|
Drengeaar |
Undervejs til mig selv |
|
Gudenaaen – Aborrekrogen – Fladbro – Tebbestrup Bredning – Floes.
Hvor mange af dem, der har haft den Lykke at leve deres Ungdom i Randers, kan høre disse Navne uden Hjertebanken. De opruller for Erindringen et storladent Naturbillede, – Danmarks eneste Flodlandskab. Fra sit Udspring i Jyllands Indre baner Gudenaaen sig i bugtet Løb frem til Randers gennem et Engdrag, der efterhaanden bliver milebredt og frodigt som en Marsk. Det er gammel Havbund. Langt vest for Randers kan man under Engmulden finde Østersskaller og Levninger af andre Saltvandsdyr fra Tiden før Landet hævede sig af Havet. Om Sommeren sopper fritgaaende Kvæg om i det knæhøje Græs, og som ved 96 Nilens Bredder spankulerer Storke med gammeljomfruagtige Lader omkring i al denne Frodighed og knebrer velbehageligt. Til begge Sider løfter det forrige Kystland sig stejlt med nøgne Grusskrænter eller skovklædte Banker. Paa stille Sommeraftener, naar Engene damper, eller under en af Efteraarets store Storme, naar Vandet i Aaen opstemmes og oversvømmer hele Dalbunden, kan man oppe fra Højderne faa et meget levende Indtryk af, hvordan Landet har set ud, den Gang det ældste Stenalderfolk levede her og drog paa Fiskefangst i udhulede Træstammer. |
U53 Tebbestrups Bredning – Fladbro – Aborrekrogen – Floes. Mon nogen, som har haft den Lykke at leve deres Ungdom i Randers og sejle paa Gudenaaen kan høre disse Navne uden at føle Hjertet svulme af Hjemlængsel? De opruller for Erindringen et vidunderligt Naturbillede – Danmarks eneste virkelige Flodlandskab. Fra sit Udspring langt i Syd i Jyllands Indre bugter Aaen sig frem mellem Enge, der bliver stadig bredere og tilsidst frodige som en Marsk. Paa begge Sider staar høje Siv, der spejler sig i det blanke Vand, og om Sommeren spankulerer Storke omkring i den grønne Frodighed ligesom ved Nilens Bredder. Alting uforandret siden hine Tider, da det ældste Stenalderfolk plaskede om her i udhulede Træstammer. |
|
Hvorfra Gudenaaen har sit mærkelige Navn vides ikke med Sikkerhed; men vi Latinskoledrenge var ikke i Tvivl om, at Navnet stammede fra Hedenold, at denne vor stolt glidende Strøm mellem de fløjlsgrønne Enge var gudeviet, et helligt Vand ligesom Gangesfloden. Al vor Fritid tilbragte vi om Sommeren ved dens Bredder og levede der som en Slags Amfibier, stod enten paa Engen med lange Medestænger eller tumlede 97 os i Vandet som Haletudser, stak Benene i Vejret og dykkede tilbunds mellem Sivene efter Kalmusrod. Denne Rod var Datidens Tyggegummi, der kunde afhændes til Byens Apotekere. Den havde Ord for at kunne beskytte mod den stedlige Plage, Koldfeberen, og overalt i Egnen sad gamle Folk og hyggede sig med et Stykke Kalmus mellem de tandløse Gummer. |
Hvorfra Gudenaaen har sit Navn vides U54 ikke sikkert; men jeg for mit Vedkommende havde aldrig været i Tvivl om, at det stammede fra Hedenold, at min stolt glidende Strøm var gudeviet, et helligt Vand ligesom Gangesfloden. Men ethvert Paradis har sin Slange, og det mindedes jeg om, hver Gang jeg saa Aaens Svømmere pludselig stikke Benene i Vejret som Haletudser og dykke tilbunds efter Kalmusrod. Denne Rod, Datidens Tyggegummi, havde Ord for at være helbredende næsten for alt men navnlig for den stedlige Plage Koldfeberen. Overalt i Egnen sad ældre Folk og tyggede paa et Stykke Kalmusrod. Men trods alt, hvad jeg stadig hørte om Koldfeberens ødelæggelser, følte jeg mig saa bunden til Byen og Egnen, at jeg ikke kunde tænke mig nogensinde at leve andre Steder. Naar jeg en Gang imellem beskæftigede Tankerne med min Alderdom, forestillede jeg mig den altid henlevet her kalmustyggende i en Selvejervilla, hvorfra der var en herlig Udsigt ud over Aaen. Jeg kunde ikke tænke mig en lykkeligere Livsafslutning. |
|
Vore bedste Dage havde vi Drenge dog, naar vi kunde skillinge saa meget sammen, at vi kunde leje en Baad hos Baadbyggeren ved Tørvebryggen og gaa paa Langfart – enten gennem Havnen ud i Fjorden eller den modsatte Vej opad Aaen og ind i et af dens mange Tilløb. De var ikke allesammen lige farbare. Gang paa Gang blev vi stikkende i Muddergrunde og maatte vade i Land for ved forenede Kræfter at faa Baaden halet over. Vi følte os da som dumdristige Opdagelsesrejsende, der ligesom Livingstone og Stanley – alle Drenges beundrede Helte den Gang – havde til Opgave at opsøge en af de store afrikanske Floders Kilder. Men 98 ogsaa ude i Hovedløbet kunde Sejladsen blive eventyrlig nok paa Grund af den stride Strøm, der mødte Baaden i alle Snevringer. Hvad enten vi krydsede os frem med Sejl eller greb til Aarerne, gik vi ikke ud af Kampen med Elementerne uden store Vabler i Hænderne. Til Gengæld var der enkelte Steder undervejs til Fladbro, hvor Aaen udvidede sig til en stille Sø, ganske overgroet som en Mølledam af mandshøje Siv og Rør, som vi i Ro og Mag kunde stage os igennem. Her, midt i Sivskovens grønlige Tusmørke, kunde det hænde, at vi stødte paa en aaben Plet, en lille rundagtig Skovsø med flydende Aakandeblade, hvor Guldsmede, Stankelben og Vaarfluer havde deres godt skjulte Legeplads. Saadanne Steder standsede vi uvilkaarlig vor Fremtrængen for at nyde Synet af deres paradisiske Fred og Lyksalighed. I halve Timer kunde vi sidde urørlige paa Toften og drømmende give os hen i Stedets Stemning. Den sagte Strøm smaaklukkede hemmelighedsfuldt under Baadkølen. Ellers hørtes ingen anden Lyd end nu og da af en 99 bristende Luftboble, der steg op fra Bundens Mudder. Selv var vi tavse, – nedsunkne i en Naturandagt saa dyb, at vi ikke kunde faa os til at vanhellige Stedet ved at tale. |
|
|
Den Kammerat, hvem jeg hyppigst foretog disse Sejladser med, hed Fredrik. Vi havde kendt hinanden siden Asyltiden, og da vi boede i samme Gade, fulgtes vi gerne til og fra Skolen og havde ingen Hemmeligheder for hinanden. Han var Søn af en Købmandsenke med mange Børn og en stor Butikshandel, der skulde passes. Han kunde derfor med endnu større Frihed end jeg løbe hjemmefra og være borte halve Dage uden at det mærkedes i Hjemmet. Af Skikkelse var han lille og spædlemmet; men han havde et Par ualmindelig stærke blaa Øjne og en lysblond, krøllet Haartop. Den første Dag, jeg saa' ham i Asylskolen, antog jeg ham for en forklædt Pige, en saadan Lethed og Ynde var der over alle hans Bevægelser. Han var da ogsaa Klassens Yndling, og da han tillige var en sjelden opvakt og fantasifuld Dreng, blev han uvilkaarlig Sjælen i alle 100 vore Foretagender, enten det nu galdt en Sammenrotning mod en forhadt Lærer eller Indstudering af en Fastelavnskomedie.
Skønt Familjen tilhørte en af Randers gamle Handelsslægter, havde baade Moder og Børn, især de sidste, et helt andet Væsen end Byens E45 andre Købmandsfamiljer. De voksne Døtre gik folkeligt eller – som man den Gang sagde – "grundtvigiansk" klædt uden Krinoline og Garneringer, overhovedet uden anden Pynt end en lille hvid Krave om Halsen og en Sølvpil gennem Nakkehaaret. De Erik Bøghske Sange og Kupletter, som morede i de fleste borgerlige Hjem, hørtes aldrig her. Det var vore gamle Folkeviser og alle nyere Krigs- og Fædrelandssange, der om Aftenen samlede Børneflokken omkring Klaveret. Ogsaa Fortidens muntre Sanglege og anden gammeldags Morskab blev holdt i Ære af Husets frejdige Ungdom. Jeg lærte her at danse "Væve Vadmel", "Ræven rask" og andre danske Bondedanse, som de voksne Døtre havde hjembragt fra deres Højskoleophold paa Testrup. Det var en Side 101 af det nyvakte Folkeliv, som jeg slet ikke kendte noget til fra mit eget Hjem, hvor det fortrinsvis, ja udelukkende var de grundtvigske Kirketanker, der sysselsatte min Far og den lille Kreds af Menigheden, som havde samlet sig om ham. |
|
| [side/spalte_8/20] Efter Affæren med den katolske Præst havde min Far bestemt sig til at tage mig ud af Skolen og sætte mig i Lære hos en af Byens Håndværkere. Et tilfældigt Gademøde med min Matematiklærer, der havde hørt derom og med Heftighed gjorde ham Modforestillinger, fik ham dog til foreløbig at opgive Planen. |
Der skete nu det, at jeg, som i saa mange Aar var gaaet frit ud og ind i den gamle Købmandsgaard, kunde mærke Familjens Stemning overfor mig forandres. Den viste mig ret tydelig, at jeg ikke var velkommen. Jeg spurgte naturligvis Fredrik om Grunden, og som den gode Kammerat, han var, skjulte han ikke, at det var Historien med den katolske Præst, der var kommen hans Mor og Søstre for Øre og havde slæbt en Del anden Sladder med sig. Jeg tog mig det just ikke videre nær, fordi det gode Forhold til min Ven forblev uforandret, hvad der for mig var Hovedsagen. Men lidt hed om Ørene blev jeg alligevel, da jeg forstod, at Folk altsaa vidste Besked om Forhøret i Fars Stue i Anledning af Affæren, og at han havde truet med at tage mig ud af Skolen og sætte 102 mig i Handelslære eller til et Haandværk, saasnart jeg var bleven konfirmeret. Kun et tilfældigt Gademøde med vor Matematiklærer havde faaet ham til foreløbig at slaa Sagen hen. |
|
| Men den Omstændighed, at jeg havde vist Interesse og gode Evner for de såkaldte Realfag, fik iøvrigt ingen Betydning for Fars Bedømmelse af mine Fremtidsmuligheder. Med Datidens Overtro på den ene saliggørende på den ene saliggørende klassiske Dannelse betragtede han Fusik, Matematik, Kemi og alle slige nymodens Discipliner som Kundskabs-Surrogater for dårlige Hoveder. Min kloge Mor var i dette Forhold ganske anderledes forstaaende. Hun havde givet mig Lov til at indrette et Laboratorium ovre i Staldens tomme [side/spalte_9/20] Karlekammer og her manøvre med selvlavede fysiske og kemiske Apparater, og mens min Far hørte om mine Eksperimenter med en Ligegyldighed, der krænkede mig, fulgte hun dem Interesse, var i hvert Fald så forstandig at lade, som om hun var interesseret. Hun opnaaede i det mindste derved at holde mig mere til Hjemmet og modarbejde min Tilbøjelighed til at strejfe omkring ude i Byen og ved Havnen, som med Grund voldte hende så mange Bekymringer. |
Jeg var dog ganske klar over, at netop denne Lærers Vidnesbyrd ikke væsenlig kunde ændre Fars Bedømmelse af mine Fremtidsmuligheder. At jeg havde røbet særlig Dygtighed i Matematik og Fysik var i hans Øjne vistnok ovenikøbet en tvivlsom Anbefaling. For Akademikere af den gamle Skole var de saakaldte Realfag, som de selv ikke havde synderligt Kendskab til, nærmest Kundskabs-Surrogater for daarlige Hoveder. Min kloge Mor viste sig ganske anderledes forstaaende. Ovre i Staldens tomme Karlekammer gav hun mig Lov til at indrette et Laboratorium, hvor jeg i min Fritid kunde underholde mig med at sammenstykke fysiske Apparater af al Slags gammelt Skrammel. Pragtstykket i min Samling var en selvlavet Elektricermaskine med en Glasskive, der drejedes rundt mellem et Par Læderposer. Med den morede jeg ogsaa mine yngre 103 Søskende, naar jeg med en spids Paphue paa Hovedet og i det hele udstyret som Troldmand trak knitrende Gnister ud af den med Knoen. Mens Far hørte om disse Ting med Ligegyldighed, var Mor undertiden en taalmodig Tilskuer til mine Eksperimenter og lod i hvert Fald, som om hun var interesseret. Hun opnaaede derved, hvad sikkert ogsaa var hendes egenlige Hensigt, at holde mig mere til Hjemmet og modarbejde min Tilbøjelighed til at vagabondere. |
|
|
Vennen Fredrik var næsten altid tilstede ved mine Opvisninger som min Substitut. Han og jeg var og blev uadskillelige. Vi fulgtes daglig til og fra Skolen og betroede hinanden vore Tanker og vore Fremtidsforhaabninger. De sidste var for hans Vedkommende helt forskellige fra mine. Han vilde være Digter og Folketaler, hvad han sikkert ogsaa var bleven, dersom ikke Moder Jord havde taget denne sin prægtige og højt begavede Søn til sig allerede i Ynglingealderen – noget hun jo har Tilbøjelighed til, naar det gælder et af hendes Hjertebørn.
**
*
|
|
| [side/spalte_13/20] Året efter min Mors sidste Barnefødsel havde hun og Far Sølvbryllup. Dagen faldt i Pinsen og blev fejret på en i vort Hjem usædvanlig festlig Måde. Slægtninge rundt om fra kom til Byen i den Anledning, og til Overraskelse for mine Forældre viste også en Del af Befolkningen Deltagelse ved at flage og sende Gaver. Festen varede i flere Dage. Det var for os Børn et helt Eventyr. |
104 Et Aarstid efter, at mine Forældre havde holdt deres 16de Barn over Daaben og næsten samtidig dermed haft Sølvbryllup, |
|
Men ikke længe efter begyndte Mor at skrante, og i de følgende År måtte hun stadig hyppigere holde Sengen, undertiden i månedsvis. Af de ældre Børn var de fleste nu borte fra Hjemmet, i hvert Fald Sønnerne; men vi var endnu mange tilbage, og for [side/spalte_14/20] os gik der en Sky for Solen, naar vi ved Hjemkomsten fra Skolen ikke fandt Mor i hendes Sofahjørne i Dagligstuen, men maatte søge hende inde i det mørke Sovekammer. Selv var hun modløs, fordi hun vidste, hvor uundværlig hun var overalt i det store Hus, i Børnestue, i Køkken og Kælder, ja selv i Studereværelset, hvor Far i sin Halvblindhed var næsten hjælpeløs uden hende. Han kunde kun med Besvær stave sig gennem en Bogside eller en Avisartikel. En hyppig Situation derinde havde været denne: Far i Lænestolen med sine store, mørkeblå Briller skudt op i Panden; Mor ved et Bord og en Bog ved Siden af. Med et Barn ved Brystet eller med Foden paa Vuggegængen og et Strikketøj mellem Hænderne havde hun i de senere År læst mange lærde teologiske Skrifter højt i de Timer, da Husholdningen ikke absolut krævede hendes Nærværelseandet Sted i Huset. Nu maatte vi Børn erstatte hende, saa godt vi kunde; og navnlig blev jeg som den ældste brugt som Oplæser.
|
begyndte Mor at skrante, og der kom en Tid, da hun stadig hyppigere maatte holde Sengen, ikke sjelden i maanedsvis. Af de ældre Børn var de fleste nu borte fra Hjemmet, i hvert Fald Sønnerne; men vi var dog mange tilbage, og for os gik der en Sky for Solen, naar vi ved Hjemkomsten fra Skolen fandt Mors Stol i Dagligstuen tom og maatte søge hende inde i det mørke Sovekammer. Selv var hun modløs, fordi hun vidste, hvor uundværlig hun var, ikke alene i Køkken og Kælder, men ogsaa i Fars Studereværelse. Kun med Besvær kunde han stave sig gennem en Bogside eller en Avisartikel. Naar Husholdningen ikke absolut krævede hendes Nærværelse andet Sted, var hun inde hos ham for at hjælpe. Med Foden paa Vuggegængen, et Strikketøj mellem Hænderne og en opslaaet Bog foran sig paa Bordet læste hun højt for ham men havde samtidig et vaagent Øre for alt, hvad der foregik i Huset. 105 Saalænge vi Børn støjede og sloges var hun tryg; men opstod der Stilhed, blev hun urolig og afbrød Læsningen for at se, hvad der var i Vejen. Nu maatte vi Umyndige erstatte hende hos Far, saa godt vi E47 kunde, og som den ældste hjemmeværende Søn faldt det navnlig i min Lod at afløse hende som Oplæser. |
|
| Mange af mine Fritimer måtte jeg tilbringe inde i Fars Stue for at foredrage Bøger, hvis Indhold jeg forstod meget lidt af, og da Far havde et fint udviklet Øre for Sproget (blandt hans efterladte Bøger fra Ungdomstiden fandtes bl.a. øjensynligt flittigt raadspurgt – Eksemplar af Sporons og P.E. Møllers bekendte "Dansk Synonymik" fra 1829) var han meget nøjeregnende med Hensyn til korrekt og klar Udtale og lod mig hyppigt læse hele Perioder om igen. Jeg gik derfor til disse Læsetimer som til min Død. Særlig skulede jeg ondt, når Martensens netop udkomne "Ethik" blev forelagt mig, et mægtigt Opus, som Far var så optaget af, at han uden at tænke derpå ofte lod mig læse i timevis. Men der kan næppe være Tvivl [side/spalte_15/20] om, at disse lange og sure Timer og min Fars sproglige Exercits er kommen mig til Nytte senere hen i Livet. |
Det var med Fortvivlelse i Hjertet, jeg gik til disse Læsetimer, som ofte tog det meste af min Fritid. Særlig skulede jeg ondt til Martensens store "Etik", som udkom i disse Aar og optog Far stærkt. Jeg forstod knap et Ord af, hvad jeg læste; men jeg var nødt til at holde mig vaagen, for Far tillod ingen Sjuskeri med Udtalen. Han havde en udviklet Sans for Sprogets Nuancer, i det hele for en Tankes klassiske Iklædning. Blandt hans Bøger fra Ungdomstiden fandtes et – aabenbart flittigt raadspurgt – Exemplar af Sporons og P. E. Møllers bekendte "Dansk Synonymik" fra 1829. |
|
| I en sådan trykkende Sygdomsperioder, hvor Mor med brudt Kraft måtte styre Huset fra sin Seng, faldt min Konfirmation, og Dagen hengik derfor som en almindelig Søndag uden nogen Festlighed udover Ceremonien i Kirken. Mine Forældre misbilligede desuden begge, og min Mor ikke mindst, den Verdsliggørelse af Konfirmationen, den Frådsen og Mad og Drikke og den Ødslen med Gaver, som var blevet almindelig selv i kirkelige Kredse. De af mine Klassekammerater, der også blev konfirmeret den Dag, skulde alle have stort Selskab, et Par af dem endogså Bal. De havde i de sidste Uger ikke talt om andet end de Herligheder, der ventede dem. Dagen blev vistnok den længste, jeg hidtil havde oplevet. På Gaden kunde jeg ikke godt vise mig, og for Resten havde jeg også fået Pålæg om at holde mig hjemme i det Tilfælde, at der skulde komme Lykønskningsvisitter. Der kom dog ingen. Hele den lange Eftermiddag sad jeg inde i Dagligstuen i mit nye Konfirmationstøj med stivet Kravetøj og stivede Manchetter, der generede mig frygteligt. Og imens kørte Karet efter Karet forbi med Gratulanter og pyntede Middagsgæster til de andre Konfirmandhjem. Sent på Eftermiddagen, netop som jeg sad og priste mig lykkelig over at være sluppet for den flove Situation at skulle tage imod Lykønskninger og sige "Tusind Tak" og bukke artigt, ringede det på Forstuedøren. |
I en af disse trykkende Sygdomsperioder, hvor Mor med brudt Kraft maatte styre Huset fra sin Seng, faldt min Konfirmation. Vel 106 nok paa Grund af Sygdommen hengik Dagen ganske som en almindelig Søndag uden andre Festligheder end Ceremonien i Kirken. Der kan dog ogsaa have været andre Aarsager. Begge mine Forældre misbilligede højlig den Verdsliggørelse af Konfirmationen, der greb om sig endogsaa i kirkelige Kredse. De af mine Kammerater, der konfirmeredes samme Dag, skulde alle have stort Selskab, et Par af dem endogsaa Bal. De havde i de sidste Uger ikke talt om andet end de Guldknapper, Urkæder, Tegnebøger og andre Herligheder, der vilde regne ned over dem fra Familje og Bekendte. Jeg selv ventede ingen Gaver udover den sædvanlige Salmebog. Jeg ventede heller ingen Besøg; men Skik og Brug fordrede, at jeg skulde holde mig hjemme og ikke vise mig paa Gaden. Hele den lange Eftermiddag sad jeg i Dagligstuen skrækkelig plaget af det uvante Kravetøj og de stive Manchetter, der hørte til Konfirmationsdragten. Og imens kørte Karet efter Karet forbi med Gratulanter og pyntede Middagsgæster til de andre Konfirmationshjem. 107 Dagen syntes mig den længste og tristeste, jeg havde oplevet. Naar jeg forsorent trøstede mig med, at jeg til Gengæld slap for at tage mod Lykønskninger og sige "Tusind Tak" og bukke artigt, var det desperat Forstillelse. |
|
| Jeg husker endnu den Hjertebanken, hvormed jeg lyttede. Skulde der alligevel komme Besøgende? Jo. Døren gik op for en yngre, sirligt påklædt Herre, en Sagførerfuldmægtig, der var [side/spalte_16/20] stærkt kirkeligt interesseret og desuden droges til Huset af Interesse for en af mine voksne Søstre. Jeg kunde have kastet mig om hans Hals. Æren var reddet! Nu kunde også jeg være med i Praleriet, når Kammeraterne den næste Dag gjorde sig store over deres Oplevelser. Han havde endda en Gave med til mig, et med megen Forgyldning indbundet Eksemplar af "Hjortens Flugt". Skønt den sirlige lille Kontormand ikke som ventet kom til at tilhøre vor Familje og kort efter rejste fra Byen, kunde jeg aldrig siden tænke på ham uden en vis Rørelse. |
Som jeg sad ved Vinduet i disse Tanker, spidsede jeg Øre. Det havde ringet paa Forstuedøren. Hvad var det? Skulde der alligevel komme Fremmede? Jo. Døren gik op, og ind traadte en yngre, sirligt paaklædt Herre, en ugift Sagførerfuldmægtig, der hørte til de trofaste Kirkegængere, naar Far prækede, og desuden droges til Huset af Interesse for en af mine voksne Søstre. Han havde endda en Gave med til mig, et med megen Forgyldning indbundet Exemplar af Christian Winthers Digtcyklus "Hjortens Flugt". Jeg blev henrykt. Æren var reddet! Nu behøvede jeg ikke at luske bort, naar Kammeraterne den næste Dag i Skolegaarden gjorde sig til af deres mange Foræringer. Nu kunde jeg selv være med i Praleriet. Hvad var et Par Manchetknapper eller 108 en Slipsnaal mod Christian Winthers Værker med Guldsnit, Danmarks allermest berømte Digter! |
|
| Om Aftenen sad jeg længe inde i Soveværelset hos Mor, der talte indtrængende med mig om Dagens Betydning. Det var noget usædvanligt. Hverken hun eller Far havde for Vane at lade os Børn stå Skrifte eller at trætte os med Påmindelser og Formaninger. Opdragelen var gennemført kirkelig, og det blev til Stadighed pålagt os ikke at forsømme Morgen- og Aftenbønnen; men nogen generende Kontrol med os i så Henseende blev der ikke øvet. Det undrede mig forresten ofte, navnlig efter at jeg var kommen under Vejr med, at adskillige af mine Kammerater endnu måtte bede Aftenbøn i deres Mors eller en anden Voksens Påhør. Noget sådant kendtes slet ikke hos os. Vi var vist ganske simpelt for mange til, at det lod sig gennemføre med nogen Alvor. Formodentlig har vore Forældre haft større Fortrøstning til deres egne Forbønner for os, end til en barnlig Efterplapren. Når Folk spurgte Mor, om hun ikke tidt var ængstelig for sine mange små Børn, som hun jo ikke allesammen kunde holde Øje med, plejede hun at svare, at hun gav os ind under Guds Varetægt. |
Om Aftenen sad jeg længe inde i Soveværelset hos Mor, der talte indtrængende til mig om Dagens Betydning. Det undrede mig lidt, fordi hverken hun eller Far havde for Skik at præke for os Børn eller plage os med Formaninger. Der blev regelmæssigt holdt Morgen- og Aftenandagt i Hjemmet, og vi blev ogsaa stadig mindet om ikke at forsømme vore egne Bønner; men nogen Kontrol med os i saa Henseende blev der ikke ført. Det havde ofte forbavset mig, navnlig efter at jeg var kommen under Vejr med, at flere af mine jævnaldrende Kammerater endnu maatte bede Aftenbøn i deres Mors eller en anden Voksens Paahør. Maaske var vi for mange til, at det lod sig gennemføre. Sandsynligere er det dog, at vore Forældre har haft større Fortrøstning til deres egne Forbønner for os, end til vor barnlige Efterplapren. Naar Fremmede spurgte Mor, om hun ikke tidt var ængstelig for sine 109 mange smaa Børn, som hun jo ikke allesammen kunde holde Øje med, svarede hun altid, at hun en Gang for alle havde givet dem ind under Guds Varetægt. |
|
| Hendes Ord til mig hin Aften i det halvmørke Sovekammer erindrer jeg nu ikke mere. Jeg véd kun, at jeg selv var stille og tavs. For ikke at forarge havde jeg hele Dagen båret en vis Højtidelighed til Skue; men nogen religiøs Betydning havde Dagene ikke haft for mig. Trods Tonen i Hjemmet, den gennemførte Kirkelighed, var mit Forhold til Religionen mere end køligt, og Konfirmationsforberedelsen havde heller ikke formået at påvirke mig. Det [side/spalte_17/20] var gået en af mine ældre Brødre på samme Måde. Han var den dygtigste og mest pligtopfyldende af hele Søskendeflokken, og han blev senere gift med en stærkt kirkelig interesseret Dame, som han var meget lykkelig med. Alligevel vedblev han indtil sin Død i høj Alder at være ganske uimodtagelig for religiøs Påvirkning. – Det er med Evnen til Tro som med den musikalske Sans og andre Åndens Gaver: er man ikke født med den, kan den ikke tilegnes hverken ved Belæring eller egne Bestræbelser. Gennem Undervisning og Påvirkning kan man til Nød forskaffe sig et vist musikalsk Begreb, ligesom et Menneske jo ved Overtalelse og Præken kan bibringes en Slags religiøs Overbevisning. Men en sådan tillært eller tilkæmpet Tro er kun et Surrogat for den Fromhed, der er nedlagt i Sjælen ved dens Tilblivelse. Og i den lurer som oftest så fæle Magter som Fanatisme og Hykleri. |
Hendes Ord til mig denne Aften husker jeg nu ikke mere. Jeg véd kun, at jeg selv var ganske tavs. Mit Forhold til Religionen havde jeg trods Konfirmationsforberedelsen ikke synderlig Rede paa. |
|
| |
Som Barn havde jeg ligesom andre Børn troet paa en langskægget Vorherre og paa en Djævel med smaa Gedebukkehorn i Panden, saadan som de fremstilledes i Billedbøgerne. Den første indgød mig den største Frygt, velsagtens fordi jeg paa Grund af de Elementer til en Spidsbub, der var i mig, dunkelt følte mig mere i Slægt med den sidste. Der var et Udtryk, jeg stadig havde maattet høre af Lærerne paa Skolen og derfor ofte grundede over. Naar jeg ikke kunde min Lektie og alligevel paastod, at jeg havde læst flittigt over den, hed det altid: "Saa har du læst som Fanden læser Bibelen." Jeg spurgte mig selv, hvordan da Fanden bar sig ad, naar han læste 110 Bibelhistorie, om han, der jo var Løgnens Fader, altsaa en Filur, maaske (som jeg selv) bare lod, som om han læste, eller om han (hvad der ogsaa kunde hænde mig) faldt i Søvn under Læsningen. Senere blev jeg jo klar over – vistnok ved Samtalerne med den katolske Præst – at Fornægteren eller Mephistopheles, "Lysbringeren", som han hovmodig kaldte sig, tværtimod var en meget aarvaagen og spidsfindig Bibelgransker, og at det hørte med til hans Forførelseskunster i Sorgens og Tvivlens Timer at tilhviske Menneskene sine oprørske Tanker. |
|
|
Under Konfirmationsforberedelsens tvungne Kirkegang og Bibellæsning havde jeg stadig følt denne usynlige Mentor anbringe sig ved min Side og fremmumle sine kritiske Bemærkninger. En Gang forklarede han mig saaledes med mange Exempler, at det forholdt sig med Evnen til at tro som med den musikalske Sans og andre Aandens Gaver: var man ikke født med den, fik man den aldrig. Det var lige saa ørkesløst at ville fremtvinge den ved Formaning eller Belæring 111 som at lægge en Rugehøne paa et ubefrugtet Æg. Der kom kun Hykleriets Raaddenskab og Stank ud deraf. Jeg spurgte mig da, om jeg maaske selv var et saadant ubefrugtet Æg, siden jeg var saa ganske i Vildrede med, hvad jeg skulde tro. En Hedning trods Daab og Konfirmation. Paa Forhaand fordømt til evig Fortabelse. Jeg maatte jo næsten tro det, fordi Tanken derom ikke opskræmte mig meget mere, end den gjorde. – – Men alt dette hører for Resten ikke herhen. Mine hemmelige "Gespräche mit Mephisto", der strakte sig over et langt Tidsrum, tilhører for en væsenlig Del et senere Livsafsnit.
**
* |
|
| [43 i "Hvad Hjernekisten gemte"] Sammen med Johan Rohde foretog jeg en Sommer i disse År min første større Udflugt fra Hjemmet, en Fodvandring, der i Dagsmarcher på tre-fire Mil gik op til Skagen og tilbage ad Vestkysten over Thisted. Jeg havde tidligere sammen med en anden Kammerat gjort en 8 Dages Tur gennem Djursland til den høje Klint "Jernhatten" på Kattegatskysten, hvor Synet af det åbne Hav og Bruset fra Havstokken gjorde et mægtigt Indtryk på os Drenge fra den indelukkede Gudenå-Dal med dens lydløse Strøm. Endnu tidligere havde jeg på egen Hånd gået fra Rødkærsbro over Aunsbjerg til Torning inde ved Hedegrænsen, Steen Blichers gamle Sognekald, hvor nu en af min Fars yngre Præstevenner boede. Men først denne Skagenstur blev mig den rigtige Indvielse til det frie Vandreliv, som dengang var Ungdommens Form for frydefuld Livsudfoldelse. Hin tidlige grå Sommermorgen, da min Ven og jeg forlod Randers med fuld Oppakning og skridtede syngende ud ad Mariager Landevej, havde vi en stolt Følelse af at drage ud på en Eventyrfærd. |
Sammen med min solide Ven og Klassekammerat Johan Rohde fik jeg om Sommeren Lov til at gøre en større Udflugt fra Hjemmet, en Fodvandring, der i Dagsmarcher paa 20-30 Kilometer førte os op til Skagen og tilbage ad Vestkysten. Aaret forinden 112 havde jeg i Selskab med min anden nære Ven Fredrik gjort en mindre Fodtur tværs igennem Djursland til den høje Klint "Jernhatten" paa Kattegats-kysten, hvor Synet af Havet og Bruset fra Havstokken gjorde et overvældende Indtryk paa os to Drenge fra Gudenaa-Dalen med dens roligt henglidende Strøm. Alligevel! Først denne Skagenstur blev Indvielsen til det frie Vandreliv, som før Cyklernes Tid var Drengeaarenes Form for frydefuld Livsudfoldelse. Hin tidlige Morgen, da min Ven og jeg forlod Randers og med fuld Oppakning skridtede syngende ud ad Mariager Landevej, havde vi en stolt Følelse af at drage ud paa en Eventyrfærd. |
|
| [44] Egentlig er et fladt og så stærkt opdyrket Land som Danmark, hvor man de fleste Steder tvinges til at følge den slagne Landevej i en Luft, der er fyldt med Støv og Stank fra forbirullende Vogne, kun dårlig egnet til at gå Fodture i. Helt anderledes er Vandringer i Bjergegne, hvor man med hver Stigning når op i renere og lettere Luftlag og overalt ledsages af Musikken fra strømmende Vande. Samtidig udvider Synskredsen sig med nye Landskaber, nye Floder, nye blånende Bjerge og forøger vor Higen ud mod det ukendte Fjerne. Forståeligt er det da, at Cykleudflugter og Spejderlejre har fortrængt Vandrelysten hos vor Tids Ungdom herhjemme, så der snart sagt ikke er andre Fodgængere at se på vore Landeveje end Bisserne. Alligevel! Når vi ældre, der er født før Cyklernes og de andre bevingede Færdselsmidlers Tid, tænker tilbage på vore daglange Vandringer langs Grøftekanterne, ja, så må vi jo indrømme, at vi bevægede os med en Snegls Langsomhed i Sammenligning med Nutidens Kilometerslugere på Hjul. Men vi kunde til Gengæld have Sindet åbent for andet end Vejbanens Drejninger og Tuderiet fra bagfra kommende Køretøjer. Vi kunde holde Rast i en Høstak og give os helt hen i en Stemning eller en Naturbetragtning, uden hvert Øjeblik at måtte skotte ned til Armbåndsuret, sådan som Hjulrytteren gør det, fordi Farten sidder ham i Kroppen også under Hvilen. Dertil kom, at vi gerne tørnede ud om Morgenen uden at vide, hvordan det næste Natteherberge vilde blive. |
|
|
| Som Skikken dengang var, gik vi på Gæsteri hos Bekendte og Bekendtes Bekendte, og det var jo ikke i alle Familier, man fik en lige stormende Modtagelse. – Derfor var Dagene så fulde af Spænding, så rige på Oplevelser. Under den nævnte 8 Dages Tur gennem Djursland måtte min Rejsefælle og jeg en enkelt Nat lægge os ind i en Kro. Det kostede os dog kun fire Skilling hver, og to Skilling for Morgenkaffen. Men så måtte vi ganske vist sove i samme Seng og dele Værelse med en omvandrende Uldkræmmer, hvis langtfra lydløse Søvn holdt os vågen en Tid af Natten. |
Som Skik og Brug var den Gang fægtede vi os frem næsten uden Penge i Lommen, gik paa Gæsteri hos Bekendte og Bekendtes Bekendte, der var vant til den Slags Indkvartering og i Almindelighed tog godt imod os. Paa den tidligere Tur gennem Djursland var min Rejsefælle og jeg kun ét Sted bleven afviste, saa vi maatte lægge os ind i 113 en Kro. Det kostede os dog ikke mere end fire Skilling hver og to Skilling for Morgenkaffen. Men saa havde vi ganske vist maattet sove i samme Seng og dele Værelse med en omvandrende Uldkræmmer, hvis ingenlunde lydløse Søvn holdt os vaagne en Del af Natten. |
|
| [45] Af de mange fremmede Hjem, der gæstfrit åbnede sig for Johan Rohde og mig, mindes jeg navnlig Byfogdens på Skagen. Om vor Adkomst til at lægge os ind dér, kan jeg intet oplyse. Rimeligvis havde vi ingen. Men vi fik den hjerteligste Modtagelse og tilbragte et Par overordentlig fornøjelige Dage hos det frodige og gemytlige gamle Ægtepar. Skagen var dengang et fattigt Fiskerleje på den nøgne Strand uden Havn eller Jernbane, Efter den store Sandflugt et Århundrede forinden, der på et eneste Døgn begravede de mange frugtbare Marker og lagde Byen selv øde, måtte Beboerne atter ernære sig udelukkende af Havet. Af den fordums anselige Købstad, der havde haft Latinskole og flere store Handelshuse, var der nu ikke stort andet tilbage end en Hoben spredt liggende, stråtækkede Hytter, adskilte ved Marehalmsklitter og Stejlepladser, hvor Net og små Flyndere hang til Tørring. Hovedgaden – næsten en halv Mil lang – var en Sandvej, hvor man sank i til over Anklerne, og fra Omverdenen var Byen adskilt ved en udstrakt Ørken, i hvis lumske Kviksandsumpe der sporløst forsvandt både Mennesker og Dyr. |
Af de mange fremmede Hjem, der gæstfrit aabnede sig for Johan Rohde og mig, husker jeg især Byfogdens paa Skagen. Om vor Adkomst til at lægge os ind hos Byens højeste Embedsmand kan jeg ikke oplyse noget. Muligvis havde vi slet ingen. Men vi blev modtaget med aabne Arme og tilbragte to uforglemmelige Dage hos det prægtige gamle Ægtepar. Byen, der et Aarhundrede forinden havde været en anselig Købstad med Latinskole og flere store Handelshuse, var nu et fattigt Fiskerleje paa den nøgne Strand: spredt liggende, straatækte Hytter, adskilte ved Marehalmsklitter og Stejlepladser, hvor Fiskenæt og Rækker af smaa Flyndere hang til Tørring. Paa et eneste Døgn 114 havde en Orkan lagt Byen øde og Sandflugt begravet dens mange frugtbare Marker. Hovedgaden var nu en Sandvej, hvor man sank i til op over Anklerne, og Byen, som endnu hverken havde Havn eller Jernbane, var adskilt fra Omverdenen ved en milevid, vejløs Ørken, i hvis lumske Kviksandssumpe baade Mennesker og Dyr, ja hele Køretøjer undertiden sporløst forsvandt. Vor Vært, Byfogden, gik fra Morgenstunden i Træsko eller Tøfler og havde dem ogsaa paa, naar han sad i Retten. I det hele lignede han mere en Smaaskipper, der har "lagt op", end en kongelig dansk Embedsmand. Det samme var Tilfældet med Præsten, at han om Søndagen stod for Alteret med lange Søstøvler under Præstekjolen. |
|
| [46] H. C. Andersen, der med al sin gammeljomfruagtige Ængstelighed løjerligt nok alligevel var den danske Digter, der kom videst omkring i Verden, havde besøgt Skagen en halv Snes År i Forvejen, hvad der endnu taltes om deroppe. Stedets Ry som et Eventyrrige skriver sig dog ikke fra dette Digterbesøg. Det var først mere end tyve År efter, da den øde Strand var bleven en Rugeplads for Kunstens omstrejfende Fugle, at den vandt Berømmelse langt ud over Landets Grænser. Ingen Skagbo drømte dengang om, at deres By i Sommertiden skulde blive kongelig Residensstad. Der tænktes overhovedet ikke på Forandringer. Embedsmændene og de enkelte andre Fremmede, der blev bosiddende Folk deroppe, optog i Reglen hurtigt Befolkningens primitive Livsvaner og faldt til Ro i dem. Vor Vært, Byfogden, gik fra Morgenstunden i Træsko, havde sjælden Flip på og lignede i det hele mere en Skipper, der har lagt op, end en Embedsmand. Det samme var i endnu højere Grad Tilfældet med Præsten, en kraftig Skikkelse, om hvem det blev fortalt, at han om Søndagen gik til Kirketjenesten med lange Søstøvler under Præstekjolen. |
H.C. Andersen, der trods sin Sippethed næsten blev den af Datidens Digtere, der kom videst om i Verden, havde for en halv Snes Aar siden besøgt Skagen, hvad Folk endnu talte om deroppe og var meget stolte af. Det blev dog alligevel ikke dette Digterbesøg, 115 der lod Berømmelsens Sol opgaa over den øde Strand. |
|
| [47] Nu har den gamle, begravede Købstad hævet sig igen af sine Sandhøje, rigtignok i meget moderniseret Skikkelse med teglhængte Huse, Butikker og Hoteller. Holger Drachmann, der i sin Tid som en Blænker førte Kunstens Trækfugleskare hertil, hviler nu i en Klit heroppe som en Oldkæmpe i sin Høj. Desværre ligger Graven i en betænkelig Nærhed af det store Badehotel på Grenen, næsten som en Del at Etablissementet. Den dekorative Opstilling med Stendyssen ovenpå Gravhøjen virker lidt Tivoli-agtig og er som Sindbillede betragtet ganske en Misforståelse. Nogen Vikingenatur var Drachmann visselig ikke. Der var overhovedet ikke meget hos ham, som mindede om det gamle Norden. Men en Troubadour var han, en benådet Sanger med et rigt og broget Sind, over hvis Urne der mere passende kunde være rejst et Barok-Tabernakel. – |
Det var Holger Drachmann, der senere som en Blænker drog Kunstens Trækfugleskare hertil og gjorde Skagens Klitter til dens Rugeplads. Ingen Skagbo drømte vistnok den Gang om, at deres begravede Købstad skulde genopstaa af sine Sandhøje, rigtignok som et meget moderniseret Genfærd med asfalterede Gader, Modebutikker og store Hoteller, – et Nordens Ostende. Drachmann selv hviler nu i en Klit som en Oldkæmpe i sin Høj; men Graven og dens Stendysse ligger uheldigvis lige ved Grenens store Badehotel næsten som en Del af Etablissementet. Som Sindbillede betragtet er den hele Opstilling en Misforstaaelse. Trods Drachmanns Kærlighed til Havet og Søens Folk – nogen Vikingenatur var han ikke. Der var meget lidt hos ham, der mindede om det gamle Norden. Man skulde over hans Askeurne have rejst et Tempel med et rigt udsmykket Indre, f. Eks. med Fremstillinger af hans festlige Sangerliv i Lighed med dem, som Axel Jørgensen 116 i sin Tid med straalende Pensel malede til en Kunstnerknejpe paa Frederiksberg. |
|
|
Fra Skagen fortsatte Johan Rohde og jeg vor Vandring langsmed Kysten til Tversted og derfra over Nørre-Elkjær og Baggesvogn videre ned gennem Jylland. Et saa bjergløst og tilmed saa stærkt opdyrket Land som Danmark egner sig jo langt mindre end Højlandene til Fodture for unge Mennesker med lidt Eventyrtrang i Blodet. I de fleste Egne maa de artigt følge den slagne Landevej mellem de indgærdede Marker. Intet Under derfor, at Cykler og Spejderlejre nu næsten helt har undertrykt Vandrelysten hos Tidens Ungdom. Vi, som kom til Verden, før Cyklen blev Allemandseje, har Grund til at misunde den yngre Slægt, der saa at sige fødes som bevingede Væsener. Lad være, at vi ældre under vore Sneglevandringer langsmed Grøftekanterne kunde have Sindet aabent for andet og mere end Vejbanens Stigning eller Fald, at vi gav os Tid til at standse og slaa en Passiar af snart med en Skærveslager bag hans Halmskærm, 117 snart med en smuk Malkepige ved hendes Ko, at vi ogsaa kunde holde Rast i en Høstak uden hvert Øjeblik at skotte ned til Armbaandsuret, saadan som vore Dages Kilometersluger uvilkaarlig gør det, fordi Farten sidder ham i Kroppen ogsaa under Hvilen, – den lette Svaleflugt med Cyklen henover Nutidens bonede Veje har dog skabt en ny og luftigere Tilværelsesform, har virkeliggjort Menneskehedens maaske allerældste Drøm om Lykke. |
|
|
At noget nyt var i Gære, at Vandrelivets Saga snart var til Ende hos os, skulde vi Randersdrenge netop denne Sommer faa et Varsel om. Det var en Søndag Eftermiddag. Jeg sad oppe paa mit Kammer og sled med mine Lektier, da jeg nede fra Gaden hørte et mærkeligt Bulder og høje Raab af Drenge. Jeg fór til Vinduet. Et fantastisk Køretøj – en Thorskærre med to ildsprudende Hjul, det ene bag det andet, humpede henover Stenbroen med en tordenagtig Larmen. Hjulene var forbundet med et Brædt, og overskrævs paa dette sad en sveddryppende 118 Mand, der med vældig Kraftanspændelse drejede det forreste Hjul rundt med Fødderne. Paa sin slingrende Fart fra den ene Side af Gaden til den anden fulgtes han af en Sværm hujende Ungdom, og overalt kom Folk til Vinduerne som ved en Ildebrand. Jeg fik senere at vide, at Manden var en ung Smedesvend, som i en Avis havde læst om et nyt, udenlandsk Befordringsmiddel, Velocipeden, og nu efter Avisens Beskrivelse af det havde lavet sig et Exemplar af to almindelige, jernbeslaaede Vognhjul.
Med dette Optrin holdt Cyklen sit Indtog i Randers en Søndag i Aaret 1871. |
|U45| Jeg sad en Søndag Eftermiddag oppe i mit Kammer og læste, da der nede fra Gaden pludselig hørtes en mærkelig Støj. Jeg gik til Vinduet og saae et fantastisk Køretøj rumle henad Stenbroen, en buldrende Thorskærre med to Hjul, det ene bag det andet, forbundne med et Bræt. Overskrævs paa dette sad en Mand, der besværligt drejede det forreste Hjul rundt med Fødderne. Paa sin slingrende Fart gennem Gaden fulgtes han af en Sværm hujende Ungdom, og Folk kom til Vinduerne i alle Husene som ved en Brandudrykning. Jeg fik senere at vide, at Manden var en ung Smedesvend, som i en Avis havde læst om et nyt fransk Befordringsmiddel, Velocipeden, og efter Avisens Beskrivelse af det havde han lavet et Eksemplar af to almindelige, tunge og jernbeslaaede Vognhjul.
Med dette plumpe Køretøj og hele dette Optrin holdt Cyklen sit Indtog i Randers U46 en Søndag i Aaret 1871. Underligt er det at tænke paa nu, da vi Mennesker ved Cyklen har faaet vor maaske ældste Drøm opfyldt og er bleven et bevinget Væsen, der stryger henover Landevejene saa let og luftigt som Svaler. Det var en Lykke, som dog ikke skulde blive mig til Del. Min Tilbøjelighed gik ad andre Baner, var knyttet til et Skur nede ved Aaen, et Træskur, der lugtede af Tovværk og Tjære, og hvorom en Baadbyggers lille Flaade af Udlejningsbaade flød. Mens mine Kammerater forbrugte deres Sparepenge som Cykleryttere og efterhaanden næsten alle fik deres egen Maskine, flakkede jeg rundt paa Aaen i en Baad, som jeg opkaldte efter mig selv. Min virkelige Ejendom blev den dog aldrig; men i sin Taknemlighed for min Trofasthed mod hans Profession lod Baadebyggeren mig blive i Indbildningen, og dette blev min Skæbne i Forholdet til det moderne lille Køretøj, der mere og mere skulde blive Allemandseje. |
