De Dødes Rige

Sjette Bog: Vandrepræsten

93

I

Aarets Mørketid var nu inde. Et endeløst Tog af Skyer drog Dag og Nat hen over Landet. Uge efter Uge dryssede Regnen ned. I de københavnske Forretningskvarterer, mellem de høje Huse, brændte der Lys i Butiker og Kontorer det meste af Dagen. Byen var som nedsænket paa Bunden af et grumset Hav, hvorigennem Solen skimtedes som en søvnig Lysplet^'1. Men hverken Mørket eller det tjæresorte Søle formaaede at kvæle Gadens Liv, der stadig lige ufortrødent rørte sig^'2 under udspændte^'3 Paraplyer og tilstænkede^'4 Drosker og Sporvogne. Det mærkedes, at man nærmede sig Jul. Der var et Mylr paa Strøget, en Trængsel i Butikerne, en Travlhed i Kontorerne, som om alle femhundrede tusinde Københavnere var sat i Bevægelse for at finde en Knappenaal.

Jytte Abildgaard havde i den sidste Tid forlagt sine daglige Formiddagsture fra Langelinje til Stierne omkring Søerne. Her var hun mindre udsat for at møde Bekendte, og hun ønskede foreløbig ikke, at for mange saae hende sammen med Karsten From, der regelmæssigt ledsagede hende. Trods sine mange tidligere Venskabsforhold til Mænd var det første Gang, hun havde indladt sig paa egenlige Stævnemøder. Hun var derfor ikke saa lidt nervøs, og dette mørke, regnfulde Vejr, der gjorde Spaserestierne tomme, kom hende godt tilpas. Under Paraply og i Gummifrakke følte hun sig ogsaa tryggere.

Karsten From var paa sin Vis heller ikke fri for Nervøsitet. Han, som havde været saa lykkelig^'5 sikker paa endelig at have hende i sine Garn, mærkede til sin Ærgrelse og Uro, at Rollerne var i Færd med at blive ombyttede. Hun var ham for klog, for 94 overlegen. Undertiden kunde hun se paa ham med et Blik, der gav ham en uhyggelig Fornemmelse af at være gennemsigtig. Og under alt dette voksede hans egen Forelskelse paa en Maade, der vakte hans dybe Bekymring.

En Dag begyndte han lidt maliciøst at drille hende med hendes Utilnærmelighed. Han talte igen om sin to Aar gamle Forløbelse overfor hende og paastod, at det var den, hun stadig ikke kunde tilgive ham.

"Endnu i den anden Verden vil jeg mindes de Øjne, De sendte mig den Aften. Det var Unaade paa Livstid. Jeg havde ikke været sammen med Dem mere end to Gange, og alligevel dristede jeg mig til at aabne mit Hjerte for Dem. Det var en Overtrædelse af Paragraf 3788 i Konveniensens Lovbog, som vore allerkæreste Damer allesammen kan paa deres Fingre."

"Skal vi ikke tale om noget andet," sagde Jytte. "Fortæl mig hellere, hvordan De morede Dem i Teatret i Aftes. Stykket gjorde jo Lykke."

"Jeg var der ikke."

"Var De der ikke? Og det var en Premiere!"

"Jeg vidste jo, at De ikke kom. Hvad skulde jeg der saa?"

"Passiar! … Hvorfor var De der ikke?"

"Fordi jeg sad hjemme hos mig selv og kukkelurede^'6. Men De kan ikke gætte, hvad jeg tog mig for."

"Saa spar mig for Ulejligheden og fortæl mig det!"

"Jeg sad saamænd og læste i Biblen. Det var meget stemningsfuldt og højtideligt."

"Hvor faldt De dog paa det?"

"Jo, De har saa tidt ladet mig høre for mine daarlige Vaner, ikke sandt? Og jeg har nu bestemt mig til en grundig Omregulering af mit Liv. Forleden gik jeg saa hen og hørte denne jyske Dommedagsprædikant, der for Tiden optræder her i Byen. De har vist nok læst om ham i "Femte Juni". Mads et eller andet hedder han. Det er en Præst! Han præker om Helvede og den evige Ild, saa man sidder og faar Gaasekød over hele Kroppen. Det er noget andet end at høre en af vore egne gejstlige Veltalere utan svafvel och fosfor. Han kalder uden videre sine Tilhørere 95 for Børn af Djævelen, og man gaar hjem med en rædselsfuld Fornemmelse af, at der er vokset baade Horn og Hale ud paa En. Ham maa De endelig høre!"

"Det var altsaa derfor, De sad hjemme i Aftes og læste i Biblen."

"Ja. Men forresten har jeg altid haft et hemmeligt Sværmeri for den ærværdige Bog. Den har forkortet mig mangen søvnløs Nat. Der er mange^'7 underholdende Fortællinger i den. F. Eks. den om Bathseba. Har De nogensinde læst den Historie med tilbørlig Andagt og Opmærksomhed?"

Jytte hørte nu paa Tonen, at det hele var Opspind. I det samme huskede hun ogsaa, at hun i Aviserne havde set ham nævnet sammen med andre^'8 kendte Folk, der havde overværet Aftenens Premiere. Men hun var vant til disse Historier, som han søgte at binde hende paa Ærmet af lutter Fornøjelse ved at mystificere.

"Jeg tror, jeg vil opgive Dem idag," sagde hun. "Naar De er i det Lune, er det umuligt at faa et fornuftigt Ord ud af Dem."

"Jeg beklager det – men De har vistnok Ret. Trods alle Dommedagspræster – og henrivende kvindelige Moralprædikanter – tager jeg mig den Frihed at vandre gennem Jammerdalen med et uforbederligt godt Humør. Dersom De engang forsøgte det samme, kære Frøken, vilde De gøre den glædelige Opdagelse, at Verden forandrer Udseende. Paradiset florerer endnu lige morgenfriskt omkring os, blot vi selv vil. Men vore Dages Mennesker er ifærd med at glemme den gamle Visdom, at Livet er skabt til Nydelse. Memento vivere. Det Ord burde afløse det nuværende Konfirmationsløfte."

"Igaar var De af en anden Mening."

"Igaar. Om Forladelse! Det er saa længe siden. Hvad sagde jeg igaar?"

"De sagde, at Arbejdet^'9 var det eneste, der gjorde Livet udholdeligt. Derfor vilde De nu begynde paa et stort, nyt Billede, som De ventede Dem meget af. Har De allerede glemt det?"

"Et Billede –?"

96 "Ja, det skulde ikke være noget bestilt Portræt, sagde De, men en fri Komposition med mange Figurer."

"Har jeg virkelig sagt det? … Ja, naar Vinden gaar til Syd, henfalder jeg undertiden i melankolske Stemninger. Talte jeg ogsaa om mine Sujetter?"

"Nej."

"Bryder De Dem om at høre dem? Jeg har nemlig flere."

"Er det ene maaske Sardanapal?"

"Ja. Sardanapal omgivet af sit Harem."

"Tak, det har De engang beskrevet for mig," skyndte Jytte sig at afbryde. "Og de andre?"

"De andre? Lad mig se! Jo, det er altsaa Fru Bathseba og hendes kongelige Elsker i Fakkelbelysning. Ogsaa et ganske malerisk Motiv, ikke sandt? Det skulde være en Kærlighedens Apoteose – –"

"Nu begynder jeg at forstaa! Det var altsaa derfor, De sad hjemme og studerede Biblen. Nej, det er sandt, De gjorde det jo ikke! … Ja, nu veed jeg snart hverken ud eller ind mere," sagde hun og blev virkelig lidt forvirret.

Karsten From, der havde spejdet efter et Svaghedstegn, fandt Lejligheden gunstig til et nyt Angrebsforsøg. Men først gjorde han en Standsning i sin Forfølgelse ligesom Høgen, der et Øjeblik hviler paa Vingerne, før den styrter sig over den afmattede Due.

"Forresten," sagde han, "Bathseba har jeg opgivet. Emnet er lidt banalt, ikke sandt? Og Sardanapal bryder jeg mig i Grunden heller ikke om. Det Billede vilde ogsaa kræve saa mange kostbare Modeller. – Næ, min egenlige Drøm er at komme til at male en Diana."

"En hvad for noget?"

"En Diana. Skovdybdernes evige Jomfru og hendes Møde med den stakkels Aktæon. Det Billede er ligefrem blevet min fikse Idé^'10. Men hvor skal jeg finde en passende Model til den skønne og grusomme Dame? Til hendes løvbrune Øjne og hemmelighedsfulde Smil?"

Han kom nærmere og sænkede Stemmen.

97 "Jeg veed kun een, der har de Øjne. Men jeg tør ikke nævne Navnet. Jeg er bange for igen at blive straffet med et af disse unaadige Blikke … saa livsfarlige for en letsindig Aktæon."

"Saa gør De bedst^'11 i at lade være," sagde^'12 Jytte urolig^'13 og trak sig lidt bort fra ham.

Karsten From blev tavs af Ærgrelse. Han forstod, at han igen havde forfejlet Maalet. Det var paany en Forbi'er.

En lille Tid gik de begge uden^'14 at sige noget, mens Regnen trommede paa deres Paraplyer.

Men Jytte vilde nu vide, hvordan det forholdt sig med disse kunstneriske Planer, som han bestandig fablede om. Hun spurgte, om han ikke tænkte paa igen at male saadanne Billeder med Motiv fra Fællederne, som han engang havde faaet saa megen Berømmelse for.

Han vilde først ikke svare.

"Fællederne?" vrængede han. "Der græsser jo nu Karl May og Konsorter! … Hvorfra veed De forresten, at det var mig, der fra først af opdagede dem?"

"Jeg har jo fortalt Dem, at jeg i Sommer traf flere af Deres Kolleger paa Skagen. De ønskede allesammen, at De vilde vende tilbage til Friluftsmaleriet. De talte i høje Toner om Deres Billeder fra den Tid."

"Jeg er Dem naturligvis dybt taknemlig, allerkæreste Frøken, fordi De ogsaa tager Dem saa interesseret af min kunstneriske Forbedring. Men jeg tror dog, at jeg^'15 bør fraraade Dem at hente Deres velmente Raad hos mine Misundere."

Han sagde det med sit sædvanlige, ironiske Narresmil, men hans Læber var hvide.

Jytte havde nok anet, at han hemmeligt led under sine Kunstbrødres Ringeagt; men dette bitre Udbrud kom hende alligevel overraskende^'16.

Et Øjeblik efter skiltes de. De var kommen tilbage til Østerbro, og da Regnen varede ved og der netop kom en Sporvogn, bestemte Jytte sig til at køre hjem.

"Man har altsaa den sjældne Fornøjelse at se Dem ved Festen iaften," sagde Karsten From ved Afskeden.

98 "Ja."

"Agter De ogsaa at deltage i Dansen?"

"Jeg veed det ikke. Maaske."

Han trak paa Skuldren.

"Altid maaske! … Ifald De bestemmer Dem til at beære Salen med Deres Nærværelse, tør da en inferiør Person som hosstaaende gøre sig Haab om en Dans?"

"Maaske," svarede hun med et Smil, idet hun fra Vogntrinet nikkede Farvel.

Det var ment som et Løfte; men han opfattede Ord og Smil som en ny, behændig Afvisning og gik bort i nedslaaet Stemning.

Da han kom hjem, slog han sig ned i en Lænestol foran Kaminen i Dagligstuen og overgav sig helt til sin Fortvivlelse. Hvad skulde han gøre? Havde der endda været allermindste Haab om, at hun vilde gifte sig med ham, skulde han ikke et Øjeblik have betænkt sig paa at ofre sin Ungkarlefrihed, hvor højt og dyrt han end havde svoret paa aldrig at lade sig binde. Han kendte ikke dengang Jytte Abildgaard, anede ikke, at nogen enkelt Kvinde kunde faa en saa ubeskrivelig Magt over ham. Selve Ægteskabets frygtede Lænke gav hun en uanet Tillokkelse. Men hvad hjalp det? Velhavende Damer af Jytte Abildgaards Art var mistænksomme, og hans Erfaring havde sagt ham, at han havde lettere ved at forføre dem end ved at^'17 faa dem til at gifte sig med ham. Kunde han blot komme saa vidt med hende, at han en eneste Gang fik Lov til at kysse hende! I Kyssets Kunst havde Øvelsen gjort ham til Mester. Endnu havde ingen Kvinde holdt Stand overfor ham, naar hun først var bleven signet^'18 af dette tilsyneladende saa^'19 uskyldige Kærtegn og havde lært dets dystert søde Hemmeligheder at kende.

Hans Husholderske bankede beskedent paa og kaldte ham ind til Frokost.

"Herren er da ikke daarlig?" spurgte hun, da hun saae ham.

"Jeg? Nej! … Men jeg fryser. Her er koldt. Læg noget mere i her!"

Efter Frokosten, mens han sad ved den nytændte Kaminild i sin Stue og strammede sig op med en Likør til Kaffen, ringede 99 det paa Forstuedøren. Han hørte Husholdersken lukke op og derpaa en højrøstet Forhandling derude.

Han havde genkendt Stemmen og slog sig for Panden.

"Til Helvede! … Fru Bathseba!"

Han var endnu ikke kommen op af Stolen, da Fru Merck stod i Døren til Atelieret.

"Jeg tænkte det nok! Hvorfor nægter du dig hjemme? Kommer jeg maaske til Ulejlighed?"

"Unægtelig! Jeg venter hvert Øjeblik Oberst Mynster og hans Frue. Obersten skal sidde for mig for sidste Gang. Jeg er altsaa desværre optaget."

Hun gennemlynede ham med sine mørke Øjne uden at svare, gik derpaa hen og satte sig i Sofaen. Hænderne beholdt hun i sin Muffe. Heller ikke løftede hun Sløret.

"Maa jeg be' om en Forklaring," sagde hun tilsidst. "Du sender mig det ene Afbud efter det andet. I Telefonen kan jeg heller ikke træffe dig. Skønt jeg ringer op paa de aftalte Tider, er det din næsvise Husholderske, der svarer mig. Hvad er Meningen?"

"Kære, jeg skrev det jo! Jeg har saa meget om Ørene i disse Dage. Jeg har faaet nye Bestillinger og maa se at faa de gamle fra Haanden i en Fart."

"Du har dog Tid til at spasere med Frk. Abildgaard. Du skal ikke prøve paa at nægte det. Jeg har selv set jer. – Vil du sige mig oprigtig, skal du giftes med hende? For i saa Fald vil jeg respektere Forholdet."

Karsten From blev højrød op til Haaret som en Konfirmand.

"Aa, Snak! Hvor falder du paa det? Det er der ikke Spor af Tale om."

"Naa – Tale om det er der nu. Jeg har allerede hørt flere forsikre det for ganske bestemt."

"Paa Æresord – der er ikke det mindste om det."

Fru Mercks Ansigt klarede op. Hun løftede nu ogsaa Sløret. Smilende lænede hun sig tilbage mod Sofaryggen og klappede med Haanden paa Pladsen ved sin Side.

100 "Sæt dig lidt herhen! Nu vil vi snakke fornuftigt. Vi er dog vel ikke Uvenner?"

Karsten From forstod Meningen, og idet han uvilkaarlig^'20 anstillede en Sammenligning mellem hendes og Jyttes Væsen, rejste der sig et formeligt Raseri i ham mod dette store, balstyrige Hundyr, som længe havde været ham til Besvær. Nu vilde han af med hende, og han bestemte sig til at gøre kort Proces.

"Naa! Hvorfor staar du der og siger ingenting? Saa kom dog herhen, Menneske!"

"Undskyld et Øjeblik!" sagde han. "Jeg maa nødvendigvis give Frøken Svendsen en Besked."

Han gik hen og trykkede paa en Klokkeknap ved Døren.

Da Husholdersken traadte ind, sagde han til hende:

"Naar Oberstens kommer, vil De saa være saa god at vise dem herind."

Frk. Svendsen saae forbavset op paa ham og derefter hen paa Damen i Sofaen.

"Herind?"

"Ja."

"Det skal ske!"

"Jeg kan ikke være uhøflig mod mine Kunder," forklarede han Fru Merck, da de igen var bleven alene. "Du maa undskylde; men det gaar ikke an at lade en Dame som Oberstinden vente i Atelieret."

Han saae, at han var bleven forstaaet, og studered^'21e Virkningen. Hendes Ansigt var bleven blegt, og hun mælede ikke et Ord. Mekanisk tog hun sit Lommetørklæde frem af Muffen og strøg sig over Læberne med en Bevægelse, der mindede om den, hvormed en blodtørstig Panter slikker sig om Munden.

"Ja vist er hun pragtfuld!" – tænkte han. "Men jeg har nok af hende. Hun faar mig til at gyse!"

Et Øjeblik efter rejste hun sig og gik mod Døren. Men paa Vejen standsede hun foran ham og gav ham med flad Haand et forsvarligt Dask^'22 under Øret.

"Der har du den, min Dreng!" sagde hun og stormede afsted med en forloren Latter.

101 I det første Øjebliks Ophidselse havde Karsten From nær kastet sig over hende. Men da hun var borte, lo ogsaa han, og det med en Latter, der kom fra Hjertet. Nu var han ganske sikker paa at være bleven hende kvit. Og som befriede Fugle stormede hans Tanker tilbage til Jytte Abildgaard.

II

Om Aftenen kørte han ind til Kasino, som i disse Dage var udlejet til en velgørende Forening. Der havde her de foregaaende Aftener været afholdt Basar, og nu skulde Festen afsluttes med en Symfonikoncert og en lille Dans. Da Fru Bertha var Medlem af Foreningens Bestyrelse, havde hverken hun eller Jytte kunnet undslaa sig for at deltage.

Karsten From kom med Vilje saa sent, at Koncerten var begyndt, da han afleverede sit Ydertøj i Garderoben. Han vilde forsøge at komme under Vejr med Jyttes Følelser ved en Overlistelse.

I den Anledning havde han sikret sig ikke alene en af de forreste Pladser ved Orkestret, hvor han plejede at lade sig se ved slige Lejligheder, men ogsaa en Stol i Baggrunden af en Sideloge, der skulde tjene ham til skjult Observationspost. Her lod han sig lukke ind under Pavsen foran Symfoniens Scherzo.

Lyset i Kronerne var neddæmpet. Over den store Sal laa et dystert Halvmørke. Men han vidste omtrent, hvor Jytte og hendes Moder^'23 skulde sidde, og han fandt dem ogsaa hurtigt i sin Kikkert. De sad omtrent midtvejs paa en af de forreste Rækker i Parkettet, Jytte i en ny Dragt af delikat grønlig-graa Farve. Han saae, at hendes Ansigt havde et alvorligt, tankefuldt Udtryk, som han ikke kendte. I det hele gjorde hun et lidt fremmedartet Indtryk paa ham, som hun sad der med Hænderne i Skødet uden at ane, at hun blev beluret. Men hvor var hun dejlig! Hun hørte til de meget faa Kvinder, der taalte at blive iagttaget gennem et Nøglehul. Smukkest var hun i siddende Stilling, fordi hun var en halv Tomme for lille. De nedsænkede Øjenlaag og de tunge 102 Bryster gav hendes Skikkelse en jomfrumoderlig Bedaarelse, der mindede om Murillos uskyldigt erfarne Madonnaer^'24. – – – Nu lænede hun sig tilbage mod Stoleryggen, og med Henrykkelse saae han, at hendes Blik ligesom i Uro søgte hen mod den Hjørneplads paa første Række, der stod tom. Han havde forud^'25 fortalt hende, at han skulde sidde der. Og atter^'26 gled Øjnene i, Barmen løftede sig. Galdt hendes Tanker ham? Eller var det Musikkens Elverdrømme, der fangede dem ind? … Han syntes, han vilde give sit Liv for at vide det!

Da Symfonien var tilende, blev Lyset skruet op. Der skulde bagefter optræde et Par Sangere. For ikke at blive opdaget skyndte han sig ud af Logen.

Det havde været hans Hensigt nu at vise sig paa sin Plads i Parkettet, men i Stedet for gik han ud i den lange Promenade foran Restaurationen; og skønt han idelig blev rendt paa Ærmet af forbifarende Tjenere, der havde travlt med at ordne Buffeterne til Souper'en, opholdt han sig derude^'27 under den sidste Del af Koncerten. Han havde taget en afgørende Beslutning og var ude af Ligevægt. Han vilde ved første Lejlighed i al Oprigtighed anholde om Jytte Abildgaards Haand. Han var led ved Ungkarlelivet. Optrinet om Eftermiddagen med Fru Merck havde givet ham den endelige Afsmag for det. Han ønskede nu at komme ind i ordnede Forhold og nyde det borgerlige Familjelivs Velvære. I social Henseende vilde det desuden betyde meget for hans Fremtid, om han kunde blive optaget i en gammel, anset Familje og faa en Gehejmeraadinde til Svigermor. Hvor højadeligt hans eget Blod maaske var, – han var dog kommen til Verden paa Fødselsstiftelsen og var vokset op i en Baggaard.

Fra Salen hørtes Bifaldsklap og derpaa Drønet af det opbrydende Publikum. Et Øjeblik efter væltede Skarer af festklædte Damer og Herrer ud af Teatrets Døre og fyldte Gange og Trapper. Efter Programmet skulde der nu spises, og Buffeterne stormedes. I den følgende Time var der overalt den lystigste Trængsel, et Kaos af hvide Kvindeskuldre og sorte Herrerygge, af optaarnede 103 Frisyrer, sminkede Ansigter, spejlblanke Isser, Stanglorgnetter og Næseklemmere.

Først efter længere Tids forgæves Søgen fandt Karsten From Jytte og hendes Mor inde i den "lille Sal", der var omdannet til en Palmehave med sommerlige Bænke og Borde. Her var Trængslen ikke saa kompakt, Stemningen ogsaa mindre løssluppen end paa Gangene og i Restaurationen. Ved Siden af Moderen opdagede han til sin Ærgrelse Jyttes Fætter, Professor Asmus Hagen, hvis uforskammede Ansigt han ikke kunde fordrage.

Saasnart han viste sig i Salen, blev han indfanget af nogle Bekendte og ført hen til et Bord, hvor der sad et Par yngre Damer. Det var ham ikke muligt at slippe. Selskabet vakte endda lidt^'28 ubehagelig Opsigt paa Grund af sin støjende Munterhed.

Jytte, som inde i Teatret virkelig havde været lidt urolig over hans Udeblivelse, var nu ikke langt fra at ønske, at han ikke var kommen. Det var saa længe siden, hun havde set ham i en Selskabssal, og Synet virkede forstemmende paa hende. Disse orientalske Skrabud og andre Narrefagter, hvormed han morede sit taknemlige Publikum, pinte hende, ikke^'29 mindst paa Grund af Moderens og Fætterens Nærværelse. Alligevel var hun bestemt paa at indfri sit Løfte og danse med ham, dersom han bød hende op. Hun vidste naturligvis godt, hvad for Kaglen der vilde komme ud deraf, naar hun viste sig i Salen ved Karsten Froms Arm, efter at hun i flere Aar ikke havde sat sine Fødder paa et Dansegulv. Men den Skjulthed, hvori hun især for Moderens Skyld havde bevaret deres Forhold, var efterhaanden bleven hende utaalelig. Saa maatte det hellere udleveres til Sladderen.

En Herre med dannebrogsfarvet Skærf traadte nu frem i Døren og klappede. Det var Signalet til Dansens Begyndelse, og der fulgte et almindeligt Opbrud. Strømmen vendte tilbage til Teatret, hvor en Arbejdsstyrke i Mellemtiden havde fjernet Stolerækkerne fra Tilskuerpladsen og rettet det skraa Gulv ved Hjælp af en Mekanisme, der skrev sig fra de gamle Kasinomaskeraders Tid. Et Par Minutter efter fløj allerede det første 104 unge Par ned gennem Salen til Champagnegaloppens Tonebrus, mens Logerne oppe og nede fyldtes af Tilskuere.

I dette Øjeblik skred Karsten From henimod Jytte med sine lange, kattelette Skridt, standsede ærbødigt i nogen Afstand og bukkede.

Jytte rejste sig.

"Men Barn! … Vil du danse?" udbrød Moderen med vildt forfærdede Øjne og greb hende i Kjolen.

"Ja, jeg har Lyst til at prøve, om jeg har glemt det. Men bliv endelig siddende, Mor! Jeg er her tilbage om et Øjeblik, og saa tager vi vel hjem?"

Karsten From var selv lige saa forbavset. Han havde kun inklineret for at faa et lovligt Paaskud til at nærme sig hende.

"Jeg er ganske fortumlet af Henrykkelse!" sagde han paa Vejen til Balsalen. "Drømmer jeg eller er jeg vaagen? Vil De virkelig^'30 gøre mig den Ære at danse med mig?"

"Jeg har jo lovet det."

Ved Indgangen til Salen standsedes de af en af Balinspektørerne, der høfligt bad dem om at vente til næste Dans, da Gulvet i Øjeblikket var aldeles overfyldt. Han anviste dem Siddepladser henne ved Væggen, hvor en Del af Teatrets Stolerækker var anbragte, og her satte de sig saa langt tilbage, at de kunde være nogenlunde ubemærkede.

Efter sin Sædvane begyndte Karsten From med at komplimentere Jytte for hendes Dragt; men da han saae en utaalmodig lille Rynke mellem hendes Bryn, stoppede han straks op og ærgrede sig over sin Dumhed. Han glemte bestandig, at hun ikke var som andre, og at hun navnlig var ganske utilgængelig for Smiger. Han havde engang troet, at det var af Koketteri, hun var saa overmodigt^'31 ligegyldig for sit Ydre og forsmaaede ethvert Toilettefif, f. Eks. den Pariserhæl under Skoene, der vilde have erstattet den manglende halve Tomme i Højden. Nu kendte han hende bedre. Hun var for stolt til at ville behage, for kysk til at ville friste. I hendes frimodige Øjekast var der ingen underfundig Beregning. Hendes Smil, der kunde være saa spotsk, men ogsaa saa sødmerigt, var ikke det Komediespil, som saa mange troede, 105 men en ganske ubevidst Udstraaling af hendes inderste Natur, af hendes hemmelighedsfulde^'32 Kvindesjæl.

"Vil De sige mig," fortsatte han derpaa i nedstemt Tone, "har jeg forsyndet mig iaften^'33? Er De misfornøjet med mig? Jeg syntes, jeg kunde se det paa Dem, da De sad derinde hos Deres Mor. Har jeg gjort noget galt?"

"Naar De absolut vil vide det, saa forbavser det mig, at De har Lyst til at agere saa meget og være Fornøjelsesraad for alle Mennesker. Det klæder Dem efter min Mening slet ikke."

Karsten From slog Blikket ned og tav en lille Tid.

"Naturligvis – De har som altid Ret, og jeg skal prøve paa at forbedre mig. Men De maa ikke skænde. Jeg har glædet mig saa ubeskriveligt til at se Dem. Hvad skal vi ulykkelige Mennesker desuden gøre? Dersom jeg kom ind i en Selskabssal og vilde prøve paa at være helt naturlig … jeg vilde føle det, som om jeg ingen Klæder havde paa Kroppen, og det er dog en usigelig flov Fornemmelse. Og forresten … hvad gør De selv, kære Frøken? Hvad gør alle vore Medskabninger? Sætter vi ikke allesammen af Blufærdighed en mere eller mindre gennemskuelig Maske for Ansigtet? Der er ingen, der vil være bekendt at vise sig for Verden saadan, som Vorherre har skabt dem^'34. Og kan man i Grunden fortænke os i det? Hvad siger den^'35 vise Salomo? Ingen Mand blotter sig undtagen for den Elskede. Livet er en stor Maskerade. De, allerkæreste Frøken, har formummet Dem som Vestalinde, hvad jeg med gunstig Tilladelse vil kalde for en fortræffelig Ide. Selv har jeg været mindre heldig med min Maskering – det indrømmer jeg beredvilligt. For min borgerlige Anseelses Skyld vilde det have været klogere, om jeg f. Eks. havde kostymeret mig som Alvorsmand med et bekymret Professorblik under Bulehatten. Men –."

Han opdagede paany den utaalmodige lille Rynke mellem Jyttes Bryn og standsede øjeblikkelig. Her havde han igen siddet og ladet Munden løbe. Den forbandede Vane!

For nu at komme bort fra Emnet gav Jytte sig til at tale om Koncerten og spurgte ham, hvorfor han ikke havde overværet den. Han var gaaet glip af en stor Nydelse, sagde hun.

106 Han rystede paa Hovedet og svarede, at han ikke havde haft Mod til at indfinde sig.

"Hvad vil det sige?"

"Jeg vidste jo, at De var der."

"Naa – og hvad saa?"

"Jeg var bange for at gøre Skandale."

Hun saae paa ham.

"Jeg forstaar ikke et Muk."

"Nej, det gør De naturligvis ikke. Og det hele er jo ogsaa ganske ligegyldigt. Derfor skal De heller ikke spørge mig om mere."

"Nu gør De mig jo bare nysgerrig. Hvorfor kom De ikke?"

"Det har jeg jo sagt. Jeg var bange."

"Bange? For hvem?"

"For mig selv! … Hvad vilde De have sagt, Frøken Abildgaard, dersom jeg midt under et Pianissimo var sprunget op fra min Stol og havde raabt … nej, havde^'36 skreget ud over Salen, at –"

Han standsede og bøjede sig forover, som vilde han ikke fuldende. Men saa vendte han Ansigtet langsomt om imod hende og sagde:

"At jeg elsker Dem!"

Han saae med Jubel, at der slog en Varmebølge gennem hende^'37. Hendes Hals og Kinder blussede, mens hun forgæves søgte at^'38 bortsmile sin Forvirring med sit spottende^'39 Smil. Og virkelig følte Jytte i dette Øjeblik det haabløse i længer at lyve sig fra sin Forelskelse eller at forsøge paa at flygte fra den.

I det samme kom Balinspektøren hen og gjorde dem opmærksom paa, at der var klappet op til en ny^'40 Dans; og skønt Jytte havde tabt Lysten til at danse og ønskede sig bort, blev hun nødt til at vise sig paa Gulvet.

Det var en af de moderne Valse, der mindre er Dans end en gratiøst vuggende Spaseren, en smægtende Henskriden til dæmpet Musik, der ikke hindrer en Fortsættelse af Konversationen. Karsten From forsøgte sig med en Slags Undskyldning for sin fornyede Aabenhjertighed^'41; men Jytte hørte ikke paa ham. Hun var foreløbig for opreven og følte sig desuden generet af Tanken 107 om de mange opspilede Øjne omkring i Logerne og om Sladderen, der nu fik travlt. Men først og fremmest tænkte hun paa sin stakkels Mor, som vilde forgaa af Sorg. Og alligevel var der Øjeblikke, da hun glemte det altsammen for Trykket af den Arm, der laa om hendes Liv, og for hans mørkeblaa Øjne, som hun ikke saae, men hvis fortrolige Blik hun følte under Dansen som en brændende Gennemrisling.

Efter at de var kommen Salen to Gange rundt, standsede hun og forlangte at komme bort. Hendes Væsen begyndte at gøre Karsten urolig. Hun havde endnu ikke sagt et Ord til ham. Paa Vejen ud gennem Gangene kunde de ikke komme til at tale sammen paa Grund af de mange Mennesker. Og nu dukkede Fru Bertha og Professoren op for Enden af Basargangen. Fru Bertha var bleven urolig over deres lange Fraværelse. Jytte skyndte sig straks hen til hende for at forklare Aarsagen.

"Der var ikke til at komme til. Gulvet var aldeles overfyldt. Men nu tager vi hjem, Mor, ikke sandt?"

Fru Bertha bad sin Nevø om at skaffe dem en Vogn.

Mens Professoren var borte, ledsagede Karsten From Damerne til Garderoben. Ængstelig bevægede han sig omkring Jytte for at faa Lov til at hjælpe hende Aftenkaaben paa, og bagefter fulgte han med ned til Vognen i Haab om et Tegn paa Naade eller i hvert Fald paa Tilgivelse.

Jytte forstod det godt; men Moderens Øjne slap dem ikke et Sekund, og hun maatte skilles fra ham med et intetsigende Haandtryk.

Karsten From vendte modløs tilbage til Balsalen. Det var hans Hensigt at styrte sig ud i Hvirvelen^'42 for at trøste sig for det Nederlag, han igen mente at have lidt. Men paa Vejen vendte han om. Han vilde hjem.

Et Øjeblik efter kørte han bort fra Festen i fortvivlet Sindsstemning.

108

III

Den følgende Morgen med første Post fik Jytte et Brev bragt ind paa Sengen. Hun anede straks, at det var fra Karsten From. Hans Navns Forbogstaver stod ogsaa trykt paa Konvolutten^'43 i Guld. Det varede noget, før hun kunde faa sig til at aabne det. Hun frygtede for, at dets Tone skulde støde hende, og hun var i Forvejen stærkt nedtrykt efter en søvnløs Nat.

Straks efter Hjemkomsten den foregaaende Aften var hun gaaet i Seng, for at Moderen ikke skulde udfritte hende om hendes Forhold til Karsten From. Men hele Natten havde hun været forfulgt af Moderens Øjne. Med et til Døden bedrøvet Blik havde de stirret paa hende fra Mørket, saa hun var kommen til at græde. Ja, hvor var et Menneskes Kærlighed en sørgelig og uværdig Ting! Skønt hun fuldt ud vidste Besked om det Liv, Karsten From havde ført, kunde hun ikke lade være med at holde af ham. Om det saa var hans Forhold til Fru Merck, saa havde det kun gjort hende endnu mere modstandsløs overfor hans Efterstræbelse. – Hun maatte tænke paa, hvad hun saa ofte havde hørt sige om Mødre, at de følte Kærligheden til deres Børn desto stærkere, jo mere Sorg de gjorde dem. Saadan drev en ubarmhjertig Gud sit Spil med Menneskehjerter! Endnu i dette Øjeblik vidste hun knap, hvilken Følelse der var stærkest i hende, enten den Ømhed, hun følte for ham, eller Hadet til de Kvinder, der tidligere havde ejet ham.

Hun læste nu Brevet, og det viste sig, at dets Tone var langt naturligere og oprigtigere, end hun havde ventet. Alligevel virkede det besynderligt. Det var øjensynlig skrevet i en opreven Sindsstemning og havde Karakteren af et Skriftemaal.

"Min Ulykke er, at jeg ikke lærte Dem at kende for længe siden. Jeg vil ikke deklamere, men De maa tro mig, naar jeg forsikrer, at jeg først nu veed, hvad det vil sige at holde af nogen. Før De bedømmer^'44 mig, saa tænk paa, hvorledes jeg er bleven den, jeg er. I min Barndom, da jeg som forældreløs blev anbragt i mange fremmede Hjem, vænnedes jeg tidligt til at søge mine Glæder paa Gaden. Det nærede min Menneskeforagt og tillige min Mistillid til anden Lykke end Øjeblikkets Nydelser. Først 109 ved at lære Dem at kende har jeg forstaaet mig selv og mit hidtidige Livs Tomhed, og jeg bønfalder Dem om at bevare Deres Godhed for mig og tro paa, at det er min alvorlige Hensigt at forandre mit Liv i Haabet om engang at kunne vise mig værdig til Deres Venskab. De maa fremdeles give mig Lov til at se Dem og tale med Dem. Jeg søger Dem imorgen paa sædvanligt Sted, og De vil ikke gøre mig den Sorg at blive borte. Jeg har saa meget at sige Dem."

Da Jytte anden Gang havde læst denne Selvbekendelse tilende, trykkede hun overvunden Brevet til sit Hjerte. "Ja, min Ven! Jeg kommer! Jeg kommer!" – Hvad hun dunkelt havde anet fra den første Gang, hun saae ham, vidste hun nu. Han var "Tvillingbroderen", som hun i saa mange Aar havde ventet paa. De var bestemte for hinanden fra Evighed af som alle andre Jordens Skabninger, der elsker, – to ensomt omflakkende Aftensværmere, der mødtes ved Solnedgang og forenedes, før Natten atter skilte dem – begge fødte med det samme fredløse Skumringssind, der flygtede for Lyset og gruede for Mørket.

Da hun rullede sin Persienne op, saae hun med Fortvivlelse, at det øsregnede. Det var desuden en Storm, saa Folk maatte holde Paraplyen som et Skjold foran sig for ikke at faa^'45 den vendt. I et saadant Vejr kunde hun ikke gaa hjemmefra uden at vække Moderens Mistanke.

I den følgende Time gik hun hvert Øjeblik til Vinduet i det Haab, at Vejret havde bedret sig; og efterhaanden som Tiden nærmede sig, da hun plejede at spasere, voksede hendes Frygt for, at han skulde kunne misforstaa hendes Udeblivelse.

I sidste Øjeblik fandt hun paa den Udvej at telefonere til ham fra en Forretning. Hurtigt tog hun sin Regnkappe paa og forklarede Moderen, der sad i Dagligstuen, at hun maatte over til Boghandleren for at købe Brevpapir.

Han genkendte straks hendes Stemme i Telefonen og sagde:

"Tør jeg virkelig tro, at det er Dem?"

"Ja, jeg har villet forhindre, at De gik ud og forkølede Dem i det skrækkelige Vejr."

110 "Jeg staar netop med Tøjet paa. Jeg synes ikke, Vejret er saa slemt."

"Jo, jeg bliver hjemme idag."

"Hvornaar skal jeg da se Dem?"

"Imorgen, tænker jeg!"

"Men der er saa forfærdelig længe til imorgen!"

Det syntes ogsaa Jytte nu, da hun følte sig ham saa nær, og hun fandt igen paa Raad. Hun vidste, at hendes Mor om Aftenen skulde til Fødselsdagsselskab hos en gammel Veninde paa Frederiksberg. Hun vilde da kunne gaa i Teatret uden at risikere et eller andet paatvunget Følgeskab, og det blev aftalt, at From efter Forestillingens Slutning skulde træffe hende udenfor Sideindgangen og følge hende hjem.

Om Eftermiddagen, da Vejret bedredes, tog hun ind til Byen og besørgede nogle Ærender^'46 for at faa Tiden til at gaa. Paa Hjemvejen havde hun et lille Eventyr. Hun kom med Sporvognen fra Raadhuspladsen^'47 og ved Højbro steg en Herre ind i Vognen og tog Plads henne ved Døren. Det var Pastor Gaardbo.

Hun havde en Gang før haft det Uheld at støde paa ham her i København. Det var i "Magasin du Nord". Han havde staaet ved en Disk i nogen Afstand og stirret paa hende uden at hilse. Det havde ikke været til at tage fejl af, at han betragtede sig som forurettet. Hans Blik havde været en Tordenkile.

Skønt hun sad med bortvendt Ansigt, mærkede hun ogsaa nu hele Tiden hans Blik hvile paa hende. Men hun følte denne Gang ikke stort andet derved end et rent legemligt Ubehag. Hendes Sinds dybe Uvilje mod denne Mand forvandlede sig til Henrykkelse over, at det dog ikke blev hos ham, hun kom til at havne med sin Kærlighed.

For ikke at blive nødt til at passere ham stod hun af allerede paa Kongens Nytorv, hvor der blev aabnet ud til Vognens Forperron. Mens Pastor Gaardbo kørte videre ud ad Bredgade, gik hun hjem gennem Store Kongensgade.

Om Aftenen i Teatret sad hun tre Timer hensunken i sig selv, mens et lattermildt Publikum morede sig omkring hende. Hun havde valgt en Plads i Baggrunden af Salen, og træt som hun 111 var af de sidste Dages Sindsbevægelser, faldt hun hen i en Dvale, hvorunder hun ikke opfattede synderligt af, hvad der foregik paa Scenen. Efter at have overbevist sig om, at Karsten From ikke var i Teatret, hvad hun var glad for, sad hun Resten af Aftenen med Kikkerten i Skødet og samlede sit Sind til det store Møde. Og saa magtesløs hun i sin halvt drømmende Tilstand var overfor sine Stemninger, der blafrede som løsgjorte Sejl, snart svulmede af Længsel, snart igen faldt sammen i den gamle Angst for alle Afgørelser – inderst inde var hun rolig og fast besluttet.

Da hun efter Forestillingens Slutning kom ud af Teatret, fandt hun Karsten From paa det aftalte Sted. De gav hinanden Haanden, og for ikke at komme ind i Sværmen foran Hovedindgangen gik de bort gennem Underkørslen bag Teatret. Det var stille Vejr og Maaneskin. Paa hele Vejen til Dronningens Tværgade vekslede de kun nogle Bemærkninger om Forestillingen og Publikum. De lignede ogsaa i den Henseende hinanden, at de var lige hjælpeløse, naar det galdt om at give deres Følelser et naturligt Udtryk. Efter et Par pinlige Tilløb til at være højtidelig opgav Karsten From Forsøget, og Jytte kunde paa sin Side ikke faa sig til at nævne hans Brev, skønt hun godt mærkede, at han ventede det og uroligt spejdede efter en Dom i^'48 hendes Ansigt.

Han lukkede Porten op for hende og fulgte ogsaa med indenfor.

"Hvornaar faar jeg saa Lov at se Dem igen?" spurgte han derinde i Halvmørket.

"Imorgen Formiddag."

"Men dersom det igen bliver Vejr som idag?"

"Saa kommer jeg alligevel!"

Han kyssede hendes Haand og førte den til sit Hjerte, og da hun ingen Modstand gjorde, lagde han stille sine Arme omkring hende.

"Saa er det virkelig sandt? De holder lidt af mig?"

Hans Læber rørte forsøgsvis hendes Pande, tilsidst ogsaa hendes Kinder^'49. Hun lod det ske. Med lukkede Øjne gav hun sig hen til hans snildt beregnede Kærtegn^'50.

112 Men nu hørte de Stemmer oppe paa Trappen. Jytte rev sig løs og skyndte sig op, idet hun vinkede til ham med Haanden.

IV

Den følgende Dag blev Jytte og Karsten enige om at offenliggøre deres Forlovelse, saasnart Jytte havde talt med sin Mor. Men endnu om Eftermiddagen havde hun ikke faaet Mod til en Tilstaaelse. Hun sad i Mørkningen inde i sin egen Stue og hvilede Hovedet tungt i Haanden. Nede fra Gaden lød Sporvognens^'51 Kimen, og Genskinnet af Lysene derude flakkede uroligt henad Loft og Vægge som Lygtemænd.

Dagen havde været fuld af Lykke. Trods Regnen havde hun og Karsten spaseret i halvanden Time paa de sædvanlige Steder. Karsten havde holdt Paraplyen over hende, og hun havde gaaet med ham under Armen, mens de som rigtige^'52 Kærestefolk snart spøgte og lo, snart talte fornuftigt om deres forandrede Forhold og den fælles Fremtid.

Alligevel gjorde hun sig ingen Illusioner. Den Forvisning, der havde rodfæstet sig i hende siden hendes syttende Aar, at naar hun gav sig hen til Kærligheden, viede hun sig ogsaa til Ulykken og Døden – den var hun ikke bleven kvit. Atter indprentede hun sig selv, at det vilde være Daarskab at tro paa en evigvarende Lykke. Før eller senere vilde det times ogsaa hende at sidde som en forpjusket Høne og skjule sin Skam med velopdragne Miner eller sørge sig tildøde i Ly af en trodsig Latter som stakkels Kitty. Men hun trøstede sig med, at det ikke vilde være bleven anderledes, om det havde været en anden Mand end Karsten, hun havde forelsket sig i. Ikke engang, om det havde været Torben Dihmer. Det var i saa Fald bare bleven hende selv, der havde nedkaldt Ulykken over dem med sit umulige Sind. Nu førte hun i det mindste ingen andre i Fordærv.

Ak, Torben Dihmer! Blandt de Mænd, hun ved en Misforstaaelse havde ladet sig opholde af paa Vejen mod sin Skæbne, var han den eneste, som hun ikke kunde tænke paa uden med et Smertestik i Hjertet. Og dog forstod hun nu klarere end nogensinde, 113 at hun aldrig havde elsket ham. I sin tidligste Ungdom havde hun sværmet for hans mandige Skikkelse. Den Tryghed, hun altid følte i hans Nærhed, hans Haandtryks Oprigtighed og hans Stemmes Varme havde siden faaet hende til at fortvivle over, at hun alligevel ikke holdt saa meget af ham, som hun gerne vilde. Aldrig havde hun ved hans Side følt sig viljeløst^'53 omspændt af den mørke, vilde Trolddom, som Kærligheden var.

Men trods alle triste Tanker, der kresede som Aadselfugle over hendes Lykke, maatte hun ofte smile. Hun kom^'54 til at mindes, hvorledes hun undertiden havde kunnet frygte for, at den Selvhengivelsens blinde Drift, der skabte andre Kvinders Lykke eller Ulykke, allerede var afblomstret hos hende, var gaaet i Frø som lummer Gammeljomfru-Nysgerrighed^'55 overfor Livets store Mysterium. Intet havde skræmmet hende som den Tanke, at hun skulde^'56 komme til at ende sine Dage som en af de Gildinger^'57, man læste om, der hentæredes^'58 af en Kærlighedshunger, som aldrig kunde tilfredsstilles. Hun var i den Henseende nu bleven beroliget. Nu vidste ogsaa hun, hvordan det føltes at forgaa i et Kys! …

Pludselig løftede hun Hovedet. Hun hørte Moderen komme ind i Dagligstuen og tænde.

"Stakkels lille Mor, som endnu ingenting veed!"

Lidt efter rejste hun sig og gik derind. Kun den røde Skærmlampe var tændt. Moderen sad i Sofaen bagved Bordet. Mod Sædvane sad hun med ledige Hænder, næsten som hun kunde have siddet der og ventet paa hendes^'59 Ulykkesbudskab.

Da Jytte gled ned ved Siden af hende, drejede Moderen Ansigtet om imod hende med et spørgende Udtryk^'60, der fik hendes Hjerte til at standse.

"Mor!" sagde hun og tog hendes Haand. "Jeg har noget at sige dig! Jeg veed, det vil bedrøve dig; men det kan der nu ikke gøres noget ved. Jeg er bleven forlovet med Karsten From."

Fru Bertha blev ved at stirre paa hende med sit underlig udslukte Blik uden at sige noget.

"Tag det nu ikke saadan, lille Mor! Du ser jo, at jeg selv er glad. Kys mig saa og ønsk mig til Lykke!"

114 "Saa er det altsaa sandt?"

"Ja."

"Vil du da styrte dig selv i Ulykke, Barn? … Men det kan ikke være sandt! Et Menneske som Karsten From – –."

Jytte lukkede Moderens Mund med sin Haand.

"Jeg veed alt, hvad du vil sige. Du kan ikke lide ham. Det har du tidt nok sagt mig. Men du kender ham ikke. Han er helt anderledes, end du og alle mener. Forresten har du engang sagt, at du vilde være tilfreds med enhver Svigersøn, jeg kom med, naar blot jeg selv var lykkelig."

"Hvor længe, tror du, vil den Lykke vare?"

"Hvor kan man sige det? Vidste du det saa sikkert, da du forlovede dig med Far?"

"Ja."

Jytte vendte sig bort og tav.

Fru Bertha tog nu et Brev op af Lommen og glattede det ud.

"Læs det her^'61! … Det kom imorges."

Brevet, som var skrevet med fordrejet Haandskrift, duftede af Verveine. Der stod:

Kære Fru Gehejmeraadinde!
Mon De veed, hvad Alverden taler om, at Deres Datter er bleven Maleren Karsten Froms Elskerinde? Jeg gratulerer!
En Veninde.

Jytte blev straks klar over, at Brevet var fra Fru Merck, hvis Parfyme hun til Overflod genkendte. Hun læste det med hemmelig Fryd som en Sejrsbulletin. Hun sagde til sig selv, at denne Hævn var hendes første Triumf over Karstens Fordærvere.

"Jeg gav dig ikke det Brev at læse, fordi jeg mistænker dig," sagde Moderen. "Men jeg syntes, du skulde vide, hvordan man taler om dig."

"Jeg har sagt dig det før, Mor – jeg kan ikke bryde mig om, hvad Folk snakker. Sandheden er det dog aldrig."

I Stedet for at svare gav Fru Bertha sig til at tale om Torben Dihmer. Hun spurgte hende, om hun vidste, at han hver Dag kunde ventes til Byen.

115 "Af hvad Grund spørger du mig om det? Dersom du gør dig Forhaabninger, Mor, saa vil jeg sige dig, at det er til ingen Nytte."

"Aa nej, desværre – det er det velsagtens ikke. Men du skal dog vide, hvad jeg tænker derom. Jeg tror, at som du dengang paa din sygelige Maade grublede dig ud af din Kærlighed til en god og hæderlig Mand, der holdt af dig, saadan har du nu fantaseret dig ind i dette Forhold til en … en Person, som kun vil misbruge dig."

"Mor, nu tror jeg, vi skal holde op! Jeg siger dig, du kender ikke Karsten; derfor fordømmer^'62 du ham, som du gør."

"Nej, jeg kender ham ikke. Men jeg bryder mig heller ikke om det. Og jeg siger dig, mit Barn, jeg anerkender aldrig Hr. From som min Svigersøn."

Jytte rejste sig.

"Ja, saa maa du jo lade være, Mor!"

Hun gik hen til Vinduet, hvor hun blev staaende og saae ned paa Færdslen i den nu ganske aftenlige Gade. Og der blev dødsensstille i den gamle Stue med de tunge Mahognimøbler, hvori det mørkerøde Lampelys sørgmodigt spejlede sig.

Endelig sagde Fru Bertha:

"Jeg havde engang tre Børn, Jytte! Hvor Helge fandt sit sidste Hvilested, veed ingen af os. Men Ebbe ligger med Skam i sin Grav."

Jytte vendte sig forfærdet.

"Mor!"

"Ja, her skal der ikke stikkes noget under Stolen! Men ogsaa det skal du vide, at mest anklager jeg mig selv, fordi jeg har været en svag og daarlig Mor for dig og dine Brødre. Min gamle Grandtante Ernestine har faaet Ret. Jeg vilde ikke saa med Taarer. Og nu høster jeg min Straf!"

Hun rejste sig med Besvær og gik ind til sig selv. Jytte saae efter hende med et tungt Blik.

116

V

Da Professor Asmus Hagen den næste Dag sad ved sit Frokostbord, bragte Tjeneren ham et Visitkort.

"Det er den Herre, der var her iforgaars og ikke sagde sit Navn. Skal jeg vise den Herre ind?"

Professoren saae paa Kortet, og uden at svare rejste han sig i glad Overraskelse og ilede med Servietten i Haanden ud i Forstuen. Jo, der stod han virkelig!

"Endelig – du vidtomstrejfende Odysseus! Du har rigtignok sat dine Venners Taalmodighed paa Prøve! Men kom nu ind! Jeg sidder netop ved Frokostbordet. Du har forhaabenlig ikke spist."

"Jo – forlængst. Men jeg kan sidde hos for ikke at spilde din Tid. Jeg saae paa Pladen derude, at du har Konsultation om en halv Time. Vi kan saa passiare, mens du spiser."

"Et Glas Vin vil du vel nok drikke," sagde Professoren, da de var kommen tilbords. "Jeg har en ganske let Madeira. Den kan du uden Skade tage et lille Glas af. Jeg paatager mig Ansvaret."

"Tak, Ansvaret beholder jeg helst selv. Og jeg er ikke det mindste skrupuløs!"

"Det har du sikkert heller ingen Grund til. Du ser jo ud som den farnesiske Herkules! Lad mig nu høre! Hvornaar kom du hertil?"

"For tre Dage siden. Jeg har forresten søgt dig et Par Gange. Derfor kommer jeg paa en saa ubelejlig Tid. Men jeg vidste altsaa, at du var at træffe nu."

"Ja, jeg slider i det! … Men lad mig høre! Du maa jo have en Masse at fortælle. Jeg har mere end een Gang sendt dig en misundelig Tanke her fra Trædemøllen."

"Lidt har jeg ganske vist set af Verden. Jeg bildte mig ind, at jeg havde faaet noget tilgode i saa Henseende. Men min Nysgerrighed er nu fuldt ud tilfredsstillet, og jeg er glad ved at være hjemme igen."

"Velkommen da!" sagde Professoren og løftede sit Glas for Torben Dihmer. "Jeg tror, du er kommen paa et heldigt Tidspunkt. 117 Jeg veed ikke, hvor meget du har fulgt med Tingenes skæve Gang herhjemme; men saa meget veed du dog vistnok, at vore politiske Forhold er i fuld Opløsning. Vi staar sandsynligvis foran store Begivenheder."

"Jeg har set det. Jeg fandt danske Aviser baade i London og Berlin. Lidt desorienteret er jeg aabenbart alligevel. Hvad er det f. Eks. for en Pastor Vestrup, som "Femte Juni" tager sig saa meget af? Det er da ikke –."

"Jo, det er saamænd din tykke Ven og forhenværende Sjælesørger. Det er selveste "Skidtmads". Kære, du veed det ikke! Han er Byens nyeste Forlystelse. Det skrækkelige Asen er i Færd med at blive en sand Herrens Profet for Københavnerne."

"Men jeg forstaar ikke, hvor kan "Femte Juni" –?"

"Jeg siger dig, vi er for Øjeblikket ude i det vildeste Anarki. Tyrstrup har allieret sig med Præsteskabet, og som Modtræk stiller nu Enslev denne udstødte Syndebuk frem for Folket med en Martyrglorie om Hornene. Forresten er Manden jo virkelig noget af en Oprører. Med en Ignorants Heltemod gaar han løs paa sine tidligere Embedsbrødre og slaar dem Biblen i Synet. Enslev har igen vist sit taktiske Mesterskab. Forresten ventes der et Generalopgør i Rigsdagen i den nærmeste Fremtid. Saa faar vi rimeligvis nye Valg – og et gunstigere Øjeblik til at træde frem paa Skuepladsen kan du ikke faa. Du kommer hjem med friske Erfaringer fra begge Sider af Atlanterhavet, og vi trænger aabenbart først og fremmest til nye Impulser. Tyrstrup og de andre politiske Dilettanter, som vi i Øjeblikket regeres af, har bragt Selvstyret i Miskredit. Enslev kan der ikke regnes med. Han er opslidt. Dersom du vil love mig at tie stille med det, kan jeg betro dig, at han næppe lever Vinteren over. Tyrstrup er og bliver upopulær. Overalt ventes der paa den nye Mand, den virkelige Statsmand, der igen kan bringe den krængede Samfundsskude paa ret Køl."

Torben Dihmer, der sad tankefuld^'63 med Armene paa Bordet og holdt Hænderne omkring sit Glas, sagde efter en lille Pavse:

118"Den Dag vil hverken du eller jeg komme til at opleve, Asmus!"

"Hvad vil du sige med det?"

"Jeg tror – for at blive i dit Billede – at vi befinder os paa en Dødssejler, som en skøn Dag gaar tilbunds med os allesammen. Og det kan ingen menneskelig Magt forhindre. Jeg finder det i Grunden ganske rimeligt, at Tyrstrup nu lader Kirkens Mænd komme til. Naar I Læger har opgivet en Patient, overlader I ham jo ogsaa villigt til Præsternes Trøst og det øvrige Begravelsesvæsen."

"Det lyder ikke opmuntrende. Vil du ikke uden alle Billeder forklare, hvad du mener?"

"Aa nej! Det er jeg helst fri for. Det er – som du siger – ikke noget lysteligt Emne. Idag har du heller ikke Tid til at høre paa mig. Men en Ting vil jeg dog spørge dig om. Jeg har tilfældigt hørt om en^'64 Ulykke, der har ramt din Bror. Det forholder sig vel rigtigt?"

Ja – desværre! Det forholder sig rigtigt."

Og Storeholt er blevet solgt?"

Ja, han har mistet alt. Ogsaa det Rigsdagsmandat, som han i Virkeligheden har sat Formuen til paa."

"Veed du hvad, Asmus! Det undrer mig lidt, at du efter den Oplevelse kan være saa ivrig for ogsaa at faa mig^'65 puttet ned i Politikens Heksegryde."

"Nej hør nu! Du vil da ikke sammenligne dig med en Nar som John?"

"Hvorfor ikke? Vi har rimeligvis begge to haft den samme naragtige Tro paa Lovgivningsmagtens Velsignelser. Vi har delt den almindelige Indbildning, at der med hele dette højtidelige Apparat af Rigsdag og Statsraad kan udrettes nogetsomhelst til Gavn for Menneskene."

"Den Tro har du altsaa ikke mere selv?"

Torben Dihmer rystede paa Hovedet.

"Nej, du! Det lader sig ikke gøre at fabrikere Menneskelykke paa Maskine."

119 "Vil du dermed sige, at du har opgivet Politiken?"

"Ja."

"Hvilke andre Planer har du da?" spurgte Professoren efter en ny Pavse. "For noget har du jo for. Det antydede du i hvert Fald i din sidste Billet."

"Jeg har min^'66 Gaard. Derovre faar jeg foreløbig nok at gøre. Siden min Fars Død har den været vanrøgtet. Og skulde jeg tale om det Udbytte, jeg bringer hjem fra min Rejse, saa maatte det vist først og fremmest være, at jeg nu – ligesom Jeppe – er bleven mig bevidst som "en Bonde og en Bondes Søn". Der var en Aften i New York, da jeg var helt syg af Længsel efter igen at føle min egen Jord under Fødderne. Men det forstaar du vist ikke."

Asmus Hagen havde iagttaget Vennen med voksende Bekymring. Hvad dennes Smaabreve havde forberedt ham paa, fik han nu bekræftet. Det var kun tilsyneladende den gamle Torben Dihmer. Hans Væsen var forandret. Hans Blik var uroligt og Smilet uden Glæde.

"Men det kan dog vel ikke være din Mening at begrave dig paa Favsingholm. Det maa du da vist have faaet nok af."

"Jeg veed ikke … Jeg kunde for saa vidt godt tænke mig at leve Resten af mit Liv derovre paa Gaarden, og det uden just at komme i Begravelsesstemning. Skal jeg sige min Mening, saa tror jeg snarere, at jeg hjemme paa Favsingholm vil føle det, som om jeg var vendt tilbage til Solen og det virkelige Liv – fra en Rejse i de Dødes Rige. Baade i Europa^'67 og Amerika har jeg virkelig mangen Gang haft en Fornemmelse af at befinde mig paa et underjordisk Pinselssted, hvor Millioner af hvileløse Skygger halsede afsted paa vild Jagt efter en indbildt Lykke. – Naa, men det var altsaa det Emne, vi ikke saa gerne skulde ind paa. Og nu har jeg ogsaa snakket nok om mig selv. Lad mig nu høre lidt om dig! Hvordan har du det? Du var forleden Aften til den store Fest i Kasino."

"Ja, jeg gik derhen et Øjeblik. Hvor veed du forresten det fra?"

"Jeg var der selv."

120 "Du!"

"Ja, det var netop samme Aften, jeg kom hertil. Inspektøren paa Hotellet havde Billetter tilsalgs, og da jeg havde hvilet mig lidt efter Rejsen, fik jeg Lyst til at gaa derhen. Det anede mig, at saa godt som hele min tidligere Omgangskres vilde passere^'68 Revy for mig ved den Lejlighed, og det slog da ogsaa til."

"Men det har jeg ikke anet! Hvem talte du med?"

"Med ingen. Der var vist heller ingen, der kendte mig igen."

"Det er rimeligt nok – efter fire Aars Fraværelse. Og med det lodne Underansigt, du møder med!"

"I hvert Fald fik jeg Lov til at sidde en Timestid ganske uantastet i en Loge og se paa Dansen. Det var ganske ejendommeligt. Jeg sad der incognito og genkendte selv næsten hvert eneste Ansigt."

"Hvordan var saa^'69 dit Indtryk?"

"Det samme som af hele Byen. Alting synes mig ganske uforandret og alligevel saa besynderlig^'70 nyt. Men det forstaar du vistnok heller ikke. – Jeg saae forresten ogsaa et Glimt af din Kusine. Hun dansede med en blond Herre, som jeg ikke kendte. Du skulde ikke tilfældigt vide, hvem det var?"

"Jo, det var Karsten From – Portrætmaleren. Men han er maaske først kommen i Skuddet efter din Tid."

"Vil du for en Gangs Skyld svare paa et indiskret Spørgsmaal? Er den Herre din Kusines nye – hvad skal jeg sige – Ven? Det saae saadan ud."

"Jeg veed ingenting. Men siden du nu har spurgt, saa kan jeg gerne fortælle dig, at der snakkes om en Forlovelse."

Torben Dihmer nikkede tavs. Han sad stadig med Armene paa Bordet og drejede paa sit halvtømte Glas.

"En Kunstner altsaa. Det havde jeg nu mindst tænkt. Han saae forresten ogsaa nok saa meget ud som en Cirkusartist. Jeg havde i Grunden ventet et anseligere Resultat af saa mange Aars samvittighedsfulde Prøvelse."

Professoren trak paa Skuldren.

"Jeg deler heller ikke min Kusines Smag i dette Tilfælde. Hun er lidt uberegnelig. Men hvad skal man sige? Kærligheden 121 suspenderer Fornuften. Den anerkender den simpelthen ikke. Det er vel netop Charmen ved den."

Torben Dihmer nikkede igen.

"Du har ubetinget Ret. Paa dette ene Omraade er vi Forstandsmennesker lykkeligvis endnu inkonsekvente. – Men nu kommer dine Patienter," sagde han, da han hørte det ringe i Forstuen. "Saa vil jeg gaa. Vi ses snart igen."

Professoren fulgte ham ud. Paa Vejen lagde han Mærke til, at Vennen trak lidt tungt paa det højre Ben.

"Du glemmer vel ikke at tage dine Piller regelmæssigt?" sagde han. "Du husker nok, at du straks vil spore det, dersom du i den Henseende forsømmer dig selv blot et Par Dage."

"Jeg veed det," svarede Torben Dihmer lidt kort.

VI

Mørket voksede, og Regnen varede ved. En Dag i Midten af December faldt den første Sne. Den hvirvlede ned fra en sodet Himmel som store Gaasedun og smeltede straks i Gadernes Søle. Men ovenpaa de udspændte Paraplyer, paa Droskernes Ruf, paa Hatteskygger og Støvlenæser blev Sneen liggende, og denne Forsmag paa den hvide Vinter midt i Efteraarets ensformige Graa satte Folk i Stemning. Man raabte højt til sine Venner over Gaden og smilte til Mennesker, man slet ikke kendte. I den lille halve Time, Vejret varede, udfoldede der sig den muntreste Fastelavnslystighed fra Raadhuspladsen til Kongens Nytorv.

Mads Vestrup havde forladt sin lille Stue i Knabrostræde for at besøge Frøken Susse Frederiksen, der endnu laa paa Hospitalet efter sit Selvmordsforsøg. Som en vandrende Snemand kom han over Nytorv med sin svære Stok i Haanden og tildrog sig overalt Opmærksomhed.

Den jyske Vækkelsesprædikant var bleven en kendt Figur paa de københavnske Gader. Man havde maattet indrømme "Femte Juni", at han var en Seværdighed. Overalt i Byen taltes der om 122 ham. Ved Middagsselskaber^'71 drøftedes hans Udtalelser af Folk, der ellers ikke beskæftigede sig med religiøse Spørgsmaal, og for hvem derfor alt, hvad han sagde, var nyt og forbavsende. Der cirkulerede Rygter om flere opsigtsvækkende Omvendelser. Saaledes forlød det, at flere yngre Kunstnere og Forfattere havde ladet sig paavirke af ham og erklæret sig for en Tilbagevenden til Kristendommen.

Henne i "Lysesaksen" var der virkelig bemærkelsesværdig tomt de Aftener, da Mads Vestrup holdt sine Møder. Baade Karl May, Lejf Knudsen, Jørgen Berg og Fru Maja indfandt sig regelmæssigt i "Elysium", naar han talte, og Karl May vakte i denne Tid Opsigt paa Strøget i en mørkebrun Kappe med Slag, der gav hans sydlandske Skikkelse en tilsigtet Lighed med en italiensk Munk. Ved Kafeens store Hjørnebord, der var forbeholdt Kunstnerkresen, sad paa disse Aftener kun tykke Møller og strøg sig sløvt med sin svampede Haand ned over Napoleonslokken. Vennernes Frafald, Tidens hele Vanart forargede ham, og i sin Ensomhed nød han sig selv som tragisk Skikkelse, Københavns sidste Bohême.

Ganske upaavirket af Mads Vestrup var dog heller ikke han. Ud paa Natten, efter Lukketid, udviklede han med Haanden om sit Glas en dyster Livsfilosofi for Tjeneren^'72 Hansen og den andægtige Piccolo.

"Livet er kun Smerte, Hansen! Det bedste er, slet ikke at være født. Vi kommer til Verden under Lidelser, og vi dør under Lidelser. Resten er Tavshed, Hansen!" –

Mads Vestrup selv gik under dette^'73 modløs omkring i den vintermørke By, knuget af den samme Ensomhedsfølelse, der i hans Studentertid havde hvilet saa tungt paa ham mellem alt det fremmede. Hjemlængslen kunde til Tider overvælde ham som en virkelig Sygdom. De endeløse Husrækker gav ham Angstfornemmelser, Maven var daarlig og Søvnen urolig. Derfor blev ogsaa Tonen i hans Taler og Artikler stadig mere mørk og fjendtlig stemt mod den stundesløse og opjagede Storstadsvrimmel, der i hans Øjne jaskede Livet hen som en dum Karnevalsspøg. Samuelsens "Domsbasun" kaldte Folk ham ikke uden Grund.

123 Den Opsigt, han havde vakt i Byen, og det Tilløb, der var til hans Møder, lod han sig ikke skuffe af. Det kunde ikke være for at volde den Slags Staahej, at Gud havde kaldt ham hertil. Han fik daglig tilsendt forskruede Breve fra Folk, der kaldte ham en ny Messias og udbad sig hans Haandskrift eller en Haarlok. Han havde Besøg af opstadsede Damer, der forsikrede ham, at han havde omvendt dem, af selvstruttende Digtere, der højmodigt erklærede at ville tage Vorherre til Naade igen i deres næste Bog. Hvad var der at stille op med den Slags Mennesker? Ogsaa Jørgen Berg var bleven ham en Skuffelse. Samtidig med, at den viltre Komponist indbildte sig at være bleven Kristen, var han nysgerrigt optaget af, hvad Publikum sagde om hans Omvendelse, og hvad Aviserne skrev om ham.

Han var kommen hertil i Haab^'74 om at kunne opvække en og anden af de Døde i denne Stenørken, men det syntes ham mangen Gang, at han prækede dem endnu dybere ned i Fortabelsen.

Spredt omkring i den urolige Skare af Nysgerrige, der strømmede til hans Møder, fordi det i Øjeblikket var en Modesag i København at skulle høre Samuelsens Domsbasun, sad der dog enkelte stille Andægtige, der følte sig stærkt grebne af, hvad de hørte. Det var Folk af forskellige Samfundsklasser; men det var ikke dem, som bagefter sendte ham hysteriske Takkeskrivelser og Middagsindbydelser. Uden at han selv vidste noget derom, groede der en lille Menighed op omkring ham. Hans egenartede Forkyndelse gjorde ham for flere og flere af Kresen til en virkelig gudesendt Vejleder og Profet^'75.

At der i den Anledning begyndte at vise sig Uro indenfor den københavnske Gejstlighed, anede han heller ikke noget om. Udenfor "Femte Juni" og et Par af Smaabladene blev hans Navn ikke nævnt i Pressen. Men i Bispegaarden var man bleven betænkelig ved at høre om denne skismatiske Bevægelse, der udgik fra en afsat Præst, og man havde der afholdt et Par Præstemøder for at forhandle om, hvorledes Kirken i fornødent Fald skulde træde op imod den.

– – –

124 Da Mads Vestrup kom ind i den store Fællesstue, hvor Susse Frederiksen laa, modtog hun ham med et forlegent Øjekast. Sangerinden havde for første Gang faaet sit Haar sat op i Krøller og var i det hele saa pyntet, som Hospitalsreglementet tillod.

Ved hendes Seng sad en Herre, som i det samme rejste sig for at gaa. Det var A B D.

"Tænk, at vi skal mødes paa disse triste Steder!" sagde Journalisten, der mærkværdigvis var temmelig ædru. "Jeg har endelig faaet Lov til at tappe vor fælles Veninde lidt for Nyheder. Det var ogsaa paa høje Tid. Vore fire hundrede tusinde Læsere er lige ved at rive Hovedet af os, fordi vi endnu ikke har bragt et personligt Interview."

Pavillonens Overplejerske, en høj, blond Dame med et fornemt Væsen, der havde været beskæftiget ved en af de andre Senge, kom hen og tyssede paa ham. Han maatte ikke tale saa højt.

Han traadte tilside og gjorde undskyldende et Skrabud med en drukken Mands Fagter, som den gamle Fyldebøtte^'76 bibeholdt ogsaa i ædru Tilstand.

Først da han var gaaet, gik Mads Vestrup hen til Sengen og satte sig.

"Aldrig kan man være fri for de væmmelige Journalister," sagde Susse. "De er saa nærgaaende og fritter En ud om alt muligt. Og jeg sagde dog til A B D, at han lige saa godt kunde gaa, for det var ganske bestemt, at jeg aldrig mere vilde optræde."

Skønt Mads Vestrup kunde høre paa hende, at hun ikke talte Sandhed, sagde han ikke noget. Han tog en Bog, der laa paa Sengen^'77, og læste Titlen: "Angelica med Tigerøjnene". Paa det kolorerede Omslagsbillede saaes en rasende Mand i Færd med at affyre en Revolver mod en halvnøgen Kvinde.

"Er det Deres Bog?"

"Nej, det er Reservelæge Hvidts. Han har laant mig den. Han siger, at^'78 det er den bedste Bog, der er skrevet. Den er ogsaa voldsom spændende."

125 Mads Vestrup lagde tavs Bogen tilbage. Og nu sad han nogen Tid med Armene paa Knæene og saae ned mod Gulvet, mens han kun ytrede sig med den ufrivillige, drynende Halslyd, der var ham egen.

Imidlertid lod Overplejersken et trefløjet Skærmbrædt flytte hen foran Sengen i den tydelige Hensigt at skaffe dem Ro til deres Andagt. Denne Omsorgsfuldhed overraskede Mads Vestrup, fordi det var en ganske anden Aand, der ellers raadede paa Afdelingen. Han havde nok tidligere set den fornemt udseende Dame – Frøken Mohn hed hun – men han havde aldrig talt med hende, havde endda med Forsæt undgaaet hende, fordi hun var en af disse store, frodige Kvinder, der mindede ham om hans Fald og fik ham til at slaa Øjnene ned.

Til Susse Frederiksens stille Skræk tog han sin^'79 lille Rejsebibel op af Lommen. Der laa et Mærke i den, der hvor han sidst havde læst for hende, og han fortsatte nu, indtil han kom til Ordet: "Hvo som følger mig, vandrer ikke i Mørket."

Han havde aldrig talt til hende om nogen af de Begivenheder, der stod i Forbindelse med hendes Selvmordsforsøg. Han holdt ikke selv af at mindes den Aften, fordi han havde været i en Sindstilstand, som han ellers kun kom i paa onde Dage, naar han var ude af sig selv af Hidsighed eller Brynde. Han vidste i Virkeligheden kun lidt om, hvad der var foregaaet, eller hvor megen Del han havde haft i hendes Redning. Til Stine havde han kun skrevet, at han havde været med til at redde et Menneskeliv.

Frøken Susse havde ganske^'80 den samme Sky for at mindes hin Aften og dens Uhygge. Hun nævnede aldrig et Ord om den. Alligevel kunde han mærke, at hendes Tanker stadig kresede om Begivenheden og paa nysgerrig Maade beskæftigede sig med Tilstanden efter Døden. Hun havde gjort ham de taabeligste Spørgsmaal om Paradiset og Saligheden og tilstaaet, at hendes Forældre, der havde haft en Soldaterbeværtning paa Kristianshavn, lod hende vokse op som en Hedning.

Han fortalte hende nu lidt om sin egen lykkelige Barndom og om sin fromme Mor; men skønt han talte med megen Inderlighed, 126 var Frøken Susse hele Tiden adspredt. Trods Skærmbrædtet havde hun fri Udsigt til Døren, og naar den gik, skulde hun absolut se efter, hvem det var, der kom. Da en Gang en af de unge, kittelklædte Læger traadte ind, hilste hun smilende, og saalænge han opholdt sig i Stuen, var hun saa fraværende, at Mads Vestrup indsaae det haabløse i at fortsætte. Han puttede igen sin Bibel i Lommen og sagde til sig selv med et Suk, at det vistnok heller ikke skulde lykkes ham at føre dette stakkels Menneske fra Dødens Skygge ud i Naadessolen. Helvede gav ikke slip paa sit en Gang vundne Bytte!

Da han rejste sig og Susse saae hans mistrøstige Mine, fortrød hun sin Ligegyldighed. Hun tog hans Haand og blev ved at holde om den, indtil han havde lovet hende, at han rigtig snart vilde komme igen.

Kort efter, da han var gaaet, kom Overplejersken, Frøken Mohn, hen til Sangerindens Seng, spurgte til hendes Befindende, rettede lidt paa Hovedpuderne og sagde saa:

"Tager jeg fejl i, at De lovede Pastor Vestrup ikke at optræde mere?"

"Har han sagt det?"

"Nej; men det forekom mig, at jeg hørte Dem selv sige det, dengang Pastor Vestrup kom. Og den Beslutning lykønsker jeg Dem til. Nu vil jeg blot spørge Dem, om De har tænkt over, hvadfor en Beskæftigelse De vil tage fat paa, naar De med det første bliver udskrevet."

Frøken Susse kom i Forlegenhed med Svaret. Hun var ikke vant til at gøre sig Bekymring^'81 for Dagen imorgen.

"Maa jeg have Lov til at anbefale Dem en af mine Veninder, der har indrettet en større Systue? De vil der komme sammen med lutter gode og rettænkende Mennesker, som De vil have Glæde af at stifte Bekendtskab med."

Frøken Susse saae ud til Siden. Det Fremtidsbillede følte hun sig absolut ikke tiltalt af. Hun svarede, at hendes Forældre i sin Tid havde kostet saa meget paa at uddanne hende til Kunstner, og hun vilde derfor helst ind i noget, hvor hun kunde faa 127 Brug for sin Sangstemme. Og forresten mente hun, at hun kun havde lovet ikke mere at optræde i Kostyme.

Frøken Mohn havde en egen Maade at lukke Øjnene paa, naar noget mishagede hende. Det var, som om hun trak et usynligt Slør ned for sit Ansigt.

"Har De stadig ikke hørt noget om, hvem det var, der sprang ud efter Dem den Aften, da De blev bragt her til Hospitalet?" spurgte hun, efter at Sløret igen var bleven løftet.

"Næ – han har ikke meldt sig. Det er underligt nok. For han var da vistnok sikker paa at faa Redningsmedaljen. Det sagde ogsaa A B D."

"Hvem?"

"Det er den Herre fra Pressen, som var her før. Han taler med saa mange af dem oppe i Ministeriet."

"Har De aldrig tænkt paa, at det kunde være Pastor Vestrup?"

Susse havde nær slaaet sin Skraldelatter op.

"Gud ham! Hvor kommer De dog paa det, Frøken?"

"De fortalte mig – men det husker De maaske ikke – at De den Aften havde været hos ham. Pastor Vestrup var, saa vidt jeg erindrer, ogsaa den første, der kom til Dem her paa Hospitalet, da De fik Lov til at modtage Besøg."

Susse havde faaet et Udtryk, som om hendes Tanker var paa Jagt efter en flygtende Erindring. Men hun rystede energisk paa Hovedet.

"Næ – dersom det var ham, hvorfor skulde han saa ikke sige det? Hvorfor skulde han skjule det?"

Frøken Mohn saae fast paa hende.

"Han kunde maaske have sine Grunde."

"Ja, hvad skulde det være? Det er jo da ingen Skam at redde et Menneskeliv. – Men det er nu ikke ham. Det kan jeg da ikke tro."

Det lød saa tilforladeligt, at Frøken Mohn uvilkaarlig klappede hendes Arm.

"Ja ja. Det er jo egenlig ogsaa ligegyldigt, hvem Personen er. Han var dog kun et Redskab i en Højeres Haand."

128 "Ja," sagde Frøken Susse og kiggede op paa hende med et undersøgende og forlegent Blik.

I det samme hørtes Overlægens Stemme ude paa Gangen. Døren gik op og^'82 hans Hoved kom tilsyne.

"Der er vel ikke noget her?" spurgte han Frøken Mohn. "Ja, saa kommer jeg igen imorgen."

Professor Mundt var en meget optaget Mand. Foruden sin Hospitalstjeneste havde han en udstrakt Privatpraksis at varetage. Han var Fætter til den bekendte høje og smukke Slotspræst, hvem han ogsaa lignede baade i Skikkelse og værdig Elegance. Han havde som Præsten sit Klientel i Byens rigeste Huse, hvor han var en læg Skriftefar for Familjens nervøse Damer. Snart sad han som en Trøster ved en melankolsk Etatsraadindes Lænestol; snart foretog han med Delikatesse en Undersøgelse paa en overfed og hysterisk Grossererfrue; snart stod han ved en Dødsseng og trykkede deltagende de Efterlevende i Haanden efter de bedste gejstlige Mønstre. Og ligesom sin Fætter Slotspræsten afsluttede han i Reglen sin lange og indbringende Arbejdsdag med at køre til et Middagsselskab, eller han viste sig i et af Teatrene sammen med sin smukke Frue, hvem han hvert Aar overdryssede tættere med Diamanter.

I Øjeblikket befandt han sig paa en forsinket Stuegang gennem Afdelingen, fløj gennem Korridorerne med elskværdige Hilsner til Patienter, Volontører og Sygeplejersker for efter et Kvarters Forløb at slutte inde hos Jægermester Hagen i Pavillon C.

Den forulykkede Politiker og Ægtemand var anbragt i en Enestue, der vendte ud til Hospitalets Grønnegaard. Hans Udseende var meget forandret. Han gik sørgmodig omkring som sit eget Genfærd, gusten og mager. For at beskæftige ham havde man sat ham til at afskrive en gammel Aargang af Københavns Vejviser, hvilket Arbejde optog ham meget mere, end han vilde være ved. Han havde en smuk Haandskrift og nød Synet af sine lange Rækker Navne og Tal, som han nedprentede med en Samvittighedsfuldhed og Flid, han beklageligvis ikke havde lagt for Dagen i nogen tidligere Virksomhed.

129 Men saasnart han lagde Pennen, sank han sammen og satte sig til at ruge over sin Ulykke.

"Jeg kan ikke forstaa," sagde han nu til Professoren, "hvorfor min Kone ikke kommer. Jeg har dog skrevet og skrevet, og hun veed, at jeg nu selv er overbevist om, at det ikke var hende, jeg saae. Det var – som De siger – en Synsvildelse. Alle Symptomerne husker jeg nu saa godt^'83. Susen for Ørene, Hjertebanken og det andet, De har nævnet. Og jeg har skrevet det altsammen til min Kone. Kan De ikke ringe hende op, Professor Mundt, og sige til hende, at hun ikke længer behøver at frygte noget af mig? Jeg er ganske normal nu. Ikke det mindste nervøs mere. Og i næste Uge kan jeg komme hjem, ikke sandt?"

"Lad os haabe det!" sagde Professoren. Han sad og trommede paa Bordet med den ene Haand, paa hvis Langfinger der sad en Ring med en stor, blaahvid Sten, som ved Haandens Bevægelser skiftede Farveskær som et levende Menneskeøje.

"Jeg er bange for, at min Kone skal være bleven syg, siden hun heller ikke skriver. Hun forkøler sig saa let. Dersom jeg ikke hører fra hende efter mit sidste Brev, saa maa De lade mig komme hjem straks, Professor Mundt. For saa er der noget i Vejen."

"Sig mig, Jægermester Hagen – har De slet ikke andet at bebrejde Dem i Forholdet til Deres Frue end den Overilelse, som førte Dem hertil, og som De altsaa nu selv erkender?"

Jægermesteren saae ængstet over paa ham med en usikker Anelse i Blikket.

"Hvordan mener De?"

"Har De ikke ved andre Lejligheder truet Deres Frue med korporlig Overlast? Engang^'84 endogsaa med en Hundepisk?"

Jægermesteren tog beskæmmet Øjnene til sig.

"Saa har De talt med min Kone!"

"De kan altsaa ikke fragaa, at De tidligere har forsøgt at intimidere Deres Frue?"

"Det vil jeg helst ikke tale om, Professor Mundt. Jeg har skrevet til^'85 min Kone, at vi nu begge to skal glemme Fortiden. 130 At jeg er færdig som Politiker – det maa jeg naturligvis finde mig i efter den Skandale, jeg har gjort. Nu har jeg kun tilbage at leve for mit Hjem. Et lykkeligt Familjeliv kan hjælpe En over mange Skuffelser."

"Ja, ja^'86, min gode Jægermester!" sagde Professoren og rejste sig. "Det glæder mig at se Deres smukke Afskriverarbejde. Lad mig se, De ikke forsømmer det!"

"Hvornaar mener De saa, jeg kan komme hjem, Professor Mundt? I næste Uge, ikke sandt?"

"Lad os haabe det!"

VII

Mads Vestrup sad ved Middagstid hjemme i sin lille mørke Bagstue i Knabrostræde og skrev Brev til sin Kone. Han havde endelig faaet samlet en lille Pengesum, 50 Kroner, som han vilde sende hende samtidig med Brevet. Trods den store Tilstrømning til hans Møder gav disse ham ingen stor Indtægt, fordi Adgangsprisen var sat saa lavt^'87 af Hensyn til den fattige Befolkning, for hvilken de særlig havde været beregnet. Desuden havde Værten i Elysium sendt ham en opskruet Regning for Belysning og Ekstrakontrol, som han havde nægtet at betale. Det var i den Anledning kommet til Proces, og han havde maattet skaffe sig et andet Lokale, der var ikke saa lidt dyrere.

Disse nye Genvordigheder havde yderligere ophidset ham mod København. Som hans Bondenatur vantrivedes i den store By, saa han bestandig følte sig syg, mistede ogsaa hans Sind mere og mere sin Modstandskraft overfor Livets Tilskikkelser. Ved den mindste Anledning vældede der en mørk Vrede op i ham, som han havde ondt ved at beherske.

Han følte selv, at hans gamle, nedkæmpede Bekymringsfuldhed igen var ved at faa Magt over ham, og han ønskede sig ofte tilbage til sit frie Vandreliv. Havde han endda blot haft Stine og Børnene hos sig! Men hvordan skulde det ske?

Da han sidst var hjemme, havde Stine en Dag taget hans Præstekjole 131 ned fra Loftet for at banke den for Støv og Mug, og det var let at skønne af den haardhændede Maade, hun gjorde det paa, at hun ikke følte noget særligt derved. Saadan var hun nu engang! Selv havde han ikke følt sig vel tilpas, før Kjolen igen hang i Fred paa Loftet. Endnu hændte det ham mangen Nat, at han i Drømme saae sig selv staa foran Alteret i sin gamle Kirke og hørte Menighedssangen tone under de hvide Hvælvinger til Lærer Jensens Orgelspil; og naar han da vaagnede, mærkede han, at hans Kinder var vaade. Nu havde Stine i sit sidste Brev spurgt ham, om de ikke skulde sælge Kjolen. Den var jo til ingen Nytte, skrev hun. Den hang deroppe under Hanebjælken som en hængt Mand og skræmmede Børnene. En omløbende Sjakrer havde budt hende tredive Kroner for den og desuden fire Kroner for hver af Kraverne. Hun vilde saa købe Tørv for Pengene.

Han kunde ikke faa sig til at svare. Skønt han med Bekymring tænkte paa de haarde Vinterstorme og paa Stines slemme Gigt, som forværredes i det gamle, utætte Hus, gik han i sit Brev udenom Sagen paa den Maade, at han bad hende om at anvende Halvdelen af de Penge, han her sendte hende, til^'88 at købe Tørv for.

"Og sørg saa for at tætte Vinduerne godt, inden Kulden kommer," skrev han. "Og hold Yderdøren lukket, naar Vinden staar paa! Det sparer ogsaa paa Ildebrændslet. Og bitte Kjesten, som ligger med ondt i Halsen! Sig hende fra mig –"

I det samme blev der banket, og hans Vært, den gamle Skomager, stak Hovedet ind.

"Er De visibel? … Her er en Herre!"

En fremmed Mand traadte ind og hilste. Det var Johannes Gaardbo. Mads Vestrup genkendte ham, endnu før den anden havde nævnet sit Navn. Blodet steg ham til Hovedet, og han stirrede paa den unge Præst med glubsk Mine.

"Jeg veed ikke, om De husker, at vi engang^'89 tidligere har truffet hinanden?" begyndte Johannes Gaardbo. "Det var i Sommer ved Mødet i Strige Skov."

"Jeg har ikke glemt det."

132 "Rimeligvis forundrer det Dem saa at se mig her?"

"Det gør det, ja!"

"Det forstaar jeg godt. Men jeg var bleven vildledt af nogle Bladnotitser om Dem. Derfor vilde jeg nægte Dem Ordet. Jeg indser nu min Fejltagelse, og jeg har følt Trang til at tilstaa for Dem, at jeg gjorde Dem Uret. Vil De unde mig en Samtale, Pastor Vestrup?"

Det var første Gang siden sin Forjagelse fra Favsing Præstegaard, at Mads Vestrup var alene med en af sine forhenværende Embedsbrødre, og han havde Møje med at tæmme sit Sind. Trods Johannes Gaardbos aabenhjertige Tilstaaelse vedblev hans Holdning at være mut^'90 afvisende.

"Hvad ønsker De mere at sige mig?" spurgte han, da de var kommen tiisæde.

Johannes Gaardbo gav sig til at tale om Guds Menighed, der var vaagnet af sin lange Dvale og gik en stor og herlig Paasketid imøde. Det galdt nu blot om at staa Skulder ved Skulder. Overalt i Landet lød Signalet til Samling. Navnlig gennem Ungdommen gik det samme Begejstringens Raab som i Korstogstiden: "Gud vil det!"

"Jeg deler ikke Deres lyse Syn paa Tilstandene indenfor Kirken," sagde Mads Vestrup, der over^'91 Brillekanten stjaalent havde iagttaget den unge Præst. "Men jeg ønsker ikke at gaa nærmere ind paa det Spørgsmaal her. Det har jeg tilstrækkelig tydeligt udtalt mig om andre Steder."

"Da var det netop^'92 for at tale med Dem om den Sag, at jeg søgte Dem, Pastor Vestrup! Jeg veed naturligvis godt, at vi tænker og dømmer forskelligt om mange Ting; men det er dog den samme Gud, vi begge to tjener; og – hvad der maa være Hovedsagen nu – vi kæmper mod den samme ryggesløse Fjende. Jeg haaber, De tilgiver mig, at jeg taler saa frit; men jeg maa have Lov at sige Dem, at vi er mange, som af Hjertet beklager, at De af Forholdene er bleven ført ud i en saa skæv Stilling til vort hele Kirkeliv. Hvem der her har den største Skyld, skal jeg ikke udtale mig om; men jeg veed, at formaaende Mænd indenfor Kirken nærer et alvorligt Ønske om at faa bragt en Forstaaelse 133 i Stand og standse en Strid, som kun er til Glæde for Guds Fjender."

Mads Vestrup iagttog ham igen mistænksomt. Hvad var detteher? Han begyndte at forstaa, at den unge Præst og Folketingsmand ikke var kommen i eget Ærende^'93 alene, og han vidste, at Pastor Gaardbo allerede spillede en vis Rolle i Hovedstaden, ikke saa meget i Rigsdagen som i Byens kirkelige Krese, der blandt andet havde betroet ham Ledelsen af en Ungdomsforening, den saakaldte "Korshær".

Han lod dog som ingenting og forholdt sig afventende. Og nu meddelte Johannes Gaardbo, at han den foregaaende Dag havde haft en Samtale med Biskop Abel.

"Biskoppen kom ved den Lejlighed ogsaa til at tale om Dem. Jeg sagde ham nemlig, at jeg havde overværet et Par af Deres Møder, og fortalte desuden om vort tidligere Sammenstød. Da jeg gik fra ham, sagde Biskoppen, at jeg for min egen Skyld skulde gaa til Dem og forklare Dem Grunden til Misforstaaelsen, og han bad mig da med det samme sige Dem, at han kun tænkte godt om Dem og gerne engang vilde tale med Dem."

"Med mig? … Vil Biskoppen tale med mig?"

"Ja, han ytrede det Ønske."

"Hvad vil Biskoppen tale med mig om?"

"Det veed jeg ikke. Det vil sige, jeg har jo nok en Formodning," sagde Johannes Gaardbo og rejste sig. "Men den kan maaske være ganske forkert, saa jeg vil helst holde den for mig selv. – De vil kunne træffe Biskoppen iovermorgen Eftermiddag Klokken Et. Blot De siger Deres Navn til Portnersken, vil De straks blive ført ind. Og jeg kan forsikre Dem, at De vil ikke møde andet end Velvilje hos den gamle Mand. Der er i ham kun kærlig Forstaaelse og Hjælpsomhed."

Længe efter, at Mads Vestrup var bleven alene, sad han henfalden i Grublerier. Mørket vældede ind, men han havde ikke tændt Lys, havde overhovedet ikke rørt sig, siden han fulgte sin Gæst til Døren. Paa Bordet laa hans Brev til Hjemmet ufuldendt.

Han sad der og rugede over den Tanke, at det var selve den 134 onde Frister, der havde været hos ham i den unge Præsts Skikkelse. Han sagde til sig selv: "Du har jo længe ventet ham!" Her havde han gaaet saa modløs og følt^'94 sig forladt af Gud – og da^'95 var denne Verdens Trøster aldrig langt borte. I Drømme var han jo allerede bleven lokket med Gøglesyner, var bleven fristet med Haabet om Oprejsning. Og hvad andet kunde Bispen ville ham? Men han havde ikke glemt den Snevejrsdag for omtrent et Aar siden, da han fra Favsing Præstegaard rejste ind til Aarhus og gjorde Knæfald for en anden Bisp i det fortvivlede Haab, at han skulde kunne afværge det store Sammenbrud. Mindet om denne angstfulde Dag, Skammen over, at han for at undfly Guds retfærdige Straf havde nedbøjet sig for et Menneske, sad ham endnu som en Torn i Sjælen.

Aa, havde jeg blot Stine og Børnene her! – sukkede han og lagde Hovedet ned i sine Hænder. Hvor skulde jeg le af alle Djævelens Kunster!

Om Aftenen talte han for første Gang i "City-Salen". Det var et helt nyt og moderne Lokale med god Ventilation, og der var ikke saa faa, der af den Grund var misfornøjede med Flytningen. De savnede "Elysiums" lavloftede, halvdunkle Sal, den lystige Trængsel paa de snævre Trapper, Stanken fra Hestestalden nedenunder og de øvrige, naturlige Dufte, der altsammen havde givet disse Møder deres halvt humoristiske, halvt mystiske Tiltrækning for mange af Tilhørerne.

Paa en af de forreste Stolerækker sad som sædvanlig Jørgen Berg og Fru Maja, desuden Karl May og Leif^'96 Knudsen. Mest Opsigt vakte dog den ekscentriske Digter Harald Bohse, der for nylig i et Interview havde udtalt sig til Gunst for Troen paa et Forsyn, hvad et Par af Byens Præster offenlig havde takket ham for, idet de til Gengæld roste hans Digte.

Mads Vestrup talte denne Aften om Kærligheden til Gud. Det var ingen Sag, sagde han, at elske Gud og prise hans Navn i de gode og lykkelige Timer i vort Liv; ja det var heller ikke saa svært at sige Tak for Sorgen og Savnet og Lidelsen, saa længe man følte, at Sjælen opløftedes og Hjertet berigedes. Men alt dette var endnu kun Egenkærlighed og Selvsyge, ikke meget 135 forskellig fra den Følelse, der fik den bestialske Vilde til at nedkaste sig paa sin Næse og tilbede "Aanderne" i et Træ eller en Sten for til Gengæld at opnaa deres Beskyttelse og Velvilje. Men at elske Gud for hans egen Skyld i de mørke Timer, naar han vendte sit Ansigt fra os; at elske og tjene ham i Sjælens Forladthed, naar ethvert Haab syntes slukket i Gravens Nat; at velsigne hans Navn, naar vi redningsløse krummede os paa Lidelsernes Kors, og sige: "I dine Hænder befaler jeg min Aand!" – det var den Kærlighedsprøve, vi maatte bestaa, før Gud vilde anerkende os som sine Børn.

Han talte ualmindelig stille, tungt neddæmpet, næsten som om han undertiden glemte sine Tilhørere og førte en Samtale med sig selv. Der var derfor^'97 flere Gange stærk Uro i Salen. Konfektposerne knitrede. Nogle unge Mennesker gav sig til at mjave, og mange gik bort midt under Foredraget.

Efter Mødet, mens Salen tømtes under stort Spektakel og Mads Vestrup opholdt sig i et lille Værelse bag Talerstolen, kom en af Opsynsmændene ind til ham med et Visitkort.

"Det er en Dame," sagde han i fortrolig Tone og holdt Haanden op ved Siden af Munden. "Hun venter Pastoren nede i Salen."

Mads Vestrup læste Navnet. Elisabeth Mohn stod der.

Da han kom ned i Salen, genkendte han Damen, der kom hen og gav^'98 ham Haanden. I sin Forlegenhed spurgte han lidt brysk, hvad hun ønskede.

Med et Blik paa Opsynsmanden, der af Nysgerrighed havde gjort ham Følgeskab, svarede Frøken Mohn, at hun ikke saa godt kunde sige det her. Hun bad ham derfor om at vise hende den Venlighed at ledsage hende til Sporvognen.

"Var De maaske med til Mødet?" spurgte han, da de var kommen ud paa Gaden.

"Ja. Og saa syntes jeg, at jeg med det samme skulde lade Dem vide, at De ikke mere kan træffe Frøken Frederiksen paa Hospitalet. Hun er idag bleven udskrevet."

"Ja saa!"

"Hun tog bort i Eftermiddag, og desværre tror jeg, at hun har 136 bestemt sig til at optræde igen. Hun havde igaar Besøg af Direktøren for et af vore Forlystelsesetablissementer – "Tavernen" er det vist, det hedder – og imorges fik hun Professoren til at udskrive hende."

"Det kommer mig ikke overraskende," sagde Mads Vestrup. "Jeg har mærket, hvor det bar hen!"

"Jeg skal love^'99 Dem, Pastor Vestrup, at jeg ikke skal tabe Frøken Frederiksen af Syne^'100. Som De maaske veed, er jeg Sekretær i den Afdeling af Missionsforeningen, der har den særlige Opgave at tage sig af faldne Kvinder. En Søsterafdeling har Tjenestepigerne under sig, og en Brodersektion tager sig specielt af Soldater og andre Mænd uden et virkeligt Hjem i Byen. Det er vort Maal saa at sige at spænde et Net ud over hele Befolkningen, saa det bliver os muligt at føre et effektivt Tilsyn med hver enkelt af de mange enligt stillede unge Mænd og Kvinder og bringe dem under god Paavirkning. Og – Gud ske Lov! – vi har al Grund til at være tilfredse med Resultatet. Ifjor kunde vi glæde os over 275 Omvendelser, og vi vil sikkert iaar komme op over 300. Naturligvis har vi ogsaa haft Tilbagefald at notere; men i det hele og store fremviser hvert Kvartal en heldig Fremgang. Og siden jeg nu taler om vor Organisation, kunde De saa ikke tænke Dem at deltage i Arbejdet, Pastor Vestrup? Deres nuværende Virksomhed kan dog vist ikke i Længden tilfredsstille Dem. Jeg har ikke tidligere besøgt Deres Møder; men jeg havde den Fornemmelse iaften, at det var mere et Publikum end en Tilhørerkres, der fyldte Salen."

"De har desværre Ret."

"Men hvordan er De ogsaa kommet^'101 paa den fortvivlede Ide, Pastor Vestrup? Enhver, der kender "Femte Juni" og dets Læsekres, kunde have forudsagt Dem Resultatet."

"Naar jeg vilde tale her i Byen, var jeg nødt til at tage mod den Haandsrækning, der tilbød sig. Fra anden Side mødte jeg ingen Forstaaelse."

"Jeg tror, at De for Deres egen Skyld hellere skulde have undværet den Hjælp," sagde Frøken Mohn, mens det usynlige Slør for et Øjeblik faldt ned over hendes fornemme Ansigtstræk. 137 "Jeg veed ikke, om De har hørt om vore Onsdagsforsamlinger? De afholdes forskellige Steder i Byens Arbejderkvarterer og er stærkt besøgte. Vi afholdt sidste Vinter 145 Møder med ialt omtrent et hundrede tusinde Besøgende. Dersom De har Lyst til en Aften at komme derhen og tale, tror jeg sikkert at kunne love Dem, at De vil være velkommen."

Forundret og lidt mistænksom spurgte Mads Vestrup, hvem der plejede at føre Ordet i de Forsamlinger. Da hun nævnede en Række af Byens yngre Præster, gav han et undvigende Svar.

De var nu kommen hen til et Stoppested, og Frøken Mohn standsede for at vente paa en Vogn.

"Nu kan De jo tænke over det, Pastor Vestrup! Jeg veed ikke, om det er rigtigt, hvad jeg forleden hørte ved en Sammenkomst i Bispegaarden, at De ikke har vidst, hvad Slags Blad "Femte Juni" er. Men jeg er i hvert Fald overbevist om, at De vil føle Dem gladere ved at tale hos os end paa det Sted, vi nu kommer fra."

Mads Vestrup havde spidset Øre.

"I Bispegaarden –?"

"Ja, Biskop Abel er min Onkel. Vi har flere Gange talt om Dem. Jeg har fortalt ham om, at De ofte kom paa Hospitalet og i hvilken Anledning. Det interesserede Onkel meget. – Har De aldrig besøgt min Onkel? Det skulde De gøre. Jeg tror, De vil komme til at indrømme, at ham rammer Deres Præstefordømmelse i hvert Tilfælde ikke. – Men der har vi Vognen. Saa hører vi forhaabenlig fra Dem," sagde hun med et Haandtryk, hvorpaa hun med en egen sikker og ligesom forretningsmæssig Bevægelse steg op^'102 paa Trinet.

Mads Vestrup gik langsomt hjem gennem de maanelyse Gader. Han var i en underlig opreven Stemning og talte undertiden højt med sig selv, saa Folk vendte sig om og saae efter ham i den Tro, at det var en fuld Mand. Det var især den Bemærkning af Frk. Mohn, at han ved sit Forhold til "Femte Juni" havde skadet Herrens Sag, der blev ved at suse ham for Ørene. Han forstod ikke den Tale. Guds Ord var dog Guds Ord, om det saa blev præket i Helvede! At Vorherre endnu ikke havde velsignet 138 hans Arbejde her i Stenørkenen – ja, det var kun altfor sandt! Men der var noget sært ved, at Frøken Mohn og Pastor Gaardbo havde søgt ham akkurat paa den samme Dag og i samme Ærende^'103. Det maatte jo næsten være en Aftale, og det var vist bedst at tage sig i Vare.

Da han kom hjem, laa der en Stævning til ham fra Forligskommissionen i Anledning af Elysium-Værtens Sagsanlæg. Hans Modpart havde forlangt en Skadeserstatning paa tre hundrede Kroner foruden en ublu Betaling for Belysning og Kontrol. Han kastede harmfuld Papiret fra sig. Havde man hørt Mage! Hvad andet var der at gøre ved denne Helvedes Yngel end at slaa den ned med et Slag for Panden?

Han havde hele Aftenen følt sig daarlig, haft Smerter i Hjertet og rundt om i Lemmerne. Nu slog en Feber ud i hans Blod og forvirrede hans Tanker.

Han gik i Seng, men^'104 kunde ikke sove. Han laa der i Mørket og kæmpede med den Forestilling, at det kunde være Kirkens Banlysning, der havde nedkaldt alle disse Ulykker over hans Hoved. Var han da faret vild? Havde han igen gjort^'105 den kære Gud Skam, og var det derfor, hans Gerning ikke bar Frugt^'106?

Da han engang vilde staa op for at drikke noget Vand, følte han sig pludselig saa mat og syg, som om han skulde dø. Han havde i den sidste Tid levet mest af Fedtebrød og Ost med lidt Mælkemad for at kunne sende Stine Penge. Hjertet slog hult i Brystet som i en Tønde. Mens den kolde Sved piblede ud af alle Porer, sank han kraftesløs tilbage i Sengen og raabte i sin Angst paa Stine.

I det samme lød Raadhusurets Salmetone ned til ham. Han blev straks noget roligere og følte sig trøstet. Han foldede Hænderne og bad højt under Midnatsslagenes Rungen. Men saa snart^'107 han holdt op at bede, kom Angsten atter snigende og lagde sig over ham som en Mare. "Har jeg vanæret den kære Gud?" blev han ved at spørge sig selv i Vildelse, mens Taarerne strømmede ham ned ad Kinderne. Og pludselig syntes han, at han saae Djævelen løfte sit hornede Hoved over Fodenden af Sengen og hørte ham grine.

139 Inde paa den anden Side af Væggen laa hans Værtsfolk i deres Senge og lyttede. Den satyrhovedede^'108 Skomager vaagnede regelmæssigt en Gang i Løbet af Natten og havde da som saa mange gamle Mennesker ondt ved at falde i Søvn igen. Men som den Filosof, han satte en Ære i at være, trøstede han sig med Shagpiben, der altid laa stoppet paa Bordet ved Siden af Sengen. Med Armene under Hovedet laa han og dampede behageligt ud i Stuen, der blev gratis oplyst af Gadelygten udenfor; og det hørte efterhaanden med til hans filosofiske Underholdning at lytte til den natlige Rumsteren paa den anden Side Væggen, naar Mads Vestrup talte højt med sig selv eller snakkede i Søvne, mens han vendte sig tungt i Sengen, saa hele Huset rystede.

"Hør!" sagde han til sin^'109 Kone, som nu ogsaa var vaagnet. "Nu rider Fanden ham igen! Idag er den ren gal! Vil du bare høre! Dette her begynder at blive uhyggeligt, Mutter! Ved Gud, jeg tror, det store Mandfolk ligger og tuder. Jeg tar og si'er ham op! Han kan aldrig være rigtig i Hovedet!"

VIII

Samme Dag, som Bladene om Morgenen havde bragt Meddelelse om Karsten Froms og Jytte Abildgaards Forlovelse, kørte Asmus Hagen ind til det Hotel ved Kongens Nytorv, hvor Torben Dihmer boede. Han havde nok Lyst til at se, hvad Virkning Efterretningen havde gjort paa Vennen.

Da han stod af Sporvognen, saae han, at der var Trængsel omkring Avismanden paa Holdepladsen, og lidt efter stod han selv med en Løbeseddel fra "Femte Juni" i Haanden. Den meddelte Ordlyden af et "Forslag til Beslutning", som Enslev havde indsendt til Folketingets Formand, og hvori der udtaltes Mistillid til Regeringen og stilledes Krav om dens Fjernelse.

Asmus Hagen stak Papiret i Lommen og skraaede over Torvet hen mod Hotellet. Han fandt Torben hjemme. Vennen stod foran en aaben Kuffert i Færd med at lægge nogle Bøger ned.

140 "Hvad betyder det? Skal du rejse?"

"Ja! Dersom du ikke var kommen, havde jeg gjort Forsøg paa at træffe dig engang i Aftenens Løb. Jeg rejser hjem til Favsingholm imorgen."

Asmus trak Løbesedlen op af Lommen.

"Læs her!"

"Ja, det er jo kun, hvad der længe har været ventet,^'110" sagde Torben, da han havde gennemløbet Meddelelsen.

"Kan det ikke holde dig tilbage?"

"Hvorfor mener du?"

"Lykkes det Enslev at skaffe sig blot en nogenlunde anstændig Minoritet, faar vi sikkert nye Valg."

"Sæt dig ned og tag dig en Cigaret og lad os tale om noget andet!"

"Du er altsaa stadig lige uindtagelig. Lad mig blot endnu sige om den forestaaende Afgørelse, som du viser dig saa ligegyldig for, – med Enslev falder det sidste Bolværk^'111 mod en middelalderlig Syndflod, som truer med at drukne vor Kultur midt i dens Blomstring. Tyrstrup skal Præsteskabet snart faa Krammet paa. Han er en godmodig Trækokse, der ikke selv veed, hvem det er, der kører ham."

"Naa ja! Vi kommer maaske til at opleve en Kostymeforandring. Andet er det dog ikke. Inderst inde ser den Slags Folk allesammen ens ud."

Asmus tav bekymret stille. Skønt Torben stod med Ryggen til Lyset, slog det ham, hvor forandret hans Ansigt var bleven i Løbet af de sidste Dage. Trækkene var slappe, Øjenlaagene tungt nedsænkede.

"Sig mig, Torben – du glemmer da ikke at tage dine Piller regelmæssigt? Du veed, det er tvingende nødvendigt, at du ikke forsømmer det."

Spørgsmaalet fik Torben til at løfte Hovedet. Han saae hurtigt med et sky Blik hen paa Vennen i Sofaen og blev rød^'112.

Et Øjeblik stod han i sine egne Tanker. Saa gik han hen og satte sig stille ved Siden af Asmus, idet han lagde Haanden paa hans Skulder.

141 "Jeg vil være fuldt oprigtig mod dig. Maaske er det sidste Gang, vi taler sammen. Du har gjort saa meget for mig, og naar jeg nu tilstaar dig Sandheden, vil du vist finde mig skammelig utaknemlig. Ser du, fra den Dag for fem Fjerdingaar siden, da du kom over til mig paa Favsingholm – eller i det mindste fra den Dag, jeg rejste hjemmefra til Tyskland – har jeg ført en Skintilværelse, som jeg maa befries for. Du forstaar det vist ikke, og jeg har ikke let ved at forklare det. Man sidder ikke i tre lange Aar og tager Afsked med Livet uden at faa Mærker af det. Du husker Historien om Munken, som af en Troldfugl blev sunget ind i Evigheden, mens han sov. Da han vaagnede, var der gaaet mange hundrede Aar, og Verden var bleven en anden. Mig er det gaaet akkurat omvendt. Jeg har fundet Verden ganske uforandret, men selv er jeg bleven tre hundrede Aar ældre og har mistet Følingen med min Samtid. Jeg hører ikke mere til imellem jer. Med al min genvundne Sundhed gaar jeg omkring som et lidt uhyggeligt Gespenst, en Emeritus, dit forhenværende Medmenneske, Asmus, der er ude af Stand til at føle synderligt ved det hele."

"Vil du med alt det sige, at du ikke længer tager dine Piller? For i saa Fald vil jeg lade dig vide –"

"Jeg veed det. Men jeg er altsaa kommen til den Overbevisning, at det er ørkesløst at ville forsøge paa at stride mod sin Skæbne. Der gøres ikke Mirakler her i Verden. Heller ikke af Videnskaben."

"Jeg spørger dig endnu en Gang, er det din Mening at gøre en Ulykke paa dig selv? For ellers vil jeg blot minde dig om den Forfatning, jeg fandt dig i, da jeg kom over til dig paa Favsingholm."

"Den har jeg naturligvis ikke glemt; men jeg siger dig jo, at jeg har forsonet mig med min Skæbne. Den er nu engang min, og – som det hedder i Vielsesformularen – hvad Gud har sammenføjet, skal Mennesker ikke adskille. Det kommer der kun Skuffelse og Ufred ud af."

"Jeg vil ikke filosofere med dig. Dertil synes Sagen mig – ærlig talt – for alvorlig. Men jeg vil endnu gøre dig et Spørgsmaal, 142 og nu maa du undskylde, at jeg taler saa ligefrem til dig om et Forhold, som jeg ellers ikke skulde have berørt. Jeg begriber ikke, at du kan lade dig slaa saa vanvittigt ud af din Bane paa Grund af en Kærlighedsaffære. Min kære Kusine er ganske vist en højst indtagende Dame, og jeg, som har kendt jeres tidligere Forhold, forstaar din Bitterhed. Men vil du gifte dig – hvad jeg i høj Grad maa anbefale – saa finder du sikkert uden Vanskelighed en Erstatning. Der findes jo Gudskelov adskillige andre, højst attraaværdige Kvinder i Verden end Jytte. Lov mig for gammelt Venskabs Skyld, at du vil blive her i Byen endnu blot i fjorten Dage! Opsøg dine Bekendte, kast dig ud i Selskabslivet, prøv i det hele paa igen at komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen, og du skal se, hvordan alle "Spøgelsefornemmelser" hurtigt vil fortage sig!"

Torben smilte. Han sad foroverbøjet med Armene paa Knæene og betragtede sine Hænder. Ved Lyden af^'113 Jyttes Navn havde det et Øjeblik dirret i hans Kinder.

"Du har misforstaaet mig, Asmus! Jeg har jo slet ikke beklaget mig. Jeg er tværtimod din Kusine taknemlig for hendes standhaftige Vægelsind og beder dig om ved Lejlighed at overbringe hende min Hilsen. Du talte før om den Tilstand, du traf mig i, da du kom til Favsingholm sidste Efteraar. Men den Erindring skræmmer mig ikke mere. En saadan Tilværelse har ogsaa sine Fordele. Den gør En klog paa mange Ting, som er skjult for de robuste og geskæftige. Man opdager blandt andet, hvor lidt der skal til for at gøre Sindet glad! En Fugl, der sætter sig i Vindueskarmen, et Støvfnug, der sejler En forbi i Solskinnet – mere behøves der i Virkeligheden ikke, og har man en Gang forstaaet det, misunder man ikke dem, som jager Livet af sig af Begærlighed efter Oplevelser."

Asmus Hagen, der havde lænet sig tilbage i Sofahjørnet, betragtede sin Ven i Tavshed.

"Husker du," sagde han tilsidst, "hvad^'114 jeg nogle Gange har sagt dig, at du gik med Spiren til en Drømmer og Sværmer i dig?"

"Det har du vist sagt om flere, Asmus!"

143 "For dit Vedkommende har jeg da altsaa faaet Ret – desværre."

"Har du det? Da har jeg selv en ganske anden Opfattelse af min Udvikling. Jeg føler det, som om jeg i det sidste Aar er vaagnet op af en dyb Søvn, ja undertiden synes jeg, at jeg er den eneste rigtig levende i Verden. Og hvorfor er du i Grunden saa forarget? Du har dog for dit eget Vedkommende holdt dig den groteske Spøgelsekehraus^'115 forsigtig paa Afstand. Du anbefaler mig Ægteskab, men selv har du ikke giftet dig og tænker vist heller ikke paa at gøre det. Du vil absolut have mig ind i Politiken og kaste mig i Armene paa Selskabet, men selv er du mere end ængstelig for at blive begramset af Offenlighedens Slagternæver."

"Jeg har min Plads i Ambulancen. Den giver mig foreløbig Beskæftigelse nok."

Torben Dihmer nikkede.

"Du har Ret; det Synspunkt forstaar jeg! … Ja, Menneskeslægten er syg, – afsindig. Hvad jeg i disse ti Maaneder har været Vidne til i tre Verdensdele, har bestandig mindet mig om den uhyggelige Rastløshed, hvormed en gal Mand arbejder paa sin egen Ødelæggelse. Jeg er overbevist om, at vi staar foran en Verdens-Katastrofe. Hele den^'116 forcerede Kraftudfoldelse, som alle Nationer er saa stolte af, denne vanvittige Produktionsfeber, der ikke svarer til noget naturligt Behov, – det maa være et dødsdømt Samfunds sidste Krampetrækninger. Jeg forstaar ikke, at ingen andre føler det paa samme Maade. Een er der jo forresten – det er sandt, – du maa vel næsten kende ham, Asmus? En Distriktslæge paa Fyn, Povl Gaardbo."

"Ja – hvad han? Er det hans taabelige Skriverier, du er kommen ud for?"

"Taabelige? … Jeg finder dem tværtimod meget fornuftige."

"Ja, naturligvis!" udbrød Asmus og gik i Forbitrelse ud paa Gulvet. "Hos en Kvaksalver maatte du havne tilsidst! Det forstaar jeg nu! Men det vil jeg sige dig, Torben, at opgiver du ikke dine forrykte Selvmordsplaner … ja, det nytter ikke, du protesterer! Jeg kalder dem saadan –!"

144 Torben havde nu ogsaa rejst sig. Han stillede sig foran Vennen med Hænderne paa hans Skuldre.

"Vi vil ikke skilles som Uvenner! Og lad mig nu gøre dig et Forslag! Kom over og besøg mig paa Favsingholm, naar der er gaaet et Aar! Til den Tid vil vi kunne fortsætte Samtalen med mere Udbytte."

"Et Aar? Du regner med saa høje Tal. Det kunde til den Tid maaske være for silde."

"Naa ja! Saa er der et Menneske mindre i Verden. Det er det hele!" sagde Torben og vendte sig fra ham.

Men lidt efter kom han tilbage og lagde igen Hænderne paa hans Skuldre.

"Farvel, Asmus! Jeg kan se paa dig, at du har ondt ved at modstaa Fristelsen til at erklære mig for gal og faa mig spærret inde. Derfor skal du gaa nu! Jeg veed, at jeg gør dig Sorg. Men dersom du kan, saa bevar endnu lidt Venskab for mig!"

IX

Klokken Et om Eftermiddagen stod Mads Vestrup udenfor Bispegaardens Port og ringede paa. Det var ikke alene paa Grund af Benovelse, at Haanden rystede. Han var ogsaa legemligt saa afslappet, at han havde ondt ved at holde sig oprejst.

Han nævnede sit Navn, og Portnersken førte ham op ad Trappen. For Enden af en Gang bankede hun paa en Dør, og efter at have lyttet lidt lukkede hun ham ind i et anseligt Værelse, der var fyldt af Dagens vinterlige Sol, og hvor der lugtede hjemligt af Brænderøg fra en gammeldags Kakkelovn.

"Hr. Vestrup!" meldte hun.

Til sin Forundring traf Mads Vestrup ikke Bispen selv, hvem han kendte fra Billeder, men en anden Mand, der efter Udseendet at dømme ogsaa var en Gejstlig. Han stod ved Vinduet med Ryggen til Lyset og læste et Brev. Efter et hastigt mønstrende Blik over Papirets Kant lod han Mads Vestrup vente nogen Tid henne ved Døren.

145 Endelig lagde han Brevet bort og nærmede sig med lange, elastiske Skridt. Det var en lille spinkel Mand med glat barberet Ansigt, rødkantede Øjne og et tyndt, graasprængt Haar, der sad tilbagestrøget over Hovedbunden. En stramt sluttende, sort Dragt og et hvidt Slips, der hang udenfor Frakken som en Bladkrave, gav den lille nervøse Skikkelse et Udseende, der mindede baade om en asketisk Jesuiterpater og om en holbergsk Pedant.

"Mit Navn er Stensballe," sagde han uden at give Mads Vestrup Haanden. "Biskoppen er i Øjeblikket optaget. Vær saa god at tage Plads!"

Ved at høre Navnet følte Mads Vestrup sig som ramt af en ny Ulykke. Stensballe var den landskendte københavnske Præst, i hvis Haand alle Traadene i Missionens Virksomhed løb sammen. Biskop Abel var nok Missionens titulære Leder, og Stensballe benævnedes officielt kun dens Sekretær; men alle vidste, at det var ham, der var baade Kraften og Kløgten i Styrelsen; ham, der med sit fyrige Sind havde indblæst det hendøende Trossamfund i Hovedstaden nyt Liv og organiseret Kampen mod Vantroen. Med Bispens modstræbende Samtykke havde han efter transatlantisk Mønster taget ogsaa Reklamen og Markedsgøglet i Troskampens Tjeneste, havde indført de meget omdisputerede Andagter med Lysbilleder, Bønnemøder med Te-Servering, Processioner gennem Gaderne og anden amerikaniseret Gudsdyrkelse for at hverve Folk til det nye Korstog.

Med tvungen Høflighed anviste han Mads Vestrup Plads i en Sofa, mens han selv satte sig ved et Skrivebord, der stod midt i Stuen. Hans iltre Natur havde ikke let ved at forstille sig. Han lagde ikke Skjul paa, at det var Forstanden og ikke Hjertet, der overtalte ham til at indlade sig med den afsatte Præst. Skønt Mads Vestrup efter to gennemvaagede Nætter i den yderste Sjælenød gjorde et ynkværdig modløst Indtryk, og skønt Sollyset ubarmhjertigt afdækkede hans Skikkelses hele Forkommenhed, overvandt Pastor Stensballe ikke sit Ubehag^'117 ved at skulle forhandle med denne forhenværende Embedsbroder, der midt under en for Kirken afgørende Kamp traadte oprørsk op mod dens Ledere 146 efter først at have kastet Skam over den danske Præstestand ved et usædeligt Levned.

"Jeg veed, at Biskoppen har ytret Ønske om at tale med Dem. Jeg tror ogsaa, det vil glæde ham, at De er kommen. Han er, som sagt, i Øjeblikket optaget; men han har bemyndiget mig til at gøre Dem bekendt med et Forslag, som han vil bede Dem tage^'118 under alvorlig Overvejelse. Anledningen dertil kan De vistnok sige Dem selv uden nærmere Forklaring. De vil forøvrigt om lidt faa Lejlighed til at hilse paa Biskoppen."

Da Mads Vestrup forsagt svarede, at han ikke kendte Grunden til Biskoppens Henvendelse og derfor ønskede nærmere Oplysning, foreholdt Pastor Stensballe ham i heftige Ord hans Forhold til "Femte Juni" og kaldte det et Forræderi mod den Herre, som han jo dog samtidig ønskede at tjene.

"Jeg begriber ikke, at De ikke kan indse, hvor selvmodsigende Deres Optræden er. I et Øjeblik som det nuværende gaar De den Mand tilhaande, der frækt har undsagt Kristi Kirke og daglig ved alle skammelige Midler hidser Folkets onde Instinkter op imod den."

Trods Tonen bøjede Mads Vestrup sit Hoved i angerfuld Tavshed. Han havde nu selv erkendt sin Vildfarelse. Med ydmygt Sind havde han overvundet sig til denne Bodsgang, og bad nu igen om at faa at vide, hvad det var for et Forslag, Biskoppen vilde gøre ham.^'119

"De har rimeligvis hørt om det nye, store Dagblad, som vi agter at udgive fra 1ste Januar. Vi ønsker at skabe et Centralorgan for den danske Menighed, et Samlingssted ogsaa i den Forstand, at vi vil give Plads for enhver sømmelig Drøftelse af Kirkens Anliggender. Hvad vi har tænkt at foreslaa Dem, er da det, at De efter at have løst Dem fra ethvert Forhold til "Femte Juni" modtager en fast Ansættelse ved vort Blad, hvor der vil blive sørget for et passende Arbejdsfelt for Dem, og det er naturligvis Meningen, at De til Gengæld vil faa i hvert Fald den nærmeste Fremtid betrygget i økonomisk Henseende."

Mads Vestrup var saa overrasket, at han knap rigtig mærkede, hvor skuffet han samtidig blev. Men nu nævnede Pastor Stensballe 147 den Sum, som man^'120 havde ment at kunne tilsikre ham som fast Aarsløn, "med gensidig Forpligtelse for to Aar", og Summens Størrelse fortumlede ham ganske. Fire tusinde Kroner! Havde han ogsaa hørt rigtigt? I to Aar Udkommet rundelig sikret. Hjemmet genoprejst! Stine og Børnene i hans Favn! … Han sad der med en svimlende Fornemmelse af, at Himmeriges Porte havde aabnet sig for ham i en Drøm.

I det samme gik en Dør op, og Biskoppen kom ind fra sin private Lejlighed ved Siden af. Det var en høj Mand med ludende Holdning, gammel af Skikkelse. Kun Ansigtet havde bevaret sig mærkværdig friskt. Med sine tunge, røde Kinder og et Par dagklare Øjne, der gennem Brillerne lyste af enfoldig Godhed, lignede det et Barneansigt.

Baade Mads Vestrup og Pastor Stensballe havde rejst sig. Bispen tog Mads Vestrup i Haanden og blev staaende foran ham uden at slippe den, idet han^'121 samtidig lagde sin anden Haand paa hans Skulder.

"Ja ja!" sagde han med en Hovedrysten. "Jeg skal ikke gaa strengt irette med Dem. Naar De nu er kommen til mig, kan jeg vel tage det som et Vidnesbyrd^'122 om, at De selv erkender, hvor daarligt De hidtil har tjent Herrens Sag. Nu maa vi se at hjælpes ad med at bringe Deres ødelagte Forhold paa Fode igen. Pastor Stensballe har sagtens allerede meddelt Dem, hvad vi foreløbig er tilsinds at gøre for Dem. Med Tiden kan der maaske aabne sig andre Udveje. Herren har i disse svære Dage alle sine Arbejdere behov. Men det gælder om at samle Hjorden, ikke at splitte den. Lad os vogte os for at bedrøve Gud! En tro Tjener fryder sig ved sin Herres Glæde og ikke ved noget andet."

Mads Vestrups stridhaarede Hoved sank dybere og dybere ned mod Brystet under Bispens milde Tale. Han følte den gamle Mands hjertelige Haandtryk, og hans Legeme kom i en skælvende Bevægelse, som han ikke en Gang gjorde noget Forsøg paa at blive Herre over.

"Gud være med Dem!" sagde Bispen, da han havde sluttet sin Formaningstale, klappede ham paa Skuldren og gik tilbage til sine private Stuer.

148 Da han var borte, sank Mads Vestrup tungt ned i Sofaen med Haanden over Øjnene, og saadan sad han længe, mens Taarerne dryppede ned fra Fingrene^'123.

Henne ved Vinduet stod Pastor Stensballe. Ved Synet af den faldne Embedsbroders oprigtige Anger bevægedes den lille nidkære^'124 Mand. Med sine lange, elastiske Skridt gik han hen til Mads Vestrup og sagde i en forsonlig^'125 Tone, at han gjorde Bispens Ord til sine.

"Jeg føler mig overbevist om, at dette Møde vil blive til Velsignelse. Tror De det ikke ogsaa selv?"

Uden at tage Haanden fra Øjnene nikkede Mads Vestrup.

De Dødes Rige D (1922)

Indhold:

Andet Bind:

Femte Bog
Sjette Bog
Syvende Bog
Ottende Bog

Bind I