Drengeaar

Kapitel 3

[gå tilbage til kapitel 2]

Smaa Erindringer (1910)	Hvad Hjernekisten gemte (1932)	Drengeaar (1933)	Undervejs til mig selv (1943)
	[25] Den lange, mørke Vinter var omsider til Ende. Sneen smeltede i Gaderne, og Spurvene begyndte igen at bade sig i Vandpytterne. Og snart fulgte andre frydefulde Forårstegn og Sommervarsler. Pumperne på Torvene og i Gårdene afklædtes deres grimme, snavsede Halmkavaj. Dragonen foran Hovedvagten ved Siden af Rådhuset skiftede også Udseende og paraderede igen uden rød Skildvagtskappe. Og en skøn Dag kom de første Hornfisk til Byen og samlede Opløb på Fisketorvet. [26] Med Forårets Komme besøgtes Byen næsten daglig af fremmede Spillemænd, Akrobater, Bjørnetrækkere, Savojarder og den Slags omvandrende Folk, der oftest optrådte på åben Gade. Jonglører og Kraftkunstnere bredte en Tæppepjalt ud over Stenbroen og gjorde her deres Kunster. Mange af dem var Sydlændinge, Zigøjnere, og deres mørke Ansigter og spraglede Dragter betog det barnlige Sind og vakte Eventyrlængsler. Til en sådan ambulant Gøglerfamilie knytter sig da også Erindringer om min første Forelskelse. Et Ægtepar gæstede Byen med to Børn, en Dreng og en Pige, der begge optrådte som Ekvilibrister i kødfarvet Trikot og sorte Fløjlsbukser. Til Forældrenes Spil på Guitar og Klarinet gik de på Hænder, slog Saltomortaler og dansede. Det var dog ikke Pigebarnet, men Drengen, jeg tabte mit Hjerte til. Hans Smidighed og Kraft var så meget større end Søsterens. Hans lille friserede Hoved, hans indstuderede Slængkys ud til Publikum, når der blev kastet Penge, Appelsiner eller andet godt hen på Tæppet til ham, fortryllede mig ganske. Sammen med Byens omløbende Ungdom fulgte jeg Truppen fra Gade til Gade og tømte mine Lommer for alt, hvad jeg ejede eller kunde tiltigge mig af Kobberskillinger og Sukkergodt. I et ekstatisk Øjeblik ofrede jeg endog mit dyrebareste Klenodie, en nylig erhvervet Lommekniv. Men jeg må tilstå, at jeg fortrød det bagefter; og hver Gang Kærligheden senere i Livet vilde forlede mig til en Dårskab, dukkede Mindet om denne fine Perlemorskniv op for mig som et advarende Tegn. Jeg tør iøvrigt ikke påstå, at det altid frugtede.	46 Den lange Vinter fik omsider Ende. Sneen paa Hustagene smeltede; det klukkede forjættelsesfuldt i Nedløbsrørene, og Spurvene badede sig med Lyst i Gadens Vandpytter. Pumperne paa Torvene og i Gaardene afklædtes deres Vinterdragt, den grimme Halmkavaj, og en skøn Dag viste ogsaa Dragonen foran Hovedvagten sig i bar Figur uden den røde Skilderhuskappe. Snart fulgte andre Foraarstegn og Sommervarsler. Fremmede Spillemænd, Savoyarder og Bjørnetrækkere kom til Byen og optraadte paa aaben Gade. Akrobater og Jonglører bredte et Tæppe ud over Stenbroen og gjorde her deres Kunster. De fleste var Sydlændinge, og deres lange, mørke Lokker og brogede Dragter betog det barnlige Sind. Det skal 47 ikke skjules, at jeg undertiden skulkede fra Skole for at følge en saadan Gøglertrup fra Gade til Gade sammen med den øvrige løsgaaende Ungdom.	\|U24\| Men der kom en Tid, da jeg fik andet at tænke paa og andre Drømmerier. En lang og barsk Vinter var gaaet til Ende. Sneen paa Tagene smeltede, og det klukkede forjættelsesfuldt i Nedløbsrørene. Spurvene boltrede sig i Gadens Vandpytter. Pumperne i Gaardene afklædtes deres Halmkavaj, og en skøn U25 Dag viste ogsaa Dragonen foran Hovedvagten sig uden den røde Skilderhuskappe. Snart fulgte andre Foraarstegn og Sommervarsler. Bjørnetrækkere og fremmede Spillemænd kom til Byen. Akrobater bredte et Tæppe over Stenbroen og gjorde deres Kunster paa aaben Gade. De fleste var Sydlændinge, Savoyarder og andre Landløbere, der genvakte Vagabondlysterne i mig med deres mørke Lokker og brogede Dragter.
	[27] Imidlertid var der i Præstegården bleven lagt Mærke til min hyppige Fraværelse, og da jeg en Dag kom hjem med en forreven Trøje, blev der sat en Stopper for min Omstrejfen. Foreløbig bestemtes det, at jeg skulde følges med min Mor og et Par af de yngre Søskende til Vordingborg, hvor min Morfar var Byfoged. Krigstidens mangelunde Savn og Lidelser, min Søsters Død tilligemed en påny forestående Barnefødsel – den femtende – havde været for meget for min ellers så standhaftige lille Mor, og hun skulde nu i nogle Sommeruger befries for Husførelsens Byrder.	Min hyppige Fraværelse baade fra Hjemmet og Skolen blev tilsidst bemærket i Præstegaarden, og da jeg en Dag kom hjem med en skriftlig Klage fra Institutbestyreren, blev der sat en Stopper for min altfor frie Færden. Foreløbig bestemtes det, at jeg sammen med et Par af de yngre Søskende skulde følges med Mor til Vordingborg, hvor min Morfar var Byfoged. Krigstidens mangehaande Savn og Lidelser, min Søsters Død tilligemed en paany forestaaende Barnefødsel havde gjort min ellers saa standhaftige Mor modløs. Hun skulde nu i nogle Sommeruger helt befries for Husførelsens Byrder.
	Vi rejste over Aarhus med Damper til Korsør, derfra videre til Slagelse, hvor vi overnattede. Men skønt jeg nu var bleven to Aar ældre, end da vi flyttede fra Fredericia, husker jeg næsten endnu mindre fra denne Rejse end fra den forrige.	Vi rejste over Aarhus med Damper til Korsør, derfra videre med Jernbane til Slagelse, hvor vi overnattede. Men skønt jeg nu var to Aar ældre, end da vi flyttede fra Fredericia, husker jeg næsten endnu mindre 48 fra denne Rejse end fra den forrige.
	Og jeg var dog ellers en Knægt, der havde Øjne og Ører ganske godt med mig. Men Forklaringen er vel den, at jeg befandt mig i den Alder, da den vågnende Eftertanke hvert Øjeblik falder hen i Drømmerier.
	Jeg kan først få fat på mig selv igen, da jeg om Morgenen i Slagelse anbringes på Bukken af en stor Postvogn bag et Par brede grå Hesterygge og ved Siden af en rødkjolet Kusk, der tiltaler mig på et fremmed klingende, næsten uforståeligt Mål. I Næstved skiftede vi Befordring, idet min Bedstefars egen Vogn ventede os der og kørte os til Vordingborg.	Jeg kan først faa fat paa mig selv igen, da jeg om Morgenen i Slagelse blev anbragt paa Bukken af en stor lukket Postvogn ved Siden af en rødkjolet Kusk, der talte til mig i et Sprog, jeg ikke forstod. Det har velsagtens været sjællandsk. I alle de Byer, vi kom igennem, blæste han i et Horn. Jeg forstod det saadan, at det var en Ære, der vistes os. Alle skulde vide, at her kom Præstens Kone fra Randers med nogle af sine mange Børn. I Næstved skiftede vi Befordring, idet min Bedstefars egen Vogn ventede os her og kørte os de sidste fire Mil til Vordingborg.
	[28] Morfar var Enkemand og den eneste af vore fire Bedsteforældre, der var i Live. Han var en jovial gammel Herre med blege, mærkeligt fremmedartede Træk, store Øjne og tætkruset, endnu mørkt Hår.	Morfar var Enkemand og den eneste af vore Bedsteforældre, der endnu var i Live. Han var en lille, fornøjelig gammel Herre med bløde Træk, lysebrune Øjne og kruset Haar.
		Det slog mig straks, hvor forskellig han i alting var fra min Far, med hvem jeg uvilkaarlig sammenlignede alle andre Mænd. Mange Aar efter hørte jeg, at Folk paa Grund af hans fremmedartede Udseende havde haft travlt med at søge efter Hemmeligheder 49 i hans Afstamning, og det er ogsaa sandsynligt, at der en Gang har forvildet sig nogle Draaber sydlandsk Blod ind i hans Slægt. Noget afgørende derom vides dog ikke.
	Bedst husker jeg ham fra en Dag, hvor Landaueren var kørt frem for Hovedtrappen, og han – uniformeret og ordensbehængt – blev hjulpet til Sæde for at køre til en Middag på en af Omegnens store Herresæder. Jeg stod på Trappen som Tilskuer og gjorde store Øjne. Mine Forældre tog aldrig ud i Selskab. Jeg kunde ikke mindes nogensinde at have set dem selskabsklædte. For min Fars Vedkommende var der Aaret rundt kun Tale om en stadig Omskiften af Hjemmedragten med Ornatet.	Tydeligst husker jeg ham fra en Dag, da Landaueren kørte frem foran Hovedtrappen med Kusken i sit fineste Liberi og den gamle Mand – uniformeret og ordensbehængt – blev hjulpet op i Vognen for at køre til en Middag paa et af Omegnens store Herresæder. Jeg stod paa Trappen som forbavset og bekymret Tilskuer. Det hele var saa svimlende nyt for mig. Mine Forældre tog aldrig ud i Middagsselskaber. Jeg kunde overhovedet ikke huske at have set dem selskabsklædte. For min Fars Vedkommende var der Aaret rundt kun Tale om en stadig Omskiften af Hjemmedragten med Ornatet og fra dette igen til Hjemmedragten, undertiden flere Gange daglig. Denne sakramentale Iklædning og Pibekravens omstændelige Anbringelse og Befæstelse med to bugtede Sølvnaale i Nakken var en Foreteelse, som vi 50 Børn var fortrolige med fra smaa.
	Synet af min Bedstefars guldbroderede Uniform, hans Kårde og hvide Glacéhandsker, den gamle Mands fornøjede Mine og den Duft af fin Parfume, der ombølgede ham, da han steg i Vognen, gjorde derfor et overvældende Indtryk på mig. Samtidig satte det min Eftertanke i Bevægelse og efterlod en underlig Benovelse hos mig, da Vognen kørte. Denne fremmede Selskabsverden, som jeg her havde set et Glimt af, dette strålende Liv i Fest og Glæde, – var det ikke det, min Far så ofte talte om i Kirken og fordømte med så stor Strenghed? Jeg blev stående på Trappen og stirrede med opskræmt Fantasi efter Vognen, som om den kørte min Bedstefar lige ind i Helvede.	Og nu dette Syn af Bedstefar i guldbroderet Uniform, med gyldent Kaardehefte og hvide Glacéhandsker, hans muntre Mine og den Duft af fin Parfyme, der ombølgede ham, da han steg til Vogns – var det ikke et saadant Liv, min Far altid saa strengt fordømte baade hjemme og i Kirken og kaldte for den brede Vej til Helvede? Da Vognen kørte, blev jeg staaende paa Trappen og stirrede ængstelig efter den. Min opskræmte Fantasi fik mig til at se den gamle Bedstefar køre lukt ind i Fortabelsen.
		Husker jeg ikke fejl, tænkte jeg endogsaa paa at betro mine Bekymringer til Mor. Jeg befandt mig jo i den Alder, da den vaagnende Eftertanke begynder at blive paagaaende og gøre Børn til en Plage for de Voksne med deres mange kildne Spørgsmaal. Da jeg den næste Dag saa' Bedstefar sidde i Haven ganske som sædvanlig, har jeg dog sikkert følt mig beroliget.
	[29] En Tid efter fandt Hjemrejsen Sted. Forinden oplevede jeg ved et Tilfælde at få kigget ind i en anden, fremmed Menneskeverden, hvor der ved den Lejlighed også var Lystighed og Fest. Min Bedstefars Kusk og to af Husets Piger var bleven indbudt til et Bryllup ude på Landet. Materialvognen blev fint pudset, og da der var Plads nok i de to Agestole, fik jeg Lov til at tage med. Jeg havde her min første Berøring med en Befolkning, den sjællandske Bonde, som jeg senere i Livet kom i et nært og kært Forhold til. Da vi i Følge med en anden Vogn kørte ind i Bryllupsgården, blev vi modtaget med Musik af tre-fire Landsbyspillemænd, der var opstillet ved Hustrappen. Indenfor Døren stod to Mænd og bød os Velkommen. Den ene var Skafferen, en munter Mand, der af en stor Klukflaske skænkede den traditionelle Indgangs-Dram til hvert Mandfolk blandt Gæsterne. Også mig vilde han pånøde denne Velkomst, og kun ved et Par forstandige Folks Indgriben slap jeg for den.	Ogsaa en anden fremmed Verden fik jeg Lejlighed til at se et Glimt af under Opholdet. 51 Bedstefars Kusk og to af Husets Piger var bleven indbudt til et Bryllup ude paa Landet. Materialvognen blev fint pudset, og da der var en ledig Plads i de to Agestole fik jeg Lov til at tage med. Det blev min første Berøring med en Befolkning, som jeg senere i Livet skulde komme i et nært og kært Forhold til. Da vi kørte ind i Bryllupsgaarden, blev vi modtaget med Musik. Neden for Hovedtrappen stod et Par Landsby-Spillemænd, der gav et Nummer tilbedste hver Gang en Vogn med nye Gæster rullede ind. Oppe paa Trappen stod to andre Mænd, der bød Velkommen. Den ene var Skafferen med en stor Klukflaske, hvoraf han skænkede den traditionelle Indgangs-Dram. Ogsaa mig vilde han paanøde denne Velkomst, og kun ved Pigernes Indgriben slap jeg for den.
	[30] Efter Vielsen i Kirken gik vi tilbords, og som Byfogedens Barnebarn fik jeg Plads blandt de voksne, endogså helt oppe ved Brudeparret, hvad jeg var meget stolt af. Men forøvrigt var Måltidet mig en Skuffelse. Jeg havde i Forvejen hørt så meget om disse Landsbygilders Overdådighed i Mad og Drikke; men efter gammel Bondeskik bestod Bryllupsmiddagen blot af Risengrød og Tørfisk. Der stod nogle Ølkrus på Bordet, og et Par Gange i Løbet af Måltidet gik et stort Glas Rødvin rundt fra Gæst til Gæst. Men der blev kun lige nippet til det. Glasset gik fra Mund til Mund under en højtidelig Tavshed, som var det en hellig Kalk.	Efter Hjemkomsten fra Kirken blev der straks budt tilbords. Som Byfogdens Barnebarn fik jeg Plads ved selve Bryllupsbordet blandt de Voksne, hvad jeg naturligvis var uhyre stolt af. Men selve Festmaaltidet blev 52 mig en slem Skuffelse. Jeg havde hørt saa meget om Landsbygildernes Overdaadighed, og jeg havde i Fantasien forud fraadset i alle Slaraffenlands Herligheder. Men efter gammel sjællandsk Bondeskik bestod Bryllupsmiddagen af Risengrød og Klipfisk, hvad selv hjemme i Præstegaarden med dens beskedne Husholdning regnedes for Hverdagskost. Paa Bordet stod Trækander med hjemmebrygget Øl, men hverken Limonade eller Brusvand. Et Par Gange i Løbet af Maaltidet gik et stort Glas med Rødvin rundt fra Gæst til Gæst. Der blev kun lige nippet til den uvante Drik. Glasset gik fra Mund til Mund under højtidelig Tavshed som den hellige Kalk ved Altergangen.
	[31] Efter Kaffebordet et Par Timer senere, hvor Klukflasken med den hjemlige Brændevin var bleven mere skattet, voksede Stemningen svært, og det både inde og ude. Allerede midt på Eftermiddagen begyndte Dansen ovre i den pyntede Lo, og inde i Stuerne sad de Gamle og spillede Kort med drabelige Slag i Bordene. Men samtidig med, at Lystigheden steg omkring mig, dalede den hos mig selv. Den lange Køretur og Dagens stærke Hede havde udmattet mig. Trods Musikken og de dansende Karles Tramp i Logulvet blev Aftenen for mig en mere og mere fortvivlet Kamp med Søvnigheden.	Senere var der stort Kaffebord, og her kom Klukflasken med den gammelkære Brændevin igen til Ære. Snart voksede Stemningen ogsaa baade ude og inde. Allerede midt paa Eftermiddagen begyndte Dansen ovre i den pyntede Lo; og inde i de lavloftede Stuer sad de gamle Mænd og spillede Kort. Men efterhaanden som Glæden 53 og Lystigheden steg rundt omkring mig, dalede den hos mig selv. Dagens stærke Hede og den lange Køretur havde udmattet mig. Trods Musikken og de dansende Karles Trampen i Logulvet, maatte jeg hele Aftenen kæmpe fortvivlet med Søvnen.–
	[32] Mange Aar efter, da jeg var på en Sommervandring i Sydsjælland og kom gennem en Landsby nær Gåbense, sad der en meget gammel Kone udenfor et Hus og strikkede med rystende Hænder. Jeg standsede for at spørge om Vej, og vi kom i Snak. Og nu viste det sig, at det var ved denne gamle Aftægtskones Bryllup, jeg for mere end 55 År siden havde kedet mig så grueligt. Hun kunde godt huske mig. For da Bryllupsgæsterne hen på Morgenstunden skulde køre hjem, kunde man ingen Steder finde den fremmede Dreng og begyndte at blive urolig. Tilsidst havde de råbt mit Navn højt i alle Stuerne, og endelig kom jeg søvndrukken krybende frem på alle fire fra en Bænk, hvorunder jeg som en Hund havde søgt Soveplads.	Paa en Sommervandring mange Aar efter kom jeg en Dag gennem en Landsby et Par Mil fra Vordingborg. I Solskinnet udenfor et Hus sad en gammel Kone med et Strikketøj. Jeg standsede for at spørge om Vej, og vi kom i Snak. Og nu viste det sig, at denne gamle Morlille med rødkantede Øjne og runkne Hænder var den glade Brud, ved hvis Bryllup jeg for mere end 50 Aar siden havde været en saa vranten Gæst. Da jeg nævnede min Bedstefars Navn kunde hun godt huske mig. For den Gang Bryllupsgæsterne hen paa Morgenstunden skulde køre hjem, havde de ingen Steder kunnet finde den fremmede Dreng og var begyndt at blive ængstelig. Tilsidst havde de raabt mit Navn højt i alle Stuerne, og endelig kom jeg søvndrukken krybende frem paa alle fire 54 inde fra en Bænk, hvorunder jeg havde ligget sammenrullet som en Hund og fundet mig et trygt Sovested. ** *
Med det fyldte niende Aar kom han ind i Latinskolen. Over dennes Indgangsdør stod disse manende i Ord: "Samler Eder Skatte, som Rust og Møl ej fortærer"; men selv var den en mølædt og skimlet Institution i rask Opløsning. Den aandelige Lysbølge, der dengang var ved at skylle henover Europa f. Eks. med en Bog som Herbert Spencers "Education" fra 1860, havde endnu ikke naaet de danske Strande, hvor dog allerede Grundtvig paa sin profetiske Maade havde sat Dødskrydset paa "den sorte Skole" og forudsagt dens Fald.	[33] Med det fyldte niende År kom jeg ind i "Latinskolen". Bygningen var ret ny med rummelige Klasseværelser, brede Gange og en stor, moderne indrettet Gymnastiksal. Over Indgangen var indmuret en Marmorplade med disse manende Ord: "Samler Eder Skatte, som Rust og Møl ej fortærer". Selv var den på dette Tidspunkt en temmelig mølædt Institution – en Skole i Forfald. Nu skal man rigtignok altid være varsom med at dømme om sine Ungdomslærere. Navnlig når man ikke har hørt til deres flinke Elever, men oftere har givet Anledning til Dadel end til Ros, er man senere i Livet tilbøjelig til at betragte dem som en latterlig Samling Karikaturer. Der begås dog næppe nogen Uretfærdighed ved at påstå, at Randers Skoles Anseelse i denne Periode ikke stod højt. Rektoren var en Stuelærd, godmodig og retfærdig, men ganske uden Gemyt, derfor uden al Forståelse af de Drenge, der ikke netop var støbt i hans egen Skikkelse. Og om Størsteparten af Lærerne kan det uden Forklejnelse siges, at deres Kvalifikationer som Ungdomsopdragere ikke var til mere end Temmeliggodt.	Med det fyldte niende Aar kom jeg ind i "Latinskolen". Bygningen var ret ny med rummelige Klasseværelser og brede Gange. Over Indgangen var indmuret en Marmortavle med disse manende Ord: "Samler Eder Skatte som Rust og Møl ej fortærer". Selv var den dog paa dette Tidspunkt en temmelig mølædt Institution – en Skole i Forfald. Man skal nu altid være varsom med at dømme om sine Ungdomslærere. Navnlig naar man ikke har hørt til Fløjmændene men til Halen kommer man let til at mindes dem som en Samling halvkomiske Skabilkenhoveder. Det er dog vist tilladeligt at paastaa, at Randers Skoles Anseelse den Gang ikke stod højt. Rektoren var en godmodig og retfærdig Mand, men en Stuelærd uden Forstaaelse af de Drenge, der ikke var skabt i hans 55 eget gemytløse Billede. Jeg husker ikke nogensinde at have set et Smil i hans ligesom fastfrosne Ansigt. Og om Størsteparten af Lærerne kan det roligt siges, at deres Kvalificationer som Ungdomsopdragere ikke var til mere end tg÷.	U23 Med mit niende Aar kom jeg ind i Latinskolen, – "Den lærde Skole", som den nu efter Indførelsen af Realklasser kaldtes for stadig at fastholde Forskellen mellem den og Byens Borgerskole. Der mødte mig ingen Overraskelser i den. Jeg kendte jo i Forvejen baade Rektoren og alle Lærerne fra Gaden, og de saa' i mine Øjne ganske ud som Byens andre Borgere, vakte ingen Forventninger.
Et Eksempel. Undervisningen i Fædrelandets Historie var betroet til en gemytlig gammel Fyldevom og bestod alene i Overhøring og Karaktergivning. Han var saa døv, at han maatte stille sig op mellem Klassebordene og flytte sig fra Elev til Elev, hvad der undertiden havde sine Vanskeligheder paa Grund af hans tykke Mave. For at faa lidt Liv i Undervisningen, og vistnok navnlig for at holde sig selv vaagen, fandt han paa alle Slags Narrerier. Naar nogen stoppede op i Opramsningen af Lektien, prikkede han til ham med Tommelfingeren, trak ham i Næsen eller Ørene, som gjaldt det om at bringe en Mekanisme i Gang. Til Vejledning for sig selv, naar han ved Timens Slutning skulde indføre Karaktererne i Protokollen oppe paa Katederet, markerede han de begaaede Huskefejl ved at give vedkommende en eller anden Genstand ai holde paa. En fik f. Eks. Ildklemmen at paradere med; en anden sad med et Brændestykke under hver Arm; en tredje balancerede en Bog eller Tavlekridtet paa sit Hoved. Klasseværelsets hele Inventar blev efterhaanden taget i Brug under denne fortvivlede Kamp med Søvnigheden.	[34] For at tage et Eksempel: Vor Historielærer var en aldrende Tyksak, omkring hvem der gerne stod en sødlig Dunst af Rom eller Portvin. Han var stokdøv, måtte derfor under Overhøringen hele Tiden opholde sig nede i Klassen og flytte sig mellem Bordrækkerne fra Elev til Elev, hvad der voldte en Del Besvær på Grund af hans uhyre Vom. Timerne benyttedes udelukkende til Opramsning af Lektien. Gik Ramseriet i Stå, søgte han at få det i Gang igen ved allehånde Løjer. "Nå – hvad så mere?" sagde han og trykkede Eleven på Næsen med sin Tommel, hvad han kaldte "en Begmand", eller han hyppede på ham ved gemytlig at trække ham i Øret med et "Nå, kom så da!" Inden han gik til den næste Elev, gav han Vedkommende en eller anden Genstand at holde på for at markere Resultatet af Overhøringen. Det kunde være et Stykke Brænde eller Tavlesvampen, Ildklemmen eller, dersom Præstationen havde været mådelig, glen til Gården. Alt Klasseværelsets løse Inventar blev, efterhånden taget i Brug og ved Timens Slutning løftet i Vejret til Støtte for hans Hukommelse, når han gik op på Katederet for at indføre Karaktererne i Protokollen.	For at tage et Eksempel: Vor Historielærer var en aldrende Tyksak, om hvem der gerne stod en sødlig Dunst af Rom eller Portvin. Han var stærkt døv, maatte derfor hele Tiden for Overhøringens Skyld opholde sig nede i Klassen og flytte sig mellem Bænkene fra Elev til Elev. Undervisningen bestod udelukkende i Afhaspning af Lektien. Gik Ramseriet i Staa, trykkede han Eleven paa Næsen for at faa det i Gang igen. Det kaldtes for en "Begmand". Eller han hyppede paa ham som paa en Hest, idet han trak ham i Øret. "Naa, kom saa da! Kom saa da! Hvad saa mere?" For at markere Resultatet af Overhøringen, naar han forlod en Elev for at gaa til den næste i Rækken, gav han ham en eller anden Genstand at holde paa i Resten af Timen, 56 f. Eks. et Brændestykke eller Tavlesvampen, Ildklemmen eller – dersom Præstationen havde været maadelig – Nøglen til Gaarden. Alt Klassens løse Inventar blev efterhaanden taget i Brug til Støtte for hans Hukommelse, naar han ved Timens Slutning gik op paa Katederet for at indføre Karaktererne i Protokollen.	Historielæreren f. Eks., den ene af Skolens to Overlærere, var en Tyksak, en mægtig Vom og slemt tunghør. Under Overhøringen maatte han derfor opholde sig nede i Klassen mellem Eleverne. Gik Ramseriet i Staa trykkede han Drengen paa Næsen og hyppede som paa en Hest; og for at kunne huske Resultatet af Overhøringen naar han ved Timens Slutning gik op paa Katederet og indførte Karaktererne i Protokollen, gav han til Støtte for sin Hukommelse Eleven et eller andet af Klassens Inventar i Hænde. Tavlesvampen, Ildklemmen eller – dersom Præstationen havde været til Maadelig – Nøglen til Gaarden.
Paa saadan Vis indførtes Drengene i deres Fædrelands Historie, og det paa en Tid, da samme Fædreland endnu gispede efter en Kamp, hvor selve Eksistensen stod paa Spil. Disse Klovnløjer var den latinske Skoles Bidrag til den Genrejsning af Slægten, som alle haabede paa, og som hos de unge vel netop maatte begynde med en Forstaaelse af, at Folkets store Minder var en personlig Arv, der forpligtede. Dog i en gammel By som Randers lader Historiens Aand sig ikke tie ihjel; den tager selv Ordet. Fra indsunkne Bindingsværksgavle med udskaarne Bjælkehoveder talte den til de unge Sind. I de snevre, brogede og mørke Smøger, hvor Skridtene fulgtes af en hul, aandeagtig Genlyd, hviskede den om de svundne Tider og Mænd, og da naturligvis især om Niels Ebbesøn. Paa Søndergade laa et ældgammelt Hus, hvorom der blev fortalt, at det i det væsenlige var det samme som det, hvori den tyske Greve blev dræbt. Det natlige Drama, der paa Skolen bare var en Lektie, blev overfor disse Mure til levende Virkelighed for Drengenes Øjne. Stod de der alene i Aftenmørket, naar der var bleven stille i Gaderne, syntes de at høre selve Suset af det mandige Sværdhug over Sengestok, der friede Danmark af Fjendevold og genrejste dets Ære. Og i denne Klang var der som en Besværgelse. Det blodige Hoved, de saa tydeligt saae rulle henad Gulvet, havde tre strittende Haar paa den kullede Isse og bar Bismarcks forhadte Ansigtstræk.	[35] Så gemytligt indførtes vi Drenge i Fædrelandets Historie umiddelbart efter en ulykkelig Krig, hvor selve Landets Eksistens stod på Spil. Disse Narrestreger var Skolens Bidrag til vor Forståelse af Fortiden og den truende Spøgelseskrift, der kan læses mellem Linjerne på mange af vor Histories Sider: Mene, Mene, Thekel. Men i en gammel By som Randers har Historiens Ånd selv Mæle. Fra dens trange, middelalderlige Smøger og Smuge med de indfaldne Bindingsværksgavle talte den til os om den svundne Tid og dens Mænd, først og fornemmelig naturligvis om Byens egen Helt, Niels Ebbesen. Der lå på Søndergade en gammel Bygning, hvorom der blev sagt, at her var Stedet, hvor den kullede Greve hin Aprilsnat 1340 fik Hovedet hugget af "over Sengestokken". Stod vi en mørk Aften foran det gamle Hus, blev Begivenheden, der på Skolen bare var en afhaspet Lektie, til levende og blodig Virkelighed for os. Vi syntes i Stilheden at høre Suset af det vældige Sværdhug, der skilte Hovedet fra Kroppen og skaffede Jylland af med sin Tyran.	Under saa gemytlige Former indførtes vi Drenge i Fædrelandets Historie umiddelbart efter en ulykkelig Krig, hvor selve dets Eksistens stod paa Spil. Disse Løjer var Skolens Bidrag til Forstaaelse af vor Fortid, af den Spøgelseskrift, det truende Mene, Mene, Thekel, der kan læses mellem Linjerne paa saa mange af Krønikens Sider. Men i en gammel By som Randers faar Historiens Aand selv Mæle. Fra de trange, middelalderlige Smøger og Smug med de hældende Bindingsværksgavle talte den til os Drenge om de svundne Tider og dens Mænd, først og fornemmeligst naturligvis om Byens egen store Helt, Niels Ebbesen. Der laa paa Storegade en gammel Bygning, 57 som mentes at være Stedet, hvor den tyske Voldsherre hin Aprilnat 1340 fik sit Hoved hugget af "over Sengestokken". Stod vi en mørk Aften foran dette gamle Hus, blev den hele Scene, der paa Skolen bare var en afliret Lektie, til levende og blodig Virkelighed for os. Vi syntes i Stilheden at kunne høre Suset af det historiske Sværdhug og se det kullede Hoved rulle henad Gulvet med en Blodstrøm efter sig.	U24 Under saadan Gemytlighed indførtes vi Drenge i Fædrelandets Historie kort efter den ulykkelige Krig, der satte selve dets Eksistens paa Spil. Men en gammel By som Randers har selv Mæle. Fra dens middelalderlige Smøger og Kroge talte den til os om svundne Tider og dens Mennesker, især naturligvis om Byens Helt, Niels Ebbesen fra Nørreris. Der laa paa Storegade en gammel Bygning, hvorom der paastodes, at her var Stedet, hvor den tyske Voldsherre hin Aprilnat 1350 fik Hovedet hugget af. Stod jeg en mørk Aften foran Huset, blev den hele Scene til levende Virkelighed for mig. Jeg hørte Suset af det historiske Sværdhug og saa' det kullede Hoved rulle fra Sengestokken henover Gulvet.
	[36] Niels fra Nørreris står nu i Bronce på Byens Torv. Da Statuen i sin Tid rejstes, lød der hist og her Protester fra samvittighedsbekymrede Folk, der spurgte, om det også var forsvarligt at sætte et Æresminde for en Drabsmand, der på Lønmorderes Vis, dækket af Natten, sneg sig ind i en sovende Fjendes Hus og dræbte ham, mens han lå værgeløs i Sengen. Sådanne ængstelige Sjæle, der vejer Midlet i Stedet for Målet, har vi jo gerne en Flok af blandt vore Patrioter. Mene, Mene, Thekel! Ja vist var Niels Ebbesens Gerning en Mørkets Dåd, men selv en sådan får Glans fra det høje, når Målet er noget så stort som et Folks Frelse.	Niels fra Nørreris staar nu i Bronce paa Byens Torv. Da Statuen for en Del Aar siden rejstes, lød der hist og her i Landet Protester fra samvittighedsbekymrede Folk, som ikke mente det forsvarligt at sætte et Æresminde for en Mand som ham. Han var jo dog en Lønmorder, som dækket af Natten sneg sig ind i den sovende Fjendes Hus og dræbte ham i Sengen. Af den Slags Patrioter, der i enhver Situation vejer Midlet i Stedet for Maalet, har vi jo altid haft en Skok. Mene, Mene, Thekel! Ja vist var Niels Ebbesens Gerning en Mørkets Daad; men selv en saadan faar Glans af det høje, naar 58 Maalet er noget saa stort som et Folks Frelse.
	[37a] I Latinskolen samledes jeg igen med de fleste af mine gamle Med-Elever fra Børneskolerne; men der var tillige en Del nye, som jeg ikke kendte.	Her i Latinskolen samledes jeg igen med de fleste af Kammeraterne fra Forberedelsesskolen. Men der var ogsaa nogle jævnaldrende Drenge, jeg ikke tidligere havde truffet,
	[37b] Det var navnlig Drenge fra Omegnen, Proprietær- og Herregårdssønner, der hidtil havde fået Undervisning i Hjemmene. Det var gennemgående store, kraftige Fyre, i Væsen og Sprog prægede af deres landlige Oprindelse og Opdragelse. Måske derfor følte jeg mig straks tiltrukket af dem. [39c] Men hertil bidrog også den Omstændighed, at de som fremmede i Byen endnu intet vidste om Befolkningens Miskendelse af min Far, ikke havde hørt om Kirkens Tomhed ved Søndagsgudstjenesten, hvad de andre i Klassen altid drillede mig med. Påstanden ophidsede mig så meget mere, som den slet ikke var sand, og idelig røg vi i Totterne på hinanden i den Anledning.
	[42] På Skolen fik jeg til Gengæld nogle andre Venner, som jeg kunde slutte mig til, deriblandt Johan Rohde, den nu så bekendte og ansete Maler og Møbelkunstner, som blev mig en Ven for Livet. Klassens Lys var en Dreng, der senere blev Skoledirektør i København; dens Ugle var en Dyrlægesøn fra Midtjylland, en stor, kvabset Fyr, som vi på Grund af hans enfoldige Udseende og Væsen kaldte Jokum og i det hele ubarmhjertigt drillede. Om hans Tåbelighed gik der en hel Del Historier, der næsten kunde måle sig med de gamle Molbofortællinger. Her er en af dem.	deriblandt Johan Rohde, den senere saa bekendte og ansete Maler og Møbelkunstner, der blev mig en Ven for Livet. Klassens Lys var en Dreng, som 40 Aar efter blev Skoledirektør i København, dens Ugle en Dyrlægesøn ude fra Landet, en stor, enfoldig Klods, som vi i Frikvartererne ubarmhjertig drillede. Vi kaldte ham Jokum med L, og paa Grund af hans Taabelighed paastod vi, at han nedstammede fra de rigtige, gamle Molboer.
	På Rejsen hjem til Julen var han kommen til at køre i samme Tog som en af Skolens Adjunkter. Det var blevet et forrygende Snefog, og allerede i Langå måtte Toget stoppe op og vente et Par Timer, indtil Banen igen var farbar. Passagererne opholdt sig i de opvarmede Ventesale, og her i Mylderet af Julerejsende fik Adjunkten Øje på Jokum, der sad modfalden på en af Bænkene. For at opmuntre ham tog han ham under Hagen og sagde, at han ikke skulde være ked af Forsinkelsen; Banen vilde snart være ryddeliggjort, så han endnu kunde komme tidsnok hjetn til Julegrøden. Men Jokum lod sig ikke trøste. Tårerne rullede ned ad hans Kinder, og under Hulken og Hiks kom det nu ud af ham, at han ingen Mellemmad havde fået med og heller ikke flere Penge end netop til Billetten. Adjunkten, der fik ondt af Drengen, gav ham så Lov til at gå ind i Restaurationen og få sig lidt at spise på hans Regning. En Timestid efter, da Toget endelig kunde køre, og han kom hen til Buffet'en for at betale, præsenteredes der ham til hans Forbløffelse en større Note for Jokums Fortæring: en kvart And med Rødkål, en Bruslemonade og en Kop Chokolade med tre Stykker Julekage. Adjunkten var Lærer i Naturhistorie og ingenlunde nogen skånsom Opdrager. Affæren blev snart kendt i hele Skolen, og hver Gang vor Klasse under Gennemgangen af Fuglene kom til Ænderne, vidste vi, at Jokum vilde blive hørt. Under vor Jubel blev den arme Tosse kaldt op for omstændelig at gøre Rede for Ændernes Kendetegn og Egenskaber, og han slap ikke ud af Gabestokken, før han også udtrykkelig havde nævnt, at deres Kød var meget velsmagende.	En Gang paa Rejsen hjem til Julen kom han til at køre i samme Tog som en af Skolens Adjunkter. Det var et rygende Snefog, og i Langaa maatte Toget stoppe nogen Tid, indtil Banen atter var farbar. Passagererne opholdt sig imens i Ventesalene, og her i Mylderet af glade Julerejsende fik Adjunkten Øje paa Jokum, 59 der sad modfalden paa en af Bænkene. Under Hulken og Hiks kom det ud af ham, at han havde glemt sin Mellemmad og heller ikke faaet flere Penge med end netop til Billetten. Adjunkten, der fik ondt af ham, gav ham saa Lov til at gaa ind i Restaurationen og tage sig lidt paa hans Navn. Da Toget noget efter kunde køre, presenteredes der ham en Regning for Jokums Fortæring, der lød paa en kvart And med Rødkaal, en Kop Chokolade med Flødeskum, en Bruslimonade og tre Stykker Julekage. Historien blev bekendt paa Skolen, og Adjunkten, der var Lærer i Naturhistorie, lod ham ikke dø i Synden. Hver Gang vi under Gennemgangen af Fuglene kom til Ænderne, blev Jokum kaldt op og maatte gøre nøje Rede for deres Kendetegn og Egenskaber. Og den arme Tosse slap ikke fri, før han under Klassens Jubel udtrykkelig havde nævnt, at deres Kød var meget velsmagende.
	[38] Blandt de nye Kammerater knyttede jeg især Venskab med to Sønner fra Tustrup, en Herregård, der lå et Par Mil fra Randers midt ude på det vidtstrakte, overdådigt frugtbare Engdrag, der var Byens og hele Egnens Rigdomskilde. Familien havde også nogle yngre Børn, der endnu blev undervist hjemme af en Huslærer. I dette store, gæstfrie Hus fik jeg i de kommende År en Slags andet Hjem. Sommer og Vinter tilbragte jeg mange af mine Feriedage derude og lærte bl. a. at fiske Gedder og at ride, eller dog at sidde på en Hesteryg. Sammen med de andre Børn gjorde jeg lange Besøgsture omkring i Egnen på "min egen" Hest, en Gråskimmel, der hed Kora. Der stod over tyve Heste i Stalden foruden to Nordbagger til de yngste Børn. Vi kunde til Tider være en hel Kavalkade, når vi drog af Gårde.	Af nye Kammerater, som jeg lærte at kende og knyttede Venskab med, var foruden Rohde to Proprietærsønner fra Omegnen, 60 to Brødre, der hidtil havde faaet Undervisning i Hjemmet. Det var store, føre Drenge, der baade i Væsen og Sprog var præget af deres landlige Oprindelse. Deres Fædrenegaard – Tustrup – laa et Par Mil fra Randers midt ude paa det vidtstrakte Engdrag, der var Byens og hele Egnens Rigdomskilde. Hos denne gæstfri Familje, hvor der ogsaa var en Del mindre Børn, der endnu undervistes hjemme af en Huslærer, fik jeg en Række Aar som et andet Hjem, helt forskelligt fra mit eget. Her oplærtes jeg i forskellige junkerlige Idrætter, som f. Eks. at ride – eller dog at sidde fast paa en Hesteryg. Sammen med de andre Børn gjorde jeg lange Rideture omkring i Egnen paa "min egen" Hest, en Graaskimmel, der hed Kora. Der stod over tyve Heste i Stalden foruden to gule Nordbagger til de yngste Børn. Vi var en hel Kavalkade, naar vi drog af Gaarde.
	[39] Faderen, der under Krigen havde gjort Tjeneste som Dragonofficer og stadig lod sig kalde Løjtnant, var en indesluttet Mand af Junkertype, samtidig alligevel tydelig præget af nært Slægtskab med Egnens Bonde. Moderen var Datter af Enkefruen på Løvenborg, Ditlev Rantzaus gamle Herresæde, og hendes Søster var Fruen på Lundbjerg, en anden af Egnens store Gårde. På Pindsminde, der var Nabo til Tustrup, boede også en af Slægten, og i alle disse nær forbundne Hjem, hvor der overalt rådede den mest rundhåndede Gæstfrihed, blev jeg indført og fandt Optagelse, næsten som om jeg hørte med til Familien.	Børnenes Far, der under Krigen havde gjort Tjeneste som Dragonofficer og stadig lod sig kalde Løjtnant, var en tavs, indesluttet 61 Mand. Baade han og Børnenes Mor tilhørte Djurslands bekendteste Herregaardsfamilier, Moderen var Datter af Enkefruen paa Løvenholm, Ditlev Ranzaus gamle Herresæde, og en Søster til hende var Frue paa Lundbjerg, en anden af Egnens store Gaarde. Paa en Nabogaard til Tustrup, Pindsminde, boede ogsaa en af Slægten, og i alle disse nær forbundne Hjem, hvor der raadede den mest rundhaandede Gæstfrihed, blev jeg indført og fandt Optagelse, næsten som om jeg hørte med til Familjen. Mange af mine Sommersøndage og andre Feriedage tilbragte jeg der. Ogsaa til Vinterens Baller og Julegilder blev jeg hentet derud sammen med "Musikken", der gerne maatte tages fra Randers.
	Løjtnanten og hans Frue var Fætter og Kusine, og om deres fælles Herkomst fortaltes der på Egnen en underlig Historie. En af de tidligere Lensbesiddere på Gl. Estrup, Djurslands ældste og største Herresæde, havde efter et mislykket Ægteskab med en Adelsdame giftet sig med Gårdens smukke Hønsepige og efter Brylluppet skænket hver af hendes Brødre en Herregård. Det lyder som en Ammestuekrønike, og er det måske også. Men sikkert er det dog, at både Løvenholm og Tustrup ligesom en tredje af Egnens Storgårde i det foregående Slægtled ejedes af tre Brødre, der alle oprindelig havde været almindelige Bønderkarle. Ved Dygtighed havde de drevet deres Ejendomme op til at blive Mønstergårde og var bleven pengestærke Folk, mens den grevelige Familie og deres stolte Slægtsborg sank dybere og dybere ned i Fattigdom og Forfald.	Løjtnanten og hans Frue var Fætter og Kusine, og om deres fælles Herkomst fortaltes der en underlig Historie. En af de tidligere Lensbesiddere paa Gl. Estrup, Djurslands ældste og største Herresæde, havde efter et mislykket Ægteskab giftet sig med Gaardens smukke Hønsepige og paa Bryllupsdagen 62 skænket hver af hendes tre Brødre en Herregaard. Det lyder som en Ammestuekrønike, og er det maaske ogsaa. Men sikkert er det dog, at baade Løvenholm og Tustrup ligesom en tredje af Egnens Storgaarde i det foregaaende Slægtled ejedes af tre Brødre, der alle oprindelig havde været jævne Bønderkarle, som med Dygtighed havde drevet deres Ejendomme op til Mønstergaarde og var bleven pengestærke Folk. Ogsaa den nuværende Ejer af Tustrup var en almindelig anerkendt Studeopdrætter. Paa hans Eng stod om Sommeren en kilometerlang Række af store, bredryggede Dyr, undertiden over hundrede, som blev opfedet til det engelske Marked. Der gik en ugenlig Lastdamper fra Randers til Newcastle med Stude, – indtil England nogle Aar efter forbød Indførsel af levende Kvæg, hvorved ogsaa Randersegnens Landmænd blev tvunget ind paa forceret Mejeridrift og Svineavl.
	[40] Denne familiære Omgang med så mange for mine Forældre og Søskende ganske fremmede Mennesker forrykkede en Smule Forholdet til mit eget Hjem og mine daglige Omgivelser.	Min nære Omgang med disse fremmede og rige Familjer forrykkede efterhaanden mit i Forvejen lidt skæve Forhold til mit eget Hjem.
	[41b] Hvor der er så mange Søskende, får Forholdet mellem dem ret naturligt ikke den samme inderlige Karakter som i en mindre Familie med nogenlunde jævnaldrende Børn. Om de også er Helsøskende, har de ældre og de yngre dog ikke haft samme Forældre, er ikke vokset op under samme Kår eller i det samme Hjem. Følelsen af Samhørighed bliver derfor ikke helt naturlig, Forholdet mellem dem mere som mellem Fættere eller Kusiner.	Hvor der er saa mange Søskende, 63 faar Forbindelsen mellem dem overhovedet let en løsere Karakter end i en mindre Familje med nogenlunde jævnaldrende Børn. Om de ogsaa er Helsøskende, er de dog ikke vokset op under samme Forhold, har ikke haft de samme Forældre. Den Familjefølelse, der udvikler sig imellem dem, minder mere om den, som findes hos Fættere og Kusiner.
	Når jeg fra de junkerlige Friluftsglæder vendte tilbage til Byen og Præstegården med dens indelukkede lille Gårdsplads og Have, til Skoletimernes og Lektielæsningens Tvang, var jeg ofte ret melankolsk.	Naar jeg fra Besøgene i de fremmede Hjem med deres junkerlige Friluftsglæder vendte tilbage til Præstegaardens indelukkede lille Have og til Skolens Tvang, kunde jeg blive svært nedtrykt.
	[41a] Frikvarterets Klinkspil i Skolegården morede mig ikke mere. Selv Klassens "Indianerkampe" ude i Byens Anlæg, hvor Sortefod indringedes og fangedes, var mig nu altfor barnlige. Hensunken i mig selv som en Fange, der er lagt i Jern, sad jeg i Timerne og længtes efter "min egen" Hest og efter en gul Nordbagge med en sød lille Pige på 8 År, hvis Kavaler jeg var på Rideturene derude på Landet. I Hjemmet følte jeg mig mere og mere tilovers.	Legene med mine Søskende ligesom Klinkspillet i Skolegaarden morede mig ikke mere. Selv Klassens "Indianerkampe" ude i Byens Anlæg, hvor Sortefod indringedes og fangedes, var jeg vokset fra. Jeg følte mig som en Fange i Jern, sad under Lektielæsningen med Haanden under Kinden og længtes efter "min egen" Hest og efter en gul Nordbagge med en sød lille Pige paa otte Aar, hvis Kavaler jeg var paa Rideturene derude paa Landet. Jeg selv gik nu i mit tolvte Aar. ** *
	[48] To År i Træk tilbragte jeg et Par Sommeruger hos Præstefamilien i Torning mellem Viborg og Herning. Jeg var ved det første Besøg godt en halv Snes År; men skønt jeg vidste, at der var jævnaldrende Børn i Præstegården, var det langtfra med min gode Vilje, jeg rejste derud. Jeg mente nemlig at forstå, at det var mine Forældre, der havde fremkaldt Indbydelsen for at få mig bort fra Tustrup og mine andre Herregårdsbekendtskaber, som jeg velsagtens har gjort mig en Del til af. Med andre Ord: jeg opfattede Rejsen som en Forvisning og lovede mig selv at være stejl.	64 Den Sommer, da jeg fyldte tolv, opholdt jeg mig i et Par Ferieuger hos en Præstefamilje i Thorning inde ved Hedegrænsen – Steen Blichers gamle Sogn, hvor nu en af min Fars yngre Præstevenner residerede. Skønt jeg i Forvejen havde faaet at vide, at der var jævnaldrende Børn i Præstegaarden, var det ikke med min gode Vilje, jeg gjorde Rejsen dertil. Jeg følte mig overbevist om, at det var mine Forældre, der havde foranlediget Indbydelsen for at holde mig borte fra Familjen paa Tustrup og de andre fremmede Herregaardsbekendtskaber, som jeg velsagtens har gjort mig lovlig meget til af. Jeg opfattede med andre Ord Besøget som en Forvisning og var rigtig indædt gnaven, da jeg drog afsted.	\|U25\| Jeg fyldte denne Sommer tolv Aar. Nogle uforglemmelige Feriedage tilbragte jeg inde ved Hedegrænsen i Thorning, Steen Blichers gamle Sogn, hvor nu en af min Faders yngre Præstevenner sad i Embedet. Han havde været i Besøg hos os, og da jeg var jævnaldrende med hans egne Børn, havde han indbudt mig.
	Jeg ser mig stå med en tung Taske over Skulderen udenfor Rødkærsbro Station, hvortil et tidligt Morgentog havde ført mig. Uhyre misfornøjet og vel også nok noget forknyt så jeg ud over det store, fremmede Landskab, der lå foran mig, og som jeg ganske på egen Hånd skulde finde Vej igennem. Jeg havde to stive Mil at gå, og Solen brændte allerede hedt. Jeg vidste, i hvilken Retning jeg skulde gå, og jeg var Jyde nok til ikke at tage fejl af Verdenshjørnerne. Forøvrigt havde jeg fået Besked om at spørge mig for; men der var ingen Mennesker på Vejene, og ved Vejkrydsene måtte jeg flere Gange ty ind i Gårdene og bestå en Kamp med rasende Hunde for at sikre mig mod at gå forkert.	Jeg ser mig staa med en snærende tung Taske over Skuldren udenfor Rødkærsbro Station mellem Randers og Viborg, hvortil et tidligt Morgentog har bragt mig. Foran mig ligger et stort, fremmed Landskab, som jeg paa egen Haand skal finde Vej i. Jeg har to stive Mil at gaa, og Solen brænder 65 allerede hedt. Jeg véd, i hvad Retning Thorning skal ligge, og jeg er Jyde nok til at have Rede paa Verdenshjørnerne. Iøvrigt har jeg faaet Besked om at spørge mig for. Men Vejene krydses bestandig, og der er ingen Mennesker at se. Flere Gange maa jeg søge ind i et Hus eller en Gaard og bestaa en Kamp med rasende Hunde for ikke at blive vildfarende. Jeg kom forbi Avnsbjerg, Kjellerup, Kjærsholm og andre Byer og gamle Gaarde, som Steen Blichers Digtning har gjort landskendte. Men at det var en i Literaturen klassisk Egn, jeg gennemvandrede, beskæftigede mig slet ikke. Jeg kendte vistnok meget lidt til den jyske Digterpræst, om jeg overhovedet vidste noget om ham. Jeg havde andre Afguder den Gang: Marryat, Cooper og Gøngehøvdingens beundrede Forfatter. Heller ikke gik det vistnok op for mig, at jeg befandt mig paa Valpladsen for den store Kongekamp i 1157. Maaske havde jeg uden at ane det spist min medbragte Mellemmad paa selve den 66 Høj, hvor Hedesandet hin 23. Oktober drak Kong Svends Blod.
	Det blev derfor over Middag, inden jeg nåede Torning. Præstefamilien sad endnu ved Bordet, da jeg ude i Forstuen blev mødt af et gammelt Tyende, som havde set mig komme. Et Øjeblik efter stod jeg omringet af en Flok glade Børn, der var stormet derud for at tage mig i Øjesyn. Senere kom også Præstefolkene og ønskede mig velkommen. De må sikkert have set med Forundring på denne mugne Feriedreng, der knap nok svarede på deres Spørgsmål om, hvordan Rejsen var gået.	Det blev over Middag, inden jeg naaede Thorning. Præstefamiljen sad endnu tilbords, da jeg kom ind i Forstuen og her blev modtaget af et ældre Tyende, der havde set mig komme over Gaardspladsen. Da jeg havde sagt mit Navn, gik hun ind for at melde mig. Et Øjeblik efter stod jeg omringet af en Flok jublende Børn, der straks var stormet ud for at tage mig i Øjesyn. Lidt efter kom ogsaa Præstefolkene og ønskede mig velkommen. De har sikkert set med Forundring paa denne mugne Feriedreng, der knap nok vilde svare paa deres Spørgsmaal om, hvordan Rejsen var gaaet.
	[49] Egnen omkring Torning, der i Blichers Tid halvvejs havde været Hede, var nu vel opdyrket Land med ret store Gårde og god Avling. I Præstegårdens egen Stald stod fire kraftige Heste, og Synet af dem lyste lidt op i mit Sind. Så kunde jeg måske få Lejlighed til at gøre mig gældende som flot Rytter. Også en anden Omstændighed bidrog til at optø mig. Sommerferierne dengang faldt sammen med Hundedagene, altså også med Kornhøsten, og der var Travlhed rundt om på Markerne. Vi Børn, både Piger og Drenge, fik Lov til at være med i Arbejdet, og det viste sig til min Overraskelse at være helt morsomt at gå og svede som en rigtig Høstkarl bare med Skjorte og Bukser på. Vi var med til at binde Negene og kappedes om, hvem der kunde binde flest. Og når Kornet kørtes i Lade, lå vi ovenpå Læssene og sang i vilden Sky. To Gange daglig badede vi os i Fællesskab i en bred Å i Nærheden for at skylle Sveden af os, og også det gik for sig under alskens Lystighed. Der var i det hele en langt friere og dristigere Tone mellem disse Søskende, end jeg var vant til fra mit eget Hjem, og i Begyndelsen følte jeg mig lidt trykket af den, f. Eks. ved at vise mig i paradisisk Nøgenhed sammen med Pigebørnene og deres vestjyske Kusine, der ligesom jeg var på Feriebesøg der. De var alle i Tiårs-Alderen. Det varede dog ikke længe, før deres muntre Naturlighed også gik mig i Blodet, og inden længe sværmede jeg så småt for Kusinen, der var den ældste af dem og den mindst kådmundede. Så var Tustrup og min lille Herregårdsfrøken på Nordbaggen glemt for en Tid og Surmuleriet dampet af mig. Endog de forventede Rideture slog jeg af Hovedet nu, da jeg under Badningen havde Lejlighed til at udmærke mig ved min Færdighed i at svømme og dykke. Det var iøvrigt en Færdighed der var fælles for al Randers-Ungdom på Grund af den Rolle, Gudenåen på forskellig Vis spillede i dens Sommerliv. Det betragtedes næsten som en Skam for en Dreng, når han ikke allerede i Niårs-Alderen var en frygtløs Svømmer og Bunddykker.	Egnen omkring Thorning, der i Blichers Tid havde været halvvejs Hede, var nu vel opdyrket Land med ret store Gaarde og god Avling. I Præstegaardens egen Stald stod fire kraftige Heste, og Synet af dem vakte straks visse Forhaabninger hos mig. Ogsaa af andre Grunde optøedes lidt efter lidt et lille Stykke af mit bundfrosne Hjerte. Skolernes 67 Sommerferie faldt den Gang sammen med Hundedagene, altsaa ogsaa med Kornhøsten, og der var Travlhed rundt om paa Markerne. Vi Børn, baade Drenge og Piger, fik Lov til halvpaaklædte at gaa med i Arbejdet, og naar Kornet kørtes hjem, laa vi ovenpaa Læssene og sang. Det var næsten endnu morsommere end at ride. I Nærheden af Præstegaarden løb en dyb og bred Aa, hvor vi allesammen, Drenge og Piger, flere Gange om Dagen badede. Ogsaa det gik for sig under alskens Lystighed. Overhovedet herskede der en langt friere Tone mellem disse Søskende, end jeg var vant til hjemmefra. I Begyndelsen følte jeg mig lidt trykket af den, især af de to ældste Pigebørns paradisiske Nøgenhed under Badet. De var omtrent paa min egen Alder, næsten halvvoksne. Det varede dog ikke længe, før deres friske Naturlighed overvandt min Blyhed. Desuden var jeg henrykt over her at faa Lejlighed til at vise mig for dem som Dykker – en Færdighed, der forøvrigt var fælles for al Randers-Ungdom. Det betragtedes 68 næsten som en Skam for en Randers-Dreng, dersom han ikke allerede i Tiaars-Alderen var en frygtløs Svømmer og Bunddykker.	Egnen omkring Thorning, der i Blichers Tid halvvejs havde været Hede, var nu vel opdyrket Land med ret store Gaarde og god Avling. I Præstegaardens egen Stald stod fire kraftige Heste. Jeg kom dertil midt i Høsten, og vi Børn, baade Drenge og Piger, gik med i Arbejdet paa U26 Markerne. Naar Kornet kørtes hjem, laa vi ovenpaa Læssene og sang. I Nærheden af Præstegaarden løb en Aa, hvori vi allesammen – begge Køn – svalede os i Middagsheden. Ogsaa dette gik for sig under alskens Lystighed. I det hele var der en langt friere Tone mellem disse Søskende, end jeg var vant til hjemme.
		Livet inden Døre var ogsaa helt anderledes, end jeg havde tænkt mig det. Præsten var en glad og ungdommelig Mand, hvis mærkelige Væsen hver Dag satte mig i ny Forundring. Efter Maaltiderne kastede han sig gerne ned ved Klaveret i den lave, bjælkeloftede Dagligstue og fyldte den med et improviseret Orgelbrus, en Bordbøn i Toner, – en "Tak for Mad", som han sagde. Men han var ikke alene musikalsk begavet, han havde ogsaa sjeldne kunstneriske Evner. Bedst som han sad i Gyngestolen med en Avis, kunde han smilende liste en Blyantstump op af sin Vestelomme og paa Avisens Rand nedkradse en livfuld Barneprofil eller et morsomt Udtryk, han havde opsnappet i sin Kones Ansigt. Han gav sig ogsaa af med Skribentvirksomhed, var i det hele en af disse sprudlende Naturer, der tumler sig paa de forskelligste Omraader med samme 69 frimodige Dilettantisme. Denne Sommer var han især optaget af at lægge Planer til Opførelse af en ny Præstebolig, som han selv vilde give Tegning til og vistnok ogsaa delvis selv bekoste. Han var af gammel velhavende københavnsk Patricierslægt. Hans Bedstefar havde været en af de sidste Direktører for Øresundstolden og en af Datidens rigeste Mænd. Børnene talte ofte om deres Oldemor, der endnu levede og boede paa en Slægtsgaard etsteds paa Sjælland.	Selv Præsten satte mig mangen Gang i Forundring. Han var en livsglad Natur og lignede slet ikke nogen af de andre Præster, jeg kendte. Han havde f. Eks. den Skik efter Middagsmaaltidet at slænge sig ned ved Klaveret i Dagligstuen og lade et mægtigt Tonebrus fylde Stuen. Det var hans Form for Bordbøn. Ogsaa andre Ejendommeligheder hos ham fangede min Opmærksomhed. Bedst som jeg troede ham optaget af sin Avis, kunde jeg se ham liste en Blyantsstump op af Vestelommen og paa Avisens Rand nedkradse et livfuldt Udtryk, han havde opsnappet i et af Børnenes Ansigter, eller tegne et Rids af Huskatten, der strækker sig i sin Kurv. Han var en af disse sprudlende Naturer med mange Slags Talenter, der alle udfoldede U27 sig med samme Frimodighed. Denne Sommer var han navnlig optaget af Planen til en ny Præstebolig, som han selv vilde give Tegning til og vistnok ogsaa selv bekoste. Han var af gammel velhavende københavnsk Patricierslægt. Hans Bedstefar havde været en af de sidste Direktører for Øresundstolden, og Børnene talte ofte om deres Oldemor, der endnu levede og boede paa en Slægtsgaard et Sted paa Sjælland.
	[50] Omkring i Egnen var der endnu Mindelser både om de ældste Tider, da Vildskovene dækkede Landet, og om de senere, da Hedelyngen bredte sig det store Øde, efterat Stormene havde fældet den tusindårige Skov og Sandflugten begravet den. Spredt mndt om i Landskabet lå tætte, mørke Krat af vantrevne Hvidtjørn og ældgamle Skovæbletræer, af Eg og Røn, som vi kun med Ængstelse trængte os ind i, fordi vi havde hørt, at det spøgede derinde. Hist og bor løftede den mørke Top af en Lyngbanke sig op over det dyrkede Land; men den egentlige, sammenhængende Hede var nu trængt et godt Stykke ud mod Vest. Vi var kun derude en enkelt Gang med et Studespand for at hente Tørv hjem fra Moserne. Natmandsfolket, som der snakkedes så meget om, så vi til min Sorg ikke noget til ved den Lejlighed; men inde i Torning By viste sig flere Gange mørkøjede, vildt udseende Omstrejfere, Kedelflikkere og den Slags Folk, som Beboeme aldrig var glade for.	Rundt omkring Thorning bar Landskabet endnu Mindelser baade af de ældste Tider, Vildskovenes Dage, og af de senere, da Hedelyngen dækkede Jylland fra Hav til Hav efter at Stormen havde fældet Skovene og Sandflugten begravet dem. Hist og her løftede en mørk Lyngtop sig op over det dyrkede Land, og spredt omkring laa tætte Smaakrat af vantreven Eg og Røn, af ældgamle Skovæbletræer og Hvidtjørn. Ikke uden Betænkelighed vovede vi os ind i dem, fordi der blev sagt, at det spøgede derinde. Ude i den store, mørke Hede i Vest, 70 den "vilde" Hede, som den blev kaldt, levede endnu Natmandsfolket. En Dag, da en af Præstegaardens Karle kørte derud med et Studespand for at hente Tørv hjem fra en Hedemose, fulgte jeg med i Haab om at faa en af disse omvandrende Zigøjnerfamiljer at se. Det lykkedes mig dog ikke. Men inde i selve Thorning By viste der sig flere Gange mørkøjede, vildt udseende Omløbere, Kedelflikkere, "Glarmestre" og den Slags Folk, hvis Besøg Beboerne slet ikke var glade for.	At det var en i Literaturen klassisk Egn, jeg opholdt mig i, optog mig ikke stærkt. Jeg havde den Gang andre literære Sværmerier end Blicher. Marryat, Cooper og Gøngehøvdingens Forfatter. Heller ikke beskæftigede det mig synderligt, at jeg befandt mig paa Valpladsen for den store Kongekamp i 1157. At Landskabet derimod endnu enkelte Steder havde Mindelser af de ældste Tider henrykte mig meget. Hist og her løftede en mørk Lyngtop sig op over det dyrkede Land, og Bønderne talte om "den vilde Hede" ude i Vest, hvor der stadig levede Natmandsfolk og andre Omløbere, der undertiden kom ind U28 til Thorning og søgte Arbejde som Kedelflikkere, Glarmestre eller "Kalvesnidere", og hvis Besøg Beboerne slet ikke var glade for.
["Han" er i "Smaa Erindringer" syv år:] Derimod erindrede han siden meget levende følgende ubetydelige Tildragelse fra de samme Aar: Han var i Besøg hos en Familie paa Landet, hvor der var en jævnaldrende Dreng. Sammen med denne løb han om Aftenen og legede i Haven, fra hvilken en lang Alle førte ud til Landevejen, da de tilfældigt fik Øje paa noget levende, der krøb op af Grøften dernede og gemte sig bag et af Træerne. Paa Grund af Afstanden og Skumringsdisen kunde de ikke rigtig se, hvad det var. Det kunde være et eller andet Dyr, men det kunde ogsaa være et Menneske. Efter nogen betuttet Raadslagning vovede de sig derhen og fandt en lille Savoyarddreng, en Purk paa syv-otte Aar i den ynkværdigste Forfatning. Hans Klæder drev af Vand og Mudder; han var blaa af Kulde og rystede som en syg Hund. Sandsynligvis havde han villet skyde Genvej over Engene og var da kommen ud i Hængesæk.	[51] En Aften i Skumringen, da jeg sammen med de to ældste af Præstens Sønner spillede "Munk" ude på Landevejen, så vi ved et Tilfælde, at noget levende krøb op fra Grøften et Stykke borte og gemte sig bag en Busk. På Grund af Afstanden og Solnedgangsskæret, som vi havde i Øjnene, kunde vi ikke rigtig se, hvad det var. Det kunde være et eller andet Dyr, men det kunde også være et Menneske. Vi stak Hovederne sammen, og efter en længere Rådslagning vovede vi os derhen og fandt en lille Savoyard, en Purk på syv-otte År, i den sørgeligste Forfatning. Det var dengang slet ikke noget usædvanligt at støde på disse omvandrende små Musikanter fra Sydens Bjerge. Når jeg så dem i Randers, misundte jeg dem gerne deres fuglefrie Liv uden Skoletvang og andre Bånd. Her så jeg nu dets ynkværdige Vrangside. Drengens Klæder var gennemtrængt af Vand og Mudder; han var blå af Kulde og rystede over hele Kroppen. Sandsynligvis havde han villet skyde Genvej over Mosen og var kommen ud i en Gunge.	En Aften i Skumringen, da jeg sammen med Præstens Drenge spillede "Munk" ude paa Landevejen, saa' vi noget levende kravle op fra Grøften et Stykke borte og gemme sig bag en Busk. Paa Grund af Afstanden kunde vi ikke se, hvad det var. Det kunde være et eller andet Dyr; men det kunde ogsaa være et Menneske. Efter en længere Raadslagning dristede vi os til at gaa derhen og fandt da en lille Savoyard, en Purk paa syv-otte Aar i den ynkeligste Forfatning. Han var blaa af Kulde og rystede over 71 hele Kroppen. Sandsynligvis havde han villet skyde Genvej over Engmosen og var kommen ud i en Gunge. Hans Klæder var vaade og fulde af Mudder. Saadanne omvandrende Smaafyre fra Sydens Bjerge stødte man den Gang hyppig paa i Jylland. Naar jeg havde set dem i Randers, misundte jeg dem deres fuglefrie Liv uden Skolegang og anden Tvang; men her saa jeg nu Vrangsiden af deres Tilværelse, og fik ondt af den lille Stakkel.	En Aften i Skumringen, da vi Børn legede ude paa Landevejen, saa' vi noget levende kravle op fra Grøften et Stykke borte og gemme sig bag en Busk. Det kunde være et eller andet Dyr, men det kunde ogsaa være et Menneske. Paa Grund af Afstanden kunde vi ikke afgøre det. Efter en Raadslagning bestemte vi os til at gaa derhen. Vi fandt da en lille mørkøjet Savoyard, en Purk paa 8-9 Aar i den ynkeligste Forfatning. Hans Klæder var vaade og oversmurte med Mudder, han selv blaa af Kulde og rystede, saa Tænderne klaprede. Sandsynligvis havde han villet skyde Genvej over Mosen og var kommen ud i en Gunge. Saadanne omvandrende Smaafyre stødte man den Gang ikke sjeldent paa i Jylland. Naar vi saa' dem i Randers, misundte vi dem deres frie Liv uden Skolegang og anden Tvang; men her saa' jeg Vrangen af deres Tilværelse og fik ondt af den lille Fyr.
Hvad der dog aabenbart for ham selv stod som den egenlige Ulykke, var det, at hans lille Haandorgel havde faaet Skade; Vandet havde opløst Limningen paa et af Dækslerne, der var faldet af. Han sad med Instrumentet i Skødet og var stum af Sorg. Selv da andre af Husets Folk kom til og tiltalte ham paa hans eget Sprog, var han ikke til at slaa et Ord af. Hans Tanker var tydeligvis langt borte. Sorgen havde ført ham hjem til Mor i Bjergene. Med mut Mine viste han al Deltagelse fra sig. Man bragte ham Mad og varmt Øl; men han vilde hverken spise eller drikke. Man gjorde ham forstaaelig, at Instrumentet nok skulde blive gjort i Stand; men han trykkede det ind til sig, som var han bange for, at man vilde rane det fra ham. I hans Øre har der sagtens lydt en moderlig Formaning om aldrig at slippe det af Hænde.	Vi prøvede at tale til ham; men han holdt sky Hånden over Øjnene og vendte Ansigtet bort. Hans anden Hånd holdt krampagtig på en Harmonika, der havde fået Vand ind i sig, så Limningen var opløst på det ene Dæksel, og det var åbenbart ikke mindst denne Ulykke, der gjorde ham stum af Sorg. Selv efter at Præsten var kommen til og på hans eget Sprog havde forsikret ham, at Instrumentet nok skulde blive gjort i Stand, var han ikke til at slå et Ord af. Hans Tanker var langt borte. Han måtte tilsidst med Magt føres under Tag, at Nattekulden ikke skulde skade ham. Han blev lukket ind i den lune Stald og fik et Knippe Halm og et Dækken at sove i. Man bragte ham Mad og varmt Øl; men han vilde hverken spise eller drikke. Han så sig angstfuldt omkring med sine store, sorte Øjne og trykkede Harmonikaen tæt ind til sig, som om han var bange for, at den skulde blive fraranet ham. I hans Øre lød formodentlig en moderlig Formaning til ham om aldrig at slippe den af Hænde. –	Vi forsøgte at tale til ham; men han holdt Haanden over Øjnene og vendte sig bort. Selv da Præsten og hans Kone kom til og tiltalte ham i hans eget Sprog, vedblev han at være stum og saa' ikke op. I hans Skød laa en Harmonika, som han krampagtig trykkede ind til sig. Den havde faaet Vand i sig, og det ene Dæksel var gaaet op i Limningen. Derfor hans Utrøstelighed. Hans Tanker var aabenbart langt borte, hjemme hos Forældrene i Bjergene. Præsten maatte tilsidst med Magt føre ham under Tag for at Nattekulden ikke skulde skade ham. Han 72 blev lukket ind i den lune Stald og fik et Knippe Halm og et Dækken at sove i. Der blev bragt ham Mad og varmt Øl. Men han vilde hverken spise eller drikke. Angstfuldt skottede han til os med sine store, sorte Øjne og trykkede stadig Harmonikaen tæt ind til sig, som om han var bange for, at vi skulde tage den fra ham. Det var jo ogsaa med dens Hjælp, han skulde fægte sig videre frem i Verden og tilsidst naa hjem. I hans Øre lød formodenlig en streng faderlig Formaning om aldrig at slippe den af Hænde.	Vi prøvede at tale til ham; men han vendte U29 Ansigtet bort. Ogsaa da Præsten kom til og tiltalte ham i hans eget Sprog, vedblev han at være stum. I hans Skød laa en Harmonika, som han krampagtig trykkede ind til sig. Den havde faaet Vand i sig, og det ene Dæksel var gaaet op i Limningen. Derfor hans Utrøstelighed. Det var jo ved dens Hjælp, han fægtede sig frem i Verden. Hans Tanker var sagtens hjemme hos Forældrene i Bjergene. Præsten maatte tilsidst med Magt føre ham under Tag, at ikke Nattekulden skulde skade ham. Han blev lukket ind i den lune Stald og fik et Knippe Halm og et Dækken at sove i. Der blev ogsaa bragt ham Mad og varmt Øl; men han vilde hverken spise eller drikke. Stadig trykkede han ængstelig Harmonikaen ind til sig, som om han var bange for, at den skulde blive taget fra ham. I hans Øre har formodentlig lydt en streng faderlig Formaning om aldrig at slippe sig den af Hænde.
Man maatte tilsidst med Magt føre ham under Tag for at Nattekulden ikke skulde skade ham. Han blev lukket ind i den varme Stald og fik en Knippe Halm at sove paa. Men den næste Morgen var han forsvunden.	Da Stalden tidlig den næste Morgen åbnedes, var han forsvunden. Hvor var han bleven af? Vi spurgte efter ham i hele Byen; men ingen vidste noget om ham. Vi så ham ikke mere. –	Tidlig den næste Morgen, da Karlene kom ind i Stalden for at fodre, var Drengen forsvunden. Der blev spurgt efter ham overalt i Byen; men ingen havde set ham. Præsten blev opskræmt og satte en stor Efterforskning i Gang; Aaen og alle Vandhuller i Nærheden blev undersøgt, hvad dog altsammen ikke førte til noget Resultat. Drengen var og blev borte. Men efter en Tids Forløb hørte vi, at han var bleven set i Viborg, hvor der var Marked i de Dage. Han havde staaet paa et Gadehjørne og spillet paa sin 73 Harmonika, og hver Gang der blev kastet en Slant i hans Hat, der laa foran ham paa Stenbroen, havde han smilet til Tak og gjort et Par Dansetrin. ** *	Da Præstens Karl tidlig den næste Morgen kom ind i Stalden var han væk. Der blev sat en Efterforskning i Gang; men Drengen var og blev borte. Nogen Tid efter hørte vi, at han U30 var bleven set i Viborg, hvor der i de Dage var Marked. Han havde staaet paa et Gadehjørne og spillet paa sin Harmonika; og hver Gang der var bleven kastet en Slant i hans Hat, der laa foran ham paa Stenbroen, havde har smilet over hele Ansigtet og gjort et Par Dansetrin.
	[52] Kort efter måtte jeg selv bryde op og rejse hjem for igen at begynde Skolegangen. Mine Følelser ved Afskeden var betydeligt forskellige fra dem, hvormed jeg i sin Tid var kommen dertil, og navnlig var Farvel'et til Kusinen helt forknyt. Jeg genså hende først mange År efter; men da det hverken dengang eller senere blev til Forlovelse, endsige Giftermål, er der ingen Grund til at komme nærmere ind på Erindringen om hende. Dette Brev er desuden allerede bleven lovlig langt, og det var jo også blot min Hensigt at fremdrage et og andet Kuriosum fra Bunden af Hjernens Kramkiste, ikke af Hjertets.	I de tre Sommeruger, jeg tilbragte i Thorning, var Tustrup og "min egen" Ridehest mere og mere bleven borte for mig. De Landlivets primitive Glæder, jeg her havde lært at kende, optog mig helt. Jeg, der altid havde villet være Sømand som alle raske Drenge i Marryats Bøger, vendte hjem til Randers med Hovedet fuldt af Drømme om Natmandsliv paa Heden og evig Omstrejfen under aaben Himmel.
		Da jeg den næste Sommer efter Indbydelse kom tilbage til Thorning, stod den nye Præstegaard allerede færdigbygget ved Siden af den gamle. Endnu mens jeg opholdt mig der, fandt Indflytningen Sted – en skæbnesvanger Dag, der fik sørgelige Følger. Det var, som om den Ulykkens Aand, 74 der i Blichers Tid havde huseret i den gamle Præstegaard, nu ved Nedrivningen vaagnede op igen og sneg sig over i den nye. I sin Utaalmodighed efter at tage denne i Besiddelse var Præsten flyttet derind, før Murene trods et selvopfundet Ventilationssystem var bleven tørre. Han fik Gigtfeber, og efter et kort Sygeleje blev den livsfriske, altid glade og virksomme Mand som et Dilettantismens Offer baaret ud paa Kirkegaarden.

[gå frem til kapitel 4]