Faulhorn - 3

Dagbog

28de Avgust.

Jeg fortsætter idag Fortællingen om min ungdommelige Snevandring op til Faulhorn, som jeg igaar afbrød netop paa det Punkt, for hvis Skyld jeg overhovedet har ment det værd at opfriske denne Erindring, og som i hvert Fald var det eneste ved denne dumme Historie, der fik nogen Betydning for mig.

Lige fra det Øjeblik, jeg vaagnede op af den Udmattelsens Afmagt, hvori jeg – ene midt i Snemarken – var segnet ned paa den fremstaaende Klippeblok, følte jeg mig overbevist om, at paa dette Sted skulde jeg ende mit attenaarige Liv. Jeg var som sønderbrudt i alle Lemmer; jeg kunde bogstavelig ikke røre mig. – Solen var forlængst gaaet ned; dog blev det ikke meget mørkt. Sneen rundt om mig lyste, og desuden hang en krum, glorød Maane lige foran mig ude i Horisonten, saa jeg kunde skimte milelangt ud over de hvide Bjærgtoppe.

Tænderne klaprede i Munden paa mig af Kulde. Mine gennemvaade Benklæder var allerede stivfrosne, mine Hænder og Fødder døde og følelsesløse. Jeg sad jo i mit lette Sommertøj, og det frøs sikkert adskillige Grader.

Jeg tvivlede ikke et Øjeblik paa, at jeg skulde dø. Men denne Tanke var mig egenlig ikke ubehagelig. Der var for mig i den hele Situation noget gribende højtideligt, hvortil disse uendelige Vidders tavse Ro naturligt bidrog. Alt var saa forunderlig stille, der rørte sig ikke en Vind. Især da tilsidst ogsaa Maanen sank sagte ned i Bjærgene – som om den medynksfyldt hilste mig Farvel – og alt omkring mig blev stivnet Ubevægelighed, syntes jeg allerede at føle mig optaget i Evighedens ophøjede Fred.

Saaledes sad jeg ubevægelig og ventede paa, at Dødsfrygten skulde indfinde sig. Jeg kunde jo ikke tro andet, end at den maatte komme. Dertil var jeg altfor ofte – lige fra Barn – bleven skræmmet med Dødstimens "Angst og Vaande". Men alligevel vilde den ikke komme. Skønt jeg følte mig overbevist om, at jeg om en Time eller højst to skulde stedes for Guds Ansigt og kræves til Regnskab for mit Liv^'1 – som ingenlunde, det vidste jeg, havde været dadelfrit – fornam jeg ikke saa megen Bæven, som naar i sin Tid Skolens Rektor ventedes i Klassen for at gennemse Karakterbøgerne.

Jeg følte i det hele ingen overdreven Bevægelse. Jeg kunde gribe mig i at stirre interesseret paa det mystisk svindende Maaneskær¹ over de fjærne Snetinder, eller i at spekulere over – hvad jeg den Gang, med Skam at melde, ikke var ganske paa det rene med – om der fandtes Ulve i Schweiz, og om disse i saa Fald færdedes paa Snemarkerne, da jeg nemlig nok saa tilsidst vilde blive deres Bytte.

Endelig var der én Tanke, der blev ved at forfølge mig. Jeg ønskede, at mine Forældre, naar de nu erfarede min Død, ikke vilde sætte sig i Udgift for mulig at finde mit Lig. Jeg kunde nemlig begribe efter de Erfaringer, jeg havde høstet i Schweiz, hvor kostbar en saadan Søgen vilde blive dem, og den var jo dog saa aldeles betydningsløs. Jeg erindrer i det hele ikke, "at jeg havde ringeste Medfølelse for mine jordiske Levninger."^'2

En særlig Grund til at ønske den omtalte Besparelse for mine Forældre, havde jeg deri, at jeg havde begivet mig paa denne Schweizerrejse meget mod deres Vilje. Den havde haft Karakteren af en halv Rømning, og endnu ved Lübecker-Skibets Afgang fra Toldboden, havde min Fader indfundet sig ved Bolværket^'3 og søgt at holde mig tilbage ved at forestille mig det taabelige i saaledes i min Alder at farte ud i Verden med en Taske paa Ryggen "som en anden Vagabond".

Nu ydmygede det mig derfor, at han alligevel skulde faa Ret. Jeg havde altsaa virkelig været altfor uerfaren og selvklog. Og nu fik jeg min Straf derfor.

Jo mere jeg tænkte herpaa, des mere pintes jeg af denne Ydmygelse, af dette forsmædelige Endeligt. Jeg vaktes pludselig ligesom helt til Live igen ved den bitre Tanke herom. Kunde jeg dog bare leve, for at vise dem, at jeg havde Ret. Havde jeg blot haft et Stykke Brød, en eneste Tvebak eller et Glas Vin; blot to Draaber Cognac til at tø mig lidt op med. Kunde jeg blot igen faa Lemmerne lidt bevægelige, skulde jeg nok holde Varmen en Stund endnu. Men jeg havde intetsomhelst, der kunde hjælpe mig, ikke saa meget som et Stykke Sukker en Gang. – Jo, én Ting havde jeg. En Cigar. Svovlstikker havde jeg ogsaa. Det var dog værd at forsøge, om en Cigar kunde hjælpe.

Jeg formaar ikke at beskrive den Virkning, det havde paa mig, da jeg med mine valne Hænder omsider fik Cigaren trukken frem af Tasken og puttet i Munden. Jeg tændte den ikke; jeg bed den midt over og gav mig til at gumle paa den som en rasende, skønt jeg vist aldrig før havde haft en Stykke Skraatobak i min Mund. Det var, som om jeg for hver Gang, jeg sank af den stærke Saft, følte en varmende Strøm gennemfare mig helt ind i Arme og Ben; og jeg forstod det derfor, da jeg siden hørte om en Bondemand, der havde taget det Løfte af sine Nærmeste, at de, naar han laa for Døden, blot vilde lægge ham en frisk Skraa i Munden – saa skulde han nok komme til Live igen.

Jeg blev som forvandlet. Sammen med Varmen syntes mig alle mine Kræfter at vende tilbage, og jeg begyndte at fatte Haab. Maaske kunde mit Liv alligevel endnu reddes. Jeg gav mig til at regne ud, hvor længe jeg maatte sidde dér, før jeg atter kunde begive mig paa Vandring. Før Klokken fire stod Solen næppe op, det vilde altsaa blive otte Timer. En lang Tid - men det galdt² jo mit Liv.

Jeg tog mig sammen og sagde til mig selv: det maa kunne lade sig gøre. Jeg rejste mig op og gav mig til at svinge med Armene og udføre "Knæbøjninger" med Benene for at holde Varmen vedlige. Derefter begyndte jeg omsorgsfuldt at tænke paa mine Fødder. Af Frygt for Koldbrand tog jeg Støvler og Strømper af. Strømperne puttede jeg ind paa mit nøgne Bryst for at tørre og varme dem, og Fødderne gned jeg først godt med Sne og stak dem derpaa nøgne ind i Støvlerne. Under alt dette fik jeg bestandig større Tro til min Frelse. Jeg erindrer, at jeg endog trak mit Ur op, som jeg plejede om Aftenen, inden jeg gik i Seng, og at jeg fandt den derved frembragte, bekendte lille hyggelige Lyd, paa dette Sted saa mærkelig og rørende, at jeg for første Gang var nærved at faa Taarer i Øjnene.

Imidlertid mærkede jeg snart, at det ikke var Kulden men Søvnen, der vilde blive min værste Fjende. Jeg følte, at saasnart jeg blot vilde lægge Hovedet ned i Haanden, vilde jeg næsten øjeblikkelig falde i en dyb Søvn for da aldrig at vaagne mere. Ja, bedst som jeg sad og af al Ævne modarbejdede min Trang til at sove, kunde jeg mærke, hvorledes Søvnen alligevel uimodstaaelig sneg sig ned over mig, og jeg maatte ligesom med et Ryk opbyde al min Kraft for ikke at give mig hen til den.

Da fandt jeg paa at tage min Bädecker frem af Tasken og holde mig vaagen ved med mine valne Fingre omhyggeligt at tælle alle dens Blade. Hver Gang jeg kom til Ende hermed, rejste jeg mig op og svingede i nogle Minutter med Armene, hvorpaa jeg atter samvittighedsfuldt vendte og talte Bladene ét for ét og bestandig holdt nøje Tal med, om jeg hver Gang kom til samme Resultat med Hensyn til Antallet.

Hvor mange Gange jeg gennemtalte Bogen, véd jeg ikke. Men i syv Timer holdt jeg ud dermed, og faldt i den Tid kun én Gang i et Øjebliks Søvn, af hvilken jeg vaagnede med en saadan Angst, at mit Hjærte længe efter bankede med ligefremme Smærter i Siden. Jeg havde i dette ene Øjeblik en Fornemmelse, som om Dødens Fingre sad mig om Halsen. –

Allerede da Klokken var henimod tre begyndte det at lysne. Jeg tog mine Strømper paa og gav mig til – saa godt mine stive Lemmer tillod det – at kravle op ad den Sneskraaning, hvorpaa jeg havde tilbragt Natten. Og her mødte mig nu en glædelig Overraskelse. I Nattens Løb havde der dannet sig en saa tyk Frostskorpe ovenpaa Sneen, at jeg nu kunde vandre hen over den overalt saa let som paa et Stuegulv.

Og mens nu Solen brød op og badede alle Snetoppene i rosenrødt Lys, begav jeg mig da igen paa Vandring – lykkelig som den, der er staaet op fra de døde.

… Alligevel kom jeg først Klokken ti (og ikke uden en Del nyt Besvær) til det lille Stenhus midt i Sneen under Faulhorns Top. Af Røgen fra Skorstenen saa' jeg, at der dog var Folk, og med Spænding ventede jeg paa her at erfare noget om min Rejsefælle, som i Nattens Løb mange Gange havde været i mine Tanker.

Da jeg kom ind i Gæstestuen, saa' jeg en Skikkelse sidde foran Ovnilden indhyllet i et stort gult Sengetæppe. Det var ham. Idet han fik Øje paa mig, sprang han op med et Skrig og faldt mig om Halsen med en Omfavnelse, som jeg ikke ofte har faaet hjærteligere. Han var kommen dertil Klokken 12 om Natten efter utrolige Genvordigheder og havde da straks sendt Folk ud med Lygter, Vin og en Baare for at søge mig; og da disse vendte tilbage med uforrettet Sag – de havde ikke turdet gaa langt ud i Sneen om Natten – havde han troet, at jeg var omkommen.

Jeg saa' ganske vist frygtelig ud i mine pjaskvaade og gyseligt tilsølede Klæder, der alle straks maatte i Vaskeballen. Imidlertid fik jeg laant nogle Fruentimmerklæder (andre fandtes ikke), af hvilke jeg navnlig erindrer et Par utrolig lange Strømper, som jeg gærne kunde have bundet helt oppe omkring Livet. I dette Kostyme tilbragte jeg saa paa Faulhorn en Dag, der hører til de lykkeligste i mit Liv.

Urbanus.