Et Offer*)

(Koncept.)

*) Efter Aftale med Forfatteren trykkes Novellen med Petit-Skrift for at undgaa en Deling.Red.

I.

Det var en Dag i Begyndelsen af Sommeren – naa, hvorfor ikke sige det straks: det var den 5te Juni, selve Grundlovsdag. Saa véd dog ethvert Barn, at paa den Dag hænger Himlen fra Morgenstunden som en tung Kulrøg ned over det festsmykkede Land, over den lysegrønne Skov, over de sørgmodigt vajende Dannebrogsflag, over Festpladsernes granomvundne Talerstole og hvide Beværtningstelte, over Skibshavnenes vimpelbehængte Masterækker og Lystanlægenes kransesmykkede Frederik VII Buster – – indtil netop det Øjeblik, da Borgerne samler sig paa Torvene for med fædrelandsk Musik og ærværdige Lavgsfaner at drage i Procession ud til Festpladsen. Da lyser det med ét i Mørket over deres Hoveder, Himlen løfter sig, og netop idet Festkomiteens Formand hæver sin sølvbeknappede Stok, og Processionen sætter sig i Bevægelse, bryder Solen skælmsk frem mellem de vigende Skyer og faar alle de mange nystrøgne Cylinderhatte til at straale, og skinner ned paa Bannernes forgyldte Spyd, paa Musikkens blanke Messinginstrumenter, paa Borgmesterens Briller og Politibetjentens røde Næse, paa hele den mylrende og trykkende Sværm, der fylder Gaden indtil Kvælning, efterhaanden som Optoget skrider frem, paa Madamer, der raser, paa Barnevogne, der vælter, paa Hunde, der hyler, og unge Piger, der hviner, fordi de nappes i Benene – alt mens Solen faar mere og mere Magt og som den sejrende Friheds Symbol jager alle Mørkets lede Skytrolde ud over Himmelranden.

… I den lille Fjordkøbstad havde der den hele Dag hersket det festligste Røre.

264 Allerede fra den tidlige Morgen havde patriotisk pyntede Børn vist sig paa Gaden, Smaapiger i hvide Kjoler med røde Livbaand, og Drenge i nyvasket Kadettøj med en eller anden krigerisk Prydelse som et malet Papskjold, en Husar-Chacot, en Træsabel eller blot et Dannebrogsflag. Fra Kvist til Kjælder havde alle Slags Hoveder strakt sig ud af Vinduerne og med haabløse Miner kigget op paa den tunge Skyhimmel, der laa som en sort Dyne ned over Tagene. Men stolende paa Traditionen om "Grundlovsvejret" havde Byens Beværtere kørt Læs paa Læs af Teltinventarium og al Slags Proviant ud i det Grønne, hvor Festerne skulde afholdes; og hele Formiddagen havde Byens Original "Fjotte-Karl" marcheret stolt frem og tilbage gennem Gaderne i sit sommerlige Festskrud, med gule posede Nankinsbenklæder, der var snøret sammen over de lasede Støvler, en gammel Livkjole med blanke Knapper, et stort rødt Halstørklæde, en bulet graa Cylinderhat, et Par gamle sorte Handsker og en Ridepisk. Ved Middagstid var alle Butikkerne bleven lukkede, og lidt efter begyndte Gaderne allerede saa smaat at bølge af to, fra hinanden let adskillelige Menneskestrømme, af hvilke den ene og gennemgaaende mest velklædte bevægede sig ud imod Byens smukke og skyggefulde Lystanlæg, der var blevet Regeringspartiet tilstaaet til Festplads, medens den anden og mere broget sammensatte drog afsted ud til en aaben og nøgen Mark en halv Mils Vej fra Byen, hvor dennes Demokrater skulde højtideligholde Dagen i Forening med Omegnens Bønder.

Inde i den trange Møllerslippe, helt henne i dennes lukkede Ende og nede i en Kælder, til hvilken man naaede ned gennem en Hals saa mørk og dyb som en Brønd, med Fare for at brække Benene paa en stejl Stentrappes smalle og slidte Trin og rende Panden mod Spidsen af en rødmalet Støvle, der som Skilt var hængt op over Murhvælvingen – hernede havde ogsaa Skomagermester Holleufer kastet sit Skødskind og rejst sig fra den trebenede Træstol, hvorfra han den hele Formiddag hvert Kvarter i urolig Spænding havde strakt sig frem og med Nakken mod Gulvet kigget op til de truende Skyer.

Nu stod han ved Væggen i sin af Ugens Sved gulnede Skjorte, i et Par gamle bagflikkede Benklæder og med nedhængende Bukseseler, i Færd med at barbere sig foran et lille Spejl, hvori foruden hans indsæbede Hageparti tillige et Stykke af det brunplettede Loft, Knæet af et Kakkelovnsrør, Hjørnet af en Sengehimmel og en til Tørring ophængt Ble afbildedes. Over Ryggen af en Stol ved Siden af ham var omhyggeligt henlagt en vel afbørstet cikoriebrun Skødefrakke med sorte Kantebaand, en lys-blomstret 265 Sirtsesvest, et sort Bændelslips og en nystrøgen Krave saa stiv som et Blikskjold.

Det halvmørke Kælderrum, der paa én Gang tjente baade til Værksted, Dagligstue, Køkken og Sovekammer, var opfyldt af en ejendommelig blandet Stank af surt Læder, Mug, Tørverøg, Sæbevask, Stegeflæsk og Menneskeuddunstninger. Kom man oppe fra den ellers ikke parfumerede Gade, sortnede det formelig for Øjnene, og man fik en Fornemmelse, som om Maven vilde op gennem Halsen paa En; – og dog havde Skomager Holleufer henlevet snart tyve Aar i disse Omgivelser, uden at det tilsyneladende havde tæret synderlig paa hans Livskraft. Herpaa tydede i hvert Fald det Mylr af rødhaarede og fregnede Børn i alle Aldre, der i fattige Klæder og med snottede Næser væltede sig omkring overalt paa Gulvet, paa Stolene, i Sengene og rundt om Skørterne paa deres allerede igen højt frugtsommelige Moder, der stod og uddelte Fedtebrød inde i en halvrund, kun af Komfurskæret oplyst Grotte i den ene Mur, hvorfra der gik en Dør op til Gaardspladsen, og som skulde forestille Køkken.

Der var i Stuen en Brølen og Snadren og Skænden, saa man ikke kunde høre Ørenlyd. Men Skomager Holleufer anfægtede dette tydeligt nok slet ikke. Enten det nu var, fordi hans Hørenerver med Aarene havde vænnet sig til Spektaklet, eller paa Grund af de Tanker og Beslutninger, der i Dagens Anledning optog ham, – det var, som om han intet hørte. Selv da et af Børnene med et Svineskrig væltede ned af Natpotten, saa dennes Indhold flød hen ad Gulvet, vendte han sig ikke om eller blandede sig i, at Konen ophidset for frem og uddelte et Par Lussinger i Flæng, forinden hun atter satte det forulykkede Barn tilbage paa dets Plads, hvor det da igen rolig tog fat paa sit Fedtebrød.

Madam Holleufer havde lige fra Morgenstunden været i det frygteligste Humør. Hun var en lille afgnavet Skabning med et brunskjoldet og surmulende Ansigt, som hendes nuværende Tilstand ikke gjorde mere tiltrækkende. Hun havde hele Dagen ikke været til at slaa et Ord ud af; og i den sidste halve Time havde hun staaet inde i sin Køkkengrotte og sendt det ene vredladne, næsten hadefulde Blik efter det andet hen paa sin Mand, der stod dér saa ganske upaavirkelig af alt, hvad der foregik omkring ham, og skar Grimacer til sig selv inde i Spejlet, løftede de buskede Bryn, trak den store røde Næse i Vejret eller udspilede med Tungen snart den ene snart den anden Kind, som om han var en Bajads, der indøvede sig i en Rolle.

266 Naa, – Madam Holleufer havde i Virkeligheden heller ikke meget at glæde sig til. Hun vidste præcis af mange Aars bitre Erfaring, hvad denne Dag vilde bringe af Skam over dem allesammen. Hun vidste, at om lidt vilde den halte Skrædder Ziegler og den mæskede Bagersvend Mikkelsen komme herned for at trække afsted med hendes Mand, hvem hun da ikke vilde gense, før han ud paa Natten vendte fuld hjem efter at have gjort Skandale ude paa Festpladsen ved at staa op paa Tribunen og holde Tale. En hujende og skrigende Sværm af Fabriksarbejdere og Læredrenge vilde følge ham lige til Kælderdøren, hvorfra han endnu vilde tale det sidste Ord til "Folket"; og hele Resten af Natten vilde de blive forulempede af Mennesker udenfor, der bankede paa Ruderne og raabte alle Slags stygge Ting ned til dem.

Jo, hun havde Grund til at være lystig paa Grundlovsdagen, hun! –

"Saa det er virkelig dit Alvor, Holleufer! Du vil igen derud?" spurgte hun endelig.

Holleufer slap Næsetippen, som han netop havde løftet lidt, og vendte sig imod hende. Et Øjeblik betragtede han hende tavst, mens et hemmelighedsfuldt Smil bredte sig i hans Ansigt.

"Vær rolig, min Tulle!" sagde han derpaa og vendte sig atter mod Spejlet. "Du vil i Dag erfare noget, som du ikke har drømt om. Jeg har noget at betro dig, skal jeg sige dig – – men Taalmodighed! – et Øjebliks Taalmodighed, min Tulle!"

II.

Hver Gang, naar Grundlovsdagen nærmede sig, havde Madam Holleufer nu Aar for Aar søgt baade ved blide og vrede Ord at overtale sin Mand til at holde sig borte fra Festlighederne og forestillet ham, hvorledes han dér blot var til Latter for alle Folk og bragte Skam og Spot over hele Familjen. Regelmæssigt havde hun understøttet saavel sine Trusler som sine Bønner med Løftet om at lave Flæskekage til ham og ved at udmale for ham, hvor meget bedre det vilde være for dem allesammen at spasere ud til et eller 267 andet fredeligt Sted paa Landet og spise deres Mad i en Vejgrøft, hvor Børnene kunde tumle sig i det Grønne, saadan som de havde gjort det i gamle Dage, da der endnu ingen Grundlov, eller i hvert Fald ingen Politik var til i Verden.

Men Holleufer havde som Svar altid smilet til hende paa sin stille, medlidende Maade og derpaa opløftet sin lange magre Skomagerhaand og sagt:

"Du taler som en Kvinde, Grethe! Du har ikke Øjesyn for, hvad der gærer i Tidens Skød. Det forstaar du dig slet ikke noget paa, min Tulle, og derfor snakker du, som du gør. Men vi andre, skal jeg sige dig, – som ser Tegnene, forstaar du! – vi føler paa vores Indre, at nu kommer Smaamandens Tid, – nu rykker Arbejderen og Bonden frem! Nu skal det store Slag staa for Frigørelsen, forstaar du! Og saa skulde jeg blive hjemme og forsømme min Borgerpligt? Nej, nej, min Tulle! – det kan ikke være din Mening. Hvad tror du ogsaa, Folk vilde sige? De vilde sige: hvor er Holleufer? Holleufer skal ha'e Ordet! Se, det er Sagen! Naar man har Talegaverne! Giv Agt, min Pige! – før du tænker paa det, kan der ske Ting, som du aldrig har drømt om i din Vugge!"

Dagen efter Festen havde Skomager Holleufer vel regelmæssig haft en uklar Fornemmelse af, at det ikke var gaaet ham ganske efter Ønske. Han kunde ikke skjule for sig selv, at hans Præstationer ikke havde været helt vellykkede, ja at man virkelig, som Grete sagde, havde haft ham en Smule til Bedste. Men dette tilskrev han alene den ulykkelige Omstændighed, at han var kommen til at smage paa dette Bajer-Øl, som hans Hoved aldrig havde kunnet taale. og han følte sig overbevist om, at naar han næste Gang passede paa ikke at komme i Fristelse, skulde det nok gaa op for Folk, hvad for en Kraft Demokratiet besad i ham, og navnlig hvilket ualmindeligt "Foredrag", han sad inde med.

"Jeg skal sige dig, Grethe", sagde han til sin Kone, naar de om Aftenen, efter at Børnene var bragt til Sengs, sad sammen i Fortrolighed, hver med sit Arbejde omkring den lille kuppelløse Lampe paa det lave Skomagerbord, mens Stilheden og Børnenes rolige Aandedræt uvilkaarlig vakte begges blide og forsonlige Følelser. "Jeg skal sige dig, jeg har Poesi, forstaar du! Jeg kan tale til Hjærterne, – det er Sagen! Ser du, Andersen og Bjørn og de andre, de kan nok sige Besked og rede Sagerne ud – men de kender ikke Foredraget, og det er det, det kommer an paa. For Poesi, skal jeg sige dig, det er noget, man har fra Fødselen af. Det kan man ikke lære sig til. Men jeg var nu ikke mere end en Knøs paa otte Aar, da min Faster Julie, du véd, altid sagde om 268 mig: Pas paa, den Dreng bliver der noget af. For jeg kunde allerede den Gang fortælle mere, end der kunde staa i en hel Katekismus; og da jeg blev Soldat, og naar vi saadan om Aftenen sad og drev inde i Vagtstuerne, og ingen rigtig vidste, hvad de skulde tage sig for, saa sagde de altid: 69 skal fortælle, sagde de. – Se, det er det, man kalder for Geni, Grethe. Og det er det, det kommer an paa. Det er Geniet, der bringer Folk frem i Verden, forstaar du!"

"Det var bedre, du havde Geni til at lave Støvler, Holleufer", svarede Grethe bestandig lige modløs. "For det er dog det, vi skal leve af. Det andet – det du snakker om – det giver vist ikke Brød."

"Siger du dét, Grethe!" sagde han og saa med et listigt Smil op fra sin Pløkkesaal. "Det skulde du dog ikke være saa sikker paa. Har du ikke hørt tale om Nicolaj Blomberg? Naa! Ser du, han var ogsaa Skomager en Gang, ligesom jeg. Og nu er han Rigsdagsmand og faar seks Kroner om Dagen for at spasere ovre i Kjøbenhavn og gaa i det kongelige Theater og komme til Middag hos Grosserere. Hvad siger du saa? Og du skal se, han kommer højere op endnu. Naar man først har faaet en Fod indenfor derovre, saa gaar alting af sig selv, for saa er man med til at bestemme det. Og Blomberg faar nok en skøn Dag et stort Embede, skal du se. Eller – hvem véd ? – maaske kan han endogsaa blive Minister, før vi snyder vores Næse. Sligt ligger i Tiden, forstaar du! Det er Smaamanden, der skal frem. Det er Sagen!"

"Ja, det kender jeg altsammen ikke noget til", tog Grethe igen til Orde. "Men jeg tror nu aldrig, der kan komme noget godt ud af saadan at befatte sig med andres Dele, især naar man ikke er andet end en simpel Haandværker. Og dét synes jeg, du skulde tænke paa, Holleufer. Det siger ogsaa et gammelt Ord: Skomager bliv ved din Læst!"

Disse Ord, hvormed Grethe regelmæssigt afsluttede Samtalen, krænkede altid Holleufer dybt. Han sænkede sine buskede Bryn helt ned over Øjnene og saa' hen paa hende med et Blik, der var dystert af Miskendelse. –

Imidlertid var der i det sidste Aar – som Følge af de politiske Begivenheders Gang – hemmeligt foregaaet en fuldkommen Omvæltning i Skomager Holleufers Anskuelser. Han talte bestandig sjældnere og navnlig meget mindre begejstret om det store Frigørelsesværk, paa hvis snarlige Fuldbyrdelse han saa sikkert havde stolet. De stolte Ord om "Smaamandens Oprejsning" og "Arbejdernes Ret" forstummede tilsidst ganske i den lille mørke Kælderstue; – thi 269 ingen havde efterhaanden kunnet undgaa at lægge Mærke til, at Vinden i Virkeligheden blæste ad en ganske anden Kant. Grethe, hvis Kækhed kendelig steg med Holleufers Klejnmodighed, sagde vistnok tyve Gange om Dagen:

"Er det ikke Nicolaj Blomberg, han hedder – den Skomager, der skulde være Minister? Minister Nicolaj Blomberg! Jo, det tog en smuk Ende med den Minister! I Hullet kom han ligesom en anden Tyveknægt, fordi han havde brugt beskidt Mund om Kongen. Ja, saadan gaar det, naar Smaafolk vil i Højheden, saa ender de i Skidtet."

Krummet over sine Pløkkesaaler sad Holleufer og hørte paa denne Tale med et Stik i Hjærtet, uden at kunne svare et eneste Ord dertil. Thi virkelig havde det taget en saa ulykkelig Ende med den stolte Nicolaj Blomberg. Og denne var langt fra den eneste, der havde faaet at føle, at Springet fra en Skomagerstol til en Ministertaburet alligevel var større, end mange en Tid havde indbildt sig.

Under disse Forhold indsaa' Skomager Holleufer tydeligere og tydeligere, at han havde været dum. Det gik mere og mere op for ham, hvor forfærdeligt han havde vandret i Blinde.

Til denne ydmygende Erkendelse bidrog ogsaa væsentlig hans egen økonomiske Stilling, der Aar for Aar var bleven mere og mere uholdbar, takket være dels hans ustandselig voksende Børneflok, dels den svindende Velstand hos Bønderne og Smaahaandværkerne, blandt hvilke han saa godt som udelukkende havde sine Kunder, – dels endelig et ganske vist aldrig tilstaaet men derfor ikke mindre virksomt Tryk, der fra Byens ledende Kredse hemmeligt udøvedes mod enhver, der ikke hyldede de "rette" Meninger.

Dette tilsammen bevirkede, at Holleufer tilsidst anstillede følgende ædruelige Betragtning for sig selv:

"Er jeg ikke først og fremmest et kristent Menneske og bag efter dansk Statsborger? Skal jeg ikke opfylde mine Pligter som Ægtemand og Fader, før jeg har Lov til at tænke paa mine Rettigheder som Borger? Og hvad hjælper det mig desuden, at jeg er fri Borger, naar jeg ikke har Brødet? Naar jeg først er paa Fattighuset, hvor er da mine politiske Rettigheder? Naa! Hvem er det da, der giver mig mine politiske Rettigheder? Det er dem, der giver mig Brødet. Men hvem giver en Skomager Brødet? Er det dem, der gaar med Træsko? Naa!"

Han havde været dum. Han begreb ikke, hvorledes det var gaaet til, at han ikke for længe siden havde indset noget saa simpelt. Og tænk, hvad han maaske havde forskærtset ved sin 270 haardnakkede Forblindelse! Hans livlige Fantasi udmalede daglig for ham alle de Herligheder, hvori han mulig kunde have svømmet, i Fald han i Tide havde forstaaet Øjeblikkets sande Rørelser. Hvem véd? – maaske havde han da nu siddet med en stor Spejlglasbutik midt paa Torvet og haft alle Byens bedste Folk til Kunder; og Grethe havde gaaet med Silkemantille, og Børnene var kommen i Jomfru Bohses Institut, og baade Amtmanden og Obersten var kommen ind til ham i Butikken og havde givet ham Haanden og sagt: "God Dag, Hr. Fabrikant Holleufer! Hvorledes behager De at befinde Dem?"

Ak, hvor havde han været dum!

Thi nu begyndte han ogsaa at fatte Grunden til den ringe Paaskønnelse, som han havde nydt hos det Parti, han hidtil saa trofast havde viet sine Evner. Han kom til det Resultat, at han egentlig altid havde næret en dyb Foragt for Bønderne, der kun forstod sig paa Smør og Flæsk og slet ikke havde Begreb om saadanne højere Materier som Poesi. I det andet Parti derimod var Intelligensen, og dér vilde man sikkert ganske anderledes have forstaaet at skatte hans Evner, ligesom han ogsaa selv dér vilde have faaet den Udvikling og Lærdom, som han meget godt følte, at han trængte til.

Paa dette Punkt af Skomager Holleufers aandelige Udvikling faldt han sammen i fuldstændig Modløshed. Han indsaa' klart, at hans Liv var forspildt, og at Faster Julles stolte Profeti nu ingen Sinde vilde gaa i Opfyldelse.

Men da en passende Tid var gaaet hen med Anklager og Selvbebrejdelser, spurgte han en Dag sig selv, om det da var ganske umuligt at gøre Dumheden god igen. Han gentog sit Spørgsmaal saalænge, indtil en indre Stemme svarede ham, at der vistnok var Tid endnu. Og da først denne mystiske indre Stemme var kommen til Orde, blev den snart særdeles veltalende og overvandt hurtig alle øvrige Skrupler hos den ligesaa lydhøre som lærvillige Holleufer. Han forstod da efterhaanden af sig selv, hvad han havde at gøre, og navnlig, at han ikke vilde kunne finde nogen bedre Lejlighed end den forestaaende Grundlovsfest til den aabne og ærlige Tilstaaelse af sine Vildfarelser, som vilde være nødvendig. Det vilde gøre Opsigt! Man vilde lave store Øjne! Og i Venstre vilde de rase, – men de kunde have det saa godt, siden de ikke skønnede bedre paa ham, mens Tid var!

Saaledes modnedes da hos ham den Beslutning om at møde ved Højres Grundlovstog, der i den sidste Maaned havde opfyldt ham med Spænding. Han havde endnu ikke betroet den til nogen – 271 dels af Frygtagtighed, dels af snu Beregning, fordi han indsaa', at jo mere uforberedt hans Omvendelse kom over Folk, des mere overvældende vilde Virkningen blive.

"Thi" – som han plejede at sige, idet han fiffigt lukkede det ene Øje – "Gamle Holleufer er nok en Poet. Men han véd sgu ogsaa nok, hvordan et Par Støvler skal skæres!"

III.

Da Holleufer endelig blev færdig med sin Barbering, traadte han et Skridt tilbage og betragtede sig i Spejlet med et velfornøjet Blik.

Det havde altid forekommet ham selv, at han havde et sjældent interessant og karakteristisk Ansigt, og det forbavsede ham, at ikke dets Træk straks aabenbarede for enhver, at han ikke var nogen almindelig Skomager. Han havde en høj, smal, stærkt tilbagevigende Pande fuld af opsvulmede Aarer og med to dybe Huler lige over Tindingerne. Hans Øjne var store og farveløse, og Haaret der allerede var graasprængt og tyndt ovenpaa Issen, bar han i Nakken saa langt, at det hang med krøllede Ender næsten ned til Skuldrene. Den store Næse havde hen ad Ryggen og ude paa Spidsen et rød-violet Anstrøg; men med Hensyn hertil havde Holleufer en god Samvittighed. Det var kun paa Søndagene og ved festlige Lejligheder, at han smagte Spiritus, og i det hele maatte selv hans politiske Modstandere indrømme, at han i Grunden var en stræbsom og særdeles respektabel Borger.

Han fuldførte nu samvittighedsfuldt sin Paaklædning. Mens alle Børnene efterhaanden samlede sig omkring ham i beundrende Beskuen, skiftede han Skjorte og Benklæder, fik Halsen lykkelig anbragt i det stive Kravetøj som i en skarp Tang og kæmmede omhyggeligt Haaret med Vand.

Netop som han skulde i Lag med den højst vigtige Opgave at binde Slipset, skiftede hans Ansigt pludselig Farve. Udenfor hørtes nemlig et Par Mennesker med stort Spektakkel at tumle ned gennem Kælderhalsen, og et Øjeblik efter aabnedes Døren af de to ventede Venner.

272 Først indtraadte Skæddermester Ziegler paa sin Klumpfod, svingende med sin Stok og udbrydende i et kraftigt "Leve vor gamle revnede Grundlov!" endnu mens han stod i Døren. Han var en dværgagtig Skikkelse med et Hoved, der var ganske overgroet dels af et graat strittende Skæg, hvorfra en lille spids og rød Næse stak frem, dels af en vildtflagrende Manke, som han uafladelig gennemfór bag i Nakken med den ene Haand.

Efter ham kom den mæskede Bagersvend Mikkelsen, en fuldkommen sjofel og forsoldet Fyr, hvem Feststemningen allerede saaledes havde overvældet, at han straks maatte sætte sig paa en Stol henne ved Døren, hvor han derpaa blev siddende ganske forvildet og gned sig med et gammelt rødt Lommetørklæde over sit flæskeskinnende Ansigt, mens han kæmpede med en ustandselig Hikke.

"Honnør!" udbrød Skrædderen og begyndte øjeblikkelig at humpe gestikulerende frem og tilbage over Gulvet, saa Børnene forfærdet trak sig ind i Stuens mørke Kroge, hvor de blev siddende stille paa Hug som en Klynge blege Ansigter. "Nu skal vi Dælen klistre mig sla' et Alvorsslag for gamle salig Fredriks Grundlov, Holleufer! Fem Mark Alenen! Se nu at faa Tøjet paa dig, Skomager. Her er ingen Tid at spilde, gamle Dreng! – Honnør! Hvad siger De, Madam? Nu gaar den godt igen, forstaar De, – fremad mod det stolte Hav!"

Grethe, der ikke havde rørt sig udenfor sin Køkkenhule, sendte herfra de to Gæster et forbitret Blik. Hun vidste godt, at det var disse to Drukkenbolte, der hvert Aar forlokkede hendes Mand og i Forening drak ham fuld for at kunne drive Løjer med ham bagefter. Hun lod derfor, som om hun slet ikke hørte Skrædderens Tiltale, og vendte ham haanlig sin skæve Ryg.

Heller ikke Holleufer havde hidtil sagt et Muk. Han havde i det første Øjeblik, da Vennerne traadte ind, set sig raadvild omkring i Stuen, som om han søgte et Musehul at krybe ned i. Nu sad han ubevægelig paa sin Skomagerstol, med en lang, mager Haand hvilende paa hver af de tynde Knæ, og stirrede stift frem for sig med sine store, glasagtige Øjne. Hans Ansigt var ganske blegt, og hans Kæber bevægede sig mekanisk op og ned, som om han sad og gumlede paa noget.

"Naa", vedblev Skrædderen. "Se nu at komme i Støvlerne, Holleufer. Immer saa nøs han, den gamle Hollænder! Død og Pine, det er paa høje Tid, vi kommer afsted!"

"Ja, Død og – Pine", hikkede den tykke Mikkelsen henne paa sin Stol.

273 "Op med Aanden, Skomager! Sidder han ikke dér og falder i Staver. Hvad er der i Vejen med dig? Faa nu Klæderne paa dig, gamle Dreng!"

"Jeg skal ingen Steder hen", slap det endelig ud over Holleufers sitrende Læber.

Skønt Ordene blev udtalt med tykt og usikkert Mæle, kom de med et saadant Præg af Paalidelighed, at begge Gæster uvilkaarlig saa' op. Selv Grethe begyndte at blive opmærksom henne i sin Krog, og alle tre stirrede de tilsidst paa hinanden, som om de hver især umuligt kunde tro, at de havde hørt rigtigt.

"Hør nu Kammerat", tog saa Skrædderen til Orde, idet han stillede sig op lige foran Holleufer, lænende sig med Hoften mod sin Kæp, med en Haand i Siden, og Klumpfoden kastet over det raske Ben. "Hør nu en Gang", sagde han og slog som af gammel Vane smaa virrende Slag med Hovedet efter hvert Ord: "Hvad er der i Stykker med dig? Er du krank? Jeg synes, du hænger saa blegt med Næbet. Holder du Rullekælder i Maven, gamle Skomager – hva'?"

Holleufer svarede kun med en uforstaaelig Brummen og forsøgte for første Gang at se Skrædderen brøsigt i Øjnene.

"Alvorlig ment", vedblev denne. "Er du daarlig, Kammerat? Er det Madskabet, der er i Uorden? Det skal du ikke bryde dig om, Gamle. Vi ta'er os et Par ordentlige Tarmskrabere henne i Kælderen om Hjørnet, saa gaar den godt igen, skal du se! … Ikke sandt, du gamle Kringlevrider derhenne? – Honnør! Hvad siger De, Madam? Leve vor gamle revnede Grundlov! … Kom nu, Mikkelsen, saa ta'er vi gamle Holleufer under Hanken, og saa – fremad mod det stolte Hav!"

Men da Skrædderen nu virkelig gjorde Mine til at tage fat i Holleufer, brast endelig dennes Taalmodighed:

"Kan du la' mig være! Du har ikke noget med mig at skaffe, Ziegler! Naar jeg har sagt, at jeg ikke vil med jer, saa kan I vel lade mig i Fred."

"Herre Gud, Holleufer!" kvækkede den tykke Mikkelsen i næsten grædefærdig Tone. "Skal vi nu skænd's og sla's? Vi er jo bare kommen for at ønske glædelig Grundlov, Kammerat – det kan du da inte ta' fornærmelig op."

Men for Skræddermester Ziegler, der var tumlet helt tilbage i Stuen ved Holleufers uventede Stød, begyndte der at gaa et Lys op. Han satte Kæppen i Gulvet en hel Alen foran sig, strakte sig frem paa sin Klumpfod, løftede sin lille spidse røde Næse i Vejret og udstødte en langtrukken Fløjtetone.

274 "Naa, saadan!" udbrød han derpaa og nikkede. "Saa det er dét, Katten render med i Næbet! … Ja, jeg har jo nok formærket det i den sidste Tid, at der har været noget gedulgt ved dig, Holleufer! Du stikker Halen mellem Bagstykkerne. Du har faaet Lugt paa Fedtefadet, hva'? – Maa jeg tillade mig det Spørgsmaal, har du maaske allerede meldt dig ind i Højre, Holleufer? Kanske agter du at vandre med i Provisoristtoget i Dag? Er det Meningen?"

"Har jeg sagt det?" skreg Holleufer op og blev blodrød helt ned paa sin lange slunkne Hals.

"Honnør, min gamle Ven!" afbrød Skrædderen og strakte afværgende Haanden frem. "Skal du ikke med i Dag, saa kommer du nok med næste Gang. For nu forstaar jeg, at det er dog saadan, det er fat med dig. Du vil i Højheden, Holleufer! Du er bleven sulten efter at slikke Tallerkningerne hos de store. Kanske spidser du Snuden efter at blive udnævnt til kongelig Hof-Lappeskomager, hva'?" –

"Hvad kommer det dig ved, hvad jeg gør? Skal jeg maaske gøre jer Regnskab for det? Skylder jeg jer noget? Har I noget at kræve ind her? Hvad vil I mig saa? Jeg har ikke haft Bud efter nogen af jer, og har I ellers noget at skal have sagt, kan I jo komme an!"

Holleufers pludselige Opbrusning og navnlig Ordene: "Komme an!" virkede øjensynligt afkølende paa den lille halte Skrædder'1. Han anbragte sig henne ved Døren i en theatralsk Stilling med Stokken ved Siden og sagde:

"Jeg mærker, at det er Alvor med dig, Holleufer. Du vil slaa Haanden af dine gamle Venner. Nu har vi ellers fulgtes som gamle Frihedskammerater i tyve Aar – men det Ord skal du alligevel ikke sige to Gange. Er du bleven Provisorist, saa er det forbi mellem os. Gør du, hvad du vil. Men den Dag skal du aldrig skue" – her bankede han sig heltemæssigt paa sit Bryst – "da Lauritz Gudmand Ziegler svigter sin gamle Fane. – Kom, Mikkelsen, her har vi ikke mere at gøre. Vi to vandre støt vor lige Vej uden Slingren – fremad mod det stolte Hav!"

IV.

Da de to Venner havde forladt Stuen og med et Rabalder slaaet Døren i bag sig, sendte Holleufer en foragtelig Grimace efter dem, hvorpaa han vendte sig mod sin Kone for endelig hos hende at indhøste den forstaaende Paaskønnelse, som han længe havde glædet sig til.

Men Grethe nærmede sig ham med Tegn paa alt andet end Opbyggelse og sagde næsten skrækslagen, som om Talen gjaldt en paatænkt Forbrydelse:

"Er det virkelig dit Alvor, Holleufer, at du vil gaa med Højre?"

"Ja. min Tulle!" sagde han og udviklede nu omstændelig for hende alt, hvad han i den sidste Tid havde tænkt og gennemlevet. Men hans Veltalenhed formaaede ikke at overvinde Grethes Betænkelighed; hun svarede i sin gamle modløse Tone:

"Jeg tror nu, det er lige galt, enten det er Højre eller Venstre. Du skulde følge mit Raad, Holleufer, og holde dig borte fra begge Dele, saa vidste man da, at du kom ikke i Ulykke."

Disse Ord, som Holleufer mindst havde ventet, fyldte ham med en dyb Smerte. Han saa' anklagende paa sin Hustru og sagde højtideligt, næsten med Salvelse:

"Du taler som en Kvinde, Grethe! Du har ingen Forstand paa, hvad der gærer i Tidens Skød, og derfor snakker du, som du gør. Men vi andre, som ser Tegnene, forstaar du! – vi føler ogsaa, hvad der er vor Pligt i Farens Stund. Og gamle Danmark er i Fare, Grethe! Ser du ikke, det er Skidtet, der vil regere nu. Det er saadanne Folk som Ziegler og Mikkelsen, der vil frem og styre Land og Rige. Men skal vi taale det? Forstaar en Skrædder sig paa, hvordan Tingene skal være? Skal vi ikke lade Kongen om, hvem han vil samle i sit Raad? Og, Gud ske Lov, vi har en Monark, som – –"

Han blev afbrudt af de fjærne Toner fra et Horn, – Samlingssignalet henne paa Torvet, hvorfra Regeringspartiets Procession skulde udgaa.

Han fór op og fuldendte i Hast og under synlig Sindsbevægelse sin Paaklædning.

Da han tilsidst stod foran Spejlet, med sin gamle graa Cylinderhat trykket ned over det vandkæmmede Haar, med sin brune langskødede Bryllupsfrakke knappet stramt om sit slunkne Liv, og med Armene løftede som et Par Vinger, mens Grethe surmulende gav hans Klædning den sidste Bearbejdelse med en Petroleumsklud 276 og en Børste, blev han grebet af en pludselig Rørelse, fremkaldt af Spænding og allerede begyndende Forknyttelse.

Næsten med Taarer i Øjnene lagde han Armen om Halsen paa den svagt modstræbende Grethe og kyssede hende lydeligt midt paa hendes surmulende Mund. Saa tog han højtideligt Afsked med hver især af Børnene, som om han agtede sig paa en lang Rejse; og endnu i Døren vendte han sig om og sagde med et Fingerkys:

"Vær rolig, Grethemo'er! I Dag skal du ikke høre noget om mig, som du ikke kan være bekendt!" –

Udenfor paa Graden var det virkelig i Færd med at lysne. Endnu hang vel Skyerne med frynsede Rande ned over Tagene, men der var begyndt at komme Liv i dem; Himlen højnede sig … det var aabenbart: Solen kunde bryde frem, hvilket Øjeblik det skulde være.

Alligevel var der ikke den sædvanlige frejdige Borger-Selvfølelse i Skomager Holleufers Holdning og Miner, idet han nu i sit velbekendte Grundlovsskrud passerede den trange Møllerslippe. Stille sneg han sig ligesom paa Tyvesaaler langs med Murene i den tomme Gyde, og hver Gang et Vindu aabnedes over hans Hoved, eller han hørte Stemmer i sin Nærhed, dukkede han med Nakken og paaskyndede sin Gang.

Han var næsten naaet ned til Enden af Gyden, da han standsede ved Lyden af Musik ude fra Hovedgaden, hvori Møllerslippen udmundede. Det var Processionen, der var i Anmarsch. Dens Forløbere – en Flok af Læredrenge, Kagekoner og Børn – begyndte allerede at passere forbi, og snart lød Hurraerne ganske nær.

Holleufer stod et Øjeblik tvivlraadig. Men idet Spidsen af den første Fane viste sig for Enden af Slippen, smuttede han ind i en Port og blev staaende der i heftig Uro, mens Processionen drog forbi.

Denne aabnedes af Byens Politibetjent, der marscherede frem med smaa, taktfaste Skridt, hvide Bomuldshandsker og med en Mine, der tydeligt røbede, at dette for ham var Aarets store Øjeblik, i hvilket han følte alles Øjne hvile paa sig med Beundring og Misundelse. Efter ham fulgte Musikken, to tynde og fire tykke Mænd med oppustede Kinder, allerede dryppende af Sved. Derpaa kom Festkomitéen, fire overlegne Herrer i elegante Sommerpaletots med store dannebrogsfarvede Rosetter paa Brystet; dernæst Amtmanden med tilknappet Diplomatfrakke, gule Glacéhandsker, Guldbriller og forlorne Tænder; Borgmesteren i omfangsrig Uniform; værdige Medlemmer af Byraadet; den lille Præst paa flade Fødder, med Bomuldsparaply og store blaa Briller; Byens Matador den store 277 Tømmerhandler med sit nye Ridderbaand, med hvilket hans politiske Slingren var bleven tøjlet; andre Handlende, lavere Embedsmænd og Byens Lærerstand. Herefter fulgte Bannerne tæt paa hinanden, først en Række store Dannebrogsflag, baarne af Kudske med hvide Handsker og eskorteret af to Natvægtere med Blikskilt paa Brystet; derefter Haandværksmestrene med deres Lavgsfaner, ofte kun 4-5 Stykker om hvert Banner, men alle alvorlige og satte Mænd med Loyalitet fra Frederik den sjettes Tid og Bakkenbarter fra Christian den ottendes. Omtrent midt i Toget gik en større politisk Forening, hvis Medlemmer alle bar smaa, blomsteromvundne Dannebrogsflag, hvorpaa der stod "For Gud, Konge og Fædreland". Det var hovedsagelig ganske unge, langhalsede Mennesker, Kommiser og Kontorister med en paafaldende Mængde fremtrædende Adamsæbler. Foran hvert Hus, hvor der viste sig Tilskuere – især Damer – i Vinduerne, brød de alle ud i skrigende Hurraer, svingede med Hattene og sloges om de Blomster, som tilkastedes dem. Især blev den ungdommelige Jubel øredøvende, da de naaede det store Hjørnested skraas for Møllerslippen, hvor Amtmandens Damer stod klædt i hvidt paa Byens eneste Altan og modtog Befolkningens Hyldest med mekaniske Nik, som de havde lært af kongelige Personer. – Herefter kom nye Foreninger og nye Faner; men efterhaanden tyndedes Rækkerne, Musiken hørtes allerede ikke længer, og tilsidst sluttedes Toget af en Skare underlig slunkne Skikkelser, der gik tavse, ude af Trit, og saa' ned mod Jorden eller stift ud i Luften, som om de ikke hørte til her eller følte sig under Bevogtning. Det var Arbejdere fra Havnen, fra Bryggerierne, fra den store Tømmerhandlers Værft, Smaahaandværkere og Daglejere, hvem Frygt eller et ligefremt Paabud havde tvunget ind i disse Rækker. Man kom ved at se denne tavse Skare uvilkaarlig til at tænke paa det, det hele i Virkeligheden ogsaa var; et Ligtog – Frihedens pyntelige Ligbegængelse!

Allersidst i Toget, omgivet af en Flok hujende Drenge, kom "Fjotte-Karl" som et Billede paa det triumferende Vanvid. Uanfægtet af Ungdommens Hyl og smilende som en Fyrste skridtede han strunk afsted med sine svingende Arme, som om han havde overvundet Verden og nu modtog usynlige Mængders Hyldest.

… Først da den sidste Støj var forsvunden, traadte Skomager Holleufer ud af sin Port. Hans Beslutning stod nu fast. Gennem den uddøde By og de tomme Gader søgte han ad en Genvej ud til Festpladsen.

278

V.

Amtmanden havde udbragt det sædvanlige korte men bevægede Leve for Monarken – en hel lille opløftende Bøn –; Præsten havde holdt en lang versificeret Tale for Danmark, og Byens berømte Agitator, den populære Prokurator Enevoldsen havde udført sit velbekendte store Grundlovs-Nummer, spækket med snart fraadende, snart humoristisk overlegne Udfald mod Modpartiet, et virkningsfuldt Potpourri af lidenskabelige Udbrud, Brandere, Avis-Anekdoter, Bysladder og virkelig Sagkundskab, der tilsidst hensatte Tilhørerne i vild Jubel.

Derefter var Ordet givet frit, hvilket var bleven benyttet – først af en ung ærgærrig Lærer ved Byens Realskole, der havde vakt Opsigt ved at gaa med en Guldknap i Halsen i Stedet for Slips og i den Anledning ansaaes for lidt af et Geni; dernæst af Byens Bitterfabrikant, der regelmæssigt optraadte ved enhver folkefestlig Lejlighed for der igennem at gøre Reklame for sin Mikstur.

Forsamlingen, der fra Tribunen, hvor Honoratiores opholdt sig, bredte sig Hoved ved Hoved ud over næsten hele den af høje Træer omhegnede Plads, var imidlertid begyndt at blive utaalmodig. De yderligst staaende trak sig allerede saa smaat tilbage til Beværtningsteltene mellem Træerne, og overalt ønskede man Afslutning for at kunne komme til Festmaaltidet, Dansen, Karusselen, Gyngen, Skiveskydningen og de andre Forlystelser, der var knyttede til Festen.

Ordstyreren, en yngre Læge, der havde skaffet sig Praksis ved at skrive Artikler om Parlamentarismens Fordærvelighed i Stiftsavisen, ringede paa sin Klokke.

"Er der ellers nogen, der begærer Ordet?" raabte han og saa' ud over Forsamlingen.

I det samme opstod der for tredje Gang Røre lige ved Tribunen i Anledning af en Mand med graa Hat og brun Skødefrakke, der under Talerne havde trængt sig bestandig længere frem gennem Menneskemassen, og som nu atter stod med blottet Hoved, mimrende Mund, Hatten trykket ind mod Brystet, ganske bleg af Spænding, mens han strakte sin lange slunkne Hals frem for at tiltrække sig Dirigentens Opmærksomhed og bede om Ordet.

Det var Holleufer.

Da Ordstyreren endelig fik Øje paa ham, løftede han først studsende sine Bryn og spurgte derpaa ganske hvast:

279 "Vil De tale – her?!"

"Ja, Deres Velbaarenhed … det ønskede jeg gærne", fremstammede Holleufer med sit rustne Mæle.

"Hvad vil De tale om?"

"Jeg vilde tale noget om mig selv."

Saasnart man paa Tribunen mærkede, at der var noget usædvanligt paa Færde, viste den iltre Agitations-Prokurator sig ved Balustraden. Han var en lille Mand med et rødviolet Ansigt og smaa, næsten sorte Briller. Da han fik Øje paa Holleufers kendte Skikkelse, glemte han ganske sig selv og udbrød:

"Har man kendt Mage! Er det Dem, der vil tale. Hvad vil De her?"

"Jeg vilde gærne aflægge en Bekendelse", vedblev Skomageren lige uforstyrret af de omstaaendes Tilraab og den alt andet end smigrende Opmærksomhed, han blev Genstand for oppe fra Tribunen, hvor bestandig flere rejste sig op for at tage Urostifteren i Øjesyn.

"En Bekendelse!" gentog Prokuratoren. "Hvad skal det sige? Hvad Fanden er det for en Bekendelse?"

"Det er om min Vildfarelse –"

"Deres Vildfarelse? … Hm! Det er en anden Sag –" sagde Agitatoren. Han vendte tilbage til sine Venner, mellem hvilke der nu fandt en kort Raadslagning Sted, som endte med, at der blev givet Holleufer Tegn til, at han kunde komme op.

Ordstyreren traadte frem og ringede paa sin Klokke.

"Hr. Skomagermester Holleufer har Ordet!"

I første Øjeblik troede Forsamlingen, at det var en Spas af den gode Ordstyrer, og gav sig til at le. Men da man nu virkelig saa' Holleufers vandkæmmede Hoved dukke op over Trappen og dernæst hele hans lurvede Person træde hen foran det røde Klæde, hvormed Talerstolen var bedækket, brød man ud i lydelige Protester. Navnlig henne fra den Side, hvor de unge Mennesker med de mange smaa Dannebrogsfaner havde samlet sig, hørtes der Hyssen og Haansord, og alle Vegne fra lød det:

"Væk med ham! – Vi vil ikke høre ham! – Ingen Skandaler her! – Det er uforskammet! – Ned med ham!"

Dirigenten søgte forgæves at tilvejebringe Ro. Han kimede med sin Klokke, og først langt om længe skaffede han sig nogenlunde Ørenlyd.

"Den ærede Forsamling maa forholde sig rolig. De maa være overbevist om, at der intet upassende vil finde Sted, saa længe jeg 280 beklæder denne Plads. Jeg maa derfor anmode Dem om at høre den ær– – at høre Taleren i Rolighed. Hr. Skomagermester Holleufer har bedet om Ordet for at faa Lejlighed til at aflægge en Tilstaaelse for denne Forsamling. Jeg tror, vi skylder ham at høre paa, hvad han har at sige."

Efter disse Ord lagde Uvejret sig omsider; en forventningsfuld Stilhed indtraadte, og Dirigenten trak sig atter tilbage.

Imidlertid havde Holleufer staaet ganske ubevægelig og blot nu og da ført sin ene lange magre Haand skælvende hen over Haaret. Som alle Søndagstalere havde han stillet sig klods op ad Skranken, med de flade Hænder hvilende paa dennes Rand, paa hvilken han ogsaa til almindelig Morskab havde anbragt sin Hat lige foran sig.

Men idet han nu løftede sig paa Armene og hældede sig frem for at begynde, var det med ét, som om der blev slaaet en Dør i Laas inde i Hovedet paa ham. Af sin Tale, som han hele den sidste Maaned havde studeret paa, og som for ikke et Sekund siden havde været ham fuldstændig nærværende lige fra Begyndelsen til Enden, huskede han pludselig ikke et Muk. Hvad er det? tænkte han. Hvad er der i Vej en med mig? – Skulde jeg virkelig – – han mindedes med Skræk, at han, for at faa Mod, havde været inde i et af Beværtningsteltene og drukket et Par Glas. – Skulde jeg virkelig ogsaa denne Gang have faaet for meget? Men det kan dog ikke være muligt; det var jo kun to smaa bitte Snapse og en Spids.

Han blev ganske forvirret; alt løb rundt for hans Øjne. Hans Hoved var som en summende Bikube, hvor Ord og løsrevne Sætninger fløj ud og ind, uden at han kunde faa fat paa dem.

Fra Forsamlingen begyndte man at raabe:

"Naa, hvad bliver det til?" – "Han har nok glemt Mundlæderet!" – "Det maa han vist ogsaa hellere bruge til at forsaale Støvler med!"

Gode Gud! tænkte han og følte sig ganske stiv i Ansigtet – Hvad er dog dette? Hvad skal det blive til? Det er en skrækkelig Ulykke! Hvad skal jeg gøre? Og hvad vil Grethe sige?

Skønt Folk blev ved at raabe, var det ham ikke muligt at løsrive sig fra Fordybelsen i, hvorledes hans Kone vilde modtage ham, dersom han i Dag led Nederlag. Han gennemlevede i et halvt Minut alt, hvad han i saa Fald vilde komme til at lide, fantaserede sig til enhver Ydmygelse, enhver Forhaanelse, mens hans Legeme gennemrystedes af en forunderlig Kulde, der ligesom steg op nede fra hans Fødder.

"Han er jo drivende fuld! Det er en Skandale!" hørte han nu en Stemme sige lige under ham, og disse Ord vakte ham som et Knappenaalsstik til Besindelse.

281 Med et Udtryk af Fortvivlelse, der just passede godt til Lejligheden, løftede han som med et Ryk den ene Haand raskt i Vejret og gav sig til at tale.

Han vidste i Begyndelsen ikke selv, hvad han sagde. Det var Ord om gamle Danmark, om Kongehuset, om Fædrenes Bedrifter, om stolte Minder. Gudsfornægtere og Fædrelandskærlighed. Først da han hørte En raabe "Hør!" gik det pludselig op for ham, at det var selve den saa omhyggeligt indstuderede Tale, der nu flød mekanisk over hans Læber. Dette gjorde ham ganske betuttet, især da han snart mærkede, at han var begyndt i den forkerte Ende og om et Øjeblik maatte være ved Slutningen. Men da nu dog Traaden i Talen var genfunden, og da snart nye opmuntrende "Hør" og "Bravo" lød op til ham fra Forsamlingen, genvandt han efterhaanden sin Fatning. Det var, som om han tøede op udvendig og indvendig. Der kom Liv i hans Tale, hans Røst hævede sig; og inspireret af det Hav af spændt lyttende Hoveder, som han nu bestandig tydeligere saa' bølge frem af Taagen for sit Blik, begyndte han tilsidst at gestikulere, at indtage oratoriske Stillinger og give sin Røst den højtidelige Bæven, der forekom hans eget Øre uimodstaaelig.

Da Talens Slutning var naaet, tog han saa udenvidere fat paa den oversprungne Begyndelse:

"Hvorfor er jeg her? Hvad har jeg at gøre i denne Forsamling? Hvorfor er jeg ikke derude, hvor der raabes paa Frihed og Fremskridt og Arbejdernes Frigørelse? Jo, mine ærede Tilhørere, – jeg er her, fordi jeg har følt inde i mit Hjærte, at derude har jeg ikke længer noget at gøre. Jeg er her som den Blinde, der er bleven seende, og som den Halte, der er bleven gaaende. Ja, mine ærede Tilhørere, jeg har vandret frygtelig i Mørke og Hovmod; men nu har jeg – Gud ske Lov! – faaet Øjnene op for den Ulykke og Fordærv, hvori de andre vil styrte vort gamle kære Fødeland. Jeg har set, at Arbejdernes sande Venner, de er ikke derude, hvor de nu raaber paa Fremskridt og Frigørelse. Nej, mine ærede Tilhørere: Arbejdernes sande Venner, de er her! Og det vilde jeg ønske og bede til vor almægtige Fader i Himlen, at Arbejderne i hele Landet snart vilde faa Øjnene op for, hos hvem de har deres Støtte, og hvem der er deres sande Velgørere."

Efter den enstemmige Tilslutning, som disse Ord fremkaldte, fortsatte han med stedse større Mod og Lidenskabelighed. Og da han havde forbrugt sin Tekst, begyndte han dristigt at improvisere. Han gav sig til at udstøde rasende Forbandelser mod Venstre og Socialisterne, udslyngede de frygteligste Beskyldninger mod disse Partiers Førere og kaldte dem Tyve og Røvere, der alene ledte 282 Folket paa Afveje for at kunne mele deres egen Kage. Og hidset af det stadig mere larmende Bifald, som hans Ord vakte, talte han sig efterhaanden op i en vild Ekstase. Han følte, at hans Livs store Øjeblik nu endelig var kommen. Denne Jubel, disse Hurraer og Bravoraab, der tilsidst næsten efter hver Sætning brusede op imod ham, gjorde ham fuldkommen ør. Han tabte ganske Herredømmet over sin Fantasi, begyndte at fortælle om de Forfølgelser, han havde været Genstand for, og fremstillede sig som en Martyr, hvis Enfold og Uegennyttighed man skændigt havde benyttet sig af.

Hvad der herefter skete, erindrede han senere kun uklart og stykkevis som en Drøm. Han huskede, at han sluttede med et af skrigende Jubel paafulgt "Længe leve Ministeriet Estrup!" – at han derpaa selv maatte frem og modtage Hyldest; at Ordstyreren klappede ham paa Skuldren, og Prokurator Enevoldsen trykkede hans Haand; at Folk trængte sig omkring ham, da han kom ned imellem Mængden; at en Skare unge Mennesker med Dannebrogsflag raabte "Leve Holleufer" og førte ham bort til et langt Bord mellem Træerne, hvor de drak Punsch af store Terriner og sang og skreg Hurra, mens der rundt om blev tændt kulørte Lys i Grenene som i et Æventyrland; at han herfra blev ført ind i en stor Telthal med Lysekroner og Blomster, hvor alle Byens fine Folk var samlede; at han her fik Vin, der lignede Sæbeskum og prikkede i Næsen som et Brev Knappenaale; at Amtmanden kom hen og klinkede med ham og sagde ham nogle anerkendende Ord; at han derpaa igen blev ført ud i det fri, hvor et Par unge Mennesker atter tog ham under Armene, mens der oppe under Himlen blev brændt Fyrværkeri med Raketter, Guldregn, Kanonskud – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Imidlertid sad Grethe hjemme i Kælderen i Møllerslippen og lappede Børnenes Tøj ved Lyset fra den lille kuppelløse Lampe, der kastede et grelt Fattigdomsskær over det usle og fugtige Rum. Børnene var alle forlængst bragt til Ro, og en uhyggelig Stilhed trængte sig omkring hende fra den uddøde By, hvorover kun det gamle Kirkeur nu og da ligesom søvndrukkent rungede.

Grethe var saa vant til at have Holleufer omkring sig Dag og Nat, at hun følte sig ganske beklemt i denne Ensomhed. Al hendes Uvillie imod ham var forsvunden, og hun ønskede blot, at hun havde ham vel hjemme hos sig igen. Hun saa' op paa det lille Vækkerur paa Væggen; Klokken var tolv. Hun frøs og var søvnig, men havde ikke Mod til at gaa i Seng; og mens hendes uformelige Krop sank mere og mere sammen, og Øjnene – trods Arbejdet – faldt halvt i, drømte hun sig atter tilbage til hine lykkelige Dage, da der endnu 283 ingen Politik var til i Verden, og da Holleufer og hun levede fredeligt i deres Kælder uden at tænke paa andet end paa dem selv og Børnene.

Pludselig vaktes hun ved Sang og Spektakkel, der nærmede sig gennem Slippen. Hun kastede sit Arbejde og rejste sig hastig op, – hun kendte disse vilde Hyl og slog fortvivlet Hænderne sammen over Hovedet. Dér var de med ham! Menneskesværmen naaede snart Huset, og gennem Hurraraab og Sang hørte hun nu Holleufers Stemme:

"Tak, Venner! – Tak! – Dette har været en stolt Dag. Leve vort gamle Fædreland! Held og Hæder følge det! – –"

"Leve Holleufer!"

Ny Jubel, nye Skrig.

Grethe var sunket ned paa en Stol og begyndt at græde af Skam og Fortvivlelse.

Endelig stilnede Spektaklet; noget rumsterede udenfor paa Trappen, og Holleufer traadte ind.

Hans graa Cvlinder sad fladtrykt bag i Nakken, Kraven var gaaet op, Benklæderne stod aabne, og de stive Øjne var ligesom kantede med røde Silkebaand.

Ved Synet af ham i denne Tilstand brød al Grethes Forbitrelse frem paany.

"Naa, er du dér, dit Svin!" raabte hun. "Og det var dig, der lovede at komme hjem som et ordentligt Menneske, og saa møder du her med hele Trynen fuld –"

Men Holleufer var i Aften ikke for Katten1 og gav hende øjeblikkeligt Svar paa Tiltale.

"Ti stille, Kvinde!" tordnede han, som han stod dér med Ryggen støttet op ad Dørstolpen. "Respekt, siger jeg dig! Tror du maaske, det er Sjovere og Banditter, der har fulgt mig hjem i Aften. Respekt, du! Jeg har drukket Champagne med Amtmanden, om du vil vide det … og de har raabt Hurra for mig, og det var Byens fineste Folk, forstaar du … Kan du høre ? … De raaber paa mig … De vil ha'e, jeg skal tale … Gaa væk, du – jeg skal op og tale – for Kvinden – –"

Han gjorde virkelig Mine til at stolpre op ad Trappen igen. Kun med yderste Besvær holdt Grethe ham tilbage og fik ham overbevist om, at der var ganske stille paa Gaden. Og uden at bryde sig om al hans vedvarende Snak om Amtmanden og Prokurator Enevoldsen og Champagne og hans storartede Tale, som hun altsammen antog for drukkent Pral, gav hun sig derpaa udenvidere til at klæde ham af og hjælpe ham i Seng.

284

VI.

Det var ikke med de lystigste Følelser, at Holleufer den næste Dag endelig krøb op af Sengen for igen at tage fat paa sin vante Dont. Det var i det hele ikke den hyggeligste Stemning, der denne Formiddag hvilede over den lille Kælderstue. Holleufer mærkede snart det Uvejr, som trak sammen over hans Hoved henne fra Grethe, der fra sin Køkkengrotte saa' paa ham med et galdegult Blik og sprudede Gnister som en Kat, blot han nærmede sig hende. Thi Klokken var bleven næsten ti, før Holleufer kom op af Dynerne, og hele Natten havde han ligget og kastet sig urolig i Sengen og skreget højt i Søvne, snakket om Amtmanden, raabt paa Champagne og holdt Taler.

Nu sad han ganske slatten paa sin Skomagerstol, bleg om Næbet, med belagt Tunge, en styg Smag i Munden og Fornemmelsen af at have nævestore Knuder i Panden.

Om hans Hoved hvilede ligesom en vammel Taage. Han vidste endnu ikke, hvad der var Drøm, og hvad der var Virkelighed, eller om det endog muligvis altsammen var en Drøm. Det var først efterhaanden, han formaaede at slaa fast, at i det mindste hans Tale og den Jubel, den havde vakt, var en uomstødelig Kendsgerning. Men i den glade Bevidsthed herom blandede der sig snart en Frygt, der gjorde ham ganske modløs – Frygten for, at han ved sine senere Foreteelser, dem han nu ikke længer huskede, kunde have forstyrret det gode Indtryk, hans første Optræden havde gjort. Dog, han trøstede sig med, at det i hvert Fald nu var erkendt, at han virkelig havde Talegaver og var en Poet – og for hundrede Gang gennemlevede han i Tankerne Gaarsdagens Begivenheder og berusede sig i Erindringen om sine Tilhøreres Hurraer, om Prokurator Enevoldsens Haandtryk og Amtmandens naadige Smil.

Derimod var der ingen særdeles Forelskelse at spore i det Blik, hvormed han derefter skævede til Bunken af saaleløse Tøfler og skimlede Sko, til hvis Selskab han nu atter ubarmhjærtig skulde synke ned. Han forstod egentlig slet ikke længer, hvad Meningen med dette var. Hvorledes var det dog gaaet til, at han, som formaaede med sit Geni, sin Tales Ild at opflamme Tusinder – at han af Skæbnen var bleven anvist en Lappeskomagers ydmygende Stilling? Hvad var Hensigten hermed? Og skulde der aldrig – selv efter, hvad der i Gaar var passeret – ske nogen Forandring heri?

I et Par Timers Tid havde han vel siddet og grundet over dette, mens han tankeløst satte Lapper under Ligbærer Hansens 285 Sko, der skulde helforsaales – da han pludselig løftede Hovedet ved at høre Lyden af et Par fine Knirkestøvler, der kom ned ad Kældertrappen, og derpaa af en behandsket Kno, der bankede paa Døren.

Holleufer sprang op og stirrede hen imod Indgangen – som ventede han næsten at se selve Æventyrets Fe træde ind i hans Stue.

Dette var det paa en Maade ogsaa, dog i Prokurator Enevoldsens lille forvoksede Skikkelse med det røde Ansigt og de smaa sorte Brilleglas. Han blev staaende i Døren og saa' op mod Loftet, som frygtede han at komme til at støde Hovedet imod det; hostede derpaa bag sin Haand, som om Kælderluften slog hans Lunger med Forfærdelse, og traadte endelig ind.

"Lad Dem ikke forstyrre", sagde han, da han saa' den Forvirring, som hans Tilsynekomst bevirkede hos alle i Stuen. "Jeg vilde blot gjerne bringe Dem min Tak for i Gaar, Hr. Skomagermester Holleufer! Jeg tror, jeg gør mig til Tolk for den almindelige Mening, naar jeg udtaler min Glæde over den Overraskelse, De i Gaar beredte alle loyale Borgere. Jeg vilde gærne i samme Anledning udbede mig et Øjebliks fortrolig Samtale med Dem. De er jo nok saa god at skænke mig et Par Minutter af Deres Tid ikke sandt?"

Holleufer tørrede fortumlet en Stol af med sit Skødskind, og Prokurator Enevoldsen satte sig paa Kanten af den, med Stokken mellem sine Ben, mens Grethe henne i sin Køkkengrotte var i Færd med at tabe baade Næse og Mund.

"Mit Ærinde til Dem, Hr. Holleufer", begyndte Prokuratoren idet han med udspilede Fingre trykkede sine mørke Briller tættere ind mod Øjnene, saaledes som han plejede, naar han stillede sine Fælder. – "Mit Ærinde til Dem, vil De maaske finde, er af en lidt ejendommelig Art. De har sandsynligvis af Aviserne set, at Partiet til i Eftermiddag har berammet et større politisk Møde ude i Gandlejre Krohave, hvortil navnlig Egnens Landbostand og Arbejderklassen er bleven indbudt. Nu var det, vi vilde søge at formaa Dem, Hr. Holleufer, til at indfinde Dem ved dette Møde og dér at gentage den Tale, De i Gaar holdt for os. Forstaar sig, Meningen er ikke, at det behøver at være en nøjagtig Gentagelse – ingenlunde. Hvad det for os fornemmelig kommer an paa er, at De betoner den Skuffelse, Venstrepartiet i enhver Henseende har beredt Dem, og navnlig fremhæver den Passus, at det er os – Højre – der er Arbejdernes sande Venner. De vil forstaa, hvilken Betydning man nødvendigvis maa tillægge en saadan Udtalelse af en Mand som Dem, der – om De end bærer Mesternavnet – dog i 286 Ordets bedste Forstand kan siges at være en Haandens Arbejder. Dette er netop, hvad der ogsaa udtrykkes i den hædrende Omtale af Dem, som De maaske har set i Avisen for i Dag – –"

"Staar der noget om mig i Avisen?" udbrød Holleufer, rejste sig halvt og blev ganske bleg.

"Naa, De har endnu ikke set det. Jeg har – – der er til Referatet af Festen i Gaar knyttet nogle Bemærkninger om Dem. Jeg mente, det var rigtigst særlig at fremhæve Betydningen af Deres Deltagelse, især hvis vi – hvad jeg altsaa nu haaber – tør gøre Regning paa Deres Bistand i Dag og maaske fremdeles ved en Række andre Møder, som Partiet i den nærmeste Fremtid agter at afholde rundt i Kredsen. Og, ikke sandt, det tør vi jo nok?"

"Gud, dersom De tror, jeg egner mig, Hr Prokurator. – Men hvad er det, der staar om mig i Avisen?"

"Ja, det vil De nu altsaa faa at se. – Jeg maa ikke glemme at tilføje, at det er en Selvfølge, Hr. Holleufer, at De i enhver Henseende vil blive holdt skadesløs for den Tid og de Kræfter, De vier os. Og dette gælder ikke alene for i Dag, men overhovedet for enhver Tjeneste, De muligvis fremtidig vil kunne yde Partiet i den Kamp mod de revolutionære Elementer, som vi nu agter med forøget Styrke at føre."

"Gud, derom har jeg aldrig tvivlet. Hr. Prokurator!"

"Ja, saa er mit Hverv jo sluttet. Maa jeg takke Dem for Deres Redebonhed. Jeg venter altsaa at se Dem i Eftermiddag i Gandlejre. Jeg vilde gærne tilbyde Dem Plads paa min Vogn, dersom jeg ikke ansaa' det for rigtigst, at Deres Tilstedeværelse fik mere Udseende af at være uopfordret. Ifald De derimod vil være parat Kl. 3, skal en Vogn med nogle andre Partifæller her fra Byen, der ønsker at deltage i Mødet, holde udenfor Deres Dør. Jeg tør maaske – uden at være paatrængende – minde Dem om, at De, dersom De mulig skulde behøve det, endnu i Dag kan henvende Dem paa Kontoret, hvor Deres Ønsker i enhver Henseende saa vidt muligt vil blive imødekommet."

Saasnart Prokurator Enevoldsen var ude af Døren, sprang Holleufer hen til Skabet efter sin Hat og Frakke. Han vilde straks løbe hen i Ølkælderen om Hjørnet for at se Avisen. Men pludselig kom han til at tænke paa, at han derhenne sandsynligvis vilde træffe Ziegler og Mikkelsen, hvad han i Øjeblikket ikke havde overvættes stor Lyst til. Saa sendte han i Stedet den ældste af Pigebørnene hen til Aviskontoret for at hente det omtalte Nummer.

287 "Du behøver bare at sige, at det er fra mig!" raabte han efter hende. "Saa faar du straks, hvad du forlanger!"

Derpaa begyndte han at vandre med lange Skridt op og ned ad Gulvet og stillede sig tilsidst med korslagte Arme op foran Grethe, der var sunket ned paa en Stol og derfra stirrede paa ham med et Udtryk, som om hendes Smule Forstand var gaaet fuldstændig i Staa i Hovedet paa hende.

"Naa! Hvad siger du nu, min Tulle!" udbrød han. "Har jeg saa haft Ret eller har jeg ikke? Saa' du, hvem der var hernede, og hørte du, hvad han sa'e? Naa! Hvad siger du saa? Du har altid snakket om, at jeg gjorde for meget ud af mig selv, og at jeg bare skulde holde mig til Skomageriet. Jo vist! Kan du nu se, at jeg virkelig havde Ret. Jeg vidste det nok, at det skulde komme frem en Gang, naar jeg bare kom paa det rette Sted Og nu har de forstaaet mig. – – Hvor bliver den Tøs af med Bladet? – – Hørte du det, Grethe; de begynder allerede at skrive Artikler om mig. Og nu kommer de med Wienervogn for at hente mig, bare for at faa mig med. Kan du se! De forstaar mig! La' du Mærke til, hvor fint han snakkede til mig, Grethe? Det var næsten, som om jeg var over ham allerede, ikke sandt? Det var ligesom Sukker, hva'? Jo, de véd nok, hvad jeg duer til, at her er Poesi indenfor Panden. – Hør du, Grethe; vi maa gøre lidt i Orden hernede, for – hvem véd? – kanske kommer der flere efter. Du skal se, det bliver bedre endnu. Kanske kommer Amtmanden selv – eller Grosserer Falkenberg, du! – – Men hvor bliver dog den Tøs af med Bladet? – –"

Endelig kom Pigebarnet ganske forpustet løbende.

"Her, Fa'er! Véd du, hvad de siger ude i Byen?"

"I Byen? Hvad siger de?"

"Olsens Anton sa'e, at du var løbet over til Fjenden."

"Til – – Hvad svarede du paa det?"

"Jeg sa'e, at det kunde han selv være."

Hvor det Barn dog har arvet mit Geni! tænkte han. – "Hvor har du Bladet, Rosalinde?" sagde han højt.

Han rev det i det samme ud af hendes Hænder og kastede sig over det som et hungrende Dyr.

"Udland – Kornpriserne", mumlede han. "Her er det! Grundlovsfesten – truende Himmel – brød Solen frem. – Hvor er jeg? Hvor er jeg? – tusinder af Deltagere – Venstre og Socialisterne – forsvindende lille Klat. – Hvor er jeg? – Bevæget udbragt Leve 288 for hans Hs. Majestæt Kongen. – Pastor Møllers aandfulde Foredrag. – – Her kommer det! Her er jeg!"

Først læste han det under synlig Bevægelse tre Gange stille for sig selv. Saa gentog han det to Gange højt og med salvelsesfuld Stemme for Grethe, der vedvarende sad som forstenet henne paa sin Stol og aabenbart endnu ikke var bleven enig med sig selv om, hvorvidt hun skulde optage det hele som Spøg eller Alvor. Hun havde før haft Eksempler paa, at Folk havde drevet grovkornet Spas med hendes Mand, og hun vidste, hvor let han lod sig lokke i en Fælde.

Holleufer læste:

"Dagens Helt blev dog uden Tvivl Hr. Skomagermester Holleufer fra Møllerslippen. Denne Mand har hidtil været kendt som en ivrig Tilhænger af Venstre, til hvis dygtigste og nobleste Personligheder han ubetinget altid har hørt. Sandsynligvis netop derfor har han indenfor dette Parti ikke nydt den Anerkendelse, han kunde have fortjent, men snarere været en Skive for denne Samling af raa Elementers Spot og Grin. Man vil andet Sted i Bladet med Interesse læse Referatet af Hr. Holleufers aabne og kække Tilstaaelse af hans Vildfarelse, og vi skal her blot tilføje, at vi med særlig Glæde hilser Hr. Holleufer velkommen i vore Rækker, idet vi i hans uforbeholdne Tilslutning ser Begyndelsen til det Omslag i Stemningen hos de arbejdende Klasser, hvorom vi længe har spaaet. Arbejderne og de mindre Haandværkere er endelig bleven trætte af det afmægtige Venstres store Ord og tomme Løfter og har indset, at de i os har deres eneste naturlige Støtte. Hr. Holleufer er for vor By den Svale, der bebuder os en snarlig Sommer."

Da Holleufer for femte Gang læste disse Ord, blev han grebet af en dyb Rørelse, og to Taarer gled ham ned ad Kinderne. –

Paa Slaget 3 holdt Vognen udenfor Døren. Det var dog ikke den flotte Landauer, som Holleufer i sit Overmod havde ventet sig, men en af Vognmand Jansens gamle Charabanc'er, paa hvilken der sad en Samling Personer, der paafaldende mindede om nogle af de tavse og indadvendte Skikkelser, som Dagen i Forvejen havde sluttet Grundlovstoget.

Holleufer blev højlig skuffet, da han gennem Vinduet fik Øje paa dette Selskab. Der var Arbejdsmand Frandsen, Kuldrager Munksgaard, Tømmerkarl Svendsen og flere. Hvad skulde det sige? Skulde han sidde mellem saadanne Personer?

289 Da genkendte han oppe hos Kusken et af de unge flotte Mennesker, der om Aftenen havde fulgt ham hjem. Dette formildede ham. Han satte sin Hat paa Hovedet, tændte sig en lang Cigar, som han havde ladet Rosalinde købe hos Urtekræmmeren, vinkede Farvel med Haanden og skred ud paa Gaden.

VII.

(Et Udtog.)

Der oprandt nu en lykkelig Tid for Holleufer. Hele Sommeren gik hen med Møder, ved hvilke han vel i Almindelighed ikke fik Lov til at optræde som egentlig Taler, men hvor han skulde være til Stede som det levende Vidnesbyrd om "Strømkæntringen" og ved Mødets Slutning fremstille sig med en angerfuld Bekendelse.

Holleufer var efterhaanden bleven saa fortrolig med denne Rolle, at han ganske mekanisk lagde sit Ansigt i de rette Folder og afhaspede sine Jeremiader. Og alligevel ansaaes hans Optræden for saa betydningsfuld, at andre Valgkredse undertiden "laante" ham til Afbenyttelse.

Imidlertid blev Skomageriet naturligvis lagt paa Hylden. Agitationskomiteen underholdt, især i Begyndelsen, hele Familien saa rigeligt, at Grethe endelig indsaa', hvor uretfærdigt hun havde bedømt sin Mand, og med ét gjorde ham til Genstand for en formelig Afgudsdyrkelse. Holleufer modtog hendes sene Hyldest med mild Overbærenhed. Der var i det hele kommet noget næsten forklaret over ham, siden han nu havde faaet Lejlighed til ganske at hengive sig til det, der for ham stod som hans Livs egentlige Bestemmelse, Dyrkelsen af hans poetiske Kald. Hver Dag, naar han ikke var bestilt til et Møde, sad han hjemme og udfærdigede i sit Ansigts Sved lange Digte til "Danmark", "Til vor Drot", "Til Sønderjyderne" o.s.v., hvilke Stiftsavisens Redaktør efter Ordre fra Agitationskomitéen lod trykke bag i sit Blad lige foran Avertissementerne.

Idéen til disse Poesier undfangede han paa ensomme Vandringer ude i Byens Anlæg, hvor han spaserede frem og tilbage 290 gennem Alléerne i en af Amtmandens aflagte sorte Frakker og med Præstens gamle sorte Cylinder bag i Nakken – søgende at tiltrække sig de forbigaaendes, især Damernes, Opmærksomhed ved at vandre dem forbi ligesom hensunken i dybe Tanker. Undertiden naar han saa' et større Selskab nærme sig, standsede han endog og stirrede fortabt op i Løvet eller gav sig til at skrive inde i sin Haand paa en Lap Papir, som han tog op af sin Baglomme.

I det hele havde han efterhaanden tillagt sig forskellige fornemme Vaner. Saaledes mødte han regelmæssig hver Søndag til Højmessen; og hver Formiddag, naar Byens Honoratiores spaserede Morgentur paa "Eng-Promenaden", saaes ogsaa Holleufer skride afsted med de lange Arme paa Ryggen, hilsende forbindtlig paa enhver lys Damekjole og nobel Herredragt, han mødte.

Indenfor selve Højre-Partiet var man efterhaanden bleven meget misfornøjet med den uforholdsmæssige Begunstigelse, Holleufer nød af Partiets Kasse, og den overdrevne Betydning, der blev tillagt en saa latterlig Persons Omvendelse. I et Komitémøde blev Sagen endog bragt frem til Drøftelse; men den erfarne Prokurator Enevoldsen overvandt snart enhver Betænkelighed.

"Vi maa sandelig i Begyndelsen tage, hvad vi kan faa; ellers kommer vi aldrig videre. Det gælder om at bane Vejen for de mere værdifulde Elementer blandt vore Modstandere og give disse Mod til at komme til os. At Hr. Holleufer er en latterlig og indbildsk Person er uomtvisteligt; men netop derfor bør vi foreløbig behandle ham med al mulig Honnør. Naar Folk overbevises om den rigelige Støtte selv et saadant Individ finder hos os, vil det efterhaanden vække Eftertanken ogsaa hos dem, hvis Tilslutning vi fortrinsvis ønsker os. Naar dette er sket, kan vi altid lade Hr. Holleufer og Konsorter skøtte sig selv."

Saaledes levede da den forhenværende Skomager ret et Slaraffenliv og blev for hver Dag mere og mere nærgaaende og anmassende i sin Optræden. Han formelig svulmede af Selvfølelse, begyndte endog tilsidst at kritisere Partiets Ledelse og give Prokurator Enevoldsen overlegne Raad; og overalt brovtede han med, at det var ham, Partiet fortrinsvis skyldte den overordentlige Tilslutning, det i den sidste Tid havde faaet.

Trods dette Overmod kunde Holleufer ikke undgaa at lægge Mærke til, at hans Stjærne begyndte at dale. Ministeriets energiske Fasthed i Forbindelse med Uenighed i Oppositionens Rækker havde virkelig i Sommerens Løb drevet mange af dette Parti – og det ikke af de mindst formaaende – over i Højres Lejr. Holleufer mente Gang efter Gang at have Grund til at beklage sig over Tilsidesættelse, 291 der endog gik saa vidt, at Avisens Redaktør rent ud nægtede længer at trykke hans Poesier og – da Holleufer i den Anledning blev højrøstet paa hans Kontor – ligefrem viste ham Døren med en Bemærkning om, at han "gav hans Smørerier Fanden". Amtmanden hilste ham ikke længer paa Promenaden, og han modtog ikke mere Anmodninger om at assistere ved Partiets Møder. Af samme Grund ophørte tilsidst ogsaa Tilskudene fra Agitationens Kasse, og da Holleufer derfor – drevet af Nøden – henvendte sig paa Kontoret hos Prokurator Enevoldsen, kom det her til en Ordstrid, der endte med en lovformelig Opsigelse.

"De vil altsaa behage at forstaa", ytrede Prokuratoren, der hele Tiden havde talt i en tør, forretningsmæssig'2 Tone og hverken budt ham Stol eller givet ham Haanden. "De vil altsaa behage at forstaa, at der fremtidig ikke vil tilflyde Dem Understøttelse af Partiets Midler, ligesom De heller ikke tør forvente nogen særlig Opfordring fra vor Side til at optræde paa Partiets Vegne."

Holleufer, der var kommen derhen med den Bestemmelse at opføre en Scene, og som ogsaa var begyndt med en hoven Opbrusning, blev ved disse Ord ganske tam. Det gik nu først op for ham, hvad den egentlige Mening var, og han blev grebet af en frygtelig Angst.

"Det kan da ikke være Deres Alvor" – fremstammede han – "Vil De ikke bruge mig mere? Hvad skal jeg da tage mig for."

"Hvad De skal tage Dem for? De har jo Deres Haandværk, som De vist i en altfor overdreven Grad har forsømt. De kan dog vel umuligt have tænkt, hele Deres Levetid at blive underholdt af os."

"Mit Haandværk? De glemmer nok, at jeg har lagt mig ud med alle mine gamle Kunder, fordi jeg er bleven Højre. Og hvor faar jeg nu andre fra?"

"Ja, det kender jeg slet ikke noget til. Jeg mener dog, at enhver dygtig Haandværker nok kommer frem. Men jeg indrømmer rigtignok, at man ikke med nogen særdeles Tillid sender sine Støvler til en Skomager, der skriver Vers."

"Aa, Hr. Prokurator!" tiggede Hollenfer nu ganske ydmygt; Knæene rystede under ham. "Det kan ikke være Deres Mening. De maa dog huske paa, hvad jeg har ofret for den gode Sag. Jeg har Kone og mange Børn, Hr. Prokurator. Vi har ikke Brød i Huset. Ak, Gud, hvad skal jeg gøre? Tænk dog paa, gode Hr. Prokurator – –"

"Det nytter ikke, vi taler mere herom", afbrød Hr. Enevoldsen kort og koldt. "Min Tid tillader mig ikke at beskæftige mig mere 292 med Dem. Dersom vi skulde underholde alle dem, der har skiftet Anskuelser i denne Sommer, fik vi nok at gøre. Vi formelig bestormes i denne Tid af saadanne Folk. Derfor maa denne Samtale være afsluttet. Farvel!"

Som i Blinde tumlede Holleufer ned ad Trapperne. Det sortnede for ham; han havde en Fornemmelse, som om han gik og vadede i et oprørt Hav og hørte Grethe og Børnene skrige fra Dybet.

Først da han kom ud i den friske Luft, genvandt han nogenlunde Besindelsen og strøg sig ned over Ansigtet, ligesom for at stryge bort den Taage, der havde lagt sig for hans Øjne. Et dumpt Raseri kæmpede i hans Bryst. – Og det havde de budt ham! Saaledes behandlede de En, der havde gjort Partiet saa store Tjenester! – Men det skulde de komme til at undgælde for! Han skulde hævne sig. "Bi blot!" raabte han højt. Han skulde samle et Parti og knuse dem. "Bi blot!" Han skulde – han skulde – –

Han knyttede midt paa Gaden Hænderne over Hovedet, saa den lille Kordegn Magens, der i det samme kom nynnende forbi, forfærdet krøb ind i en Gadedør. Men Holleufer mærkede intet. Husene, Gaden, Raadhusets Spir, Skyerne paa Himlen, alt sprang Buk over hinanden for hans Øjne. – –

Hvad han senere tænkte eller foretog sig, vidste han ikke, før han fandt sig selv siddende paa en Stenbunke et Stykke udenfor Byen, uden Hat og ganske tilsølet. Det regnede koldt, og henne ved et Led saa han to Bondefruentimmer, der stirrede paa ham med bestyrtede Miner. Han førte Haanden op til Panden; han havde en Fornemmelse, som om han havde sovet og i Drømme været oppe hos Amtmanden og kaldt ham en Skurk og siden været oppe at slaaes og tilsidst talt med Fjotte-Karl, der havde tituleret ham Ekscellense og inviteret ham ud paa sine Godser, som han altid talte om.

Men pludselig blev han ganske forfærdet ved virkelig at se Fjotte-Karl spasere henne paa Vejen i sine gule Nankinsbenklæder og med den svingende Ridepisk i Haanden. Var det da ikke en Drøm? Havde han virkelig talt med ham?

Alt løb rundt for ham, og med ét fornam han til sin Forundring, at han igen befandt sig midt inde i Byen. Det forekom ham, at alle Folk hilste ham ærbødigt og veg til Side for ham, hvor han kom frem. Skildvagten udenfor Raadhuset syntes ham at skuldre Gevær, idet han gik forbi; i alle Vinduerne saa' han hvidklædte Damer, der kastede Blomster paa ham, og Torvet var fuldt af Folk, 293 der hilste ham med Hurra og raabte "Leve Ekscellensen!" og svingede med Hattene. – –

I den lille By blev der pludselig Røre. Rygtet om, at Holleufer havde trængt sig ind til Amtmanden og kaldt ham en Skurk og derpaa kastet en Mand til Jorden, som vilde gribe ham, var hurtigt fløjet igennem Gaderne. Og da man nu erfarede, at han stod ude paa Torvet og holdt Taler, strømmede man ud fra Butikker og Købmandsgaarde.

"Hurrah! Holleufer er bleven fjottet!" lød det fra Læredrenge der skyndte sig afsted for at se paa Spasen.

Tilsidst kom ogsaa Politibetjent Raffenstein i Ilmarch henne fra en Ølkælder og styrede op imod Torvet.

Her traf han Holleufer staaende midt i en hujende Sværm, til hvilken han talte med høj Røst og store Gebærder. Hans Hoved var bart, Ansigtet lighvidt; Vanvidet lyste som Maaneskin ud af hans Øjne.

"Jeg takker jer, kære Venner! I kan være overbevist om, at jeg skal gøre min Pligt. Jeg skal ikke svigte, naar gamle Danmark er i Fare – –."

Politibetjent Raffenstein trængte sig ind gennem Sværmen og lagde sin Haand paa Holleufers Arm. Men da udstødte Holleufer et Skrig og satte sig til Modværge, idet han raabte:

"Hvem tør vove! Véd du, hvem jeg er? Gaa væk, din Hund – eller jeg – – Hvem befaler her? – –"

Kun med yderste Besvær og ved Hjælp af et Par hosstaaende Karle fik Politibetjenten den Vanvittige ført bort og indesluttet i Sygehuscellen. –

Om Aftenen indfandt Fattigforstanderen sig i den lille mørke Kælderstue i Møllerslippen for at tage den stakkels Familje under sin Beskyttelse og træffe Foranstaltninger til dens Overførelse til Fattighuset.

Grethe græd gudsjammerligt. Men Fattigforstanderen, der var en godmodig Mand, klappede hende beroligende paa Skuldren og trøstede hende med de Ord:

"Tag Dem det ikke for nær, lille Kone. De skal se, De bliver saamænd ikke den eneste, hvem alt dette Politikvæsen fører til mig!"

Henrik Pontoppidan.

 
[1] ikke være for Katten: ikke være bange, forknyt; ikke være tabt bag af en vogn. (ODS, Kat 2.2) tilbage
['1] Skrædder: < Srædder. tilbage
['2] forretningsmæssig: < forretsmæssig. tilbage