og Forholdet til ham var både for min Fars og de andre Præsters Vedkommende et utilsløret Fjendskab. Han var nemlig katolsk. Efter mere end 300 Års Forløb havde igen en romersk Pater vist sig i Gaderne her, hvor Befolkningen i Reformationstiden havde været så fanatisk luthersk, at Magistraten i 1531 lod Poul Eliæsens Forsvarsskrift for Messen nagle til Kagen. Det var en yngre, tætbygget Mand med et rundt, glat og smilende Ansigt. Også han var tysk. Han havde indrettet sig en Bolig og en lille Kirkesal i et af "Slotsgårdens" mange gamle Huse, og det hed sig, at han ved udstrakt Godgørenhed allerede havde vundet en Del Tilhængere blandt Byens Fattige.

Med denne fremmede Præst hændte der mig nu følgende:
Endnu en fjerde gejstlig Person var nylig til almindelig Forbløffelse dukket op i Byen, og Forholdet til ham var ikke alene for min Fars men ogsaa for de andre Præsters Vedkommende øjeblikkelig blevet et aabenlyst Fjendskab. Han var nemlig katolsk. Efter mere end 300 Aars Forløb havde igen en romersk Pater vist sig i Randers, hvor Befolkningen i Reformationstiden havde været saa fanatisk luthersk, at Magistraten i 1531 lod Poul Eliæsens Forsvarsskrift for Messen nagle til Kagen. For et halvt Aarhundrede siden, i 1808, da Napoleon sendte spanske og franske Hjælpetropper til Danmark og et Regiment Spanioler var indkvarteret i Randers, fulgte der ganske vist ogsaa en Del fremmed Gejstlighed med herop, og der blev rejst Altre og holdt katolsk Gudstjeneste paa Byens Torve. Men det var Feltpræster, der kom og gik med Hærene. Denne 82 derimod havde slaaet sig ned i Byen for at blive her. Han havde indrettet sig en Bolig og en Bedesal i et af "Slotsgaarden" mange gamle Huse, og det hed sig, at han ved udstrakt Godgørenhed allerede havde vundet en Del Tilhængere blandt Byens Fattige. Denne fremmede Præst, som jeg et Par Gange havde set paa Gaden – en yngre Mand med et rundt, glatraget Ansigt – skulde jeg paa ejendommelig Maade komme i nærmere Berøring med. |U33| Ogsaa en anden fremmed Præst havde nylig til almindelig Forskrækkelse slaaet sig ned i Byen. Han var nemlig katolsk. Efter mere end 300 Aars Forløb blev der nu igen holdt katolsk Gudstjeneste i Randers. Præsten U34 var en yngre Mand, hans Kirke et lejet Lokale i Slotsgaarden, hvor han samlede Nysgerrige, der vilde se ham knæle og korse sig under Gudstjenesten som i længst forsvundne Tider. Jeg kendte ham jo af Udseende fra Gaden, og det mærkelige skulde hænde, at jeg kom i personlig Forbindelse med ham.
I et Frikvarter i Skolegården kom en af de lidt ældre Elever hen til mig, stak fortrolig sin Arm ind under min og hviskede mig i Øret, at han havde en Indbydelse til mig. Han var søn af Skolens Rektor, en underlig forvirret og excentrisk Fyr, som jeg altid havde holdt mig fjernt fra. Da han så' min Forbavselse, trak han mig til Side, og efter at have forvisset sig om, at ingen kunde høre os, fortalte han mig med en hemmelighedsfuld Grimace, at det var den katolske Præst, der gerne vilde gøre mit Bekendtskab. Han havde selv været hos ham et Par Gange sammen med Pedellens Søn, der havde Familje i Slotsgården. De var bleven glimrende modtaget, havde fået Vin og Kager, og Præsten havde hver Gang opfordret dem til at komme igen og tage et Par Venner med sig. Da jeg ønskede nærmere Besked, omgav han sig atter med stor Hemmelighedsfuldhed, sukkede og sagde, at det var altfor omstændeligt at forklare her. Vi måtte hellere tales ved efter Skoletid i et af Byens Anlæg. Han skulde da sætte mig ind i Forholdet.

Om Eftermiddagen mødtes vi så i Tøjhushaven og satte os på en Bænk i en af Havens mindst befærdede Gange.
I et Frikvarter kom en af de lidt ældre Skoleelever hen til mig paa Legepladsen, stak fortrolig sin Arm ind under min og hviskede mig i Øret, at han havde en Indbydelse til mig. Da han saa' min Forbavselse, trak han mig til Side for at ingen skulde høre os. Han var Søn af selve Skolens Rektor, en underlig forvirret og excentrisk Fyr, som man ikke let blev klog paa. Efter at have forvisset sig om, at der ikke var nogen i Nærheden af os, som lyttede, sagde han, at det var den katolske Præst, der gerne vilde gøre mit Bekendtskab. Han 83 havde selv været hos ham et Par Gange sammen med Pedellens Søn, der havde Bekendte i Slotsgaarden. De var bleven glimrende modtaget, havde faaet Vin og Kager, og Præsten havde hver Gang opfordret dem til at komme igen og tage et Par Venner med sig. Det lød lidt mærkeligt. Da jeg bad om nærmere Forklaring, sagde han, at det vilde være for omstændeligt at udvikle Sagen her i Frikvarteret. Vi maatte hellere træffes efter Skoletid og tales ved i et af Byens Anlæg. Om Eftermiddagen mødtes vi saa i Tøjhushaven og satte os paa en Bænk i en af Havens mindst befærdede Gange. |U34| Det skete ved en af mine Skolekammerater, en underlig Fyr, en Søn af selve Rektoren. Han stak en Dag i Frikvarteret paa Legepladsen bagfra sin Arm ind under min og hviskede, at han havde en Indbydelse til mig. Det var den katolske Præst, der gerne vilde gøre mit Bekendtskab. Han var et storartet Menneske, som han selv var bleven gode Venner med, og som ogsaa jeg sikkert vilde synes om.
Men også her foregav han Betænkeligheder og krævede, at jeg i hvert Fald først højtideligt måtte sværge på ikke at lade hans Betroelse gå videre til noget Menneske. Jeg svor. Og nu fortalte han mig, med et af Åbenbaringer lysende Ansigt, at han allerede var overbevist Katolik og hjemme hos sig selv i et tomt Kælderrum havde indrettet et Kapel med Krucifix og Bedeskammel, hvor han daglig tilbragte flere Timer med Bodsøvelser og religiøse Betragtninger. Desuden fortalte han om et katolsk Institut i Rom, der uden Betaling optog og underholdt Elever fra alle Lande. Også han og jeg kunde på Præstens Anbefaling komme til at bo der gratis og endogså få Rejsen betalt. Vi vilde blive klædt i en af de nydelige Abbatedragter, som vi kendte fra Malerier derned fra, og i det hele have det som Blommen i et Æg. Men ogsaa her indspandt han sig i stor Hemmelighedsfuldhed, og tilsidst tav han helt, idet han krævede af mig, at jeg først skulde sværge paa, at jeg ikke vilde lade hans Betroelse gaa videre til noget Menneske. Jeg svor. Og nu fortalte han mig, at han allerede var overbevist Katolik og hjemme hos sig selv, i et af Skolens tomme Kælderrum, havde indrettet et Kapel med Alter og Bedeskammel, hvor han daglig tilbragte et 84 Par Timer med Bodsøvelser og religiøse Betragtninger. Endvidere fortalte han om et katolsk Institut i Rom, der uden Betaling optog og underholdt Drenge og unge Mennesker fra alle Verdens Lande. Baade han og jeg kunde naarsomhelst komme dertil paa Præstens Anbefaling. Og alting var gratis. Endogsaa Rejsen derned blev betalt. |U34| Da jeg bad om nærmere Forklaring, indhyllede han sig i stor Hemmelighedsfuldhed og forlangte, at jeg skulde love ham ikke at fortælle, hvad han nu vilde betro mig, til noget Menneske. Han fortalte saa, at han var bleven overbevist Katolik og nede i et af Skolens tomme Kælderrum havde indrettet sig et Kapel med Alter og Bedeskammel, U35 hvor han daglig tilbragte nogle Timer med Bodsøvelser og fromme Betragtninger. Han talte desuden om et religiøst Institut i Rom, der uden Betaling optog unge Mennesker fra alle Lande. Baade han og jeg kunde komme dertil paa Anbefaling af den katolske Præst. Endogsaa Rejsen derned blev betalt.
Det lød altsammen for eventyrligt til, at jeg kunde tro paa det. Men min Nysgerrighed var bleven vakt, og Dagen efter fulgtes han og jeg til Slotsgården for at besøge Præsten. Det lød altsammen for eventyrligt til, at jeg kunde tro paa det. Det var desuden en bekendt Sag, at Rektorsønnen holdt af at gøre sig interessant med al Slags fantastisk Paahit. Men min Nysgerrighed var bleven vakt, og Dagen efter fulgtes han og jeg til Slotsgaarden for at besøge Præsten. |U35| Det lød ret usandsynligt, og Rektorsønnen var ikke noget paalideligt Sandhedsorgan, havde tværtimod den Vane at gøre sig interessant med al Slags Paahit. Men min Nysgerrighed var bleven vakt. Jeg vilde nu vide Besked. Efter endnu et Par Samtaler fulgtes vi saa en Dag hen til Præsten paa Besøg.
En ældre Husholderske lukkede forsigtig op for os og ført os ind i en lavloftet. halvmørk stor Stue med en egen røgelsekrydret Atmosfære, der straks hensatte os til en fremmedartet Verden. Præsten tog venligt imod mig. "Se se! En Søn af Sognepræsten! Velkommen, unge Mand!" Han talte Dansk, men brød på Målet som vor holstenske Skrivelærer, sagde "jaj" og "maj" og "Ach so!" Da han hørte, at vi ikke skulde i Skole den næste Dag, fordi det var Helligdag, studsede han først, men da vi oplyste, at det var Store Bededag, gik der et ejendommelig bredt Smil over hans Ansigt. "Ja, wohl! Store Bededag – ikke sandt? Varme Hveder?" Jeg skottede til min Kammerat; ingen af os vidste rimeligvis den Gang, at Bededagen var en særlig dansk Helligdag, endmindre, at den oprindelig indstiftedes "til Afværgelse af papistiske Anslag og Rænker", som det hedder i den gamle Forordning. Men den fremmede Præst vidste åbenbart Besked. Derfor Smilet. En ældre Husholderske lukkede op for os. Først bekiggede hun os forsigtig gennem Dørsprækken; men da hun fik Øje paa min Ledsager, aabnede hun helt, og vi blev ført ind i en stor Stue med en egen røgelsekrydret Atmosfære, der straks hensatte mig i en fremmedartet Verden. Lidt Aftensol faldt ind gennem de to lave Vinduer, og ved det ene af dem sad Præsten tilsyneladende fordybet 85 i en Bog. Han tog venligt imod mig. "Se-se! En Søn af Sognepræsten! Velkommen, unge Mand!" Han talte Dansk med fremmed Akcent, brød paa Maalet omtrent som vor holstenske Skrivelærer, sagde "jaj" og "maj" og "Ach so!" Da han hørte, at vi ikke skulde i Skole den næste Dag, fordi det var Helligdag, studsede han først; men da han fik at vide, at det var Store Bededag, gled der et lille Smil over hans glatte, runde Ansigt. Ingen af os Drenge vidste rimeligvis, at Bededag var en speciel dansk Helligdag, endsige, at den oprindelig indstiftedes "til Afværgelse af papistiske Anslag og Rænker", som det udtrykkelig hedder i den gamle Forordning. Men Præsten har sikkert nok vidst Besked. Derfor Smilet. |U35| Vi ringede paa; men Døren blev kun lukket op paa Klem. Et gammelt Ansigt viste sig i Sprækken. Det var Husholdersken. Da hun fik Øje paa min Ledsager, der havde holdt sig bagest, aabnede hun dog helt og med et Kniks. Vi blev ført ind i en solfyldt Stue, hvis hele Udstyr og Atmosfære straks hensatte mig i en fremmedartet Verden. Da Præsten hørte, hvem jeg var, bød han mig hjertelig U36 velkommen. Han talte dansk med fremmed Akcent, brød paa Maalet omtrent som vor holstenske Skrivelærer. Da han fik at vide, at vi ikke skulde i Skole den næste Dag, fordi det var Helligdag, studsede han først; men da han hørte, at det var store Bededag, gled et Smil over hans Ansigt. "Ja wohl! Store Hvededag ikke sandt? Varme hveder." Vi Drenge anede vistnok ikke, at Bededagen var en speciel dansk Helligdag, endsige, at den i sin Tid blev indstiftet "til Afværgelse af papistiske Anslag og Rænker", som det udtrykkelig hedder i den gamle Forordning derom. Men Præsten har nok hørt lidt derom. Derfor Smilet.
Nu bankedes der på Døren. Husholdersken kom ind med Vin og Kager på en Bakke. Præsten skænkede selv i Glassene. Han fortalte, at Vinen var fra hans egen Hjemegn ved Mosel, Peberkagerne også. Så løftede han sit Glas og hilste på os, som om vi var voksne Mennesker. Jeg var henrykt. Jeg forstod at det var en Præst, man måtte holde af. På hans Spørgsmål om mine Fremtidsplaner svarede jeg uden Betænkning, at jeg vilde til Søs for at komme ud og se mig om i Verden. Han lo og sagde, at det Ønske havde han også haft i min Alder, og nu var han bleven Præst. Men Håbet om at lære fremmede Lande at kende havde han alligevel fået fuldt ud opfyldt, takket være den verdensomspændende Kirke, han tilhørte. Han fortalte om alle de Steder, han havde været udsendt til, om det hellige Land og Tyrkiet, men navlig om Rom. Og nu var han også kommen her til "det kære lille Danmark", som han sagde. Der blev nu banket paa Døren. Husholdersken kom ind med Vin og Kager paa en Bakke. Præsten skænkede selv i Glassene. Han fortalte, at Vinen var fra hans egen Hjemegn ved Mosel, Peberkagerne ogsaa. Saa løftede han sit Glas og hilste paa os, som om vi var voksne Mennesker. Jeg var 86 ganske overvældet. I mit stille Sind gjorde jeg Rektorsønnen den Indrømmelse, at dette virkelig var en Mand, man maatte holde af. Præsten udspurgte mig om mine Fremtidsplaner, og da jeg svarede, at jeg vilde til Søs for at komme ud og se mig om i Verden, smilte han og sagde, at det samme Ønske havde han selv haft i min Alder og præcis af samme Grund. Og nu var han dog altsaa bleven Præst. Men Haabet om at lære fremmede Lande at kende havde han alligevel fuldt ud faaet opfyldt, takket være den verdensomspændende Kirke, han tilhørte. Og han fortalte om alle de Steder, han havde været udsendt til, om Jerusalem og det hellige Land, men især om Rom. Og nu var han altsaa havnet her i "det kære lille Danmark", som han sagde. |U36| Der blev banket paa Døren. Det var Husholdersken, som kom ind med Vin og Kager paa en Bakke. Præsten skænkede selv i Glassene og fortalte, at Vinen var fra hans Hjemegn ved Mosel, Peberkagerne ogsaa. Saa hilste han paa os, som om vi var voksne Mennesker. Jeg var ganske overvældet og gjorde i mit stille Sind Rektorsønnen den Indrømmelse, at dette virkelig var en Præst, man maatte U37 respektere. I Samtalens Løb udspurgte han mig om mine Fremtidsplaner, og da jeg svarede, at jeg kunde tænke mig at gaa til Søs for at komme ud og se mig om i Verden, sagde han, at det samme Ønske havde han selv haft i min Alder og ganske af samme Grund. Og saa var han dog bleven Præst. Men Haabet om at lære fremmede Lande at kende havde han alligevel faaet opfyldt takket være den verdensomspændende Kirke, han tilhørte. Og nu havde han altsaa faaet sit Hjem her i "det kære lille Danmark".
På Hjemvejen klamrede min Ledsager sig helt krampagtig til min Arm og vilde absolut, at jeg skulde følge med ham hjem til hans hemmelige [spalte 7] Bedekammer. Der skulde vi i Fællesskab holde Andat og bede om, at det måtte forundes os at komme til Rom og blive katolske Præster. Så kunde en af os måske til sidst nå at blive Pave. Jeg svarede ingenting, men frigjorde mig for ham med en Følelse af Ubehag. Paa Hjemvejen tog min Ledsager mig paa sin fjantede Maade under Armen. Han vilde absolut, at jeg skulde følge med ham hjem og se hans hemmelige Bedekammer, hvor vi saa kunde holde Andagt og i Fællesskab bede om, at det maatte forundes os at komme 87 til Rom og blive optaget paa Præsteseminariet. Jeg frigjorde mig for ham med en Følelse af Ubehag. |U37| Ved Afskeden lovede jeg at komme igen;
[spalte 7/2] Jeg havde aldeles ingen Lyst til at blive Præst, heller ikke katolsk, og Pavedrømme lå uendeligt fjernt fra mine Tankers Verden. Men Udlængslen havde rejst sig stormende i mig. Men Udlængslen havde rejst sig kraftigt i mig ved Præstens Fortællinger.
[spalte 7/5] Men nu skete der altså det, at de gyldne Portfløje til den store Verden pludselig åbnede sig for mig som ved et Trylleri. I katolsk Forklædning vilde jeg kunne slippe bort uden at have en Øre på Lommen. Ved et fornyet Besøg hos Præsten sammen med min Kammerat havde jeg fået Vished for, at dennes Fortællinger om Abbateskolen [spalte 8] i Rom ikke var Opspind. Jeg havde også fået forevist kolorerede Billeder dernedefra, Kirker og Klostre i en ferskenfarvet Belysning, der henrev mig. I de følgende Uger var vi flere Gange henne i Slotsgaarden og havde lange Samtaler med ham. – Under et af disse Besøg viste han os en Mappe med kolorerede Billeder af italienske Landskaber med Kirker og Klostre i en ferskenfarvet Belysning, der ganske besnærede mig. Ogsaa var der Billeder af Seminariet i Rom og af Eleverne i deres klædelige Abbatedragter, og hvad han forklarede mig om Optagelsen paa denne Skole svarede nogenlunde til, hvad min Kammerat havde fortalt mig derom. Med andre Ord: i katolsk Forklædning vilde jeg kunne faa Porten ud til den store, vide Verden til at aabne sig for mig som ved et Trylleri. Det galdt blot om at opnaa mine Forældres Samtykke til Rejsen. Men hvorfor skulde de nægte mig den? Alting var jo gratis. Ogsaa Jernbanebilletten blev betalt.
[spalte 8/2] Og så, efter at jeg i et Par Uger havde fantaseret mig ind i en Fremtid med grænseløse Muligheder, forvandledes den hele forføreriske Luftspejling sig til en lynsvanger Tordensky. Den hele straalende Luftspejling opløste 88 sig naturligvis for mit Vedkommende i Dunst.
[spalte 8/4] Rygterne fik tilsidst også fat i min Kammerats og mine Besøg i Slotsgården, hvad der foranledigede et stort Forhør i min Fars Stue og en alvorlig Skærpelse af Opsynet med min Færd udenfor Hjemmet. Vore Besøg i Slotsgaarden kunde i Længden ikke hemmeligholdes. De kom snart ogsaa mine Forældre for Øre og gav Anledning til et stort Forhør i Fars Stue med ubekvemme Følger for mig. |U37| men Besøget fik Følger, jeg ikke havde forudset. Der blev snakket om det flere Steder i Byen, og en Dag kom Snakken ogsaa min Fader for Øre. Det blev til et alvorligt Forhør med det Resultat, at en Gentagelse blev mig strengt forbudt, min Omgang i det hele kraftigere kontrolleret i Fremtiden.
[spalte 8/5] Med Rektorsønnen gik det helt anderledes. Forinden den katolske Præst måtte fortrække, var det lykkedes ham at fuldbringe min Kammerats Omvendelse til Katolicismen og opnå hans Forældres Tilladelse til at inmelde ham i Propagandaens Præsteskole i Rom som Prøvelærling. Jeg så' langt efter ham, da jeg hørte om hans Afrejse; thi for mig syntes nu alle Veje ud til Friheden stængede for lange Tider. Rektorsønnen derimod kom virkelig til Rom og blev optaget som Prøvelærling i Propagandaens Præsteskole dernede. Hans Far har velsagtens ment det værd at forsøge, om man ad den Vej kunde faa et ordentlig Menneske ud af ham. Jeg saa' langt efter ham, da han rejste; |U38| Havde den katolske Præst nu ikke det forventede Udbytte af sin Elskværdighed mod mig, fik han til Gengæld Glæde af sit Forhold til Rektorsønnen, der en Tid efter virkelig fik Lov til at rejse til Rom og blive optaget i Propagandaens Lærlingeskole dernede. Jeg fulgte ham i Tankerne med Misundelse og ventede utaalmodigt paa hans første Breve.
[spalte 7/3] Jeg gik i mit femtende År, og den blotte Mulighed for at slippe bort fra Hjem og Skole kastede mig de følgende Dage ind i mørke og oprørske Stemninger. Forholdet til mine Pårørende, navnlig til min Far, havde længe været spændt. De Søndags-Udflugter til Venner og Kammerater i Omegnen, som jeg hidtil havde Humøret oppe med, var på Grund af min Karakterbogs mange tg'er bleven mig forment, og jeg følte mig frygtelig forurettet.
[spalte 7/4] Der var Tider, hvor jeg for Alvor spekulerede på at rømme fra det hele og skaffe mig Hyre på et Skib, der gik i Langfart. ja i min Græmmelse tænkte jeg endogsaa paa at rømme hjemmefra ved at skaffe mig Hyre paa et eller andet Skib, der gik i Langfart.
[spalte 7/5] Nede ved Bryggen, i en gammeldags Krambod, der især søgtes af Havnens Folk, holdt jeg til i Smug sammen med et Par andre Latinskoleelever, der heller ikke hørte til Skolens Pragtblomster. Butikkens Indehaver var en skikkelig gammel Fyr, hos hvem vi købte vort Forbrug af Lakridsrod, Johannesbrød og Tobak, fordi han gav os Drenge Kredit. Vi fik også Lov til at sidde på Disken eller på Saltkisten og smøge "Mosrose" af Kridtpiber ligesom hans andre Kunder, der tilmevis hang i Butikken. Disse Småskippere og Kullempere med deres drøje Fortællinger fra Hamborgs og Newcastles Haveknejper var jo ikke allesammen forhenværende Kinafarere; men i denne mørke Bod, der lugtede af Tovværk og Tjære, var Flyveuroen i mit Blod daglig bleven kraftig næret. Nede ved Bryggen i en gammel Krambod, der navnlig søgtes af Havnens Folk, havde jeg den sidste Tid holdt til i Smug sammen med et Par andre Kammerater, der heller ikke hørte til Skolens Pragtblomster. Butikkens Indehaver var en halvgammel Fyr, der godmodig gav os Drenge Lov til at sidde paa Disken og smøge "Mosrose" af Kridtpiber. Kunderne – mest 89 Smaaskippere og Lodser – var næppe allesammen forhenværende Kinafarere; men denne mørke Bod med dens Lugt af Tovværk og Tjære, og disse gamle Ulkes drøje Fortællinger om deres Eventyr paa de store Have vedligeholdt stadig den rebelske Uro i mit unge Blod.
[spalte 8/3] Præsten forsvandt nemlig pludselig, og hans Forsvinden, der ikke var frivillig, satte mange Rygter i Omløb. Det hed sig, at hans Velgørenhed havde strakt sig så vidt overfor en ung Enke, at hun var bleven med Barn ved ham, og nu var han kaldt bort for at afsone sin Brøde i et strengt Klosterfængsel et Sted i Udlandet. Der skete nu det, at den katolske Præst pludselig og hemmelighedsfuldt forsvandt fra Byen og sin lille Menighed. Rygterne svirrede. Det forlød, at hans Bortrejse ikke var frivillig. Man sagde, at hans Interesse for en yngre Enke havde været varmere end tilladeligt, og at han var kaldt bort for at afsone Brøden med Faste og Bøn i et strengt Klosterfængsel i Udlandet. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulde tænke derom. Navnlig det med Klosterfængslet lød jo uhyggeligt.
Dertil kom, at jeg til min Forundring aldrig hørte noget fra Rektorsønnen. Jeg havde ventet at faa lange Beskrivelser af alt det vidunderlige, han oplevede. Men han, den altid snakkende og deklamerende, var bleven tavs som – ja som et Fængsel. Det 90 var maaske alligevel ikke altsammen saa straalende derude i det Fremmede som jeg havde forestillet mig det. |U38| Han havde ved Afrejsen lovet at skrive flittigt om alt det vidunderlige, han oplevede. Men til min Skuffelse lod han slet ikke høre fra sig. Han, den altid talende og pralende, U39 var bleven ganske tavs. Havde det maaske ikke altsammen været saa straalende? Kunde maaske selve Rom have skuffet?

**
*
[spalte 9/2] Fra Rektorsønnen hørte jeg til min Forundring aldrig. Han kom dog efter nogle Års Forløb tilbage til Landet som katolsk Præst, og vakte i sin Tid en Del Overraskelse og Uro ved ret ubehersket at blande sig i den politiske Strid. Indenfor sin egen Kirke og dens Præsteskab var han ikke langt fra at blive betragtet som en farlig Oprører; og da han ikke paa anden Maade lod sig bringe til Tavshed, fik man ham anklaget og straffet for af lignende Art som den, hans tidligere Skrifte- og Lærefader i Randers havde måttet bøde for. Ligesom denne blev han forvist til et ensomt Kloster i Udlandet, og der hørtes aldrig noget om ham. En Del Aar efter hørte jeg, at den forhenværende Skolekammerat nu var kommen tilbage til Landet som katolsk Præst. Men end ikke Kirketugtens Strenghed syntes at have formaaet noget overfor Vildskuddene i hans Natur. Til sine Troesfællers Forfærdelse kastede han sig ret ubehersket og forvirret ud i Dagens politiske Stridigheder, og da han ikke paa anden Maade lod sig bringe til Tavshed, blev han anklaget for alvorligere Forseelser og ligesom sin tidligere Skrifte- og Lærefader i Randers forvist til et ensomt Kloster i Syden. Der hørtes aldrig noget om ham siden.
**
*
Disse og andre Uheld for den katolske Propaganda fik dog hverken i Randers eller andre Steder Indflydelse på Pavekirkens støtte Fremgang her i Landet. Et af vore katolske Ugeblade meddelte nylig, at der nu er 25 Tusinde Katoliker i Danmark. I Betragtning af de mange Kirker, Skoler, Hospitaler og Klostre, de efterhånden har opført omkring i Landet, kan Resultatet vel ikke kaldes overvældende. Men i Norge findes der – efter samme Kilde – knap tre Tusinde Katoliker, i Sverige, hvis Folketal omtrent er så stort som Danmarks og Norges tilsammen, et lignende Antal. Med andre Ord: der er i Danmark mere end 8 Gange så mange Katoliker som i noget af de andre skandinaviske Lande. Det er en Forskel, der vækker til Eftertanke. Disse og andre Uheld for den katolske Propaganda har som bekendt ikke formaaet at hindre Pavekirkens støtte Fremgang her i Landet. Et af de katolske Ugeblade meddelte 91 nylig, at der nu er 25 Tusinde Katoliker i Danmark. I Betragtning af den Mangfoldighed af katolske Kirker og Kapeller, de mange Skoler, Hospitaler og Klostre, der efterhaanden er opstaaet her, kan Tallet maaske ikke kaldes overvældende. Men i Norge findes der – efter samme Kilde – knap 3 Tusinde Katoliker, i Sverige, hvis Folketal omtrent er saa stort som Norges og Danmarks tilsammen, et lignende Antal. Med andre Ord: der er i Danmark mere end 8 Gange saa mange Katoliker som i noget af de nærmeste skandinaviske Lande. Det er en Forskel, der vækker til Eftertanke.
På Forhånd skulde man jo have troet, at Romerkirken ikke havde store Chancer hos os, i Kingos og Grundtvigs Fædreland. Endnu i sin høje Alderdom rejste den sidste af disse lutherske Slagbjørne sig på Bagbenene spalte10 i al sin plumpe Vælde og langede ud efter Pavestolen med sin tunge Lab. "Kan dog ikke enhver, der har sund Menneskeforstand, begribe, at Paven i Rom er det største Vrævlehoved under Solen," hedder det i hans sidste Skrift: "Den kristelige Børnelærdom". Og hans Ord faldt jo i gødet Jord, blev modtaget og efterlevet af hans store Menighed i det danske Folk. Men alligevel! Paa Forhaand skulde man jo tro, at Romerkirken ikke kunde have store Chancer i Kingos og Grundtvigs Fædreland. Endnu i sine Oldingeaar rejste den sidste af disse lutherske Slagbjørne sig i al sin plumpe Vælde og langede ud efter Pavestolen med sin tunge Lab. "Kan dog ikke enhver, der har sund Menneskeforstand, begribe, at Paven i Rom er det største Vrævlehoved under Solen," hedder det i hans sidste større 92 Skrift: "Den kristelige Børnelærdom"2. Og hans Ord faldt jo i gødet Jord, blev modtaget og efterlevet af hans store Menighed i det danske Folk.

Men alligevel!
|U37| Nogen Ængstelse for den katolske Præst og hans Indflydelse var der dog ikke Tale om. Romerkirkens Chancer ansaaes overhovedet ikke for store her i Kingos og Grundtvigs U38 Fædreland. Endnu i sin høje Alderdom havde den sidste af disse to lutherske Slagbjørne langet kraftigt ud efter den med sin tunge Lab. "Kan dog ikke enhver, der har sund Menneskeforstand, begribe, at Paven i Rom er det største Vrøvlehoved under Solen," hedder det i hans sidste Skrift: Den kristelige Børnelærdom. Det turde vel være et Spørgsmaal, om ikke Grundtvig selv ved saadanne Ord havde bidraget til at berede Vejen for Katolicismens Genkomst her til Landet.
Nu er det et Spørgsmål, om ikke Grundtvig selv har bidraget til at berede Vejen for Katolicismens Genkomst og Fremgang her i Landet. Men samme harm- og larmfulde Iver, hvormed han bekæmpede Pavedømmet, havde han jo også forkætret Rationalisme. Den "sunde Menneskeforstand", han i nævnte Stykke påkalder mod Rom, havde han og hans Disciple selv været med til at mistænkeliggøre og nedbryde hos Folket med det Resultat, som vi nu daglig har for Øje: En Kirke, hvor de forskellige Retninger ligger i Hårene på hinanden, hvor den ene Sognepave med Grundtvig som Forbillede nedtordner den anden og ved anmassende Selvhævdelse spreder Uro og Forvirring i Menigheden. Kan man da undre sig over, at saå mange nu står vaklende og vigende overfor den katolske Kirke og dens snilde Præster, der samdrægtige som Myrer opbygger og befæster Kleresiets Verdensherredømme. Nu var Grundtvig og hans Disciple vel heller ikke de rette Vaabendragere, naar det galdt om at tage Kampen op mod den indtrængende Katolicisme. De havde selv beredt den Vejen. Med samme larmende Nidkærhed, hvormed Grundtvig væltede sig ind paa Pavemagten, havde han tidligere forkætret Rationalisterne og deres Form for Gudsdyrkelse. Den "sunde Menneskeforstand", som han i ovennævnte Stykke paakalder overfor Rom, havde han og hans Meningsfæller været de ivrigste til at mistænkeliggøre og nedbryde hos Folket. Vi har derfor nu en Kirke, hvis Præster ligger i Haarene paa hinanden som Advokaterne i en holbergsk Komedie, hvor den ene Sognepave nedtordner den anden og med Grundtvig som Forbillede kræver Plads for sig og sine private Meninger. Kan man da undre 93 sig over, at flere og flere af Menighedens bekymrede staar vaklende og vigende overfor den maalbevidste katolske Kirke og dens uselviske Præster, der samdrægtige som Myrer opbygger og befæster Pavestolens Verdensherredømme?
Foreløbig er der altså 25 Tusinde Katoliker i Danmark. Men kan vi andre virkelig ønske at se vort Land påny lagt ind under Romerpavens Tøffel og få vore børnefrodige Præstehjem, der i fire hundrede Aar har været Kulturens Avlscentrer hos os, omskabte til Indelukker for aketiske Eneboere. Foreløbig har vi altsaa 25 Tusinde rettroende Katoliker i Danmark, – allerede et helt lille Bispedømme. Skal denne Udvikling fortsættes? Skal vore Efterkommere maaske en Gang opleve, at Protestantismens Prækestol, der rager saa anmassende frem i Kirken med sin egen Himmel og helt har forandret Rummets oprindelige Karakter, eller at de mer og mindre magelige Stolestader, der afløste de katolske Knæleskamler og ligeledes har bidraget til at omskabe Templet til en Høresal, – at alt dette ryddes ud og sælges som gammelt Skrammel? Skal den stille Messes højtidsfulde Stemning atter fylde Kirken, mens Røgelseduft stiger op mod dens Hvælvinger? Skal barfodede Munke og andre Kuttemænd igen vise sig paa vore Landeveje med Tiggerpose og Pilgrimstav? 94 Og vore mange børnerige Præstegaarde, der i fire hundrede Aar har været Kulturens livsfrodige Avlscentrer her i Landet, skal de en Gang i Fremtiden omdannes til Hjem for Asketer og klosterlige Barmhjertighedsgerninger?
Med al Agtelse for katolske Klostrebrødes og Klostersøstres Selvfornægtelse, vi danske har dog mere Sans for luthersk Borgerfromhed og frimodig Livsnydelse. Hvor langt den enkelte end kan have fjernet sig fra den hjemlige Kirke, den er dog vor Aands Vugge og Rangle, der ad mange skjulte Veje vedbliver at øve Indflydelse på os og vel også for en stor Del har gjort os til det, vi er blevne. Med al Ærbødighed for katolske Nonners og Ordensbrødres fromme Selvfornægtelse – kan vi ønske det? Hvor langt den enkelte end kan have fjernet sig fra den brøstfældige lutherske Kirke, den er dog nu en Gang vor Aands Vugge og Rangle, der har lagt Grunden i os til det, vi er blevet. Som Modermælken fortsat har Indflydelse paa Barnet længe efter, at det er vænnet fra, saadan ogsaa med Hjemmets Tros-liv og alt, hvad der er sunget ind i os som smaa. Ad mange skjulte Veje vedbliver det at indvirke ogsaa paa de Frafaldne med Mindets Magt og i alle Livets store Øjeblikke at stemme Sindet i Orgeltone.
[1] Dette afsnit er i Undervejs ... flyttet til efter det flg. afsnit. tilbage
[2] Den kristelige Børnelærdom: citatet skal verificeres. tilbage