De Dødes Rige

Syvende Bog: Enslevs Død

149

I

Paa Trappen i det Hus ved Skt. Annæ Plads, hvor Enslev boede, var der i denne Tid en støjende Færdsel af politiske Tillidsmænd, som Enslev havde kaldt til sig rundt om fra Landet. Den gnavne Portner, der tidligere havde haft en roligt levende, udenlandsk Diplomat boende i Beletagen^'1, var rasende paa disse trampende Bønder og højtalende Provinsfolk, der førte Gadesnavset med sig ind paa Trappeløberne. Men ogsaa en lille pelsklædt Herre med Guldlorgnet og Silkehat havde han set sig gal paa. Det var Zaun, der paa alle Tider af Dagen styrtede ind og ud ad^'2 Porten med en Portefølje under Armen.

Blandt Enslevs politiske Venner bredte der sig en mere og mere mistrøstig Stemning. Overfor ham selv vovede ingen at lade den komme tilorde; men i Krogene hviskedes der med Ængstelse om den voksende Bevægelse, som hans daglige Artikler i "Femte Juni" skabte rundt om i Landet. Fra København mente man med nogenlunde Sikkerhed at kunne vente Tilslutning; men ude fra Provinskresene bragte hver Dag en ny Jobspost.

Enslev selv var nærved at være den eneste forhaabningsfulde. Han havde i sit lange politiske Krigerliv mere end een Gang besejret Folkestemningen i en tilsyneladende haabløs Situation, og han havde ikke mistet Tilliden til sit Ords Magt. Han havde tværtimod ikke i mange Aar følt sig saa oplagt. Raseriet i den Modstand, han vakte, var ham et Vidnesbyrd om, at hans Hug endnu skar gennem Dødkødet, og han nød igen at høre Luften omkring ham fyldes med Krigens Larm. Den bortjog desuden saa belejligt alle^'3 Gravens Spøgelser.

I Virkeligheden havde han aldrig følt sig friere og lykkeligere 150 end nu, da han paany var bleven ene mod de mange. Han, som havde Ord for at være den af alle danske Statsmænd, der havde holdt de fleste Taler, havde i en vis Forstand været den tavseste i Landet. Han syntes selv, at han havde været stum i tredive Aar. Som Ordfører for et Parti, der talte tre Fjerdedele af Landets Vælgere, havde han maattet fortie eller tilhylle, hvad han inderst inde følte, og være en Mand af alles Mening. Men nu havde han faaet sit eget Mæle tilbage, og skulde han ikke opleve^'4 at se Resultatet af sin sidste Kamp, saa naaede han dog inden sin Død at befri sin Sjæl! –

I den tiltagende^'5 Mørkning efter en Arbejdsdag, der var begyndt Klokken otte om Morgenen, sad han ved sit Skrivebord, da han pludselig lagde Pennen og lænede sig tilbage i Armstolen, overvældet af Træthed. Et Øjeblik efter sov han.

Ved Vinduet sad Frk. Evaldsen, der i denne Tid helt gik op i Omsorgen for ham og sjælden forlod Huset før ud paa Natten, naar hun efter mange Overtalelser havde faaet ham til at gaa i Seng. Hun sad med en udfoldet Avis, hvoraf hun havde læst højt for ham, mens han arbejdede. Det var bleven en Vane hos ham at skulle have Akkompagnement af en menneskelig Stemme, naar han skrev sine Artikler, og i Almindelighed hørte han ogsaa efter og kunde midt under sit eget Arbejde gøre en Bemærkning om det, der blev læst, eller sige: "Spring det over! … Det keder mig!"

Skønt Frk. Evaldsen godt saae, at hans Hoved var sunket ned paa Brystet, fortsatte hun sin Oplæsning men forholdt sig ellers stille som en Mus af Frygt for at vække ham med Avisens Raslen. Det hændte i den senere Tid ikke saa sjælden, at Enslev saaledes lod sig overmande af Søvnen, naar Mørket faldt paa og der blev Ro i Huset. Det varede kun et Øjeblik, og han holdt ikke af at mærke, at Veninden havde set det.

Men nu rettede han sig op. Det havde ringet.

"Det er Professor Bendix," sagde Frk. Evaldsen efter at have lyttet lidt.

"Bendix^'6 … Hvad vil han?"

Døren aabnedes for Husets Læge, der samme Dag var kommen 151 hjem fra sin Udenlandsrejse. En stilfærdig og forlegen lille Mand med Fuldskæg og Briller.

"Ja, hvad vil De mig i Grunden?" sagde Enslev. "Jeg fejler ikke noget. Fortæl De mig hellere om Dem selv og Deres Rejse! De har været i Italien, ikke sandt? Har set Rom og Venedig! Det er altsammen endnu en Fremtidsdrøm for mig. En ledende Politiker er et Lands Lænkehund. Han kommer aldrig selv udenfor Porten."

Professor Bendix var en meget omstændelig Fortæller, og Enslev tabte hurtigt Taalmodigheden. Han havde virkelig aldrig selv været udenfor Landegrænsen. Han havde ingen Trang haft til at lære andre Lande og Folk at kende; og selv hans Landsmænd interesserede ham i Grunden først, naar de var bleven Vælgere. Desuden havde han aldrig turdet slippe hverken Fjender eller Venner afsyne af Frygt for Sammensværgelse og Baghold^'7.

Midt under Professorens Beskrivelse af en pompøs Pavemesse i Peterskirken afbrød han ham med Spørgsmaalet om, hvad han mente om de Besværinger, der fra Befolkningens Side var rejst mod en Distriktslæge Gaardbo paa Fyn.

"De er jo Formand for Medicinalraadet og faar altsaa Sagen til Bedømmelse. Hvorledes ser De paa Spørgsmaalet?"

Professor Bendix kendte endnu ikke noget til Sagen, hvorfor Enslev med et Par Ord satte ham ind i, hvad det drejede sig om.

"Det har forøvrigt vist sig, at det ogsaa her er Præstepartiet, der er ude paa Rov. Det vil sikkert blive nødvendigt at undersøge det Forhold nærmere, forinden der fældes nogen Dom. I det hele taget, Professor Bendix – De har naturligvis gjort den samme Erfaring som jeg, at naar man begynder at rode op i en tvivlsom Affære, finder man altid en Præst skjult paa Bunden af den. Det berømte Ord af den franske Forhørsdommer: "Où est la femme?" – trænger til at varieres. Som man i Familjer, hvor der er en upaalidelig Kat i Huset, straks spørger efter Mons^'8, naar der mærkes en ilde Lugt i Stuen eller der er bleven drukket af Fløden^'9 – saadan bør man overfor enhver 152 Uredelighed i det offenlige Liv altid spørge: Hvor er Præsten ?"

Professorens store brune Øjne var bleven endnu større bag de tykke Brilleglas. Han sagde, at han ved første Lejlighed skulde sætte sig ind i den omtalte Sag, "der jo altsaa synes^'10 ret alvorlig."

I dette Øjeblik aabnedes Døren, og en Herre gled uanmeldt ind. Det var Anton Bjerreby, Enslevs Husven, en slank, elegant klædt, let graanet Skikkelse paa et halvt hundrede Aar med smukke men udslukte Ansigtstræk.

Professor Bendix sagde Farvel, og kort efter blev der kaldt tilbords.

Bjerreby, der var Vekselmægler, havde i sine unge Dage fusket lidt som dramatisk Forfatter og Journalist, havde blandt andet været Medarbejder ved "Femte Juni" i Bladets første Tid, da Enslev selv var Redaktør og skrev Bladet næsten alene. Siden gik han over i praktisk Virksomhed og var nu en af Cheferne for en større Mæglerforretning. Men udenfor sin travle Kontortid var han den samme stilfulde Flanør, som nu i femogtyve Aar havde været et Forbillede for Strøgets unge Lediggængere. Han var ugift, yndet af mange Kvinder, derfor en af Byens mest søgte Selskabsmænd. Med et^'11 elskværdigt paagaaende Væsen og en smaadrillende Tone opkildrede han i Sofakrogene en Munterhed^'12, der farvede Kinderne.

Ogsaa Enslevs Forhold til ham var en Slags kvindagtig Forelskelse i hans elegante og verdensvante Optræden og dristige Frisprog. Trods Aldersforskellen var Tonen mellem dem halvt kammeratlig. Bjerreby gik ud og ind i Enslevs Hus, som om han hørte hjemme der, og naar han undtagelsesvis ikke var bedt ud i Selskab, kom han af sig selv til Middag.

Enslevs Utaalmodighed ytrede sig aldrig stærkere end ved Maaltiderne. Spiste han alene, varede Middagen ikke mere end et Kvarter. Til lille Jensens Fortvivlelse kunde han undertiden rejse sig efter den første Ret og lade hende staa der med Stegen og Desserten. Naar Bjerreby var tilstede, faldt der i tidligere Dage lidt Ro over ham, og de kunde tilsammen drikke en Del 153 Vin. Bjerreby var en underholdende Fortæller, og Enslev hørte paa hans aabenhjertige Meddelelser fra det intime københavnske Selskabsliv med en gammel Erobrers forstaaende Glimt i Øjet. Men i den senere Tid havde ogsaa Bjerreby maattet tjene hans Politik, og Samtalerne ved Bordet havde skiftet Karakter.

Midt under Maaltidet blev Redaktør Samuelsen meldt. Enslev, der selv havde sendt Bud efter ham, rejste sig og bad de andre fortsætte.

Af den store Almenhed var Samuelsen hidtil bleven betragtet som Enslevs onde Aand, hvem det væsentlig^'13 skyldtes, at "Femte Juni" mere og mere blev til Forargelse paa Grund af sin respektløse Tone overfor alle borgerlige Idealer. Hans store Gorillaskikkelse havde bidraget til denne Forestilling, og Enslev havde fundet sin Regning ved at lade Vælgerfolket blive i Troen.

Denne foregivne Rolle som den store Førers dæmoniske Raadgiver havde tidligere smigret Samuelsen men var af en bestemt Aarsag nu bleven ham til Besvær. Efterhaanden som han havde faaet Færten af, at Enslevs Popularitet stod for Fald, og navnlig efter at han havde fundet saa ringe Forstaaelse hos ham for sine nye journalistiske Ideer, var det blevet ham magtpaaliggende at gøre Publikum opmærksom paa den skjulte Krigstilstand, der havde udviklet sig imellem dem. I de samme Numre af Bladet, hvor Enslev paa Forsiden lod sin Pen lyne over Tyrstrup og hans kirkelige Hjælpere, kunde der f. Eks. i et Begravelsesreferat være indsmuglet en stærk Anerkendelse af en eller anden Præsts "smukke og fordomsfrie" Tale; eller man kunde finde en rosende Anmeldelse af et religiøst Skrift eller et kirkeligt Foredrag.

Allerede et Par Gange tidligere havde han i den Anledning maattet møde her til Forklaring, og nu havde han bestemt sig til at lade en længe forberedt Bombe springe. Efter i Tavshed at have hørt paa, at Enslev overøste ham med Grovheder, rejste han sig op og sagde med uforandret Elskværdighed, at han efter disse Udtalelser maatte finde det rigtigst at opsige sin Stilling ved Bladet, da han ikke kunde handle mod sin indre Overbevisning.

Enslev havde nær let højt, da han hørte ham tale om sin 154 Overbevisning. Det faldt ham ikke ind, at Opsigelsen var alvorlig ment. Samuelsen havde tidligere gjort Forsøg paa at sætte sine Planer igennem hos ham ved at ymte om at "ville søge sig et taknemligere Virkefelt". Men nu saae han ham stikke sin uldhaarede Haand indenfor Frakken og fremdrage en Konvolut, som derpaa i al Ærbødighed blev lagt paa Skrivebordet.

Den Konvolut gjorde Enslev lidt hed om Ørene. Han vidste bedre end nogen anden, hvad denne Mands Forretningssnuhed havde betydet for ham, og hvor uundværlig han netop i Øjeblikket var ham.

Han lod sig dog ikke mærke med noget men svarede roligt:

"Er det Opsigelsen? … Ja ja, Samuelsen! Hos mig har enhver sin frie Vilje. Hvornaar ønsker De at fratræde?"

"Som De maaske erindrer, er Opsigelsesfristen sat til tre Dage. Det er en Bestemmelse, De i sin Tid selv forlangte indført i vor Kontrakt for ikke at være bundet til mig et Øjeblik længere, "end det passede Dem", – som De udtrykkeligt sagde. Jeg anmoder da om Tilladelse til at forlade Bladet iovermorgen."

Enslev kunde endnu ikke faa sig til at tro^'14, at det var Alvor. Samuelsen var lønnet med Procenter af Bladets Indtægter og havde i de senere Aar ikke haft under tredive Tusinde. En saadan Stilling fandt man dog ikke paa Gaden! … Der maatte stikke noget under.

Med sit mest tillukkede Ansigt sagde han:

"Som De vil! … Iovermorgen altsaa!"

Samuelsen gik. Men først da Forstuedøren smækkede i efter ham, opgav Enslev Troen paa, at det var en Attitude. Han greb sin Stok og gik hastigt tilbage til Spisestuen, hvor Frk. Evaldsen og Anton Bjerreby sad ved Desserten.

"Nu skal De høre Nyt!" sagde han, saasnart han var kommen indenfor Døren. "Samuelsen har sagt sin Plads op!"

Frk. Evaldsen vendte sig omkring og greb med begge Hænder om Stolens Ryg.

"Samuelsen!"

Bjerreby, der med lade Bevægelser haandterede en Nøddeknækker 155 og havde Tallerkenen fuld af tomme Skaller, sagde paa sin skæmtende Maade:

"Saa tror jeg, at jeg kan give Dem en interessant Oplysning."

"Hvad er det?"

"Jeg opsnappede igaar paa Børsen en Bemærkning, som jeg, ærlig talt, ikke tog mig videre af. Dertil forekom den mig altfor usandsynlig. Men den har aabenbart alligevel haft noget paa sig."

"Hvad er det da? Saa sig det, for Pokker, og hold op med det Spektakel der!"

Bjerreby lagde Nøddeknækkeren og sagde:

"Samuelsen skal være Chefredaktør af Præsternes store nye Blad."

Enslev slog Stokken i Gulvet foran sig og hældede sig frem.

"Samuelsen!" brølte han halvt i Latter. "Er De gal, Mand!"

Men i det næste Øjeblik gik der som et Dødens graanende Pust henover hans Ansigt. Og virkelig svimlede det et Nu for ham ved Forstaaelsen af, at den klogeste af alle kloge Rotter havde forladt hans Skib for at bjærge sig over i Fjendens.

Bjerreby gav sig til at fortælle om, hvad han iøvrigt havde hørt om Bladets Start, om Aktiekapitalens Størrelse og Medarbejderstaben.

"Det er aabenbart Meningen at maskere Foretagendet som Boulevardblad. Stensballe er en modig Mand, og det er sikkert ingen fejl Beregning af ham at have underkøbt Samuelsen. Det vil i hvert Fald vække Sensation."

Enslev vaagnede op af sin Tankefuldhed^'15.

"Ti nu stille! Og hør, hvad jeg vil sige! Jeg overtager fra imorgen selv Redaktionen. Det Bytte taber Bladet vist ikke ved! Redaktørskiftet skal endnu iaften meddeles Telegrambureauet, og imorgen Formiddag Kl. 11 skal Redaktionssekretæren og de faste Medarbejdere give Møde her. Zaun skal jeg have fat i straks. Hvor han saa er, maa han bringes tilveje inden en Time. Han maa skaffe mig en Mand, der forstaar sig paa koloreret Billedtryk. Og De, Bjerreby, maa hjælpe^'16 mig med at faa fat i nogle habile Folk, der kan paatage sig at udmaje Bladet efter 156 amerikansk Negersmag. Jeg vil slaa den lodne Skurk Kortene ud af Haanden!"

Frk. Evaldsen og Anton Bjerreby vekslede bekymrede Blikke over Bordet; men de vidste begge to kun altfor godt, at det var haabløst at prøve nogen Indsigelse. De havde netop siddet og talt om, at Enslev i disse Dage paa ængstende Maade mindede dem om en gammel, syg^'17 Ørn, der kæmper sig op mod et Uvejr med stedse vildere Vingeslag for ikke at give tabt^'18, før Hjertet brister.

Mens Frk. Evaldsen rejste sig for at gaa til Telefonen, lagde Bjerreby sig tilbage i Stolen og sagde^'19:

"Selvfølgelig! Jeg er til Deres Disposition!"

For fuldt besat Sal og overfyldte Tilhørerpladser aabnedes Folketingets sidste Møde før Jul. Det var paa Aarets korteste Dag, den 21. December, Kl. 8 Aften. Oppe fra Galleri og Loger var alle Kikkerter rettede mod Enslevs hvide Hoved, der for første Gang efter lang Tids Forløb saaes i den Forsamling, som han i en Menneskealder havde behersket.

Han sad paa sin gamle Plads omtrent midt i Salen og bladede i nogle Papirer.

Forud for hans "Forslag til Beslutning" stod der paa Dagsordenen et Par Smaasager, der skulde gøres færdige, inden Tinget tog Ferie. Deres Behandling tilendebragtes under fuldkommen Ligegyldighed, mens Medlemmerne var i febrilsk Bevægelse overalt i Salen. Selv Rektor Bohse sad ikke paa sin Plads. Jørgen Højbo havde kaldt ham til en Konference i en af Vinduesfordybningerne.

Lærer Tanning gik rundt i Salen og hviskede Partimedlemmerne en Ordre i Øret.

Da han forlod Aleksandersen, der stod og talte med Johannes Gaardbo, laa der et Skuffelsens Mørke over Højskoleforstanderens Træk. For at undgaa en vidtløftig Debat, der maaske kunde 157 udsætte Sammenholdet for Fare, var det bleven bestemt, at kun Tyrstrup skulde besvare Enslevs Angreb. Nogen Ængstelse med Hensyn til Afstemningens Resultat nærede man ganske vist ikke længer i Partiet, og navnlig var Enslevs Nederlag bleven helt sikret, efter at Arbejdernes Repræsentanter paa indtrængende Forestilling af Johannes Gaardbo og andre demokratisk sindede Præster havde besluttet sig til at svare "Stemmer ikke". Men man vilde ikke være tilfreds med, at Enslevs Mistillidsvotum slet og ret nedstemtes. Man ønskede, det skulde ske paa en saa eftertrykkelig Maade, at han herefter var en politisk død Mand.

Frem og tilbage langsmed Væggen gik Gjærup som en Mørkets Hævnaand og gned urolig Fingerenderne mod hinanden bag paa Ryggen. Naar han engang imellem standsede og saae ud over Salen, faldt der fra Glødelamperne et Skær over hans Brilleglas, der gjorde dem hvide som blinde Øjne. Ingen havde været mere virksom end han for at faa dette Rigsdagsmøde tilrettelagt som en Slags offenlig Henrettelse. Hvad enten det galdt om at friste en af Enslevs Tilhængere til Frafald eller at true en vankelmodig Partifælle paa Mandatet, havde han vist den samme blodtørstige Iver. Det var da ogsaa^'20 ham, der havde ført Samuelsen og Pastor Stensballe sammen til deres første, hemmelige Forhandlinger om den nye Redaktørpost.

Under al denne Uro i Salen sad Enslev i utilgængelig Ensomhed og bladede i sine Papirer. Ikke en eneste Gang saae han op. Men nogle Medlemmer, der havde bevæget sig i hans Nærhed, forsikrede, at hans Hænder rystede.

Nu ringede Formandens Klokke, og alle skyndte sig til deres Pladser. Efter en Række Afstemninger, som var færdige paa to Minutter, oplæste Formanden det indbragte "Forslag til Beslutning" og gav derpaa Ordet til det ærede Medlem fra Københavns Amts tredje Valgkres. Det var Enslev.

Man saae ham rejse sig fra sin Plads, og det var i det samme, som om han var den eneste levende i hele Salen, saa lydløst stille blev der. Alles Øjne fulgte ham paa hans hurtige Gang hen til Talerstolen. Man hørte de dumpe Stød af Stokken mod Gulvtæppet, og i den dybe Stilhed føltes Lyden uhyggeligt gengangeragtig. 158 Men nu stod han deroppe med tilbagekastet Hoved og lod sit Blik glide langsomt ud over Forsamlingen og derpaa op til Loger og Galleri – saadan som han havde haft for Skik, saa længe nogen kunde huske.

Det slog i disse Øjeblikke mange, hvor stærkt hans lille blyfarvede Ansigt i dets^'21 hvide Indramning af uldtæt Haar og Skæg de sidste^'22 Aar var bleven mærket af den Draabe Taterblod, der for mere end et Aarhundrede siden havde forvildet sig ind i hans Slægt. Der var baade Vildskab og snu Beregning og mørk Mistænksomhed i dette Blik, hvormed han ligesom kastede et Garn ud over sine Tilhørere for at fange dem ind under sin Personligheds Magt.

Han var selv ganske klar over sin Stilling. Fra det Øjeblik, han havde erfaret Arbejderpartiets Beslutning, forstod han, at Slaget var tabt denne Gang, hans Hær paa Flugt. Men trods alle Augurers Advarsler var han ikke tilsinds til at^'23 opgive Kampen. Kom han end ikke selv til at opleve Sejren over den gamle Giftdrage, saa skulde dog Eftertiden med Taknemlighed knytte hans Navn til Folkets endelige Befrielse. Og denne forventningsfulde Stilhed i Salen, disse Hundreder af uroligt stirrende Øjenpar virkede paa ham med en uimodstaaelig Magt som Synet af den fyldte Cirkus paa en gammel Toreador.

Han havde dog ikke talt længe, før han følte, at han talte mod en Mur. Oppe fra Tilhørergalleriet lød et Par Gange et "Bravo", som fik Formanden til at røre Klokken; men fra Salens tætte Rækker slog en Kulde op imod ham, der tilsidst gjorde ham nervøs. Han saae Lærer Tanning hælde sig med et Smil over mod sin Nabo, Jørgen Højbo, og hviske ham noget i Øret; og Højskoleforstander Aleksandersen, der som sædvanlig stod opstillet ved en Pille med Armene over Brystet, tildrog sig en Gang Opmærksomheden ved en dristig Afbrydelse, som vakte dæmpet Tilslutning. Af Frygt for ikke at kunne beherske sin Lidenskab, dersom han slap den løs, lod Enslev, som om han ikke hørte Tilraabet. I temmelig rolig Tone fortsatte han sin Gennemgang af Ministeriets Administration med en Paavisning af, hvor svagt og eftergivende det havde været overfor Kirkens mere og mere anmassende 159 Forsøg paa at ophøje sig til et Overværgeraad for Folket under Paaberaabelse af guddommelig Myndighed.

Han talte om de to store Onder, der havde hærget Menneskeheden fra Tidernes første Begyndelse, Tyranni og Overtro. Kampen mod disse to ødelæggende Magter udgjorde i Virkeligheden den hele Verdenshistorie. Hvor de virkede hver for sig, kunde de være frygtelige nok; men det var dog først, naar de optraadte samlede, at de blev den Ulykke, der lagde Verden øde for Menneskene. Men paa en saadan Forening af Despoti og frygtsom Overtro hvilede ethvert organiseret Trossamfund.

"Vi lever i en Tid," sagde han, "da Frihedens lænkede Dødsfjender overalt i Verden igen begynder at rejse Hovedet og med blodskudte Øjne bedømmer deres Chancer. Enhver, der ikke gaar med Vat i Ørene, maa kunne fornemme, hvordan der paany i Mørke og Skjulthed lægges onde Raad op mod Folket og dets Sønner. Hører vi ikke allerede en ny Tids Profeter mistænkeliggøre det frigjorte Menneskeliv i dets morgenfriske Kraft og Fylde? Hører vi ikke dens Digtere omdøbe Trældom og Overtro med skønt klingende Navne? – Og hvorledes har vor Regering nu vogtet paa denne Fare? Jo, ved for første Gang siden Demokratiets Sejr at lægge Skole, Videnskab og Kunst ind under en Kirketjeners Myndighed! Ved overalt i Landet – aabenlyst og skjult – at gøre vore Fjender større og større Indrømmelser!"

Han fortsatte sin Tale med et Tilbageblik over Danmarks Historie i de sidste hundrede Aar for at vise, hvorledes alle tidligere Forsøg fra Kirkens Side paa at tiltvinge sig Førerskabet i Landet, lige siden Grundtvigs kværulerende Vækkelse i Aarhundredets Begyndelse umiddelbart før Statsbankerotten, havde været Forbud paa nationale Sammenbrud. Burde ikke dette vække til alvorlig Eftertanke?

"Der fortælles om mange gamle Borge, at der forud for en Ulykke altid aabenbarer sig en graaklædt Dame, en sort Ridder eller en anden Genganger fra en svunden Tid, der rejser sig af sin Grav for at varsle om den forestaaende Katastrofe. Vi hører jo ogsaa Søfolk tale om Klabautermanden, der viser sig i Rigningen eller ved Roret i Storm og Tykning, naar Skuden styrer 160 sin Undergang imøde. Saadan synes ogsaa ethvert gammelt Land, naar man læser dets Historie, at have sin varslende Skygge. Jeg tilstaar, jeg har aldrig betragtet det som nogen Tilfældighed, at der stod en bispeklædt Mand ved Statens Ror i Ulykkesaaret 1864. Er det i hvert Fald ikke et Symbol? Og bør det ikke tjene os til Advarsel?"

Der havde under hele Slutningen af hans Tale lydt stærke Protester rundt om fra Salen. Da han gik ned, blev der Tavshed, og man saae, at han var bleg.

Lærer Tanning hældede sig atter over mod Jørgen Højbo og sagde:

"Det Snigløb havde han ikke^'24 Held med."

"Nej, det var mat!" svarede den gamle Bonde og udtalte hermed omtrent, hvad der var den almindelige Mening ikke alene i Salen men ogsaa paa Tilhørerpladserne. Enslev havde for første Gang skuffet sit københavnske Publikum.

Idet han vendte tilbage til sin Plads, kom han til at snuble over en Fold i Gulvtæppet; men da en Stenograf, som netop var traadt tilside for at lade ham passere, ærbødigt greb ham om Armen, sendte han ham et rasende Blik i Stedet for at takke. Ingen vidste bedre end han selv, at han havde været uheldig med sin Tale. Under de forgæves Anstrengelser for at paavirke Salens fjendtlige Holdning havde han tabt Herredømmet over sine Tanker; og efterhaanden som han mærkede, at Inspirationen svigtede, var han bleven mere og mere nervøs.

Da han kom tilbage til sin Plads, flokkedes en halv Snes af hans Venner lidt forlegne omkring ham for at trykke hans Haand.

Imidlertid havde Formanden ringet og givet Konsejlspræsidenten Ordet.

Tyrstrup rejste sig fra Ministerbordet, og nu skete der noget uventet. I samme Øjeblik, han viste sig paa Talerstolen, stod Enslev op og forlod Salen. Der kunde ikke være nogen Tvivl om Hensigten. Det var en Demonstration, rettet mod den Mand, af hvem han ganske særlig følte sig forraadt.

Der blev stor Bevægelse, da det et Øjeblik efter forlød i Salen, at han var taget hjem, og^'25 Konsejlspræsidenten havde under 161 disse Forhold vanskeligt ved at fastholde Tingets Opmærksomhed, hvad Enslev netop ogsaa havde tilsigtet. Dog lød der stærkt Bifald, da han efter en længere Redegørelse for sin Politik sluttede med at sige, at det danske Folk under den lange Frihedskamp baade aandeligt og materielt havde levet over Evne og taget Forskud paa Nationens Kraft, hvorfor det for Tiden først og fremmest trængte til Ro og Selvbesindelse.

Formanden meddelte nu, at der var indkommen Begæring om Debattens Afslutning, og lidt efter begyndte Stemmegivningen. Den blev paa det ministerielle Partis Forlangende foretaget ved Navneopraab.

Medlemmerne blev alle siddende paa deres Pladser, og under dyb Stilhed begyndte Opraabene. Skønt Udfaldet paa Forhaand var givet, stemtes Sindene uvilkaarligt højtideligt, omtrent som naar en Familje Nytaarsnat staar samlet foran Uret og følger Visernes Gang i Aarets sidste Minutter. Alle følte, at med disse Øjeblikke udrandt en gammel Tid. En Storm- og Sværdtid gik afmægtig i sin Grav.

"Nej – Nej – Nej – Ja."

Det var som at høre Evighedsurets Tik-Tak, før det faldt i Slag.

Da Formanden meddelte Resultatet, viste det sig, at Enslevs Nederlag var endnu mere afgørende end ventet. Kun tolv Medlemmer havde fulgt den Mand, der for faa Aar siden havde været Landets næsten enevældige Herre.

Oppe i det Hjørne af Galleriet, hvorfra der nogle Gange under Enslevs Tale blev raabt "Hør" og "Bravo", begyndte der Spektakler. "Ned med Præsterne! … Leve Enslev!" lød det deroppefra sammen med en Fløjtes Skingren. Men da rejste Rektor Bohse sig og udbragte med Tordenrøst et Leve for Konge og Fædreland, der hurtigt kvalte Revolutionen paa Galleriet.

"Mødet er hævet!" forkyndte derpaa Formanden^'26.

162

III

I Løbet af Aftenen samledes i Enslevs store Modtagelsessal og de tilstødende Stuer et opskræmt Selskab af hans politiske Venner. Det var en meget uensartet Forsamling. Der var Rigsdagsmænd og Universitetsprofessorer, Etatsraader og Provinsredaktører, Folk af alle Rangklasser lige ned til tykke Møller, som gennem Anton Bjerreby havde opnaaet Ansættelse^'27 ved "Femte Juni" nu da Samuelsen havde forladt Bladet og taget flere af dets kvikkeste Penne med sig. Henne i en Krog sad Zaun med et grædefærdigt Smil i sit fortrukne Ansigt, aldeles overvældet af, hvad der var sket.

Ogsaa Professor Bendix havde indfundet sig, væsenlig dog i sin Egenskab af Husets Læge. Den lille brunøjede Mand gik bekymret om. Paa Grund af den voldsomme Kraftanspændelse, hans Patient i den senere Tid havde budt sig selv trods alle Advarsler, ventede han i Grunden hver Dag Katastrofen.

I denne forskrækkede og raadløse Skare gik Enslev omkring med rank Holdning og gjorde Vold paa sit Ansigt for at skjule den Lede og Foragt, han altid følte for sine Venner. Tilsidst stod han under Lysekronen og holdt en kort Tale til "sine Kondolanter" – som han spydigt kaldte dem. Han takkede den lille Skare, der ikke havde svigtet ham ved Afstemningen, og sagde:

"Tolv er et helligt Tal. Saa mange havde ogsaa Kristus! Jeg vil tage det som et godt Varsel. – Men nu Godnat, mine Herrer! Jeg har mit Blad at passe og maa ind til mit Skrivebord."

Paa Vejen til Arbejdsværelset vilde først Frøken Evaldsen og bagefter Bjerreby opholde ham. De blev begge barskt afviste. Derimod sendte han Bud efter Professor Bendix, der allerede var kommen ned ad Trapperne.

Enslev sad tilbagekastet i Skrivebordsstolen, da Lægen kom ind.

"De ser saa forskrækket paa mig, Professor Bendix! Sæt Dem ned! Jeg skal ikke opholde Dem længe. – Og lad mig gaa lige til Sagen! Som De maaske husker, er det nu tre Aar, siden vi havde vor indgaaende Samtale om min Sygdom. Jeg spurgte Dem, 163 om De troede, at en Operation kunde hæve Ondet eller dog hjælpe varigt paa det. Da De fraraadede mig Forsøget paa Grund af min Alder og gjorde mig bekendt med det statistiske Materiale, opgav jeg Tanken og trak mig ud af det politiske Liv. Jeg er ikke bleven yngre siden dengang. Alligevel spørger jeg Dem, Professor Bendix: Vil De operere mig, naar jeg fritager Dem for ethvert Ansvar? Jeg kan ikke blive ved at arbejde med denne evige Trusel hængende over Hovedet paa mig. I de sidste fire Maaneder har jeg tilbragt 27 Dage i min Seng. Og den kommende Tid vil stille Krav til mig, der fordrer tolv Mands Styrke. Et halvt Aarhundredes politiske Arbejde er ødelagt og skal gøres om – og jeg har ingen til at hjælpe mig. Nu kender De mit Ønske. Jeg veed, at Chancen for et heldigt Udfald i ingen Henseende har forbedret sig siden sidst. Men De har jo Ord for at have en lykkelig Haand, Professor Bendix. Og maaske gælder Statistiken kun for Klodrianer."

For at undgaa at sige ham Sandheden bad Professoren om Betænkningstid. Han vilde gerne raadføre sig med Professor Hagen, som nu saa længe havde tilset ham.

"Jeg giver Dem Frist til imorgen!" sagde Enslev. "Men ikke længer! Jeg taaler alt undtagen Opsættelse."

Uden at svare herpaa spurgte Professoren, om han ikke skulde skrive ham et Sovepulver op.

"Efter denne meget anstrengende Dag vilde det for alle Tilfældes Skyld være heldigt, om De fik hvilet godt ud."

"Det faar jeg tidsnok. En Mand i min Stilling, Professor Bendix, maa vænne sig til at undvære Søvnen^'28. Ellers strækker Livet ikke til. Den Dag, jeg gaar bort, er Folket uden Værge. Tro ikke paa Flosklen om en Folkevilje! Et Folk er altid sorgløst som et Barn. Bliver der ikke tumlet og leget med det, synker det tilbage til sin Natursøvn og vaagner op i Lænker."

I dette Øjeblik hørtes Hurraraab paa Pladsen udenfor. Løbesedler fra Bladene havde bragt Resultatet af Rigsdagsmødet omkring i Byen, og ved en fælles Indskydelse havde et Par hundrede Mennesker samlet sig nedenfor Enslevs Vinduer for at protestere mod Afstemningen ved at bringe ham en Hyldest.

164 "Leve Enslev! … Ned med Tyrstrup! … Hurra! Hurra! Hurra!"

Han lyttede. Denne Lyd, disse Hurraer – hans Livs Musik – forvandlede ham. Hans Øjne lyste, og han maatte bortsmile sin Bevægelse.

Anton Bjerreby stak i det samme Hovedet ind ad Døren.

"De bliver vistnok nødt til at vise Dem, Enslev! De Folk derude vil absolut se Dem."

Han rejste sig straks.

Fra Modtagelsessalen, hvor der nu var tomt og slukket, gik en Dør ud til Altanen. Den store Loftskrone blev atter tændt, og Frøken^'29 Evaldsen kom løbende med hans Pels. Men opildnet, som han var af Hurraraabene, skød han hende til Side og vilde gaa ud paa Altanen, som han gik og stod. Bjerreby maatte stille sig i Vejen for ham og tvinge ham til at tage Pelsen paa.

Da Dørfløjene sloges op og Mængden derude fik Øje paa hans Skikkelse i det udstrømmende Lys, brød en Jubel løs under den stjerneklare Frosthimmel. Hele Pladsen foran Huset var nu sort af Mennesker. Fra alle de tilstødende Gader var Folk strømmet til. Der svingedes med Hatte og viftedes med Lommetørklæder. Men der hørtes ogsaa enkelte Fy-Raab, og et Sted midt i Folkemassen begyndte der et Slagsmaal.

"Enslev leve! … Ned med Tyrstrup! … Ned med de sorte Præster!"

Han løftede Haanden; og da man forstod, at han vilde tale, blev der i samme Nu saa stille, at hans Stemme kunde høres over hele Pladsen.

"Ja, ned med alt, hvad der vil skygge for Solen! Ned med de Mørkets Magter, der nu slimer sig sammen for at standse den frigjorte Menneskeheds Sejrsgang over Verden! Ned med den lyssky Drageyngel, der paany vralter frem fra Krogene og under en bekymringsfuld Alvorsmaske skjuler sit Had og mætter sin Skadefryd! Den Niddingsdaad, der er udført i Aften, kalder paa alle dem, som endnu finder det værd at kæmpe og lide for Retten til at leve under Frimands Kaar. Lad os ikke misunde Dagens Helte deres Triumf! Den Mindesten, Historien engang 165 vil rejse over denne Sejr, skal blive en Skamstøtte! Jeg stoler paa Ungdommen! Den vil ikke lade sig bedrage! Denne skønne Jord, der svæver frit i Stjernevrimlen, er vor, og vi anerkender ingen fremmed Voldsherres Ret over vort Liv. Vi elsker vort stormombruste Land, vor fælles Lyst og Sorg og Ære, og vi vil værne det som Odelseje for de ufødte Slægter! … Et Leve for Friheden! Et Leve for Danmark! Et Leve for Frihedens Danmark!"

En Solskinsdag i Begyndelsen af Januar kørte Jytte og hendes Kæreste til Raadhuset. Da de en halv Time efter kom ud derfra, var de gifte. I det smukke Vejr kørte de ud til Frederiksberg Have, hvor de spiste Frokost. Den næste Dag skulde de rejse til Italien og indtil videre bo i Gargnano, en lille By ved Gardasøen, som Jytte paa sin Italiensrejse^'30 havde forelsket sig i og allerede dengang udset sig til Kærlighedsskjul i sine Hvedebrødsdage.

løvrigt havde de lejet Lejlighed i Grønningen, havde ogsaa købt Udstyr; men da de vilde være borte hele Vinteren, havde de ikke indrettet sig med nogen Husholdning.

De havde begge to været lige utaalmodige efter at faa alting ordnet til Bryllup. For Jyttes Vedkommende skyldtes det især Forholdet til Moderen, der gjorde hende hver Dag i Hjemmet til en Pine. Men ogsaa den mere og mindre nærgaaende Forargelse eller Medynk, der vistes hende af de fleste af hendes Bekendte, havde gjort hende Tilværelsen i Byen uudholdelig. Og saa var der desuden det hele politiske Røre, som baade hun og Karsten var ganske udenfor, denne ufattelige Ophidselse, der havde forfulgt hende Livet igennem og allerede i Barneaarene faaet hende til at føle sig forladt.

Endnu en anden Grund havde hun til at længes bort, en Grund, hun ikke havde betroet nogen, heller ikke Karsten. Skønt hun med Bestemthed vidste, at Torben Dihmer var rejst, saae 166 hun ham allevegne; og blev hun ogsaa hurtigt overbevist om sin Fejltagelse, sattes hun dog i daarligt Humør.

I Forholdet til Moderen var der forresten netop i den sidste Tid sket en Forandring. Juleaften havde Karsten været hos dem, og Moderen havde ved den Lejlighed for første Gang rigtig talt med ham. Da han var gaaet, gik hun en lille Tid op og ned ad Gulvet i Tavshed, havde derpaa lagt sine Hænder paa^'31 Jyttes Hoved og kysset hende. Nu havde hun og Karsten til Gengæld føjet Moderen i hendes Ønske om at samle Husets nærmeste Venner til en Middag i Hjemmet. Det havde ellers været deres Mening at holde Bryllup uden alle Festligheder og rejse bort straks efter Vielsen. Men et saadant Lønbryllup var Fru Berthas gammeldags Følelse imod.

Efter Frokosten spaserede de en Tur i Søndermarken, og i Mørkningen kørte de tilbage til Dronningens Tværgade, hvor Fru Bertha ventede dem til Eftermiddagste. Her skiltes Ægteparret^'32 for sidste Gang^'33.

Klokken syv kom Bryllupsgæsterne, og omtrent paa samme Tid standsede en Droske udenfor det Hus i Grønningen, hvor de Nygiftes^'34 Lejlighed var. En høj Dame i kostbart Pelsværk steg ud. Fra Gaden kom man lige ind paa Trappegangen, og uden^'35 at blive set af nogen gik hun op i Huset. Da hun naaede tredje Sal, standsede hun foran en Dør uden Navneplade.

"Her maa det være," tænkte hun og ringede paa. I det samme hørte hun nogen komme listende ned ad Trappen fra Kvistlejlighederne ovenover. Hurtigt trak hun sit tætte Slør ned for Ansigtet og blev staaende. Det var en ældre, tarvelig klædt Kone, der maatte have staaet paa Lur deroppe.

"Vil^'36 De tale med nogen?" spurgte hun oppe fra Trappeafsatsen.

"De skulde vel ikke vide, om det er her, Hr. From bor?"

"Jo, det^'37 er! Men Hr. From er ikke hjemme. Han holder Bryllup idag."

"Men er der heller ingen Pige hjemme? Hvorfor bliver der ikke lukket op?"

Konen gik interesseret nogle Trin længere ned.

167 "Der er ingen Pige. Det er mig, der passer Lejligheden. Herskabet rejser imorgen til Udlandet. – Fruen kommer maaske med en Gave?"

"Ja. Kan jeg ikke komme ind?"

"Jo, det kan nok lade sig gøre," sagde Konen og tog en Nøgle frem af sin Lomme under Forklædet.

Af Værelserne var kun Dagligstuen og Sovekammeret helt i Orden. I Spisestuen var Væggene endnu tomme. Malerier og indrammede Skitser stod paa Gulvet i flere Rækker langs Panelet. Men Indtrykket af Dagligstuen med dens Væld af Blomster var festligt.

Den fremmede Dame saae sig flygtigt omkring og gik gennem hele Lejligheden uden at sige et Ord.

Konen fulgte uforstaaende.

"Undskyld, at jeg spør'," sagde hun, da de var kommen tilbage til Forstuen. "Men glemte Fruen ikke at aflevere Gaven?"

Fru Merck – thi hende var det – tog en Perlemorsportemonnæ ud af en indvendig Lomme i sin Pelskaabe og gav Konen en Tokrone.

"Den er til Dem selv. Og saa behøver De jo ikke at fortælle, at der har været nogen."

"Naa – saadan! Jeg siger Fruen saa mange Tak. Her har forresten været flere, som ogsaa er kommen bare for Nysgerrighed. Mest Folk her fra Huset naturligvis."

"Hvornaar venter De Herskabet hjem?"

"Jeg skal være nede i Døren Klokken halv elleve præcis, sa' Herren, og bære Fruens Pakker op."

Fru Merck, der nu havde faaet alle de Oplysninger, der var nødvendige for hendes Hævn, sagde derefter^'38 Farvel.

– – –

Fem Minutter over halvelleve holdt de Nygifte^'39 for Døren i en elegant Vogn. Bagefter fulgte en almindelig Droske med Jyttes Kufferter. Konen stod parat til at tage imod dem; og da alt var baaret op, blev de unge Ægtefolk alene^'40.

Jytte var i hvid Silkekjole og saae dejlig ud. Hendes Mand fulgte hende, hvor hun gik og stod, med et Udtryk som en guddommelig 168 Besat. Da Jytte slog sig ned i en af de lave Lænestole i Dagligstuen, tog han Plads paa den ene Stolearm og bøjede sig over hende. Hun sad halvt bortvendt, med Albuen støttet paa en Pude. Afskeden med Moderen og det gamle Hjem havde bevæget hende stærkere, end hun havde været forberedt paa. Og Karsten blev pludselig saa underlig fremmed for hende i disse^'41 fremmede Stuer med den bedøvende^'42 Blomsterduft.

"Er du ked af noget?" spurgte han.

Hun rystede paa Hovedet men^'43 forandrede ikke Stilling.

Han forstod, at han generede, og gik fra hende; men da hun mærkede hans Skuffelse, strakte hun Haanden ud efter ham.

"Hvorfor gaar du?" spurgte hun.

Han kom straks tilbage og gled nu ned paa Ulveskindstæppet foran hendes Fødder.

"Maa jeg sidde her?"

"Ja."

"Og lægge mit Hoved i dit Skød?"

Hun nikkede.

"Nu er jeg din Page, Dronning Jytte! Befal over mig! Naar du siger: "Gaa!" – saa forsvinder jeg i Luften som en Sky. Og naar du siger: "Kom!" – saa er jeg i samme Øjeblik hos dig som din ydmyge og forelskede Hofnar!"

Hun bøjede sig over ham og strøg ham over Haaret.

"Saa er du nu lykkelig?"

"Uendelig! Usigelig! … Og du?"

Hun nikkede. –

En halv Time senere kom en Mand cyklende gennem den stille Gade og standsede ved Huset. Med en Lommelygte undersøgte han den lange Række Klokkeknapper ved Siden af Døren, og da han havde fundet den, der hørte til de Nygiftes^'44 Lejlighed, trykkede han til.

Først da han havde ringet flere Gange, saaes der Lys i Stuerne deroppe.

Karsten From, indhyllet i sin kinesiske Silkeslobrok, aabnede et Vindu og bøjede sig ud.

"Hvad er der paafærde? Hvem er det?"

169 "Er det Hr. From?"

"Ja."

"Her er et Ekspres-Telegram."

Et Ekspres-Telegram! – tænkte han. Det maa jo være noget alvorligt. Hvilket Uheld! Men i Natdragt kunde han ikke gaa ned og lukke op. Han fandt saa paa at kaste Gadedørsnøglen ned til Manden, og efter at have været inde i Sovekammeret for at berolige Jytte stod han med Telegrammet i Haanden og fik i Hast Budet paa Døren.

Og saa var det ikke andet end et Lykønskningstelegram. "Hjertelig til Lykke fra mange Venner." Han krammede Papiret sammen i Raseri.

Men næppe et Kvarter efter kom igen en Mand cyklende gennem Gaden, standsede ved Huset og undersøgte^'45 Klokkeknapperne ved Døren. Han maatte ringe endnu flere Gange og slap tilsidst ikke Knappen. Endelig blev et Vindu paa tredje Sal revet op, og Karsten From brølte ud:

"Hvad er det? Hvem er det?"

"Er det Hr. From?"

"Ja."

"Et Ekspres-Telegram."

"Jeg bryder mig Fanden om Telegram!"

Vinduet blev smækket i.

I den følgende Time gentoges Alarmeringen med en halv Snes Minutters Mellemrum, og da der ikke blev lukket op, samledes der efterhaanden et lille Opløb udenfor Gadedøren. Husets andre Beboere vækkedes tilsidst af Spektaklet og kiggede ud for at se, hvad der var paafærde.

Ved Brudefolkenes^'46 Afrejse den næste Formiddag fulgtes de tilvogns af mange lystige Smil fra Vinduer og Altaner. Karsten From var skamfuld og viste et forfjamsket Væsen. Jytte var tæt tilsløret. Nu mere end nogensinde længtes hun efter^'47 at komme bort, – langt bort baade fra sin Mands og sin egen Fortid.

170

Første Juledag havde Enslev maattet gaa i Seng paa Grund af Feber. Opholdet paa den aabne Altan hin Aften, da han talte til Mængden, havde gjort ham stærkt forkølet, og Professor Bendix fik et gyldigt Paaskud til at udsætte den aftalte Operation. Men Nytaarsaften fandt han Enslev betænkelig afkræftet af Sengelejet og Feberen, og da der tillige viste sig Tegn til en Opblussen af Smerterne, bestemte han sig til at gribe ind og forhindre en altfor pinefuld Afslutning.

Den næste Dag blev Enslev i en Sygevogn kørt til hans Privatklinik for at opereres. Tilstanden blev saa vidt muligt hemmeligholdt. Efter Operationen udstedtes der en beroligende Erklæring. Men Dagen efter vidste alle, at det var Døden; og i de følgende Aftener blev der fra hele Byen valfartet til Vestre Boulevard, hvor Kliniken laa. Indtil ud paa Natten var Gaden sort af Mennesker, der stod tavse og saae op mod de Vinduer, bag hvilke den gamle Folkets Stridsmand udkæmpede sin sidste Kamp.

I sine klare Øjeblikke forstod Enslev selv, at det var forbi. For at befri den gamle Mand for^'48 Smerter^'49 lod Professoren ham som oftest ligge hen i en Morfinsøvn, hvorunder han til Gengæld pintes af hæslige Mareridt. Mens det for hans Omgivelser saae ud, som om han sov dybt og drømmeløst, jog der ham ustandselig^'50 en kaotisk Strøm af uhyggelige Billeder gennem Sjælen, Rækker af dybe Kældere med al Slags modbydeligt Affald, endeløse Jernbanetog i rasende Fart, Dampskibe fulde af Mennesker med latterlige eller hæsligt forvrængede Træk.

Aftenen før han døde, var han i nogle Timer fuldt vaagen og kunde ogsaa tale lidt. Frk. Evaldsen var bestandig hos ham; men det var altid Bjerreby, han spurgte efter, naar der var noget, han vilde sige.

En Gang sagde han til ham: "De gjorde mig for nogen Tid siden det Spørgsmaal, om jeg var tilfreds med, hvad jeg havde faaet udrettet. Jeg vil dertil svare – og De skal lægge Mærke til mine Ord! – jeg overgiver uden Bekymring mit Livsværk til Historiens Dom. At det nye Folkestyre ikke forvandlede 171 Landet til et Degnedømme, det vil Eftertiden engang regne mig til Ære."

Han laa en Tid stille med lukkede Øjne og gav sig derpaa til at tale om sine Forældre, der ligesom hele Barndomstiden i det gamle, jydske^'51 Smedehjem stadig^'52 beskæftigede hans omtaagede Tanker^'53.

"De ejede den store Langmodighed med Livet. Den fik jeg ikke i Arv. Det var vel godt for noget. Kun ikke for mig selv."

Lidt efter føjede han til, som var det Svar paa et Spørgsmaal:

"For Mennesker af min Art findes der ingen Lykke. Vi er ligesom Spedalske fordømte til Isolation."

Bjerreby svarede, at han dog altid havde haft mange hengivne Venner og trofaste Tilhængere. Men da slog han Øjnene vidt op med noget af den gamle Vildskab i Blikket.

"Ja! Og for hver oprigtig Ven tredive falske! … At jeg var en lille Smule klogere end Mængden, blev min Skæbne. Had og smaalig Misundelse har fulgt mig gennem Livet saa trofast som min egen Skygge. Tilværelsen blev forgiftet for mig^'54 lige fra min Ungdom. Det er Sandheden om mit store Held!"

Ude i et Venteværelse ved Siden af Forstuen sad Zaun. Den trofaste lille Mand havde hele Tiden været den første, som mødte her om Morgenen for at høre, hvorledes^'55 Natten var gaaet, og Gang efter Gang i Løbet af Dagen var han kommet^'56 tilbage for at tilbyde sin Tjeneste. Han havde stadig haabet paa at skulle blive kaldt ind til Enslev for at tage Afsked med den Mand, der i hans Øjne næsten var mere end et Menneske. Men Enslev havde ingen Fremmede villet se.

Han sad og ventede paa de sidste Efterretninger fra Sygeværelset, da en af Klinikens Karle kom ind og lagde et Par^'57 Aftenblade paa Bordet. Trods hans dybe Nedtrykthed fløj der straks en stor Uro paa ham ved Synet af Aviserne, og han modstod ikke længe Fristelsen til at kigge i dem for at se, hvad nyt der kunde være om den store Brand i New York, om Musette-Processen i Paris, om Ministerkrisen i Portugal, Londoner-Firmaet Blackbourns Kæmpefallit, de tre indebrændte Børn i Frankfurt, 172 Gravfundet ved Toulouse, Droskestrejken i Wien, den forsvundne engelske Rejsende i Jerusalem og de hundrede andre Begivenheder rundt om i Verden, som han med saa levende Interesse fulgte.

Men nu kom Professor Bendix ind ledsaget af sin Assistent. Professoren satte sig ned for at skrive Aftenbulletinen til Bladene.

"Stadig ingen Bedring?" spurgte Zaun beklemt.

"Nej – der er ikke noget Haab."

Ud paa Natten, mens Frk. Evaldsen og Bjerreby sammen med en Sygeplejerske vaagede hos Enslev, forandredes pludselig hans Ansigt under Søvnen. Den vagthavende Læge blev straks hentet. Ogsaa Professor Bendix blev hurtig^'58 tilkaldt. Men inden han kom tilstede, var Dødskampen begyndt. Uden at vaagne til Bevidsthed laa Enslev hen i en Morfindøs, der i Løbet af et Par Timer umærkeligt gled over i den endelige Hvile.

Der brændte kun et svagt Blus ovenover Sengens Hovedgærde. Paa en Stol ved Fodenden sad Bjerreby med sørgmodigt sænket Hoved. Bagved ham stod Zaun, der var bleven siddende i Venteværelset hele Natten og nu havde faaet Lov til at komme ind. I sin jødiske Sky for det ubedækkede Hoved holdt han Hatten halvt op for sit forvaagede og forgrædte Ansigt.

Frk. Evaldsen sad med lukkede Øjne og holdt Hænderne i Skødet som et Gravbillede af Sorgen. Indtil det sidste havde hun haabet paa, at hendes Ven skulde føle Trang til at række hende Haanden i et ensomt Øjeblik og mindes deres Lykkes Tid. Men det var bestandig til Bjerreby, han talte, og det var til hans Omsorg, han overgav, hvad hans Hjerte endnu gerrigt hang ved, sit Ry, sit Navns Udødelighed. Han havde tidlig ofret deres Kærlighed paa sin Molochs Alter. Indtil Livets sidste Øjeblikke glemte han hende nu for sine Fjender. Men hun havde forudset det! Han havde altid haft en svag Hukommelse for den Hengivenhed, han mødte i Livet, hvorimod enhver Modgang, enhver ringe Krænkelse gravede sig ned i hans Erindring med uudslettelig Stenskrift. Og dog havde hun maattet elske ham! Mod sin Vilje havde hun maattet tjene ham under alle Ydmygelser. Og 173 hun vidste, at hun vilde blive ved at elske ham. Indtil sin sidste Time vilde hun knæle for hans Minde!

Hen paa Morgenstunden, da de første Vogne hørtes paa Gaden, erklærede Professor Bendix efter en Undersøgelse, at Døden var indtraadt. Kort efter gled ogsaa den Dødes Øjenlaag op.

– – –

Skønt Enslevs Død mange Steder i Landet føltes som en Befrielse, mærkedes det i disse Dage, at han havde været en Konge for sit Folk. Selv Pastor Stensballes nye Blad vovede ikke at angribe hans Minde paa krænkende Maade. I en klog og behersket Artikel erkendtes det, at han havde ejet noget af den store Statsmands Evne til at arbejde med Menneskemassen som en inspireret Kunstner med sit Ler; men da det ikke var Guds Aand, der vejledede ham, men Trodsens og Ulydighedens Aand, havde han efterladt sit Land i Opløsning og Forfald og var tilsidst bleven svigtet af sit eget Parti.

"Saaledes døde da denne engang saa mægtige og forgudede Mand ensom og forladt. Hvad der nu vil samles om hans Navn, er kun Skygger."

Paa Bisættelsesdagen var hele København paa Benene, og Tusinder af Mennesker fulgte hans Kiste, da den fra Hjemmet blev ført til det kongelige Ridehus, hvor en stor Sørgefest blev afholdt. Forrest i Processionen gik det samlede Ministerium, derefter Rigsdagens Medlemmer, hvorimellem Tilskuerne særlig lagde Mærke til Gjærup, der hele Tiden gik med sit Lommetørklæde for Munden for at skjule, at han græd. Alle de Gader, Ligtoget passerede, var udsmykkede paa Byens Bekostning. Med fuld Honnør stedte Landets Hovedstad den sidste Høvding fra en heroisk Tid til Hvile.

Men to Dage efter foranstaltede Missionen som Demonstration den første store, kirkelige Procession. Den drog syngende gennem Byen med Musikkorps, Bannere og kraftige Opraab og mindede mange af de forbavsede Københavnere om Fortidens Grundlovstog, da Enslev i Frihedskampens Dage drog med sine Skarer ud til Søndermarken. Nu var det Pastor Stensballes abbateklædte lille Skikkelse, der gik i Spidsen for Toget, og 174 Johannes Gaardbos Korshær med dens frejdige unge Mænd og Kvinder, der sluttede det.

I taktfast March og med sejrssikre Stemmer sang de Hærens Slagsang:

I Himlen er mit Fædreland,
og Kristus er min Konge.

Paa et Hjørne stod A B D Carlsen og betragtede dem maabende gennem sin Næseklemmer. Saadan havde han i hin Tid selv marcheret i Flok^'59 og Følge med Kampmodets Ild i sine Kinder^'60, hvor nu Spiritussen blussede; og han mindedes et Ord af Mads Vestrup fra hint berømte Sommermøde i Strige Skov, hvor han havde været tilstede som "Femte Juni"s Referent:

"Bøf paa en anden Maade!"