| Smaa Erindringer (1910) |
Hvad Hjernekisten gemte (1932) |
Drengeaar (1933) |
Undervejs til mig selv (1943) |
|
[1] Min første Udkigspost var et Vindu i mine Forældres trefags Dagligstue, der vendte ud til en smal, men livligt befærdet Gade. Jeg var seks Aar. Vi var nylig flyttet der til Byen, og jeg havde hidtil gjort mine Iagttagelser i en Kælderetage, hvor Barnekammeret i vor forrige Bolig var beliggende. Jeg havde derfra ikke kunnet se andet af Omverdenen end Benene af de Folk, der gik forbi, og nu og da en Hund, der standsede og løftede op. Her stod jeg nu i en høj Stueetage og kunde se de største Mænd over Hovedet. De eneste, der ragede op over mig, var Arbejdsvognenes Kuske, der alle havde den sære Vane at staa oprejst i Vognen under Kørslen. |
Min første Udkigspost i Verden var et Vindu i mine Forældres trefags Dagligstue i Randers Præstebolig. Den vendte ud til en smal Gade med livlig Færdsel baade af Mennesker og Vogne. Jeg var seks Aar. Vi var nylig flyttet dertil fra en anden østjysk Købstad og en anden Præstebolig, hvor Barnekammeret laa i Kælderen. Jeg havde derfra ikke kunnet se meget andet af Omverdenen end Benene af de Folk, der gik forbi, og nu og da en Hund, der standsede og løftede op. Her stod jeg i en høj Stue-Etage og kunde se de største Mænd over Hovedet. De eneste, som nu ragede op over mig, var Arbejdsvognenes Kuske, der havde den sære Vane at staa oprejst i Vognen under Kørslen, og saa Byens lyseblaa 6 Dragoner, naar de Række efter Række red forbi med de lange Sabler skuldrede. |
U7 For mig blev denne Flytning til Randers mit Livs første store Oplevelse. Jeg var 6 Aar, og i Frederits, hvor jeg var kommen til Verden, havde Barnekammeret ligget i Kælderen. Jeg havde derfra ikke kunnet se andet af Omgivelserne end Fødderne af Folk, der gik forbi, og nu og da en Hund, der standsede udenfor og løftede op. Her fik jeg Udsyn fra en høj Stueetage og kunde se alle mine Medmennesker over Hovedet. De eneste, der nu ragede op over mig, var Arbejdsvognenes Kuske, som havde den sære Vane at staa oprejste i Vognene under Kørslen, og saa Byens lyseblaa Dragoner, naar de Række efter Række red forbi med Sablerne skuldrede. |
|
Ja, hvor var der meget nyt at se paa! Morsomt var der især paa Torve- og Markedsdage, naar Landboerne kom til Byen og trak gennem Gaden, snart med en Ko, et Par Faar eller med en Sæk fuld af levende Smaagrise paa Ryggen. Mændene havde Sølvknapper i den brogede Vest, nogle ogsaa i Frakken, og alle dampede de paa store Merskumspiber med Sølvbeslag. Men de allerældste Bønder var endnu mærkeligere at se. De havde sorte Fløjls Knæbenklæder, høje Hatte og tunge, langskaftede Støvler eller hvide Uldstrømper og Sko med Sølvspænder. Kvinderne var derimod allesammen ens klædte. Endogsaa de smaa Piger bar lange Kjoler ligesom de voksne og havde Hovedet stramt indbundet med et blommet Tørklæde, der var knyttet over Issen, saa kun det rødkindede Ansigt var synligt. Jeg fandt dem forfærdelig søde og ønskede mig en saadan Søster. |
Ja, hvor var der meget nyt og morsomt at se paa i denne By! Paa Torve- og Markedsdagene, naar Landboerne kom trækkende gennem Gaden med Heste og Køer eller med en Sæk fuld af levende Smaagrise paa Ryggen, kunde jeg næsten ikke komme bort fra Vinduet hele Dagen. Nogle af de ældste Bønder havde sorte Fløjls Knæbenklæder, høje Uldhatte og langskaftede Støvler eller (om Sommeren) hvide Strømper og Sko med Spænder. Alle Mændene, baade gamle og unge, ja endogsaa Drengene gik med langskødede Frakker og havde en Merskumspibe hængende ud af Munden. Kvinderne var ogsaa allesammen ensklædte i Egnens særegne Dragt og Hovedtøj. Selv smaa Piger, der knap kunde gaa, havde Kjoler helt ned til Jorden ligesom de voksne, dertil Hovedet stramt indbundet i et blomstret Tørklæde, der var knyttet over Issen med en Sløjfe. Af hele Personen kunde man ikke se andet end det landlig friske Ansigt 7 og de smaa buttede Hænder. Jeg syntes, de var forfærdelig søde allesammen, og ønskede mig en saadan Søster, skønt jeg i Forvejen havde fem. Men de gik alle med flettet Haar og Mamelukker ligesom Byens andre smaa og store Pigebørn, hvorfor jeg fandt dem kedelige. |
U8 Ja, hvor var der meget nyt og morsomt at se her. Paa Torve og Markedsdage, naar Landboerne kom gennem Gaden trækkende med Heste og Køer eller med en Sæk fuld af levende Smaagrise paa Ryggen, kunde jeg daarligt komme bort fra min Udkigspost ved Vinduet. Jeg var bange for at gaa Glip af nye Mærkeligheder. Bønderne her lignede ikke andre Mennesker. De ældste gik med sorte Fløjls Knæbenklæder og langskaftede Støvler eller (om Sommeren) med hvide Strømper og Sko med Spænder. Kvinderne var allesammen ensklædte i Egnens særegne Dragt og Hovedtøj. Selv de smaa Piger, der knap kunde gaa, havde Kjoler ned til Jorden og ligesom de Voksne hele Hovedet stramt indbundet i et blomstret Tørklæde, som var knyttet over Issen med en stor Sløjfe. Jeg fandt dem forfærdelig søde og ønskede mig en saadan Søster, skønt jeg i Forvejen havde fem. Men de gik med flettet Haar og Mamelukker som alle Byens andre Pigebørn, hvorfor jeg fandt dem kedelige. |
|
[2] Lige overfor vort Hus var der et Indhug i Husrækken, et mod Gaden aabent Gaardsrum, hvor der boede en Beslagsmed. I en Bagbygning var der Port ind til den mørke Smedie med den flammende Esse, i hvis røde Skær Smeden og hans Svende tog sig ud som Skygger. Langs den ene Side af Gaardsrummet var en Bom med Jernringe, hvortil Hestene blev bundet, naar de skulde skoes; og da det gerne var store, kraftige Dyr, der ikke alle var lige villige til at lade sig tage under Behandling, fulgte jeg fra mit Vindu disse Optrin med tilbageholdt Aandedræt. Unge Plage, der maaske aldrig før havde haft Sko under sig, vendte det hvide ud af Øjnene, det røde ud af Næseborene og stejlede og fnøs. Blev de helt balstyrige, slog en af Svendene et Reb om Snuden paa Dyret, en anden greb med begge Hænder om et af de sparkende Ben og holdt det fast, mens Mester selv skar Hoven til ved Hjælp af en lang Kniv med dobbelt Haandtag og sømmede Skoene fast. Disse sodede Smedekarle med Ærmerne højt opsmøgede over de muskuløse Arme var mine første Helte. Vor Barnepige, den gamle Trine, mente at vide, at de hver Dag fik Flæskekage til Middag, og at det var derfor, de var saa store og havde saadanne vældige Armkræfter. Siden den Dag blev Flæskekage min Livret, som jeg regelmæssig forspiste mig i. |
Lige overfor os var der et Indhug i Genbo-Husrækken, et Gaardsrum, der var aabent ud mod Gaden. Her boede en Beslagsmed. I Baggrunden laa en lav Bygning med en Port ind til Smedjen. Naar Porten stod aaben og Ilden paa Essen flammede, kunde jeg fra mit Vindu se Smeden og hans Svende bevæge sig derinde i det røde Skær som Skygger i en underjordisk Hule. Udenfor paa Gaardspladsen var en solid Bom med Jernringe, hvortil Hestene blev bundet, naar de skulde skoes. Det var for det meste store, kraftige Heste, der undertiden blev balstyrige under Behandlingen, stejlede og fnøs. Var det en ung Plag, der maaske aldrig før havde haft Sko under sig, blev det rent galt. En af Svendene maatte slaa et 8 Reb omkring Snuden paa den, en anden Svend greb med begge Hænder om et af de sparkende Ben og holdt det fast over sit Knæ, mens Mester selv skar Hoven til med en dobbeltskaftet Kniv. Dyret, der skælvede af Angst, vendte det hvide ud af Øjnene, det røde ud af Næseborene. Det var et mægtigt Syn! Disse sodede Smedesvende med Ærmerne højt opsmøgede over de kraftige Arme blev mine første Helte. Vor gamle Barnepige fortalte, at de hver Dag Aaret rundt fik Flæskekage til Middag; det var derfor, de var saa umanerlig stærke og havde saadanne vældige Armmuskler. Siden den Tid blev Flæskekage min Livret, som jeg regelmæssig forspiste mig i. |
|
|
[3] Blandt de af Byens Folk, der til Stadighed kom gennem vor Gade, var Skorstensfejeren med de hvide Øjne i det sorte Ansigt. Og der var Byens tykke Mand, om hvem det blev fortalt, at han ganske alene kunde fortære en hel Gaas og bagefter tre Pandekager saa store og tykke som et Retiradelaag. Og der var den offentlige Udraaber, der paa sin Vandring omkring i Gaderne regelmæssig standsede lige ved vort Hus og kaldte Folk til Vinduerne med en kraftig Trommehvirvel. Saa var der Rebslagerens lange "Tosse-Kresten", der skridtede af Sted med svingende Arme og savlende Mund. Og der var gamle Ajs og hans Kone, "Tante Hugtand", to stumme, skyggeagtige Væsner, der hver Lørdag Aften i Skumringen fejede Gaden udenfor vort Hus. |
Her fra Vinduet lærte jeg efterhaanden en Del af Byens Liv og ogsaa af dens Mennesker at kende. Der var den offenlige Udraaber – "Trommemanden" – der næsten daglig kom gennem Gaden og kaldte Folk til Vinduerne med sine minutlange Trommehvirvler. Og der var Byens tykke Mand, om hvem det blev fortalt, at han ganske alene 9 kunde spise en hel Gaas og bagefter tre Pandekager saa store og tykke som et Retiradelaag. Og der var Skorstensfejeren, der i Stormskridt marcherede midt ad Gaden med svingende Arme og grinte til alle. |
U9 Her fra mit Vindu lærte jeg efterhaanden baade Byens Liv og adskillige af dens Beboere at kende. Der var den offentlige Udraaber – "Trommemanden" – der næsten hver Dag kom gennem Gaden og kaldte Folk til Vinduerne med sin minutlange Trommehvirvel. Og der var Skorstensfejeren med de hvide Øjne i det sorte Ansigt, og Byens tykke Mand, om hvem det blev fortalt, at han ganske alene kunde spise en hel Gaas og bagefter tre Pandekager saa store og tykke som et Retiradelaag. |
|
[4] Det stærkeste Indtryk paa mig gjorde nogle Pjalteskikkelser, som jeg af en Fremmed havde hørt kalde "de unævnelige". De dukkede op i Ny og Næ med en bulet Blikspand i Haanden og kiggede sig paa en underlig søgende Maade omkring; og det, de søgte efter – var Hundenes Efterladenskaber, som de omhyggeligt opsamlede med to flade Pinde. Jeg véd ikke hvorfor, men jeg havde levet mig ind i den Forestilling, at det var Tyve og Røvere, der til Straf maatte udføre dette nedværdigende Arbejde for alle Folks Øjne. Saa en Dag fortalte vor gamle Barnepige mig, at Skarnet blev solgt til Byens Handskemagere, der anvendte det ved Tilberedelsen af deres Skind. Jeg blev saa opbragt paa hende, at jeg fløj op og gav mig til at slaa løs paa hende. Om jeg ogsaa kun var seks Aar, skulde hun ikke tro, at hun kunde bilde mig alting ind. Jeg vidste jo, at Byens Handsker var berømte over hele Landet, og netop paa Grund af deres Blødhed og fine Duft. |
Det stærkeste Indtryk paa mig gjorde nogle sære Pjalteskikkelser, som jeg havde hørt en besøgende Dame kalde "de unævnelige". De dukkede i Ny og Næ op i Gaden med en snavset og bulet Blikspand i Haanden. De kiggede sig undersøgende omkring allevegne, og det, de saa ivrigt søgte efter, var Hundenes Efterladenskaber, som de omhyggeligt opsamlede med to flade Pinde. Jeg havde ladet mig fortælle, at det var Tyve og Mordere, der til Straf maatte udføre dette vanærende Arbejde for alles Øjne. Men en Dag sagde Barnepigen, at Skarnet blev solgt til Byens mange Handskemagere, der anvendte det ved Garvningen af deres Skind. Jeg fløj opbragt paa hende. Jeg vidste jo, at Randers Handsker var berømte over hele 10 Verden netop for deres Blødhed og fornemme Duft. Om jeg ogsaa kun var seks Aar, skulde saadan en gammel Tudse ikke tro, at hun kunde bilde mig alting ind. |
Det stærkeste Indtryk paa mig gjorde dog nogle sære Pjalteskikkelser, der i Ny og Næ dukkede op i Gaden med en snavset Blikspand i Haanden og kiggede sig omkring allevegne. Det, de saa ivrigt eftersøgte, var Hundenes Skarn, som de opsamlede med to flade Pinde. Jeg troede først, at det var Tyve og Mordere, der til Straf maatte udføre dette vanærende Arbejde; men en Dag fortalte Barnepigen mig, at Skarnet blev brugt til Byens Handskemagere, der anvendte det ved Garvningen af deres Skind. Jeg vilde ikke tro det. U10 Jeg vidste jo, at Randers Handsker var berømte i hele Europa for deres Finhed. |
|
Men saa hændte det en Del Aar efter, da jeg havde lært at læse, og daglig studerede Byens Avis, at jeg faldt over en Notits om en Forretningsmand i Jerusalem, der var bleven indviklet i en kuriøs Proces. Gennem flere Aar havde han ladet de mange omstrejfende Hundes Efterladenskaber opsamle i Sække og sendt dem til en verdenskendt Handskefabrik i London; men da det var gaaet op for Myndighederne i Jerusalem, at han var bleven en velhavende Mand paa den Trafik, anlagde de Sag imod ham og hævdede, at Skarnet paa Gaderne var offentlig Ejendom, dets Bortfjernelse altsaa Tyveri. Han maatte som Bod aflevere Størsteparten af det engelske Sterlingguld, han havde tjent paa Handelen. Jeg stavede mig to Gange gennem Beretningen og blev flov tilmode. Jeg huskede mit Sammenstød med gamle Trine, som altsaa alligevel havde haft Ret. Samtidig gik et Lys op for mig over et dunkelt Sted i Grundtvigs bekendte Bryllupssalme, som jeg ofte havde brudt min Drengehjerne med:
"I Davids-Staden
er Guld paa Gaden." |
Et Par Aar efter, da jeg havde lært at læse og undertiden stavede mig gennem Nyhederne i Byens Avis, faldt jeg over en Notits om en Forretningsmand i Jerusalem, der var bleven indviklet i en kuriøs Proces. Han havde i flere Aar ladet de omstrejfende Hundes Efterladenskaber opsamle og i Sække sende til en bekendt Handskefabrik i London. Men da Myndighederne opdagede, at den Trafik havde gjort ham til en velhavende Mand, anlagde de Sag imod ham, idet de hævdede, at Skarnet paa Gaderne var Byens Ejendom, dets Bortfjernelse altsaa ulovlig. De fik ham dømt for Tyveri, og han maatte tilbagegive Størsteparten af det engelske Sterlingguld, han i Aarenes Løb havde tjent. Med Skamfuldhed mindedes jeg nu mit Overfald paa gamle Trine, som altsaa alligevel havde haft Ret. Samtidig gik der et Lys op for mig over et Par dunkle 11 Linjer af Grundtvigs berømte Bryllupssalme, som til Stadighed blev sunget baade hjemme og i Kirken.
"I David-Staden
er Guld paa Gaden.
O, Gud ske Lov!"
**
* |
Men da jeg blev noget ældre og havde lært at stave mig gennem Smaanyhederne i Byens Avis, læste jeg en Dag om en Forretningsmand i Jerusalem, der var bleven straffet, fordi han en Række Aar havde ladet de omstrejfende Hundes Efterladenskaber opsamle og sende til en stor Handskefabrik i London, en Trafik, der havde gjort ham til en velstaaende Mand. Myndighederne hævdede nu, at Skarnet paa Gaderne var Byens Ejendom, dets Bortfjernelse altsaa Tyveri, og fik ham dømt til at afgive Størsteparten af det engelske Sterlingguld. Jeg havde med andre Ord gjort vor gamle Barnepige skammelig Uret ved ikke at ville tro paa, hvad hun fortalte. Samtidig gik et Lys op for mig over et Par dunkle Linjer i en Salme, der til Stadighed blev sunget baade hjemme og i Kirken:
"I David-Staden er
Guld paa Gaden.
O, Gud ske Lov!" |
|
[6] Byens Beliggenhed ved Bredden af Danmarks eneste store Vandløb, Gudenaaen, omtrent hvor denne løber ud i Randers Fjord, prægede i Almindelighed ikke Livet i Gaderne synderligt. Men under visse Vind- og Strømforhold kunde Vandet i Aaen stige saa stærkt, at hele Kvarteret omkring Havnen oversvømmedes. Ledsaget af Barnepigen var jeg en Dag henne og se paa, at Folk sejlede omkring i Gaderne i Baade og Pramme, og at Drenge plaskede gennem Vandet paa Stylter. |
Byens Beliggenhed ved Danmarks største Vandløb prægede den ikke paa nogen mærkbar Maade udenfor Havnen. Der saaes kun sjelden en Sømand i Gaderne. Paa Grund af Fjordens Tilgroning var Sejladsen sygnet hen. Allerede i Middelalderen klagedes der over, at de lybske Skibe ikke kunde komme ind til Byen, men maatte losse en Del af deres Last i Baade og Pramme midtvejs i Fjorden. Trods en nu paabegyndt Regulering og Uddybning skulde der stadig en god Del Sømandskunst til for at lempe et større Skib ind gennem de mange Krumninger. Der var dog Lejligheder, hvor alle blev mindet om Byens Forbindelse med Havet. Under visse Vind- og Strømforhold kunde Vandet i Gudenaaen 12 stige saa stærkt, at hele Kvarteret omkring Havnen oversvømmedes. En Dag var jeg sammen med gamle Trine dernede for at se paa, at Folk sejlede omkring i Gaderne i Baade, og at Drenge plaskede gennem Vandet paa høje Stylter. |
U11 Byens Beliggenhed ved Danmarks største Vandløb prægede den ikke paa nogen særlig Maade. Der saaes kun sjelden en Fisker eller anden Mand fra Søen i Gaderne. Men ved visse Vind- og Strømforhold kunde Vandet i Gudenaaen undertiden stige, saa hele Kvarteret ved Havnen oversvømmedes og Folk sejlede omkring i Gaderne dernede i fladbundede Baade. |
|
[5b] En anden Oplevelse af en ganske modsat Art var det morsomme Optog af Sømænd og andre af Havnens Folk, der Fastelavns Mandag drog gennem Byens Gader for at indsamle Penge til deres Alderdomshjem. Først kom et Par kraftige Fanebærere i store Søstøvler og Sydvest, derefter selve "Fastelavnsskibet", en guirlandesmykket Baad anbragt paa Understellet af en Langvogn og trukket af et Par Vognmandskrikker, der var stadset op med Rosetter og Plumager. I Baaden sad en halv Snes Sømænd med oprejste Aarer, alle klædt ud som Orlogsgaster med blanke, sorte Voksdugshatte og hvide Bluser. I Bagstavnen af Baaden sad en gammel, ludende Skikkelse, Lavets Ældste, en forhenværende Rorsbetjent, uniformeret som Admiral med trekantet Hat, hvide Bomuldshandsker og Brystet dækket af Medaljer. Udfor hvert større Hus i Gaden standsede Toget. Paa et Signal fra en Baadsmandspibe rejste Mandskabet sig op og svang de blanke Hatte med et trefoldigt Hurra. Det var et stolt Øjeblik for en Dreng i Seksaarsalderen, der havde faaet Lov til at gaa ned paa Gaden med Husets Pengegave (en Tremark), at række denne op til den gamle Admiral, i hvis Skød den kugleformede "Bombebøsse" hvilede. Admiralen løftede sin behandskede Haand op til Hatten og nikkede til Drengen, saa derpaa op til Vinduerne og gentog sin Hilsen. Saa lød Baadsmandstrillen paany, og Toget drog videre fulgt af Gadens Ungdom. |
En anden Oplevelse, der knyttede sig til Byen som Havnestad, var det morsomme Optog af Skippere og andre af Havnens Folk, der Fastelavns Mandag drog gennem Gaderne for at indsamle Penge til et Alderdomshjem (og en glad Aften). Først kom et Par kraftige E12 Fanebærere i store Søstøvler og Sydvest, derefter selve "Fastelavnsskibet", en guirlandesmykket Baad sat op paa Understellet af en Langvogn og trukket af et Par Vognmandskrikker, der var stadset op med Rosetter og Plumager. I Baaden sad en halv Snes Sømænd med oprejste Aarer, alle udklædte som Orlogsgaster i hvide Bluser og blanke, sorte Voksdugshatte. I Bagstavnen sad en ludende Olding, Lavets Ældste, en forhenværende Rorsbetjent uniformeret som Admiral med trekantet Hat, 13 hvide Bomuldshandsker og Brystet dækket af Ordner og Medaljer. I hans Skød hvilede den bombeformede Indsamlings-bøsse. Foran hvert større Hus i Gaden standsede Toget. Paa et Signal med en Baadsmandspibe rejste Mandskabet sig op og svang de blanke Hatte under et trefoldigt Hurra. Det var et stolt Øjeblik for en seksaars Dreng at faa Lov til at gaa ned paa Gaden med Husets Bøssegave (en Tremark) og række den op til den gamle Søhelt, som til Tak løftede sin behandskede Haand op til den trekantede. Saa lød Baadsmandstrillen igen, og Toget drog videre, fulgt af Gadens Ungdom. |
En anden Oplevelse, der knyttede sig til Byen som Havnestad, var det morsomme Optog af Søens Folk, der Fastelavns Mandag efter gammel Skik drog gennem Gaderne for at indsamle Penge til deres Aldersdomshjem og en glad Aften. Først kom et Par kraftige Fanebærere i store Søstøvler og Sydvest, derefter selve "Fastelavnsskibet", en guirlandeprydet Baad sat op paa Understellet af en Langvogn og trukket af et Par Vognmandskrikker, stadset op med Rosetter og Plumager. I Baaden sad en halv Snes Sømænd med oprejste Aarer, alle udklædte som Orlogsgaster i hvide Bluser og blanke, sorte Voksdugshatte. I Bagstavnen sad en Olding, Lavets Ældste, en forhenværende U12 Rorsbetjent uniformeret som Admiral med trekantet Hat og Brystet dækket med Ordner og Medaljer. I hans Skød hvilede den bombeformede Indsamlingsbøsse.
Foran hvert større Hus i Gaden standsede Toget. Paa et Signal med en Baadsmandspibe rejste Mandskabet sig op og svang de blanke Hatte under et trefoldigt Hurra. Det var for en seks-syvaarig Dreng et stolt Øjeblik at gaa ned paa Gaden med Husets Bøssegave (en Tremark) og række den op til den gamle Søhelt, som til Tak løftede sin hvidbehandskede Haand op til den trekantede. Saa lød Baadsmandstrillen igen, og Toget drog videre.
**
* |
| Et stærkere Indtryk gjorde det paa ham at opleve den første Tordenskylle der i Byen. Afløbsforholdene er rimeligvis siden bleven forbedrede; men den Gang oversvømmedes Gaderne ved stærke Regnskyl straks af en grumset Flod, der strømmede ned gennem Byen fra de store Bakker norden for. I de lavestliggende, snævre Gader i Nærheden af Havnen – og der var det netop, at hans Forældres Hus laa – trængtes Vandmasserne sammen og steg fodhøjt over Brolægningen. Som en rivende Strøm jog de afsted mellem Murene og førte med sig, hvad de undervejs havde fundet af flyttelige Genstande. Snart kom et Rendestensbrædt sejlende, snart en gammel Stol, en Spaankurv eller en Trækasse. Det var som at opleve Syndfloden bag en Rude i Noahs Ark. |
[6b]Stærkere Indtryk efterlod dog Oversvømmelserne i vor egen Gade under svære Regnskyl, naar mægtige Vandmasser strømmede ned fra de høje og stejle Bakker, ved hvis Fod Byen laa. Under Sommerens Tordenskyller forvandledes Gaderne, der førte ned til Havnen, – og det var netop i en saadan, vi boede – i et Nu til grumsede Floder. Vandet steg fodhøjt over Brolægningen. Som en rivende Strøm jog det afsted mellem Husene og førte alt Slags Gods med sig. Snart kom en gammel Hat sejlende, snart et Rendestensbrædt, en Spaankurv eller Staver af et bortskyllet Havegærde. Naar Uvejret var paa sit højeste og et blaasort Mørke indhyllede Byen, mens Tordenen rullede henover Tagene, sad jeg og frydede mig ved Vinduet i den Indbildning, at jeg som en af Noahs Sønner oplevede Syndfloden, bag en Glug i Arken. |
En anden Forlystelse for Barnesindet var Sommerens svære Tordenskyller, naar mægtige Vandmasser strømmede ned gennem Byen fra de stejle Bakker, ved hvis Fod den laa. Vandet steg fodhøjt i Gaden og forvandlede den til en grumset-gul Flod, der førte al Slags løst Gods med sig i sin Fart ned mod Havnen. Snart kom en gammel Hat sejlende, snart et Rendestensbræt, et Stykke af en Spaankurv eller Staver af et 14 bortskyllet Havegærde. Naar Uvejret var paa sit højeste, og et blaasort Mørke indhyllede Byen, sad jeg ved mit Vindu og tænkte paa Bibelens Beretning om Syndfloden, som jeg netop havde faaet fortalt. Mens Lynene knitrede og Tordenen rullede henover Tagene, indbildte jeg mig at være en af Noahs Sønner, der bag en Glug i Arken var Vidne til den store Verdens-Undergang. |
|
|
[5a] Af andre, mere ualmindelige Tildragelser, der fængslede mig til min Udkigsplads ved Vinduet, var de store Ligfølger, der undertiden i Skumringen drog gennem Gaden. Det var Skik i Byen ved indtræffende Dødsfald, at Familiens nærstaaende Venner og Bekendte fulgte den Afdødes Kiste, naar den ved Solnedgang under Klokkeringning førtes fra Hjemmet ud til Kapellet paa Kirkegaarden; og skønt min personlige Berøring med Døden paa det Tidspunkt indskrænkede sig til Fundet af en ihjelfrossen Spurv, som jeg havde begravet i Haven, gjorde Synet af denne tavse, sortklædte Sørgeskare, det tilhyllede Hestespand for Ligvognen og Kirkeklokkens vedvarende Klemten, altid et stærkt Indtryk paa mig. |
Af andre, ikke helt sædvanlige Tildragelser, som kunde fastholde mig til min Udkigsplads, var der de store Ligfølger, der i Skumringen undertiden drog gennem Gaden. Det var Skik i Byen ved indtræffende Dødsfald, at Familjens Venner og Bekendte fulgte den Afdødes Kiste, naar den ved Solnedgang under Klokkeringning førtes fra Hjemmet til Kapellet paa Kirkegaarden. Skønt min personlige Berøring med Døden paa dette Tidspunkt indskrænkede sig til Fundet af en ihjelfrossen Spurv, som jeg havde begravet i Haven, gjorde Synet af den tavse, sortklædte Sørgeskare, det tilhyllede Hestespand 15 foran Ligvognen og Kirkeklokkens vedvarende Klemten altid et beklemmende Indtryk paa mig.
**
* |
|
|
[7] Vort Hus laa paa Række med de øvrige Huse i Gaden. Skønt det var en Embedsbolig, skilte det sig heller ikke i Udseende fra Størstedelen af de andre Bygninger. Facaden var af kedelige, mørkerøde Sten uden nogen Art Fremspring eller Prydelse. Ingen Fremmed vilde falde paa, at dette banale Stykke Murermesterarbejde var Byens Præstegaard. Men indvendigt var Huset lyst og venligt, Værelserne højloftede og herskabelige. Ikke mindre end tre Trapper førte fra Stuen op til den øvre Etage, og oppe og nede var der ialt en Snes Værelser, deriblandt en større Sal, bestemt til Forsamlinger. Disse ualmindelig gode Boligforhold var sikkert medvirkende Aarsag til, at min Far havde søgt Kaldet. Vi var nemlig mange Børn, tilsidst ikke mindre end tolv (foruden fire døde), alle Helsøskende. |
Vort Hus laa i Række med de øvrige Huse i Gaden, og skønt det var en Embedsbolig, var det heller ikke i Udseende synderlig forskelligt fra de fleste andre Bygninger i Kvarteret. Det var i to Etager og havde en prunkløs Facade af røde Mursten. I sin Tristhed mindede det mere om en Kontorbygning for Forsørgelsesvæsenet end om en Præstebolig. Indvendig var Huset derimod mærkværdig herskabeligt, de mange Værelser – ialt en Snes Stykker – højloftede og rummelige. Ikke mindre end tre Trapper forbandt Etagerne, og disse usædvanlig gode Boligforhold var det vistnok, der havde bestemt Far til at søge Embedet. Vi var mange Børn, tilsidst ikke mindre end tolv (foruden fire døde). Der maatte altsaa skaffes Plads, og her var alt, hvad der behøvedes, og mere 16 til. Vi Børn blev da fra Ungdommen af vant til at have Alburum og Bevægelsesfrihed, og maaske derfor krævede vi det ogsaa senere hen i Livet. |
Præstegaarden laa i Række med de andre Huse i Gaden og skønt Embedsbolig fremhævedes den overhovedet ikke fra Omgivelserne. Det var en stor tung Bygning i to Etager med mange Værelser, Gaardsplads og flere Udhuse. Jeg blev saaledes allerede U13 som Barn vænnet til ikke at have selv mine Nærmeste for nær ind paa Livet. […]
|U14| En Gang sneg jeg mig til at besøge ham i hans fattige Hjem, og det var en Oplevelse, jeg sent glemte. Det var Søndag; han var hjemme og sad med den mindste af sine tre'1 Børn paa Skødet og dikkedikkede det, saa Barnet skreg højt af Glæde. Noget saadant var aldrig hændet mig selv, kunde overhovedet ikke tænkes i mit eget Hjem. Vi var dertil for mange Børn, paa dette Tidspunkt tolv, og Flokken forøgedes stadig. Vi blev tilsidst seksten. Der kom derved noget halvblods i vor Søskendefølelse. Forholdet til Familjen var overhovedet for mit Vedkommende ret køligt. Trods disse fremmede Børns lappede Klæder og Stuens hele Fattigdom U15 var jeg ikke langt fra at misunde dem dette Hjem og navnlig denne Fader, der kunde le og lege med dem paa en Maade, som absolut ikke laa for min egen Fader. |
|
Men var Huset stort og rummeligt, saa var til Gengæld Haven saare indskrænket, i Grunden blot en bevokset Tørreplads, omgivet af vore egne og Naboejendommenes Udhuse og Plankeværker. For os Børn var dog en saadan Have netop efter Ønske, en fri Tumleplads, langt fornøjeligere end en sirlig Blomsterhave vilde have været. Ogsaa de store, tomme Udhuse havde vi at lege i. Forgængeren i Embedet havde som de fleste af Byens Storfolk haft Ekvipage. Der var derfor Stald med Baase baade til egne og fremmede Heste, to Vognporte, Seletøjsrum og Karlekammer — og hele denne forladte Verden havde vi Børn nu at regere i. |
Huset var for faa Aar siden bleven bygget af Forgængeren i Embedet paa den gamle Præstegaards Grund. Han havde været en fornemt levende Herre med Ekvipage og Kusk ligesom Byens andre Storfolk. Der var derfor en anselig Stald med Baase til egne og fremmede Heste, desuden to Vognporte, Seletøjsrum og Karlekammer, - og hele denne nu forladte Verden havde vi Børn ogsaa at regere i. Af den gamle, vidtstrakte Præstegaardshave var der derimod kun bleven en ringe Del tilbage, egenlig kun en bevokset Tørreplads, omgivet af vore egne og Naboejendommenes Udhuse. Men paa denne Stump solløs Jord havde vi alligevel vore bedste Timer. Her kunde vi tumle os ganske anderledes frit, end vi kunde have gjort det i en pyntelig Blomster- og Urtehave. |
|U13| Huset var bleven bygget i Forgængerens Embedstid, og han havde været en herskabeligt levende Mand, der holdt Ekvipage og liberiklædt Kusk ligesom Amtmanden og andre af Byens store Folk. I Præstegaarden var der derfor baade Hestestald og Vognrum, som nu blev brugt til Opbevaring af Brændsel. |
|
[8] I den ene af de fordums Vognporte, der nu blev brugt til Brændselsrum, stod Sommeren igennem en midaldrende Arbejdsmand og savede og huggede de 20 Favne Brænde, der tillige med 50 Tusinde Tørv om Vinteren fortæredes af Husets mange Kakkelovne. Denne Mand blev min Ven, og hvad der oprindelig knyttede mig til ham, var dels hans ensomme Arbejde, dels et Par legemlige Skavanker. Han var gruelig skæv i Ansigtet, og som saa mange andre Mænd, der ernærer sig som Brændehuggere, havde han mistet Pegefingeren paa den venstre Haand. Der var kun en ubetydelig Rest igen, og Synet af den lille bevægelige Fingerstump, som han brugte til at klø sig i Skægget med og andet Smaapilleri, havde vakt min barnlige Medlidenhed. Men for Resten var han ogsaa et godmodigt Menneske, som jeg trygt kunde gaa til med mine Sorger. Han sagde mig aldrig imod. Naar jeg var bleven uens med en af mine Søskende og vilde retfærdiggøre mig overfor ham, gav han mig altid Medhold. Naar jeg fortalte ham noget, der ikke var ganske sandt, troede han mig alligevel og sagde ikke som mine Søskende: "Nu skryder du igen!" Jeg følte mig lykkelig overbevist om, at jeg i denne rødskæggede og fregnede Mand med den skæve Næse og den hængende Buksebag havde faaet en forstaaende Ven for Livet. |
I en af de fordums Vognporte, der nu blev brugt til Brænderum, var en Arbejdsmand beskæftiget en Del af Aaret med at save og hugge de 25 Favne Bøgebrænde, der tilligemed 50 Tusinde Tørv slugtes af Husets mange Kakkelovne. Med denne midaldrende Mand knyttede jeg et fortroligt Venskab, hvis Oprindelse var et Par legemlige Skavanker hos ham, der havde vakt min Medlidenhed. Han var gruelig skæv i Ansigtet, og som saa mange andre, der maa ernære sig ved Brændehugning, havde han mistet Pegefingren paa den venstre Haand. Der var kun en ubetydelig Rest tilbage, og denne lille bevægelige Fingerstump, som han brugte til at klø sig i Skægget med og andet saadant Smaapilleri, optog mig levende. Han var et godmodigt og stilfærdigt Menneske, som jeg uden Betænkning henvendte mig til og betroede mine Sorger. Min Tillid til ham var ubegrænset, fordi han aldrig sagde mig imod. Naar jeg var bleven uens med en af mine Søskende eller – hvad ikke sjelden hændte – med dem alle, gav han mig altid Medhold, naar jeg søgte at retfærdiggøre mig. Fortalte jeg ham noget, som fjernede 18 sig temmelig langt fra Sandheden, troede han mig alligevel og sagde ikke som mine rapmundede Søskende: "Nu skryder du igen!" Jeg følte mig lykkelig overbevist om, at jeg i denne rødskæggede og fregnede Mand med den hængende Buksebag og den skæve Næse havde faaet en forstaaende Ven for Livet. |
|U13| Her var en Arbejdsmand en Del af Aaret beskæftiget med at save og hugge Brænde, og dette fremmede Mandfolk knyttede jeg mig efterhaanden til med oprigtigt Venskab. Jeg havde nemlig en Dag set ham styrte ud af Brændeskuret ganske hvid i Ansigtet og med den ene Haand viklet ind i sit Sækkelærreds Forklæde, hvorfra der dryppede Blod. Han løb ud af Præstegaardens Port, og jeg forstod, at der var sket en Ulykke. Han havde under Arbejdet været uheldig og hugget en Finger af den venstre Haand. Nogle Dage efter kom han tilbage med Haanden helt indbunden og gik ind i Skuret for at lede efter Fingren mellem Brændestykkerne. Da han U14 fandt den, spurgte han mig, om jeg vilde se den. Jeg rystede paa Hovedet; men det rørte mig, at han vilde vise mig den blodige Stump, og beundrede hans Koldblodighed. Han blev fra den Dag min Helt, som jeg saa' op til med sværmerisk Begejstring. Mine Søskende gjorde ofte Nar af mig paa Grund af min Beundring, hvad der dog blot yderligere forøgede den. |
|
[9] En Dag, jeg befandt mig i Haven og længe havde hørt hans Øksehug lyde inde fra Vognskuret, kom han pludselig løbende ud derfra kridhvid i Ansigtet og med den ene Haand viklet ind i sit Sækkelærredsforklæde. Jeg raabte paa ham; men uden at svare styrtede han af Sted gennem Porten ud paa Gaden. Det løb mig koldt ned ad Ryggen, da jeg opdagede Bloddryp mellem hans Træskospor i Havegruset. Jeg anede en Ulykke, og Anelsen slog til. Han havde igen hugget en Finger af. Dagen efter kom han tilbage, endnu en Del bleg og med Haanden indbunden. Han gik ind i Skuret for at lede efter Fingeren, som han ogsaa snart fandt mellem Brændestykkerne. Han spurgte mig, om jeg vilde se den, hvad jeg vægrede mig ved. Saa puttede han den roligt i Lommen og gik hjem. |
En Dag, jeg legede med mig selv i Haven og længe havde hørt Lyden af hans Øksehug fra Brændehuset, saa' jeg ham pludselig løbe ud derfra kridhvid i Ansigtet og med Haanden viklet ind i sit Sækkelærreds Forklæde. Jeg raabte ham an; men uden at svare styrtede han afsted gennem Porten og ud paa Gaden. Jeg løb efter ham, men standsede skrækslagen, da jeg i Havegruset opdagede Bloddryp mellem hans Træskospor. Jeg forstod, at der var sket en Ulykke, og min Anelse blev senere bekræftet. Han havde igen hugget en Finger af sin venstre Haand. Dagen efter kom han tilbage, endnu en Del bleg, med hele Haanden indbunden. Han gik ind i Skuret for at lede efter den 19 mistede Finger, som han ogsaa snart fandt mellem Brændestykkerne. Da han kom ud derfra, havde han den i Haanden og spurgte mig, om jeg vilde se den. Da jeg vægrede mig, puttede han den roligt i Lommen og gik hjem. |
|
|
Et Par Dage derefter sad jeg i Skumringen ved mit Vindue i Dagligstuen, da et af de sædvanlige Ligtog drog gennem Gaden. Uden at ane, hvem det var, der her førtes til Kapellet, betragtede jeg Kistens fattige Blomsterpynt og det lille Følge af grædende Kvinder og tarvelig klædte Mænd. Først bagefter fik jeg at vide, at det var min Ven. Gennem Saaret i Haanden var der opstaaet en farlig Blodforgiftning, og nu var han død. Hvad jeg følte derved, var mere Forundring end Sorg. Børn i den Alder er jo ikke i Stand til virkelig at sørge. I hvert Fald skal der aldrig meget til for at trøste dem. Men jeg fik dog her for første Gang en utryg Fornemmelse af, hvor tynd den Traad er, der forbinder et Menneske med hans Tilværelse her paa Jorden. Uden Varsel kunde den blive klippet over af den usynlige Haand foroven, – og hvad saa? Engle troede jeg ikke rigtig paa. |
Nogle Dage senere stod jeg i Skumringen ved mit Vindu i Dagligstuen, da et af de sædvanlige Ligtog drog gennem Gaden under Klokkeringning. Uden at ane, at det var min dyrebare Ven, der her førtes til Kapellet, betragtede jeg Kistens fattige Blomsterpynt og det lille Følge af grædende Kvinder og tarvelig klædte Mænd. Først bagefter fik jeg at vide, hvad der var sket. Gennem Saaret i Haanden var der opstaaet en farlig Blodforgiftning, og nu var han død fra Kone og fem Børn. Hvad jeg følte derved, er ikke godt at sige. Thackeray gør et Sted opmærksom paa, at vi i den ældre Alder er tilbøjelige til at overdrive baade Barndommens Glæder og Sorger. Vi har i Almindelighed hverken været saa lykkelige eller saa bedrøvede, som Erindringen foregøgler os. 20 Naar vi som gamle bevæges ved Tanken om de stride Taarestrømme, der ved en bestemt Lejlighed randt ned ad vore runde Barnekinder, glemmer vi, hvor hurtigt den tilsyneladende utrøstelige Sorg blev slukket. En Bismarcksklump eller et Stykke Chokolade forvandlede straks Taarebadet til et Smil. |
|
|
|
Jeg tror dog nok, at jeg oprigtig begræd Tabet af min Ven og ofte savnede ham. Sammen med en af vore Piger havde jeg en Gang besøgt ham i hans fattige Hjem, hvad jeg længe efter var stærkt optaget af. Han havde siddet med et af Børnene paa Skødet og leget med det, havde dikkedikket det med sin Fingerstump, saa Barnet skreg af Glæde. Noget saadant var aldrig hændet mig selv. Trods Børnenes lappede Tøj og hele Stuens Fattigdom havde jeg ikke været langt fra at misunde dem dette Hjem og denne Far og ønske mig i deres Sted.
**
*
|
|
|
[10] Ikke længe efter begyndte et nyt Livsafsnit for mig, idet jeg kom i Skole. Nogen Tid forinden havde jeg faaet Lov til at færdes alene paa Gaderne, og først nu lærte jeg Byen virkelig at kende. Mens jeg hidtil havde maattet rende i Hælene paa Barnepigen, der trak af Sted med de endnu mindre Børn og altid holdt sig til Hovedgaderne og de offentlige Lystanlæg, søgte jeg nu gerne ned til Havnen, hvor der var saa meget at se paa, Skibe, der lossede eller lastede, Fiskerbaade, der kom ind fra Fjorden med Garnene glimtende af Sølvskæl, Tørvebryggen, hvor de lange, tungt lastede "Kaage" lagde til med deres mægtige Stabler af Brænde, Mursten og Tørv, som dybt inde fra Landet førtes hertil med Strømmen. Her omkring Havnen laa desuden den allerældste Bydel med de mange sære Smøger og Smug mellem gamle, udadhældende Pakhusgavle – mørke, krogede og saa smalle, at to Mennesker daarligt kunde komme forbi hinanden. Jeg vovede mig kun sjældent helt igennem dem. Det gøs i En, naar man midt i et saadant kroget og mennesketomt Stræde hørte nogen nærme sig fra den anden Ende og fornam den hult klingende Genlyd af hans Skridt, inden Manden selv kom til Syne. |
21 Ved denne Tid begyndte et nyt Livsafsnit for mig, idet jeg kom i Asyl-Skolen. Kort forinden havde jeg faaet Lov til at færdes alene paa Gaderne, og derved lærte jeg først Byen rigtig at kende. Hidtil havde jeg maattet traske i Hælene paa Barnepigen, der trak afsted med de endnu mindre Børn og altid holdt sig til Hovedgaderne og Byens to Lystanlæg, Tøjhushaven og Skovbakken. Nu søgte jeg ned til Havnen, hvor der altid var saa meget at se paa og undre sig over, Skibe, der lossede eller ladede, Fiskerbaade, der kom ind fra Fjorden med Garnene glimtende af Sølvskæl. Og der var Tørvebryggen, hvor de store, flade "Kaage" lagde til med deres Last af Mursten, Brænde og Tørv, som førtes hertil med Strømmen helt inde fra Silkeborgegnen. Her omkring Havnen laa desuden den ældste Bydel, hvis mange sære Smøger med underlige Navne fristede min Nysgerrighed: Dytmærsken, Kereveder, Peberslippen, Trangstræde. Flere af disse folketomme Smug, der bugtede sig mellem høje Pakhusgavle, var saa smalle, at Lyden af ens 22 egne Skridt genlød hult derinde som i en Tønde. Jeg var aldrig rigtig modig ved at gaa igennem dem. De gamle, udadhældende Bindingsværksmure saa' ud, som om de vilde falde ned over Hovedet paa En; og hørtes gungrende Fodtrin nærme sig fra den anden Ende af et saadant kroget Stræde, var det uhyggeligt, fordi man ikke kunde se Vedkommende, før han dukkede op lige for Næsen af En. |
|U15| Men nu begyndte et nyt Livsafsnit for mig. Jeg kom i Asylskole. Den laa i en Samling gamle Bygninger, der kaldtes Slotsgaarden.
|U46| Aaen og Havnen blev i det hele mere og mere mit Hjem. Her var altid saa meget at U47 se paa. Skibe, der lossede eller lastede, Fiskerbaade, der kom ind fra Fjorden med Garnene glimtende af Sølvskæl, Tørvebryggen, hvor de lange, tungt flydende "Kaage" lagde til med deres mægtigt opstablede Last af Brænde, Mursten og Tørv. Her omkring Havnen laa desuden den allerældste Bydel med de mange mørke Smøger og Smug saa smalle, at to Mennesker daarligt kunde komme forbi hinanden. Underligt var det at gaa gennem disse krogede, mennesketomme Stræder mellem høje Pakhusgavle og høre Nogen nærme sig fra den anden Ende, høre den hule Genlyd af deres Skridt længe før Mennesket selv kom tilsyne. |
|
|
I dette skumle Bykvarter boede et Menneske, der havde beskæftiget mig fra den første Gang, jeg hørte om ham. Det var en døvstum Skomager. En Dag tog jeg Mod til mig og gik ind i den Gyde, hvor han boede. En rødmalet Støvle, der hang over Indgangsdøren, angav Stedet, og her sad han ganske rigtigt bag Vinduet ved sit lave Skomagerbord. Jeg sneg mig langsomt forbi den aabent staaende Dør og hørte den uhyggelige Gøen, hvormed han forsøgte at gøre sig forstaaelig for en Kunde. Det var en rystende Oplevelse! Et voksent Menneske, der endnu ikke kunde tale. Et stort Mandfolk 23 med Skæg og E16 Briller, der glammede som en Hund. Det førte ind i et Mørke, der fik Tanken til at svimle. |
|U15| Her boede desuden et Menneske, der havde beskæftiget mine Tanker fra den første Gang, jeg hørte om ham. Det var en stum Skomager'2. Jeg havde en Dag vovet mig ind i den Smøge, hvor han efter Sigende boede. En rødmalet Støvle hang over Døren, og her sad han ganske rigtigt bag Vinduet ved sit lave Skomagerbord. Et stort Mandfolk med Skæg og Briller. Jeg listede forbi og hørte den uhyggelige Gøen, hvormed han søgte at gøre sig forstaaelig for en Kunde. Det var rystende. Et voksent Menneske, der endnu ikke kunde tale men glammede som en Hund. Det førte ind i et Mørke, der fik Tanken til at svimle. |
|
[11] Disse mangeartede nye Indtryk fortrængte inden længe de fleste Erindringer om den By, vi var kommen fra. Ogsaa det var en østjysk Købstad, men en hel Del mindre end Randers, med en halvt landsbyagtig Karakter til Trods for, at den var en befæstet Stad omsluttet af høje Volde med store Kanoner paa. Men indenfor Voldene var der fredelige Marker og græssende Køer. Hvad jeg nu husker fra denne min Fødeby, Fredericia, er saare lidt. Noget Helhedsbillede af den er ikke blevet tilbage. Vore Erindringer fra den tidlige Barndom er jo altid uden Sammenhæng. Det er Øjebliksbilleder, der af en eller anden Grund er bleven fredet af Mindet. De løfter sig forklarede op af Sjælens Urtidsmørke som solbeskinnede Klippetinder af et Hav, hvor en Verden er gaaet under. Store Begivenheder gaar totalt i Forglemmelse, mens Erindringen om et ituslaaet Dukkehoved trofast bevares helt op i den høje Alderdom. |
Disse mangeartede nye Indtryk fortrængte efterhaanden ganske Erindringerne om den By, jeg for blot et halvt Aar siden var kommen fra, og hvor jeg var født. Ogsaa den havde Navn af Købstad, men var ikke saa lidt mindre end Randers og havde en halvt landsbyagtig Karakter til Trods for, at det var en befæstet Stad omsluttet af høje Volde med røde Skilderhuse og svære Kanoner paa. Men indenfor Voldene var der fredelige Marker, hvor der græssede Køer og Faar, og hvor jeg selv havde plukket Mælkebøtter. Noget Helhedsindtryk af Byen var ikke bleven tilbage hos mig. Vore Erindringer fra den tidlige Barndom er jo altid uden Sammenhæng. Det er Øjebliksbilleder, der af en eller anden Grund er bleven fredet af Mindet. De løfter sig op fra Sjælens Urtidsmørke som solbeskinnede Klippetinder fra et Hav, hvor en Verden er gaaet under. De største Begivenheder kan totalt 24 udslettes, mens Erindringen om en Kokasse, man var saa uheldig at træde i, eller om en ituslaaet Kop bevares trofast helt op i den høje Alderdom. |
|U47| Disse mangeartede Indtryk havde i sin Tid hurtigt fortrængt alle Erindringer fra min Fødeby, Frederits. Skønt der var Fæstningsværker med store Kanoner og havde været Kongebesøg huskede jeg næsten ingenting derfra. Noget Helhedsbillede var i hvert Fald ikke bleven tilbage. Vore Erindringer fra den tidligste Barnealder, da Tanken endnu ligger i Svøb, er uden Sammenhæng. |
|
[11b] Ikke en Gang af Opbrudet fra Fredericia og Ankomsten til Randers har jeg bevaret andet end flygtige Glimt, og det til Trods for, at jeg paa denne min første Rejse gjorde Bekendtskab med Tidens store Vidunder "Dampvognen", som jeg i Forvejen havde hørt saa meget om. Jernbanen fra Aarhus til Randers – den første i Jylland – var just den Gang bleven aabnet. |
Ikke en Gang Opbrudet fra min Fødeby og Ankomsten til Randers husker jeg synderligt af, endskønt jeg paa denne min tidligste Rejse gjorde Bekendtskab med Tidens store Vidunder "Dampvognen". Jernbanen fra Aarhus til Randers – den første i Jylland – var nylig taget i Brug; |
|
|
Men Børn i den Alder er ikke lette at sætte i Forundring. De vil ikke lade sig imponere, allermindst naar de af Paarørende er bleven forberedt paa store Overraskelser. |
|
|
|
Jeg sad under Kørslen og kiggede uden Forbavselse ud af Kupévinduet. Jeg saa jo nok, at Markerne drejede rundt som et Hjul, og at Gruset paa Banelegemet løb bort under mig i lange Striber. Men Herre gud1, hvad nyt var der i det? Det havde jeg set før. Det var jo bare som at køre paa Karussel. |
men jeg sad under Kørslen og kiggede ud af Kupevinduet uden at blive imponeret. Jeg saa' jo nok, at Markskifterne drejede rundt som Møllevinger, og at Gruset paa Banelegemet løb bort under mig i lange Striber. Men det havde jeg set en Gang før paa en Markedsplads, da jeg kørte i Karussel. |
|
|
|
En enkelt Oplevelse fra mine tidligste Dage, da Tankelivet endnu laa i Svøb, velsagtens min allerældste Erindring, staar dog endnu den Dag i Dag tydelig for mig. Jeg ser mig selv sidde som en lille Buksetrold paa det nederste Trin af vor Havetrappe og gennem dets jernstøbte 25 Sprinkler stirre ned paa nogle blege Græsstraa, der var vokset op dernede mellem Havegrusets mangefarvede Smaasten. Jeg var gaaet saa ganske op i Synet, at jeg var bleven borte for mig selv, var "faldet i Amdam", som man den Gang sagde om et Barn, naar det er blevet rørt af den Tryllestav, der for nogle Øjeblikke udløser det af Virkeligheden og bortfører Sjælen til et underfuldt Liv i lykkelig Selvforglemmelse. Hvad jeg tænkte, da jeg vaagnede op af Fortryllelsen, véd jeg ikke. Men noget usædvanligt maa jeg dog have følt derved, siden jeg har husket Oplevelsen, mens saa meget andet fra den Tid er bleven Nat og Taage. |
U48 Det er Øjebliksbilleder, der af en eller anden Grund er bleven fredet af Mindet. Kun en eneste Situation fra den Tid staar endnu den Dag i Dag mærkeligt tydeligt i min Bevidsthed. Jeg ser mig selv som lille Purk sidde paa det nederste af en Havetrappe og kigge ned gennem Sprinklerne i det jernstøbte Trin paa noget farvet Grus nedenunder. Jeg var gaaet ganske op i Synet, var "faldet i Amdam", som man den Gang sagde om et Barn, naar det var blevet berørt af den Tryllestav, der udløser det af Virkeligheden og bortfører Sjælen til et underfuldt Liv i lykkelig Selvforglemmelse. Hvad jeg tænkte, da jeg vaagnede op af Fortryllelsen, veed jeg ikke; men noget usædvanligt maa jeg dog have følt derved, siden jeg har husket Oplevelsen, mens saa meget andet fra den Tid nu er Nat og Taage.
**
* |
