Kasper Kappers Endeligt
En Fortælling
I.
En kold, sludfuld Novemberaften, da den lille Urmagersvend Kasper Kapper1 efter Arbejdstid foretog sin sædvanlige Aftenspaseretur for – som hans Kammerater sagde – at "lufte" sin Pukkel og sit ene, bedærvede Øje, der laa og svandt ind bag en lille Taftes Lap – følte han pludselig ligesom et isnende Sting jage sig fra Spidsen af Pukkelen og tværs gjennem sit flade Bryst.
Han knappede sin sorte, fedtede Frakke tættere omkring sig, men tog sig i øvrigt ikke videre deraf, og fortsatte sin listende Vandring langs Husrækken paa Skyggesiden – ud fra Amagertorv og ind gjennem Østergade og tilbage igjen – kigende med sit ene, store, brune Øje paa de mørkeste Vinduesudstillinger, paa Vognene, som rullede gjennem Gaden, og Damerne, som drog forbi.
Kommen hen til Kongens Nytorvs skarpe Hjørne overfaldtes han af et saa voldsomt Vindstød, at han med begge Hænder maatte holde 2 paa sin lille, runde, fedtede Filthat, der sad løst paa hans alt for store og runde Hoved, mens hans alt for smaa og svage Ben slog Kryds over hinanden, saa han nær var faldet over Ende. Og paa samme Tid følte han paa ny – og forstærket – en stikkende Svie gjennem Brystet, omtrent som om han kunde have slugt et Brev Knappenaale.
Han slog Kraven op om sine store, røde Øren og sin lange, blaa Hage – skubbede Hænderne ind i de trange Frakkeærmer og tænkte et Øjeblik paa at gaa ind i en Beværtning i lille Kongensgade for at faa sig en varmende Bitter.
Men dette opgav han dog strax. Han havde ikke været inde i et offentligt Lokale, siden han en Gang i et saadant var stødt paa et Par af sine Kammerater, der sammen med to Opvartningspiger havde gjort sig lystig over hans Person og navnlig over hans daarlige Øje, der for Resten heller ikke lugtede godt.
Og med den Sagtmodighed, hvormed Livet paa hans ensomme Veje i det hele havde lært ham at modtage Skæbnens Tilskikkelser uden at kny, ja endog uden Bitterhed, vendte han nu rolig om og gik hjem.
Omtrent midt i Borgergade drejede han ind ad en Port, hvor en lang, opløben Dreng, strax da han saa ham, stak Hænderne dybt i Lommen og med bortvendt Ansigt begyndte paa Sangen: "Schøne Avgust" … gik derpaa over en mørk, stinkende, af Trækasser og Blaanevandspytter2 opfyldt Gaard og steg op ad en stejl, knagende Trappe i Bagbygningen. En Helvedeslarm af skrigende Børn, af drukne Mænds Banden og skarpe Kvindestemmers Skjænden trængte sig her omkring ham fra de omliggende Lejligheder. Men efterhaanden som han steg op, dæmpedes den gradvis; og da han naaede til den sjette Etage under Taget, hvor Loftet var saa lavt, at han netop kunde staa oprejst under det, var alting stille omkring ham. Kun en Naadlemaskine3 gik sin stilfærdige Gang et Sted i hans Nærhed, og Vinden peb med sære Lyde ind gjennem Tagaabningerne. Han tog en Nøgle frem af sin Lomme, følte sig i det fuldstændige Mørke frem til en Dør, hvis Hængelaas han forsigtig aabnede, rev en Svovlstik af og mumlede smilende, ligesom til nogen i Værelset, mens han tændte en lille bitte Lampe paa Bordet: "Ho, ho, gamle Venner! … Hvordan gaar det … hvordan gaar det? … Er du sulten, Jens? – Ha, ha! Gamle Dreng! … Og du ogsaa Filipine? … Naa, naa, naa, nu skal I faa 3 …" Derpaa hængte han – stadig under den samme smilende Mumlen i det tilsyneladende fuldkommen mennesketomme Værelse – et hvidt Stykke for Vinduet, blæste i sine lange, blaa Fingre og saa sig endelig omkring med dette lykkelige, vel tilfredse Mønstringsblik, hvormed han hver Aften paa ny tog sine Ejendele i Besiddelse, ligesom efter en hundredaarig Adskillelse.
Det var nu ogsaa et – trods sin Lidenhed – særdeles hyggeligt Rum. Over Vinduet hang et højrødt Gardin med hvid Kantning, som Kasper egenhændig havde syet; Væggene var pænt tapetserede (ligeledes af Kasper personlig) og i Karmen stod blomstrende Gyldenlakker. En Dompap og en Irisk hang under Loftet i et Bur tillige med to hvide Mus med røde Øjne, og disse Dyr, hans Kærlighedsbørn, der fuldkomment erstattede ham alle Menneskers Omgang, … disse var det ogsaa, hvis travle Gjenkjendelses Krablen og Hoppen paa Pindene han strax ved sin Indtrædelse havde hørt og efter Sædvane besvaret.
Over den rene, hvide Seng hang et lille, firkantet Billede af hans Moder … Men i det han nu fæstede sit Blik paa dette, følte han en underlig Svimmelhed betage sig; en kold Sved sprak ham ud af Panden, og han maatte sætte sig paa Sengekanten.
"Det var da besynderligt," tænkte han.
Men i det samme sank han tilbage paa Sengen i den første Besvimelse.
II.
Han kunde vel have ligget et Par Timers Tid, da han vaagnede. Han saa paa sit Ur; Klokken var ni. Han frøs forfærdelig.
"Jeg maa være falden i Søvn," tænkte han og gned sit ene Øje. "Det er nok bedst, jeg kommer i Seng" … Og efter endnu en Gang at have puslet sine Smaadyr og tøet sine blaa Fingre op ved at aande paa dem, tog han sin lille Blikspand, der stod paa en lille, dertil indrettet og af ham selv forarbejdet Skammel ved Døren, og gik ud for at hente Vand fra Hanen i Køkkenet.
Men for at naa dette, maatte han gjennem sin Værtindes Stue. Og denne Foretrædelse krævede adskillig Forberedelse.
Madam Fuss var en Kvinde, der – som hun selv sagde – 4 kun forlangte ét af sine Medmennesker: Hensyn. Hun skulde – som hun ofte tilføjede – rolig lade Folk baade drikke og bande og holde Dompapper og hænge Tøj til Tørring paa Trappegelænderet … blot de viste hende det tilbørlige Hensyn, som de skyldte hendes Stilling og Stand. Til daglig var hun derfor en lille, vissen, næsten beskeden Kone med nedslagne Øjne og sort Enkekappe, der, naar hun talte, lagde Fingren op over Kinden og rømmede sig forlegent. Men saa snart en blot ved det ringeste Tegn syntes at forglemme, at hun var Datter af Hs. Maj. Kong Frederik den sjettes højsalige Livkusk, kunde hun overfaldes af en sand Galskab, over for hvilken hendes Mand, afdøde Bolteslager Fuss i Marinen, i sin Tid kun kjendte et Middel: en kraftig Aareladning. Dette (eller et Par Blodkopper4) anvendte han ogsaa – trods hendes rasende Protester – regelmæssig, saa snart et Anfald kom over hende, i det han øjeblikkelig sendte Bud til en Barber i Adelgade, der endnu fortalte derom; og navnlig paa det sidste skulde han efter Sigende have tappet hende saa eftertrykkelig, at hun fra en rund, fuldblodig Bolle var skrumpet ind til den Vissenpind, hun nu var.
Da Kasper Kapper derfor nu kom hen til hendes Dør, som han aldrig nærmede sig uden en vis Skjælven, tørrede han sig først omhyggelig og lydelig af paa Maatten uden for, bankede derpaa beskedent paa og ventede, indtil Madamen – ligesom paa Prøve – langt om længe fik sagt sit "Kom ind". Saa klemte han sig ind ad den smallest mulige Døraabning, bukkede høflig og sagde regelmæssig:
"God Aften, Madam Fuss! Tillader De'1 venligst, at jeg tager lidt Vand?"
Men i Aften var hans Buk endnu høfligere og hans Stemme endnu mere ydmyg end sædvanlig. Han havde strax ved Indtrædelsen kunnet se paa hende – saadan som hun sad der ved et Tællelys i en Flaske, med knejsende Nakke og febrilsk klirrende Strikkepinde – at en og anden paa en eller anden Maade maatte have glemt det hende skyldige Hensyn. Og da hun nu heller ikke svarede, og da han ikke uden hendes Tilladelse vovede at udføre sit Ærende, gjentog han til sidst sin Anmodning med en endnu underdanigere Stemme, i hvilken ligesom Mindet om hin højsalige Livkusk ærefrygtindgydende laa og bævede.
Dette formildede hende lidt. Hun skiftede en Pind, slog Krøller paa Næsen og vrissede endelig, uden at se op:
"Naa, ja … værs'god!"
5 Men da han kom tilbage gjennem Stuen med den fyldte Spand, sad hun og vejrede op i Luften, skar Grimacer med Ansigtet og standsede ham til sidst ved Døren med de Ord:
"Jeg synes, Kapper … Jeg mener … Rent ud sagt, Kapper – Deres Øje stinker forbandet i Aften."
"Ja," svarede han forlegent undskyldende og saa ned mod sine Støvlesnuder. "Det er i dette fugtige Vejr …"
"Aa, Ba–a! Fugtigt Vejr!" vrængede hun haanlig. Men i det samme faldt hendes Blik for første Gang paa ham, og hun udbrød forfærdet:
"Min Gud, Kapper! Hvordan er det, De ser ud?"
"Jeg – Madam Fuss?"
"Min Gud! … De er jo dødsens bleg!"
"Er jeg?" svarede han, og blev med ét endnu hvidere. "… ja, jeg er heller ikke ganske rask, tror jeg. Jeg …"
"De skal gaa i Seng, Kapper. De gaar ogsaa altid ude og føjter i Aftenkulden og holder Dompapper og saadan noget … det skal man nok blive syg af. De skal gaa i Seng, Kapper, hører De?"
"Jo, Madam Fuss! Maa jeg byde Dem Godnat."
Men endnu inden han var kommen ud ad Døren, havde hun med et Rabalder rejst sig af Stolen og smækket et Vindue op efter ham.
III.
I Løbet af Natten hørte Madam Fuss flere Gange i Søvne en forunderlig Lyd, som hun ikke kunde forklare sig.
Det var, som om en uhyre Rotte laa og væltede sig et Sted i hendes Nærhed, stønnede og pustede uden at kunne finde Hvile.
Hen ad Morgenstunden, da hun blev helt vaagen, slog det hende, at det mulig kunde være Kasper Kapper, der var bleven alvorlig syg. Og da Søvnen nogenlunde havde formildet hendes Vrede, stod hun op ved det første graa Dagslys og gik der ind.
Men ved det Syn, der her mødte hende, slog hun uvilkaarlig Hænderne sammen af Forfærdelse.
I en Seng, hvori Lagner og Tæpper var en sammenrullet Forvirring – paa en Hovedpude, der var mørk af Sved, laa Kasper mere død end levende. Hans tynde, mørke Haar var klistret fast til hans blege Pande, og omkring 6 Munden og helt op paa Næseryggen og de hule Kinder havde Huden allerede næsten Ligets kuldeblaa Farve. De magre, spinkle, krogede Fingre bevægede sig over Tæppet, som om de søgte efter noget at gribe om; og under det højt opløftede Laag laa det store, brune, blanke Øje og saa stift frem paa den indtrædende – ligesom for at afværge Medlidenheden.
"Herre Jesus!" … Hvad er dette her?" udbrød hun næsten med et Skrig.
"De maa undskylde, Madam Fuss!" svarede han besværlig og næppe hørlig. "Her ser ikke saa pænt ud. Jeg har kastet op … jeg har ikke været rask. Jeg vilde ikke vække Dem, og De maa undskylde … men jeg tror nok, jeg er meget syg."
"Du min Gud!" udbrød Madam Fuss næsten grædende, i det hun i blegnende Angest og med Hænderne foran sig trak sig tilbage gjennem Døren. "Det er da ikke – Kapper!… Det er da for Guds Skyld ikke Koléra?"
"Nej – nej!" svarede han og pikkede sig med sin spidse Finger paa Brystet, i det han samtidig lukkede Øjet, ligesom i Mindet om, hvad han havde lidt.
– – Saa saare Madam Fuss kunde komme i sit Tøj – d. v. s. i en snæver, besløjfet, men af Ælde grøn og flosset Kaabe, en fedtet, vatteret Kyse samt det Par sorte, overstoppede Bomuldshandsker, uden hvilke hun vilde have bluedes ved at vise sig paa Gaden – gik hun ud for at faa fat i en Læge. Hen paa Formiddagen kom da ogsaa en lille, graa Mand med graa Cylinderhat, graa Overfrakke og smaa, graa, missende Øjne, hvis stirrende Blik hemmelig mønstrende løb rundt i Værelset, saa snart han traadte ind. Han satte Hatten paa Bordet, efter først med en Finger at have undersøgt dets Plade, trak langsomt et Par Handsker af Hænderne, lagde dem inden i Hatten, fremtog fra Baglommen et Brillefutteral, aabnede det forsigtig og satte med Omhu et Par Briller for Øjnene – alt sammen uden et Ord. Derpaa saa han nøjere paa Fugleburet under Loftet, der hele Tiden særlig havde tiltrukket sig hans Opmærksomhed, og spurgte:
"Er det en Irisk?"
"Ja," svarede Kasper.
"Naa –" hvorpaa han et Par Gange strøg Hænderne over hinanden med en Bemærkning om Kulden og endelig gav sig i Færd med Undersøgelsen.
Under denne, der var langvarig og omhyggelig, holdte Kasper nøje Øje med Udtrykket i Doktorens Ansigt. Han besvarede 7 rolig og klart ethvert af dennes Spørgsmaal, men da den graa Mand en Gang betænkelig rystede paa Hovedet, sortnede det et Sekund for hans Blik.
Da Undersøgelsen var sluttet, tog Doktoren sine Briller af, puttede dem paa ny omhyggelig i Futteralet og sagde stille:
"Det er bedst, De kommer paa Hospitalet."
Kasper, hvis blanke Øje var ligesom hægtede paa ham, svarede med et stumt Nuk.
Er det … er det meget alvorligt?" spurgte han derpaa.
Og da der ikke svaredes, spurgte han igjen, endnu mere dæmpet, næsten blot hvisket ud:
"Kan der være Fare … ?"
Den lille Mand drejede Hovedet om imod ham og saa paa ham med et Blik, der gik ham som en kold Isnen gjennem Marven. Det var, som kunde han have set sit eget Gjenfærd.
"Vil De vide det?"
Kasper laa lidt og stirrede paa ham, som om han betænkte sig. Derpaa nikkede han igjen.
"Nu –" sagde Doktoren. – Sligt er aldrig godt at vide –. Vi Mennesker er hverken Herrer over Liv eller Lemmer. Saa længe der er Liv, er der altid Haab. Lad os derfor ikke tabe Modet. Alt kan vende sig, før vi selv ved af det… Jeg skal nu sørge for, at en af Hospitalets Vogne henter Dem, og lig saa stille saa længe – Farvel!"
Ude paa Gangen ventede med Frygt og Bæven Madam Fuss. Og først da den lille graa Mand smilende havde forsikret hende, at det ikke var Koleraen – gik hun lettet ind til den Morgenkaffe, som hendes beængstede Mave hidtil havde vægret sig ved at modtage.
IV.
Da Kasper Kapper var bleven alene, laa han længe ubevægelig og lod sit Øje glide rundt i Rummet… fra Blomsterne i Vindueskarmen til det røde Gardin med den hvide Kantning, hvis vanskelige, men heldig tilendebragte Udarbejdelse han pludselig mindedes med en forunderlig Klarhed… hen over Burene i Loftet til Dompappen og Irisken, der sad paa deres Pinde og pudsede deres Fjer – og de smaa, hvide Mus, der stundesløst gnavede paa deres 8 Brødskorpe og drak Vand af det skaarede Urglas, han selv en Gang havde slaaet itu… tilbage over Klædeskabet med hans pæne, næsten nye og vel børstede Søndagstøj… og til sidst hen til det lille firkantede Billede af hans vemodig smilende Moder, der hang over hans Seng – – denne Moder, som han aldrig havde set, da netop hans egen Fødsel havde berøvet hende Livet, men som han havde elsket med den usigeligste Ømhed for den Kjærligheds Skyld, han vidste, hun i det mindste vilde have skjænket ham, i Fald hun havde faaet Lov at leve.
Og nu skulde han skilles fra alt dette. Var det muligt?
Det var, som om han ikke kunde fatte, at han virkelig ikke kunde vente sig mere af Livet. Aldrig var en Klage over hans Skæbne nogen Sinde kommen over hans Læber; men naar han nu, da det skulde slutte, tænkte paa, at det var for det Liv, han havde ført, at hans Moder maatte bøde – saa forstod han det dog ikke helt. O, havde hun blot levet! Aldrig havde han vidst, hvad det var at blive elsket; aldrig havde han hørt et kjærligt Ord i sit Øre, aldrig fornummet en blid, trøstende Haand over sin Pande. Ingen Mand havde nogen Sinde kaldt ham Ven, ingen Kvinde havde han blot turdet lade ane det stille Haab, som han dog aldrig helt havde kunnet miste.
Og dog vilde han netop nu saa gjærne leve. Regnen slog i Strømme paa hans Vindue, og Stormen hvæste gjennem Taget… og dog bad han saa mindelig til, at han ikke maatte dø.
O, hvor Livet dog var skjønt! Han vilde ikke tro, det var forbi. Naar han saa paa alle disse Ting, der var hans, vilde han ikke fra dem. Skulde han da aldrig mere kalde Dompappen Jens eller stryge med sin Finger hen ad Filipines bløde Fjer? Hvem skulde saa give Musene Brød og Blomsterne Vand, – og – ja, hvem skulde saa til Sommer hænge en frisk Krans om hans Moders Billede? Det havde han dog nu gjort saa trolig i fem og tredive Aar.
Men om det nu ikke kunde være anderledes? Om han nu virkelig skulde bort fra al sin Rigdom?
Ja, saa maatte det ske. Og saa havde han dog én stor Trøst, én stor Glæde – saa kom han til at se sin Moder. Ak, hvor ofte havde han ikke i sine mismodige Øjeblikke ønsket sig til hende!… Hvor havde han ikke til Tider længtes efter at kaste sig om hendes Hals!
9 Og nu vilde det maaske ske. – – –
Først om Aftenen kom de med Sygevognen. Madam Fuss aabnede Døren, og man hørte allerede Hospitalets Folk nede paa Trapperne.
"Madam Fuss," sagde Kasper, han var rolig og fattet. "Dersom jeg skulde dø …"
"Men, Kapper! De gjør mig saa forskrækket," klynkede hun.
"Dersom jeg skulde dø … saa vilde jeg gjærne, at De'2 lod Jens og Filipine faa deres Frihed… Og Musene…"
Han saa spørgende paa hende.
"Gud i Himlen, hvad skal jeg gjøre ved dem! … Dem drukner jeg."
Kasper nikkede.
"Og saa var der min Mo'ers Billede. Det… det… det…"
"Naa," traadte Madam Fuss hjælpende til og tørte med Forklædet en lille Taare af sin Øjekrog. "Jeg kan tænke, hvad De mener, Kapper… De vil ha'e det med – saadan i Kisten – ikke? – O, ja, det er ogsaa saa smukt!"
Kasper lukkede Øjet tæt til. I Døren kom Hospitalsfolkene med Sygesengen.
V.
Den store Fællesstue, hvortil Kasper Kapper blev ført, var saa godt som udelukkende belagt med Rekonvalescenter, der allerede ved hans Ankomst laa i det første, søde Blund. Det var næsten alle yngre Haandværkssvende, der havde være angrebne af en Epidemi paa deres Fabrik, men som nu var komne sig saa vidt og derudover havde gjenvundet deres Humør i en Grad, der næsten var farlig for et Hospital.
Kun henne i et Hjørne laa en ung Mand og kastede sig i Feber.
Da Kasper først var kommen til Hvile i sin nye Seng, følte han sig helt godt til Pas i disse bløde, kølige Lagner, i dette store, luftige Rum, som kun et enligt, nedskruet Gasblus oplyste, og som for hans Øje fremstillede sig ligesom i en mystisk Taage. Adskillelsen fra de snævre Vægge, hvor hans Liv saa længe var henrundet, og fra de jordiske Ting, hvortil han følte sig knyttet, havde givet hans Hjærte ligesom mere Ro. Denne store, stille Fred, der her omgav ham, var for hans Sjæl som det første Trin ind i Evigheden.
10 Han laa med en egen, allerede ligesom overjordisk Interesse og hørte paa de mange sovendes rolige Aandedrag. Men først efter lang Tids Forløb opdagede han en lille, stilfærdig Kone, der syntes ham at ligne Madam Fuss, og som sad ved Siden af hans Seng og strikkede – i en Stilling, der mindede ham om Engelen ved Lazarus Kiste i den Billedbibel, han i sin Barndom havde ejet.
Han forstod dog strax, at det var Vaagekonen.
"Hvordan gaar det?" spurgte hun.
"Tak godt! … rigtig godt!"
"Saa kan jeg maaske," hviskede hun stille, "forlade Dem et Øjeblik. Klokken er et – og saa drikker jeg gjærne en Kop Kaffe. Dersom De derfor …"
Kasper Kapper nikkede, med lukket Øje. Der laa et Smil om hans blaa Læber, som om han flød hen i en besynderlig Salighed.
Men næppe havde den lille Kone paa sine Filtsko listet sig over Gulvet og forsigtig lukket Døren efter sig, før et af disse pludselige, smertefulde Sting, der var Anfaldenes Forløber, som et Spydstik gjennemfor ham. Han vilde kalde hende tilbage, men det var for sent. Med en saadan Voldsomhed overvældedes han, at han maatte rejse sig over Ende i Sengen og bore Hovedet ned i sine flade Hænder for ikke at udstøde et Brøl af Smerte. Det var forfærdeligt. Det var, som om en hel Hær arbejdede og brød med Tænger og Jærnstænger i hans Bryst. Han syntes at kunne høre Ribbenene knage og føle Musklerne sprænges, … og endelig kom Hosten, … han kunde ikke holde den tilbage, skjønt han gjorde alt for ikke at vække de omkringsovende … den trængte sig op – vedholdende, ustandselig, ulidelig …
"Hvad Fa'en er det for en Gøen?" spurgte til sidst en vaagnende Væversvend, der laa ovre ved den modsatte Væg.
"Ja, det maa du nok hilse og spørge om," sagde en anden. "Mon vi længe skal ha'e den Koncert."
"Det lader nok til det," sagde igjen den første og rejste sig op. "Vil du bare se, Bror!… Har Mennesket Gud hjælpe mig ikke allerede siddet der og hostet sig en hel Pukkel til!… Hvor er Madamen?"
Efterhaanden rejste de fleste sig over Ende i Sengene for med Undren at se paa den lille, spøgelseagtige Mand, der pludselig var dukket op imellem dem, og hvis forfærdelige Hoste ikke syntes at ville tage Ende.
"Hvor er Madamen?" sagde de alle.
11 Kasper søgte forgjæves at fremlalle en Undskyldning, men Ordene blev borte under Hosten. Kun Øjet – det store, bristende – løb rundt til dem alle, ligesom for at bede om Forladelse.
"Han har det sgu skidt," sagde endelig en.
"Lad os hjælpe ham," sagde en anden.
Og uden Formaliteter skrævede en stor, kæmpebygget Væversvend i bar Skjorte ud af Sengen og hen til Kasper.
"Du har det nok ikke godt, Kammerat," sagde han og lagde sin Arm omkring ham som en Støtte.
Kasper rystede ganske lidt paa Hovedet.
"Læn dig tilbage paa min Arm, Kammerat! – Det linder altid lidt, skal du se."
Kasper gjorde, som han sagde, ja sank endog helt sammen i den store, senestærke Arm, i det han forsøgte at dreje sit Hoved om imod denne sin første og sidste Hjælper med et svagt, næppe synligt Udtryk af en taknemmelig Glæde i sit døende Øje, hvilket denne dog ikke forstod.
Men heller ikke forstod han det, da det Legeme, han holdt, pludselig gled fra ham og sank slapt ned til Siden.
Med et forvirret Udtryk af den højeste Forbavselse og Bestyrtelse vendte han sig hurtig om imod de andre og udbrød:
"Hvad Pokker!… han døde jo!"
