En Forhistorie

Af Henrik Pontoppidan

Det var en Dag i Høsten, at den unge Godsejer Dihmer, der havde været så omtalt for sin Skønhed, vendte hjem fra sin sidste Udenlandsrejse så ilde tilredt af en snigende Sygdom, at han ikke kunde hjælpe sig selv ud af Vognen. To Mand måtte lede ham op til Sovekammeret, og på Vejen derop vendte Øjnene sig i Hovedet på ham, så man tænkte, at han var død med det samme. Men da han vågnede af sin Afmagt, så han sig omkring og sagde med sit gamle, gode Smil: "Så slap jeg alligevel hjem til Favsingholm."

Som det skamskudte Vildt, når det mærker Døden komme, bryder ud af Flokken og vakler ind i Ensomheden, sådan havde han søgt herop til sin forladte østjyske Fædrenegård for at dø uden Vidner.

Men nu var der gået fire År, og endnu havde Døden ikke fået Bugt med ham. Han var af gammel livsfrodig Proprietærslægt og havde i sine unge Dage selv været stærk som en Tyrekalv. Hans Farfar var den Kammerråd Klavs Dihmer, der i Midten af forrige Århundrede kaldtes Kronjydernes Konge, Det var ham, der først fandt på at sende Fedestude direkte til England på egen Risiko. Det var også ham, der gjorde Favsingholm til et Gods. Han var en hovedrig Mand.

Den gamle Gård lå bag en tilgroet Vig af Fjorden og spejlede sit høje, kullede Tag i de døde Vande. Siden den unge Godsejers Far, Etatsråden, døde havde kun Avlsgården været beboet, og Vind og Væde havde i disse mange År spillet Herre der. Selv var han dengang en trettenårs Dreng uden Søskende, og da han heller ingen Moder havde, måtte han ud blandt Fremmede. Mange mente, det skyldtes denne tidlige Hjemløshed, at han, den smukke unge 317 Mand, der i Hjertet var en Spøgefugl, var bleven så stilfærdig, næsten forlegen.

Han blev Student fra Herlufsholm, tog statsvidenskabelig Eksamen og levede derefter mest i Udlandet for gøre socialøkonomiske Studier til en Doktordisputats. Fædrenes Syssel fristede ham ikke. Hans Ærgerrighed var den at komme ind i Politiken og blive Statsmand. Kun et Par Gange havde han været på Favsingholm for Jagtens Skyld sammen med nogle muntre Venner, der en Ugestid havde huseret der som en Hvirvelvind.

Nu sad han derinde i sin Farfars højryggede Lænestol og frøs på¹ Hænder og Fødder som en gammel Mand og kunde dog ikke dø. Selv midt om Sommeren måtte han have Ild i Kakkelovnen for at holde Varmen.

Men så svag han var, Ungdommens Uro sad ham dog endnu i Kroppen, – han var jo ikke mere end 30 År. Trods Åndenød og Hjertebanken måtte han hvert Øjeblik op af Stolen og med en Kæp til Støtte spasere lidt op og ned ad Gulvet for at prøve, om han ikke kunde spore nogen Bedring. Han var den hele Dag rastløs på Færde som et indespærret Dyr, der endnu efter årelang Vandring frem og tilbage langsmed Burets Tremmer ikke kan opgive Håbet om at finde Vej ud til Friheden.

I den allersidste Tid var der dog faldet Ro over ham. Han ønskede nu ikke selv andet end at blive udfriet af sin Elendighed. Hans Syn var også bleven så svækket, at han ikke længer kunde læse. Time efter Time sad han ganske ørkesløs hen uden at have noget Værge mod Dødstankernes sorte, formummede Flok.

Henne i Landsbyens Præstegård residerede en Mand med hvem han for henved tyve År siden havde siddet på Skolebænk i Randers. Også senere havde han truffet ham nogle Gange i København. Præsten havde derfor straks ved hans Hjemkomst gjort ham et Besøg og – ganske uopfordret – givet sig til at tale til ham om hans Forhold til Religionen. Dette havde haft til Følge, at da Manden næste Gang kom til Favsingholm og lod sig melde, var han bleven afvist. Men nu på det sidste havde Godsejeren selv sendt Bud efter ham for at høre, hvad Kirken for Tiden mente at vide om et tilkommende Liv. Det blev til timelange Samtaler mellem dem; men for den Syge åbenbarede der sig ingen frelsende Himmelstige over det to Meter dybe Jordhul, han Dag og Nat så for sig.

318 Bitrest for ham var det næsten at tænke på, at der heller ikke på denne Side af Graven skulde blive andet tilbage af ham end et tvivlsomt Minde. Ikke engang den Doktordisputats havde han nået at få færdig. Det havde stået skrevet i Stjernerne den Time, da hans lille Moder fødte ham til Verden, at hans Liv skulde fare hen og slettes ud som en Bølge uden at efterlade noget Spor.

På solvarme Dage, når han ikke følte sig altfor dårlig, gik han endnu gerne en lille Tur i Haven sammen med sin Plejerske, den gamle Barbara, til hvis Skulder han støttede sig. Var Vejret rigtig smukt, kunde han lade sig lokke helt ud til Leddet bagved Stakkepladsen for at høre på Lærkerne eller se på Høvederne, når de blev drevet hjem i Stalden. Arbejdsfolkene, der kom forbi, skævede til ham med Frygt i Øjnene, idet de hilste. Og virkelig så den høje, gulblege Mand i den lange grå Ulster uhyggeligt gengangeragtig ud der midt i den klare Dag. De tunge Øjne havde et dødt Blik og stirrede frem mellem svulne Låg, hvor Kødsiden var krænget udefter, så det meste af Æblet lå blottet.

Han led selv frygteligt under sit vanheldede Ydre. Han havde vel aldrig været nogen Nar men dog været glad for sin Skønhed og for den Beundring, han overalt kunde læse i Kvindernes Øjne. Nu bildte han sig tilmed ind, at det Abespil, Sygdommen havde drevet med hans Udseende, var endnu grellere end det i Virkeligheden var. Derfor havde Porten på Favsingholm i alle disse År været lukket for Fremmede. Han vilde ingen se.

Forresten var der heller ingen af Egnens Folk, der brød sig synderligt om at komme der. Den før så medgørlige Mand med den stilfulde Optræden havde Ensomheden og Dødsangsten givet et ubehersket Sind. Indtil den gamle Barbara kom til Gården havde han skiftet Sygeplejerske hver Månedsdag, fordi hans Væsen, så stilfærdigt det på en Måde var, skræmmede dem. Folk kaldte ham rent ud for forrykt, og hans egen Læge modsagde dem ikke. Han kunde have de urimeligste Indfald. Snart nægtede han at spise, snart fandt han på, at han ikke vilde vaske sig, og sagde, at til de Maddiker, der snart skulde fede sig på ham, kunde han vel være køn nok. Det mørke Hår og Skæg, som han før havde plejet med næsten lidt for kærlig Omhu, fik nu Lov til at gro, indtil det strittede omkring hans Hoved som Torneris. Sådan fandt han også en sørgelig Tilfredsstillelse ved at lade alt i Huset forfalde. "Lad det vente, til jeg er død", var hans monotone Svar, hver Gang Forvalteren 319 foreslog et eller andet Arbejde til Gårdens Vedligeholdelse. "Det må dog vel engang få Ende med mig".

*

Så hændte det en Dag ud på Efteråret, at der uventet kom Fremmede til Gården. Det var en mørk, tung Dag med en flosset Skyhimmel på Vandring ud mod Øst. Den Syge havde haft en dårlig Nat; endnu ved Middagstid var han ikke stået op. Gamle Barbara stod inde i Opholdsstuen og lagde nogle Tørv til Ilden, da hun til sin Forskrækkelse hørte en Vogn rulle ind i Slotsgården. I en Fart var hun henne ved Vinduet og åbnede det på Klem. En nedslået Kalesjevogn med to Herrer holdt nedenfor Trappen.

Den ene af Herrerne kendte hun godt nok. Det var Doktoren fra Randers. Men hvem var den lyse, skægløse Mand, der sad ved Siden af? Og hvad vilde han her?

Det gav et Ryk i hendes Hånd. Begge Herrerne stod ud af Vognen, Kusken rakte en Håndkuffert ned, og hun så, at Doktoren trådte til Side og lod den Fremmede gå ind først, endda han var saa meget yngre.

Vinduet havde hun trukket til med et lille Smæld.

"Er Mikkelsen da bleven ren tumpet!" mumlede hun og skyndte sig ud for at kunne standse dem i Forstuen. Helt ophidset sagde hun her den Fremmede lige i Ansigtet, at han ikke kunde komme ind.

Doktor Mikkelsen trådte imellem.

"Hør nu her, Mo'er Barbara! Denne Herre er Professor i Medicin ved Københavns Universitet … er altså Læge … og desuden en Ungdomsven af Godsejeren".

Men den enfoldige Gamle blev ved sit. Hun havde sine Ordrer, sagde hun.

"Men når jeg nu siger Dem, at den Herre er en Ungdomsven af Godsejeren og er rejst hertil bare for at komme til at hilse på ham. Vil De øjeblikkelig gå ind og melde Professorens Ankomst".

Men Barbara lod sig ikke rokke en Tomme.

"A hår min Instruks", sagde hun. "Det veed De jo å så møj godt, Mikkelsen".

"Men her skal jeg dog vel i alle Tilfælde ikke blive stående", sagde nu den Fremmede – en lille, undersætsig Mand med et rødkindet Barneansigt.

320 Noget i hans Tone gjorde Barbara betænkelig. Han havde talt som den, der er vant til at blive adlydt. Og nu førte hun de to Mænd gennem Gangen og ind i sin Herres Værelse, der foruden Sovekamrene var det eneste af Husets mange Rum, som var i brugelig Stand.

Professoren blev et Øjeblik stående midt på Gulvet og så sig tavs omkring i den triste Sygestue, hvor Loftet var sværtet af Kakkelovnsrøg og Tapetet gabede med lange Revner. Så vendte han sig mod Barbara, der var bleven stående henne ved Døren, og idet han uvilkårligt sænkede Stemmen, sagde han:

"Vil De sige til Godsejeren, at Asmus Hagen er kommen. Sig ham, at jeg har glædet mig til endelig at se ham igen".

Med ny Forskrækkelse i sine små mørke Øjne så den gamle Kvinde hastigt hen på Randers-Doktoren og tilbage igen på den fremmede Mand.

"Herren veed da ikke, hvordan det er fat med Godsejeren?"

"Vist så! Doktor Mikkelsen har elskværdigt givet mig al fornøden Underretning", sagde han. Og da Barbara stadig tøvede, tog han rask sin Tegnebog frem og skrev et Par Linjer bag på et Visitkort. "Vil De være så god at bringe Godsejeren dette. De forstår, at her er Tale om en Ordre".

"Men Godsejeren ligger tilsengs".

"Så bring ham det på Sengen. Og nu må det være nok med Indvendinger".

Hun tog nølende mod Kortet, rettede sig så besluttet op og gik med lange Skridt over Gulvet hen til en Dør i den modsatte Ende af Stuen.

Den unge Professor kom til at le.

"Hvad Pokker er det for en Heks, min kære Ven har anskaffet sig der? Er det en Sygeplejerske?"

Randers-Doktoren trak på Skuldren.

"Det er en gammel Vågekone herinde fra Herredet. Der var ingen af de mange Sygeplejersker, jeg skaffede hertil, som kunde gøre Godsejeren tilpas. Og de var dog allesammen meget dygtige Damer med den bedste Hospitalsuddannelse. Men denne imbecile Kone har fået en sær Magt over Godsejeren. Han har ikke villet have nogen anden om sig. – Nå, men nu vil jeg altså trække mig tilbage og overlade Professoren Valpladsen".

321 "Å, det er ingenting. Jeg har som sagt et Par Patienter her i Nærheden, som jeg dog skulde se til".

"Ja, så vil jeg ikke opholde Dem. Forhåbenlig bliver der senere Lejlighed til en Konference her. I hvert Fald vil jeg tillade mig at se ind til Dem på Tilbagevejen".

Da Professor Asmus Hagen var bleven alene, lod han igen sit hurtige Blik løbe rundt i Stuen og faldt i Tanker. Han var klar over, at Vennens Sindstilstand var endnu betænkeligere, end han havde forstået. Det syntes næsten, som om den sjælelige Nedtrykthed foreløbigt var en større Fare for ham end den egenlige Sygdom. Han var derfor glad ved, at han ikke havde opsat denne Rejse længer. Det var åbenbart på høje Tid, han kom med Hjælpen!

Barbara vendte nu tilbage med den Besked fra sin Herre, at han var ifærd med at stå op og vilde komme om et Øjeblik. Asmus Hagen forlangte imidlertid at blive ført ind til ham med det samme; men da gjorde den Gamle sig igen stiv som en Huggeblok og fik det Indfald at fortælle, at Godsejeren var gået ind på Natskrinet². Hun havde lige været Vidne til den voldsomme Sindsbevægelse, han var kommen i ved at læse den Fremmedes Navn på Kortet, og hun fik helt hjerteondt af Skræk ved at tænke på, hvordan han vilde blive, dersom han nu ovenikøbet blev overrasket under Påklædningen.

Asmus Hagen slog sig tiltåls og gik på Undersøgelse omkring i Stuen, mens han ventede. Henne på Skrivebordet mellem Vinduerne fandt han en støvet gammel Bog i Svinelædersbind, som han forøvrigt havde lagt Mærke til straks ved sit Komme. Det viste sig at være en snurrig, tysk Oversættelse eller Bearbejdelse af nogle Oldtidsværker om Lægekunsten. Både Hippokrates og Aretæus spøgede på de mørnede Blade. Men hvad der især fik ham til at gøre store Øjne var, at der rundt om i Bogen lå løse Papirer med Optegnelser og Citater skrevne med Vennens Hånd.

Han havde fået Blod på Tanden og gav sig til at undersøge også Boghylden over Bordet og gjorde flere overraskende Fund. Der var et stort astronomisk Værk i flere Bind og et Skrift om Jordmagnetismen. Desuden en fransk Oversættelse af en arabisk Sundhedslære fra Middelalderen forfattet af en Mand, der kaldte sig "Den troldkyndige i Cordova". Også denne var fuld af Noter.

Hvad i Alverden! Hvordan var al denne gamle Galskab kommen her?

322 Uvilkårlig vendte han sig med et Spørgsmål til Barbara, der lå på Knæ foran Kakkelovnen og livede Ilden med en Fjervinge; men den Gamle lod sig ikke fravriste nogen Oplysning. Hun blev mere og mere fortumlet af dette Besøg, der fyldte hende med onde Anelser. Alene det at høre en fremmed Røst i denne Stue virkede på hende som et ulykkespående Brud på Vorherres Orden.

En Dør blev i det samme langsomt åbnet, og et Øjeblik efter trådte den Syge besværligt over Tærsklen. Han blev stående derhenne med sænket Hoved og støttede sig til Dørkarmen med den ene Hånd. Han stod der i en falmet Slobrok og havde store, grå Filtsko på Fødderne.

Også Asmus Hagen blev et Øjeblik stående. Så vel forberedt han havde været på det Syn, der her mødte ham, var Indtrykket dog så stærkt, at han ikke straks kunde mestre sin Bevægelse.

"Torben! Gamle Ven!" udbrød han så og gik imod ham med udbredte Arme.

"Se ikke på mig!" sagde den Syge uden at se op og strakte Hånden værgende ud for sig.

"Kære Ven! Hvordan står det til med dig?"

Asmus Hagen lagde sin Arm om hans Skulder. Men da kom den Syge til at ryste over hele Kroppen. Det så et Øjeblik ud, som om han skulde briste i Gråd. Men også kun et Øjeblik. Så rettede han sig skamfuld. Han slap Dørkarmen for at gå ind i Stuen; men da han havde undset sig ved at vise sig for Vennen med sin Støttekæp, og Sindsbevægelsen yderligere havde lammet Benene, kunde han ikke røre sig af Pletten. Han var aldeles hjælpeløs. Stuen begyndte at løbe rundt for ham. Asmus måtte tage ham under Armen og føre ham hen til hans Lænestol ved Kakkelovnen, hvor Barbara i Forvejen havde lagt et Par Puder tilrette.

I den følgende Time sad de to Venner overfor hinanden og talte sammen, mens Mor Barbara idelig gjorde sig et Ærende ind i Stuen og i stor Uro kresede om sin Herre med en svag Klynken som en skinsyg Hund. Asmus Hagen vovede sig foreløbig slet ikke til at gøre Spørgsmål men fortalte løst og fast om sine egne Oplevelser, alt mens han i det skjulte gjorde sine Iagttagelser. Han bragte Hilsner fra gamle Venner, og da den Syge mistænksomt spurgte ham, hvad der havde drevet ham til Jylland netop nu, gav han en Historie tilbedste om, at en Patient i Århus havde kaldt ham derover, 323 og at han så havde benyttet Lejligheden til at gøre ham et længe tiltænkt Besøg.

"Forresten kunde du i sin Tid have svaret mig på mine Breve. Så skulde du have fået mere at vide om os allesammen, end jeg nu på en Studs kan fortælle. Mon du veed, at det er tre År siden jeg hørte fra dig?"

Torben Dihmer gav ikke noget Svar. Han sad tilbagelænet i Stolen og så hele Tiden ned mod Gulvet.

"Det er der også andre, der har beklaget sig over, veed jeg. Klavs Fog f. Eks. har du heller aldrig svaret. Har du virkelig glemt alle dine gamle Venner?"

"Det har jeg naturligvis ikke. Men jeg har jo kun haft min Sygdom at skrive om. Hvorfor skulde jeg plage Jer med den?"

"Nå, til mig kunde du da endelig nok have skrevet om den".

"Jeg har netop ønsket, at I allesammen skulde tænke på mig som på en, der er død. For det er jeg jo i Virkeligheden. Og det synes jeg, I måtte have forstået. Ja – og så een Ting til. Det kunde jo ikke altid være lige opmuntrende for mig at læse, hvad I skrev om Jer selv. Du, Asmus, har allerede skabt dig et evropæisk Navn i din Videnskab, og de andre har vel også gjort en velfortjent Karriere … jeg læser ikke mer Aviser, så jeg veed ikke noget. Og imens sad jeg her og … og … ja og rådnede op. Rådnede langsomt op indvendig fra ligesom gammel Ost. Væmmelig endogså for mig selv".

"Jeg tror, du tar for tungt på din Tilstand, Torben. At du er syg, er jo sikkert nok, men –".

"Du skal ikke anstrenge dig! Jeg kan undvære din Trøst. Jeg er kaput, du! Det har jeg længe vidst! – Og nu nok om mig!"

Asmus Hagen sad lidt og strøg sig over sin barberede Hage. Så gav han sig igen til at tale om København og fælles Bekendte. Blandt andre nævnede han underfundigt sin Kusine, den smukke Jytte Abildgård; men da han så, hvordan Torben ved den blotte Lyd af Navnet foer sammen og lukkede Øjnene som for et altfor pludseligt og voldsomt Lys, bøjede han hurtigt af og gjorde ham et Par Spørgsmål om hans Søvn og Appetit. Derpå sagde han:

"Jeg skrev på det Kort, jeg før sendte ind til dig, at jeg kom med godt Nyt. Er du ikke det mindste nysgerrig?"

"Å, jeg veed ikke. Nysgerrigheden går af en, når man hænger og spjætter i Galgen – veed du nok".

324 "Jeg siger dig, Torben, du er altfor mistrøstig. Det går virkelig ikke an, at du tar det på den Måde. Husk på, at vi lever i en Tid, da Videnskaben – og da ikke mindst Lægevidenskaben – hver Dag gør et nyt Mirakel. Og forresten: Håbet har man aldrig Lov til at slippe".

"Det vil jeg dog netop helst. Og det er vel bare jammerlig Fejghed af mig, at jeg ikke for længe siden har gjort en Ende på det med et Skud Krudt. Men jeg gør det også en Dag, dersom detteher skal vare ved".

De sidste Ord blev stikkende i Struben. Han bøjede sig hurtigt frem og lagde Hovedet i sin Hånd for at skjule, at han græd.

Asmus Hagen kunde nu ikke længer tie med sit glade Budskab. Han rejste sig op, gik lidt frem og tilbage på Gulvet og satte sig så med det ene Ben på Sidelænet af Vennens Stol. Armen lagde han fortroligt om hans Skulder.

"Gamle Sordino! Hør nu, hvad jeg er kommen for at sige dig. Du skal være ved godt Mod. Jeg er overbevist om, at dit Liv kan reddes. Din Sygdom er vistnok en hel anden, end vi allesammen har gået og troet … Ja, du ser på mig! Men det er, som jeg siger. Dit Tilfælde falder rigtignok udenfor min Specialitet; men jeg har andres Erfaringer at støtte mig til. Det gælder blot om, at du ikke selv opgiver Håbet".

Torben klappede Vennens Hånd, som lå på hans Skulder, og sagde:

"Jeg kender dit gode Hjerte, Asmus. Du vil så gerne hjælpe. Men lad det nu være nok! Du veed dog, at jeg har gjort, hvad der står i menneskelig Magt for at blive rask. Jeg har søgt Evropas berømteste Specialister, både Professor Hermann i Wien og Schinders i Nauheim –".

"Ja, og gamle Kvaksalvere og Troldkarle har du selv studeret", sagde Asmus med et Nap i hans Øre og lo. "Du ser, jeg har allerede ransaget din Lektyre. Men nu skal du være fornuftig, Junker Torben! Så skal jeg fortælle dig, hvordan det gik til, at jeg fik Mistanke til vor gamle Diagnose".

Han gik igen ud på Gulvet og gav sig til at berette.

"Ser du, da jeg i Foråret var i Paris og besøgte Hospitalerne, talte jeg også med den bekendte Dr. de Bèze, som er min Ven, og han gjorde mig bekendt med nogle Undersøgelser, han var i Færd med. Hvad de nærmere gik ud på, er her ligegyldigt; men han 325 var kommen til den Overbevisning, at ikke så få Tilfælde af cor bovinum³ havde som tilgrundliggende eller i hvert Fald som medvirkende Årsag et skjult Myxødem⁴. Du kender den Sygdom, den må jo ganske vist siges at være uhelbredelig; men Virkningen af den har den moderne Lægevidenskab nu så at sige fuldstændig formået at ophæve, ganske simpelt ved at tilføre Legemet det manglende Kirtelsekret i kunstig Form. Ved en Stuegang fik jeg Lejlighed til selv at undersøge hans Forsøgspatienter og læse Journalerne, og det slog mig straks, hvor det hele Sygdomsbillede lignede dit, såvidt jeg dengang kendte det. Siden har jeg stadig stået i Brevveksling med Dr. Bèze for at kunne følge Kuren, og nu for et Par Uger siden skrev han til mig, at Behandlingen fuldt ud havde stået sin Prøve. Af hans Patienter var 87 p.C. udskrevne som helbredede. En af dem, en forhenværende Slørugle⁵, havde endogså så fuldkommen genvundet Livskraften, at hun for Velanstændighedens Skyld måtte fjærnes fra Hospitalet i Utide. – Og nu må jeg gøre dig en Tilståelse, gamle Ven! Samtidig har jeg stået i Forbindelse med din egen Læge, Dr. Mikkelsen, og nu er jeg altså kommen for med din Tilladelse at foretage en personlig Undersøgelse".

Torben, der et Par Gange under hans Tale havde slået ud efter ham med Hånden, som om han afviste en Fristelse, sad nu stille med Armene på Knæene og så ned for sig. Pludselig rystede han på Hovedet.

"Det er jo umuligt!" sagde han.

"Der er ingenting umuligt længer. Det Ord eksisterer ikke mere. Det vil du altsammen komme til at erfare".

"Men jeg føler det dog bedst selv. Se på mig! Jeg er jo allerede et opløst Kadaver".

"Snak! Der er meget mere Liv i dig, end du bilder dig ind. Men du har handlet ilde med dig selv. Du har for tidligt gravet dig ned i Mørket. Hvem skulde have tænkt det om dig? Du som var den frejdigste af os alle. Men vent! Du kan endnu blive den lykkeligste!"

*

Et Par Timer efter sad Asmus Hagen og røg en Cigar henne ved Vinduet veltilpas efter et sent Frokostmåltid, der havde været så godt, som det i Hast kunde skaffes tilveje her, hvor man aldrig 326 var belavet på at tage mod Fremmede. Han var tilfreds med Resultatet af sin Undersøgelse, og da han havde taget det nye Lægemiddel – nogle Piller – med sig fra København, var Kuren forsåvidt allerede begyndt.

"Husk altså: to Piller tre Gange daglig, helst til Måltiderne. Forøvrigt frisk Luft, kraftig men let fordøjelig Kost og så lidt godt Humør. Ikke mindst det sidste. Du skal se, kære Ven, inden der er gået tre Fjerdingår ligner du dig selv fra gamle Dage. Du kan såmænd endnu godt få din Drøm opfyldt og blive Indenrigsminister og gøre Damerne ved Hoffet glade ved din velskabte Person".

Torben sad i Hjørnet af Sofaen bedøvet som efter et Slag. Han holdt Hænderne på Knæene og vidste ikke, hvad han turde tro. Vennens megen Tale gjorde ham yderligere fortumlet, og den uvante Lugt af Tobakken gav ham Kvalme. Men han nænnede ikke at lade Asmus mærke noget og led i Stilhed.

Som de nu sad der i den hældende Dag, kom Barbara ind og meldte, at Pastor Vestrup var kommen og ventede udenfor.

"En Præst?" sagde Asmus og gjorde store Øjne.

Torben blev lidt ærgerlig.

"Sagde I ikke til ham, at her var Fremmede? Forresten … du kender ham jo, Asmus! Det er Mads Vestrup. Husker du ham ikke fra Studentersamfundet? Han kom også undertiden og lånte Bøger hos mig. En Bondestudent her fra Egnen".

"Mads Vestrup? … Skidtmads?"

"Ja ja. Han har forresten forandret sig meget. Jeg tror, det vil interessere dig at træffe ham igen".

Han blev så ivrig, fordi han var kommen i Tanker om, at han her vilde få en Afløser som Tilhører for Vennen, så han kunde blive lidt alene med sine egne Tanker.

"Bed Pastor Vestrup komme", sagde han.

Asmus Hagen fik atter store Øjne, da Præsten trådte ind. Det var en ganske høj, noget lavbenet Mand, en Muldjordsskikkelse, tung af Fedme. Han bar Briller, bag hvilke der lyste et Par mørkegrå, levende Øjne. Ellers var der ikke noget præsteligt ved ham. Han var klædt ganske som en Bonde, havde en Frakke af Dyffel⁶ og et blomstret Bomuldstørklæde bundet om Halsen i Stedet for Flip. Omkring Munden og over Hagen bredte sig en mørk Skæggebund.

Pastor Vestrup havde godt vidst, at der var kommen Fremmede 327 til Favsingholm. Han havde fra sit Studerekammervindu set Hyrevognen fra Randers, da den kørte gennem Landsbyen. Derfor var han netop kommen her. Men da han nu opdagede og genkendte Asmus Hagen, var han ikke langt fra at fortryde sin Nysgerrighed. Til sin Ærgrelse og Skam følte han overfor denne flotte, verdensvante Herre pludselig noget af den ellers forlængst overvundne Forsagthed og Ufrihed, der i Fortiden havde fået ham til at dukke sig for Folk, som han i sit Hjerte foragtede. Blandt andet fik han travlt med at knappe sin Frakke i, fordi han erindrede, at Vesten var plettet.

Hvad der overraskede Asmus Hagen ved Synet af ham var ikke desmindre netop den Selvsikkerhed og Bredde, Årene havde givet den forrige Bondestudent, hvem han tåget huskede som en forkommen Fyr med et skulende og upålideligt Blik.

Han hilste på ham med et Par elskværdige Talemåder, sagde blandt andet, at han vistnok allerede havde haft den Fornøjelse at se hans smukke Hjem.

"Er det ikke Præstegården, der ligger straks på højre Hånd, når man kommer fra Randers? Et langt, gulkalket Stuehus med mange Stærekasser på Gavlen og en lille Vindmølle på Ryggen af Ladebygningen? Der så rigtig så hyggeligt ud."

"Vi bor helt godt," sagde Præsten tørt og tænkte ved sig selv, at den Asmus Hagen var dog det samme københavnske Skvalderhoved, han altid havde været.

De satte sig ned og talte en Tid om gamle Dage. Men Mads Vestrup var stadig meget ordstille. Det blev for hans Vedkommende ikke til stort andet end små Grynt til Bekræftelse eller Benægtelse, mens han tilsyneladende ligegyldig så sig omkring i Stuen eller stirrede op i Loftet.

Gud veed, om han også rigtig kender mig? – tænkte Asmus Hagen.

Men Mads Vestrup vidste rigtig god Besked. Han havde uden Misundelse læst om ham i Aviserne og set ham berømmet som en af den moderne Medicins Førstemænd herhjemme. Den Slags imponerede ham ikke. Hvad betød vel sligt i Guds Øjne? Dersom han havde villet det, kunde han godt selv have siddet derovre i København med et landskendt Navn og haft både Universitetsprofessorer og endnu mere højnæsede Personer rendende på sine Trapper. Endnu for få Dage siden havde han påny modtaget en 328 indtrængende Opfordring fra Venstres Hovedbestyrelse om at overtage Kresen her ved det tilstundende Folketingsvalg for at bevare den for Demokratiet.

Torben holdt sig udenfor Samtalen. Han sad stille i sit Sofahjørne med Hånden under Kinden og hørte ikke engang, hvad der blev talt om. Han tålte ikke flere stærke Indtryk. Tankerne vilde igen tilbage til Ensomheden og det tilvante Mørke. De var svimle af det store Fremtidsblå, der så pludselig havde kastet sit Lys over ham; de trykkede sig ligesom løsslupne Duer, der sidder omkring det åbnede Slag: lysblændede, rådvilde og forskræmte.

Længe kunde han alligevel ikke tie med den store Nyhed. Han så op og sagde:

"Ved De, Pastor Vestrup, hvorfor Professor Hagen er kommen her? Tænk Dem …"

Men han fik det ikke sagt. Tankerne gik istå.

"Sig du det selv, Asmus!" sagde han og strøg sig over Panden.

Mads Vestrup skottede tavs og mistroisk fra den ene til den anden under Professorens Fortælling; han var ikke sikker på, om det ikke var et Forsøg på at have ham tilbedste. Selv da han forstod, at det var Alvor, sagde han ikke meget. Noget i den Tone, hvori denne Videnskabens nye Sejr over Døden blev forkyndt, fik ham til at slå Øjnene ned.

Han sagde blot, vendt mod Torben, at dersom det virkelig var Vorherres Hensigt at gøre ham rask, vilde mange der på Egnen glæde sig derover og takke den himmelske Fader derfor.

"Hans Miskundhed er det jo dog, der udretter det altsammen".

Asmus Hagen forstod godt, at der blev tilkastet ham en Handske. Men som den fede Præst sad der med Hænderne foldede over Brystet og med Fødderne i de klodsede Ankelsko væltet om på Siden, sådan at Sålerne vendte mod hinanden, gjorde han udelukkende et komisk Indtryk på ham, – det var jo den genopstandne Anders Tikøb⁷. Han fandt det derfor ikke Umagen værd at svare ham; men han kunde ikke dy sig for at drille ham lidt.

"Det glæder mig, at De siger det. Forleden læste jeg nemlig, at en anden Præst havde kaldt Lægegerningen for Djævelens Værk".

Mads Vestrup løftede sit tunge Hoved.

"Men hvad mener De selv derom?"

329 "Det er vistnok, hvad man kalder et Samvittighedsspørgsmål. Til mine Studenter plejer jeg at sige, at jeg endnu ikke i min Praksis har antruffet noget Tilfælde, hvor Virkningen af et Helbredelsesmiddel ikke har kunnet forklares som en helt naturlig Proces. En Spiseskefuld amerikansk Olje f. Eks. virker efter min Mening ganske suverænt. Uberoende af nogen overnaturlig Magts Indgriben".

Mads Vestrup så over på ham med påtaget Forbavselse. Han formelig måbede. Hvordan? Det kunde dog ikke være oplyste Menneskers alvorlige Mening – sagde han – at et kemisk Præparat, et Rørsammen fra et Apotek ejede nogen Slags livskabende eller opretholdende Magt i sig selv. For det vilde da være at sætte sig på samme lave Standpunkt som Negere og Hottentotter, der tilbad "Ånden" i et Stykke Træ eller en Kampesten. Så fandt han da mere Fornuft i den middelalderlige Overtro på pulveriserede Helgenben og Kirkebly og hvad det var for andre Vidunderligheder, man dengang tyede til, – ofte jo virkelig med forbavsende Resultater. Men forresten vilde han spørge: hvortil hjalp det at gøre Legemet friskt, dersom Sjælen sygnede hen og Hjertet forhærdedes? Herpå skyldte den moderne "Apotekervidenskab" endnu Svar.

Blodet var steget Asmus Hagen til Kammen. Han svarede skarpt:

"De synes at have glemt et klassisk Ord, som De dog sikkert har hørt nogle Gange i Deres Skoletid: Corpore sana, mens sana⁸. Det Svar, De efterlyser, har De altså fået for længe siden. En sund Sjæl i et sundt Legeme – det har været Lægekunstens Motto fra de ældste Dage".

På sin uforanderligt sindige, næsten søvnige Måde svarede Mads Vestrup, at det Citat kendte han naturligvis godt. Det var et af disseherre hedenske Visdomsord, som ikke var andet end en kønt klingende Frase. Fordi en pukkelrygget eller en, hvis halve Ansigt var opædt af Kræft, ikke var legemligt sund, var derfor også hans Sjæl forkrøblet, hans Hjerte urent? Hvem turde påstå det? Så man ikke netop ofte, at et smukt og blomstrende Legeme sørgeligt godt forligedes med et tomt og forfængeligt, ja med et råddent Indre? I det hele vilde han gerne vide, hvordan en Læge, når han ikke følte sig som Guds ydmyge Redskab, fik Mod til at bruge sin Kunst på andre Mennesker. Han handlede jo så rent i Blinde. De 330 syge Folk dernede på det Pariser-Hospital f. Eks. – hvor kunde man så sikkert vide, at der var gjort en Velgerning mod dem? Derom kunde alene Gud dømme, og til hans Rådslagning havde Videnskaben endnu ikke fundet Vej. Dersom de Herrer Læger dernede kunde følge disse Menneskers Livsløb lige til Enden, ja udover Døden til Dommen, vilde der måske blive Grund til at fortryde det "Mirakel", der var bleven gjort på dem.

Asmus Hagen vilde afbryde ham med en Spydighed men fik ved denne sidste Bemærkning ligesom et let Slag på Munden. Han kom til at tænke på, hvad hans parisiske Kollega havde fortalt ham om sin "Slørugle", og glemte herunder, hvad han vilde have svaret. I sin Ærgrelse kastede han sig så tilbage i Stolen og sagde:

"Nu synes jeg det kan være tilstrækkeligt. Dette fører jo ikke til noget".

Men Mads Vestrup var ikke længer den, der krøb i Krog for en overlegen Mine. Det var desuden slet ikke til denne udensogns Mand, at hans Ord havde Ærende. Det var alene Barndomskammeratens Frelse, det her galdt. Det var Torben Dihmers evige Salighed, som han – også i sin Egenskab af Sognets Præst – havde både Ret og Pligt til at kæmpe for. Derfor var det ham om at gøre at få den Syge til at forstå, at det alene var den algode Guds Barmhjertighed og Menighedens Forbøn, han skyldte den lovede Helbredelse, – som han iøvrigt for sit Vedkommende foreløbig stillede sig meget tvivlende overfor.

Asmus Hagens ringeagtende Tone havde kun den Virkning på ham, at han nu kom i Præstekjolen. Med klaret Stemme og på rammeste kronjysk talte han som den, der havde Myndighed, om den oprørske Selvrådighed, der havde grebet Tidens Børn og tidligt eller sent vilde gøre dem vanvittige tilhobe. Om ikke før, så når Herrens Time kom for et stakkels Menneske, vilde Blændværket opløse sig i Dunst. Når Mørket lagde sig på vore Øjelåg og det udtærede Legeme krummede sig i Angst og Pine – hvad hjalp så alle Videnskabens Pulvere og Dråber? For Dødens Gru og Samvittighedens Vånde fandtes ingen Medicin.

"Da har vi dog f. Eks. Morfin", sagde Asmus.

Det kom som henkastet; men Ordet var en Sprængbombe, der ramte Mads Vestrup i Hjertet, så det næsten kunde høres. Han fik igen et ganske molboagtigt Udtryk af Overraskelse, – og dennegang 331 uden al Forstillelse. De foldede Hænder skiltes af sig selv og sank ned på Stolens Armpuder.

"Ja – Gift!" sagde han og så i det samme med Ængstelse hen til Torben.

"Det kan De gerne sige; men i den erfarne Læges Hånd forvandler denne Gift sig til et vidunderligt Lindringsmiddel, der i Grunden gør al anden Samaritangerning overflødig. Og saa koster det endda bare en Bagatel. For nogle få Øre kan Lægen bringe enhver Lidende Fred, og det både til Legeme og Sjæl, så han sover ind i Døden så sødeligt som et Barn ved sin Moders Bryst. Jeg har da ogsaa hørt mangfoldige Mennesker velsigne den lille Glassprøjte, som indeholdt den selve Hostien."

Mads Vestrup havde atter vendt Øjnene mod Gulvet. Blodet sang for hans Øre; Hjertet bankede i ham. Han måtte tage til sit Fadervor for ikke at fare op og slå den frække Spotter midt i Synet.

Uden at sige et Ord rejste han sig og gav Torben Hånden til Afsked; men den anden vendte han Ryggen, sagde ham heller ikke Farvel. På Vejen til Døren måtte han forbi ham, men han turde ikke se på ham, sådan piblede det i ham af en vild Lyst til at smadre dette glatte Porcellænsansigt og se det spytte røde Grise ned på det pæne Kravetøj.

Asmus Hagen så lidt forbløffet efter ham og derpå hen på Torben.

"Du er vred på mig, gamle Ven?" sagde han, da han var gået.

"Du burde ikke have krænket ham. Han var jo også min Gæst."

"Javist! Det var dumt! Men han kunde have ladet være med at ægge mig op. Forresten begriber jeg ikke, at du har en så usmagelig Person gående her. Det er ikke sundt for dig, vil jeg sige dig. Har du rigtig set hans Øjne? Fulde til Randen af den frommeste Ondskab. Rigtig et Par Kloakbrønde. Tag dig i Agt for ham! Jeg kender den Slags Folk!"

"Ja mon du også gør det?"

"Jeg vil sige dig, jeg har truffet dem overalt, i Evropa og i Amerika. Og i alle Slags Forklædninger. Både i Munkekutte og med Kvækerhatte. Jeg siger dig, dersom de Karle havde Magt som de har Agt, så rejstes Kættergalgerne påny i alle Lande."

332 "Nå, så galt er det dog vist ikke. Forresten husker jeg fra gamle Dage, det var en stående Talemåde hos dig selv, at du gad set alle Præster og Degne hængt."

Asmus lo.

"Det gør jeg endnu! Jeg mener bare, at det er blevet overflødigt. De vil revne af sig selv. Af Misundelse og afmægtig Hævngerrighed. Se blot på din Ven, Hr. Mads, han er jo sprækkefærdig allerede. Men det er da også en syndig Hoben Spæk den Mand har lagt på sig siden sidst. Det må være et fedt Kald, han har her."

"Ikke synderligt. Men han skal være en god Økonom. Der er nok dem, der endogsaa kalder ham gerrig. Jeg har forresten selv mærket, at han går i stadig Ængstelse for Udkommet. Han er vist i det hele et Menneske med et bekymringsfuldt Sind."

"Atra bilis⁹ – ja. Det så jeg straks. Han har måske mange Børn?"

Å nej; men han har nok huslige Genvordigheder af anden Slags. Hans Kone skal være bleven halvvejs Krøbling efter den sidste Barnefødsel. Og du husker måske Ordet om Kødets Brand i en treårs Tyr og en middelårs Præst. Han har jo tilmed, som du siger, lovlig meget af det."

Asmus gik hen og klappede ham smilende på Skulderen.

"Nu kender jeg dig igen, Junker Torben! Å, du vil snart få dit gamle, lune Humør tilbage! Men nu skal du gå ind og hvile. Jeg kan se på dig, at du er træt. Så strækker jeg mig lidt på Sofaen her. Jeg er selv lidt tung i Lemmerne efter Rejsen."

*

Mads Vestrup var imidlertid kommen ud af Gården og stred sig hjemad gennem den hårde Vind. En storskygget Kasket med en Knap oveni Pulden sad ham ned over Ørene, og idet han lagde sig frem mod Blæsten, støttede han sig til en tyk Kæp af den Slags med Strop, som Markedsprangerne bærer på Håndleddet.

Landevejen fulgte på det første Stykke Engbreden og den skumprikkede Fjord men bøjede så af og steg tilvejrs gennem et Skaar i Bakkerne. Her nåede han snart Skoven, hvis høstlig-røde Løvmasser lukkede sig om ham som et brølende Bål. Han gik helt ude på Siden af Vejen for at undgå Vandpytterne, holdt den frie Hånd bag på Ryggen og forjagede sig ikke. Trods det voldsomme Sjælsoprør, han var kommen i, havde han heller ikke glemt at 333 smøge op forneden for at skåne sine Søndagsbukser, som han havde taget på i Anledning af Besøget.

Træernes Farvepragt lokkede nu og da Blikket; men hans Tanker var i Himlen. Heroppe knælede han for Gud og spurgte bævende, hvorlænge han dog endnu vilde tåle den åbenlyse Forhånelse. Vilde han dog ikke snart komme i sin Magts og Herligheds Vælde og nedslå denne triumferende Satansyngel, der havde forført Menneskene og indbildt dem at kunne forvandle Livet til en Sum af straffefri Nydelser, Døden til en vellystfuld Hendånen?

Han svarede sig selv: men lad dem kun trodse! Regnskabsdagen og det store Skriftemål undflyede de ikke. Engang skulde de vågne op i Rædsel og erfare, at Gud levede og var deres Dommer.

Han vidste nok, at der var troende Kristne, der forkastede Tanken om et Pinested som uforenelig med Troen på Guds Faderkærlighed og derfor tænkte sig den uomvendte Synders Skæbne blot som en fortvarende Død, en evig Udslettelse. Men det forstod han slet ikke. Det vilde dog være det skændigste Selvforræderi, i Fald Gud tillod, at de, som her i Kødets Verden havde boltret sig i alle Laster og svælget i alle Vellyster, ikke engang skulde bære så meget som Erindringen om deres Synder med over i det Hinsidige. Det vilde netop ikke være Kærlighed, men et rigtigt menneskefordærvende, et djævelsk Påhit, dersom Spotteres og Skørlevneres rådne Sjæl ved Lægens Kunst kunde ånde ud i et saligt Suk og være udslukt med det samme – vejret hen som en skiden Lugt. Men sådan var det heller ikke. Nej, når Helvede i deres Dødsstund åbnede sit Mørkegab for at opsluge dem, da var der sikkert nok beredt dem en velfortjent Straf.

Han kom nu ud af Skoven og kunde begynde at vejre Hjemmet, der lå et Stykke ude på det åbne Land. Den lille By viste sig lidt efter i en Tåge af Skorstensrøg, som Vinden trykkede ned over Tagene og førte med sig vidt ud over Markerne, så det så ud, som om Jorden dampede. Den gulkalkede Gård med Stærekasserne på Gavlen og en lille Vindfanger på Ladelængen var Præstegården, sådan som Asmus Hagens Detektivøjne ganske rigtigt havde set. Den lignede ellers aldeles de andre Gårde i Byen; kun stod der ingen Hæs¹⁰ omkring den. Det meste af Embedsjorden var i Tidens Løb solgt bort; der var blot levnet en god Husmandslod, som Mads Vestrup imidlertid havde opdyrket til et Mønsterbrug med fire Køer.

334 Da han nåede Hjemmet, søgte han heller ikke straks ind i Stuen men gik først en Runde gennem Udhusene og ind i Stalden for at se, om Kvæget var kommen ind og Malkningen begyndt. Dog var han denne Aften ret åndsfraværende på sin Vandring gennem de halvmørke Rum med de fortrolige Lugte af Hø og Klid og Dyrevarme. Helt mekanisk plukkede han op, hvad han fandt på Gulvene, her en tabt Roe, hist en Tot Hø; og da han traf Karlen i Foderloen, glemte han at holde sin sædvanlige, nidkære Dundertale til ham om Sløseriet med Guds Gaver, der var en utilgivelig Synd mod Gud selv.

Han blev stående i den åbne Stalddør og så ud over Markerne. Aftenklokken ringede; Skylagene derude i Vest hang med røde Frynser over de mørke Sumpe, hvor han som Barn havde gået og vogtet Bøndernes Kvæg.

Han stod der og tænkte på sine egne sørgelige Vildfarelsens År derovre i København og på den sorte Fortvivlelsens Nat, da Herren forbarmede sig over ham og førte ham hjem til hans gamle Mor, som han halvvejs havde forglemt og helt havde fornægtet for i Sind og Skind at komme til at ligne de andre skidte Knægte derovre. Nu lå den fromme Kvinde derinde bag den hvide Kirkegårdsmur med de arbejdstrætte Hænder foldede om sin gamle Salmebog og ventede på en salig Opstandelse. Han kunde derude i Aftenrøden skelne de to høje Popler, der skyggede over det fattige Barndomshjem under Grusskrænten. Det havde i al sin Stakkelshed været et Paradis, der endnu var alle hans Glæders Udspring. Derfor stod han så ofte her, når Aftenklokken ringede, for at samle Sindet til Tak og Lovsang i Mindet om sin Mor. Også Køernes hyggelige Gumlen og Drynen¹¹ bagved ham, Mælkestrålernes Kogen i Strippen og Kattens Pusleleg i Halmen rykkede ham den velsignede Tid så levende nær. Det var, som blev han igen lagt tæt til Naturens Hjerte og hørte Allivet gro, sådan som i gamle Dage, når han som Barn sad på Trendebænken¹² derhjemme og så ud på Regnen.

Derude i Vest under de flammetungede Skyer skimtedes også den pilehegnede Landevej, hvor han i syv År daglig gik de tre Fjerdingvej ind til Latinskolen i Randers og tilbage igen i al Slags Vejr og Føre. Undertiden kom han da til at slå Følge med Torben Dihmer, der i Sommerhælvten boede hjemme på Favsingholm og red til Skolen på en Nordbag. Selv måtte han gå Turen i Træsko 335 eller bare Fødder for at skåne Støvlerne; de hang ved Tornystret og måtte ikke tages på, før han nåede Byen. Han huskede især den unge Junker i en mjødbrun Fløjlsdragt med Bælte og lange Ridegamasjer. I den Dragt – og så med sit Ansigts Dukkeskønhed – havde han nemlig en Tidlang bedåret hans Hjerte. Det var den naragtigste Forelskelse, som han da også selv skammede sig ved. Men så en Dag, da han snakkede til sin Mor om hans Skønhed, sagde hun med en Vending, hun så tidt brugte: "Hvordan tror du vel, sådan en opstadset Knægt tager sig ud i Vorherres Øjne?" Det Ord løste Fortryllelsen.

Klokken i Tårnet tav. Med en dyb Halslyd, der mindede om Køernes Drynen, vendte han sig om og gik langsomt ind.

Da han sad ved Aftensbordet sammen med sin Familje og sine Husfolk, og Bordbønnen var bleven læst af den af Børnene han ved et Vink havde udpeget dertil, spurgte hans Kone ham, om det var sandt, at der var kommen en Professor til Herregården med en ny Medicin, som kunde gøre Godsejeren rask. Stine Hvedebrødskone havde fortalt det i Køkkenet.

"Nå, har den gamle Sladrekælling allerede fået den Historie at rende med. Ja, lad os nu først se! Satan skal ikke for tidligt triumfere!"

Den sidste Sætning tordnede han ud, så alle uvilkårligt dukkede sig. Børnene blev stumme og blege af Angst. Heller ikke Præstekonen spurgte mere, og Måltidet skred frem under Tavshed.

Det bestod blot af kogt Mælk og bart Smørrebrød. Mads Vestrup, der så ud som en Frådser, og som i sine yngre Dage ganske vist også havde givet lovlig meget efter for sin Naturs stærke Krav, hvor der var Lejlighed til at tilfredsstille dem uden Udgift for ham selv, gjorde nu også på dette Område Nøjsomhed og Selvtugt til et Menneskes Pligt mod Gud og Næsten, og han gennemførte for sit personlige Vedkommende Afholdenheden med stor Strenghed, navnlig efter at han for et Par Aar siden med en Leversygdom havde fået en Advarsel om at vise Forsigtighed.

Inden de rejste sig fra Bordet holdt han en lille Tale om det, som nu var sket på Herregården. Han begreb ikke, sagde han, hvad der var at være så optaget af. Hver Dag i Året gjorde Gud de dejligste Mirakler for os; han lod sin klare Sol skinne over Verden, han kaldte Korn og Blomster frem af Jorden, skabte små 336 levende Børn og lagde dem i vore Arme, og alt det fandt man bare naturligt og ikke Snak værd, ja der var jo dem, som ikke engang mente det nødvendigt at takke derfor. Men ikke så såre havde en snavs Doktor lidt Held med Kniven eller med et Pulver, så vidste vi straks ikke, hvordan vi var vendt, om det var Vorherre eller os selv, der regerede i Verden. Men det vilde han sige, at i dette Hus tåltes ingen Formastelighed, og enhver vidste nu, hvad Tale der turde føres her om den Sag, som rimeligvis nu en Tid vilde beherske Sindene Egnen over.

Efter disse Ord bad han selv frabords og gik så ind i sin Stue med sin Kop, hvori der var en Mælkerest bestemt til Udrøring af et Sundhedssalt, som han efter Doktor Mikkelsens Anvisning regelmæssigt indtog en Timestid efter hvert Måltid.

Da hans Kone lidt efter kom ind til ham med den tændte Lampe, sad han tankefuld henne i den lille Voksdugs Sofa og røg en Pibe hjemmeavlet Tobak. Hun satte Lampen på Bordet og blev stående lidt og skruede på den, mens hun ventede på, at han skulde tale til hende. Men han sagde ingenting. Ytrede sig kun ufrivilligt med sin drynende Halslyd.

Så gik hun tilbage til Døren. Hun holdt sig med den ene Hånd på Hoften og haltede stærkt. Men ved Døren standsede hun igen. Hun havde en Bøn på Læben, stod og famlede med et Navn. Det var den fremmede Professor paa Favsingholm, som hun gerne vilde have Lov til at søge Råd hos.

"Var der noget, du vilde?" spurgtes der henne fra Sofaen.

Stemmen lød så fjern, Tonen var så ligegyldig, at hun opgav at tale og gik stille ud. Mads Vestrup, der med så oprigtig Ydmyghed og med et rent Hjertes Forsagelse havde taget mod det tunge Kors, som Gud havde lagt også på ham ved hans Kones Sygdom, havde til Gengæld vanskeligt ved at betvinge en Misstemning overfor hende selv, og Forholdet mellem Ægtefolkene var ikke det bedste. Hun var, dengang de for syv År siden giftede sig, en sund, rødmusset Landsbypige, Datter af en af Egnens Skolelærere; men allerede efter sin første Barnefødsel begyndte hun at falme, og nu var hun afblomstret indtil Stilken.

Det, der i Øjeblikket optog ham så stærkt, at også Piben gik ud uden at han mærkede det, var den Opfordring, der nu igen var rettet til ham om at stille sig i Kresen her ved det kommende Folketingsvalg. Sagen var forsåvidt afgjort, som hans afslående 337 Svar jo allerede var sendt; men al den Uro og Tvivl, dette havde kostet ham, var vendt spøgelseagtig tilbage i hans Sind siden Besøget på Herregården, havde siddet ham som en ond Samvittighed i Hjertet hele denne Eftermiddag og hidset ham op. Han kunde jo tage sit Afslag tilbage. Der var endnu Tid. Og Kresen var ham sikker nok, idet der underhånden var tilsagt ham Støtte af troende Meningsfæller også fra Modpartierne.

Når han stadig havde holdt sig tilbage, skyldtes det udelukkende personlige Grunde. Han manglede hverken Forståelse af, at Tiden nu var kommen til at rejse Golgata-Mærket også i Politiken, eller Lysten til at drage med i et stort Korstog mod det lede Djævelskab, som i Øjeblikket førte Scepteret i Rigsdagssalene, formummet i en forloren Folkeligheds Doktorkapper. Men Ungdomsminderne fra den store By skræmmede ham. For sin Barnetro frygtede han ganske vist ikke længer; men der var andre Farer i Sodoma. Der var Faldgruber af mange Slags. Det var kun få af de Mænd, som kom ind i det politiske Livs Hvirvel, der slap ud derfra uden Skade på Karakteren. Med Skam måtte han bekende, at selv støtte jyske Bønder efter et Par Års Rigsdagslediggang gerne vendte hjem med en udvisket Personlighed, selvoptagne og med en vis, tarvelig Mine af hemmelighedsfuld Bedreviden. – Så var der jo også den økonomiske Side af Sagen. Trods Diæterne var det slet ikke sikkert, at han vilde kunne holde sig skadesløs. Familjen kunde han dog ikke tage med sig; Bedriften her måtte jo passes. Og så var jo alting så hundedyrt derovre i København. Ved sit sidste Besøg havde han på en Restavration måttet betale en halv Krone for et Glas Mælk og nogle bitte Stykker Wienerbrød ikke større end en Barnehånd. Sådan noget var jo skændigt; det burde ved Lov straffes som Bedrageri.

Som altid, når han i sine Overvejelser kom til dette Punkt, tog Betænkelighederne Overhånd. En Følelse af Modløshed sneg sig over ham; og endnu engang slog han da fast for sig selv, at en Mand, der havde en syg Kone og fire Børn at forsørge, havde den Pligt at blive ved Hjemmet, og det kunde derfor heller ikke være Vorherres Hensigt at bruge ham til Kampfører. Forresten beroligede han sin Samvittighed med, at det vel overhovedet var forfængelig Indbildning at tro, at Himlenes Herre trængte til Menneskers Hjælp i sin Kamp mod den Onde. Guds Rige havde modstået vildere Stormløb end det, der i Øjeblikket skabte dets 338 Trængsels Dage; og dets Sejr var jo selve Verdensløbets Endemål.

*

Ude på Herregården gik man også denne Aften til Ro med Hønsene. Asmus Hagen havde været på Rejse hele den foregående Nat, og Torben var så udmattet og fortumlet efter Dagens mange Sindsbevægelser, at han måtte ledes til Sengen. For at skaffe ham Hvile blandede den medicinske Troldmand ham et ret kraftigt Sovemiddel, der dog var nøje afpasset efter hans hele Tilstand. Han faldt også næsten øjeblikkelig i Søvn, og for første Gang i umindelige Tider sov han uden Afbrydelse lige til Daggryet.

Gamle Barbara, der lå i et Kammer ved Siden af, og som plejede at blive kaldt op mindst et Par Gange i Løbet af Natten for at rette på hans Leje eller varme nogen Havresuppe eller blot for at underholde ham lidt i de lange, søvnløse Timer, – Barbara var hvert Øjeblik oppe af Sengen og lyttede helt ængstelig ved Dørklemmen¹³. Men hun hørte ham stadig sove med rolige Åndedrag og blot snakke lidt i Søvne nu og da.

Først den klangløse Morgenklokke ovre i Avlsgården vækkede ham. Han strakte sig med denne vidunderlige Følelse af Udhvilethed, som han så længe ikke havde kendt, og nu huskede han, hvad der var sket. Nu gik det også op for ham, at det var Dagskæret og ikke Månen, der lyste på Rullegardinet. Natten var allerede omme! … Han blev liggende ganske stille, i lykkelig Betagethed. De døde Klokkeklemt derovre, det søvnige Spurvepip ude i Haven, alle de kendte Morgenlyde, som i disse mange År efter den endeløse, kvalfulde Nat havde bebudet ham en ny Dags Frembrud med ny Fortvivlelse og ny Pine, de nåede nu ind til ham som fra en svindende Skyggeverden, en bortflygtende Rædselsdrøm.

Mor Barbara, der havde hørt, at han var vågnet, kom nu ind og rullede op.

"Herren har rigtignok sovet godt," sagde hun og afgav derpå den stående Dagmelding om Vejret og Vindretningen. Men Torben havde ikke sin sædvanlige Interesse for den; han vilde straks op. Det kneb for den Gamle at få ham til at styre sin Utålmodighed, indtil der var blevet varmt inde i Stuen.

339 Ved Otte-Tiden sad han ved Tebordet sammen med Vennen. Asmus var lidt gnaven. Han savnede sine Morgenaviser, og herfor havde han ikke nogen Medicin.

Op ad Formiddagen, da Solen kom frem, foreslog han Torben at tage med på en lille Køretur i det gode Vejr. Torben lod sig overtale, og til sin Overraskelse følte han, at Bevægelsen og den fremmede Luft gjorde ham godt. Genmødet med Naturen virkede dog næsten for stærkt på ham. Efterårshimlens smældende Blå skar ham også i Øjnene.

Asmus, der havde sat sig over på det andet Sæde for ikke at genere ham med sin Cigar, var nu igen meddelsom. Men Torben lod det meste af hans Tale glide Øret forbi. Såsnart han kom i Skygge faldt han hen i en lykkelig drømmende Tilstand og hørte kun Vennens Ord som en fjern Mumlen.

Da nævnede Asmus igen Jytte Abildgård, og Lyden af dette Navn bragte hans Hjerte til at skælve.

"Du skal forresten høre noget underligt. Mens vi andre unægtelig – nu kan jeg jo godt tilstå det – kun havde ringe Håb for dig, så har min kække Kusine hele Tiden hårdnakket holdt på, at du nok vilde komme dig. Er det ikke besynderligt? Hun er jo i det hele et mærkværdigt Menneske, egensindig som bare Fanden og ikke let at blive klog på. Men Stål helt igennem. Hvad hun vil, det vil hun. Og hun vil altid det umulige. – Kan du huske dengang hjemme på Storeholt? På Fisketuren?"

Torben nikkede blot. Han så til den anden Side men kunde mærke, at Vennens blonde Ansigt var vendt imod ham med det lidt ubarmhjertige Smil, som han huskede fra de unge Dage, når Asmus sad bøjet over sine bedøvede Kaniner og Mus og snittede i deres Indvolde med et Urmagerglas i Øjet.

"Du veed måske, at hun stadig lever i Jomfrustand. Jeg begriber det ikke, for der er vedblivende ingen Mangel på Lysthavende. Men der må velsagtens være en bestemt, hun går og venter på."

Det var i Virkeligheden ikke andet, end hvad Torben vidste i Forvejen; alligevel tålte han ikke at høre mere. Han sagde, at han begyndte at føle det koldt og vilde hjem. Kusken fik Ordre til at vende, og han tvang Samtalen bort fra dette Emne, som Asmus til hans Forundring nu havde kreset om flere Gange, hvad der genopvakte en gammel Mistanke hos ham om, at Vennen bar på 340 en ulykkelig Kærlighed til sin Kusine. Derfor kunde han heller ikke blive rigtig vred på ham for hans Nærgåenhed. Han var endogså bange for at røbe nogen Misstemning. Det var jo dog hans Velgører og Redningsmand.

Men Asmus var åbenbart kommen i sit lunefulde Stridshumør, som Torben også godt kendte fra gamle Dage. Da de sad ved Frokostbordet, gjorde han i Mangel af bedre et muntert lille Indhug på ham i Anledning af de gamle Lægeskrifter, han havde fundet her.

"Om jeg kan begribe, hvad der har været din Hensigt med det Studium. Hvor har du kunnet holde ud at læse al det gamle Sludder?"

Torben vilde helst ikke ind på Sagen; men da Asmus blev ved at drille ham, gik han tilsidst til Bekendelse. Han forklarede, hvordan han allerede på et tidligt Tidspunkt af sin Sygdom havde ment at kunne spore, at hans Befindende var afhængig af visse Fænomener i Naturen og ude i Himmelrummet. Ikke alene virkede alle atmosfæriske Forandringer straks ind på hans Nervesystem, fremkaldte Svimmelhed, Opkastning eller andre Forstyrrelser, ja forfulgte ham ind i Søvnen som Mareridt og hæslige Drømme, så han kunde forudsige en Storm eller en Torden længe i Forvejen. Men også alle regelbundne Naturbegivenheder, de skiftende Tegn i Sol og Måne, Planeternes Vandringer og Jordens egen Stilling i Verdensrummet havde forekommet ham at indvirke på hans Tilstand. For at komme til Klarhed over Forholdet havde han søgt at gøre sig bekendt med, hvad der kunde findes i Literaturen af lignende Iagttagelser, og dette havde så ført ham til Studiet også af Oldtidens og Middelalderens Lægekunst.

Asmus Hagen havde hørt på ham med voksende Forbavselse, tilsidst med Bekymring. Men da han mærkede, at han blev iagttaget, skyndte han sig at smile, og tilsidst lo han højt.

"Gud bevare din Forstand, Junker Torben! Det var så min Sandten på Tide, at jeg kom og ruskede i dig. Du plejer Omgang med Præster, studerer Mystikere og forfalder til Trolddom. Det må jeg sige! … Men du var nu altid et lille Stykke af en gehejme Drømmer, caro Sordino!"

"Du tror altså ikke, der kan være Tale om noget sådant?"

"Gudbevares! Jeg benægter aldrig noget! End ikke det tåbeligste 341 Hjernespind. Men jeg giver mig heller ikke af med at tro. Jeg hylder i et og alt Juristernes gyldne Læresætning: Quod non est in actis, non est in mundo¹⁴."

"Men der findes dog altså literære Vidnesbyrd af fornuftige og videnskabeligt dannede Mænd fra alle Tidsaldre. Også af danske. Jeg veed ikke, om du kender Peder Palladius' Visitatsbog. Han er flere Steder inde på det samme. Hos ham er det dog væsentligt blevet ved Fornemmelsen. Niels Hemmingsen derimod taler af personlig Erfaring ganske åbent om en sympatisk Harmoni mellem Mennesket og Verdenssystemet."

"To Teologer – ja. Men du må undskylde, det er ikke for mig noget Bevis. Og nu må du tillade mig på det bestemteste at fraråde dig at fortsætte med den Slags Undersøgelser. Det er ikke sundt for en Patient at beskæftige sig for meget med sin egen Tilstand. Sig mig blot – siden du altså har slået dig på Teologien – vor gode Hr. Skidtmads skulde vel ikke have haft en Finger med i Spillet her?"

"Nej, hvor falder det dig ind! Du må nu heller ikke tro, at jeg har tillagt det hele nogen stor Betydning. Det har jo nærmest været et Tidsfordriv for mig her i min Ensomhed, forstår du nok?"

Samtalen blev hængende ved Mads Vestrup, og det slog igen Torben, hvor disse År havde fjærnet ham fra Vennen, hvis Syn på Mennesker og Forhold han i gamle Dage som oftest havde fundet så rigtigt. Måske var det dog mest hans Tone, der skurrede. Det stødte ham, at Asmus så raskt kunde udtale en Dom om en Mand, som han kun havde et ganske overfladisk Kendskab til. Han selv, som dog havde kendt Mads Vestrup fra Barneårene, forstod endnu kun dårligt hans lidet tilgængelige Natur. Dengang de sad på Skolebænk sammen derinde i Randers havde der en kort Tid endogså bestået et Slags Venskab imellem dem: han havde haft ondt af den klodsede og ufrimodige Bondedreng, der straks var bleven Klassens Ugle. Mads var ikke så lidt ældre end Kammeraterne og dertil en stærk Prygl, så han kunde godt have holdt sig sine Plageånder fra Livet uden Hjælper; men han var ikke modig, krøb helst i Krog og slog først fra sig, når han kom i Raseri. En Dag på Legepladsen hændte det, at de to selv kom op at brydes. Det gik hermed, som det plejer at gå: det begyndte i Spøg men blev efterhånden til Alvor. Kammeraterne slog 342 Kres omkring dem – det var en Holmgang efter alle Brydekunstens Vedtægter. Trods sin Overlegenhed i Vægt og Styrke fik Mads ham ikke kastet, før han på lumsk Måde begyndte at spænde Ben. Men i Faldet lykkedes det ham selv at vende sig, så Mads kom til at ligge underst. Sejren var så overraskende for ham, at han ikke straks forstod Tilskuerkresens vilde Glædeshyl over Goliats Fald. Men så skete der noget. Da også Mads blev klar over Stillingen, hvæsede han af Raseri og spyttede ham pludselig op i Øjnene.

Hvad han i Øjeblikket havde følt udover Væmmelsen ved det Slim, han tørrede af sig med sit Lommetørklæde, huskede han nu ikke længer. Han vidste kun, at han bagefter havde stået henne ved Muren, og at Kammeraterne havde spurgt ham, om han ikke havde fortaget sig¹⁵, for han var bleven så bleg. Ude på Legepladsen havde den inspektionshavende Lærer fået fat i Kraven på Mads, der råbte i vild Desperation, mens Kæppen dansede på hans brede Ryg, at sådan en Herregårdsdreng i Fløjlsklæder ikke var andet end det bare Skidt i Vorherres Øjne. Han huskede også, at han, da han kom hjem, bad sin Fader om at tage ham ud af Skolen men ikke kunde få sig til at sige Grunden. Dette at have set et Menneske, en Kammerat ovenikøbet, forvandle sig for hans Øjne til et modbydeligt Kryb, gjorde ham skamfuld.

Ikke længe efter var det, at han på Grund af Faderens Død kom til Herlufsholm. Men efter seks Års Forløb traf han Mads Vestrup igen i København, og det var kun med Overvindelse, at han fornyede Bekendtskabet, skønt Mads åbenbart ikke havde bevaret nogensomhelst Erindring om Begivenheden, som han jo i sin Tid heller ikke havde fundet på nogen Måde uværdig for ham.

Selv var han i hint Øjeblik for første Gang bleven sig en Racemodsætning rigtig bevidst. Men efterhånden som han nu modnedes og lærte Verden at kende, fik han en Forståelse af den, som knækkede hans Junkerhovmod og i politisk Henseende fjernede ham mere og mere fra sine Standsfæller. Han kunde godt sige, at uden denne Drenge-Oplevelse i Skolegården vilde han ikke have forstået sin Tid med de undertrykte Klassers Befrielseskamp. Hans Forhold til Mads Vestrup blev i Studenterdagene bestemt deraf. Mandens Fattigdom og hans Hjælpeløshed i den store, fremmede By rørte ham og gjorde ham påny til hans Beskytter, indtil Forholdene igen skilte dem. Til nogen virkelig Omgang var det dog af 343 flere Grunde ikke bleven; men Mads kom og lånte de moderne Bøger af ham, havde tilsidst også fået Adgang til hans Bord efter at det var kommet ham for Øre, at den stakkels Fyr i Studentersamfundets Restavrationslokale i et Øjeblik, da han troede sig alene derinde, havde stillet sin umættelige Hunger med nogle afskårne Brødskorper, som var bleven efterladt på en Tallerken.

Da de igen efter en Række År mødtes her på Favsingholm, optrådte Mads Vestrup udelukkende i sin Egenskab af Præst, og det med en Anmasselse, der lukkede Porten for ham i År og Dag. Siden havde de haft mange og alvorlige Samtaler her i denne Stue, og han havde som oftest været glad for hans Besøg. Han havde især været ham taknemlig for, at han aldrig viste ham nogen hykkelsk Deltagelse på Grund af hans Sygdom. Men virkelig Fortrolighed var der på den anden Side heller aldrig vokset imellem dem. Trods Mandens ofte næsten brutale Oprigtighed vedblev hans inderste Liv at være en mørk Verden for ham. Trods hans delvise Troskyldighed havde man i Omgangen med ham den samme utrygge Fornemmelse som ved at gå over en Hængemose, hvor et svigefuldt Blomsterdække skjuler et Dynd, som ingen finder Bund i.

*

Allerede tidlig på Eftermiddagen rejste Asmus fra Favsingholm. Doktor Mikkelsen fra Randers havde været der kort forinden; de havde haft en Forhandling nede i Haven, og derefter var han pludselig bleven utålmodig efter at komme afsted. Torben forsøgte ingen Overtalelser; han længtes efter igen at blive alene. Det gjorde ham kun ondt at kunne mærke, at hans Ven og Velgører havde følt sig skuffet af ham. Han fulgte ham ved Barbaras Hjælp helt ud i Forstuen og stod i Døren og viftede, da han kørte.

Resten af Eftermiddagen sad han stille hen med et Tæppe lagt over sine Ben. Med en hel eventyrlig Fornemmelse af at have været umådelig længe borte tog han påny sin lille Hjemmeverden i Besiddelse. Han sad der i Aftenskumringen og lyttede til Blæsten, der strøg sig så fortroligt langs med Muren, fulgte med Øret de klaprende Træsko over Gårdspladsen, hørte den gamle, knirkende Brøndvippe ude ved Materialskurene og – langt borte – Brølet af det hjemvendende Kvæg. Og han følte, at der i alt dette 344 var noget, der havde vokset sig fast til hans Hjerte, og som han vilde komme til at savne.

Barbara kom ind og spurgte, om hun ikke skulde tænde. Han vinkede hende til sig og gik nu en lille Spaseretur op og ned ad Gulvet for at prøve, om han kunde spore nogen Bedring. Og virkelig forekom det ham, at han allerede bevægede sig noget lettere. Tilsidst slap han helt den Gamles Skulder og gik nogle Skridt uden Støtte.

"Jeg skal sige Jer – Barbara. Imorgen begynder jeg at danse Gallopade!"

Kort efter gik han i Seng; og skønt han ingen Sovepulver tog, faldt han også denne Aften hurtigt hen. Men hans Søvn var urolig. Noget efter Midnat vækkedes han af sine Drømme, og da det gik op for ham, at det var Jytte Abildgård han havde drømt om, blev han i det samme lysvågen.

Det brunlokkede Hoved viste sig for ham i Mørket, og han behøvede nu ikke længer at vende sig bort fra det. Han så hende for sig, sådan som han mindedes hende bedst, i en rød Aftenkåbe og Kniplingskyse, belyst af Lygteskæret foran hendes Port i Dronningens Tværgade, hvor de tog den sidste Afsked. Det var Dagen før han rejste til Nauheim for at gennemgå sin Kur. Han fulgte hende hjem fra en Koncert, hvor de havde været svært tankefulde begge to. På Nippet til at gøre en Tilståelse kyssede han hendes Hånd; og med stakåndet Hast sagde hun: "Nå, så skal De altså bort igen! Ja ja; Lykke på Rejsen da!" – Det var de sidste Ord, han havde hørt af hende.

Andre, lykkeligere Minder lyste for ham. Også Barndomsminderne fra Storeholt, som Asmus nylig havde talt til ham om. Den første Gang, de mødtes der, var hun bare en lille bredmundet Stump på en halv Snes År; selv var han femten, Asmus omtrent i samme Alder. Hun satte dengang ofte de to korrekt afrettede Herlufsholms-Akademister¹⁶ i Forlegenhed ved den dristige Måde, hvorpå hun gjorde sig til Kammerat med dem og boltrede sig i de store Høhjelme ude på Engene som en Dreng. Han huskede en solhed Dag, da han og Asmus sad i en Båd ude på Åbredningen og drev efter Gedder. Pludselig dukkede hun op inde bag Sivene på Land, hvor hun stod og skreg ud til dem, at hun vilde med; men de lod hende råbe. Hun var dem til Besvær med sit Overhæng. Da så de, at hun dukkede sig ned i Sivene og begyndte at smøge Klæderne af 345 sig, og et Øjeblik efter plumpede hun nøgen ud. Som en lille Havfruedatter – med det lange Hår flydende efter hende på Vandet – svømmede hun ud imod dem; og da hun nåede Båden, hængte hun sig med Armene på Rælingen og lo højt. – Han havde siden tænkt på, at hendes Barnlighed næppe havde været slet så paradisisk, som han dengang troede. I hvert Fald havde hun bagefter været noget urolig, og på Hjemvejen havde hun taget dem begge i Ed på, at de ikke vilde sladre af Skole. Han så hende endnu ganske tydeligt, sådan som hun stod der midt på den blomstergule Eng i en blå Langkjole og på sin ivrige Måde rykkede dem i Ærmet for at få dem til at sværge rigtig højtideligt.

Tre År derefter, den Sommer, han var bleven Student, mødtes de igen på Asmus' fynske Familjesæde. Hun var da allerede halvvoksen, og han forelskede sig en Smule i hendes brune Øjne og friske Mund med de mange små hvide Tænder, der var som en overskåren Hyben at se på. Men hun havde dennegang en Veninde med, en jævn Præstedatter med et fregnet Ansigt, som hun havde kastet sin Kærlighed på og ikke havde villet slippe heller i Ferien. De to var uadskillelige. De havde deres Værelse neden under hans, og han kunde høre dem ligge og snakke alvorligt til langt ud på Natten. Og om Dagen fulgtes de højtideligt Arm i Arm allevegne, selv til Steder, hvor der i Virkeligheden kun var Plads til en.

Derefter gik der seks År, hvor de ikke så's og næppe heller tænkte meget på hinanden. Så mødtes de en Dag i København ved et Middagsselskab. Han vidste, at hun skulde komme der, og var lidt spændt på Gensynet. Han havde fra så mange forskellige Sider hørt hendes Skønhed og Klogskab berømme, at han var bleven nysgerrig.

Hun gik dengang i sit tyvende År og stod i sin fejreste Blomstring. Det var dog vistnok mindre selve Ansigtstrækkene end hendes Rejsning, de stærke Skuldre og de yppige, næsten sammenvoksede Bryn, måske også noget vist egenrådigt i hendes Måde at klæde sig på, der gjorde, at hun altid samlede Opmærksomheden på sig, hvor hun viste sig. Han huskede endnu hendes Dragt af ildgul Silke med en dristig Blomsterpynt på Slæbet. Det lokkede Hår bar hun dengang kortklippet med en Skilning på den ene Side.

De fik hinanden tilbords, og hun forbavsede ham straks ved 346 at sige, at hun havde glædet sig til at træffe ham. Skønt hun lige var kommen hjem fra en Italiensrejse og han selv skulde afsted til Paris, talte de næsten udelukkende om Storeholt. Dog var det åbenbart ikke alt fra den Tid, hun brød sig om at mindes. Den viltre lille Havfrueunge var bleven til en ligevægtig ung Dame med de korrekteste Grundsætninger, kunde i det højeste spores i de brune Øjnes sødt betagende Smil og så i denne frimodige Udtryksmåde, der gjorde hende så henrivende i Samtale men også så farlig, fordi den vildledte Folk, der ikke kendte hende.

Endogså efter Bordet blev de siddende sammen, hvad der vakte nogen Opmærksomhed rundt omkring, hvor unge og gamle Herrer stod og trippede af Utålmodighed for at komme til. Allerede ved dette første Møde fik deres Underholdning en så fortrolig Karakter, at hun – omend for Spøg – spurgte ham tilråds med Hensyn til sin Fremtid. Hun kunde ikke blive enig med sig selv, om hun skulde skabe sig en Verdensberømmelse ved sin Musik, hvad mange så stærkt rådede hende til, eller om hun skulde gøre Brug af den Studentereksamen, hun Året forud havde taget med Udmærkelse, og f. Eks. blive Læge eller måske Magister i et eller andet Kineseri. Spørgsmålet forundrede ham også af den Grund, at hendes Moder var meget velhavende. Men noget selvstændigt vilde hun være, sagde hun.

Dette sad de og spøgte med, indtil Moderen kom hen til dem og mindede hende om, at der var mange gamle Venner tilstede, som længtes efter at tale med hende om deres Rejse.

De Dage, der fulgte, stod siden for hans Erindring som henlevet i en gylden Sky. Han havde naturligvis været forelsket før, men for første Gang følte han sin Livstråd mystisk sammenflettet med et andet Menneskes. Fra Uge til Uge udskød han sin Pariserrejse for at kunne træffe sammen med hende, og så sikker var han efterhåden bleven på, at også hendes Hjerte havde overgivet sig, at han ikke vilde tro sine egne Øren den Dag på Langelinje, da hun som Svar på hans Frieri bad om Betænkningstid.

Han havde jo godt vidst, at der også var andre Mænd, hun følte Interesse for og på sin ejendommeligt dristige Måde viste Fortrolighed. Der var særlig en, som hun ofte havde talt til ham om. Det var Universitetsprofessor Ole Knudsen, hvem hun nylig havde lært at kende i Rom, og hvis åndfulde Personlighed og sørgelige Livshistorie havde gjort et dybt Indtryk på hende. Men 347 Manden var højt oppe i Halvtreserne og desuden næsten blind, så det var ikke faldet ham ind for Alvor at betragte ham som Rival. Men Andendagen efter sendte Jytte Abildgård ham et lille Brev med et Afslag i den for hende så karakteristiske Form, at hun bad ham om ikke at opsætte sin Rejse længer "for at der ikke skulde ske nogen Ulykke".

Nogle Måneder efter hørte han i Paris, at en svensk Friherre og Væddeløbsrytter gjorde Stormkur til hende, og at man ventede en Forlovelse. Og i de følgende to År, mens han flakkede om i Evropa for sine Studiers Skyld, nåede der ham Gang efter Gang nye Rygter om en forestående Forbindelse, som dog aldrig blev til noget. Han måtte da ofte tænke på, hvad hun engang underlig sørgmodigt havde sagt til ham, at det vistnok ikke var Vorherres Mening med hende, at hun nogensinde skulde blive gift.

Kort Tid efter, at han var kommen hjem, stødte de en Dag uforvarende på hinanden i Ridehuset. Hun gav ham Hånden som i gamle Dage og ønskede ham velkommen tilbage. Hun havde i Mellemtiden fået opsat Hår men syntes iøvrigt uforandret, var i hvert Fald lige så smuk, og netop i Ridedragt og tilhest tog hendes energiske Skikkelse sig dejlig ud. Men hun var kun en mådelig Rytterske. Hun havde altid så meget for med Hesten og morede sig med at få den til at gøre Kunster, en Færdighed, hun rimeligvis skyldte sin forhenværende Tilbeder, den svenske Friherre og Væddeløbsrytter.

Et Par Uger mødtes de næsten daglig på det samme Sted, indtil hans Læge forbød ham at ride. Siden så's de mest i hendes Hjem. Både Moderen og hun levede på det Tidspunkt ret isoleret. De mange Forlovelsesrygter, der stadig flagrede op af hendes Fodspor, havde fået deres Omgangskres til at trække sig lidt tilbage. Det var næsten, som om der var i Færd med at lægge sig et Skær af Tvetydighed over hendes Person. Hun talte engang selv derom med nogen Bitterhed og var åbenbart til Tider stærkt forpint.

"Synes De ikke, Jytte har forandret sig meget?" spurgte Moderen ham engang, da de sad alene sammen.

Han måtte give hende Ret. Hendes Frimodighed var borte. Hun kunde vel endnu til Tider være munter og give kvikke Svar; men for det meste sad hun tavs og med et tungt Træk om den tætsluttende Mund, – ja hun kunde have et næsten ængstende grublende Udtryk i Øjnene, når hun kom inde fra Ensomheden i sin 348 egen Stue. Nogen Bestemmelse med Hensyn til Fremtiden havde hun stadig ikke taget. Hun spillede en hel Del, studerede også, navnlig Historie, – en sildig Eftervirkning af hendes gamle Optagethed af Professor Ole Knudsen.

Han havde jo selv i de forløbne År oplevet et og andet, der havde gjort ham ensom i Verden. Det var derfor uden alvorlig Modstand fra hans Side, at Kærligheden påny begyndte at spinde sine gyldne Tråde imellem dem. Men også på hende mente han at mærke, at hun nu var besluttet. Ved hin Afsked i Lygteskæret foran hendes Port, da han i en Art Selvforglemmelse kyssede hendes Hånd og dog ikke kunde få Ordet sagt, var det heller ikke nogen Mistro, der havde gjort ham tvivlrådig. Det var en mørk og frygtelig Anelse, som i den sidste Tid havde behersket ham. Anelsen om den Dødsdom, der ventede ham dernede i Nauheim.

Og nu havde hun, den lunefulde og vankelmodige, ventet standhaftig på ham i fulde fire År! De havde i den Tid ikke stået i nogen egenlig Brevforbindelse med hinanden; men hvert År på hans Fødselsdag havde hun sendt ham et Par Linjer med nogle Blomster fra Haven på Storeholt, hvor hun på den Tid regelmæssigt opholdt sig som Gæst. Det var efter hendes eget Sigende et Løfte, han havde taget af hende allerede den Sommer, da han var der som nybagt Student, og som hun nu havde mindedes.

"Hvad hun vil, det vil hun," – havde Asmus sagt om hende. Og sikkert nok manglede hun hverken Mod eller Energi, når hun først var bleven klar over, hvad det var, hun vilde. Var dette måske Forklaringen? Eller havde han igen levet på en Indbildning? Havde de Blomster blot været et Medlidenhedstegn, og var det måske en hel anden, hun gik derovre og ventede på? – – –

*

En Mus gav sig til at gnave inde under Vinduespanelet. Han vidste så, at Klokken var Et. Det lille Dyr, der åbenbart førte en strengt reguleret Tilværelse, begyndte hver Nat på den Tid at skærpe Tænderne. Udenfor strøg stadig Vinden luskende forbi Muren og fingrede ved Døre og Vinduer som en Tyv, og denne Lyd fulgte ham ind i hans Drømme, da han endelig igen faldt hen i et Blund. Den skabte her en forvirret Forestilling om, at det var 349 Døden, der gik derude og hvæsede, fordi den var bleven narret og ikke kunde komme ind, og da engang et Vindstød fik Ruderne til at buldre, vågnede han af Skræk og famlede efter Klokkestrengen, der hang på Væggen over Sengen.

I det samme åbnedes Døren til Barbaras Kammer sagte; den Gamle havde hørt ham vånde sig i Søvne. Hun stod derhenne i sin store hvide Natkappe og skyggede med en krum Hånd for Lyset, for at ikke Skæret skulde falde hen over Sengen. Kun hendes eget lille bløde Gammelkoneansigt med den tandløse Mund, der helt forsvandt bag Næsen, var fuldt belyst, og op ad Væggen bagved hende strakte sig en uhyre Skygge af hendes Hoved helt op under Loftet, hvor Aftegningen af Kappebræmmen vimrede på Gibsdækket som et levende Væsen. En vækket Natsværmer foer forvildet om et Sted deroppe og baskede med Vingerne.

"Jeg er vågen," sagde han. "Kom kun ind. Og giv mig lidt at drikke. Men ingen Havresuppe. Noget læskende."

"Har Herren ikke sovet?"

"Jo – lidt. Det var Blæsten, der vækkede mig. Se efter, hvordan Vejret er."

Barbara tændte først Natlampen ved hans Seng og rettede på hans ene Hovedpude, der var gieden ud. Så gik hun hen og trak Gardinet op, tørrede Duggen af en Rude og kiggede ud i den blå Nat.

"Hvad er Vinden?" spurgte han.

"Hun er Sønden."

"Jeg tænkte det nok. Jeg kunde høre Natekspressen før. Så skal vi have mere Regn."

Barbara hentede en Kande med frisk Hyldebærsaft, som hun henne ved Vægbordet blandede med Vand og tilsatte nogle Dråber Citron af en Flaske. Han lå derhenne i Sengen og blev tankefuld ved at betragte hende, mens hun stod der med Lyset foran sig på Bordet og fyldte næsten hele Stuen med sin Skygge. Det var så sært at tænke på, at også hun snart skulde være bare et Minde for ham. Nat efter Nat havde hun småpuslet om ham som et venligt gammelt Husspøgelse. Fra Morgen til Aften havde hendes små, mørke Øjne påpassende fulgt ham med dette Enfoldighedens hjertegribende Blik, der ligesom Dyrenes stirrer ud fra den evigt uhjælpelige Ensomhed. Hvad skulde der blive af hende nu? Hun forstod sig hverken på Termometermålinger eller 350 moderne Aseptik, havde overhovedet ingen anden Uddannelse som Sygeplejerske end et langt Livs Erfaringer. Derfor vilde vel heller ingen bruge hende.

Men han var for træt nu til at tænke derpå. Da han havde drukket lidt, bad han den Gamle slukke og gå til Ro. –

Et Par Dage efter var han for anden Gang ude at køre, og rundt i Egnen blev der fortalt de fabelagtigste Historier om, hvor fuldstændig han allerede var kommen sig.

Samme Dag sendte han Bud til Præstegården og indbød Mads Vestrup til en Kop Eftermiddagste. Præsten kom også men mødte med en højst uselskabelig Mine og erklærede straks, at der fo r hans Skyld ikke skulde gøres Anstalter, da han ikke ønskede at nyde noget.

Torben fandt det høfligst at lade, som om han ingenting mærkede. Han bød ham Plads, sørgede for hans Bekvemmelighed og bad om Lov til at lade noget Sodavand bringe ind, da han så hvor Sveden stod i store Blærer på hans Pande efter den lange Spaseretur. Men også dette Tilbud afslog Mads Vestrup kort og bestemt.

Torben sprang herefter over al overflødig Indledning, også over den Undskyldning han havde tænkt at gøre ham på Grund af Sammenstødet med Asmus ved hans forrige Besøg, og gik lige til den Sag, for hvis Skyld han havde ladet ham kalde. Han fortalte ham, hvad Lægerne nu mente om hans Tilstand, og at der var Udsigt til, at han allerede efter Nytår kunde blive rask nok til at rejse herfra.

"Men nu er det, jeg ikke rigtig kan lide at tænke på, at Huset her skal stå helt tomt efter mig. Jeg vilde gerne, at det vedblivende skulde være et Hjem, også når jeg er borte. På så mange Måder – og med så mange Minder – er jeg nu igen bleven knyttet til dette Sted, og jeg vil ikke, det skal forfalde. Så er der også et Hensyn at tage til Barbara. Hun hører jo til de – ulykkelige eller lykkelige – Mennesker, som har deres hele Verden der, hvor Tilfældet anbringer dem. Det kære gamle Menneske har aldrig været vant til at kunne disponere over nogen egen Vilje og vilde sikkert føle sig ganske husvild, dersom man pludselig overlod hende til sig selv. Derfor har jeg tænkt på at indrette en Del af Huset her eller foreløbig måske Forvalterboligen derovre til et Sygehjem – eller Gæstehjem eller hvad man nu vil kalde det – for Fattige her fra 351 Sognet. Der går så mange Stakler omkring i Verden uden ordenlig Pleje. Jeg tænker på sådan nogen som Kæppe-Jørgen og den lamme Sidsel Øvre fra Fattighuset, som jeg kan huske fra Barn. Barbara skulde så blive her og tage sig af dem, med fornøden Hjælp naturligvis, indtil det gamle Skind selv kommer til at trænge til Pleje. Og nu var det, jeg gerne vilde forsøge at få Dem, Pastor Vestrup, til at give mig en Håndsrækning til Forberedelsen af et sådant Hjem og siden overtage et Tilsyn med det. En Slags Forstanderskab, om De så vil, i Lighed med det, som Sognepræsten i gamle Dage jo altid var selvskreven til ved den Art Stiftelser. Må jeg have Lov til at tilføje, at Stillingen naturligvis er tænkt at være lønnet."

Mads Vestrup havde i Begyndelsen hørt på ham med det enfoldigt måbende Udtryk, der var ham egent, når noget overraskede ham. Siden sad han med opskudte Briller og kiggede sig omkring, sådan som han havde for Vane, når han vilde lade ligegyldig. De tunge Arme lå over hans Bryst, og endnu en Stund efter, at Torben havde sluttet, sad han tavs og strøg sig med en Hånd over sin ubarberede Hage. Det lød, som om han gned sig med Sandpapir.

"Jeg kan altså forstå, at det er Deres Hensigt at forlade Favsingholm for bestandig," sagde han endelig og satte Brillerne på Plads.

"Nå, det veed jeg dog ikke. Men, som sagt, det var Professor Hagens sidste Ord til mig, at jeg skulde se at komme til et sydligere Klima så hurtigt som muligt."

"Og hvorhen går så Rejsen – om man tør være så fri at spørge?"

"Det bliver vel til Italien. Luften er så let der. Og det er vistnok Meningen, at jeg skal gennemgå en af disse Solkure, som jo er bleven så moderne. Hjemrejsen lægger jeg vel over Paris, skønt det lyder for mig som et Eventyr, at jeg virkelig skal gense den vidunderlige By."

"Hm – Paris! Ja så!"

Mads Vestrups mørkegrå Øjne blev så store bag Brillerne. Han skævede op til ham som en nikket Tyr.

"De kalder den By vidunderlig," sagde han. "Det lyder sært. For jeg har altid hørt den nævne som Skøgernes Paradis. Nå, men så må De altså nu være ganske sikker på Deres fuldstændige Helbredelse, siden De allerede har hele Rejseplanen færdig."

352 Hans Tone begyndte at falde Torben lovlig stærkt for Brystet. Dersom Præsten ikke havde været hans Gæst, vilde han ikke have fundet sig i den. Men også fordi han kun vanskeligt kunde undvære hans Hjælp nu, vilde han helst undgå et nyt Sammenstød. Han svarede derfor roligt, at han ikke længer havde Lov til at tvivle om Kurens mirakuløse Virkning, så godt havde den allerede hjulpet; og når han nu havde besluttet at oprette dette Sygehjem, så var det netop af Trang til at vise sin Taknemlighed.

Mads Vestrups Ansigt åbnede sig igen med sit molboagtigt forbavsede Udtryk.

"Taknemlighed? Det forstår jeg ikke. Mod hvem – om jeg må ha'e Lov at spørge?"

"Hør nu, Pastor Vestrup. Lad os ikke igen komme ind på de Gebeter. Det fører dog ikke til noget."

Der blev en Pavse, og man hørte påny Sandpapirslyden fra Præstens Hage.

"Ja så har jeg kun det at sige," sagde han med sit grødede Mæle, der pludselig blev endnu mere bondsk, "at jeg hverken vil eller kan have med den Sag at bestille. Det ønsker jeg her at udtale for Dem med rene Ord."

"Har De også rigtig forstået mig, Pastor Vestrup. Her er Tale om et ganske neutralt Anliggende. Jeg ønsker at skaffe Sognet et hårdt tiltrængt Alderdomsasyl eller Gæstehjem eller hvad man nu vil kalde det –"

"Ja, mig er det lige et, hvad De kalder det. Det er jo noget, De selv må bestemme. Men hvad der ikke opbygges i Gud den Almægtiges Navn og til hans Ære, det bliver der efter min Tro ingen Velsignelse ved, og det vil jeg ikke befatte mig med. Nu har jeg sagt det."

I den lange Stilhed, som fulgte dette Udbrud, gik der Torben et gammelt Minde gennem Sjælen: Mindet om Kampscenen i Skolegården, da Mads Vestrup tilsidst i sin Afmægtighed spyttede ham op i Ansigtet. Han følte i dette Øjeblik igen noget af den Afgrundsrædsel, som dengang havde grebet ham. De vilde, mørkegrå Øjne, han dengang havde set ned i, var de samme, som nu sad derhenne bag Brillerne og lurede på Virkningen af den udslyngede Fordømmelse. "Kloakbrønde" havde Asmus kaldt dem. Den kloge Asmus, der syntes så harefodet og overfladisk, men var en Seer.

353 "Ja så bliver jeg altså nødt til at henvende mig til en anden," sagde han. "F. Eks. til Skolelærer Hansen. Eller mener De, at også han måske vil have Betænkeligheder?"

"Det skal jeg ikke videre udtale mig om. Jeg vil blot sige, at dersom han skulde spørge mig tilråds, vil jeg naturligvis på det bestemteste fraråde ham at gøre sig til Antikristens Ærendsvend her i Menigheden."

Nu blev det Torben for meget. Nu vilde han af med den Mand. Han følte med eet en rent legemlig Lidelse ved Synet af al dette rugende Flæsk; og den stramme Blandingslugt af Stald og gammel Tobak og sur Sved, der allevegne fulgte Præsten og altid havde været ham til stor Plage under Samværet med ham, syntes pludselig forstærket og blev ham ulidelig.

"Jeg forstår Dem nu og har ikke mere at tale med Dem om. Jeg stempler Deres Adfærd som lumpen. De vil hævne Dem, fordi De ikke har kunnet få mig til at dele Deres Livsanskuelse, – og nu skal hele Sognet straffes i den Anledning. Det vilde være komisk, dersom det ikke var så oprørende."

Men Mads Vestrup blev siddende. For den Slags Fornærmelser havde han en tyk Hud. Han svarede roligt med at kalde det mørk og gådefuld Tale, at han skulde kunne have nogen personlig Tilfredsstillelse af at gøre ham eller noget andet Menneske til Kristen. Nej, når han var kommen her, var det alene for at efterkomme sin Pligt som Guds og Kirkens Tjener, og i nogen anden Egenskab var han sig heller ikke bevidst nogensinde at have optrådt der.

Torben bad ham nu rent ud om at gå. Han var bleven så nervøs, at han dirrede. Og endelig rejste da Mads Vestrup sig, tavs som den, der har måttet slippe et stort Håb. Han hilste med et kejtet Buk og gik bort uden noget Forsøg paa at byde Torben Hånden til Afsked, hvad dennes hele Holdning just heller ikke opfordrede til.

Så gik han langsomt hjemad i dybe Tanker. Han havde ganske vist heller ikke dennegang glemt at smøge op forneden for at skåne sine Søndagsbukser; men hverken Mågeflokkene ude på Fjorden eller Farvepragten i Skoven forlokkede idag hans Sind. Han gik med Blikket fæstet til Jorden, mens store Ting fuldbyrdedes i hans Indre.

Da han kom ud af Skoven og så Hjemmet ligge for ham i 354 Aftenlyset, blev han stående lidt med Stokken foran sig og begge Hænder løst hvilende ovenpå den. Præstegårdens lille Vindmølle fangede Solens sidste Stråler i sine Arme. Jørgen Stauns Duer fløj henover Byen. Rundtom på Markerne så's hjemvandrende Kvæg.

Hans Øjne blev fugtige bag Brillerne. Hans Hjerte bankede tungt under Forudfølelsen af, at alt dette skulde han snart forlade, at Fredens Dage var forbi for ham nu, fordi Herren alligevel havde i Sinde at bruge ham i Frontkampen mod hans Fjende.