De Dødes Rige

Femte Bog: Den ellevte Time

5

I

Tidligt om Morgenen var Kongen kommen til København fra sine Jagter paa Fyn, og allerede nogle Timer efter kunde man læse paa Plakaterne i Aviskontorernes Vinduer mellem Meddelelser om en Tagbrand paa Nørrebro og et Juveltyveri i Sværtegade, at Landet havde faaet en ny Kultusminister.

Udnævnelsen gjorde ikke videre Indtryk paa Folk. Man standsede et Øjeblik og noterede sig Nyheden, saadan som en Københavner i Dagens Løb opsnapper saa mange ligegyldige Efterretninger og magasinerer dem i sin Hjernes Pulterkamre. Provst Brobergs Navn var kun kendt af faa, og endnu færre havde foreløbig nogen Forstaaelse af Udnævnelsens Betydning. De mest interesserede nøjedes med lidt ærgerlige at konstatere, at igen en Mand fra Provinsen var ført frem i Forgrunden under Tyrstrups Beskyttelse.

Regeringschefen var overhovedet ikke populær i Hovedstaden. Om hans gode Vilje tvivlede ganske vist ingen; men man fandt ham kedelig. Han stod for den københavnske Bevidsthed som den klassiske Repræsentant for Sagkundskaben i dens mest afskrækkende Skikkelse. Hvor han viste sig offenlig, paa en Talerstol, ved en politisk Banket eller blot i Teatret, vakte hans tunge Skikkelse med det bekymrede Ansigt Forlegenhed hos dem, som huskede Partiets tidligere Førere og da navnlig Enslev i hans Velmagtsdage. Trods Enslevs Lidenhed og syge Fod havde hans Fremtræden altid virket som en Fanfare. Selv hans ligegyldigste Skaaltaler var bleven holdt med en Bravur, en Ødslen med Vid og Kraft og Kunst, der rev Tilhørerne med. Heller ikke var Tyrstrups Privatliv af den Art, at det skabte 6 nogen Opsigt om hans Person. Han levede tilbagetrukkent i et regelret Ægteskab, der efter Sigende endogsaa skulde være lykkeligt. I hvert Fald havde det aldrig skænket Bysladderen en eneste fornøjelig Time.

Jægermester Hagen, der ved Tolvtiden kom spaserende ned gennem Strøget, nybarberet, rødkindet og glad, standsede ligesom de andre paa Fortovet for at studere Plakaterne i et Aviskontors Vindu. Da han læste om Ministerudnævnelsen, nikkede han som til officiel Bekræftelse; men forøvrigt havde han lige saa lidt som den gabende Mængde nogen Forstaaelse af, hvad den betød. Han hørte endnu ikke til de indviede. Hans Folketingsmandat gav ham foreløbig kun Adgang til at optræde for Tilskuerne i Loger og Galleri. I det højeste fik han Ordet, naar en Sag var uddebatteret og Medlemmerne sad i Snapstinget.

Han gik nu videre med sin sølvknappede Stok bag paa Ryggen og nød det smukke Vejr. Solen skinnede, og i Træerne udenfor Helligaandskirken gjorde Spurvene et Spektakel, som om det paany var blevet Foraar.

Paa Amagertorv mødte han Generalkonsul Kolding, som kom gaaende med Hatten i Haanden og lod Solen beskinne hans maskinklippede Samson-Hoved. Generalkonsulen standsede og fulgte ham et Stykke for at faa Lejlighed til at fortælle, at hans Kones Brochure "Folkenes Velfærd" nu var bleven oversat til russisk og polsk og havde vakt enorm Opsigt i alle slaviske Lande. Midt i Mylret af Spaserende holdt han et forklarende Foredrag om Fru Nathalies Brud med det Wellerske System, som virkelig i Øjeblikket var den Begivenhed^'1, der havde vakt den største Opmærksomhed.

"De Wellerske Principer med deres Overanstrengelse af Muskelvævet og Karsystemet har gjort umaadelig Skade. Det har min Kone uigendriveligt godtgjort. Vi udgiver jo nu vort eget Blad. "Lys og Luft" har vi sat som Motto paa det, og dermed er i Grunden alting sagt. En Tilbagevenden til Elementerne. Kun ad den Vej løses det store Velfærdsproblem: Kraft, Sundhed, Livsglæde og Harmoni for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler."

7 Da Generalkonsulen tilfældigvis havde nogle Prøvenumre af Bladet hos sig, bad han Jægermesteren modtage dem til Fordeling mellem sine Venner. Bladets Navn var "Morgenrøden", og Forsiden var prydet med et stort Billede af den profetiske Frue, som var fremstillet med græsk Gevandt i en mystisk Belysning, der som et himmelsk Bebudelses-Skær faldt over hendes alvorsfulde Træk og de blottede Skuldre.

"Jeg veed jo af Erfaring, hvor det er, Skoen trykker," fortsatte Generalkonsulen. "Før jeg lærte min Kone at kende og blev ført ind paa en naturlig Levevis, var jeg et ynkværdigt Vrag. Jeg følte mig altid syg og var saa nedtrykt, at jeg bogstavelig talt var til Plage for mine Omgivelser. Og nu vaagner jeg hver Morgen saa frisk i Sindet som en Fugl i den grønne Skov."

Jægermesteren, der erindrede Generalkonsulen fra hans Ungkarledage som en Kæmpekrop, der altid lyste af Sundhed og godt Humør, var Diplomat^'2 og sagde ingenting. Desuden optoges han i det samme af en smuk, mørkhaaret Dame, der kørte forbi i et flot Privat-Automobil og selv var meget kostbart udstyret. Ansigtet syntes ham underlig bekendt. Det forekom ham ogsaa, at Damen i Forbifarten betragtede ham med en lille Studsen. Men da han ikke kunde komme paa, hvem hun var, glemte han hende hurtigt for Gadens mange andre Ansigter.

"Jeg vil oprigtig anbefale Dem at gøre et Forsøg, Jægermester Hagen. Det er jo dog ikke noget stort Offer. Morgen og Aften et fire Minutters koldt Fodbad. Nogle Gange i Løbet af Dagen de Nathalie-Koldingske Aandedrætsøvelser med paafølgende Ben- og Armstrækninger. Andet er det i Grunden ikke. Men Virkningen! … Jeg vilde ønske, De kunde føle mit sjælelige og legemlige Velvære blot i en eneste Time. De vilde da begynde straks imorgen. Pulsslaget bliver fuldt og kraftigt som hos en Tyveaarig, Søvn^'3, Appetit, Fordøjelse og Stofskifte fuldkommen normale. Og De skulde se^'4 en Afføring!"

I sin Nidkærhed udraabte Generalkonsulen det sidste Ord saa højt, at Folk forskrækket vendte sig om og stirrede. Men nu havde Jægermesteren ogsaa nok af ham og tog hastig^'5 Afsked.

Han var paa Vej til sin Tante i Dronningens Tværgade for 8 at hente Jytte. Han traf Tanten alene i Dagligstuen, hvad han ikke var saa glad ved, og hun paa sin Side ytrede just heller ikke nogen overvættes Glæde ved at se ham.

Hun sad i Sofaen med sit Strikketøj, som mere og mere havde afløst de Aviser, man tidligere gerne saae hende med. Hun kunde ikke tilgive sin Brodersøn Salget af Storeholt. Siden hendes Slægts gamle Gaard var kommen i fremmed Eje, følte hun det, som om hendes kæreste Tanker og lykkeligste Minder var bleven husvilde her i Verden.

Jægermesteren gav sig til at fortælle om sit Møde med Generalkonsulen og den sørgelige Aandsforfatning, han havde truffet ham i.

"Skønt jeg forsikrede ham, at jeg befandt mig overordenlig vel uden nogetsomhelst regulerende System for min Livsførelse, slap jeg ikke for en længere Præken. Jeg hører, at han ovenikøbet nu har solgt sin Forretning for helt at ofre^'6 sig for sin Kones Ideer. Det er baade til at le og græde over. At opgive et gammelt anset Handelshus for at blive Gaardmissionær for saadan noget Pjank! Hvor kan en dannet Mand dog gøre sig saa latterlig?"

"Bliver du her til Frokost?" afbrød Fru Bertha ham for ikke at lade sig friste til et hvast Svar.

"Ja, har Jytte ikke sagt det? Det var jo en Aftale."

"Har I da noget for?"

"Saa det veed du heller ikke! Jo, jeg foreslog, at vi skulde følges hen til Karsten From. Han er jo nemlig^'7 ved at male mit Portræt og har lavet et Par Udkast. Og nu vil Jytte hjælpe mig med at træffe en Afgørelse."

Fru Bertha havde standset sine Strikkepinde.

"Det kan Jytte ikke have sagt. Du maa tage fejl, John!"

I det samme kom Jytte ind fra sit Værelse ved Siden af. Hun havde godt hørt Fætteren komme, men hun stod dengang midt i en Omklædning. Nu saae hun med første Blik, at John allerede havde sladret af Skole.

"Hvad er der? … I ser saa højtidelige ud."

"Sig mig," sagde Moderen, "det^'8 kan jo ikke være rigtigt, 9 hvad John her fortæller, at du tænker paa at gøre Hr. From et Besøg. John maa have misforstaaet dig, ikke sandt?"

Jytte havde i Virkeligheden ganske slaaet Tanken af Hovedet. Men Moderens Tone krænkede hende.

"Hvorfor det? Naar jeg kan gøre John en Tjeneste med det?"

"Ja, hvad har du egenlig imod From?" spurgte Jægermesteren. "Jeg har mærket det før, Tante Bertha, at du ikke synes om ham. Han har jo ganske vist sine Underligheder; men en genial Kunstner kan nu ikke være noget Normalmenneske. Jeg finder endda, at From har langt mere Optræden og Dannelse end de fleste af den Slags Folk. Havde du set ham iaftes^'9, var du selv bleven charmeret i ham, Tante Bertha, saa fin og dæmpet og taktfuld kan han virkelig være."

Fru Bertha, der ikke havde taget sine Øjne fra Jytte, sagde nu:

"Saa Hr. From var altsaa med jer iaftes! Det har du heller ikke talt et Ord om."

"Saa har jeg glemt det. Eller jeg har vel ment, at det ikke kunde interessere dig," svarede Jytte og gik hen til Vinduet, hvor hun blev staaende og saae ud. "Men for at tale om noget andet … Skal vi ikke snart spise? Jeg er forfærdelig sulten."

Jægermesteren rejste sig. Høflig, tilknappet, strengt formel erklærede han, at^'10 han ikke vilde gøre Ulejlighed. Naar de ikke havde ventet ham, fandt han det rigtigst, at han som sædvanligt spiste sin Frokost henne i Rigsdagen, hvor han desuden gerne skulde træffe en Meningsfælle.

Fru Bertha gjorde ikke noget Forsøg paa at overtale ham. Hun ønskede netop at blive ene med sin Datter.

"Som du vil, John!" sagde hun blot.

"Jeg kommer saa tilbage om en Timestid og henter dig, Jytte. Er det en Aftale?"

Jytte svarede Ja, fordi hun følte, at et Afslag nu kunde^'11 vilde forøge Moderens Mistanke. Men hendes Tone var ligegyldig.

Efter Jægermesterens Bortgang^'12 var der en lille Tid Tavshed mellem Mor og Datter.

"Veed du af, Jytte, at den Mand, som du altsaa nu vil besøge, 10 har Ord for at være en af Københavns værste Skørtejægere?"

"Jeg tror, jeg har hørt det," sagde Jytte henne fra Vinduet. "Men hvorfor fortæller du mig forresten det? At jeg tager hen til en Maler sammen med min Fætter for at se paa et Portræt – hvad har det med Mandens Fruentimmerhistorier at gøre?"

"Aa jo – lidt dog maaske! Men har du da ganske glemt, hvad du selv engang kaldte for hans Bølleoverfald paa aaben Gade?"

"Det har vi jo talt om før, Mor!" svarede Jytte utaalmodigt. "Jeg har sagt dig, at jeg vistnok misforstod Meningen. Det skulde ikke tages saa alvorligt. Naar jeg gaar derhen, er det for at gøre John en Tjeneste. Hvad Per og Povl behager at tænke om det, bryder jeg mig virkelig ikke det bitterste om."

"Hvorfor tager du saadan paa Vej? … Du bryder dig ikke om, hvad Folk vil sige. Men maaske vil du dog tage lidt Hensyn til, hvad din Mor mener. Og jeg ber dig om, at du vil blive hjemme fra det Besøg. Du kom sent hjem iaftes og har været i Butikker hele Formiddagen. Nu trænger du sikkert til at være lidt i Ro."

"Hvor du er underlig, Mor! Tidligere lod du mig høre, at jeg var sær, naar jeg foretrak mit Klaver for mine Veninder. Og nu bebrejder du mig, at jeg er bleven fornøjelsessyg og altid er paa Farten. I Sommer paa Skagen var du ogsaa misfornøjet med mig. Du er virkelig ikke let at gøre tilpas."

"Det er noget Snak, Jytte! Det er ikke det, jeg bebrejder dig, at du søger Selskab. Men disse kaade Skuespillere og Kunstnere, som du blandede dig med paa Skagen, eller de Folk, som John nu fører dig sammen med – vil du sige mig, finder du virkelig, at det er passende Selskab for dig?"

Jytte trak paa Skuldren.

"Det er Folk, der ikke tager Livet højtideligere, end det fortjener. Derfor synes jeg om dem."

Der blev igen Stilhed.

Fru Bertha vilde have svaret, men opgav det. Hver Gang hun i den senere Tid forsøgte at tale alvorligt med Jytte, var 11 hun bleven^'13 forfærdet over hende. Det var den samme uhyggelige Fatning, hvormed hendes Bror Ebbe var gaaet sin Undergang imøde. Det var den samme ubegribelige Ligegyldighed^'14, den samme skamløse Selvopgivelse! Ligesom Ebbe holdt hun nok af at more sig; men naar hun kom hjem fra Teatret eller fra Sportspladserne, fandt hun det altsammen saa dumt. Hun, som engang var saa læselysten, aabnede nu aldrig en Bog, kiggede i det højeste i en Revolverroman af den værste Slags for at slaa en Aften ihjel. Det var næsten ikke til at forstaa, at det var det samme Menneske, der allerede som halvvoksen slæbte store videnskabelige Værker hjem fra Bibliotekerne og sad med Fingrene i Ørene og læste Søren Kierkegaard. – Hvad der under Sommerens Besøg paa Storeholt kunde være foregaaet mellem hende og Pastor Gaardbo, havde hun ikke faaet Rede paa; men netop fordi Jytte aldrig nævnede ham eller overhovedet nogensinde talte om dette Besøg, følte hun sig mere og mere overbevist om, at hun havde noget at skjule.

Jytte vendte sig nu bort fra Vinduet og spurgte igen, om de dog ikke skulde spise. Men Fru Bertha havde ikke sagt sit sidste Ord.

"Du hørte, jeg bad dig om at blive hjemme fra det Besøg. Men jeg fik ikke noget Svar. Nu forlanger jeg, at du ikke gaar derhen. Ja, du ser paa mig, men det er min Mening. Jeg forbyder dig at^'15 tage hen til Hr. Karsten From. Nu skal det have en Ende med denne uforsvarlige Leflen med dig selv – og andre."

Jytte kom ikke til at svare. Pigen aabnede i det samme Døren til Spisestuen og meldte, at der var rettet an.

Under Maaltidet talte de kun saa meget sammen, som det var nødvendigt af Hensyn til Pigens Nærværelse. Og da de havde spist, gik Jytte straks ind til sig selv.

Hun satte sig i sin store Stol og tog en Bog med koloreret Omslag, "Angelica med Tigerøjnene". For at blive sine Tanker kvit, begyndte hun at læse, men opgav det straks og lænede^'16 Hovedet tilbage med halvlukkede Øjne. At nu ogsaa hendes egen Mor sad og vogtede paa hende som en Politispion, gik paa Lur 12 efter hendes Tanker og begyndte at holde Forhør! Og hvad var hendes Forbrydelse? At hun ikke havde haft Held til at^'17 finde den Sjælens "Tvillingbroder", som hendes Far dengang paa hendes 16-Aars Fødselsdag havde talt til hende om. Hun følte sig saa inderlig træt af det altsammen, havde kun det eneste Ønske at kunne sove sig bort fra den hele Tilværelse …

Det ringede, og lidt efter hørte hun Fætterens Stemme inde i Dagligstuen. Hun rejste sig dog ikke straks men blev siddende med tilbagebøjet Hoved og tænkte paa, at Moderen i hvert Fald havde opnaaet, at hun nu selv havde tabt al Lyst til det Atelierbesøg.

"Dersom Mor ikke var kommen med det fornærmelige Forbud, kunde jeg saa udmærket godt have føjet hende i at blive hjemme. Men nu har hun selv gjort det umuligt. Mor maa engang forstaa, at jeg ikke vil lade mig gøre umyndig. Og hvad Hr. From angaar, saa skal jeg nok sørge for, at han ikke misforstaar Besøget."

Jægermesteren stod inde i Dagligstuen med Tøjet paa, spejlblank i Øjnene og med Blus paa Kinderne efter en bastant Frokost. Han underholdt Fru Bertha om Ministerudnævnelsen, der var bleven livlig diskuteret i Rigsdagens Korridorer, bragte en Hilsen fra Direktør Zaun, hvem han havde mødt to Gange paa Gaden og een Gang paa Rigsdagens Trappe, og udtalte sig endelig om Vejret.

Stadig høflig, tilknappet, strengt formel.

Nu kom Jytte ind fuldt paaklædt i Hat og Overtøj. Hun undgik at se paa Moderen, sagde blot, idet hun hurtigt gik gennem Stuen:

"Ja, saa gaar vi altsaa, John!"

Fru Bertha fulgte hende med Øjnene. Hun vilde ikke tro, at det var Alvor. Da Døren lukkedes efter dem, lod hun raadløs Hænderne synke ned i Skødet.

13

II

Da Karsten Froms Husholderske ved Titiden var kommen ind til ham i hans Soveværelse med Barbervandet og det opvarmede Badehaandklæde, havde han ikke følt sig mere utidig, end han plejede at gøre, inden den kolde Douche og en kraftig Frottering havde fordrevet Opvaagningens Tungsind. Men da han en halv Time senere sad inde i sin Dagligstue ved Siden af Atelieret, indhyllet i en kinesisk Silkeslobrok og med Morgenkaffen foran sig paa en Stumtjener, opdagede han snart, at den mørke Sindsstemning, der havde holdt ham vaagen om Natten, ikke havde forladt ham.

Han tændte sig en Cigaret og tog Avisen, der laa ved Siden af Kaffebakken. Men af Frygt for at finde en ny, ondskabsfuld Notits om "Hr. Kunstgrosserer From" lagde han den straks igen.

Et Par Timer efter, da han stod ved sit Arbejde, ringede Telefonen. Det var Jægermesteren, der henne fra Rigsdagen kaldte ham op for at underrette ham om, at han og hans Kusine vilde komme Klokken to. I det første Øjeblik vilde han ikke tro det; men siden fik han travlt med at smykke sin^'18 Lejlighed med Blomster og i det hele forberede en festlig Modtagelse.

Opreven af de dristigste Forhaabninger havde han nu ventet paa dem i en halv Time.

Da han fra sin Entre hørte Jægermesterens Stemme paa Trappen, gik han selv ud for at tage imod. Paa sin orientalske Maade, med Haanden paa Brystet, takkede han Jytte for den store Ære og bød hende velkommen.

Allerede paa Vejen derhen var Jytte begyndt at fortryde sin Dristighed. Hun maatte kæmpe med sin Nervøsitet, og naar hun tænkte paa Moderens Uro, følte hun Samvittighedsnag. Hun havde ogsaa bestemt fordret af Fætteren, at Besøget skulde være ganske kort.

Jægermesteren førte hende straks hen til to store Kulstifts-Skitser, der var anbragt paa Staffelier midt i Atelieret. Foran stod et Par forgyldte Stole. Den ene Skitse apoteoserede ham paa Folketingets Talerstol i tilknappet sort Frakke og med nogle 14 Papirer i Haanden. Paa den anden var han fremstillet i sin Laboratoriedragt, den hvide Kittel og den sorte Fløjlsbaret. Han holdt her en Kartoffelblomst i Haanden, og paa et Bord var der antydet et Mikroskop og andre Instrumenter. Blikket, der paa begge Billeder lynede af Aand og Myndighed, var rettet ud imod Beskueren.

"Sæt dig nu ned, Jytte – og betragt!" sagde han. "Og nu siger vi ikke et Ord … Tavshed, saa længe Retten sidder."

Jytte havde Møje med at holde gode Miner. Hun var opbragt paa Karsten From og spurgte sig selv, om han ansaae hende for dum, siden han havde opfordret hende til at agere med i dette kunstneriske Bondefangeri.

Hendes Blik søgte ham et kort Nu. Han sad paa Armen af en Stol og havde slaaet Øjnene ned paa en Maade, som om han havde gættet hendes Tanker. Hun kom til at tænke paa en Falskspiller, der smiler af Forlegenhed, da han mærker, at han er opdaget.

"Naa, hvad siger du saa?" spurgte Fætteren, der stod og trippede bag hendes Stol. "Nu maa du virkelig udtale dig! Finder du ikke Ligheden god? Du skal sige din Mening lige ud. Det Lys i Øjet! Synes du, det ligner?"

Hun greb til Udflugter. Skønt hun skammede sig over ham, vilde hun ikke stille Fætteren blot^'19 for Karsten From, vilde fremfor alt ikke lade sig mærke med nogen Slags hemmelig^'20 Forstaaelse og svarede, at hun fandt adskilligt godt i begge Billederne men ogsaa en Del at udsætte paa dem.

"Men nu Valget! Den store Afgørelse, Jytte!"

I Stedet for at svare saae hun sig med et undersøgende Blik omkring i Atelieret og betragtede dets mange halvfærdige Malerier og Kulskitser. Paa et Staffeli tæt ved hende stod et legemsstort Portræt af en ung Verdensdame i en maaneskinsblaa Selskabsdragt, malet med den virtuosmæssige Dygtighed i Gengivelsen af Silkestoffer, Guldbrokade og Juveler, der havde gjort Karsten From til den fornemme Verdens Yndlingsmaler. Et Stykke falsk og tom Bravur-Kunst. Paa et andet Staffeli saaes en friseret Husaroberst i Galauniform mandig støttet til en Pallask, 15 og ved Siden af stod en gammel Biskop med store blaa Øjne, hvis himmelvendte Fromhed lyste omkap^'21 med et Par Ordensstjerner paa hans sorte Fløjlsornat.

Og pludselig syntes Jytte at forstaa Meningen. Naar Menneskene var saa himmelglade for Bedraget, hvorfor da ikke unde dem den Lykke? Mundus vult decipi; ergo decipiatur. Det var jo endogsaa et Paveord!

I en Krog af Atelieret, rykket helt tilbage mod Væggen, stod et Brystbillede af en smuk, mørk og fyldig Dame, der ligeledes var selskabsklædt. Trods Billedets skjulte Plads var det straks faldet hende i Øjnene; men hun undgik at se derhen, fordi Synet af Damens dybe Nedringethed var hende ubehageligt. Nu havde hun tilmed opdaget, at hun kendte hende. Det var en Fru Merck, gift med en af Byens rige Juvelerer^'22.

"Altsaa Afgørelsen! … Afgørelsen, Jytte!" opmuntrede Fætteren hende igen. "Jeg lægger den helt og holdent i din Haand."

Jytte maatte med Anstrengelse samle sine Tanker for at faa en Ende paa den pinagtige Situation. Paa maa og faa foreslog hun ham at vælge Portrættet med den hvide Arbejdskittel. "Det virker mest hjemligt," sagde hun.

"Naa, synes du det!" kom det lidt misfornøjet. "Synes du virkelig det! … Men finder du dog ikke, at det andet er mere repræsentativt? Og tror du ikke, at Vilhelmine af den Grund vilde blive nok saa glad for det? Er det egenlig ikke ogsaa det mest veltrufne, hvad Ligheden angaar?"

"Jamen, kære, saa vælg dog det!" sagde Jytte, der følte sig mere og mere genert af hans Latterlighed. Hun forstod jo godt, at han var lige taabelig forelsket i begge Billederne og kun ulykkelig over, at han maatte nøjes med at faa det ene udført i Legemsstørrelse og ophængt paa Foraarsudstillingen.

"Sig noget selv, From!" sagde han tilsidst. "De maa dog – for Pokker! – ogsaa ha'e en Mening."

Maleren rejste sig fra Stolearmen.

"Jeg vil foreslaa, at Spørgsmaalet afgøres ved Lodtrækning. Det er en Udvej, jeg gerne anbefaler, naar der som i dette Tilfælde opstaar Vanskeligheder ved at træffe en Afgørelse."

16 Jægermesteren gik lidt modvillig ind paa Planen. Ved Hjælp af to Tændstikker blev Sagen derpaa afgjort til Fordel for det Billede, Jytte havde valgt.

I det samme kom Husholdersken ind med et Visitkort til Karsten From. Han kastede et Blik paa Navnet og sagde:

"Kender ikke den Herre … Vær saa god at sige Hr. Frandsen, at jeg er optaget og ikke kan modtage ham!"

Jægermesteren, der havde staaet hensunken i vemodig Betragtning af det forkastede Portræt, vendte sig om ved Lyden af Navnet og sagde:

"Frandsen! Er han derude? … Det har jeg glemt at sige Dem, From! Det er en Ungdomsven af mig – Skovtaksator Frandsen. Jeg ringede ham op, fordi han saa gerne vil se mit Billede. Jeg haaber da, det ikke generer –."

"Gudbevares! – Vil De altsaa vise den Herre ind, Frøken Svendsen," sagde Karsten From uden at skjule sin Ærgrelse.

Da Husholdersken var gaaet, fortsatte Jægermesteren:

"Jeg gør vistnok bedst i at forberede Dem paa, at min Ven er lidt enfoldig og noget naragtig. Men forøvrigt er han et godmodigt og hjertensgodt Menneske, som vil være stolt af at gøre Deres Bekendtskab."

Med denne Anbefaling traadte Hr. Frandsen lidt efter ind i korrekt Visitdragt og hilste paa Husets Herre, paa Jytte og tilsidst ogsaa paa sin Ven med en tavs Hovedbøjning og samlede Hæle. Han havde friske Skrædderlæg nedad Benklæderne, en Krysantemum i Knaphullet og holdt desuden en let Stok i Haanden, hvad der indbragte ham et strengt bebrejdende Øjekast fra Jægermesteren. Da han saae det, forklarede han ham i Forfjamskelse, at Visitstokken var en ny udenlandsk Mode, som ogsaa herhjemme var i Færd med at blive indført i de fineste Krese.

"Af Hensyn til Hr. Froms Billeder vil du dog maaske vise os den Venlighed at sætte det Spyd fra dig," sagde Jægermesteren og saae hen paa de andre med en Hovedrysten, mens Hr. Frandsen – rødmende som en irettesat Skoledreng – anbragte Stokken i en Krog.

Forholdet mellem de to Venner var ellers igen gaaet i Leje 17 efter Sommerens Rivninger. Som Jægermesteren i det hele nu saae Tilværelsen i et forklaret Lys, nærede han heller ikke længer Bekymring for sin Ægteskabslykke. Skønt Frandsen havde faaet en Ansættelse i Landbrugsministeriet og – paafaldende nok – var flyttet til København omtrent samtidig med, at han selv og Vilhelmine kom herover, fandt han det nu nærmest komisk at tænke paa, at han i Sommer virkelig havde været lidt skinsyg paa ham.

Jytte havde rejst sig og ventede kun paa Lejlighed til at give Fætteren et Vink om, at hun ønskede at tage bort. Men Jægermesteren havde trukket sin svaghjernede Ven hen foran Skitserne for at høre ogsaa hans Mening, og straks nærmede Karsten From sig for at underholde hende saa længe.

Han var stadig paa besynderlig Maade afdæmpet, næsten forsagt. Hun lagde Mærke til, at han for det meste undgik at se paa hende. Og hun tænkte som saa mange Gange før: "Hvad er han dog for en underlig hemmelighedsfuld Eventyrer, der skifter Væsen som en Kamæleon og ikke er til at blive klog paa?"

Døren til Dagligstuen stod aaben, og fra det Sted, hvor hun stod, kunde hun se derind. Dens elegante Ungkarlehygge tiltalte hende. Paa en Væg over en fransk Kamin hang der tre^'23 Smaabilleder, der især fangede hendes Interesse. Det var Landskabs- og Dyrestudier^'24 med en ualmindelig pragtfuld Farve.

Paa hendes Forespørgsel fortalte han, at det var lykkelige Fund, han havde hjembragt fra Paris. Svaret skuffede hende. Hun havde tænkt sig, at det kunde være nogle af de Friluftsstudier fra hans Ungdom, som hans Kunstbrødre paa Skagen havde berømmet.

For at komme hans Indbydelse i Forkøbet gik hun af sig selv derind og betragtede Billederne paa nærmere Hold. Og hun spurgte ham nu, om han aldrig gjorde den Slags Ting men udelukkende malede bestilte Portrætter.

Han svarede ved at oplyse, at han i sin Tid havde købt disse Mesterværker for 50 Francs Stykket.

"For 50 Francs? … Men Janet er jo et berømt Navn!" sagde Jytte.

18 "Ja. Men det blev det først ti Aar efter, at Mesteren var funden død af Sult paa et Tagkammer. Saa han havde ikke stor Fornøjelse af det."

"Tænk! – Blot han dog havde levet endnu!" sagde Jytte. "Saa havde han haft den Tilfredsstillelse at se sig anerkendt af hele Verden."

"Det havde han naturligvis. Men det vilde han rimeligvis ikke have haft synderlig mere Glæde af. Han vilde saa blot have ærgret sig over de talentløse Folk, der blev ligesaa berømte som han, fordi de havde gode Presseforbindelser. Vi har jo ogsaa den Slags Fænomener herhjemme. Karl May f. Eks. De kender vistnok hans Billeder."

"Ja – Karl May!"

"Ja, han hører jo nu til de store Navne. Han promenerer hver Dag uvasket og ubarberet op og ned ad Strøget med en gammel Hat paa Hovedet. Følgelig er han et kunstnerisk Geni. For at holde Berømmelsen oppe klemmer han engang imellem en Masse forskellige Farvetuber ud paa et Stykke Lærred og lader saa Folk gætte paa, hvad den Sildesalat skal betyde. De veed selv, hvordan Spektaklet gentager sig den ene Gang efter den anden. Publikum stimer til, og naar Forargelsen er paa sit højeste, kommer Kritikerne i Haarene paa hinanden, og Spillet er gaaende. – Nej, Berømmelsen er den geniale Kunstners egenlige Martyrium, fordi han maa dele den med altfor mange Abekatte."

Jytte hørte lidt forundret paa dette bitre Selvforsvar. Men hun forstod ham, og der var noget i Tonen, der gjorde Indtryk paa hende, en trodsig Ensomhedsfølelse, som hun selv kendte.

"Jytte!" sagde Jægermesteren, der i det samme kom ind med Hr. Frandsen. "Du maa ikke blive vred. Men baade Frandsen og jeg synes, at Portrættet fra Rigsdagssalen er at foretrække. Det er – som Frandsen meget rigtigt siger – mere monumentalt. Jeg mener altsaa, at vi skal holde os til det."

Jytte gad ikke svare, men hun lod ham nu forstaa, at hun vilde gaa.

I det samme kom Husholdersken ind med en Te-Anretning 19 paa en Bakke. For ikke at være uhøflig var hun nødt til at tage en Kop; men hun tænkte igen paa sin Mor og var urolig.

"De bor skam godt, From!" sagde Jægermesteren, da Teen var budt om og Husholdersken gaaet. "Og De forstaar at indrette Dem! Men De er ogsaa vor Tids første Kunstner … Jo! De skal ikke^'25 ryste saa beskedent paa Hovedet! De veed det godt selv. De er vort største Geni paa Portrætmaleriets Omraade."

Han lagde Haanden paa sin Vens Skulder og fortsatte:

"Det er Skade, Frandsen, at du slet ikke har Talent for noget. Tænk, om du kunde bo saa rart som her i Stedet for at sidde i din Toværelsers Lejlighed paa femte Sal og være din egen Stuepige fra ni til elleve. – Hvad siger du, er det Snak? Men Gud bevare mig! Du vil da ikke nægte, at jeg forleden overraskede dig med et grønt Smækforklæde paa og en Fejebakke i Haanden? … Herregud, hvorfor rødmer du over det, lille Frandsen? Det er jo ikke noget at skamme sig over. Det er da^'26 en fuldkommen ærlig Sag, at man ikke har Raad til at holde kvindelig Betjening."

Hr. Frandsen trak sig ud til Siden med en dannet Hovedrysten.

Husholdersken kom tilbage og meldte, at Oberstinde Mynster og Døtre var kommen for at se Oberstens Portræt.

Karsten From vendte sig heftig mod hende og sagde, at han ikke kunde modtage dem – de maatte komme igen en anden Dag. Han talte med en Ubeherskethed, der satte Jytte i Forbavselse. Hun kendte ham ikke fra den Side.

"De vil da ikke gaa!" sagde han, da han saae, at hun paany gav Jægermesteren et Vink.

"Jo. – Du lovede forresten at passe Tiden, John!"

"Herregud, Jytte, nu har vi det saa hyggeligt. Har det virkelig saadan en Hast^'27?"

"Ja."

Da Jytte sagde Farvel, rakte hun for første Gang Karsten From Haanden. I al den Tid, de havde kendt hinanden, havde hun undgaaet det, fordi hun havde set, at han efter udenlandsk Mønster gerne tog sig den Frihed at give Damerne Haandkys.

Ved denne Lejlighed undlod han det dog og nøjedes med et ceremonielt Buk. I det hele forglemte han sig lidt, blev tavs og 20 mut som et forkælet Barn, der ikke faar sin Vilje. Men Jytte havde gennem Handsken^'28 følt hans nervøse Haands Dirren.

Nede paa Gaden sagde Jægermesteren til Jytte, efter at Hr. Frandsen havde taget Afsked:

"Hvad skal jeg stille op med ham? Jeg indfører ham i de bedste Krese, og alligevel^'29 gør han sig til Latter. Som nu f. Eks. idag … den Taabelighed med Stokken. Naar man holder af et Menneske – og jeg holder af Frandsen, han er paa en Maade min eneste Ven – saa kan man jo ikke lade være med at ærgre sig over den Slags Ting. Jeg siger det Gang efter Gang til ham paa den alvorligste Maade: Et Menneske har intet Ansvar for, at han er født ubegavet eller kejthaandet eller pukkelrygget, men det er hans egen Fejl, dersom han bliver latterlig. Giver du mig ikke Ret?"

"Naturligvis," sagde Jytte uden Anelse om, hvad det var, hun svarede paa.

Efter at de havde gaaet nogen Tid i Tavshed, begyndte Jægermesteren igen:

"Der er forresten noget andet, jeg gerne vilde tale med dig om, dersom du vil give mig Lov til det."

"Hvad er det?"

"Maa jeg gøre dig et Samvittighedsspørgsmaal? Har der været noget mellem dig og From engang?"

"Hvad skulde det være?"

"Det veed jeg ikke; men han sagde forleden, at der var ingenting, han saadan fortrød som en Dumhed, han engang havde begaaet overfor dig. Husker du noget om det?"

Jytte betænkte sig et Øjeblik og kom til det Resultat, at hun gjorde bedst i at sige lige ud, hvordan det forholdt sig.

"Ja, han har engang været lidt for galant overfor mig. Og det var virkelig en større Dumhed, end jeg havde tiltroet ham."

"Død og Pine! Men jeg tænkte jo nok, det maatte være noget i den Retning. Han har unægtelig paa det Punkt en Skavank, som vistnok undertiden gør ham lidt utilregnelig."

"Det lader til, at du er bleven hans Fortrolige!"

"Naa ja, naar jeg sidder for ham, fortæller han mig undertiden 21 et og andet om sig selv, mens han maler. Det er virkelig højst interessant. Veed du af, at han er et Vajsenhusbarn?"

"Jeg tror, vi har talt om det."

"Hans Mor døde, da han var seks Aar gammel. Hun blev sindssyg og kastede sig ud fra en Fjerdesal. Jeg tror, han gaar i stadig Angst for, at han skal have arvet Anlæg i den Retning. I det hele tror jeg, at han egenlig har et melankolsk Temperament. Læg Mærke til hans Øjne!"

"Ja – hvad de?"

"Jeg har hørt, han engang skal have sagt til en Ven, at naar han havde saa mange Narrestreger for, var det, for at Folk ikke skulde mærke Overgangen, dersom hans Mors Galskab en skønne Dag brød ud hos ham. – Naa, men efter hvad du nu har betroet mig, Jytte, forstaar jeg naturligvis bedre din Holdning overfor ham, og dersom du ønsker det, skal jeg ikke oftere bringe jer sammen."

"Ja Tak, det ser jeg helst."

"Det gør mig selvfølgelig personlig ondt – du veed, jeg sætter stor Pris paa ham – men jeg respekterer, som sagt, dit Standpunkt."

De havde naaet Hjørnet af Dronningens Tværgade og skiltes her.

Da Jytte kom hjem, var der Fremmede. En Kancelliraad Hansen og Frue var kommen paa Visit. Det var et Par jævne Provinsfolk, en Rest af deres Bekendtskaber fra Faderens Birkedommertid.

For Jytte, der havde været forberedt paa en alvorlig Scene ved Hjemkomsten, var dette Besøg en kærkommen Afleder. Straks hun kom ind, kastede Moderen et hurtigt forskende Blik paa hende; men senere syntes hun kun optaget af sine Gæster, der blev der til Middag.

Jytte var nu selv ked af Affæren og indsaae, at hun havde baaret sig forkert ad. Hvad John paa Hjemvejen havde fortalt om Karsten Froms Mor, gjorde desuden et forstemmende Indtryk paa hende. Men det var altsaa rigtigt, som hun havde formodet, at hans Narrekappe var et Skjul, hvor han gemte sig for Verden, 22 og hun kendte nu ogsaa lidt^'30 til hans Sorger. Men allermest^'31 derfor ønskede hun nu, at hun var bleven hjemme.

III

Fru Bertha sad den næste Dag alene i Dagligstuen, da Pigen kom ind med et Brev. Det var bragt af Ministerpræsidentens Tjener, der havde Ordre til at vente paa Svar.

Hun tænkte, det var en Indbydelse, og blev højst forundret over at finde to beskrevne Sider med Ministerens egen Haandskrift. Men endnu mere overraskedes hun af Indholdet. Tyrstrup udbad sig en Samtale med hende under fire Øjne saa hurtigt som muligt.

"Hvad kan det dog være?"

Hun gik til Skrivebordet, skrev hastig Svaret bag paa et Visitkort og lagde det i en Konvolut.

En halv Time senere holdt en Droske udenfor Porten, og Tyrstrup steg ud.

Fru Bertha, der havde tilbragt Ventetiden i Uro og Spænding, tog selv imod ham ude i Forstuen og førte ham ind i Dagligstuen. Ved at se hans Ansigtsudtryk blev hun paa det rene med, at der var forefaldet noget alvorligt.

Tyrstrup saae sig omkring og spurgte med dæmpet Stemme:

"Der er vel ingen Grund til at tro, at nogen hører os her?"

"Nej, jeg er alene – men vi kan gaa ind i Kabinettet. Der er vi i hvert Fald sikre."

"De vil rimeligvis finde Hensigten med mit Besøg meget besynderlig," begyndte han, da de havde taget Plads. "Jeg kommer nemlig til Dem for at bede Dem om en usædvanlig Tjeneste. Det gælder ikke private Forhold. Jeg gør derfor Regning paa, at De i hvert Fald vil optage min Henvendelse uden Mistro. Sagen er den: Jeg modtog for nogle Timer siden gennem Direktør Zaun en Skrivelse fra Enslev … en Skrivelse, som vi for enhver Pris maa faa ham til at tage tilbage. Men nu ligger Forholdene jo desværre saadan i Øjeblikket, at ingen af Regeringens Medlemmer 23 eller af vore Venner i Partiet har den Gamles Tillid. De to sidste Gange, jeg selv søgte ham, vilde han ikke modtage mig, og jeg kan ikke udsætte mig for en fornyet Afvisning. I denne Nødstilstand kom jeg til at tænke paa Dem, Fru Abildgaard. De har jo altid haft en høj Stjerne hos Enslev. Jeg tror, De for Tiden er en af de faa, han har bevaret venlige Følelser for. Han har vel heller ikke glemt Deres Mands store Trofasthed mod ham – og store Taalmodighed. Dem vil han derfor ikke mistænke."

"De gør mig helt forvirret, Tyrstrup! Og De tager ganske fejl! Jeg har ikke den allermindste Indflydelse paa Enslev. Da jeg traf ham i Sommer, kaldte han mig rent ud for en Forræder."

"Alligevel, Fru Abildgaard. Dem vil han i hvert Fald modtage. Og han vil ogsaa høre paa Dem. Og jeg beder Dem betænke, at det gælder om at afværge en Katastrofe, som kan faa uberegnelige Følger."

"Men hvad er det da? Hvad staar der i den Skrivelse?"

"Ja – her kommer Vanskeligheden for mig. Det har jeg nemlig ikke Ret til at sige Dem. Brevet er stilet til Partistyrelsen og overbragt mig som dens Næstformand. Men jeg tør vel haabe, kære Frue, at De ikke tror mig i Stand til at misbruge et Tillidsforhold. Dersom jeg ikke var fuldkommen sikker paa, at De i et og alt vilde billige mit Standpunkt i denne Sag, var jeg naturligvis ikke kommen til Dem. Hvad jeg vil anmode Dem om, er iøvrigt kun, at De vil gaa til Enslev og paa mine Vegne bede ham om endnu en Gang at overveje Følgerne af … af det Skridt, han altsaa har bestemt sig til at gøre for at ramme os. Det er trist at maatte sige det, men Enslevs Ubeherskethed er jo paa sørgelig Maade tiltaget med Aarene. Den giver sig undertiden Udslag, der uvilkaarlig bringer Tanken hen paa – hvad vistnok nu er bleven fuldt ud bevist – at der flyder nogle Draaber Natmandsblod i hans Aarer. Men jeg kan dog alligevel vanskeligt tro, at han ikke, naar Ansvaret bliver ham helt bevidst, vil betænke sig paa at sætte Landets Ro og Velfærd paa Spil for at tilfredsstille en personlig Hævnfølelse – eller hvad det nu er, der har bevæget ham til en saa monstrøs Overilelse."

24 Fru Bertha sad med Pegefingeren under Hagen og saae modløs ud.

Hun havde i de senere Aar ofte ønsket, at hun ejede en Mands Kraft og besad Evne til at tale til Masserne. Hun vilde da raabe det ud paa alle Torve, at Tiden var af Lave og maatte bringes til Fornuft. Hun vilde kalde især paa Ungdommen for at vække den til Selvbesindelse. Ak – og nu, hvor det blot galdt om at gaa hen til en gammel Ven for at tale ham tilrette, blev hun straks fuld af allehaande Betænkeligheder.

"Jeg veed ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det, Tyrstrup! Mit Syn paa Enslev kender De. At det er en Ulykke baade for ham selv og for hele Landet, at han ikke faldt til Ro paa sit "Fredsholm", det har vi før talt om, og paa det Punkt er vi ganske enige. Men vi har Folk i Partiet, hvis Ærende^'32 jeg ikke ønsker at gaa. Allermindst, naar det gælder Enslev."

"Jeg forstaar, hvem De tænker paa. Men netop disse Mænds Indflydelse vil vokse stærkt i en krigerisk Situation, saa heller ikke i den Henseende gaar De mod Deres egne Ønsker ved at paatage Dem denne Mission. Der er fra en vis Side i Partiet indkaldt til et privat Møde iaften, og jeg har maattet love at komme tilstede. Her vil jeg blive nødsaget til at give Oplysning om Enslevs Demonstration, dersom han ikke forinden bringes til Fornuft. Jeg maa derfor desværre bede Dem om at handle uden Opsættelse."

"Et Møde? Jeg har lagt Mærke til, at Gjærup har været saa virksom i den sidste Tid. Det varsler ikke godt … Og et privat Partimøde? Det lyder underligt. Næsten som en Sammensværgelse. Og De har lovet at komme tilstede?"

"Jeg har mine Grunde."

Deres Øjne mødtes uvilkaarligt; og da Ministerchefen derefter slog sine ned, lagde Fru Bertha Haanden paa hans Arm og sagde med sørgmodig Fortrolighed i Tonen:^'33

"Det er virkelig godt, Tyrstrup, at jeg kender Dem saa nøje, som jeg gør. Ellers vilde vel ogsaa jeg begynde at blive bange for Dem. – De er en modig Mand! Man skulde næsten tro, De ikke vidste, hvad Folk mener om Dem. De gaar saa rolig omkring 25 imellem os, som om det slet ikke var Dem, der mistænktes for at være en lidt farlig Herre, en temmelig tvetydig Personlighed, der helst bærer Kappen paa begge Skuldre."

"Det kan jeg dog vanskeligt undgaa at mærke," svarede han med sit trætte Smil. "Jeg ser mig jo daglig fremstillet i den Figur i de fleste Blade. Men naar det blot maa lykkes mig at bringe Landet frelst over disse svære Tiders Krise, skal jeg forresten ikke beklage mig. En lidt skaansommere Bedømmelse af min Karakter og mine Evner kunde jeg dog for Sagens Skyld nok ønske mig. Det bliver under disse Forhold stadig vanskeligere for mig at styre de blodtørstige Hoveder indenfor vor egen Fraktion. Gjærup er ikke den eneste, der gaar med en Kniv i Ærmet. Det er Enslevs Strige-Tale, som nu hævner sig. Men jeg tror, at vi i Øjeblikket befinder os paa et Vendepunkt. Kommer Partiet uskadt gennem denne Prøvelse, vil Samlingstanken sejre, og vi tør da haabe paa igen at gaa en rig og lykkelig Fremtid imøde."

Han havde rejst sig og taget hendes Haand.

"Saa vil De gaa til Enslev, ikke sandt? Jeg sætter nu alt mit Haab til Dem."

"Jeg har ikke stor Tro paa, at jeg kan udrette noget, … men jeg tør jo ikke sige Nej. Jeg skal gøre mit bedste, det lover jeg Dem!"

"Tak!"

Ved Døren vendte han sig om og sagde:

"Saa maa jeg blot endnu engang have Lov til at minde om, at Sagen haster. Inden Klokken 6 skulde jeg gerne have Svaret. Jeg vil tillade mig til den Tid at sende min Tjener til Dem." –

Ved Enslevs Dør blev Fru Bertha først afvist af lille Jomfru Jensen med den Besked, at Herren ikke tog imod; men da hun sendte sit Kort ind, blev hun straks indladt.

Enslev var forsøgsvis staaet op. Han sad i Slobrok med en Plæd omkring Benene henne i Solen ved Vinduet i sit Arbejdsværelse. Han havde endogsaa en af sine store, sorte Cigarer i Munden, og Røgen svævede over ham i blaalige Hvirvler^'34. Ved at 26 se ham sidde der saa fredelig og slikke Solskin som en gammel Pensionist blev Fru Bertha et Øjeblik staaende. Modsætningen mellem dette Syn og hendes egne urolige Følelser forvirrede hende. Det var saa ufatteligt, at denne lille, hvide og hjælpeløse Mand var Enslev, Tyrannen, som Venner og Fjender i en Menneskealder havde skælvet for, og hvis Ja og Nej endnu i hans Alderdom ejede en Magt, der styrede Folkets Skæbne.

Han vilde rejse sig op for at tage imod hende, men hun forhindrede det og bad ham blive siddende. Saa rullede hun selv en Stol frem over Gulvet og satte sig overfor ham.

"Som De ser – De finder mig halvt i Négligé," sagde han. "Min Læge tillader mig ikke at tage mod Besøg. Med Dem har jeg altsaa gjort en Undtagelse. Det er saa sjælden, jeg har den Fornøjelse at se Dem."

"De skal ogsaa have Tak, Enslev, fordi De lod mig komme ind. Det var meget elskværdigt af Dem. Jeg har jo hørt, at De desværre igen har været upasselig."

"Kun en Ubetydelighed. – Men jeg maa straks anmode Dem om at tilstaa mig en Begunstigelse. Vil De tillade mig at tilsidesætte Hensynet til en Dames Nærværelse og blive ved at ryge? Denne gode Cigar havde jeg lige faaet tændt, dengang De kom, og da det er den første efter tre Dages Afholdenhed, vil De forstaa. – –."

"Der behøves ingen Undskyldning. Det glæder mig, at Tobakken smager Dem. Det er jo altid det sikreste Tegn paa, at en Mand befinder sig vel."

"De er altfor artig, Fru Abildgaard! … Men jeg takker Dem."

Hans Blik og Tone gjorde Fru Bertha utryg. Hun havde undervejs forberedt sig paa, hvad hun vilde sige, men følte nu paa engang^'35 alting vakle. For at samle sine Tanker talte hun en Tid om ligegyldige Ting, indtil Enslev, der var bleven tavs, med eet afbrød hende.

"Skal jeg lette Dem Overgangen?"

"Hvordan mener De?"

"Jeg veed, hvorfor De er kommen her."

27 "De veed det!"

"Ja. Det vil sige, jeg har gættet mig til det. Da jeg fik Deres Kort ind, var jeg straks paa det rene med, at De kom her som Ambassadrice og overordenlig Befuldmægtiget. De ser saa forbavset paa mig, men der er ingen Grund til at beundre min Skarpsindighed. Tyrstrup har efterhaanden selv afsløret sin Grævlingenatur. Og det ligner ham da ogsaa godt nok at overtale en Dame til at gaa hans ubehagelige Ærender^'36."

"Det har De ikke Lov til at sige, Enslev. Jeg veed, at Tyrstrup to Gange har søgt Dem, men De har ikke villet modtage ham."

"Det er ganske rigtigt. Med en Fjende forhandler jeg ikke paa Tomandshaand men kun i Vidners Nærværelse og allerhelst i hele Offenlighedens Paahør. Jeg deler ikke Tyrstrups Forkærlighed for de smaa Tête-à-tête'r og kælne Overtalelser i Sofakrogene. – Men altsaa: De er kommen her i Anledning af det Brev, jeg har sendt Konsejlspræsidenten. Saa har han vel ogsaa meddelt Dem Brevets Indhold?"

"Nej, det følte han sig ikke berettiget til."

"Hvilken Finfølelse! Ja, Tyrstrup er den ædle, rettænkende Mand ud til Fingerspidserne! Selve Bravhedens Apoteose! … Forresten veed jeg ikke, hvad den Hemmelighedsfuldhed skal til. Imorgen kan dog alle og enhver læse mit Brev i "Femte Juni". Det meddeler iøvrigt blot, at jeg paa Grund af det mere og mindre vel maskerede politiske Bagstræv, der nu har Magten i Partiet, ønsker at frabede mig den Ære at være dets Formand."

Fru Bertha nikkede hen for sig og sagde:

"Jeg havde nok tænkt mig, at det maatte være det."

"Ja. Og samtidig har jeg meddelt, at jeg har besluttet mig til at udtræde af Partiet."

Det blev tilføjet let hen; men for Fru Bertha var det, som om Himlen styrtede ned.

"Det har De ikke, Enslev! Det kan De ikke mene! Udtræde … af det Parti, som De selv har været med til at skabe. Som man nu i en Menneskealder har givet Deres Navn!"

Enslev svarede ikke. Og for at understrege, at han var utilgængelig 28 for Paavirkning i den Sag, lagde han sig tilbage i Stolen og sugede kraftigt paa Cigaren.

Der var længe stille.

"Enslev – der var engang, da jeg saae hen til den Tid, vi nu lever i, som til en Fredens og Menneskekærlighedens Guldalder, som det vilde blive en stor Lykke at opleve. Jeg kan huske, at De selv engang i en prægtig Skaaltale lykønskede mine Børn, fordi de var fødte^'37 til Verden under Frihedens Tegn, paa et Tidspunkt, da dansk Ungdom – som De sagde – "kunde plukke de første, modne Frugter af Kundskabens Træ i dets frie Udfoldelse". Hvad Lykke det blev til for mine egne, skal jeg ikke komme ind paa. Men jeg maa ofte tænke paa, hvordan De vel nu inderst inde dømmer om Resultatet af Udviklingen. Det var jo dog et ganske andet Lykkeland, De i Deres Ungdoms Tro og Begejstring drømte om – og fik saa mange andre til at haabe paa."

Enslev havde hørt paa hende med sin vildeste Haan i Blikket.

"Udviklingen!^'38" vrængede han. "Dersom De tænker paa det fejge^'39 og lumpne Forræderi, vi nu er Vidne til, saa har De selvfølgelig Ret. Det var ikke en saadan Usselhedens Guldalder, jeg i sin Tid "drømte" om – som De saa ægte kvindeligt udtrykker Dem. Ikke i mine uhyggeligste Fantasier har jeg tænkt mig fromladne Marekatte af Provst Brobergs Kaliber som Resultatet af Udviklingen. Jeg stræbte engang efter at vække et sovende Folk og gøre det til det frieste og mandigste i Verden. Jeg vilde forsøge igen at skabe en Ungdom i dette lille Oldingeland … Men det gider jeg forresten ikke mere snakke om. Kun vil jeg sige Dem, Fru Abildgaard, hvad jeg allermindst havde troet at skulle opleve. Det er, at De, som var gift med min mangeaarige Ven og politiske Medarbejder, vilde finde det passende at stille Dem til Disposition for mine Fjender. Og det paa et Tidspunkt, da alt fejgt^'40 og lumpent Pak i Landet rotter sig sammen imod mig. En saadan Utaknemlighed vilde jeg ganske vist have forsvoret, og den er mig en bitter Skuffelse."

Han havde under dette Udbrud kastet den halvt udrøgne Cigar hen i Askebægeret, som om den pludselig kvalmede ham.

29 Fru Bertha rystede benægtende paa Hovedet.

"De tager fejl, Enslev! De vil aldrig opleve, at jeg gaar Deres Fjenders Ærende^'41. Men De er bleven lidt slem til at miskende Deres Venner. Det har jeg forøvrigt sagt Dem før … Mon De kan huske den Samtale, vi førte med hinanden i Sommer? Det var Dagen efter det store Strige-Møde. De lod mig dengang høre for, hvad De kaldte mit Sortsyn paa Udviklingen, og da jeg forsøgte at forklare Dem mine Ængstelser, vendte De det døve Øre til. Jeg tænkte derfor bagefter, at jeg maaske virkelig saae for mistrøstig paa vore Forhold. Men hvad jeg siden har set og oplevet, har ikke kunnet berolige mig. Jeg føler mig mere og mere overbevist om, at vi glider hen imod en frygtelig Katastrofe. Mine private Sorger og Bekymringer skal jeg – som sagt – ikke besvære Dem med. Kun en eneste Ting maa jeg have Lov til at nævne. Vor Samtale fandt jo Sted paa Storeholt, og som De vistnok veed, er nu Gaard og Gods og alt lige til det gamle Bohave kommet paa fremmede Hænder, og mit Barndomshjem er bleven lukket for mig. Det var et Salg i sidste Øjeblik for at undgaa Udpantning og Tvangsauktion. Jeg lægger ikke hele Ansvaret for Miseren paa min Brodersøn. Jeg veed godt, at den begyndte allerede i min Broders Tid – og maaske tidligere."

"Ja, det er altsaa en gammel Historie," sagde Enslev utaalmodig. "Jeg veed ikke, hvorfor De fortæller mig alt dette."

"Aa jo, for jeg synes, at denne triste Historie om en gammel Slægtsgaard, der i mere end hundrede Aar har været en Familjes Hjem og noget af en Helligdom for den, og som nu ved letsindig Sorgløshed og Sløseri er kommen i Hænderne paa en Person som Grosserer Søholm – jeg synes, at denne sørgelige Historie er som et Sindbillede paa vor hele selvforskyldte Elendighed. Tro mig, Enslev – der er rundt om i Landet mange, der i disse Tider har den samme knugende Følelse af Hjemløshed som jeg … mange, der sidder og fryser af Uhygge ved Tanken om, hvad Fremtiden vil bringe os!"

"Hvem er da denne Søholm?" spurgte Enslev for at komme 30 bort fra Emnet. "Er han ikke Kaffehandler? Og er han ikke Deres Brodersøns Svigerfar?"

"Det er et ganske samvittighedsløst Menneske, der ikke har andet Formaal end at tjene Penge. De talte før om Ungdommen, og hvad^'42 De havde ventet Dem af den. Men vil De sige mig, hvordan skal den unge Slægt kunne vækkes til Ansvarsfølelse, naar Personer af den Slags faar Lov til at gaa uantastede omkring og endogsaa hædres af Samfundet, ja stilles frem som Forbilleder for de Unge^'43? Er det underligt, at Haabløshed og en dræbende Ligegyldighed breder sig som en smitsom Sygdom netop blandt de ærligste og bedste af dem? … Og der er kun een herhjemme, der har Magt til at hjælpe her … en eneste, der maaske endnu kan vække Folket til Selvbesindelse og afværge en national Ulykke."

"Og det er altsaa Tyrstrup!"

"Nej – det er Dem, Enslev! De er den eneste her i Landet, hvis Ord alle lytter til. Den eneste, hvis Tale naaer ud til hele Folket med virkelig Myndighed og Styrke. Tyrstrup veed godt selv, at han ikke magter Opgaven alene … Og naar De gaar imod ham, hvor skal han da søge sine Forbundsfæller? … Men dersom De blot vilde, Enslev, saa kunde De med et Pennestrøg gøre en Ende paa meget af den vilde Lovløshed, der nu triumferer rundt om i vort Samfund … f. Eks. i vor Presse … og allermest i Deres egen Avis! Ja, jeg maa sige det, som jeg mener. De har der et Medansvar, som jeg ikke forstaar, at De vil blive ved at bære."

"Aa, den dumme Snak! I tyve Aar har jeg maattet høre den! Men den gør intet Indtryk paa mig. Jeg kender det danske Frisind og veed, hvad jeg foretager mig. Der lumrer omkring i Krogene saa mange lyssky Bakterier efter Fortidens aandelige Sygdomme. Paa dem virker "Femte Juni"s ungdommelige Respektløshed som en gavnlig Desinfektion. Den har blot – som det nu viser sig – ikke været kraftig nok."

"Maaske! Men har den ikke ogsaa ødelagt Livsspirer, Enslev? Hvor er vor Ungdom henne? Har en ung Mand i vore Dage nogen anden Tanke end sin egen Karriere – og saa Adspredelser 31 og Fornøjelser? Hvordan skal det ende? De lader nu, som om De ingenting ser. Men jeg tror Dem ikke. Dertil er De altfor klog. Jeg tror, at ogsaa De mangen Gang med Bekymring tænker paa, hvad Enden skal blive. Gid De da vilde glemme Fortiden og al gammel Bitterhed for vor Fremtids Skyld! Har vi ikke haft Splid og Ufred nok i dette Land? Forlig Dem med Tyrstrup! Han er ikke den, De mener. Blot De vilde tro mig! Slut Fred med alle dem, som vil det gode, hvad de saa ellers tænker og tror! Gør det, Enslev! Og Eftertiden vil velsigne Deres Navn!"

Revet hen af sin Bevægelse var hun gledet ned paa Knæ foran ham og havde taget hans Haand. Enslev følte sig et Øjeblik mod sin Vilje grebet, og da hun mærkede hans Usikkerhed, blev hun ved at trænge ind paa ham med bønfaldende Lidenskab, saa han tilsidst maatte rive Haanden til sig med Magt.

"Saa rejs Dem dog! … Dette her er altfor taabeligt! Jeg ber Dem om at holde op. De veed jo ikke, hvad De selv siger. De tager Dem den Frihed at bryde herind for at give mig politiske Raad! De finder det passende at foreholde mig mit Ansvar, at foreskrive mig Pligter! Kan De dog ikke selv indse, hvor latterlig Deres Optræden er?"

Fru Bertha havde rejst sig. Fortumlet og skamfuld vendte hun sig bort, da hun forstod, at hun var afmægtig.

Og Enslev skaanede hende ikke. Han sagde, at han selvfølgelig godt vidste, at der i den lange Kamp mod Undertrykkelsen fraoven og Enfoldighedens Tvang franeden kunde være gaaet et og andet værdifuldt i Løbet. Men hvem havde lovet hende, at Friheden skulde vindes uden Ofre? Ikke han! Det var vel overhovedet kun Kvinder, der forestillede sig en politisk Kamp som en Krig paa Knappenaale. Eller troede hun, at han selv var gaaet Ram forbi? At ikke ogsaa han havde maattet betale med Svind i sin personlige Lykkefølelse^'44? …

Fru Bertha saae sig tilbage mod Døren og ønskede sig bort. Hun havde hørt det ringe og frygtede for at træffe Fremmede.

"Nu maa jeg hellere gaa!" sagde hun. "Jeg gør Dem kun mere vred – og det var ikke Hensigten med mit Besøg."

32 Hun rakte ham Haanden, og Enslev blev igen forsonligere stemt.

"Paa Dem er jeg ikke vred. Men det gør mig ondt, at De har ladet Dem misbruge til denne politiske Sendelse, som De ikke selv har forstaaet. De indestaar for Tyrstrup – siger De. Men hvad Vægt ligger der paa ham? Han er jo kun en Leddedukke og Paradefigur i Hænderne paa Gjærup og den øvrige Bande, som nu i tredive Aar har ligget paa Lur for at komme mig tillivs …"

"Tal nu ikke mere, Enslev! Jeg veed jo nu, at jeg er gaaet forgæves. – Jeg siger Dem Farvel!"

Han vilde rejse sig for at følge hende til Døren, men i det samme kom lille Jensen ind med et Visitkort; og førend Enslev havde faaet Næseklemmerne frem for at læse Navnet, var Fru Bertha gaaet.

Ude i Forstuen mødte hun Redaktør Samuelsen, der, skønt kendelig^'45 nervøs, hilste hende med sin uforanderligt smilende Elskværdighed. –

IV

Nogle Timer senere, da Taagen og Mørket atter havde nedsænket København som i en underjordisk Verden, og mens Menneskestrømmen paany gik fra Broerne ind mod Teatrene og Byens andre Forlystelsessteder, samledes det af Gjærup foranstaltede politiske Velfærdsudvalg i et ældre Hus i Kronprinsensgade, et forhenværende Foreningshus, som nu var omdannet til et smaaborgerligt Selskabslokale.

Da Sammenkomsten var ganske privat og Resultatet foreløbig skulde hemmeligholdes strengt, var dette Mødested bleven foretrukket for Byens mere kendte Samlingslokaler, hvor det altid var vanskeligere at sikre sig mod at blive beluret af Pressens lange Øren.

Gjærup havde indfundet sig en halv Time før Mødetiden for at efterse, at alt var i behørig Orden efter Aftalen. Han kendte 33 personlig Værten, som oftere havde stillet sine Lokaler til Raadighed for den Slags Sammenkomster, hvori Gjærup var den ledende Aand. Han vidste, hvad Slags Sikkerhedsforanstaltninger der krævedes, og Gjærup ytrede da ogsaa nu sin Tilfredshed med Ordningen.

Midt i en Sal, der optog det meste af Huset, var der anbragt et langt Bord med Stole. Men ogsaa de tilstødende Rum paa begge Sider var forbeholdt Mødets Deltagere.

Et Uheld var midlertid indtruffet. En Kortslutning havde i sidste Øjeblik gennembrændt den elektriske Hovedledning. For at faa Huset oplyst havde man i Hast maattet skrabe sammen, hvad der kunde skaffes tilveje af gamle Petroleumslamper, Sølvkandelabre og Lygter. Og^'46 disse gammeldags Lamper og uroligt brændende Stearinlys lagde en Fortidsstemning over Salen, som Gjærup straks^'47 følte sig tiltalt af. Den svarede ogsaa godt^'48 til de Minder, der i Øjeblikket bevægede hans kæmpende Sind.

Han og Enslev havde været Venner fra Ungdommen. De kom begge ude fra Landet som fattige Studenter og havde dengang holdt broderligt sammen. Ved hint nu historisk berømte Sold i Studenterforeningen, da Enslev ud paa Natten sprang op paa en Stol og under frygtelig Tumult holdt sin første politiske Tale, havde Gjærup med sin Person dækket Vennen mod Overlast af nogle halvfulde og ophidsede Mennesker, der vilde rive ham ned af Stolen og prygle ham fordærvet. Ogsaa siden hørte han en Tid til Enslevs uegennyttigste Vaabendragere. Men deres Livsskæbner var bleven meget forskellige. Skønt Gjærup var et skarpsindigt Hoved med en ualmindelig juridisk Viden, som Partiet ofte havde gjort Brug af, var han stadig bleven holdt nede i en politisk Skyggetilværelse og af Partiets egen Presse gjort til en halvt latterlig, halvt tvetydig Person, hvad han ikke uden Grund tilskrev Enslevs Indflydelse. Fra det Øjeblik, da de to Venner mødtes i Rigsdagssalen, havde Enslev frygtet ham som Medbejler og ikke taget^'49 i Betænkning at uskadeliggøre ham.

Men nu følte Gjærup, at Hævnens Time var kommen for ham. Retfærdigheden skulde endelig indhente den store Forbryder! 34 Den Hovmodige skulde falde paa sine Gerninger og ende sine Dage som en fredløs Mand!

Folk begyndte at komme. Den første var den unge Højskoleforstander Aleksandersen i sin karakterfast tilknappede Frakke med de udpolstrede Skuldre. Ved Synet af det lange Bord med de mange forhistoriske Belysningsgenstande udbredte han smilende sine Arme, mens hans Skygge lumskelig tegnede sig paa Væggen bagved ham som en uhyre Sprællemand.

Nøjagtig paa Klokkeslaget kom Rektor Bohse sammen med Jørgen Højbo og Lærer Tanning. Og fra nu af gik Døren uafbrudt. En for en eller flere i Følge lukkedes Folk ind af Tjenerne, der med Lys eller Cyklelygter i Haanden havde ledsaget dem op ad den mørke Trappe.

Der samledes tilsidst henved et halvt hundrede Mænd, hvoraf Størsteparten var Lovgivere. De øvrige var bekendte Partifæller udenfor den aktive Politik, et Par Universitetsprofessorer, nogle Præster og Redaktører, om hvem det vidstes, at ogsaa de efterhaanden havde taget Afstand fra Enslev og hans Presse. De var bleven indbudt, for at de med deres ansete Navne kunde forøge Betydningen af en Protestadresse, som det var Gjærups Hensigt at faa vedtaget til senere Offenliggørelse paa et belejligt Tidspunkt.

Stemningen var hos de fleste meget alvorlig. "Femte Juni" havde igen i sit Aftennummer angrebet Regeringen i en Artikel, der var spækket med Mistænkeliggørelse. Bladet gik fra Haand til Haand, og de ældre Rigsdagsbønder rystede paa Hovedet. Disse Enslevs fordums Kampfæller gik med tungt Hjerte til Opgøret med deres gamle Høvding. De saae med Mishag paa Højskoleforstander Aleksandersen og nogle andre yngre, der ikke kunde skjule deres Tilfredshed over endelig at faa Ram paa dette Afgudsbillede fra en i deres Øjne skummel^'50 Fortid.

De fleste af Ministrene havde indfundet sig efter Indbydelse, deriblandt ogsaa Dagens Mand, Provst Broberg, der samme Morgen var kommen hertil fra Jylland. Den graamankede Dværg gik huldsaligt smilende omkring i Salen, trykkede Folk i Haanden og modtog Lykønskninger.

35 Tilsidst manglede kun Tyrstrup. Da man havde ventet paa ham nogen Tid, begyndte der at brede sig en mørk Tvivl om, hvorvidt han overhovedet vilde komme. Mistilliden til Regeringschefen holdt sig uforandret i Partiet trods de Indrømmelser, han stadig gjorde de Krigslystne^'51.

Gjærup og Lærer Tanning stak Hovederne sammen henne i et Hjørne og syntes raadvilde. Der rørte sig efterhaanden nogen Utaalmodighed i Salen. Kun Provst Broberg, der vedvarende følte sig som Centrum for Opmærksomheden, gik lige straalende omkring og trykkede Folk i Haanden.

Men nu aabnedes Døren af selve Værten, og Tyrstrup traadte ind. Hans ualmindelig bekymringsfulde Ansigtsudtryk bragte Samtalen til at standse. Lærer Tanning førte ham til hans Plads ved den øverste Bordende, hvorefter alle satte sig i Tavshed.

Den gamle Jørgen Højbo indledede med en kort Redegørelse for Hensigten med Mødet og gav derpaa Ordet til Rektor Bohse, hvem man paa Gjærups Forslag havde overdraget at føre Hovedslaget mod Enslev. Gjærup selv veg ved saadanne Lejligheder gerne tilbage i sidste Øjeblik paa Grund af Anfægtelser. Med al sin vilde Hævngerrighed var han et følsomt Menneske, der nok kunde være med til at slibe Vaabnene men helst overlod selve Blodsudgydelsen til andre.

Nu var Rektor Bohse ogsaa den Mand, hvis Ord vilde virke med størst Vægt omkring i Landet. Ganske vist hørte han ikke til Partiets ledende eller prægende Skikkelser. I Grunden var han slet ikke Politiker, og de rigtige gamle Rigsdagsrotter maatte ofte smile af hans Enfoldighed. Det var hans Karakters Uangribelighed, der havde skabt hans Anseelse. Enslev, der til sin Forbitrelse aldrig havde kunnet faa Ram paa ham, kaldte ham for "Bæltedyret" paa Grund af denne Atmosfære af Retskaffenhed, der omgav ham som et beskyttende Panser.

Rektoren talte langsomt, med en akademisk Retorik, der undertiden kunde stige til Svulst. Men der var et harmfyldt Sinds Kraft i hans Angreb paa "Femte Juni" og paa Enslevs Forhold til dette Blad – "Frivolitetens og Korruptionens Hoforgan", som han kaldte det. Han vakte Bevægelse ved at erklære, at mange 36 Partifæller rundt om i Landet ikke alene med Forundring men ogsaa med Sorg og dyb Harme var Vidne til, at en af deres Førere, ja selve Partiets Æresformand gjorde sig personlig Fordel af en Bladindustri, der spekulerede i Folkets Fordærv.

Han sluttede sin lange Tale med at sige, at ingen vilde nægte Enslev Tak og Anerkendelse for hans Fortjenester som en af Grundlæggerne af det danske Folks Selvstyre. Men han havde i den senere Tid aabenbaret en sygelig og stadig mere ubehersket Ødelæggelseslyst overfor sit eget Livsværk. Frihedens sande Venner i Landet maatte nu kræve, at der stilledes ham Valget mellem at støtte Partiets Regering i dennes Arbejde for Folkets moralske, religiøse og økonomiske Genrejsning eller at vige Formandspladsen til Trods for, at den i sin Tid var tildelt ham som et livsvarigt Æressæde.

Da han satte sig ned, fik Stemningen Udløsning i en kraftig Tilslutning. Provst Broberg, der havde Plads ved Siden af ham, trykkede hans Haand.

Det var nu Meningen, at Højskoleforstander Aleksandersen skulde have haft Ordet som Repræsentant for den yngre Generation. Men til almindelig Forbavselse rejste Tyrstrup sig og ønskede at tale.

Fra en høj Kandelaber med flere Lys, der stod foran ham, kastedes der et flakkende Skær over hans Ansigt. Man kunde se, at han var stærkt bevæget og havde en vigtig Meddelelse at gøre. Paa Væggen tæt bagved ham tegnede hans mangedoblede Skygge sig som en Klynge lyttende Taageskikkelser.

"For at forhindre Fortsættelsen af en Debat, som Forholdene har gjort overflødig, betænker jeg mig ikke paa at gøre d'Herrer bekendt med Indholdet af en Skrivelse, jeg idag har modtaget fra Enslev. Da jeg imidlertid endnu ikke har haft Lejlighed til at fremlægge den for Partistyrelsen, maa jeg bede Dem alle om foreløbig at betragte min Oplysning som strengt fortrolig. Enslev meddeler, at han ønsker sig fritaget for sine politiske Tillidshverv og saaledes ogsaa fratræder Formandsskabet."

Der gik et Brus af glad Overraskelse gennem Forsamlingen. 37 Aleksandersen lagde sig triumferende tilbage mod Stoleryggen og raabte: "Hør!"

"Men desværre har jeg ogsaa en anden Meddelelse at gøre," fortsatte Tyrstrup. "Jeg er overbevist om, at den vil vække dyb Beklagelse ikke alene i denne Forsamling men hos alle dem, for hvem Fremtidsmaalet har været en fredelig Samvirken af Folkets Kræfter til Bedste for vort fælles Fædreland. Enslev meddeler mig, at han – vor mangeaarige Fører og første^'52 Kraft – udmelder sig af Partiet."

Efter disse Ord lød der ingen Hør. I nogle Øjeblikke var der en Stilhed i den dystre Sal, som om et Lyn var slaaet ned. Man stirrede paa Tyrstrup, mens Ophidselse, Angst og Forlegenhed kæmpede om Herredømmet i alle Sind^'53.

Saa rejste der sig højlydte Protester fra mange Sider.

"Det maa ikke ske!" sagde en gammel Bonde grædefærdig.

Men Lærer Tanning raabte:

"Det er Forræderi!"

Og hans Ord blev gentaget af flere.

Gjærup sad lamslaaet med Haanden omkring Hagen og stirrede ud gennem Brillerne med Øjne saa runde og mørke som en Natugles. Ved en lynsnar Manøvre havde Enslev paany slaaet ham Mordvaabnet ud af Haanden og narret ham for hans Hævn.

Alle var paa det rene med, at Enslevs Udmeldelse betød en Undsigelse, at den indvarslede en ny Sværdtid, Stormtid, Ulvtid i Stedet for den Fred, som mange havde haabet paa.

Da der endelig var bleven lidt Ro i Salen, fortsatte Tyrstrup. Han sagde, at de – ofte miskendte – Bestræbelser, der var gjort for at afværge denne triste Katastrofe, altsaa ikke var bleven kronede med Held. Han havde dog det Haab, at Sammenholdet i Partiet skulde vise sig stærkt nok til at modstaa ogsaa denne svære Rystelse, og han bad alle de Tilstedeværende^'54 tilsige ham og det øvrige Ministerium deres virksomme Støtte i den bitre og sørgelige Kamp, der sikkert forestod.

Som Svar herpaa sprang Lærer Tanning op og raabte:

"Danmark leve!"

38 Alle rejste sig. Med tre taktfaste Hurraer bekræftede Forsamlingen sin Tilslutning til Tyrstrups Ord. – –

Ude omkring i Hovedgaderne sporedes allerede et stærkt Røre. "Femte Juni" havde udsendt en Løbeseddel med Enslevs Krigserklæring, og Folk søgte hen til Avisredaktionernes Vinduer for at læse de ophængte Plakater.

Ud paa Aftenen voksede Bevægelsen i Byen som paa en Valgdag. Især var der Trængsel paa Højbro Plads udenfor "Femte Juni"s^'55 store Bygning. Hurraer og Leveraab for Enslev blandet med Piben og Spektakel lød op mod den halvrunde Hjørnealtan, hvor den gamle Fører saa ofte paa de store Valgaftener havde vist sig for Mængden og ladet sig hylde.

Nu sad Samuelsen deroppe bag Vinduesplakaterne og var hensunken i mørk Fortvivlelse. Et stort Haab var kuldkastet for denne Fredens Mand, der kun ønskede at faa Ro til at gøre sin Gerning som Publikums faderlige Velgører og Ven. Virkeliggørelsen af hans Drøm om et mægtigt, 24-sidigt Blad med en ærligt udstrakt Haand til alle Sider, med et særligt Søndagsnummer, en Sportstidende, et illustreret Onsdagstillæg for Børn, en Sundhedsbibel og et humoristisk Følgeblad med kolorerede Billeder, dette Kæmpeforetagende, der kærligt skulde omslutte hele Folket som en Polyp og nedslaa enhver Konkurrence – alt var igen uhjælpeligt strandet paa en halvgal Oldings Stædighed!

V

Mellem de mange tusinde Telefonsamtaler, der krydsedes over København denne Aften i Anledning af Enslev, blev nogle ført mellem Jægermester Hagens Svigerfar, Grosserer Søholm, og forskellige politisk interesserede Folk af hans Bekendtskab, som Grossereren ringede op for at høre deres Mening om Affæren.

"Ja saa! … Naa! … Stemmerne paa Landet altsaa; ja det kan jo være! … Jeg er Forretningmand^'56, kender ikke noget til de Dele … Hvad siger De? … Min Svigersøns Standpunkt? Ja, det kender jeg heller ikke noget til. Blander mig ikke i det. Men De mener altsaa, at Enslev er færdig … Ogsaa syg? Ja, 39 det er han jo. Nu faar vi se, hvad det Spektakel bliver til … Ja ja, Godnat!"

Grosserer Søholm havde sit Kontor ved Vestervold. Hans Privatbolig – en nybygget, palæagtig Villa – laa i det fornemme Kvarter foran paa Østerbro. Hver Søgnedags Morgen Klokken otte kørte han hjemmefra i et elefantgraat Kæmpeautomobil, og indtil han ved Sekstiden vendte tilbage, repræsenteredes Familjen af hans to ugifte Døtre, Frøknerne Cecilie og Constance, samt af hans Søster, den gamle Frøken Søholm, der under Broderens Fraværelse var Husets egenlige Herskerinde.

Grossererens Kone levede ganske vist endnu men blev kun halvvejs regnet med til Familjen. Som en fattig Slægtning, der spiste Naadsensbrød der i Huset, havde hun sit Stade inde i Spisestuen, hvor hun fik Lov til at sidde ved et af Vinduerne med et Strikketøj. Den forhenværende Grønthandlerske havde vist sig ganske uimodtagelig for selskabelig Dressur, og Aarene havde i det hele taget ikke virket udviklende paa hendes Aandsevner. Hun sad ved sit Vindu og lyttede med det samme sky Udtryk som en mishandlet Hest og spiste kun med ved Bordet, naar der ikke var Fremmede.

For Døtrene var hun udelukkende deres Fars Kone, og for Frøken Søholm var hun et Huskors, som det til hendes store Ærgrelse ikke var lykkedes hende at plage Livet af.

Frøknerne Cecilie og Constance var begge høje, slanke Skikkelser, der lignede deres Søster Fru Vilhelmine, saa Folk tidt tog fejl af dem paa Gaden. De gik ligesom hun altid meget elegant klædt og var den meste Tid af Dagen optaget af deres Garderobe og Frisyre.

"Kaffesøstrene", som man kaldte dem i Byen, havde alle tre faaet deres Opdragelse i en udenlandsk Pension, og den yngste af dem, Frøken Constance, var nylig vendt hjem fra et Besøg i Tyskland som forlovet. Hendes Kæreste, en Ulanofficer og Friherre, ventedes til Byen i den nærmeste Fremtid. Baade Grossereren og hans Søster var meget tilfredse med Partiet. Den tilkommende Friherreindetitel var for dem et Vederlag for den 40 fejlslagne Spekulation, som Vilhelmines Giftermaal havde været for dem. Om Moderens Mening blev der ikke spurgt^'57.

Frøken Cecilie var endnu uforlovet. Og dog var hun efter manges Mening den smukkeste af de tre smukke Søstre og havde ogsaa haft de fleste Tilbud. Men ved den megen Omgang med sit eget Spejlbillede havde hun levet sig ind i den Forestilling, at hun var Jordens skønneste Kvinde, og hun fandt af den Grund ingen Mand god nok til at blive lyksaliggjort af hende. Hun gik omkring med et livstræt Udtryk, ligesom besværet af sin overordenlige Dejlighed, og havde et nedladende Væsen, der lod Folk vide, at hun viste dem en stor Naade blot ved at eksistere.

Søndagen efter den store politiske Begivenhed var Jægermesteren bedt til Frokost hos sin Svigerfar sammen med sin Kone. Forholdet mellem de to Mænd havde just ikke bedret sig; men Forhandlingerne om Storeholts Salg havde gjort en Fornyelse af den personlige Omgang nødvendig.

Ved Bordet fortalte Grossereren, at han med det første agtede sig over til "sin Gaard", hvor han vilde tilbringe en Ugestid for at tilse de paabegyndte store Ombygningsarbejder. Det var Meningen, at hans nye Svigersøn, Ulanofficeren, samtidig skulde tilbringe nogle Dage derovre, og han talte om at foranstalte et Par Jagter og maaske give et Par større Middagsselskaber.

Jægermesteren fik ogsaa en Indbydelse, som han dog afslog. Hvor lykkelig han end følte sig ved at have givet Storeholt fra sig og være befriet for alle Bryderier med Penge, Folkehold og Regnskaber, faldt det ham dog endnu lidt for Brystet at høre Svigerfaderen tale om hans gamle Hjem som sin Ejendom.

Han skottede et Par Gange over Bordet til sin Kone, der imidlertid sad ligegyldig og spiste paa sin korrekte Maade med fastklemte Albuer og bløde Haandled.

"Naa ja," tænkte han. "Vilhelmine kan naturligvis ikke føle det paa samme Maade som jeg. Men lille Kaj ligger dog begravet derovre."

Efter Bordet bød Svigerfaderen ham ind i sit Rygekabinet til en Havanna og gav sig her til at tale om det "politiske Vrøvl", som Bladene var saa fulde af. Han spurgte ham, hvordan han 41 agtede at stille sig til den forandrede Situation, om han vilde gaa med Enslev eller med Tyrstrup.

Det faldt dog ikke Jægermesteren ind at indlade sig paa nogen politisk Diskussion med sin Svigerfar. For ham var og blev den Mand aldrig andet end en Pakhuskarl, der havde haft Held med sig, og han havde paa ingen Maade ladet sig imponere af hans Millioner.

Han tav endogsaa stille med, hvad der dog smigrede ham, at han allerede havde været Genstand for flere Overtalelsesforsøg fra den Tyrstrupske Fraktions Side. Gjærup havde endog personlig søgt ham for at friste ham med Løftet om en Plads i det vigtige Udvalg om Husmandsloven. Men han havde besluttet sig til foreløbig at se Tiden an og holde sig fri af Partikævlet, for at han fremdeles – med Blikket fast rettet mod Maalet – kunde bevare Hovedet klart.

Inde i Dagligstuen ved Siden af begyndte en Grammofon at skratte. Da den kom i Gang, blev det til en wagnersk Arie, sungen af Nationens Øjesten, Operaens Heltetenor.

Hr. Søholm trykkede paa en Knap under Bordpladen, og næsten som en Automat skød Døren til Gangen sig ind i Muren, og en uniformeret og friseret Dreng kom tilsyne i Aabningen i militær Retstilling.

"Grossereren^'58 kaldte!"

"Luk der!" befalede Hr. Søholm og gjorde et Kast med Hovedet hen imod den aabne Dør til Dagligstuen.

Da han var bleven alene med Jægermesteren, lagde han Benene op paa en Stol og sagde:

"Vil De vide min Mening, saa er det den, at Enslev er færdig. Stemningen ude omkring i Landet^'59 er imod ham. Han er jo ogsaa en syg Mand. Det skulde De tænke lidt over. For det var jo rart, om De snart kunde faa fat i den rigtige Ende derhenne paa Rigsdagen."

"Jeg er ikke tilfals," sagde Jægermesteren stramt afvisende.

Hr. Søholm slog en Latter op. Han havde i Tankerne allerede gjort sin Svigersøns Bo op og udleveret det til Skifteretten.

42 "Nej, fint skal det være – og skidt er 'et!"

"Hvad mener De med det?"

"Jeg mener sgu, at det er Deres Pligt at tænke lidt alvorligt paa Fremtiden. Inden et halvt Aar har I jo formøblet, hvad I fik Lov at beholde. Det kan jo enhver se. Hvad vil I saa leve af? Af mig faar I ikke en Øre!"

"Jeg skal have mig frabedt, at De blander Dem i mine Ting."

"Det agter jeg nu alligevel at gøre for Vilhelmines Skyld."

"Har Vilhelmine maaske klaget? Savner hun noget?"

Det ene Ord tog det andet, og det kom til et af disse øredøvende Skænderier, som var den sædvanlige Afslutning paa deres Samtaler. Og det var altid Jægermesteren, der var den haardeste Hals. Al gammel Patricierfølelse skød sig op i ham overfor denne skrydende Plebejer med den opsvulmede Brydernakke, mens Hr. Søholm paa sin Side lammedes af denne^'60 totale Respektløshed overfor^'61 hans Penge, som han var vant til at se Folk krybe for.

Efter at Jægermesteren havde affyret sin Yndlings-Bemærkning, at han vilde blæse Alverdens Rak^'62 et Stykke, og det ikke med Munden, skød han Døren til Dagligstuen tilside og raabte ind:

"Vilhelmine! Nu gaar vi!"

Virkningen var dog lidt flov for ham, idet hans Kone allerede var taget bort. I hendes Sted var det Tenorhelten, der svarede ham gennem Grammofontragten:

Elskede! Kom til mit Bryst!
O, allerkærligste Lyst!

Da han kom ned paa Gaden, smilte han tilfreds. Det havde ligefrem gjort godt igen at faa Luft overfor det store Bæst. Men nu trængte han til at tale med et fornuftigt Menneske, og han bestemte sig til at gaa hen i Dronningens Tværgade.

Han havde ogsaa noget at sige Jytte om Karsten From, som han om Formiddagen havde siddet for. Og han ventede at træffe Kusinen alene, fordi han vidste, at hans Tante hver Søndag Eftermiddag gik ud paa Kirkegaarden for at se til sin Mands og sin Søns Grave.

43 I Forstuen meddelte Pigen ham, at der var Besøg. Han gik alligevel ind og fandt en stor, fyldig, meget smuk men ikke længer ganske ung Dame med en kostbar Blaaræv hængende nede over Arme og Ryg.

Hun var ham ganske fremmed; men idet de saae hinanden, kom de uvilkaarligt begge to til at le. Damen – der blev forestillet som Fru Merck – var nemlig den Juvelerfrue^'63, hvis Portræt han havde set i Karsten^'64 Froms Atelier; og hun genkendte hans Ansigt fra det samme Sted. Det gik tillige op for Jægermesteren, at det maatte være hende, han forleden havde vekslet Øjekast med paa Østergade, mens hun foer forbi i et flot Køretøj.

"Saa er det sagtens Deres Auto, der holder her udenfor," sagde han og fikserede hende lidt.

"Ja vist! Og Tak, fordi De minder mig om det."

Hun fik sit Ræveskind lagt tilrette paa Skuldrene og spurgte imens, om man havde den Fornøjelse at se ham ved den store Modtagelse hos Karsten From næste Fredag. Hun hørte til sin Overraskelse, at hans Kusine ikke var indbudt.

"From har bedt mig om at komme; men Rigsdagsarbejdet lægger naturligvis stærkt Beslag paa os Folkets Mænd i denne Tid. Den politiske Situation er jo meget alvorlig. Man veed aldrig, hvad Øjeblik man kan blive kaldt til Konferencer af afgørende Betydning."

"Naa ja – bliver De forhindret, gaar De næppe tabt af saa meget," sagde Fru Merck og rejste sig. "Der er ikke mere saa morsomt hos From. Det kan være^'65 godt nok med alle hans tricks; men man kan ogsaa faa for meget af Hr. Bajads."

"Hans Selskaber har dog Ord for at være særdeles livlige."

Fru Merck lo med en uciviliseret Latter og strøg sig over sine lange Handsker^'66.

"Ja, der sker vistnok undertiden paa Hjemturen nogle smaa Forvekslinger mellem Parrene. Menneskene er jo ikke altid saa dydige, som de burde være."

Hun sagde nu Farvel; og Jytte, der hele Tiden havde undgaaet at se paa hende, maatte følge hende ud.

44 Da hun kom tilbage, stod Fætteren ude paa Gulvet med Hænderne i Siden og smilte bredt.

"Hvad er det for en Dame? I kender hende altsaa?"

"Nej – Gud ske Lov! – det gør vi egenlig ikke. Men hun har en Tante i Australien^'67, som engang var Mors Veninde. Hun kom for at bringe en Hilsen fra hende."

Jytte anede dog, at denne Hilsen kun havde været et Paaskud, som muligvis endda var opfundet. Fru Merck havde paa en eller anden Maade faaet Underretning om hendes Besøg hos From, maaske fra From selv. Hun havde vist sig paafaldende ivrig for at tale om ham, og det var gaaet op for Jytte, at der maatte bestaa et Forhold mellem de to, og at Fru Merck var kommen her, fordi hun var bleven mistænksom og vilde spionere.

"Det var iøvrigt pudsigt, at hun skulde nævne Froms store Aftenselskab," sagde Fætteren. "Jeg kommer nemlig lige fra ham, og han sagde selv akkurat det samme om det. Han troede ikke, det blev morsomt. Han havde allermest Lyst til at aflyse det. Men der er allerede engageret et Zigøjnerorkester, og Maden og Betjeningen er ogsaa bestilt. Jeg tror endda, at han har gjort særlig store Anstrengelser denne Gang."

"Hvorfor mener han da, at det ikke skal blive vellykket?" spurgte Jytte, der havde sat sig hen ved Vinduet og saae ud paa Gaden, som om hun kun var halvvejs nærværende.

"Fordi han ser alting gennem sværtet Glas i disse Dage. Han er i et skrækkeligt Humør. Kan du ikke gætte Grunden?"

Jytte drejede Hovedet om.

"Jeg?"

"Maaske burde jeg ikke sige det; men jeg tror, han har haft et lille bitte Haab om at kunne faa Lov til at invitere dig med til Festen. Det er vist netop af den Grund, han har gjort sig særlige Anstrengelser med den. Han har ikke direkte spurgt mig, men kun^'68 forhørt sig om min Mening. Men efter det, du fortalte mig forleden, har jeg jo ikke været i Tvivl om, hvordan du vilde stille dig, og det sagde jeg ham ogsaa. Jeg kunde mærke, at han blev meget modfalden. I flere Minutter sagde han ikke et Ord. Og … ja, siden jeg nu har sagt saa meget, Jytte, saa kan 45 jeg lige saa godt fortælle hele Sandheden. Han er rasende – aldeles vanvittig forelsket i dig."

"Aa – Vrøvl!" sagde Jytte og vendte sig mod Vinduet med blussende Kinder^'69.

"Jeg veed det bedre, lille Kusine! For han har selv betroet mig det. Han maa i det hele bestandig tale om dig."

"Aa – maa jeg være fri!" sagde Jytte og rejste sig.

Hun hørte i det samme sin Mor komme hjem, og af Frygt for at træffe hende netop nu gik hun ind til sig selv.

Inde i sit Værelse satte hun sig hen i sin Lænestol og lagde Haanden over Øjnene. Det var dog kun et Nu. Saa rettede hun sig op og kaldte sig selv barnagtig. Herregud, hun havde dog før været en Smule optaget af et kønt Mandfolkeansigt uden at dø af det! Men den Tanke harmede hende, at Karsten From kunde kaste sig hen til et Kvindemenneske som denne Fru Merck, der gjorde sig til af at have haft flere Elskere end Kejserinde Katharina den Anden. At han dog ikke kunde se, hvor uværdigt det var!

Hvad John havde fortalt om hans "vanvittige Forelskelse", troede hun ikke en Døjt paa. Det var vist aldrig saa alvorligt med ham! –

Da hun en halv Time efter igen kom ind i Stuen, var Fætteren gaaet. Heller ikke Moderen var der. Hun gik lidt omkring med et Sjal over Skuldrene, fordi hun var kommen til at fryse. Hun ordnede sine Noder, trak en Skuffe ud og faldt i Tanker, fordi hun havde glemt, hvad det var, hun søgte, og satte sig tilsidst igen hen ved Vinduet og saae ned paa Gaden.

Det var begyndt at mørkne. Lygterne blev netop tændt. Ogsaa Sporvognene, der kurede gennem Gaden med søndagspyntede Folk, var oplyste. Hun kom til at tænke paa, at det var paa denne Tid af Dagen, Torben Dihmer i længst forsvundne Dage plejede at komme paa Besøg, og hun følte ham paa en egen betryggende Maade igen som nærværende^'70.

Altid stod han først lidt derhenne ved Døren og saae sig omkring, som om han vilde forvisse sig om, at intet var forandret siden sidst. "Den gamle^'71 Stue", som han kaldte den paa Grund 46 af de mørke, svære Mahognimøbler, der alle stammede fra hendes Farfars solide Købmandshjem. Selv var han altid den samme. Ikke meget talende og dog altid underholdende og fuld af Skælmeri. Verdens elskeligste Menneske! … Trods den Skinsyge, der kunde plage hende, naar han og Moderen kom for dybt ind paa Politiken, hvor havde det været en lys og fredfyldt Tid! Det var ikke til at forstaa, at den virkelig ikke laa længere tilbage. Hun syntes, at den tilhørte en uendelig fjern Fortid, en Guldalder i Tidernes første Morgengry. Selv deres sidste, ulykkelige Møde i Italien for kun syv Maaneder siden stod næsten for hende som en Oplevelse fra en anden Tilværelse.

Moderen var kommen ind i Stuen. Hun havde sat sig hen i Sofaen med sin Strikkestrømpe.

Forholdet mellem Mor og Datter var endnu ikke kommen helt i Lave efter Besøget hos Karsten From. Men Jytte følte i dette Øjeblik Trang til en Forsoning. Hun satte sig hen ved Siden af Moderen og lagde indsmigrende Armen om hendes Liv.

"Er du endnu vred paa mig, Mor?"

Fru Bertha skottede lidt mistænksomt til hende. Saa tog hun hendes Haand og saae hende ind i de sørgmodige^'72 Øjne.

"Vil du love mig en Ting, Jytte? Vil du altid være ærlig mod mig? Aldrig skjule noget for mig, selv om du veed, at det vil bedrøve mig?"

"Det lover jeg dig!" sagde Jytte efter en kort Betænkning og kyssede hende.

VI

Frøken Susse Frederiksen, kaldet Folkets Glæde, og hendes Kvartals-Kæreste, tykke Frants Møller, sad en Aften ved Ottetiden i et mindre Restaurationslokale ved Vestervold. De saae begge meget nedslaaede ud. I henved et Par Timer havde de siddet tavse og stirret ud over deres tomme Glas.

Der var ikke andre i Lokalet end et Par ældre Mænd, der sad fordybet^'73 i Aftenbladene. Ogsaa Opvarteren havde slaaet sig ned i et Sofahjørne med en Avis.

47 Frøken Susse laa ud over Marmorbordet med Haanden under Kinden. Den store Hat sad skævt paa Hovedet, og hvert Øjeblik skød hun Skuldrene i Vejret under heftige Kuldegysninger. Sminken og de sværtede Øjenbryn, som ellers dækkede over hendes Alder, gjorde det indfaldne Ansigt uhyggeligt. Hun havde om Formiddagen haft en skrækkelig Oplevelse. En Politibetjent havde ved Tolvtiden ringet paa hendes Dør og udbedt sig en Samtale med hende. Han havde forklaret, at der samme Morgen i Søndermarken var skaaret en hængt Mand ned, i hvis tomme^'74 Lommer man havde fundet en Seddel med hendes Navn og Adresse, hvorfor man formodede, at hun kendte ham. Da man ikke paa anden Maade havde kunnet faa oplyst, hvem Manden var, bad han hende om at være saa god at følge med til Lighuset.

Af Betjentens Beskrivelse forstod hun straks, at det var Cajus Vang, og hendes første Følelse var en rasende Forbitrelse mod ham paa Grund af den Seddel. Men derpaa kom hun til at græde. Og med Graaden vaagnede Medfølelsen for den tidligere Ven, vaagnede ogsaa Angeren over hendes Medskyld i hans Ulykke og desuden – lidt efter lidt – en rædselsblandet Nysgerrighed efter at se hans Lig.

Hun havde opfattet Politibetjentens Anmodning som en Ordre og kun forlangt, at hendes Forlovede, hvem der straks blev ringet efter, fik Lov at følge med. Kort efter kørte de alle tre i en Droske til Lighuset. Frants Møller fik dog straks ondt af Lugten i Gangen og vilde ikke gaa med ind. Og da Susse, med Betjenten i Haanden, stod foran den skrækkelige Glaskiste og mødte Synet af Vennens sortblaa Lig, fløj hun op i hysterisk Krampelatter og faldt derpaa besvimet om i Betjentens Arme.

Siden havde hun og tykke Møller drevet planløst omkring og strammet sig op med Kradsere af forskellig Slags, indtil de nu var havnet her paa et Sted, de ikke kendte, og hvor de kun blev siddende af Mangel paa Energi til at rejse sig og af Frygt for Mørket udenfor.

Foran Susse laa Dagens Nummer af "Femte Juni", som hun længe havde stirret ned i uden at læse. Men paa een Gang 48 vaagnede hun. Hun havde opdaget et Portræt af Mads Vestrup i Bladet.

"Du!" sagde hun og stødte til sin Ven med Haanden. "Ham der! Det er jo Præsten, vi traf hos Jørgen Berg, kan du huske?"

Frants Møller, der sad paa den anden Side af Bordet med fremstrakte Ben og Hænderne i Bukselommerne, kastede over Skulderen et sløvt Blik i Avisen^'75.

"Naa – ham! Ja, han holder Foredrag iaften henne i Elysium."

"Iaften? Hør, der maa vi da hen! Vi har jo ogsaa lovet det. Og det kan da altid være ligesaa underholdende som at sidde her og hænge."

De kævledes en Tid om det. Frants Møller havde ingen Lyst. Resultatet blev dog, at de gik derhen. Ude paa den mørke Gade tog Susse Vennen under Armen og trykkede sig ind til ham under en saa voldsom Skudren, at hendes Tænder klaprede.

Elysium var den indre Bys tarveligste Dansesalon. Den laa i en Bagbygning ovenover en Hestestald og nogle Materialboder. Paa Vejen op ad den snevre Trappe mødte de A B D, der var for Nedgaaende. Den gamle Natfugl var allerede saa bedugget, at han hikkede.

"Storartet Succes!" brølte han, da han genkendte dem. "A B D-Succes! Smadderfuldt!"

Det sidste var rigtigt nok. "Femte Juni"s Artikler om den jyske Vandrepræst, frem for alt Bladets Oplysninger om den ny^'76 Kultusministers Forhold til hans Embedsafsættelse, havde vakt Nysgerrighed. Salen, der rummede fire-fem hundrede Mennesker, var opfyldt indtil Vindueskarmene af Bladets brogede Publikum. Der sad Studenter og Kontorister Side om Side med Byens unge Levemænd. Jævne Borgermadammer bredte sig paa Bænk sammen med Modedamer, der mødte med Teaterkikkert og Konfektpose. En Del af Kvarterets Smaahaandværkere og andre Arbejdere var ogsaa gaaet herhen for at se Samuelsens sidste Barnumske Trækplaster: en hellig Mand, der var smidt ud af sin Præstegaard paa Grund af Usædelighed.

To af Hovedstadens unge Gejstlige havde indfundet sig incognito. 49 De sad som Detektiver forputtet henne i en Krog, hvor de skiftevis rejste sig halvt op for at kaste et spejdende Blik omkring i Salen.

Skønt Mads Vestrup allerede havde vist sig paa Orkester-Forhøjningen, hvorfra han skulde tale, var der stadig en Del Uro mellem Folk. Flere, som bare var kommen for at tage den mærkværdige Præst i Øjesyn, søgte straks igen mod Udgangen, fordrevet af den skrækkelige Luft i den lavloftede Sal. En Mand rejste sig midt i Forsamlingen og raabte, at man skulde lukke Vinduer op. En Arbejder vakte Munterhed ved at anbefale "at dreje om for Gassen."

Susse og hendes Ven, der efterhaanden havde arbejdet sig gennem Trængslen ved Døren, fik nu trykket sig et Par Siddepladser til paa en af Sidebænkene langs med Væggen. De havde undervejs opdaget flere af deres Bekendte. Ikke langt fra dem sad Jørgen Berg og Fru Maja. Noget længere tilbage saaes Karl Mays lodne Pudelhundehoved^'77 med Hagen hvilende paa Stokkeknappen, og ved Siden af ham hans Skygge, Lejf Knudsen, med Skitsebog og Blyant. I Lejfs Barneansigt lyste et Smil, som om han just fik Ideen til en ondskabsfuld Karikatur af "Vandrepræsten".

Mads Vestrup gjorde nu heller ikke nogen imponerende Figur og skuffede straks dem, der var kommen med Forventning om at se et Monstrum af eventyrligt Udseende. Som altid, naar han befandt sig ene mellem lutter Købstadboere, følte han sig som lukket inde i et Rovdyrbur og blev forsagt. Der var desuden ingen Talerstol, der kunde tjene ham til Dækning. Paa den lave Forhøjning stod blot et Bord.

Han begyndte med at fortælle en lille Historie. Det var om en ung Mand, der af Letsindighed blev Forbryder og efter en Række gruelige Misgerninger tilsidst maatte lade sit Liv paa Galgebakken udenfor sin Fødeby, hvor hans gamle Mor endnu levede. Den Morgen, Henrettelsen fandt Sted, var mange hundrede Mennesker fra Omegnen strømmede til af Nysgerrighed. De stod omkring Skafottet som en bred Mur, da det uhyggelige Optog nærmede sig: Først Politimesteren og Præsten, saa Bødlen^'78 50 med hvide Handsker paa, saa Rakkerknægtene og tilsidst den bagbundne og barhovedede^'79 Forbryder mellem to Sluttere. Efter Dødsdommens Oplæsning spurgte Politimesteren ham, om han havde noget Ønske, som endnu kunde opfyldes, og han bad da, om han maatte se sin Mor endnu en Gang. Den gamle Kone blev hentet og ført frem for Sønnen, og en Tid stod de stumme overfor hinanden. Men saa gik den bagbundne Mand tættere ind til sin Mor og bøjede sit kridhvide Ansigt ned imod hende. Det tog sig for Mængden ud, som om han vilde kysse hende; men i Stedet for bed han hendes Næse af. Og da han havde spyttet den blodige Klump fra sig, raabte han ned over hende: "Det er min Tak, Mor, fordi du ikke revsede mig, dengang jeg var et ondt Barn! Du er den Skyldige^'80!" Derpaa knælede han ned for Præsten og bad om Velsignelsen.

Den Historie – fortsatte han – havde hans egen Mor engang fortalt ham, da han som Dreng havde forset sig og faaet en streng Straf. Den gjorde et mægtigt Indtryk paa hans Barnesind, og han havde siden ofte genfortalt den til Folk, der ikke kunde blive kloge paa, hvorfor Gud havde gjort Tilværelsen hernede saa bitterlig trang for sine Børn, da han dog i sin Almagt saa let havde kunnet befri os for meget af den sønderknugende Sorg og Jammer, som et Menneskeliv var fuldt af. Saadanne Folk, som maaske ovenikøbet kaldte sig Kristne, kendte slet ikke Gud og hans store Faderkærlighed. Dem ventede der en frygtelig Opvaagnen den Dag, da den store Mestermand med Leen stod for dem og sagde: Timen er kommen! De vilde da for sent forstaa, at den Herre, de havde dyrket i deres Hjerter, ikke var Gud men Djævlen.

Ja, i den Ondes Trylleverden var alting ordnet paa tilfredsstillende Maade for Menneskenes Bekvemmelighed. I hans lodne Favn havde vi det saa lunt og godt som en nøgen Fugleunge i sin Rede. Vi behøvede bare at gabe op, saa fik vi straks vore Lyster tilfredsstillede, og under Stormens^'81 Brag vuggedes vi ind i de herligste Drømme, de lifligste Syner. Men hvordan det nu kunde være, – rigtig glade blev vi alligevel ikke. Og hvorfor?

Var det Frygten for Døden? – Aa, Dødens Gru tænkte man 51 sig altid saa umaadelig langt borte! Og forresten var der jo heller ikke stort at ængstes for. Fyrretyve Draaber talt op i en Ske, og vi sov ind i Mørket saa sødeligt som et Barn ved sin Mors dievarme Bryst uden at vide, at vi vaagnede op til Helvedes Rædsler. – Var det da Angsten for Sygdom og Smerte? Aa nej! Ogsaa i den Henseende følte vi os temmelig beroligede. Den store Troldmand havde ladet sine smaa Undertroldmænd opfinde Pulvere og Miksturer, saa vi nu kunde faa begge Ben savet af uden at mærke noget. Og Børnene blev jo – i Trods mod Guds bestemte Anordning – bragt smertefrit til Verden i en Slags Brændevinsrus.

Men hvad var det da for en underlig Lede, der pludselig kunde snige sig ind paa os midt i vor garanterede Livsglæde? Hvad var det for et Savn, der sugede under Hjerterødderne midt i Vellysternes Overflod?

"Der er vel nok mange af jer, som her er tilstede, der kender til den Slags Kvalme og har tænkt, at da Doktoren ikke har noget Pulver for den, saa kan den overhovedet ikke hjælpes. Men jeg skal nu prøve at gaa Forstaaelsen lidt tilhaande med et Billede fra Hverdagslivet, som I sikkert allesammen vil kendes ved. Jeg tænker paa saadan en lille Dreng, eller^'82 lad os sige en lille Pige, der gaar omkring og er saa ked af alting og hverken kan le eller græde og ikke veed, hvad hun selv vil. Hun er ikke syg, og hun mangler heller ikke noget. Hun har maaske endda lige haft Fødselsdag, og rare Tanter og gode Onkler har forkælet hende med Gaver, saa hun ligefrem gaar og vader i Legetøj. Men prøver man at trøste hende med den kostbare Dukkelise, der er stadset op som en Prinsesse, vrisser hun bare. Der er ingenting, der er hende tilpas, og hun lider selv under det. Se, en erfaren Mor kender nu straks den Tilstand, og hun veed ogsaa Raad for den. Hun lægger Barnet over sit Knæ og giver det en god Endefuld. Saa skriger den lille Pige ganske forskrækkeligt op. Hun har jo ingenting gjort, ikke slaaet noget itu, ikke løjet eller været uartig, – hun føler sig saa gruelig forurettet. Men bagefter, naar hun har grædt ud og staar med Hovedet i sin Mors Skød, falder der en forunderlig Fred og Hvile over hendes Sind. Hun hører 52 sit lille Hjerte banke, og det er for hende, som om hun er vaagnet op af en grim Drøm og kender sig selv igen."

Han maatte her standse paa Grund af fornyet Uro i Salen. Nogle unge Mennesker, der havde forstaaet, at de af Vanvare var kommen til et Vækkelsesmøde, trængte sig støjende hen mod Udgangen; og deres Opbrud blev Signalet til en almindelig Udvandring af skuffede Tilhørere. Heden i Salen var nu ogsaa helt kvælende. En Del Vinduer var bleven lukket op, men igennem dem strømmede kun Stanken fra^'83 Hestestalden nedenunder og fra en Baggaards Retirader.

Mads Vestrup fandt sig roligt i Forstyrrelsen. Han var fra sine Friluftsmøder og Krostueforsamlinger vant til, at Folk kom og gik, som de vilde.

Henne paa Bænken ved Sidevæggen havde Frøken Susse hele Tiden siddet og stirret paa ham med et Udtryk af forbavset Optagethed. Endogsaa nu, da han ikke talte, var hendes Øjne stift rettet imod ham.

Frants Møller, der havde siddet og halvsovet, stødte for anden Gang til hende med Albuen og spurgte, om de ikke ogsaa skulde^'84 benytte Lejligheden til at forsvinde. Første Gang svarede hun ham ikke. Nu gav hun ham Puffet tilbage og sagde forbitret:

"Saa lad mig dog være, dit Fjols!^'85"

Efter at der igen var bleven nogenlunde Ro i Salen, fortsatte Mads Vestrup sin Tale. Han sagde, at allerede den gamle græske Vismand Sokrates havde sagt de dybe Ord om Smerten, at den var Sjælens Medicin. Altsaa kunde ogsaa en Hedning forstaa, at Livet med sin strenge Tugt understøttede Menneskets naturlige Selvopholdelsesdrift. Men kun en Kristen kunde med ydmyg Taalmodighed og Haab i Sindet bøje sig ind under Lidelsernes Kors, fordi han var bleven sig sin Syndefuldhed bevidst, og fordi hele denne Tilværelse i Støvets Verden for ham var en Bodsgang, en paabudt Smertens Vandring, til Lutring og Fuldkommengørelse.

"Nu veed jeg godt," – sagde han – "at uforfalsket bibelsk Tale er ilde hørt i vore Dage. Og allermest gælder det da Ordet om Mennesket som født i Synd og derfor hjemfalden til Døden. 53 Det Ord Synd maa jo ogsaa skurre fælt i Ørene paa dem, der har ladet sig lulle ind af Djævelens søde Vuggesange. "Gudbevares," hører man Folk sige. "Vi tilstaar gerne, at vi Mennesker desværre ikke allesammen er saa gode, som vi burde være!" Det er i Almindelighed den yderste Indrømmelse. Ja, og saa raaber man op om Barneaarene, da Mennesket ikke engang veed, hvad Synd er, og alligevel dør. Den Tale om Barnealderen som en Uskyldstid, der er uberørt af Synd, kan man jo endogsaa høre i vore Kirker, hvor den glæder saa mange, især naar den rigtig kurres frem med et yndigt Smil af en af Satans ornatklædte Øjentjenere. Men selv med Fare for at blive kaldt for en Helvedespræst og Svovlprædikant vil jeg sige her, at den Slags poetisk^'86 Snak hører til Djævelens allersnedigste Paafund. Se engang rigtig paa et nyfødt Barn! Der er ikke gaaet ti Minutter, siden det forlod sin Mors Liv. Det er ikke engang svøbt endnu. Men det ligger allerede og spræller med rynket Pande og en stor, graadig Mund. Ligger der som et arrigt Troldebarn og skriger og sparker, indtil det faar sin Vilje. Det hele lille Menneske er foreløbig ikke andet end en ond Kødklump med en blind og hidsig Egenvilje. Tænk jer nu dette samme Menneskebarn efter et langt Livs Møje og Kval bøje sit hvide Hoved i Døden med de Ord: "Ske din Vilje, Herre!" – Ja, hvem kan i Grunden saa være i Tvivl om, hvad der er Guds faderkærlige Hensigt med vort Liv hernede i Jammerens Dal, her i Helvedes Forgaard, hvor ingen kan overleve Rædslerne uden enten at forhærde sit Hjerte eller henfly til det kristne Haab om Synderens naadige Hjemkaldelse til de himmelske Boliger.

"Ja – for vor Saligheds Skyld! – lad os fly den falske Læge, den mørke Troldmand, der vil franarre os vore Byrder og bestjæle os for vore Lidelser for allerede her i Støvet at forvandle vor Graad til Glæde! Lad os forsage hans Trøst og med besluttet Sind gaa ind under Livets strenge Optugtelse for at modnes til Paradiset! – Ja, Herre, lad Fristeren ikke overliste os! Giv os alle Kraft til at modstaa, Taalmodighed til at lide, Standhaftighed til at holde ud! – Amen!"

I samme Nu, han sluttede, rejste Folk sig over hele Salen 54 med en Følelse af Lettelse. Der havde under Slutningen af hans Tale ytret sig stor Utaalmodighed, og idet man nu trængte sig mod Udgangen, var der adskillige, der gav deres Forargelse Luft. Andre lo, og en ung Børsherre gjorde Lykke med den Bemærkning, at "Femte Juni" burde tiltales for falsk Varebetegnelse.

Der var dog dem^'87, der havde mindre travlt med at komme afsted, enkelte tavse Folk, der, idet Mads Vestrup gennem en Bagdør forlod Salen, saae efter ham med et dybt forundret eller sky Udtryk i Øjnene.

Jørgen Berg og Fru Maja fulgtes ud af Salen sammen med Karl May og Lejf Knudsen, og nede paa Gaden sluttede Frants Møller og et Par andre Bekendte sig til dem. Stemningen var lidt trykket. Jørgen Berg erklærede, at "saadan noget havde man i Grunden godt af at overvære engang imellem".

"Men hvor har du gjort af Susse?" spurgte han Frants Møller, der forklarede, at hans Veninde var bleven daarlig af Luften i Salen og var taget hjem.

"Jeg syntes nok, jeg kunde se det paa hende," sagde Fru Maja. "Men der var jo heller ikke til at aande."

"Det er vist snarere Cajus, der slaar igen!" faldt Karl May ham i Talen paa sin brøsige Maade.

"Hvad er der med Cajus?" spurgte Jørgen Berg.

"Veed du det ikke? Han har i Nat hængt sig i Søndermarken. Det staar i alle Aftenbladene."

"Herregud! Det skikkelige Fjols! Vi kunde nu ogsaa godt ha' gjort noget for ham. Jeg kendte ham kun saa lidt … men I andre!"

"Ja, lad os nu gaa hen i Lysesaksen," sagde Karl May. "Saa drikker vi hans Gravøl. Mere kan vi ikke gøre for ham nu!" – –

Paa samme Tid gik Jytte tilligemed Karsten From det lille Stykke Vej fra Odd Fellow-Palæet, hvor de begge havde overværet en Orkesterkoncert, til hendes Hjem i Dronningens Tværgade. Skønt de havde siddet langt fra hinanden, havde han straks opdaget hende, og da hun tog bort, stod han udenfor Indkørslen og ventede paa hende i Skyggen af en af Pillerne.

Hun havde forudset det og taget sit Parti. Da han nærmede 55 sig med Hatten i Haanden og bad om Tilladelse til at ledsage hende til hendes Port, svarede hun frimodigt: "Værsgo'!"

Men næppe var de kommen over Gaden, før han i ubehersket Tone spurgte hende, om det var sandt, hvad hendes Fætter havde sagt ham, at hun ikke vilde være sammen med ham mere; og da hun ikke straks svarede, gjorde han hende Bebrejdelser for den Kulde, hun viste ham, og for den ubillige Maade, hun bedømte ham paa, bare fordi han engang i taabeligt Overmod havde anholdt om hendes Haand. Hvad Folk behagede at mene om ham som Menneske og Kunstner, var ham i Almindelighed fuldkommen ligegyldigt. Men hendes Ringeagt pinte ham, hendes uretfærdige Vrede var ham en oprigtig Sorg.

Jytte havde hørt paa ham i Tavshed. Hans ophidsede og paagaaende Tone ængstede hende. Først da de stod ved hendes Port, følte hun sig tryg. Her sagde hun roligt afvisende, at hun overhovedet ikke gav sig af med at ringeagte, og at hun var ganske uvidende om, at hun nogensinde havde været vred paa ham. Og da han derefter spurgte hende, om han en Gang, naar han tilfældigt mødte hende alene, maatte have Lov til at standse hende for nærmere at forklare sig, svarede hun igen: "Ja – værsgo'!" Hvorpaa hun hilste Godnat og forsvandt ind ad Porten.

Trods den korte Afsked gik Karsten From derfra med et tilfreds Smil om Munden. Han havde ikke ladet sig narre af hendes Ro. Gennem hendes afsnuppede Sætninger havde han mærket den hurtige Puls og Tankernes Forvirring. Ogsaa Kindernes Varme havde røbet hende trods den opslaaede Pelskrave. "Hvilken Vending ved Forsynets Styrelse^'88", tænkte han. Endnu for faa Timer siden havde han troet at være nødt til at opgive den dristige Erobring. Nu skred han til Værket i en Rus som en passioneret Jæger, der omsider har indringet et ædelt Stykke Vildt og stiller sig paa Post med Blodet bankende af Forventning.

VII

Mads Vestrup sad den næste Aften fredeligt i sin lille Stue hos den gamle Skomager i Knabrostræde, hvor han var flyttet ind for 56 et Par Dage siden. Han sad med begge Armene paa Bordet og læste ved en lille Petroleumslampe. Den ene Tommelfinger holdt han under Hagen til Støtte.

Han havde om Eftermiddagen skrevet et langt Brev til Stine og fortalt hende om Mødet den foregaaende Aften, "hvormed jeg, saa daarlig og kraftesløs min Tale end var, dog vist ikke har gjort vor kære Herre Skam."

Langsomt løftede han sit tunge Hoved fra Tommelfingeren. Der var bleven banket paa hans Dør.^'89

Døren aabnedes paa Klem. Den gamle Skomagers hvide Satyrhoved viste sig derhenne med en lille Sømandspibe i Mundkrogen.

"Her er en Dame. Hun si'er, at hun gerne skulde tale med Pastoren. Er De hjemme?"

"Det maa være forkert. Jeg kender ingen."

"Det er vist en Dame fra Gaden a'. Kanske har De stødt paa henner og gjort henners Bekendtskab. Jeg skal spørre, hvor hun loserer."

Hovedet trak sig tilbage og kom efter et Par Minutters Forløb igen tilsyne.

"Hun si'er, hun hedder Frøken Frederiksen, og at De kender henner nok. Men hun ser lidt forstyrret ud. Skal jeg la' henner komme ind?"

Mads Vestrup grundede.

Frøken Frederiksen? … Pludselig forstod han. Det var Frøken Susse! Han huskede, at han havde set hende den foregaaende Aften ved Mødet. Han havde genkendt hendes Hat og den røde Jaket.

"Bed hende komme ind!"

Hvad mon hun vil mig paa denne Tid af Dagen? – tænkte han lidt urolig.

For tredje Gang kom Skomagerens gamle Hoved tilsyne.

"Damen er væk!"

"Er hun gaaet?"

"Ja, hun stak af uden et Ord. Jeg tror inte, hun var rigtig klog af sig. Hun saae saa forvildet ud af Øjnene."

57 Mads Vestrup stod op, greb sin Kasket og gik hastigt ud. Han havde forstaaet, at der var noget galt paafærde.

I den lille mørke og snævre Gade var der ikke et Menneske at se. Men inde fra Brolæggerstræde hørte han Skridt, og han skyndte sig afsted efter Lyden. Paa et Hjørne stod en stor Betjent.

"Vær saa god at sige mig, har De ikke set en Dame komme her forbi for et Øjeblik siden?"

"Hvordan skulde hun se ud?"

"Hun havde vist en meget stor Hat. Og rød Jaket."

"Her render jo saa mange af den Slags. Er der maaske no'et itu?"

"Nej." – Mads Vestrup gik hurtigt videre ned mod Kanalen.

En rædselsfuld Anelse betog ham. Han mindedes, hvordan han selv engang i sin Studentertid var gaaet forstyrret omkring i Gaderne og havde villet tage Livet af sig, og Erindringen om hans egen Angst og Fortvivlelse i de Dage forøgede hans Frygt for en Ulykke^'90.

Da han naaede ned til Nybrogade, standsede han raadvild. Heller ikke her var der nogen rød Jaket at øjne. I hele det øde og mørke Bykvarter paa begge Sider af Kanalen saaes ikke et Menneske. Ovre paa Slotsholmen kørte en Sporvogn. Men ikke et Fodtrin var at høre noget Sted.

Paa en Gang foer han sammen. Der havde lydt et Skrig, et Nødraab, og han var ikke i Tvivl om, at det kom fra Kanalen et Sted, vistnok udfor Gammelstrand. Han styrtede afsted, og da han naaede derhen, var der allerede samlet nogle Mennesker. I det svage Skær af Lygterne skimtedes noget levende derude paa det mørke Vand, en fortvivlet kæmpende, der slog om sig med Armene og skreg om Hjælp.

"Jeg vil ikke dø! … Jeg vil ikke dø!"

En Mand kom løbende med en Baadshage og et Reb. Der blev raabt paa Politi. Andre spurgte, om der ikke var en Baad i Nærheden, og imens førtes Mennesket længere og længere udad med Strømmen.

Mads Vestrup, der havde genkendt Stemmen, var bleven greben 58 af et Raseri, saa han ikke vidste af sig selv at sige. Den Tanke, at det stakkels Menneske skulde dø for hans Øjne midt i sine Synder, kunde han ikke udholde. Han stod med dirrende Lemmer og stirrede ud over Vandet, mens Taarerne strømmede ham ned ad Kinderne. Hver Gang Skrigene kvaltes, var det for ham, som saae han Helvede aabne sig for at opsluge den Ulykkelige.

En gammel Kone kom hen til ham og spurgte nysgerrig, om han vidste noget om, hvem det var. I Stedet for at svare rev han sine Briller af og derpaa sine Sko, sit Ur, sin Frakke og Vest og fik hende til at love at tage Vare paa det altsammen.

Der var hurtig kommen mange Folk. Fra de skumle Smøger bag Assistentshuset ilede de til som Rotter. Den store Betjent, som Mads Vestrup for lidt siden havde talt med, kom ogsaa tilstede.

"Hvad er her itu? … Er der no'en faldet i?"

En ung, bleg Fyr med et bruskhvidt Øje under et flækket Bryn sagde grinende, idet han skuttede sig med Hænderne i Bukselommerne:

"Det er nok igen en af de logerendes Frøkner fra Kompagnistræde, der har villet drone sig. Men Vandet er hende for koldt."

I dette Øjeblik saae man, at en svær Mand i Skjorteærmer firede sig ned ad Kanalmuren og lod sig plumpe i. Lidt efter kom ogsaa en Baad tilstede. Man hørte Aareslagene, og Betjenten raabte:

"Hold Dem oppe! Der kommer Hjælp!"

Der havde efterhaanden samlet sig et stort Opløb. I alle Husene helt ned til Højbro hang Folk ud af Vinduerne som ved en Ildebrand. Redningskorpset var bleven alarmeret, og flere Politibetjente kom for^'91 at holde Orden.

Nogle Minutter senere laa Susse Frederiksen, kaldet "Folkets Glæde", udstrakt paa Stenbroen, mens Redningskorpsets Mandskab arbejdede med en Maskine for at bringe Liv i hende. Saalænge Tilskuerne ikke vidste, om det var et Lig eller et levende Menneske, de stod samlede om, forblev de stille og holdt sig paa Afstand. Men pludselig lød det: "Hun aander!" – og i det 59 samme var det forbi med Højtideligheden. Folk raabte op og trængte paa for at komme til at se.

Der var ogsaa nogen, der spurgte efter den Mand, som var sprunget i Vandet efter hende. Men Mads Vestrup var allerede gaaet sin Vej. Saasnart han havde faaet Vished for, at Pigen levede, havde han iført sig sin Frakke og de øvrige Ting, som den gamle Kone havde forvaret for ham, og stille forføjet sig bort.

Han ønskede ikke fremmede Menneskers Indblanding i hans Forhold til denne Pige. Han længtes kun efter at komme hjem og kaste sig paa Knæ for at takke Gud for en Menneskesjæls Frelse.

VIII

Klokken var to om Eftermiddagen, da Jægermesteren forlod Rigsdagen for at tage hen til Karsten From, som nu var begyndt paa den endelige Udførelse af hans Portræt. Opholdet i Tinget kedede ham i disse Dage. Tilskuergalleriet var næsten tomt. Publikum var bleven klar over, at der paa Grund af Enslevs Sygdom foreløbig ikke kunde ventes større, sensationelle Debatter. I den reserverede Loge havde der overhovedet ikke været andre Damer idag end den gamle Hugaf i Skørter, Frøken Evaldsen.

Skønt Vejen ud til Karsten From ikke var ganske kort, bestemte han sig til at gaa. Han havde spist en temmelig tung Frokost og trængte til at røre sig. Maaske vilde det i det hele være heldigt for ham, om han sørgede for at faa noget mere Motion. Om han f. Eks. gjorde Alvor af at ride en Time hver Dag ligesom Frandsen. Han havde lagt Mærke til, at Byluften gjorde ham svær. Skønt hans nye Flipper var et Nummer større end de gamle, generede de ham allerede.

Da han efter Seancen hos Karsten From endnu følte sig besværet, spaserede han ud ad Østerbrogade for at gøre Frandsen et Besøg og faa en Ridestald anbefalet.

Idet han nærmede sig det store fem Etages Hus, hvor Vennen boede paa Kvisten, standsede en Droske udenfor, og en Dame steg ud. Han havde nær udstødt et Raab. Det var Vilhelmine.

60 Han blev staaende i nogen Afstand. Han saae, at hun betalte Kusken og derefter skyndsomst forsvandt ind i Huset. Indtil dette Øjeblik havde han været nogenlunde rolig. Der var jo den Mulighed, at hun kendte andre der i Huset end Frandsen, f. Eks. en af Damerne i Komiteen for Vifteudstillingen. Men da han saae, hvordan hun i Forbifarten gav en af Klokkeknapperne ved Siden af Gadedøren et let Tryk, flammede Mistroen op i ham.

Et Øjeblik efter stod han indenfor Døren og lyttede. Vilhelmines enlige Trin lød ned til ham gennem Trappegabet. Hun var næppe kommen højere end til anden Sal, og her standsede hun.

"Gud være lovet!" udbrød han ved sig selv og trykkede Haanden til Hjertet, som var ved at sprænges. Men i det samme hørte han hende gaa videre opefter.

Endnu forsøgte han at foresnakke sig selv, at han tog fejl. Maaske var det slet ikke Vilhelmine men en af hendes Søstre eller en anden Dame, der lignede hende, og som ogsaa havde en blaa Fløjlshat med sort Fjer.

Hun var nu naaet til fjerde Sal.

Standsede hun ikke? … Nej. Hun gik videre, og han hørte en Dør blive aabnet, endnu før hun var naaet helt op. "Goddag," blev der sagt. Det var Frandsens valne Stemme. Saa lukkedes Døren, og alt var stille.

Som en Vanvittig sprang han op ad Trappen. Men midtvejs standsede han med et voldsomt Ryk og gjorde et nyt Forsøg paa at besinde sig. Han sagde til sig selv, at nu galdt det om at være fuldkommen rolig og vise sig Situationen overlegen. Frem for alt ingen Scener, der gjorde ham latterlig! Ingen Overilelse!

Med lange Skridt listede han videre opefter som en Abe, der gaar tilvejrs i et Træ. Udenfor Vennens Dør stod han et Øjeblik og lyttede, idet han lagde Øret ned til Brevspalten. Han kunde tydeligt høre dem tale derinde, naar ikke Vognlarmen udefra overdøvede dem.

"Nu rolig, John!" formanede han sig selv og trykkede paa Klokkeknappen.

61 Da der ikke straks blev lukket op, beholdt han Fingren paa Knappen og gav sig samtidig til at dundre paa Døren.

"Luk op!" raabte han. "Det er mig! … Jeg veed, du er derinde, Vilhelmine! I lukker øjeblikkelig op, eller jeg henter Politiet!"

Da stadig ingen aabnede, sparkede han i Desperation til Døren og rykkede i Laasen, mens han blev ved at skrige, at han vilde hente Politiet.

Spektaklet kaldte Husets Beboere til. Ud af en halvaaben Dør lige overfor kiggede et Par forskræmte Barneansigter frem, og snart stod Trappeafsatsen nedenunder fuld af stirrende Folk. Men Jægermesteren var nu ganske gaaet fra Vid og Sans og saae ingenting. Han løb mod Døren med knyttede Hænder, sparkede og slog og raabte vilde Trusler ind gennem Brevspalten.

"Du kan vente dig, lille Frandsen! Jeg skyder dig ned som en skabet Kat! Og du, Vilhelmine … du skal ikke faa det bedre! Jeg skal sprætte Maven op paa dig, din skidne Mær!"

Nogle af Husets Folk havde faaet hentet Gadebetjenten. Han kom nu tungt op ad Trappen.

Da Jægermesteren følte hans Haand paa sin Skulder, vendte han sig omkring og blev straks roligere. Han opgav sit Navn og forklarede med Taarer i Øjnene, at hans Hustru opholdt sig derinde hos sin Galan. Han havde fra Gaden selv set hende gaa herop, hvorfor han forlangte Døren sprængt i Lovens Navn.

Betjenten rystede godmodigt paa Hovedet og sagde, at han ikke kunde gøre noget ved den Ting. Han gjorde selv et Forsøg paa at faa lukket op ved at ringe; men da der ikke blev aabnet, bad han Jægermesteren forføje sig bort.

Men Vanviddet stod nu den stakkels Mand ud af Øjnene som klar Lue. Han foer igen mod Døren for at rende den ind med sin Skulder, hamrede løs med begge Næver og raabte, at han vilde brænde Huset ned over Hovedet paa dem, dersom de ikke lukkede op.

Under alt dette havde de to Elskende siddet inde i Hr. Frandsens Sofa uden at turde røre sig. De vovede ikke engang at se paa hinanden. De sad der med hvide Ansigter som to Lig. Fru 62 Vilhelmine var den, der først kom til sig selv. Da hun hørte Betjentens Stemme, stod hun op. I sin Frygt for, at Døren skulde blive sprængt, bestemte hun sig til at flygte ad Køkkentrappen.

Det lykkedes hende ogsaa at slippe uset bort. Paa samme Tid som hendes Mand under rasende Modstand, tilsidst med bundne Hænder, blev ført ned til en Vogn, der i Hast var skaffet tilveje for at bringe ham paa Hospitalet, sad hun vel forvaret i en anden Vogn paa Vej til sit Hjem og havde allerede gjort sig det klart, paa hvad Maade hun sikrest kunde redde sig ud af Affæren uden at blive kompromitteret. Saa snart hun fra Politiet havde modtaget Underretning om, hvad der var sket, vilde hun ringe sin Far op, for at han kunde instruere Pressen.

Endnu samme Eftermiddag naaede Ulykkesbudskabet til Familjen i Dronningens Tværgade ved en Telefonmeddelelse fra Asmus Hagen. Efterretningen gjorde et forfærdende Indtryk paa Jytte, der altid havde holdt af sin Fætter trods alle hans Svagheder. Men haardest blev Fru Bertha ramt. Hun sad længe rædselsslagen med Hænderne i Skødet, ude af Stand til at tale. Og paany saae hun i Tankerne den gamle Grandtante stige op af sin Grav derovre ved Storeholt og hørte hendes mørke Stemme udslynge den bibelske Trusel:

"Hævnen hører mig til!"

IX

I Mørke og graa Taage mødtes to Mænd paa Landsbyens Gade og faldt i Snak.

Den ene, hvis dobbelthagede Maaneansigt oplystes af Gløden fra en Cigar, var den lille lavbenede Jørgen Mosegaard, Amtsraadsmedlem og Sparekassedirektør, gennem mange Aar den selvskrevne Ordstyrer og Leve-Udbringer ved alle Møder paa Egnen. Den anden, som bar en Lygte i en Snor, var Pastor Johannes Gaardbo. Han kom fra et Sygebesøg hos en fattig Familje, der boede i en Rønne langt ude i Overdrevet.

De to Mænd havde ikke talt længe med hinanden, før de kom 63 ind paa den Begivenhed, som alle i Landet for Tiden talte om: Enslevs^'92 Brud med sit Parti og hans aabne Krigserklæring til Kirken.

Jørgen Mosegaard ytrede sig om Sagen med sin sædvanlige vidtløftige Forsigtighed. Hver Gang han tog Cigaren af Munden, udrullede han i Sangtone en Række langstrakte Talemaader, der hverken sagde Ja eller Nej. Han var en Mand med Fynboens aabne Favn. Ikke med sin gode Vilje udelukkede han nogen fra sit Venskab. Det var netop denne omfattende Næstekærlighed, han skyldte sine mange høje Tillidsposter.

"Nu faar vi jo se, hvordan det altsammen vil og maa og skal udvikle sig. For det er jo saadan, at det snart maa blive aabenbart^'93, hvad der i det hele og store er Enslevs sande Hensigt. Der maa jo snart komme en Klaring paa Situationen. Det mener jeg for min Del bestemt."

"Jeg synes ellers ikke, at hans Hensigt er til at tage fejl af," svarede Præsten. "Saa længe hans Hoved er oven Mulde, skal der ikke gælde anden Lov her i Landet end hans Vilje. Han taaler ingen over sig og ingen ved Siden af sig. Ikke en Gang Vorherre selv."

"Naa, naa, Gaardbo – naa, naa! Lad os vare os for Overdrivelse! Den Slags haarde Ord gør saavist ingen Gavn. Jeg staar nu i den Formening, at det altsammen tilsidst vil jævne sig og blive til Lykke og Velsignelse for vort kære lille Fædreland. Blot vi ikke forivrer os men ser Tiden an og la'r det hele udvikle sig paa naturlig og tilforladelig Maade. Det mener jeg for min Del bestemt."

Hans Læber rundede sig for igen at modtage Cigaren, der nogle Øjeblikke som en Spunds stoppede for hans Veltalenhed. Mens han dampede, sagde Præsten:

"Det er i hvert Fald nu for sent at ville afvende Forargelsen. Men eet er sikkert. De Folk her i Kresen, der i Sommer hjalp til at sætte Jægermesterens Valg igennem, har et Medansvar for de Ulykker, som den gamle Rænkesmed endnu kan bringe over Landet. Og det skal blive husket!"

Cigargløden lyste atter op i Jørgen Mosegaards Ansigt, der 64 ved Præstens sidste Ord fik et tillukket Udtryk. Som de fleste andre af Egnens Storbønder havde han ved Sommerens Valg fulgt den Enslevske Parole og stemt paa Jægermester Hagen. Han havde rigtignok en Gang benægtet det overfor Pastor Gaardbo; men denne havde skaffet sig paalidelig Underretning.

Da den lille Sognekonge nu igen begyndte at lade sin Ordtønde løbe, sagde Præsten Godnat og gik videre ad den sølede Vej med sin Lygte.

Kort efter sad Jørgen Mosegaard inde hos sin gode Ven og Nabo, gamle Ole Jensen, og fortalte om sit Møde med Præsten.

"Han er ellers bleven noget rask i Mundtøjet, den samme unge Mand. Han snakkede om Enslev, saa det var helt forargeligt at høre paa. Naa – jeg siger ikke noget til'et. Gaardbo har paa flere og forskellige Maader gjort sig fortjent af Sognets Fattigpleje. I den Henseende agter og anerkender jeg hans Fortjenester af mit fulde Hjerte."

For Enden af Bordet sad Gaardkonen med Hornbriller og Strikkestrømpe. Over den fine Mahogniplade, hvori en forgyldt Hængelampe spejlede sig, skævede hun lidt ængstelig til sin Mand, der sad i en Armstol ved Kakkelovnen. Ole Jensen var en Bonde af den gamle Skole og taalte ikke godt at høre Pastor Gaardbo nævne. Han forargedes over Præstens mange "Anstalter", som havde forstyrret Freden i Sognet.

Samtalen gled ogsaa hen paa Præstens Broder, Distriktslægen i Jerve, som der altid løb saa mange Historier om. Konen fortalte, at "det tovelige Menneske" for nylig skulde have skrevet en Medicin op til en Mand i Sanderum og bagefter sagt til ham, at det ikke havde været andet end det klare Vand. Var det dog ikke en skammelig Adfærd! Hos rige Hans Rasmussen i Jerve havde han forlangt, at hele Familjen skulde faste en Dag om Ugen Aaret rundt. Havde man hørt noget saa forskrækkeligt her i Landet siden den katolske Tid?

"Ja, de er ens store Narre begge to," sagde den Gamle knarvornt og rejste sig for at faa et Slag Kort. –

Imidlertid var Pastor Gaardbo naaet hjem til sin tomme Præstegaard i den anden Ende af Byen. Da han stod i Forstuen, stak 65 hans Husholderske, den nervøse Frk. Martinsen, Hovedet ud af Døren til Køkkengangen og lod ham i krænket Tone vide, at Søren Tækker og en anden Mand sad inde i hans Stue og havde ventet paa ham i over en halv Time.

De to Mænd rejste sig stille, da han kom ind. Han tog dem i Haanden, saae opmærksomt fra den ene til den anden og sagde:

"I ser ud, som om I kom med Nyt. Der er sket noget."

Søren Tækkemand bekræftede det.

Præsten tog Lampen og flyttede den fra Pulten hen paa Bordet foran Sofaen.

"Lad os sætte os her! … Og lad mig saa høre!"

Da de to Mænd var kommen til Sæde i Sofaen, trak Tækkemanden en sammenlagt Avis frem af Brystlommen under sit store Skæg. I Tavshed rakte han Præsten den over Bordet. Det var et Nummer af en af de smaa københavnske Sladderaviser med en Meddelelse om den Ulykke, der havde ramt Jægermester Hagen.

I en Forside-Artikel med den kæmpemæssige Overskrift Fra Rigsdagssalen til Gummicellen var baade Optrinet paa Trappegangen udenfor Hr. Frandsens Lejlighed, Jægermesterens Kamp med Politibetjenten og Folkeopløbet ved hans Bortkørsel til Hospitalet dramatisk udmalet med en Vidtløftighed, som om det galdt en verdenshistorisk Katastrofe. Slutningen af Artiklen lød:

"Særdeles at beklage er Folketingsmandens Svigerfar, den bekendte Grosserer L. K. Søholm, der efter Sigende med meget betydelige økonomiske Ofre har støttet hans længe vaklende Kredit og saaledes nylig afkøbte ham hans fynske Gods "Storeholt". Men navnlig vil Medfølelsen naturligt samle sig om den syge Mands saa grundløst mistænkte Hustru, hvis smukke, distingverede^'94 Skikkelse i den senere Tid har vakt berettiget Opsigt i vort højere Selskabsliv."

"Dette er jo forfærdeligt!" udbrød Pastor Gaardbo flere Gange under Læsningen. "Men kan det ogsaa være sandt? Der har jo ikke staaet et Ord om det i vore egne Aviser."

Med fremstrakt Pegefinger gjorde Tækkemanden ham opmærksom paa, at Bladet var det sidste nye fra Hovedstaden. 66 Mejeribestyreren havde bragt det med fra Odense. Forresten havde han ringet "Folkebladet" op og faaet Meddelelsen bekræftet.

"At det skulde ende saadan med ham!" sagde Præsten med en Hovedrysten og læste videre.

Men pludselig lod han Bladet synke og saae over paa de to Mænd, der begge med spændte Miner havde vogtet paa hans Udtryk, mens han læste. Og det var ikke alene Øjnene, men ogsaa Tankerne, der nu mødtes.

Der blev stille nogen Tid. Ingen af dem talte. Endelig begyndte Tækkemanden:

"Kan De huske, Pastor Gaardbo, hvad De sagde til mig den Aften i Sommer, da Jægermesteren blev valgt? Vi vil ikke tabe Modet, sagde De. Næste Gang skaffer vi Herrens Sag Oprejsning. Saa aftvætter vi Skammen, sagde De. – Der var vist ingen af os, der tænkte paa, at "næste Gang" skulde komme saa brat. Men saadan har det nu været Vorherres Vilje."

"Amen!" lød det fra hans hidtil murtavse Ledsager, en ældre Mand med et skummelt Ansigt.

Præsten nikkede tavs.

De talte derefter om Udsigterne for det nye Valg. Tækkemanden følte sig overbevist om, at det skulde lykkes dem at tage Kresen denne Gang. Kirkens Venneskare var vokset stærkt de sidste Maaneder paa Grund af Enslevs Udæskninger, og den Skam, som Jægermesteren nu havde kastet over sine Vælgere, vilde sikkert ogsaa aabne Øjnene paa mange, som endnu om Sommeren havde fulgt det gamle Banner.

Der blev truffet den Aftale, at der hurtigst muligt skulde indvarsles til et Møde af Vennekresens Tillidsmænd, og Tækkemanden og hans Ledsager brød derefter op for straks at bringe den store Nyhed videre ud i Menigheden.

Da Pastor Gaardbo havde fulgt sine Gæster ud og var kommen tilbage, blev han staaende ved Siden af Pulten med et bevæget og henrevet Udtryk. Langt stærkere, end han havde ladet sig mærke dermed overfor Vennerne, var han opglødet af Udsigten 67 til at komme ud i Ildlinjen, hvor Kristus og hans Fjender nu skulde mødes til den afgørende Kamp.

Efter sin Kærestes Død havde han i lang Tid haft en Sky for den store Offenligheds ti tusinde Øjne. Han havde her i sin Præstegaard dannet sig sin egen stille Verden langt fra meget af det, der tidligere optog ham, en Savnets Verden ganske vist, men opfyldt af lykkelige Minder, der befolkede Tomheden. Men siden Sommeren med dens Kærlighedsskuffelse og Valgnederlag havde hans Sind været i Gæring.

… Han rejste Hovedet. Han havde hørt et fjernt Automobilhorn og genkendt Lyden. Det var hans Broder, der kørte forbi ude paa Hovedlandevejen.

I sin opløftede Sindsstemning fulgte han Lyden med fremvældende Taarer^'95. I to Maaneder havde han ikke talt med Broderen. Undertiden havde han paa Frastand set hans Vogn men med Forsæt undgaaet et Møde. Men den Tanke, at de maaske nu skulde skilles – og skilles uforsonede – fik hans Hjerte til at strømme over.

"Aa, Povl – Povl! Hvorfor vil du ikke høre Sandhedens Røst?"

– – –

Ude paa den brede Hovedlandevej rullede Distriktslæge Gaardbo ad Hjemmet til. Som en Troldlygte kastede hans lille Køreværk en umaadelig Lyskegle foran sig og viste en glidende Række dagklare Billeder af Landevejen med dens afbladede Popler, dens Skærvebunker og Vejpytter. Taagen var dreven bort. Aftenen var lys og stille. Højt oppe jog nogle mørke Skyer i rasende Fart henunder Stjernehimlen som Røg fra en Verdensbrand et Sted langt borte.

Da Doktoren kørte forbi Landsbyen, havde han vendt Blikket ned mod Præstegaarden og set Lys i Broderens Vinduer. Hans Tanker var endnu hos ham. Uvilkaarligt saae han op til Kassiopeia, der var det Stjernebillede, de som Drenge mest havde elsket. Det var jo her, Tyge Brahes forsvundne Stjerne havde straalet, og de drømte dengang begge to om at blive store Astronomer, der ligesom deres berømte Landsmand opdagede nye 68 Himmellegemer. I kolde Vinteraftener stod de ude i Sneen og studerede den lysende Klodevrimmel ved Hjælp af et Stjernekort, indtil deres Far en Dag havde forbudt dem det med de Ord, at det var den Slags Ting, man for sin Sjælefreds Skyld helst ikke skulde befatte sig med.

Ude bag det store flade Land i Øst saaes en Lysning. Det var Maanen, der var i Færd med at kravle op over Synsranden. Men nu lukkedes Udsigten af Skovene ved Storeholt, og lidt efter kom selve Herregaarden tilsyne for Enden af Alleen, straalende af Lys fra Kælder til Kvist.

"Se se! Det nye Herskab er nok arriveret!"

Den store, hvide Hovedbygning havde i de sidste Maaneder været et øde Hus. Om Dagen lød dog al Slags Haandværkerlarm ud derfra. Grosserer Søholm havde sat stor Kraft ind paa at bringe den forsømte Bedrift paa Fode. Ladebygningen havde faaet nyt Tag, Staldene en fuldtallig Besætning, og der var bleven talt meget om en vældig Motorplov, som daglig samlede mange nysgerrige Tilskuere.

"Kaffekongen er ankommen til Storeholt med hele sit Hof," fortalte han, da han kom hjem og fandt Meta alene i Dagligstuen ved sin Symaskine.

"Naa," svarede hun fraværende.

Doktoren tog en Stol og satte sig ved Siden af hende.

"Lille Mutter, hvordan gaar det saa?"

Fru Meta gik paa faldende Fod. Hun ventede sin Nedkomst en af Dagene og var i den Anledning hvileløst optaget af at beskikke sit Hus. Hun syntes stadig, at der var saa meget at ordne og aftale, før hun med god Samvittighed kunde overgive sig til Barseltidens Pleje. Hun, som ellers var saa fattet, følte sig denne Gang mere ængstet og ogsaa mere legemligt besværet end under noget tidligere Svangerskab. Hun tænkte paa, om det kunde være disse tunge Efteraarsdage, der voldte hende Uro. Hun havde født sine andre Børn om Sommeren og i det tidlige Foraar. Dette hurtigt voksende Vintermørke og Synet af de ustandseligt faldende Blade gjorde hende modløs.

"Jeg har en Overraskelse til dig," sagde hun.

69"En Overraskelse?"

"Ja, et Brev."

Med et hemmelighedsfuldt Smil, som Doktoren ikke kunde tyde, trak hun en stor Konvolut frem under Syæsken. Men pludselig betænkte hun sig og lagde den til Side, mens hendes Ansigt igen blev alvorligt.

"Først en anden Ting, Povl! Jeg maa have snakket lidt ordenlig med dig. Ingen veed jo, hvornaar det næste Gang kan lade sig gøre."

Hun lagde sig tilbage i Stolen og tav en lille Tid.

"Vil du sige mig, Povl – tænker du slet ikke paa at komme til en Forstaaelse med din Bror?"

"Med Johannes? Det har vi jo talt om. Nu vil vi ikke igen ind paa den gamle Historie."

"Jo Povl, det maa vi nu alligevel. Jeg faar ikke Ro paa mig, før I er bleven Venner igen. Det er dog altfor urimeligt, som I to har haft det med hinanden nu i hele to Maaneder."

"Ja ja! – Hvad er det for et Brev?"

"Nej, nu skal du høre paa mig," sagde hun, idet hun tog hans Haand og holdt den fast i sit Skød. "Du synes naturligvis, at du paa din Side har strakt dig vidt, fordi du skrev til ham og gjorde en Undskyldning."

"Ja."

"Jamen, husk dog paa, Povl, hvor meningsløst du krænkede ham!"

"Det var hans egen Skyld. Han var den udæskende Part – det veed du."

"Du sagde dog selv, da du kom hjem, at du skammede dig over din Opførsel."

"Naa ja, jeg blev hidsig. Den Skavank har jeg nu engang, og det veed Johannes bedst. Som Drenge – og forresten ogsaa som Studenter – røg vi tidt i Totterne paa hinanden og var dog lige gode Venner for det. Men Johannes er ikke længer den, han var i gamle Dage – det er Sagen!"

"Han mener vel, at I begge to skulde være vokset fra den Slags Ting."

70 "Men hvorfor har han ikke svaret paa mit Brev? Jeg foreslog, at vi skulde glemme den dumme Historie og tage hver sin Halvpart af Skylden. Nu er der gaaet to Maaneder, og jeg har ikke hørt et Ord fra ham. Hvad kalder du det?"

"Det har naturligvis ogsaa undret mig. Men hvorfor tager du ikke en Dag ind til ham og rækker ham Haanden til Forlig? Det er dog vist bare det, han venter paa. Havde du gjort det straks, saa havde det hele været klappet og klart for længe siden. Men I er to lige store Børn begge to. Der er ingen af jer, der kan faa sig selv til at gøre det første Skridt. Og saa kan I dog slet ikke undvære hinanden. Tror du ikke, jeg har kunnet mærke paa dig, hvor du savner Johannes?^'96 Du veed vist ikke selv, lille Povl, hvordan dit Humør har været i den sidste Tid. Og jeg er sikker paa, at Johannes har det akkurat paa samme Maade."

Doktoren, der var gaaet ud paa Gulvet, standsede og rystede mismodigt paa Hovedet.

"Gid du havde Ret, Meta! Men du tager fejl."

"Hvordan mener du? Jeg forstaar dig ikke, Povl! Jeg har undertiden en Fornemmelse af, at der er noget, du ikke vil sige mig. Hvad er det?"

"Jeg har jo sagt det! Johannes er ikke længer den, han var. Siden han blev Præst og trak i denne lange Busseronne, er han bleven et andet Menneske. Som saa mange af sin Stand har han udviklet sig til et af disse uhyggelige Dobbeltvæsner, der ligesom sammenvoksede Tvillinger er^'97 to selvstændige Tilværelser uden fælles Bevidsthed. Kan du huske dengang, da Johannes søgte Embede for at kunne gifte sig og fik det allerførste Kald, han var Ansøger til? Det var jo umuligt ikke at komme til at tænke paa Farbror Tyges Indflydelse. Alligevel har han bestandig paastaaet, at han ikke har haft Anelse om noget og aldrig vilde have modtaget Embedet af Farbrors Naade. Og han tror det selv – saadan er han bleven!"

"Aa – fy, Povl! Du skulde virkelig skamme dig. Jeg begriber ikke, hvad der gaar af dig, at du kan staa og tale saadan 71 om din egen Bror! … Jeg vilde næsten ønske, vi aldrig var kommen hertil. For jeg synes, dette her er stygt."

Hendes Ord gjorde ham tavs. Og da han saae, at hun kom til at græde, skammede han sig virkelig.

Han satte sig igen hos hende og lagde Armen om hendes Liv.

"Ja, det var grimt af mig! Og nu la'r vi Johannes i Fred og snakker om noget andet!"

Men hans Kærtegn standsede ikke hendes Graad.

"Jeg kan ikke gøre for det, Povl … Saa snart du er borte, kommer der en saadan Angst over mig. Og jeg synes, alting er bleven saa uhyggeligt, siden du og Johannes blev Uvenner. Der gaar snart ikke en Dag, uden at Børnene spørger om, hvorfor Farbror ikke kommer. Og jeg veed ikke, hvad jeg skal svare. Du selv gaar omkring og ser ud, saa man kan blive bange for dig."

"Ja, jeg er en stor Slyngel! Men nu skal jeg love dig, at jeg imorgen den Dag skal tage over til Johannes og tilbyde ham Forlig. Jeg vil sige til ham, at han for din Skyld maa glemme den Historie. Er du saa tilfreds?"

Hun tog hans Hoved mellem sine Hænder og kyssede ham.

"Gud ske Lov! Nu synes jeg, alting er, som det skal være! … Og nu skal du faa dit Brev!"

I en aaben Konvolut laa et Hefte af et bekendt københavnsk Maanedsskrift, hvori Doktoren havde faaet optaget et Afsnit af sin "Levelære", som han stadig arbejdede med. Det var første Gang, han fik noget trykt, saa Heftet havde været ventet med stor Spænding.

"Til Lykke!" sagde hun og kyssede ham igen. "Jeg har naturligvis ikke kunnet dy mig for at kigge i det. Det ser rigtig pænt ud."

Lidt efter pakkede hun hurtig sine Sysager sammen for at gaa i Seng. Hun havde pludselig følt sig ilde.^'98

Doktoren, der mærkede hendes Uro og saae, hvor bleg hun var bleven, sprang op.^'99

"Er det Barnet?"

Hun nikkede.

72 "Du kære, kære –" sagde han og strøg hende over Haaret, mens hun frysende lagde sig ind til hans Bryst. "Du lille Stakkel!"

Da Smerten var ovre, rettede hun sig op og kyssede hans Mund.

"Min søde Mand! Nu faar du Fred for mig en lille Tid. Jeg veed godt, jeg har været dig til Plage. Men nu skal det nok blive bedre. Jeg forstaar ikke, hvordan det kan være; men jeg er helt rolig. Føl en Gang mit Hjerte! – Men gaa nu ud og væk Pigerne! Vi maa jo have Børnene flyttet, og –."

Hun maatte standse for at undertrykke en Stønnen. Med en ny Kuldegysning sank hun ind til ham og greb krampagtig om hans Arm.

"Kom – du maa lægge dig!" sagde han.

Med Hovedet paa hans Skulder hviskede hun til ham, halvt bevidstløs af Smerte:

"Jeg lover dig, Povl, jeg skal nok være tapper!"

X

Klokken fire om Morgenen fødte Fru Meta ved fuld Bevidsthed en sprælsk Dreng, og Glæden i Huset var stor. Børnenes Utaalmodighed var ikke til at styre. Allerede om Formiddagen fik de Lov til at komme ind og hilse paa den nye Broder, der nu var svøbt og laa hos Moderen.

I sin Lykke tænkte Doktoren ogsaa paa Johannes og glemte heller ikke, hvad han havde lovet sin Kone. Alligevel opsatte han Indfrielsen af det fremtvungne Løfte fra den ene Dag til den anden, og imidlertid hændte der noget uventet. Fru Meta blev pludselig syg. Hun fik Feber, og Barnet maatte tages fra hende.

Om Aftenen i Mørkningen sad han modfalden ved hendes Seng. Det var Femtedagen efter Fødslen, og Feberen var i Stigen. Meta var falden hen i en Døs. Af og til smaasnakkede hun i Vildelse.

73 Døren gik sagte op. En af Pigerne kom listende ind og sagde, at der var nogen, der vilde tale med ham. Han rejste sig mekanisk og gik ud. Paa Vejen til sit Værelse i den modsatte Ende af Huset standsede han pludselig med en Studsen. Han havde hørt den lille Hedvig udbryde ude i Forstuen:

"Næh! … Farbror Johannes!"

Det er ikke muligt! – tænkte han overvældet og ønskede næsten, det ikke var sandt. I det samme hørte han sin Broders Stemme.

Præsten stod derude omringet af Børnene, der var stormet ud fra Barnekammeret. Da Doktoren aabnede Døren, var han i Færd med at hænge sin glinsende vaade Regnfrakke op paa Knagen. Uden at vende sig om rakte han Haanden ud og sagde:

"Det staar nok ikke helt godt til her."

Doktoren greb Haanden, og da de var kommen ind i hans Stue, stillede han sig foran Broderen med begge Hænder paa hans Skuldre.

"Johannes! … At du er kommen! … Hvordan skal jeg takke dig?"

"Jeg maatte herover, da jeg hørte, hvordan det stod til," svarede Præsten, som dog stadig undveg Broderens Blik. "Fortæl mig nu alt!"

"Ja, du veed det altsaa. Meta er meget syg. Det kom saa pludseligt. Ellers var jeg kommen over til dig og havde meldt vor lille Drengs Fødsel."

De tog Plads, og Doktoren gav sig til at fortælle om sin Kones Sygdom. For ikke at skræmme Broderen udtalte han sig ret fortrøstningsfuldt; men flere Gange drev hans egen indre Uro ham ud paa Gulvet, hvor han gik frem og tilbage med hastige Skridt.

Præsten iagttog ham i Tavshed med et tankefuldt, undertiden fraværende Udtryk.

De talte ogsaa lidt om den Nyfødte og om de andre Børn, og Doktoren spurgte sin Broder, hvad han selv havde oplevet i den lange Tid, de ikke havde set hinanden.

"Jeg har hørt om den Ulykke, der er overgaaet Jægermesteren," sagde han. "Og her skal jo være Valg, ikke sandt? … Jeg 74 har i flere Dage ikke læst Aviserne; men saa meget veed jeg dog, at du igen vil stille dig."

I Stedet for at svare gav Præsten sig til at tale om det Brev, han i sin Tid havde modtaget fra ham.

"Du har maaske undret dig over, at jeg ikke har svaret paa det tidligere. Men det har haft sin bestemte Grund."

"Det er jo nu saa ganske ligegyldigt, Johannes! Jeg forlanger ingen Forklaring. Nu er du jo selv kommen, og det skal jeg aldrig glemme dig. Lad nu Fortiden hvile! Jeg har selv skammet mig over den dumme Historie – det maa du tro."

"Jeg vil alligevel gerne forklare dig Grunden til min Tavshed," svarede Præsten. "Det er jo dog bedst saa vidt muligt at forebygge nye Misforstaaelser. Du skrev i dit Brev, at det var mig, der ved den Lejlighed var den udæskende Part. Det kan jeg nu ikke indrømme dig; men det skal jeg forresten ikke lægge videre Vægt paa. Det betyder jo kun saa lidt, hvad der var den tilfældige Anledning til Striden. Derimod maa du forstaa, kære Povl, at hvad den dybere liggende Aarsag angaar – –."

Doktoren standsede ham.

"Nu ikke et Ord mere, Johannes! Jeg for min Part har glemt vort Klammeri – det kan du ogsaa gøre. Det var ikke bedre værd!"

Ved disse Ord^'100 var det, som om et Lys slukkedes inde i Præstens Øjne. Han sad en Tid og saae ned for sig uden at tale.

"Ja ja, Povl! Jeg skal altsaa ikke komme nærmere ind paa Sagen. Jeg ønsker ikke at vække ny Strid imellem os. Men –"

"Nej, nu taler vi ikke mere om det!" afbrød Doktoren ham igen og humpede hen til Døren. "Undskyld! Jeg vil blot give Pigerne Besked. For du bliver her da i Nat?"

"Nej Tak, Povl, jeg vil ikke paa nogen Maade gøre Forstyrrelse i Huset. Jeg kom blot for at høre, hvordan det stod til. Jeg maa endogsaa snart afsted."

"Men hvorfor dog? I det Vejr!"

Præsten forklarede, at han var kommen kørende hertil sammen med sin Nabo, Niels Jensen, der havde et Ærende hos 75 Sognefogden her i Jerve. De havde truffet Aftale om ogsaa at følges tilbage.

Doktoren blev mørk i Blikket^'101. Den ovennævnte^'102 Niels Jensen var en af hans argeste Fjender, som offenlig havde beskyldt ham for Pligtforsømmelse. Johannes havde af den Grund tidligere holdt Manden paa Afstand.

"Niels Jensen … ja saa! Men hvad er det for en urimelig Aftale? Du kunde dog vide, at jeg med Glæde vilde køre dig hjem. Jeg sender Bud ind til Sognefogden."

Men Præsten erklærede igen, og denne Gang med stor Bestemthed, at han ikke vilde gøre Ulejlighed.

I nogen Tid sad de to Brødre derefter^'103 og holdt en Slags Samtale vedlige om Ting, som tilfældigt faldt dem ind. Men Pavserne blev bestandig længere. Afstanden^'104 mellem deres Tanker voksede fra Minut til Minut.

"Jeg har ingen Broder mere," sagde Doktoren til sig selv. "Den ufattelige Tanke maa jeg se at vænne mig til."

Ved Afskeden gav Præsten ham atter Haanden.

"Jeg ser igen indenfor om et Par Dage. Til den Tid er Meta forhaabenlig kommen vel over Krisen. Hils hende mange Gange!"

Doktoren fulgte Broderen ud. Ved Døren standsede Præsten igen og stod en lille Tid tøvende med Haanden paa Dørgrebet.

"Jeg vil dog ikke gaa herfra uden at have sagt dig, Povl, at jeg kom hertil med et lille Haab om, at vi nu bedre skulde kunne tale sammen om det, der sidst – og tidligere – var Aarsag til vor Strid. Jeg havde ment, at du i disse for dig saa svære Dage, saa fulde af Ængstelse og Bekymring –."

"Det har jeg forstaaet," svarede Doktoren. "Men nu maa du helst gaa, Johannes! Jeg veed jo alt, hvad du vil sige. Jeg har hørt det saa tidt, og det gør ikke mere noget Indtryk paa mig."

"Ja, det er jo din sædvanlige – lidt flotte – Maade at affærdige den Ting paa. Det er overhovedet en af dine Fejl, Povl, at du ikke har Taalmodighed til at høre, hvad andre har at sige. Al anden Tale end din egen finder du saa hjertens overflødig."

"Det er ganske simpelt ikke sandt."

76 "Ja ja! Saa er det ikke sandt," svarede Præsten sagtmodig. "Det er – som sagt – ikke min Hensigt at yppe ny Strid. Jeg vil blot, inden jeg gaar, gøre dig et Spørgsmaal. Jeg stiller det til dig i din Egenskab af Læge. Hvad vilde du tænke om dig selv … hvad vilde du sige om hele den store, lidende Menneskehed, dersom du vidste dig i Besiddelse af et Lægemiddel, som kunde hjælpe den i al Livets grænseløse Jammer, oprejse de svage, styrke de modløse, bringe Lys og Fred og Glæde ind til alle Stakler, der sidder og fryser i Dødens Skygge … Jeg spørger dig: Dersom du vidste dig i Besiddelse af et saadant Lægemiddel, og dersom man saa – i Stedet for at modtage Hjælpen – overlegent afviste den, maaske med en Bemærkning om, at man ikke havde den behov? Hvad vilde du sige til det?"

"Jeg vilde sige, at man gjorde vel i ikke at tro paa Mirakelkure."

Præsten saae et Nu paa ham med det aabenlyst fjendtlige Glimt i Øjnene, som Doktoren før havde truffet der. Saa vendte han sig tavs om og gik bort.

Paa Væggen over Doktorens Arbejdsbord hang mellem andre Familjebilleder det landskendte Dobbeltportræt af hans Bedsteforældre, de gamle Smedefolk i Enslev. Da han havde fulgt Broderen ud og var vendt tilbage til sin Stue, fløj hans Blik uvilkaarlig hen til dette Billede. Han havde om sin Bedstefar tilfældigt erfaret et og andet, der ikke stemmede med Familjetraditionen, endmindre med det Idealbillede, som de fleste af Farbroderens Levnedsskildrere havde tegnet af Slægtens Stamfader. Den gamle Enslev-Smed havde aabenbart ikke hørt til blandt Godtfolk i sin Hjemby. En ældre Bondemand fra Enslev, som han en Gang traf i en Jernbanekupe, havde fortalt, at den Gamle paa sin Dødsseng paakaldte Mørkets Magter og sagde du til Djævlen. At det paa hans Begravelsesdag kom til Ufred mellem Børnene i selve Sørgehuset, var i hvert Fald ingen Krønike. Det huskede han, at hans egen Far en Gang i et af sine Tungsindsanfald var kommen til at røbe.

Siden hin Dag var der gaaet en Menneskealder, og den frodige Smedeæt fra Enslev havde spredt sig over hele Landet. 77 Under de forskelligste Navne sad den rundt om i Præstegaarde og Lægeboliger, i Kontorer og Butiker, næsten allevegne velansete og ogsaa velstaaende Folk. Men det var, som om den onde Tvedragtsaand, der havde drevet sit forargelige Spil omkring Bedstefaderens Kiste, stadig huserede overalt i Slægten. Allerede som Barn havde han følt det, naar han sammen med Johannes fulgte Faderen ind til Kolding paa de regelmæssige Besøg hos deres ældste Farbror, Kancelliraaden. De to Gamles Tobaks-Koncilium nede i Kontoret, hvor han første Gang havde hørt sin store Farbroder nævne, disse underligt forblommede Samtaler, hvor de ideligt ved en Øjenblinken mindede hinanden om Børnenes Nærværelse, stod endnu levende for hans Erindring. Han huskede den utrygge Følelse, det Tryk af noget hemmelighedsfuldt og fjendtligt, han altid bar med sig hjem fra disse Besøg.

Han havde tidligere ment, at det hele ikke var andet end den Ufred, der saa naturligt gror op i en lille Gærdesmutrede, naar Forsynet lader en Gøgeunge af Farbroderens Størrelse udklække i den. Men efterat han havde lært Sandheden om sin Bedstefar at kende, var det faldet ham ind, at Ufordrageligheden i Slægten kunde være en nedarvet Skæbne. Var det en eller anden mørk Familjehemmelighed, hans Fars Tungsind havde ruget over, og som fik den fromladne Kancelliraads Øjne til at lyne saa ondt bag Guldbrillerne? Navnlig efter Rosalies tragiske Død havde han været forfulgt af denne Forestilling om en uafvendelig Forbandelse, der hvilede over Slægten og stadig krævede nye Ofre.

At den unge Piges Død ikke skyldtes noget Ulykkestilfælde men – som Jytte Abildgaard med sit visionære Klarsyn havde anet – var et Selvmord, det var Doktor Gaardbo det eneste Menneske i Verden, der vidste. Han var hin Dag bleven kaldt til Kolding ved et Iltelegram og havde paa egen Haand foretaget en Undersøgelse. For Broderens Skyld havde han fortiet Resultatet, da han var overbevist om, at Sandheden vilde dræbe ham. End ikke til Meta havde han vovet at betro sin Viden, for at hun ikke ved et uoverlagt Ord skulde vække Broderens Mistanke. Men han havde i disse Maaneder undertiden spurgt sig selv, 78 om det dog ikke nu var hans Pligt at fortælle Johannes Sandheden, forinden han voldte nye Ulykker. Mere og mere betragtede han sin Broder som et sygt Menneske, en Ulykkelig, der ligesom Slægtens andre Ufredsmænd havde taget Skade paa sin Sjæl. – –

Der blev banket paa Døren. Det var Pigen, der kom ind med den Besked, at Fru Meta var vaagnet og gerne vilde se ham.

XI

Paa Storeholt havde Grosserer Søholm i en Ugestid fejret Familjens Ophøjelse i Godsejerstanden efter et forud lagt Program. Uden Hensyn til den indtrufne Familjekatastrofe var der holdt et Par Middagsselskaber, og Husets nye Svigersøn, den tyske Ulanofficer og Friherre, havde ved sin Nærværelse bødet paa Virkningen af Skandalen med Jægermesteren. Den indespærrede Ægtemand blev overhovedet ikke mere nævnet der i Huset. Han betragtedes allerede som Familjen uvedkommende. Fru Vilhelmine var bleven tilbage i København for med sin praktiske Sans at arbejde paa en Skilsmisse, der i enhver Henseende kunde holde hende skadesløs.

Friherre v. Biebermarck var en smuk Mand, der indtog alle med sin overordenlige Høflighed. Det vakte saaledes stor Henrykkelse, at han allerede efter et Par Dages Forløb havde lært sig at sige "Tak" og "Velbekomme" paa Dansk.

De indbudne Middagsgæster var omtrent de samme Bank- og Forretningsmænd fra Odense, som Jægermesteren til sin Ulykke havde staaet i Forbindelse med og altfor ofte set ved sit Bord. Det var livlige og madkære Provinsherrer, der lignede hinanden som Bollerne paa en Suppe. De kom alle dertil med store Forventninger om en overdaadig Diner men drog skuffede bort. Grosserer Søholm havde ingen^'105 Forstand paa Bordets finere Glæder, og om han ogsaa havde haft det, kunde det aldrig være faldet ham ind at ofre mere paa sine Gæster, end de var værd for ham. Ogsaa et Middagsselskab var for denne Mand en Forretning, der skulde betale sig.

79 Der var overhovedet ikke det Menneske i Verden, Grosserer Søholm fandt nogen Grund til at genere sig for, og han respekterede kun Folk, om hvem han med Sikkerhed vidste, at de var rigere end han selv. I Øjeblikket regnede han sig for en Mand paa seks Millioner, og dette lange Tal rullede Dag og Nat paa sine tunge Nuller gennem hans Tanker. Det var fra først af hans billige Kaffe, der havde givet ham Navn og skabt hans Ry som et hjemligt Handelsgeni af amerikansk Støbning. Men iøvrigt handlede han med alt, hvad der kunde svindles med, lige fra Knappenaale til sydafrikanske Guldminer og Menneskeskæbner en gros.

Den nu 65-aarige Mand havde her paa Storeholt været oppe Klokken seks hver Morgen. I en gammel Overfrakke fra hans tidligere Tilværelse, med Træsko paa og Kasket inspicerede han i Staldene og paa de forskellige Arbejdspladser. Bagefter sad han et Par Timer ved sit Skrivebord med Telefonen for Øret, modtog Meldinger fra Forretningen i København og ekspederede Ordrer til Handelshuse og Banker paa begge Sider af Atlanterhavet. Desuden havde han som oftest et Par Gange i Dagens Løb Forhandlinger med de Haandværksmestre og Entreprenører, der forestod Gaardens Ombygning, og selv om det kun drejede sig om et Træskur, kom den gamle Slagsbroder fra Borgergade straks op i ham. Hans Metode som Forretningsmand var altid den samme. Han var ingen Menneskekender og gjorde ingen Forskel paa Personer. Med Eder og Slag i Bordet og Haanlatter nedlarmede han alle Indsigelser og tumlede med sin Modpart, indtil han havde afpresset ham den yderste Indrømmelse.

En Aften sad han efter Middagen sammen med de Nyforlovede inde i Havesalen, hvor han gjorde sig det mageligt i en af de brede Armstole fra Konferensraadens Tid. Uden Hensyn til sin friherrelige Svigersøns Nærværelse havde han lagt sine Elefantfødder op paa en Taburet, mens han røg en Cigar.

De to Forlovede sad i en Sofa og holdt hinanden i Haanden. Af Hr. Søholms Døtre var Frk. Constance den, hvem Rigdommen og Lediggangen mindst havde fordærvet. Hun var ikke saa lidt af et Følelsesmenneske, og hendes Forelskelse i den statelige 80 Officer var et oprigtigt Sværmeri, der galdt mere end Uniformen. Den smukke unge Dame, der siden sin Forlovelse havde optaget den fornemme Verdens Skik at møde til Middagen i elegant Selskabstoilette, sad indhyllet i et stort Pelsslag paa Grund af Kulden i Stuerne. Efter at det var gaaet op for Grosserer Søholm, hvormeget Brændsel de store Rum slugte, havde han fundet det unødvendigt at lægge i Kakkelovnen^'106 mere end een Gang om Dagen, og ingen vovede nogen Indsigelse.

Hr. Søholm underholdt sin Svigersøn med det Emne, der for ham selv var det eneste, der havde virkelig Interesse, nemlig hans egen Person og hans Forretnings Udvikling. Som andre indbildte Genier var han ganske opfyldt af sin egen Storhed, betragtede sit Liv som det virkeliggjorte Eventyr om den fattige Dreng og Lykkens Fe. Paa sit Neger-Tysk fortalte han Historien om, hvordan han allerede som en niaars Knægt havde gjort sit første Kup ved at samle tiloversblevne Høvlspaaner paa Byggepladserne og bagefter sælge dem til Madammerne i Borgergade, hvor hans Forældre boede. Og nu sad "der kleine Schweinigel" her i sit eget Slot og havde et Navn, der var kendt af hvert Barn i Landet.

Pludselig stoppede han op midt i en Sætning. Med sammenbidte Tænder sad han nogen Tid og gned sig^'107 over det ene Ben, mens han sagte klagede sig.

Frk. Constance var sprunget op.

"Er du syg, Far?"

Hendes Udbrud kaldte Søsteren og den gamle Tante til fra Dagligstuen ved Siden af. Ogsaa Friherren havde rejst sig. Hr. Søholm var nu ganske hvid i Ansigtet og vaandede sig ynkeligt.

"Bring mig i Seng! … Hurtigt! Kald paa Rasmussen!"

Med Støtte af Husets Tjener og ledsaget af Svigersønnen blev han ført op ad Trappen til Soveværelserne. Undervejs stønnede han højt, og pludselig genlød Huset af dyriske Smertensbrøl.

Der blev straks tændt op under en Vogn for at skaffe Hjælp, og da Jerve var den nærmeste By, hvor der boede en Læge, blev det Doktor Gaardbo, man hentede.

Mens der ventedes paa ham, sad de opskræmte Damer inde i 81 Dagligstuens grelle elektriske Lys og rystede af Kulde og Uhygge. Den gamle Frøken Søholm havde indhyllet sig i et stort Sjal. Med spidsede Øren lyttede hun til Broderens ganske ubeherskede Jammerhyl, der stadig lød ned gennem Trappen. Døren fra Sovekammeret deroppe stod paa hans udtrykkelige Forlangende aaben ud til Gangen. Han vilde, at alle i Huset skulde høre, hvad han led.

Friherre v. Biebermarck kom ned fra Patienten og blev modtaget med bekymrede Forespørgsler. Han bad Damerne om endelig ikke at lade sig ængste. Det var rimeligvis det fugtige Efteraarsvejr i Forening med Kulden i Stuerne, der havde fremkaldt et Anfald af Ischias, som Svigerfaderen nok en Gang tidligere havde lidt af.

Et Øjeblik efter kom Vognen tilbage med Doktor Gaardbo. Tjener Rasmussen førte ham straks op i Soveværelset.

Gaardbo havde aldrig før set sin Patient, men han kunde paa Forhaand ikke lide ham paa Grund af Arten af hans Forretning. Nu fik han desuden en bestemt Fornemmelse af, at Hr. Søholm som saa mange kraftige Mænd, der ikke er vant til at fejle noget, i høj Grad overdrev sine Smerter. Det var knap nok, han vilde tillade ham at foretage en ordenlig Undersøgelse. Stadig raabte han paa Morfin og fortalte, at hans københavnske Læge, da han sidst var syg, straks havde givet ham en Indsprøjtning.

Povl Gaardbo blev hurtigt paa det rene med, at han ikke kunde forsvare at hjælpe dette Menneske til at skulke sig fra en Time i Lidelsens Skole. Det var netop en af de Paastande, han havde fremsat i sin Tidsskriftafhandling, at naar Verden var saa fuld af samvittighedsløse og jammerlige Personer, havde Lægerne en Del af Skylden. Ved bestandig at være tilrede med alle Slags beroligende og bedøvende Midler tilslørede de Livets sande Vilkaar og franarrede Menneskene den Anledning til sund og nøgtern Eftertanke, som Sygelejet var, og som de fleste havde haardt fornøden.

"Jeg vil anbefale Dem at tage en Kop varm Hyldete med lidt Honning i," sagde han. "Morfin kan jeg ikke give Dem. I det mindste ikke foreløbigt. løvrigt vil jeg tilraade Dem for Fremtiden 82 at indføre et Fastedøgn en Gang om Ugen. Vore Stofskifteorganer trænger ogsaa til at holde Hviledag."

Hr. Søholm, der hidtil knap havde set paa Doktoren, rejste sig ved disse Ord overende i Sengen og gloede paa ham som paa et Spøgelse, der var steget op af Gulvet.

"Hvad er det, De siger? … Hvem er De? Hvordan kommer De her? Er De Læge?"

"Jeg formoder, at De selv har sendt Bud efter mig."

"Er De gal, Mand! Vil De ikke give mig en Indsprøjtning?"

"Nej. Det Ansvar kan jeg ikke tage paa mig."

"Ansvar? Hvad er det for Snak! Har man hørt Mage! Naar en Mand som Professor Bender, kongelig Hoflæge, har givet mig Morfin, tør De – en Landsbydoktor – vel ogsaa."

Doktor Gaardbo tav hertil.

"Nu har jeg – Fanden ta' mig! – aldrig hørt Mage! Vil De ikke give mig en Indsprøjtning? … Det skal De blive tvunget til, min go'e Mand! Det er Deres Pligt! Jeg har sendt Bud efter Dem for at faa Lægehjælp, ikke for at høre paa Snak. Skal jeg maaske ligge her og pines og ingen Nattesøvn faa?"

"Den Svededrik, jeg har ordineret, vil nok i Løbet af Natten lindre Deres Smerter noget. Forøvrigt kan jeg kun anbefale Dem de to gode, paalidelige Lægemidler: Taalmodighed og Ro."

Hr. Søholm satte Fingren paa en Klokkeknap, der var anbragt i selve Sengen, og blev ved at kime, indtil først Tjeneren og derpaa Svigersønnen og tilsidst ogsaa alle Damerne kom styrtende op ad Trappen.

Da de allesammen stod i Stuen, raabte han i Raseri:

"Se paa den Mand der! Han er enten fuld eller gal! Og et saadant Menneske sender I mig paa Halsen! … Her ligger jeg og pines værre end en Barselkone, og saa vil han ikke hjælpe mig! … Men det skal De komme til at fortryde, min go'e Bondedoktor! Jeg anklager Dem for Myndighederne, og De kan være stødt paa, at jeg skal faa Dem klapset af! … I er allesammen Vidner paa, at den Herre har nægtet at gøre sin Pligt!"

Doktor Gaardbo sagde Farvel og gik mod Døren. Ved Synet af hans Vanførhed veg de skrækslagne Damer til Side, mens Hr. 83 v. Biebermarck, der ingenting forstod, fordi Svigerfaderen havde talt Dansk, saae sig raadvild om.

Der blev øjeblikkelig sendt Bud efter en anden Læge, som viste sig at være en elskværdig Mand, der beredvilligt føjede sig efter Patientens Ønske og skaffede ham Ro.

Paa Morfinrusen fulgte dog den næste Dag et ret alvorligt Ildebefindende, og midt om Natten kom hele Huset igen paa Benene, fordi Hr. Søholm efter en heftig Opkastning havde faaet et Afmagtsanfald. Lægen blev atter hentet og gav nu et oplivende Middel.

Endnu om Formiddagen sad Dødsangsten Hr. Søholm i Kroppen, og da han følte den kolde Sved paa sin Pande, lod han sende Vogn efter Præsten for at blive berettet.

Først da Vognen var kørt, erfarede Damerne af Tjenestefolkene, at Præsten hed Gaardbo og var en Broder til Distriktslægen. Der blev i den Anledning stor Bestyrtelse. I et Krigsraad, hvori ogsaa Hr. v. Biebermarck deltog, enedes man om at fortie Navnet for den Syge, der endnu blev aldeles ude af sig selv af Raseri, saasnart Distriktslægen kom paa Tale.

Da Præsten traadte ind i Sygeværelset, følte Hr. Søholm sig straks meget tiltalt af den smukke Mand. Ved Synet af den lille Sølvkalk og Oblattallerkenen, som Præsten førte med i sin Haandtaske, antog hans Ansigt et enfoldigt Udtryk. Det eneste Vidne til den hellige Handling var Tjener Rasmussen, der havde ført Præsten op, og som havde faaet Ordre til at blive deroppe for at gaa Grossereren tilhaande. Han havde nu stillet sig hen ved Fodenden af Sengen med en Serviet over Armen, som om det galdt en Servering.

Baade under Skriftetalen og under selve Nadvernydelsen var Hr. Søholm oprigtig grebet. Efter Tildelingen af Syndsforladelsen trykkede han taknemlig bevæget Præstens Haand.

"Værsgo' og sit ned, Hr. Pastor!" sagde han derpaa. "Det har glædet mig at gøre Deres Bekendtskab. Jeg veed ikke, om De maaske ligefrem kan gøre Fordring paa et Vederlag. Men det er ogsaa ligemeget. Jeg skal i hvert Fald tillade mig at sende Dem et Gratiale. Det har De velsagtens ikke noget imod."

84 Hertil svarede Pastor Gaardbo, at kun Gud havde Krav paa hans Taknemlighed, og at han nu burde samle alle sine Tanker i Bøn til ham.

"Naturligvis, Hr. Pastor! Men jeg har dog gjort Dem Ulejlighed, ikke sandt? Deres Tale har De vel ogsaa maattet tænke lidt over. Kort sagt, min Herre – De har skænket mig Religionens Trøst, og jeg vil gerne have Lov til at vise Dem en lille Opmærksomhed."

Præsten gentog – og denne Gang med stor Bestemthed – at han ikke havde gjort sig fortjent til Paaskønnelse og derfor heller ikke ønskede at modtage nogen saadan.

"En anden Ting er, naar De føler Trang til at takke Gud med en Offergave – og det er jo kun naturligt og paaskønnelsesværdigt – om De saa vilde betænke vort Menighedsarbejde her i Sognet, – det trænger haardt til Understøttelse. Jeg skal nævne f. Eks. vor Fattigpleje og vore Vuggestuer. Det vilde naturligvis i det hele være af stor Betydning, om vi kunde gøre Regning paa, at Storeholts nye Ejer vilde vise vort Arbejde Interesse og yde det sin Støtte."

Samtalen havde her faaet en Vending, der ikke behagede Hr. Søholm. Han indskrænkede sig til at takke for Oplysningen, som han lovede at erindre, hvorefter han gik over til at tale om sin Sygdom og de Lidelser, han havde gennemgaaet.

"Allerbedst som jeg sidder og snakker med min Svigersøn, jager der et rasende Sting ned gennem mit højre Ben – her paa Undersiden af Laaret. Der er ingen, der gør sig Forestilling om den Smerte. Det er akkurat, som man kan tænke sig, at et Lyn slaar ned i et Træ og svier Barken af paa den ene Side. Den første Gang, jeg havde Sygdommen, troede jeg virkelig, at Huden var flaaet af mig og det hele sad i blodige Laser. Og vil De saa tænke Dem, da jeg sender Bud efter Doktor, saa kommer dette Asen af en Distriktslæge og nægter lige ud at hjælpe mig. De kender ham vel? Gaardbo hedder han. Et rent Umenneske! Her ligger jeg og pines, og saa sidder han og vrøvler om Hyldete og Taalmodighed og vil ikke give mig en Indsprøjtning. Nægter rent ud at gøre sin Pligt. Har De hørt Mage?"

85 Præsten vendte sine Øjne bort uden at svare.

"Men det skal blive ham en dyr Historie, kan han tro! Saasnart jeg kommer til København, sender jeg Klage ind til Myndighederne. Jeg forlanger Fyren afsat for Pligtforsømmelse. Det er en Skandale, at den Sort Individer sidder i Embede. Men der er ingen Disciplin og Orden her i Landet. Det skulde være i Tyskland! Heraus mit dem Kerl! Det siger ogsaa min Svigersøn."

Farven paa Johannes Gaardbos Kinder skiftede et Par Gange, han havde allerede gjort Mine til at rejse sig. Alligevel blev han siddende og saae ned mod Gulvet.

"Hr. Søholm!" sagde han endelig. "Vi bad før i vor Bøn: Forlad os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere. Det Løfte, De her gav Gud, kan De dog ikke allerede have glemt? Jeg forsikrer Dem, at Gud i hvert Fald ikke har glemt det. Hvad Uret der end kan være begaaet imod Dem, saa er det Deres Pligt at tilgive. I et Øjeblik som dette maa De ikke tænke paa at bringe et Menneske i Ulykke."

Denne præstelige Formaning gjorde for saa vidt sin Virkning paa Hr. Søholm, som hans Ansigt straks fik det samme enfoldigt fromme og lydige Udtryk, det havde haft under Kommunionen. Men saasnart Præsten tav, var han igen som før.

"Saadan en, der nægter at hjælpe en syg og lidende, han er ikke noget Menneske, Hr. Pastor! Rasmussen fortæller mig ogsaa, at Manden lever som en ren Tyrk og Hedning og ikke engang lader sine Børn døbe. Har man hørt noget saa forskrækkeligt? Hvordan kan De dog tage en saadan Person i Forsvar, Hr. Pastor?"

"Jeg forsvarer ham ikke – allermindst hans Vildfarelser naturligvis. Jeg ber Dem blot om, mest for Deres egen Skyld, at opgive Tanken om at anklage ham. Gengældelsens Ret tilkommer alene Gud."

"Naturlig! Det forstaar sig! Men det maa jeg dog ha' Lov at sige Dem, Hr. Pastor, at jeg er meget overrasket over, at en Præst i vor danske Folkekirke vil gaa i Forbøn for en Mand, der lar sine Børn rende rundt uden Herrens Daab ligesom Negerunger 86 og Hottentotter. Jeg vil rent ud sige, Hr. Pastor, at det skuffer mig meget."

"Han er min Bror," sagde Præsten stille.

"Hvad siger De? Deres … Nej, hør nu! … Det er ikke muligt! … Maa jeg spørge, hedder De Gaardbo?"

"Ja."

"Det var som Pokker! Deres Bror^'108 … Det gør mig virkelig ondt for Dem, Hr. Pastor! Men nu forstaar jeg naturligvis bedre Deres Standpunkt. Det er jo ikke mere end rimeligt, at De gerne vil holde Haanden over en nær Slægtning, om han ogsaa er vanartet. Men det forandrer jo ellers ikke noget paa Sagen."

Præsten rejste sig nu for at gaa.

I det samme faldt det Hr. Søholm ind, at Situationen lod sig udnytte til en profitabel Handel. Dersom han gjorde Pastor Gaardbo den Tjeneste at frafalde Sagsanlæget mod hans Broder, kunde han spare det Gratiale, han mente at være bleven Kirken skyldig. Mellemregningen var udlignet. Der var ingen, der længer havde noget Krav paa ham i Dagens Anledning.

"Jeg er ikke hævngerrig. Og naar De mener, at det er min Kristenpligt at lade Sagen mod Distriktslægen falde, saa gør jeg det naturligvis. Guds Bud staar over alt. Det er en klar Ting! Og nu skal De have Tak, Hr. Pastor! Jeg gemmer Deres Ord i mit Hjerte. Vær vis paa det! Naar jeg kommer hertil næste Gang, haaber jeg at have den Fornøjelse at se Dem til en af mine Middage."

Nede i Stuerne havde Tanten og den endnu uforlovede Frøken Cecilie i Utaalmodighed ventet paa, at Præsten skulde komme ned. Ved hans Ankomst, da Vognen kørte op for Døren, havde de staaet bag hver sit Gardin og kigget ud, og de blev begge behageligt overrasket ved Synet af den høje, smukke Mand. Det var desuden gaaet op for den gamle Frøken Søholm, at hun kendte ham fra et tidligere Besøg her; hvorefter Damerne hurtigt blev enige om, at det vilde være passende at byde ham indenfor, naar han kom tilbage. Der blev givet Ordre til Køkkenet om at have en Bakke med Vin og Kager i Beredskab, og da de nu hørte 87 Præsten komme ned ad Trappen, gik den Gamle derud og bød ham indenfor til en lille Forfriskning.

Johannes Gaardbo, hvem Besøget af flere Grunde havde misstemt, afviste imidlertid Indbydelsen. Han havde allerede forud følt det ubehageligt at skulle gense disse Steder, der gemte den beskæmmende Erindring om Sommerens Forvildelse.

"Men Vognen er endnu ikke kørt frem, Hr. Pastor."

"Det gør ikke noget. Jeg foretrækker dog at gaa."

Han gik hjemad gennem Skoven. Himlen var blaa nu i Middagstiden. Næsten foraarsagtig lyste den over de afbladede Trækroner. Men den lave Vintersol skinnede^'109 aftenlig ind mellem Stammerne, der kastede lange Skygger hen over den røde Løvbund.

Mens han gik der i sine egne sørgmodige Tanker, var han ikke^'110 helt sikker paa, om han havde handlet forsvarligt ved at afværge Grosserer Søholms Klagemaal mod Broderen. Sandt nok, en saadan Aktion vilde rimeligvis have givet Befolkningens Misfornøjelse med Broderens Lægevirksomhed ny Næring, hvad Egnens andre Læger nok skulde have forstaaet at drage sig til Nytte. Et Par af dem havde efter Sigende allerede skaffet sig Indpas i selve Jerve By, og det vilde sikkert ikke blive let for den gode Povl at holde sig Smalhans fra Døren, dersom han med sin store Familje skulde blive nødt til at leve af sin lille Embedsgage og Renten af den Smule Kapital, deres Far havde efterladt dem. Men maaske var det en saadan Prøvelse, et fortvivlet Sammenbrud, der skulde til for at bøje hans Hjerte og bringe baade ham og Meta til Sandheds Erkendelse?

Da han kom hjem, fik han at vide, at Broderen havde været der under hans Fraværelse. Paa sit Skrivebord fandt han et Brev fra ham tilligemed nogle københavnske Aviser.

"Meta har nu i et Døgn været helt feberfri. Efter en god lang Søvn vaagnede hun i Morges med klare og lykkelige Øjne. Jeg syntes, du skulde være den første, der fik det at vide. Jeg havde gerne selv fortalt dig det. Men jeg kigger herind igen en anden Dag i den allernærmeste Fremtid og haaber da at have det Held at træffe dig."

88 I en Efterskrift stod der: "Jeg vedlægger et Par Avisartikler, fordi det maaske kan interessere dig at se, hvor forholdsvis elskværdigt jeg bliver kagstrøgen, hængt og parteret i Anledning af min Afhandling."

Paa Grund af disse sidste Ord rev Præsten Brevet i Stykker efter Læsningen og puttede det i Kakkelovnen. Aviserne lod han ligge urørte og kunde heller ikke siden bekvemme sig til at aabne dem.

Han vidste iøvrigt godt, at flere af de ledende Blade i Landet havde taget Broderens Ideer op til Drøftelse; men han forstod det ikke. Det var ham en fuldstændig Gaade, at nogen for Alvor fandt det Umagen værd at træde op mod dette stakkels afdøde Natur-Evangelium, som Vantroen stadig paany søgte at puste Liv i. Og det forargede ham, at endogsaa kristelige Blade skulde have omtalt Afhandlingen med en vis Respekt.

Maatte nu endda al denne Avissnak ikke stige den kære Povl altfor meget til Hovedet! Det var jo desværre ikke alene ved sit Ydre, at han tidt paa foruroligende Maade mindede om Farbroderen Tyge. Hans Selvfølelse var aabenbart nu ligesom hans Selvraadighed betænkeligt paa Vej op mod den Grænse, hvor Afsindet lurer.

XII

Der var begyndt at komme Fart i Valgagitationen omkring i Kresen. Mens den ulykkelige Jægermester sad gemt i en Hospitalscelle som videnskabeligt Objekt for en Professor, og efter at hans Bo var erklæret fallit og de indledende Skridt til en Skilsmisse foretaget, blev han nu ogsaa plukket for sit dyrebare Folketingsmandat.

Overalt i Landet blev dette Udfyldningsvalg imødeset med en vis Spænding. Man vilde i Udfaldet se et Varsel for den forestaaende store Kamp mellem Enslev og Kirkefolket.

Paa flere af Valgmøderne søgte Pastor Gaardbos Modstandere at bringe ham i Forlegenhed ved at benytte sig af Befolkningens Uvilje mod hans Broder, der i de samme Dage paany havde vakt 89 almindelig Forargelse ved paa en Forespørgsel om hans politiske Standpunkt at erklære, at han med Glæde solgte sin Stemmeret for en Sukkerkringle til hvert af hans^'111 Børn. Der var i Forvejen rundt om i Egnen begyndt at cirkulere en Adresse til Medicinalmyndighederne med Anmodning om at lade Distriktslægens Embedsstyre og hele Lægevirksomhed undersøge og bedømme, og der blev nu ved Møderne ironiseret over Præstens Samvittighed, der ikke tillod ham at staa i Parti med politiske Meningsfæller, naar de ikke præcis delte ogsaa hans religiøse Anskuelser, mens der mellem hans Nærmeste var Folk, der gjorde Grin med al baade religiøs og politisk Overbevisning og ikke engang lod deres Børn døbe.

Skønt Pastor Gaardbo længe havde indset, at han før eller senere vilde blive nødt til at fremkomme med en offenlig Erklæring om sit Forhold til Broderen, vægrede han sig de første Gange ved at svare. Men da tilsidst hans egne Tilhængere ytrede Misfornøjelse med hans Tavshed, følte^'112 han sig forpligtet til at tale.

Han gjorde dog sin Tilstaaelse paa den Maade, at han – uden at nævne Broderens Navn – mindede om sit Forhold til en anden Slægtning, nemlig til selve Farbroderen Tyge. Han erklærede, at for ham var den Enslevske Aand Fjenden, der skulde nedkæmpes, i hvilken Skikkelse den saa aabenbarede sig. Den var Oprørets og Fornægtelsens onde Aand, som han fordømte og vilde bekrige med al sin Evne, hvad enten den kom til Orde som politisk Lovløshed eller som selvtagen Frihed til at eksperimentere med Folkets aandelige og legemlige Sundhed. Og at han i dette Forhold hverken kendte Personsanseelse eller Familjehensyn, havde han tidligere givet tilstrækkeligt Bevis paa.

Trods Tilsløringen blev Meningen forstaaet, og Dagen efter indeholdt Egnens Blade i deres Referat af Mødet en Gengivelse af Præstens Erklæring tilligemed Kommentarer. Hans Partis særlige Organ "Folkebladet" aftrykte den ordret og med spærret Skrift.

Da han hen paa Eftermiddagen kom hjem fra et Sygebesøg, stod hans Broders lille Vogn foran Indgangsdøren og kogte, og 90 inde i sin Stue fandt han Doktoren selv, der sad ved Bordet og sagde Goddag uden at rejse sig.

"Jeg har ventet paa dig … Jeg maa vide, hvordan det forholder sig. Anerkender du "Folkebladet"s^'113 Referat af din Udtalelse igaar? Jeg tænker naturligvis paa de Ord om mig og min Virksomhed, som Bladet paastaar er autentiske?"

Præsten, der havde været meget bleg, da han kom ind, stillede sig hen ved sin Pult.

"Du maa forandre din Tone, Povl, dersom vi to skal tale sammen. Naar du har læst Referatet, saa veed du, at de Ord, du taler om, blev mig aftvungne. Hvad selve mit Standpunkt angaar, saa kan det jo ikke overraske dig. Dertil har vi for ofte talt om det, der skiller os."

"Med andre Ord: I et Øjeblik som dette, hvor man fra alle Sider har rottet sig sammen imod mig, har du ikke betænkt dig paa at gøre min Stilling endnu vanskeligere ved at erklære dig for fuldt ud enig med mine Angribere!"

"Du tager fejl, Povl! Betænkt mig har jeg, og det endogsaa længe. Men jeg har Hensyn at tage, som du ikke kan … eller ikke vil forstaa."

"Jeg veed det! Men vær du glad, at jeg ikke kender den Slags højere Hensyn, der tvinger mig til at handle mod min naturlige Følelse. For ellers kunde jeg maaske rykke ud med en Mod-Erklæring, der vakte Opsigt og slog dig ned^'114."

"Skal det være en Trusel?"

"En Advarsel skal det være! Du kan let tage flere Ulykker paa din Samvittighed, end den kan bære. Hvorfor blandede du dig f. Eks. i min Affære med Grosserer Søholm forleden? Tilfældigt har jeg hørt derom. Hr. Søholm skal have fortalt til mange Mennesker, at du ligefrem gik i Forbøn for mig. Det har jeg ikke anmodet dig om; men jeg er naturligvis gaaet ud fra, at du har troet at handle til mit Bedste. Ikke sandt, Johannes? Du kan med Haanden paa Hjertet forsikre, at du ikke har haft andre Bevæggrunde?"

"Du ser paa mig, som om du tvivlede. Og paa en vis Maade 91 kan du virkelig have Grund til det. Vore Meninger om, hvad der tjener til dit Bedste, er saa dybt forskellige."

"Jeg veed ogsaa det! Hjul og Stejle ønsker du mig, Johannes! Jeg har læst det i dit Blik for længe siden! Oftere, end du vistnok selv anede, røbede du dine Følelser. – Ja, saadan er det altsaa endt med os to! Den Gift, der engang i Tidernes Morgen blev udsaaet i vor Slægt, har nu fuldendt sit Opløsningsværk ogsaa mellem dig og mig. Er det underligt, at Fremmede kalder os Danske^'115 for et dødsdømt Folk? Hvordan skal de tro andet om os? … Husker du en Sommerdag for tretten-fjorten Aar siden – det var i vor første Studentertid – vi sad oppe paa Skamlingsbanken og saae ned mod Grænsen og talte om Danmarks Fremtid? Det var den samme Dag, du betroede mig, at du var hemmelig forlovet med Rosalie. Husker du det Løfte, vi gav hinanden – vi to Fostbrødre, der havde blandet Blod allerede i Mors Liv? Og nu igaar stod du frem og skamskændede mig for en Forsamling af sammenløbet Rak og Pak! Saadan har du holdt dit Løfte!"

Præsten stod stadig henne ved Pulten og betragtede sin Broder ligesom fra det fjerne med et dybt bedrøvet Blik. Et Par Gange rykkede det omkring hans Mund, mens Doktoren talte.

"Hvorfor har du ikke villet gaa i dig selv, Povl? Bøj dig for Kristus! Saa vil alting blive anderledes! Hvorfor vil du blive ved at trodse den Almægtige? Du taler om Opløsningen i Folket. Ja, det er Straffen for vor Ulydighed mod Gud!"

Doktoren rejste sig.

"Du er en syg Mand, Johannes! Det er din Undskyldning, og derfor skal jeg endnu en Gang tilgive dig." –

Lidt efter sad han i sin Vogn og kørte ud af Præstegaarden med en Forudfølelse af at have været der for sidste Gang. Han havde ingen Broder mere. Maaske vilde Johannes og han, naar nogen Tid var gaaet, igen gøre et Forsøg paa at komme til en Slags Forstaaelse; men han vidste knap, om han skulde ønske det. Den Johannes, han havde elsket for hans rene Hjertes Skyld, eksisterede dog ikke mere for ham. Det var gaaet Broderen som saa mange af hans Lige. Hans Afguderi havde omskabt ham 92 til en Varulv med to Skikkelser saa forskellige som Dag og Nat, den ene lige saa mild og god og hjælpsom, som den anden var ond og hævngerrig. Og det var denne sidste, han nu i Fremtiden Gang efter Gang vilde møde, naar han søgte Johannes. –

En Ugestid efter proklamerede Amtsraadmedlem^'116 og Sparekassedirektør Jørgen Mosegaard med løftet Lorgnet Johannes Gaardbo som Kresens nye Folketingsmand og udbragte i Sangtone et begejstret Leve for ham. Bagefter førte Præstens Venner ham i Triumf gennem Byen til den folkelige Forsamlingsbygning, hvor Sejren skulde fejres.

I Spidsen for Toget, hvor der plejede at gaa et Musikkorps, gik et Kor af syngende unge Karle og Piger^'117 med et Korsbanner. Det var Medlemmer af en kristelig Ungdomsforening, som Pastor Gaardbo havde stiftet, og Sangen var Foreningens Slagsang:^'118

I Himlen er mit Fædreland,
og Kristus er min Konge!

Da man naaede hen forbi den overfyldte Gæstgivergaard, hvor det Enslevske Parti holdt til og under stor Larm trøstede sig over Nederlaget med meget Øl, kom Folk til Vinduerne og betragtede Toget med en sur Blanding af Forbløffelse, Nysgerrighed og Haan.

"Leve Enslev!" raabte en af dem ud over Hovedet paa de syngende.

Svaret var en Opbrusning af Sangen, som nu hele Toget istemte med demonstrativ Kraft:

I Himlen er mit Fædreland!

De Dødes Rige D (1922)

Indhold:

Andet Bind:

Femte Bog
Sjette Bog
Syvende Bog
Ottende Bog

Bind I