Faulhorn - 2
Dagbog
27de Avgust.
Klokken var to om Eftermiddagen, da vi – Amerikaneren og jeg – forlod Værtshuset paa Schynige Platte for at begive os til Faulhorn. Vi havde tænkt trods Hindringerne at kunne foretage den c. 2 Mil lange Vandring paa 5 Timer og altsaa at være ved Bestemmelsesstedet i god Tid inden Solnedgang. Og derfor, og maaske fordi vi begge i Grunden mente, at vi næppe naaede saa langt, men hurtigt vilde opgive Forsøget, forsynede vi os slet ikke med Proviant. Jeg foreslog en lille Lærke med Styrkedraaber i Form af god Vin, men dette modsatte Amerikaneren sig paa det bestemteste. "Vi har Sne nok at drikke af, og bare Lugten af Spiritus svækker Energien".
Han kommanderede; jeg adlød.
Udstyret bestod for hans Vedkommende blot af en Alpestok og et Par tørre Sokker; han havde Standkvarter i Interlaken, hvor hans Kone og Børn opholdt sig. Jeg derimod havde en temmelig tung Taske – alt mit Rejsegods – paa Ryggen og et godt dansk Egespir til Støttestav.
Vor Maade at gaa paa var ogsaa højst forskellig. Han gik med smaa hurtige, næsten løbende Trin og standsede til Gengæld hvert Øjeblik for at puste ud, medens jeg var vant til lange sejge Skridt uden Afbrydelser. Da dertil kom, at han havde lige saa stor Vanskelighed ved at forstaa mit Tysk, som jeg hans Engelsk, voldte selve Samværet straks en ikke ringe Anstrængelse.
Det viste sig ogsaa snart, at Hindringerne var langt større, end vi havde tænkt. Vejen blev hurtigt borte for os i en stor Snemark, og vel dukkede senere dens alenhøje Sidesten nu og da op for os, men kun for ligesaa hurtigt igen at forsvinde i Sneen.
Vi maatte søge højere op, hvor Klipperne var mere nøgne, og krøb nu en Tid lang hen ad en vaad, stejl og slibrig Skiferskraaning i den Mening, at vi ad denne vilde kunne naa frem til en mørk Ryg, som vi kunde øjne i Afstand, og som syntes ligesom en smal Sti at løbe næsten op til Faulhorns Top.
Imidlertid slap vi ikke for Sneen. Henimod en halv Mil maatte vi vandre tilknæs1 i bløde Snemasser, hvis øverste Lag, paa hvilke Solen hele Dagen havde virket, næsten var blevne til Vand. Saa fik vi vel igen fast Grund under Fødderne, men denne Herlighed varede kun kort. I løbet af de næste Timer maatte vi passere Snemark paa Snemark, af hvilke vel ingen i Udstrækning kunde maale sig med den første, idet de fleste endog kun var et Par hundrede Skridt i Breden, men hvor til Gengæld Sneen var dybere og ligesom endnu blødere, saa vi flere Gange sank i næsten til Livet og af al Ævne maatte skynde os over, for ikke at blive stikkende i Uføret.
I Begyndelsen tabte vi dog ikke Modet. Men da det slet ikke syntes at ville tage Ende med disse snefyldte Sænkninger, der hvert Øjeblik spærrede os Vejen, og disse tværtimod blev bestandig baade dybere og bredere, holdt vi tilsidst Raadslagning.
Jeg foreslog en øjeblikkelig Tilbagevenden. Amerikaneren derimod mente, at vi allerede havde overstaaet det værste og nu lettere vilde kunde naa Faulhorn end følge vore Spor tilbage til Schynige Platte.
Altsaa fortsatte vi vor Vej.
Der var Sne og atter Sne med kun ganske smalle og flade Skiferrygge imellem. Jeg var allerede saa træt, at jeg havde ondt ved at følge ham, og efter hvert Løb gennem den bløde Sne, i hvilken vi bestandig sank dybere i, svandt mine Kræfter kendeligt. Tilsidst stod vi overfor en Snestrækning, som vi næppe kunde overskue, og hvis Snedybde det ikke var os muligt at maale. Her standsede vi atter for at raadslaa.
Men nu var vi begge enige om, at en Tilbagevenden ville være umulig. De fire timer af de fem, vi havde beregnet til Turen, var allerede forløbne, Solen nærmede sig sin Nedgang, saa selv om vi havde haft Kræfter til en Gentagelse af de Strabadser, vi alt havde udholdt, vilde vi ikke kunne naa Schynige Platte til Mørkets Frembrud. Der var kun en Vej til Redning mulig: at blive ved at gaa frem i Haab om at finde fast Underlag og naa Faulhorn inden Aften.
Og nu stod vi overfor denne gyselige Snemark! Vi bestemte os da til at følge langs med Kanten af den, for om muligt at finde et Sted, hvor den var smallere. For at lette denne Undersøgelse, skulde vi gaa hver til sin Side og – da vi paa Grund af Terrænets Ujævnhed snart vilde blive usynlige for hinanden – bestandig udstøde høje Raab for ikke at blive borte for hinanden.
Som tænkt, saa gjort. Der var ingen Tid at spilde.
Efter nogen Søgen fandt jeg tilsidst et Sted, der syntes mig passende til Overgang. Jeg gav da det aftalte Signal, der syntes mig at blive besvaret, og med Livet i Hænderne og med Opbydelse af alle mine Kræfter begyndte jeg Løbet ind igennem Sneen. Hvor mange Minutter dette varede, ved jeg ikke; men da jeg endelig igen lykkelig følte fast Grund under mine Fødder, og da jeg lidt efter forpustet og ganske ør af Anstrængelse, Angst og Udmattelse sank ned paa Klippen ovre paa den anden Side, syntes der mig at maatte være forløbet mindst et Aar.
Jeg saa over mod den Plet, jeg havde forladt; jeg kunde følge de dybe Huller i Sneen af mit Legeme. Men derovre saas endnu ingen Amerikaner. Jeg ventede en Stund. Men han viste sig slet ikke.
Saa tænkte jeg, at han vel ogsaa havde fundet et passende Overgangssted. Jeg rejste mig derfor op og slæbte mig videre i den Tro, at vi altså maatte mødes, naar jeg blot fortsatte hen imod den Spids af Faulhorn, vi hele Tiden havde styret mod. Jeg opløftede atter mine Raab og bestandig stærkere; men han var ikke at se, og ikke heller kunde jeg høre noget Svar-Raab, hverken fra den ene eller den anden Side.
Nu begyndte jeg for Alvor at tabe Modet. Faulhorn syntes mig ikke at være rykket det mindste nærmere, og jeg følte, at jeg ikke havde mange Kræfter tilbage. Og nu var jeg endda forladt! Jeg blev i min Fortvivlelse ved med at raabe, skønt jeg tilsidst godt vidste, hvor unyttigt det var; og mens jeg, halvt sanseløs af Udmattelse, blev ved at slæbe mig fremad, overøste jeg mig selv med de hæftigste Bebrejdelser, fordi jeg havde kunnet lade mig forlede til en saadan Dumhed.
Endelig naaede jeg hen i Nærheden af en vidtstrakt Sump af Sjapis paa Bunden af en kedelformig Dal, og helt ovre paa den anden Side fik jeg Øje paa min Ulykkesfælle. Han var i den Afstand ikke større at se til end en Flue, og dog forekom det mig, at han ogsaa havde lagt Mærke til mig, og at han pegede fremad med Haanden, som for at antyde, at jeg blot skulde fortsætte, saa vilde vi mødes ved den anden Ende af Søen.
Jeg blev ved at gaa, skønt Benene rystede under mig. Jeg havde været paa Færde fra om Morgenen Klokken 6, og siden da intet andet nydt end et Stykke Skinke, et Stykke Brød og et Glas Vin.
Men pludselig overfaldtes jeg af en forunderlig Døsighed. Skønt Terrænet nu var temmelig jævnt og uden særdeles megen Sne, og skønt jeg nu ogsaa selv troede, at det værste var overstaaet, og at jeg maaske, naar jeg vilde opbyde al min Kraft, i Løbet af en halv Times Tid kunde naa Bestemmelsesstedet, blev alt mig med ét ganske ligegyldigt. Jeg saa mig blot om efter et Sted, hvor jeg kunde lægge mig ned. Solen var ved at gaa i Bjærge, og Nattefrosten begyndte allerede at danne Skorpe paa Sneen; men jeg tænkte ikke paa andet end paa at komme til at hvile.
Da jeg derfor fandt en Klippeblok, der ragede op af Sneen, kastede jeg mig straks ned over den og hensank et Øjeblik i en forunderlig berusende Afmagt.
Urbanus.