| Hvad Hjernekisten gemte |
Drengeaar |
Undervejs til mig selv |
| [13] Den Pogeskole, jeg først blev anbragt i, laa ved Byens største Torv, Frederikspladsen, eller Fisketorvet, som det også hed. Der havde en Gang i gamle Dage ligget et Slot på det Sted. Nu lå her en Del sammenbyggede, mest ældre Huse omkring en fælles Gårdsplads, som endnu kaldtes Slotsgården. På en lav Førstesal i et af de ældste Huse, hvor der i Stuen var et Snedkerværksted, lå Skolen – eller "Asylet", som den vistnok kaldtes. En stejl, mørk Trappe førte derop, og hele Lokalet bestod af et enkelt Værelse med et Par Bænke og Skamler til en halv Snes Drenge. Desuden stod der en Omhængsseng derinde, da Stuen samtidig var Asylmoderens Soveværelse. Men trods disse indskrænkede og ubekvemme Forhold, som næppe vil finde Nåde hos nogen Skolekommission i vore Dage, var Fru Christensens Asyl meget anerkendt og søgt, tilmed af Byens bedste Familier. Hun var nu også en fornøjelig gammel Dame, der mildnede sine drastiske Opdragelsesmetoder med sit gode Humør og jyske Lune. |
Den Pogeskole, jeg blev anbragt i, laa nær ved Byens største Torv, Fredrikspladsen eller Fisketorvet, som det ogsaa kaldtes. Her skal i gamle Dage have ligget et kongeligt Slot, efter et Sagn opført af Sten fra 11 nedbrudte Landsbykirker. Nu laa der en Del sammenbyggede, mest ældre Huse omkring en fælles Gaardsplads, der endnu kaldtes Slotsgaarden. Paa en Førstesal i en af de ældste Bygninger, hvor der i Stuen var et Snedkerværksted, husedes Skolen – eller "Asylet", som den i Almindelighed og med mere Ret kaldtes. En stejl, mørk Trappe førte derop, og hele Lokalet bestod af et eneste Værelse med to Bænke ved Væggen og et Par Skamler foran til de mindste Drenge. Ved en anden Væg stod en Omhængsseng, 27 da Stuen ogsaa var den gamle Asylmoders Soveværelse. Men trods disse indskrænkede og højst ubekvemme Forhold, som næppe noget Skoleopsyn i vore Dage vilde godkende, var Fru Christensens Asyl meget anset og søgt af Byens bedste Familjer. Ingen ringere end vor navnkundige Sprogforsker Vilh. Thomsen havde siddet paa hendes Skamler og altsaa her lagt Grunden til sin Verdensberømmelse. |
Asylskolen laa i Nærheden og var et enkelt Værelse med Bænke langs Væggene og U16 nogle Skamler for de mindste Børn. Ved den ene Væg stod en Omhængseng, da Stuen desuden var den gamle Asylmoders Soveværelse. |
| Vi lærte at stave og skrive Tal; men Formålet for Undervisningen var forøvrigt væsentlig at optugte os til at sidde artigt stille og vænne os af med dårlige Manerer som at pille sig i Næsen og bide Negle. Som Kur mod den sidste Uvane anvendte hun et hårrejsende Middel. Det uundværlige lille Møbel under Sengen blev trukket frem, og Fingerspidserne af den syndefulde Hånd tvungen ned i Indholdet. Der stod for os Drenge en sådan Skræk af denne Straf, at den blotte Trusel om at trække "lille Benjamin" frem fra Sengeomhænget i Almindelighed var tilstrækkelig til at holde os i Ave. |
Vi lærte at stave og skrive Tal, men Formaalet var forøvrigt væsenlig at opdrage os til at sidde artigt stille og vænne os af med visse Unoder som at pille os i Næsen og bide Negle. Som Kur mod disse Uvaner anvendte hun et haarrejsende Middel, som heller næppe nogen Skolekommission i vore Dage vilde billige. Det uundværdlige lille Møbel under Sengen blev trukket frem, og Fingerspidserne paa den brødefulde Haand med Magt tvungen ned i Indholdet og fastholdt der, indtil Synderen havde bedt om Forladelse og lovet Bedring. Der stod for os Drenge en saadan Gru af denne Straf, at 28 den blotte Trusel om at trække "lille Benjamin" frem fra Sengeomhænget gerne var tilstrækkelig til at holde os i Ave. |
Vi lærte at skrive Tal og at stave; men Formaalet var forøvrigt væsentlig at opdrage os til at sidde artigt stille og vænne os af med visse Unoder som at pille os i Næsen og bide Negle. Som Kur mod den Slags Uvaner brugte den gamle Dame at trække det uundværlige lette Møbel under Sengen frem og tvinge Fingerspidserne paa den brødefulde Haand ned i Indholdet og fastholde dem der, indtil Synderen havde bedt om Forladelse og lovet Bedring. Der stod for mig en saadan Skræk af denne Straf, at den blotte Trusel om at trække "lille Benjamin" frem kunde faa mig til at gyse, og da det en Gang blev forsøgt at gøre Alvor af Truselen, satte jeg mig til Modværge med et Raseri, saa Benjamin væltede, og Indholdet flød ud over Gulvet. |
| [14] Længe forundtes det mig nu ikke at nyde godt af hendes Opdragelse. En Dag fandt vi Døren til hendes Stue lukket. Den gamle Dame var blevet syg om Natten og bragt på Hospitalet. Hun kom aldrig mere til at trone i sin Armstol og smække os over Fingrene med Linealen "lange Ane", når vi stavede forkert. Men efter hendes Død blev hun selv og hendes Asyl til en hel Myte i Byen. Længe efter kunde man høre ældre Folk omtale hende som et pædagogisk Geni, og hertil bidrog velsagtens, at vor berømte Sprogforsker Vilh. Thomsen havde været blandt hendes Elever og således af hende og lange Ane lært Begyndelsesgrundene i sin Videnskab. |
Det forundtes mig forøvrigt ikke længe at nyde godt af den gamle Dames Opdragelsesmetoder. En Dag fandt vi Skolen lukket. Hun var bleven syg om Natten og bragt paa Hospitalet. Vi kom aldrig mere til at staa ved hendes Armstol med vor ABC og blive smækket i Hovedet med Kanten af hendes Lineal "lange Ane", naar vi stavede forkert. |
Det førte videre til, at Asylmoderen klagede over mig hjemme; men mine Forældre kunde ikke anerkende hendes Opdragelsesmetoder og tog mig ud. |
| [15] Der blev nu gjort Forsøg med et Par andre Børneasyler, der var endnu mindre og endnu mere private, indtil jeg i Syvårs-Alderen kom ind i en rigtig Drengeskole med rigtige Skoleborde og store Landkort på Væggene. Der var kun et enkelt Klasseværelse, og Bestyreren var en falleret Handelsmand der fra Byen, hans eneste Medlærer en teologisk Kandidat, der underviste i Religion. Alligevel betragtedes Skolen som en halvt autoriseret Forberedelsesklasse til "Latinskolen", som Statens Skoler den Gang hed, og jeg traf her igen de fleste af de gamle Kammerater fra Slotsgården, der ligesom jeg var bleven husvilde efter Fru Christensens Død. |
Der blev nu gjort Forsøg med en anden Pogeskole med kun tre Elever, hvoraf de to var Bestyrerindens egne Børn. Det varede heller ikke længe. Men i Syvaarsalderen kom jeg ind i en rigtig Drengeskole med rigtige Skoleborde og store Landkort paa Væggene. Ogsaa her var der kun en enkelt Skolestue, skønt vi var delt i to eller tre Klasser efter vor Alder. Forstanderen var en falleret Købmand, hans eneste Medlærer en teologisk Kandidat, der underviste i Religion. Alligevel betragtedes Institutet som en halvt avtoriseret Forberedelsesskole til 29 "Latinskolen", som Statens Skoler endnu den Gang hed. Her traf jeg igen mine gamle Kammerater fra Slotsgaarden, der ligesom jeg var bleven husvilde ved den gamle Asylmoders Død; og jeg gjorde straks den smertelige Erfaring, at de fleste af dem akkurat som tidligere nødig indlod sig med mig. Der kom et mere eller mindre skævt Smil i deres Ansigter, saasnart jeg nærmede mig dem. |
U17 Jeg kom nogen Tid efter ind i en rigtig Pogeskole med rigtige Skoleborde og Landkort paa Væggen. Skønt Eleverne var delt i to-tre Klasser, var der ogsaa her kun en enkelt Skolestue. Alligevel betragtedes Undervisningen som en halvt autoriseret Forberedelse til "Latinskolen", som Statsskolen stadig kaldtes trods sine nu endelig indførte Realklasser. Jeg traf igen her et Par af mine tidligere Kammerater fra Asylet, saaledes Johan Rohde, den senere højt ansete Kunstner, som var en Købmandssøn der fra Byen og blev mig en skattet Ven for Livet. |
| [17] Bekendtskabet med de nye Kammerater, jeg havde fået, genvakte en Følelse hos mig, som jeg allerede kendte fra Omgangen med de gamle. Jeg kunde ikke undgå at mærke, at de fleste nødig indlod sig med mig. Der kom et mere eller mindre skævt Smil i deres Ansigter, når jeg nærmede mig dem. At jeg var tarveligere klædt end de fleste andre Elever, kunde ikke være Grunden. Kun den pertentligste af Rigmandssønnerne faldt det ind at se ned på en Kammerat, fordi han måtte gå med Lapper på Bukserne. Det var mit fremmede og vanskeligt udsigelige Efternavn, som man fandt komisk, og som overalt i Byen blev forvrænget for at gøre det endnu mere grinagtigt. Er der nu noget, der kan ophidse en Dreng, så er det Latterliggørelsen af hans Navn, og det kom i Frikvartererne til mange drabelige Batailler i den Anledning. At der også var andre Aarsager til flere af mine Kammeraters spydige Holdning, forstod jeg først senere. Det såkaldte gode Borgerskab var meget utilfreds med min Far, fordi han ikke som Forgængeren i Embedet var en selskabelig Natur med altid åbne Arme, men indesluttet og lidet omgængelig. Og de ældres Misfornøjelse havde smittet af på Børnene. |
Det var mit fremmedartede og vanskelige Efternavn, der nu som før holdt dem paa Afstand. Byens tidligere, meget afholdte Sognepræst hed Jørgensen. Det var et Navn, som ethvert Barn kunde udtale og huske. Men dette Pop-pi-topi-popdan. Tungen slog Sludder under Anstrengelserne for at faa de mange Stavelser frem i den rigtige Rækkefølge. Rundtom i Befolkningen forvrængedes Navnet desuden for at gøre det rigtig komisk. Er der nu noget, der kan ophidse en Dreng, saa er det Latterliggørelsen af hans Navn, og det kom i Frikvartererne til mange drabelige Opgørelser i den Anledning. 30 Jeg fik derfor tidlig Ord for at være en Slagsbroder, en ondsindet Krabat, som Forældrene alvorligt advarede deres Børn imod. At der ogsaa var andre Aarsager til nogle af Kammeraternes kølige Holdning, gik først senere op for mig. Byens Borgere var gennemgaaende højst utilfredse med min Far, fordi han ikke som Forgængeren var en let omgængelig Mand, der kom Folk i Møde med aabne Arme, men tværtimod var ganske utilbøjelig til selskabelig Fraternisering. Og Forældrenes Misfornøjelse smittede naturligvis Børnene. |
|
| [16] Den forhenværende Forretningsmand var vel nok i Stand til at lære os Regning og Skrivning; men ellers var det vist ikke stort bevendt med hans Undervisning. I hvert Fald husker jeg nu bedst de Timer, da jeg "sad over", og navnlig har en enkelt af disse indholdsrige Straffetimer efterladt et uudsletteligt Indtryk. Da Læreren og de andre Elever var gaaet hjem til Middag, sad jeg lukket inde i Skolestuen med mine Bøger. Det var jo Meningen, at jeg skulde læse paa den forsømte Lektie; men i Stedet for stillede jeg mig hen til Vinduet, der vendte ud til en snæver Gaardsplads. Da der var bleven stille i Huset efter de hjemslupne Drenges Larmen paa Trappen, saa jeg en stor, fedrygget Rotte liste frem fra en Kælderhals dernede og lidt efter et Par Stykker af samme Slags fra andre skjulte Steder. Alle styrede de hen mod en velfyldt Affaldstønde henne i Krogen og entrede op ad den. Der samledes efterhånden et helt Mylder – Tøndens Rand var til sidst tætbesat af fede, brune Kroppe med nedhængende Haler. De bedes og kivedes og snappede Godbidderne fra hinanden, og når en af dem havde fået fat i en særlig pragtfuld Lækkerbidsken, et Pølseskind, et Stykke Flæskesvær eller en Osteskorpe, kurede den sig skyndsomst ned for at bringe sit Bytte i Sikkerhed. At det var et Lillebillede af vort eget Samfundsliv, jeg her havde for Øje, forstod jeg jo ikke den Gang. |
Som forhenværende Forretningsmand har vor Skolebestyrer vel nok kunnet lære os Regning og Skrivning; men iøvrigt var det næppe stort bevendt med hans Undervisning. Bedst husker jeg i hvert Fald Udbyttet af de Timer, da jeg paa Grund af en eller anden Forseelse eller Forsømmelse maatte "sidde over" og altsaa passe mig selv. Navnlig en enkelt af disse ret hyppige Straffetimer har efterladt et varigt og lærerigt Minde. Efter at de andre Elever var 31 stormet hjem, sad jeg indelukket i den beklumrede Skolestue. Det var jo Meningen, at jeg skulde læse paa den forsømte Lektie, indtil Forstanderen kom tilbage og lukkede mig ud; men i Stedet for satte jeg mig hen ved Vinduet, der vendte ud mod en snever, af Bagbygninger og Pakhuse omgivet Gaardsplads, hvor der gerne foregik et eller andet underholdende. Kort efter, at Larmen af de sidste hjemslupne Drenge var døet hen, og der var bleven ganske stille, saa' jeg en stor, fedrygget Rotte liste frem fra en Kælderhals dernede. Den stod et Øjeblik stille og vejrede, løb saa tværs over Gaarden hen til en velfyldt Affaldstønde, der stod i en Krog, og entrede op ad den. Lidt efter lidt kom der flere til. Tøndens Rand var tilsidst tæt besat af brune Kroppe med nedhængende Haler. De bedes og kivedes og snappede Godbidder fra hinanden, og naar en af dem havde faaet fat i en særlig pragtfuld Lækkerbidsken, et Pølseskind, et Stykke Flæskesvær eller en Osteskorpe, kurede den sig skyndsomst ned for at bringe sit Bytte i 32 Sikkerhed. At denne Broderkrig om et Stykke Flæskesvær var et Verdensbillede i det smaa, tænkte jeg jo ikke den Gang paa. Men det skulde ikke vare længe, før Billedet blev oprullet i største Format og paa allernærmeste Hold – Krigen 1864. |
|U17| Stort bevendt med Undervisningen var det nu ikke. Bedst husker jeg i hvert Fald de Timer, da jeg paa Grund af en eller anden Forsømmelse maatte "sidde over" en Timestid efter at mine Kammerater var sluppet hjem. Navnlig har en enkelt af disse Straffetimer efterladt et varigt Minde. Det var naturligvis Meningen, at Tiden skulde bruges til at læse paa den forsømte Lektie; men saasnart jeg var bleven alene, skød jeg Bogen fra mig og satte mig hen til Vinduet, som vendte ud U18 til en af Bagbygninger og Pakhuse omgivet Gaardsplads, hvor der altid foregik noget underholdende.
Efter at Larmen af de hjemslupne Drenge var døet hen og alt var bleven stille, saa' jeg en stor, fed Rotte liste frem fra et Smuthul dernede. Den stod et Øjeblik og vejrede, løb saa over Gaarden og entrede op paa en topfyldt Affaldstønde, der stod i en Krog. Lidt efter kom der flere til, og efterhaanden sad der paa Tøndens Rand fire-fem fede, brune Kroppe med nedhængende Haler. De sloges og bedes og snappede Godbidder fra hinanden, et Pølseskind, en Osteskorpe eller anden Lækkerbid. At denne Broderkrig var et Verdensbillede i det smaa var jeg for ung til at forstaa; men længe skulde det ikke vare, før jeg fik en Fornemmelse af, at der var Nationer, der med Rotterne til Forbillede krigedes om et Stykke Flæskesvær. |
|
En Dag, da jeg kom hjem fra Skolen, rykkede en Afdeling fjendtligt Rytteri netop ind i Præstegaardens Have og sadlede af under Hestenes Vrinsken og de kommanderendes Skælden og Smælden. En lille tykmavet Officer med Sporer paa de lange Støvler stod midt i det hele Virvar og galede som en Hane paa en Mødding. Jeg sneg mig forbi og gik gennem Køkken-Indgangen op til de faa Stuer ovenpaa, der var levnet os. Her traf jeg Mor, der stod ved Vinduet og græd.
**
* |
|U18| Jeg kom en Dag hjem fra Skolen netop som en Afdeling fremmed Rytteri under stort Spektakel rykkede ind i Præstegaarden og sadlede af der. En Officer med lange Støvler U19 sad paa Hesteryg midt i Virvaret og galede som en Hane. Uden at begribe, hvad det hele betød, sneg jeg mig ind i de faa Stuer, der var overladt os. Her stod min Moder og græd. Det var Krigen i 1864. |
| [18] Disse første Aar i Randers var i det hele en svær Tid for mine Forældre. Flytningen dertil havde været besværlig og bekostelig. Man kendte ikke den Gang Nutidens store, polstrede Flyttevogne, der kan rumme et helt Indbo. Hvert Møbel måtte særskilt indpakkes, Stoleben og Bordben omstændelig indvikles i Halmsimer. Det tog Uger at forberede Opbrudet fra den gamle Lejlighed, og endnu længere Tid at genopbygge Hjemmet i den nye. Og næppe var alle disse huslige Besværligheder overstået for mine Forældre, før den store Landskatastrofe indtraf, Krigen i 1864. Tyske og østrigske Hære besatte Jylland og gjorde sig til Herre over det. I over et halvt Aar var Byen i Fjendevold, dens Styrelse overtaget af en prøjsisk Militærkommission med diktatorisk Myndighed. |
Disse første Aar i Randers var sikkert i det hele en trang Tid for mine Forældre. Selve Flytningen dertil havde været besværlig og bekostelig. Man kendte ikke Nutidens 33 store, polstrede Flyttevogne, hvor et helt Indbo stables ind og føres bort som et rullende Pulterkammer. Hvert Møbel maatte særskilt indpakkes, alle Stole- og Bordben omstændelig indvikles med Halmsimer til Beskyttelse under Forsendelsen. Det tog Uger at forberede et saadant Opbrud, og lige saa lang Tid at genopbygge Hjemmet i den nye Bolig. Og næppe var disse huslige Besværligheder overstaaet for mine Forældres Vedkommende, før Krigens Ulykker væltede ind over Landet. Tyske og østerrigske Hære marcherede op gennem Jylland. Midt i Højsommerens skønneste Tid blev det tyske Flag plantet paa Skagens Gren som Tegn paa, at hele Halvøen nu var et Pant i Sejrherrernes Hænder. |
|
I over et halvt Aar var Byen i Fjendevold, dens Styrelse overtaget af en prøjsisk Militærkommission med diktatorisk Myndighed.
[19] Den første Indrykning af fjendtlige Tropper fik jeg ikke Lov at overvære. Som Tegn på Sorg holdt Byens Beboere sig inden Døre ved den Lejlighed, Gaderne var tomme, og Gardinerne tæt nedrullede overalt på det Strøg, hvor Indtoget ved Middagstid fandt Sted. Men hvad der skete, fik jeg bagefter at vide af en Kammerat, der havde luret i en Port. Først var en ung Løjtnant kommen ridende i skarpt Trav gennem Gaden ganske alene. I den truende fremstrakte Højre havde han holdt en Pistol, parat til at fyre ved mindste Mistanke om et Baghold. På Torvet foran Rådhuset standsede han op, og nu kom hele den øvrige Styrke op gennem Gaden med Faner og klingende Spil. Inde i Rådhuset havde Byens Borgmester, Medlemmer af Borgerrådet og flere Embedsmænd imidlertid givet Møde efter Tilsigelse. Flere af dem fængsledes og blev under militær Bevogtning ført som Gidsler til tyske Fæstninger. Varelagre og offentlige Pengekasser blev beslaglagt, Byens eneste Avis sat under prøjsisk Militærcensur. Mine Forældre måtte rømme hele Præstegårdens Stueetage og flere af Værelserne ovenpå foruden Udhusene med Stald og Vognporte til de skiftende Indkvarteringer. |
I mere end et halvt Aar var Randers i Fjendevold, Byens Styrelse overtaget af en prøjsisk Militærkommission med diktatorisk Myndighed. Den første Indrykning og Gennemmarch af fjendtlige Tropper havde jeg ikke faaet Lov til at overvære. Som en tavs Demonstration holdt Byens Borgere sig inden 34 Døre ved den Lejlighed. Gaderne var tomme og Gardinerne nedrullede paa hele den Strækning, hvor Indtoget ved Middagstid fandt Sted. Kun Gadens Hunde var forundrede Vidner til Triumfen. Hvad der iøvrigt skete, fik jeg bagefter at vide af en Kammerat, der havde luret bag en Port. Først var en ung Officer ganske alene kommen ridende gennem Gaden i skarpt Trav. I sin fremstrakte højre Haand havde han truende holdt en Pistol, rede til at fyre ved mindste Tegn paa Modstand eller Mistanke om Baghold. Paa Torvet foran Raadhuset var han standset. Og nu kom hele den øvrige Styrke op gennem Gaden med Faner og klingende Spil. Inde i Raadhuset havde imidlertid Byens Borgmester, Medlemmer af Byraadet og flere af Embedsmændene givet Møde efter Tilsigelse for at modtage Ordrer. En Del af dem blev fængslet og under militær Bevogtning ført som Gidsler til tyske Fæstninger. Alle offenlige Kasser og alle Varelagre blev beslaglagte, Byens eneste Avis sat under prøjsisk Militærcensur. Mine Forældre 35 maatte afgive ikke alene hele Præstegaardens Stue-Etage men ogsaa flere af Værelserne ovenpaa foruden Udhusene med Staldrum og Kamre til de skiftende Indkvarteringer. |
|U19| Selve de fjendtlige Troppers Indtog var ikke bleven overværet af nogen. Som en aftalt Protest havde alle Byens Borgere holdt sig inde. Gaderne var tomme og Gardinerne nedrullede overalt, hvor Indrykningen fandt Sted. Min Fader havde sammen med Byens andre Embedsmænd efter Tilsigelse maattet give Møde paa Raadhuset for at modtage Fjendens Ordrer. Alle offentlige Kasser og alle Varelagre blev beslaglagte. Byens eneste Avis sat under prøjsisk Militærcensur. Og dette Overfald, Forspillet til de store evropæiske Krige i 1866 og 1870 foregik, mens det øvrige Evropa ligegyldigt saa til. |
| [20c] Jeg sneg mig gennem Køkkenudgangen op til de få Stuer, der var levnet os ovenpå. Her stod min Mor ved Vinduet og græd. Jeg vidste godt, at jeg også burde være bedrøvet, og hver Gang jeg så de Voksne gå omkring med røde Øjne, slog jeg mine ned og skammede mig. Men Hjertet jublede i mit Bryst. Jeg syntes, at det var en stolt og herlig Tid. Hver Dag nye Oplevelser, ny Indmarch af fremmede Soldater i mærkelige Uniformer, Landsknægte til Hest med lange Fanespyd, uendelige Rækker af Fodfolk, kæmpestore, skæggede Tamburmajorer i Spidsen for vældige Orkestre, der om Aftenen spillede på Byens Torve. |
Naar jeg i denne Tid saa' mine Forældre lide under Krigens bitre Ydmygelser, saa' dem kuede af Sorg og allehaande Savn, fik jeg ofte daarlig Samvittighed, fordi jeg ikke selv var saa bedrøvet, som jeg vistnok skulde være. Men Dagene var saa fulde af Spænding, og jeg var kun syv Aar. Hver Morgen vaagnede jeg op til nye Oplevelser, ny Indmarch af fremmede Tropper i mærkelige Uniformer, Landsenerer til Hest med lange Fanespyd, uendelige Rækker af Fodfolk med en lang Tamburmajor i Spidsen og vældigt Orkester, der om Aftenen spillede paa Byens Torve. |
|U20| Under hele Krigen var Randers i Fjendevold, Byens Styrelse overtaget af en prøjsisk Militærkommission med diktatorisk Myndighed. Mine Forældre maatte til de skiftende Indkvarteringer afgive ikke alene hele Præstegaardens Stueetage men ogsaa flere af Værelserne ovenpaa foruden Udhusene og Stalden. Nogen Forstaaelse af deres Nedtrykthed og bitre Følelser overfor disse Fremmede havde jeg alligevel ikke. Jeg var kun 21 syv Aar, og Dagene var saa fulde af Oplevelser. – Hver Morgen vaagnede jeg op til ny Spænding, ny Indmarch af fremmede Tropper i underlige Uniformer og med mægtige Musikkorps, der om Aftenen spillede foran Raadhuset eller i Byens offentlige Anlæg Tøjhushaven. |
| [20b] Velsagtens på Grund af vore rummelige Værelser og vor Stald havde vi gerne højtstående Befalingsmænd i Indkvartering, en Gang endogså en virkelig Prins med Stab, der blev hos os til Fredslutningen. [20a] En Dag, da jeg kom hjem fra Skolen, var en Afdeling Rytteri netop rykket ind hos os og sadlede af i Gård og Have under stor Ståhej. Der blev råbt og skreget, Kommandoer krydsedes. Hestene vrinskede og var urolige. Foran Havestuedøren stod en lille galhovedet Officer med Sporer på de lange Støvler og galede som en Hane. [20d] I al den Tid stod der Nat og Dag to Skildvagter med opplantede Bajonetter foran vor Port, og der var et stadigt Rykind af Officerer og Ordonanser. Det var mine stolteste Dage. Den høje Herre var nu også en meget elskværdig og omgængelig Mand, der viste mine Forældre al mulig Hensyn og nikkede venligt til os Børn, når vi mødte ham i Porten eller Haven. Jeg gik da også tilsidst frit ud og ind i Vagtstuen, hvor Oppasserne børstede og pudsede hans og hans Adjudants Uniformer; og med Forbavselse lagde jeg Mærke til den ængstelige Omhu, hvormed det altid skete, næsten som var det en hellig Handling. For at forvisse sig om Børstens Renhed, strøg de den hvert Øjeblik henover et Stykke rent hvidt Skrivepapir, der var lagt stramt over en Bordkant. Afsatte den blot en Anelse af Smuds på Papiret, blev den straks lagt hen til Rensning. |
Paa Grund af vort anselige Hus, vore mange Værelser og vor Stald havde vi gerne højtstaaende Befalingsmænd i Indkvartering, en Gang endog en Prins med Adjudant og Regimentsskrivere, der blev boende hos os indtil Fredsslutningen. 36 Det var mine stolteste Dage. Nat og Dag stod der to Skildvagter med opplantede Bajonetter udenfor vor Port, og Dagen igennem var der et Rykind af Officerer og Ordonnanser. Prinsen var en meget omgængelig ældre Herre, der vistnok viste mine Forældre al tilladelig Hensynsfuldhed. Naar han mødte os Børn i Porten eller i Haven, nikkede han altid venligt til os. Jeg gik tilsidst frit ud og ind i Vagtstuerne, hvis Underofficerer og Oppassere jeg var bleven gode Venner med. Jeg iagttog med Forbavselse de sidste, naar de børstede Prinsens og Adjudantens Uniformer og pudsede deres Knapper. Det skete altid med en andagtsfuld Omhu, som var det en hellig Handling. For at forvisse sig om Børstens absolutte Renhed strøg de den hyppigt henover et Stykke hvidt Skrivepapir, der blev lagt stramt over en Bordkant. Afsatte den blot en svag graa Tone paa Papiret, blev den straks lagt hen til fornyet Rensning. Denne strengt overvaagede Pertentlighed havde jo nok sin Hensigt. Den var et af de mange 37 vel overlagte Midler, hvormed Militærstaten indpodede de Undergivne og derigennem hele Befolkningen en slavisk Ærefrygt for Officeren som et højere Væsen, en Halvgud, – hvad jo virkelig ogsaa lykkedes den. |
|U21| Paa Grund af vort anselige Hus med mange Værelser og Staldbygning havde vi altid højtstaaende Befalingsmænd indkvarteret, en Gang endog en Prins med Adjudant og Regimentskontor. Det var store Dage for mig. Nat og Dag stod to Skildvagter med opplantet Bajonet udenfor vor Port, og Dagen igennem var der et Rykind af Officerer og Ordonnanser. |
| [21] Efter Fredsslutningen, da Tropperne havde forladt Byen, følte jeg Dagene sørgeligt tomme. Ingen Musik i Gaderne, ingen Militærparader på Torvene, ingen Skildvagter mere foran vor Port. Ved Afskeden havde Prinsen foræret min Mor en Dåse fin kinesisk The og efterladt et Stykke Legetøj til hver af os yngre Børn. Jeg for min Del fik en Æske Tinsoldater, en hel Eskadron Ulaner. Jeg fandt det derfor grusomt utaknemligt af mine Forældre at være så glade for, at han var rejst. |
Efter Fredsslutningen, da de fremmede Tropper havde forladt Byen, følte jeg Dagene frygtelig tomme. Ingen Musik mere i Gaderne, ingen Militærparader paa Torvene, ingen Skildvagter udenfor vor Port. Ved Afskeden havde Prinsen foræret Mor en Daase fin kinesisk Te og efterladt et Stykke Legetøj til hver af os yngre Børn. Jeg kunde derfor ikke dele mine Forældres Glæde over at være bleven ham kvit. Jeg var ikke langt fra at finde det utaknemligt af dem. |
|U21| Jeg kunde derfor heller ikke dele mine Forældres Glæde, da de fremmede Soldater ved Fredslutningen alle forlod Byen. Dagene blev paa én Gang saa tomme, saa fattige. For at bøde derpaa og dulme Savnet gav jeg mig til at strejfe om i Byen og gjorde Bekendtskaber af alle Slags. Jeg blev en rigtig Omløber og Slagsbroder. Krig skulde der til havde jeg forstaaet. Det er ikke godt at vide, 22 hvad denne Vagabonderen kunde have ført mig ud i, dersom der ikke var sket noget, der modarbejdede disse uheldige Lyster og for en lille Tid gav mig et andet Sind. |
|
Mere end 30 Aar efter hændte der mig i Venezia følgende:
Jeg havde faaet fat i en gammel Færgemand, en af de billige, der holder til i Nærheden af Rialto-Broen. For et Par Lire tilbød han at ro mig gennem Lagunen ud til Murano, Øen med de berømte Glaspusterier, en lang Vej altsaa. Gondolen var nu ogsaa 38 af tarveligste Sort, han selv en forhungret Lazaron med aabent Skjortebryst og hvide Skægstubbe langt ned paa Halsen. Undervejs kom vi i Snak, og da han hørte, hvor jeg var fra, lyste det op i hans Øjne. Han havde i 1864 været i Danmark som østerrigsk Soldat. Venezia og hele Venetien hørte jo endnu den Gang under Østerrig, og helt hernede fra Lagunestadens usleste Smug havde man altsaa ført Tropper til Jylland for at slaas med vore Jenser. Den Gamles Erindringer om Landet var iøvrigt meget taagede. Af danske Bynavne huskede han kun Vejle, hvor Østerrigerne jo ogsaa havde en større Træfning. Om Hensigten med Felttoget havde han ikke fjerneste Begreb. Som fuldblods Italiener hadede han Kroater, Slovaker og de andre fremmede Folkeslag, han var skubbet ind imellem, frem for alt Østerrigerne selv. Og Forholdet mellem disse og Prøjserne var jo heller ikke synderlig broderligt. Den eneste Nation, som ingen i dette brogede Sammensurium af en Hær havde noget udestaaende med ja knap nok 39 noget Kendskab til, var den danske, som de havde Ordre til at underkue og brandskatte. Og dette Plyndringstogt, Forspillet til Krigene i 1866 og 70 og 1914, blev sat i Værk, mens England og det øvrige Evropa søvnigt lukkede Øjnene til. |
|
|
Den engelske Historiker Lytton Strachey lægger sit Lands daværende Statsminister den flotte Ytring i Munden, der synes fremsat med en Gaben: "Der er kun tre Mennesker, der har forstaaet det indviklede slesvig-holstenske Spørgsmaal: Prinsgemalen, der nu er død, en tysk Professor, der blev sindssyg, og saa jeg, der igen har glemt det hele." – Denne Palmerstones Glemsomhed i Forbindelse med Dronning Victorias afgudiske Tilbedelse af sin tyske Gemal, der var Prøjsens uofficielle Ambassadør ved det engelske Hof og sikrede Bismarck Handlefrihed overfor Danmark – hvad har den ikke kostet England selv og hele Verden? |
|U19| Den engelske Historiker Lytton Strachey lægger sit Lands daværende Statsminister den henkastede Ytring i Munden: "Der er kun tre Mennesker, der har forstaaet det indviklede slesvigsholstenske Spørgsmaal: Prinsgemalen, U20 der nu er død, en tysk Professor, som det gjorde sindssyg, og saa jeg, der igen har glemt det altsammen."
Denne Palmerstons Glemsomhed i Forbindelse med Dronning Victorias sværmeriske Tilbedelse af sin tyske Gemal, – "Jeg, en tysk Husfrue," som hun ved en Lejlighed skal have kaldt sig for at retfærdiggøre sit Brud paa givne Løfter til Danmark, – hvad har dette ikke i Aarenes Løb kostet England og vor hele Verdensdel?
**
* |
| [Randglose nr. 37"] Det er bleven fortalt, at da et Par af Bismarcks politiske og personlige Venner en Gang på hans ældre Dage lod ham høre ilde for, at han ikke i 64 benyttede Lejligheden til at annektere hele Jylland og helst også Fyn, skal han have rynket sine buskede Bryn og svaret: "Synes de Herrer ikke, at vi allerede har Klöse nok i Maven?" Naturligvis har han tænkt på Elsas-Lotringen og Sønderjylland, men måske dog især paa de polske Enklaver i Øst og Vest, som virkelig den Gang forvoldteTyskland mange Fordøjelsesbesværligheder. Dersom Historien er sand – ogden lyder ikke utroværdig – har den gamle Eisenmann altså dog haft lidt Respekt for det lille Folk, der så sejgt bed sig fast i Dybbøl Skanser og ved Londoner-Konferencen, skønt trængt af alle fem Stormagter, nægtede at overgive sig på Nåde og Unåde. Bismarcks Svar var dog måske faldet lidt anderledes ud, dersom han havde vidst, hvad der vilde komme. Men han kunde jo ikke den Gang vide, at dette lille overmodige Folk stod foran en Udvikling, der skulde ende i en almen Bestræbelse for at gøre sig uskadelig endog for en svag Mave. En nem lille Ret, rund og blød og let fordøjelig som en Frikadelle, ganske ude af Stand til at forårsage hverken Kneb eller sure Reminiscenser. |
Om Bismarck fortælles det af andre Historikere, at han – som alle Ransmænd – levede i stadig Frygt for at miste det røvede 40 Bytte. En Gang i hans ældre Aar, da en Kreds af hans personlige og politiske Venner lod ham høre ilde for, at han ikke i 1864 knyttede hele Jylland og helst ogsaa Fyn til det tyske Rige, skal han i nervøs Ophidselse have raabt, ja skreget: "Synes de Herrer ikke, at Tyskland har "Kløsse" (tungt fordøjelige Melklumper) nok i Maven?" Dersom Historien er sand – og den lyder ikke utroværdig – har han naturligvis først og fremmest haft Elsass-Lothringen i Tankerne, velsagtens ogsaa de polske Enklaver i Øst og Vest, som virkelig den Gang forvoldte Tyskland mange Fordøjelsesbesværligheder. Maaske har han ogsaa tænkt paa det genstridige lille Folk i Nord, der i sin Tid saa sejgt bed sig fast i Dybbøls sønderskudte Skanser og bagefter paa London-Konferencen, skønt trængt af alle fem Stormagter, nægtede at overgive sig paa Naade og Unaade. Trods sit Skarpsyn havde han vel ikke kunnet forudse, at dette samme lille Folk stod foran en Udvikling, der skulde ende i Bestræbelsen for at gøre sig til en Godbid, 41 uskadelig selv for en i Forvejen overfyldt Mave, en indbydende lille Mundfuld uden Ben eller Sener.
**
* |
|
| [22] Deres Glæde over endelig igen at kunne færdes frit i deres egne Stuer fik iøvrigt en brat og sørgelig Afslutning. Næppe var den sidste prøjsiske Soldat kommen ud af Byen, før Krigstidens Uro og Virvar i vort Hus afløstes af Gravens Stilhed. En af mine Søskende, en stille og blid lille Pige omtrent på min egen Alder, blev syg og døde. Det var i December, i de mørke Dage før Jul, og Slaget ramte mine Forældre hårdt. Med Undtagelse af deres Førstefødte, der døde som spæd, havde de hidtil ikke mistet nogen af deres mange Børn – "mine fjorten Tønder Guld", som min Far altid den Gang spøgefuldt kaldte os. |
Mine Forældres Glæde ved igen at kunne færdes frit i deres Hjem blev brat afbrudt af en sørgelig Begivenhed. Næppe var de sidste Besættelsestropper marcheret ud gennem Byen, før Krigens Larm og Uro i vort Hus forvandledes til Dødens Stilhed. En af mine Søskende, en lille Pige omtrent paa min egen Alder, et blidt og stille Barn, blev syg og døde. Det var i de mørke Dage op under Jul, og Slaget ramte mine Forældre haardt. Med Undtagelse af deres Førstefødte, der var død som spæd, havde de hidtil ikke mistet nogen af deres mange Børn – deres mange "Tønder Guld", som Far med afvisende Stolthed plejede at sige, naar Folk med diskret Deltagelse talte om hans store Børneflok. |
|U22| En Søster, saa nær i Alder med mig som muligt, blev alvorligt syg. Vi Børn kom ikke ind til hende, da det stod værst til, men udefra kunde vi høre hendes krampagtige Skrig, og jeg forstod, hvor skrækkeligt hun led. Og hun var netop den af mine mange Søskende, jeg holdt mest af, ja i Grunden den eneste, jeg rigtig brød mig om, maaske fordi hun havde en rørende Karakter ganske modsat min egen. Da jeg fik at vide, at hun var død, blev jeg højst ulykkelig. Det var nu ikke længere Gaderne og Legepladserne, der lokkede mig, men Kirkegaarden og hendes Grav. Uden at sige det til nogen, gik jeg hver Dag derud for at være hende nær, og naar jeg stod ved Graven opfyldt af Savnet og af Erindringen om hendes elskelige Væsen, blev det til en Anklage mod mig selv og et Løfte til hende om at ville forbedre mig.
**
* |
| Jeg kom ikke selv ind til Dødslejet; men senere fik jeg at vide, at min Far under Barnets svære Dødskamp havde løftet hende ligesom beskyttende op i sine Arme og tilsagt hende Himlens Fred med det Vers af Grundtvigs Salme "Sov sødt, Barnlille", hvori det hedder:
"Guds-Fingrene grande
slog Kors for din Pande,
Guds enbårne Røst
slog Kors for dit Bryst,
thi skal ingen Djævel dig skade." |
Vi yngre Søskende kom ikke ind til Dødssengen 42 før Dagen efter, da alt var forbi. Jeg havde først vægret mig ved at følge med derind, fordi jeg kort forinden havde set et andet Lig. Det var i en af Byens store Købmandsgaarde, hvor en af Gaardskarlene var død. Sammen med en anden Dreng, en Søn af Huset, havde jeg af Nysgerrighed sneget mig ind i det Vognskur, hvor den aabne Kiste stod. Barberen var netop gaaet derfra. Nyraget og vandkæmmet, med et vildt stirrende Blik, der forfærdede mig, laa den Døde paa Halm i en Ligskjorte af den Slags udtunget Pyntepapir, som Konditorerne bruger at lægge under deres store Kager. Jeg forvandt ikke Synet i flere Dage. Min Søster, der endnu laa i sin Seng, havde til min Forundring lukkede Øjne og syntes bare at sove. Jeg kunde først ikke forstaa, at det virkelig var Døden. Men da jeg lagde min Haand hen paa hendes for at sige hende Farvel, gik der en Isning igennem mig. Jo, det var den Marmor-Kulde, jeg saa ofte havde hørt gamle Trine tale om. Senere fik jeg at vide, at min Søster trods det fredelige 43 Udseende havde haft en svær Dødskamp. Tilsidst havde Far taget hende op i sine Arme og stille vugget hende ind i Døden, mens han under Smerten nynnede et Par Vers af Salmen "Sov sødt, Barnlille". – |
|
| [23] Der fulgte nu en trist og tung Vinter, hvor jeg følte mig meget ene. Den af mine mange Søskende, jeg havde holdt mest af, var ikke mere, og Kammeraterne på Skolen holdt sig stadig på Afstand. Uden rigtigt Tilsyn eller Tilhold i Hjemmet, fordi min Mor havde fem mindre Børn at tage Vare på, og mine ældre Brødre, der nu alle gik i Latinskolen, var flittigt optaget af deres Lektielæsning til langt ud på Aftenen, begyndte jeg at strejfe om i Byen som en herreløs Hund og på egen Hånd søge Bekendtskaber både af den ene og den anden Slags. Et af mine kæreste Opholdssteder blev en af Byens ældste Købmandsgårde, hvor jeg havde gjort mig gode Venner med Gårdskarlene og derfor færdedes frit omkring, som om jeg hørte til der. |
Der fulgte nu en trist og lang Vinter, hvor jeg følte mig meget ene. Den af mine Søskende, der havde været mig nærmest i Alder, og som jeg ogsaa holdt mest af, var ikke mere, og med flere af Kammeraterne paa Skolen havde jeg stadig Skærmydsler af forskellig Art. Uden noget rigtigt Tilsyn eller Tilhold i Hjemmet, fordi min Mor havde fem mindre Børn og et stort Hus at tage Vare paa, og mens mine ældre Brødre, der nu alle gik i Latinskolen, var samvittighedsfuldt optaget af deres Lektielæsning indtil langt ud paa Aftenen, begyndte jeg at strejfe om i Byen og paa egen Haand gøre Bekendtskaber baade af den ene og den anden Slags. Et af de Steder, jeg navnlig fik min Gang i, var den store gamle Købmandsgaard, hvor jeg kendte Sønnen og gennem ham Gaardskarlene. Han var min Skolekammerat 44 og en af dem, jeg kom bedst ud af det med. |
|
| [24] En sådan gammel Randersgård med dens mangeartede Bygninger, dens tre-fire Etager høje Pakhuse, dens Brændevinsbrænderi, dens Stalde og store Tømmerplads var en hel Verden for sig, en By i Byen, der bredte sig over et Areal på flere Tønder Land. Bygningerne var for Størstedelen af Bindingsværk med rødtjærede Stolper. De øvre Stokværk ragede ud over det nederste med åbne eller lukkede Svalegange, hvorfra der førte hundredårige Trapper med træskoslidte Trin både ned til Gårdspladsen og opefter til Lofter og Pakrum, der duftede af alle Slags Varer. |
En saadan gammel Randersgaard med dens mange forskellige Bygninger, dens Brændevinsbrænderi og store Tømmerplads var en hel lille Verden for sig, en By i Byen, vidunderlig at gaa paa Opdagelse i. |
|
| En Provinskøbmand kunde ikke den Gang som nu forsyne sig fra Uge til Uge, men måtte have et Lager, der strakte til i Måneder. Der var store Fade med Sukker fra Vestindien, et Loft fuldt af Sække med Kaffe og Sække med Ris, et andet Loft med Stabler af Klipfisk, Sirupstønder og Tønder med Tjære – en fremmedartet Verden for en Præstegårdsdreng at gå på Opdagelse i. På Frostdage foretrak jeg dog Opholdet i de lune Stude- og Kostalde. De lå ved Siden af Brænderiet, og Dyrene opfededes af den varme, spiritusholdige Bærme derfra – "Spøl" kaldtes den. Derfor stod de efter hver Fodring og vaklede i Båsene, eller de lå tungt i Halmen med blakkede Øjne og et brunt Savl ud af Munden. |
En Provinskøbmand kunde ikke den Gang som nu forsyne sig fra Uge til Uge men maatte have et Lager, der strakte til i Maaneder. Fra Vestindien hjemførte han store Fade Sukker og Tønder med Rom. Han havde et helt Loft fuldt af Sække med Kaffe og Ris, et andet med Klipfisk eller Ruller af Tovværk. Pakhusene var da ogsaa som Regel høje Bygninger i flere Etager med aabne eller lukkede Svalegange, hvorfra udvendige Trætrapper førte ned til Gaardspladsen eller op til de øverste Lofter og Lagerrum. Ved Siden af Brænderiet laa de lange Stude- og Kostalde, hvis Besætninger opfededes med den varme, spiritusholdige Bærme derfra – "Spøl" kaldtes den. Efter hver Fodring stod de berusede Dyr og vaklede i Baasene, 45 eller de laa i Halmen med blakkede Øjne og et brunt Savl ud af Munden. |
|
| På den store Gårdsplads og i Hestestaldene, der kunde rumme indtil hundrede Heste, var der til daglig ret tomt og stille; men om Lørdagen og på de mange Markedsdage, når Omegnens Bønder i Tusindvis kom kørende til Byen i deres stive Vogne med Smør og Ost og Uld, med Smågrise og Fjerkræ, med Heste og Kvæg, var alle Købmandsgårde pakfulde af Køretøjer, hele Byen en Torveplads, hvor der blev handlet, tusket, pruttet og drukket Lidkøb Dagen igennem. Når så ud på Eftermiddagen den fulde Bondemand var kommen op i sin Vogn og kørte hjem med vildt galloperende Heste; når der var Slagsmål og Spektakel rundt om i Gaderne, og Sang og Skrål lød op fra de hundrede Beværtningers Kælderhalse, havde Byen haft en af sine store Dage. |
Til daglig var Livet i disse Købmandsgaarde fredeligt nok; men om Lørdagen og paa de mange andre Markedsdage Aaret rundt, naar Omegnens Bønder i Tusindvis kom kørende til Byen med Smør og Ost og Uld, med Smaagrise og Fjerkræ, med Heste og Kvæg, var alle Gaardsrummene en tæt pakket Vognborg, hele Byen en Torveplads, hvor der tuskedes og tingedes under det øredøvende Skraal, som er karakteristisk for de tavse Jyder, naar de handler. |
|
