Den utopiske ironis tilblivelse

Analysen af den kristne patriarkalitet o. 1898-1905

I. Generationsforholdet som tolkningsnøgle

For at forstå den indadvending, som ifølge adskillige Pontoppidan-fortolkere fuldbyrdes med Lykke-Per, er det nødvendigt at betragte den som konsekvens også af den determination, der udgår fra den ironisk-utopiske bevidsthedsform og den skriveproces den ytrer sig igennem. Den erkendelse af det kritiske intellekt, som Pontoppidan arbejder sig frem til i Det forjættede Land tvinger ham ned mod den individuelle psyke som undersøgelsesgenstand. Men når man i Lykke-Per ofte kan fornemme Pontoppidans egen tidlige biografi som en slags underliggende skabelon, betyder det ikke, at det personlige er privat. At Pontoppidan vender sig indad kan ikke restløst udlægges som virkelighedsflugt, navlebeskuelse, men må forstås som en logisk følge af det historiske syn på psyken der toner frem i Dommens Dag. For det gør det uomgængeligt, at Pontoppidan dykker ned i de hæmninger, som han selv producerede på eller kredsede om når han skrev. Det er ikke på grund af ydre påvirkning gennem læsning eller studier, men af bitter nødvendighed Pontoppidan retter søgelyset indefter.

Den form for historisk holdning der her er tale om hos Pontoppidan udmærker sig ved at følge en anden grundstrategi end den gængse, som jo er den at indordne det subjektive under det objektive. For den hævder tværtimod, at det er af det subjektive man kan udlæse den objektive nødvendighed. Prisen for denne opfattelse er, at det samfundsmæssige står i fare for at blive gjort til metafor for det psykiske, et forhold vi skal vende tilbage til i forbindelse med Lykke-Per og især De Dødes Rige. Det vi i første omgang skal udrede er, hvilke præmisser en sådan holdning hviler på.

*

Både i og udenfor historikerkredse er det en alment accepteret opfattelse, at

Historiens objekt er en virkelighed, som ikke mere er til; den eksisterer kun i historieskrivningens fremstilling af den" – det er ikke muligt at sammenligne historikerens viden om fortiden med selve denne fortid. "De potentielle vidnesbyrd om fortiden bliver først relevant kildemateriale for en historiker, når han kan se, at de kan give ham den information, han ønsker. En kilde bliver først kilde, når den møder en historiker med den rette viden og tekniske kunnen.1

Det forgångna existerar blott som nutidens kunskap om det och forändras, da nutiden och dess kunskaper forändras (...) Från historiens synspunkt |132| finns det inte två olika världar: de forgångna händelsernas värld och den värld som bildas af våra kunskaper om det forgångna, utan principielt existerar det blott en värld, den värld som baserar sig på nutida observationer och på slutledningar som gjorts på basis av dessa.2

Vil man som Renvall fastholde, at historikeren ikke beskæftiger sig med en fra ham adskilt, selvstændigt eksisterende virkelighed, er det imidlertid ikke ensbetydende med, at så er fortiden altså alene til som nutidig viden, som fortolkning af "levn". Historikerens viden og tolkning er selv betinget af fortiden. Fortiden er jo kun i snæver fysisk forstand et tabt land, for den er nærværende i de ofte ubevidste mønstre som vi følger, når vi handler, føler og tænker på alle niveauer i vores liv. Den virkelighed vi indgår i har en uendeligt kompliceret tilblivelseshistorie. Og det som en gang er trådt ind i verden i begivenhedens eller opdagelsens eller vanens skikkelse, det lever videre gennem sine følgevirkninger – ganske uanset om vi kender til dem eller ej. Det historiske arbejde består da også i at komme til bevidsthed om, på hvilken måde nutiden er betinget af fortiden, idet vi sætter os i stand til at betragte det givne, det indlysende som noget, der en gang var nyt.

Det er en sådan erkendelsesbestræbelse, som indadvendingen i og omkring Lykke-Per er udtryk for. Og som vi skal se, så foregår den med en art pinefuld tvang, der udgår fra Pontoppidans egen sønnerolle. Når denne bevægelse indefter, i denne fremstilling betragtes som en fastholdelse af det samfundsmæssige, beror det på, at det er i forholdet mellem forældre og barn at den afgørende formidling af de samfundsmæssige, instituerede tolkninger finder sted i det borgerlige samfund. For her er ophav og opdrager forenet i samme person(er). I familien (og den skole der blot er en forlængelse af dens bærende ideer) indpræges de normer og vaner som i vidt omfang udgør det ubevidste grundlag for et borgermenneskes adfærd. Hvor de fleste af os på dette sted kun kan se trivialiteter, dér er det for mange borgerlige kunstnere en eksistentiel nødvendighed at kortlægge det selvfølgelige. For netop her skjuler sig en indfaldsvej til begribelse af jeget og samfundet.

I Lykke-Per og de fem mindre episke værker fra 1900-1902, som lægger sig til den store roman, videreføres da forfatterskabets grundtema: modsætningen mellem en oprindelig elementær livslyst og så den inddæmning, regulering og beklipning den udsættes for i samfundet. Men til forskel fra tidligere er synsvinklen nu fra romanens start historisk – til trods for at den ikke har så klart et samtidshistorisk emne som Det forjættede Land. Det sidste hænger sammen med generationsforholdets betydning. For hermed bliver interessen forskudt fra det begivenhedshistoriske plan 133 til de vigtige samfundsinstitutioners mere upåagtede liv som vaner og normer. Det er om kernefamiljen, ægteskabet og religionen som sådanne stilfærdige historiske autoriteter værkerne fra 1900-1902 handler.

II. Det patriarkalskes indkredsning: værker 1900-1902

I de fem værker Pontoppidan udgav i perioden 1900-1902 – romanerne Lille Rødhætte (1900), Det ideale Hjem (1900) og fortællingerne Livets Kilde (1902), Den kongelige Gæst (1902) og Det store Spøgelse (1902) – forsøger han, i en slags arbejdsdeling mellem de enkelte tekster, at digte sig frem til årsagerne til den krisetilstand den borgerlige personlighed befinder sig i. Den ironiske distance til hovedpersonen afløses af en mere direkte påvisning af den nødvendighed, som sætter sig igennem personens handlinger og som fortælleren fører tilbage til opdragelse og ægteskab. Hvor den dybere nødvendighed, som ligger bag Emanuels adfærd truer med at forsvinde under fortællerens utrættelige ironiske distancering fra ham, dér træder determinationen nu utvetydigt frem. Denne neddæmpning af ironien, som dog kun gælder hovedpersonerne, medfører en række problemer af kunstnerisk art, hvad der kan tages som en yderligere bekræftelse på, at den ironiske åre er forfatterskabets hovedpulsåre. Ihvertfald optræder de tre længste tekster (Lille Rødhætte, Det ideale Hjem og Livets Kilde) med et præg af skematisering i både handlingsforløb og personpsykologi, der på mange punkter minder om Spøgelsers klichéapparat. Den raffinerede ironiske afsløringsteknik erstattes således af en mere håndfast og udvendig, der i sin form minder om den juridisk-detektiviske afsløring, hvor indicium føjes til indicium.

Lille Rødhætte

Den bastante afsløringsteknik kommer tydeligst frem i Lille Rødhætte, der er bygget op om en kriminalintrige, der for øvrigt har sit forlæg i den tidlige fortælling "Arv" (Landsbybilleder, 1883). Den fraskilte, midaldrende godsejerfrue Thora van Deken kaldes til sin forhenværende mands dødsleje. Imidlertid skuffes den døendes håb om en forsoning med Thora og et gensyn med den elskede datter, for den bitre ekshustru dukker ikke blot op uden datter, hun kræver også af den dødsangste mand, at han skal omgøre sit testamente og sikre datteren barndomshjemmet i arv i stedet 134 for at betænke en velgørende institution. Under Thoras heftige pres får godsejeren et hjerteanfald og dør – og ved en pludselig tilskyndelse stikker hun testamentet til sig. Nu kan Thora, som værge for den endnu umyndige datter, rykke tilbage i sine egne gamle besiddelser og rettigheder som husfrue.

Angsten for at blive afsløret nager hende imidlertid, og bedre bliver det ikke, da hun må sværge falsk ved det retslige forhør, som fremprovokeres af dem der oprindelig skulle have lukreret på arvegaven. Den som fælder Thora er dog Thora selv. Datteren, der en nat har set den søvnløshedsplagede moder med det famøse dokument – som hun af dunkle årsager ikke kan få sig til at destruere – røber omsider sin viden til sin elskede, stedets unge præst, fordi Thora af al magt modarbejder deres forbindelse.

Kriminalintrigen, som i øvrigt knirker gevaldigt ind imellem, er dog kun vehikel for afsløringen af Thoras lidenskabeligt rethaveriske væsen, der får hende til at bryde samfundets love. Hendes stejle og magtfulde adfærd viser sig at have sit udspring i hendes barndom, hvor hun fik tilnavnet lille rødhætte på grund af sit milde, hjælpsomme væsen. Når navnet har fået titelværdighed, er det fordi romanen beskriver og forklarer, hvordan der af den lille, milde solstråle skabes en pinligt nøjeregnende og sygeligt besiddende kvinde, hvis krav vokser i takt med at de tilbagevises – indtil det punkt, hvor de slår over i selvdestruktion og selvhad. Gådens løsning skal findes i barndommens traumatiske oplevelse af social deroute, da faderen samvittighedsløst øder familiens formue bort.

Af angsten for udkommet vokser kravet om absolut sikkerhed, også i følelsesmæssige anliggender: hvad der én gang er blevet Thoras i ægteskabsløftet, kan ikke fratages hende. Under opgøret ved dødslejet bebrejder hun heftigt den døende hans troløshed. Overfor hans påstand om, at han ikke engang i sin tanke var troløs før bruddet, fremturer hun med sin – han har været troløs fra den første dag. Og som belæg fremfører hun et skænderi de havde på bryllupsrejsen. Under den påfølgende forsoning søger han at glatte ud ved at påpege, at de jo ikke er bundet til hinanden med ubrydelige bånd; "dersom det virkelig skulde vise sig, at vi ikke passede saa godt sammen, som vi havde troet og haabet, saa behøvede Livet og Lykken ikke at være helt forspildt for os". Og Thora fortsætter sit referat:

Det var, som om Solen på Himlen pludseligt viste sig for mig med forvrænget Ansigt. Hvad der for mig var urokkeligt som selv Verdens Grundvold, det var i dine Tanker et Arrangement, der kunde ændres efter vort Forgodtbefindende. 3

Thoras krav om ubrydelighed drejer sig ikke om kærligheden, men om ægteskabet som institution, som guddommelig kontrakt. Skilsmissen bliver derfor en slags gentagelse af barndommens katastrofe, skønt hun dennegang 135 er sikret økonomisk. Det røber Thora selv i sin diskussion med den unge kapellan. Over for hans tro på, at i kampen mellem verden og Guds rige dér sejrer det sidste altid, sætter hun sin egen erfaring.

Guds Rige! Men jeg siger Dem, at den Dag, en Præst første Gang viede et Menneskepar, endskønt han vidste at hvad han velsignede i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, var en uanstændig Lejekontrakt med saa og saa mange Maaneders Opsigelsesret, den Dag borttog Gud sin Aand fra Menneskenes Samfund og overlod dem til deres onde Skæbne. Den Dag opfyldtes Ordet, som der staar skrevet, at Solen blev formørket og Forhænget i Templet splittedes midtad. Da vanhelligedes Livets allerhelligste … Menneskets sidste Alter blev viet til Skænslen! 4

Fra dette ømme punkt betragter Thora verden som et helvede af løgn, forstillelse og forbrydelse, men også som en bekræftelse på sin egen ret til at handle på tværs af samfundets vedtægter. Der råder nemlig to love i verden: samfundets, den menneskelige retfærdigheds og så nogle højere og hellige love, som Thora selv mener at handle efter (s. 74-75). Disse love er de oprindelige. Men

Guds Rige er ikke mere. – Veed De ikke det? Nu er det Menneskene, der regerer ved menneskegjorte Love. Den der følger Guds Lov, brændemærker sig selv.5

*

Hvad romanen sigter imod i sin skildring af Thora er ikke at afgøre om hun har ret, men at forklare hvorfor hun handler og mener som hun gør. Idet den tvang hun handler med drages frem, får vi også forklaringen på, hvorfor hun på anakronistisk vis holder en lov i hævd der fører hende hinsides det eksisterende samfund.

Thoras selvopløsning forløber med nødvendighed. Fra barndommens rystelse stammer hendes rethaveriske væsen, der lægger hendes verden øde i stadigt større omfang. Tabet af mandens kærlighed, skilsmissen og den deraf rundende bitterhed og hævntrang, leder tragtagtigt fra den fjerneste omverden til datterens bejler (der bliver hendes "Dødsfjende6 og videre til datteren7 og endelig også til Thora selv.

Hun forbandede sig selv og sin Moders Skød, hvis Besudling hun skyldte Livet. 8

Den som forbandelsen rettes mod er altså inderst inde den fader der svigtede, men som ikke desto mindre – i kraft af sin stilling som husherre – kunne drage sin hustru og sine børn med sig ned. Hvad Thora ubevidst rammer ud efter er det patriarkalske væsen, som hun samtidig selv har påtaget sig for at familien og hun selv kan overleve. Dermed viser romanen ud over Thora og ned i den opløsningsproces som hun er bytte for. Den patriarkalitet som hun har gjort til sin viser sig at være uforenelig med hendes eget oprindelige, milde og kærlige væsen, der overfor mand 136 og barn vendes på vrangen. Når ægteskabsinstitutionen er under opløsning, er det i det patriarkalskes udartning årsagen skal findes. Den hellige og urørlige status, som Thora stædigt fastholder for ægteskabets vedkommende, forudsætter, at det som hendes faders svigten symboliserer – den gamle patriarkalske samfundsordens undergang – ikke har fundet sted. Skilsmissen sender Thora ud over det borgerlige samfunds grænser i forbrydelsen, fordi den gamle orden kun lever som et angst- og hadfødende rudiment. Hendes fornuftstridige opbevaring af det afslørende dokument sammenfatter symbolsk hvoirdan hævntrang og selvødelæggelse næres af samme kilde.

Thoras dommer, Herredsfogden, der siden ungdommen har tilbedt hende, formulerer efter asløringen en dom over samfundet der slutter sig til Thoras erfaringer, men indsætter dem i et videre perspektiv. Skilsmissen er det moderne samfunds kræftskade. Han er som det gamle samfunds mand ganske blind for dimensionerne i Thoras forbrydelse, men har alligevel ret når han ser hende som et offer.

Kan man tænke sig noget mere ulogisk end saaledes at rokke ved selve det Fundament, hvorpaa hele Samfundet er opbygget – det ægteskabelige Hjem. (…) Men vort Samfund vil ogsaa styrte i Grus en Dag. Intet er vissere! En Tilbagevenden til de gamle Ægteskabsformer er nu en Umulighed. Det maa være det kommende Aarhundredes Opgave at lægge Grunden til en ny Samfundsbygning paa bredere Basis og med friere Udsigt.9

Og det er præcis det Pontoppidan søger at skildre i Det ideale Hjem, omend det underliggende synspunkt på ægteskabet dér snarere er fru Drehlings (fra Mimoser): at kræftskaden ligger i det gamle, i hjemmets karakter af enklave. Er hovedpersonen i Lille Rødhætte en anakronisme, så er Adam i Det ideale Hjem repræsentant for det ny århundrede herredsfogden profeterer om.

Det ideale Hjem

Den 28-årige naturforsker Adam Malling er nybagt dr. phil. på en afhandling om "Stemningslivet hos Insekterne", der har vakt en del munterhed hos fagfæller. Hvad de ikke véd er, at den er led i en stort anlagt undersøgelse, hvis endemål er udredningen af årsagerne til menneskets legemlige og specielt sjælelige udartning. Adam har dog allerede dannet sig en grundlæggende teori om den menneskelige sjæls to bestanddele – naturjeg'et og samfundsjeg'et. Naturjeg'et er "vort egentlige Jeg"10, "Ur-Jeg'et", den sande kilde til lykkefølelsen, mens samfundsjeg'et, samvittigheden, "Spøgelset"11 får naturjeg'et til at visne hen12. "De af Samfundslivet 137 mest uberørte Individer er derfor overalt de gladeste.13

Kimen til dette livshæmmende samfundsjeg skal søges i det naturstridige ægteskab. For i det tvinges naturjeg'et, der samtidig er identisk med individualiteten, ind i samfund med et andet jeg, et samliv som betyder kærlighedens og lykkens nedslidning og død i bekymringerne for udkommet, hensynet til partnerens luner og særheder og dannelsen af de vanemønstre, der får alt til at svinde ind til trivialitet. Hvor herredsfogden placerer kræftskaden i skilsmisselovene, dér er for Adam "Giftbrønden i det borgerlige Samfund" ægteskabet14. Og Adams alternativ består i at skille det som er sammenføjet i ægteskabet, nemlig de to individualiteters erotiske dragning mod hinanden, fra samlivet med hinanden og børnene i hjemmet. Hjemmet skal i stedet være et mødrene- og søskendehjem, mens forholdet mellem de biologiske forældre udelukkende skal være baseret på deres elskovsforhold. Børnene "tilhører udelukkende Moderens Hjem og forsørges af Slægten" d.v.s. de "blodsbeslægtede". "Her vil de kunne udvikle sig harmonisk i Stedet for – som Børn af et Ægteskab – blive Offer for ulige Paavirkning af de to ulige Slægter, hvoraf de er udsprungne, og ende som den Slags Aands-Bastarder, som Størsteparten af Menneskene i vor Tid. – – ".15

Materialet til såvel teori som utopi henter Adam i sine egne erfaringer. Han er selv skilsmissebarn og opvokset med sin yngre søster hos moderen. Og romanens handling former sig som en slags bekræftelse på de tanker han tumler med. Selv om han er lidt af en særling og pedant, så er det ikke fortællerens hensigt at han skal opfattes som en fantast. Hans anderledeshed er grunden til at han prøver at overskride det bestående, og netop denne overskridelse er fortællerens egentlige ærinde.

Der sker nu det at Adams højtelskede søster ægter hans ven, lægen Frederik, og langsomt mister sin fordums stolthed og selvstændighed, præcis som Frederiks moder efterhånden er blevet en skygge af sin bundegoistiske mand. Men under en midlertidig adskillelse fra Frederik på grund af fru Mallings sygdom får Ingeborg sit gamle jeg igen og det ender med skilsmisse. Adam kan nu se sin drøm om det ideale hjem realiseret – med moderen som overhovede, Ingeborg som varetager af det huslige og Adam som chef for finanserne – og elsket vejleder for Ingeborgs to sønner.

Imidlertid har Adam på en botaniseringsrejse den foregående sommer mødt en purung og betagende præstedatter Margrete, og da det atter bliver sommer, kan Adam ikke modstå sin trang til atter at se hende. Otte dage efter er de mand og kone! Men Adams håb om, "at Margrete med Tiden vilde komme til at dele hans Anskuelser om den Levevis, hvorved to Mennesker af forskelligt Blod værnede om hinanden og deres Elskov"16 138 skuffes, og ud på efteråret bliver modsætningerne så store, at Adam beslutter at forlade den gravide Margrete, til begges bedste. Hendes "før saa klare og friske Kærlighedsvæld" er blevet forurenet af "Overflade-Følelser", hendes jalousi overfor Adams hjem og hendes angst for at miste sin fremtids betryggelse.17 Fuldkommen rolig drager Adam uset afsted ved daggry, "Samfunds-Jeg'et. Samvittigheden, "Spøgelset" i ham var dødt og havde ingen Magt"18. Og med visionen af søsterens "to Smaadrenge, der stod med hinanden i Haanden og smilede ham glad imøde19 realiserer Adam da for anden gang sit ideale hjem. Naturjeg'et har sejret over samfundsjeg'et.

*

Adams teorier og praksis er som nævnt udledt af nogle ganske enkle, men essentielle præmisser: faderens og moderens skilsmisse i gensidig respekt og kærlighed og Adams stærke følelsesmæssige binding til moder og søster. Han frygter den dag da søsteren gifter sig, for det vil betyde hjemmets opløsning, og da frieren dukker op, reagerer Adam med en heftighed og en fortvivlelse, som har sit positive modstykke i den euforiske genforening med Ingeborg i forbindelse med nyheden om moderens vellykkede operation. "Inderligere forenede end et Par Elskende gik de med hinanden om Livet (…)".20 Det er betegnende nok også i forbindelse med Frederiks erklærede forelskelse i Ingeborg og hendes gengældelse af hans følelser, at Adam for første gang omtaler sin idé om det ideale hjem. Man kunne nu tro at der var lagt op til en afsløring af Adam, der relativerede hans teori. Men selv om Adams væsen indbyder til at betragte ham som latent homoseksuel, så er det ikke fortællerens hensigt. Adams binding til moderen og søsteren er med overlæg modstillet hans normale seksualitet. Afvigelsen skal ikke opfattes som en afvigelse i forholdet til det modsatte køn, men som fortællerens middel til forestillende og foregribende at gå ud over de eksisterende samlivsformer. Bindingens kunstneriske funktion er at sætte de etablerede institutioner i relief og dermed, stadigvæk i det episke eksperiments form, at frigøre et potentiale.

Adams binding sætter sig da også igennem netop i forholdet til samfundet og den natur som det knægter. Når han i den dagbogsoptegnelse, der indleder romanen beskriver naturen, så stiller han det frodige, i sig selv hvilende kvindelige danske landskab med de umærkelige rørelser overfor det brovtende, påtrængende norske fjeldlandskab.21 I denne skildring fastslås fra starten Adams indforståethed med det kvindelige og hans afsky for det maskuline, som så igen forklarer hans tilbøjelighed til at fordybe sig i det nære, smålivet og til at lade tingene vokse og udfolde sig på deres egne betingelser, hvor videnskaben ellers griber ind med sit apparatur og sine modeller. Naturen er for ham det grundlag tilværelsen hviler på.

139Som eksempel på de mest oprindelige følelser i mennesket – de følelser, det naturjeg, som gør det umuligt at parterne i ægteskabet kan smelte sjæleligt sammen – nævner Adam "– f. eks. Hengivenheden for Moder og Søskende, Kærligheden til Hjemmet og Barndomsminderne", men udtrykkeligt heller ikke andre eksempler.22

Hermed er vi ved kernen i hans teori: naturjeg'et er ikke naturgivet, men identisk med det jeg der dannes i samlivet med moder og søskende, mens faderen er en udenforstående. Adams følelse af stærk tilknytning til Ingeborgs børn forklarer han med, at de jo ogsaa er "hans Søsters, hans Moders, hans eget Kød og Blod".23 I dette samliv er der ingen plads for det faderlige. Adam udgiver mens han lever i sit ideale hjem første del af sit store værk om "Familielivet i Dyreverdenen", hvori den tese fremsættes, at "den frigjorte Drift" kan "gengive 1) Afkommet "Elskovsbørnenes" Sundhed, 2) Kvinderne deres Renhed og Stolthed, 3) Mændene den Bejlerkraft, som de nu højst et Par Gange i deres Liv fik Lejlighed til at udfolde – til Skade for dem selv og Samfundet24 Af de senere begivenheder føres Adam da frem til en formodning om, at det "vilde være en Lykke for Børn aldrig at lære deres Fader at kende, alene at betragte sig som Afkom af Moderen, en Frugt af hendes Hengivelse under Alnaturens Vilje". I dyreriget forekommer faderfølelsen ikke og "i Menneskeverdenen var Faderen ofte for Barnet den første og største Fare. – – ".25

Men dermed er den egentlige årsag til ægteskabets naturstridighed også lokaliseret til faderrollens dobbelthed af biologisk ophav og myndig opdrager. Det Adam kalder samfundsjeg'et, samvittigheden, spøgelset er et produkt af denne samfundsgivne faderlighed. Med sit brud på en mere elementær, naturlig orden med rødder i det rent biologiske: moderens dobbelte funktion som ophav og kærligt forsyn, er det faderlige årsag til spaltningen i to jeg'er: naturjeg og samfundsjeg. Naturjeg'et er imidlertid ikke identisk med driftsjeg'et, men med den enhed af drift og bevidsthed i samlivet med moderen, der er den alternative samfundsform.

Når Adam i Margrete ser et naturbarn – og derpå gifter sig med hende – beror det på, at hun er et elskovsbarn (hendes præstefar er ikke hendes biologiske far!) og at Adam dermed tror at have mødt en, hvis personlighed rummer den samme prægning som hans. Og grunden til at ægteskabet slår fejl ligger derfor i, at Adam glemmer at det som skiller ligger i den fader- og forsørgerrolle han indtræder i. Det opdager han først da Margrete er gravid og stiller ham, som han føler det, overfor valget mellem hende og mødrenehjemmet. Det er dette dilemma der afføder de citerede overvejelser over faderrollen. Er det nemlig sådan, at det ideale ægteskab kun kan fungere på den sjælenes overensstemmelse, som hidhører 140 fra fælles erfaringer under opvæksten med moder og søskende, ja så er samlivet ikke alene umuligt, Adams forbliven hos Margrete ville være en forbryderisk selvmodsigelse. I rollen som ophav og opdrager ville Adam jo blive fader til endnu en af de åndsbastarder, som er spaltet mellem deres uforenelige forudsætninger. Ved at skille ophavet fra opdrageren i sit eget liv kan Adam ifølge fortællerens og sin egen idé på én gang være far til Margretes barn og far for søsterens børn, d.v.s. opdrager uden at optræde som patriark eller spøgelse; for han og søsteren vil det samme: opdrageren er ikke en autoritet, men en vejleder, som på forhånd er i samklang med den der vejledes.

Det ideale Hjem handler således dybest set om det generationsproblem der gør Emanuel ulevedygtig, og funktionen af Adams matriarkat er i princippet den samme som Emanuels ligheds- og fællesskabstanke. Som dér fungerer ideen kontrastivt. Men i modsætning til Det forjættede Land sker det ikke ved at fortælleren klart distancerer sig fra hovedpersonens forsøg på at omsætte teorien i praksis uanset, at man som læser finder at logikken svigter. Det kan der tænkes flere gode grunde til, blandt andet den, at Adam-figuren ikke som Emanuel er en sammenfatning af delvis tilbagelagte synspunkter, men indgår i en større, endnu uafsluttet udforskning af det patriarkalske, som de fem tekster fra 1900-1902 tilligemed Lykke-Per udgør de øvrige led i.

*

Fra hver sin position – henholdsvis fortidens og fremtidens – giver Lille Rødhætte og Det ideale Hjem et signalement af det borgerlige ægteskabs fundering i en patriarkalitet, der griber ødelæggende ned i menneskets livslyst, som begge steder forbindes med det kvindelige. Ægteskabet er ikke en varig forening af to selvstændige individualiteter, for selve ægteskabets fundament, det gensidige besiddelseskrav, gør det umuligt at opretholde et samliv, hvor begge parter bevarer deres personlighed. Ægteskabets modsigelsesfulde struktur fører uvægerligt til den ene parts undertrykkelse af den anden, eller til den gensidige nedslidning. For den der ikke kan slippe hverken ægteskabet, hengivelsestrangen eller sin selvstændige individualitet er der kun helvede på jord eller døden tilbage som mulighed.

Livets Kilde

Om disse perspektiver handler fortællingen Livets Kilde (fra Politikens Julenummer, 1902 senere omarbejdet til Borgmester Hoeck og Hustru, 1905). Den skildrer et borgerligt ægteskab i en enkel, næsten skematisk, symmetrisk handling. Som 30-årig møder den erotisk uerfarne, stræbsomme 141 karrierejurist Hagenstorm den smukke, varmblodige toldforvalterdatter, som betages af hans uddannelse og position. Ved nutidshandlingens begyndelse, der i tid ligger 15 år efter brylluppet, ligger hun nu udtæret og dødeligt syg af en nyrelidelse, som hun dør af ved romanens slutning et par dage efter. Men som i Lille Rødhætte er den ydre handling kun rammen om afsløringen af hvordan de engang så forelskede og lykkelige nygifte nu, hver på sin vis, er blevet lagt i graven i levende live. Gennem den ældre søster, Majorindens kærlige, men dygtige inkvisition afsløres tragedien for læseren set fra fru Hagenstorms side, mens Hagenstorms version fremlægges i hans refleksioner over før og nu.

Det viser sig da, at sygdommen symboliserer den langt alvorligere overindividuelle sygdom, som fører til kærlighedens død. Ægteskabet mellem de to uforenelige gemytter er et stiliseret udtryk for den konflikt Adam formaliserer i sine to jeg'er. Romanen handler ikke om skyld men om nødvendighed. Begge ægtefæller er produkter af deres miljø og opdragelse, hun af den letsindige toldforvalter, han af sin kristelige, nøjeregnende og kærlighedsløse Sidenius-moder. Eller sagt med begreber: hun er selve livets elementære livsglæde, der ikke lader sig regelbinde, han den juridisk-regulerende og evigt vagtsomme patriarkalske orden, som får livets kilde til at tørre ud. Om borgmesteren hedder det for eksempel:

Som saa mange andre, hos hvem Skuffelse, Savn eller Sindets Bitterhed har indtørret eller tilfrosset Livets boblende Kilde, havde han søgt Erstatning i det Dødes forstenede Rige [kirkegården]. Herinde søgte han også sin Retfærdiggørelse (…) Hans Sjæl fyldtes af Fred og Fortrøstning fra den store Intethed.

I disse sætninger tager romanen afstand, ikke fra personen Hagenstorm, men fra samfundets livsfornægtelse eller dødsdrift.

Den kongelige Gæst og Det store Spøgelse

Til de tre analyser af dette syge samfund føjer sig to små fortællinger, hvor de to grundmodsætninger fra de tre større tekster er udmøntet i de symbolske navne, der samtidig er titelbærere: Den kongelige Gæst og Det store Spøgelse (offentliggjort i henholdsvis Juleroser 1902 og Spejlet 1902), I den første gæster livslysten (som vækker mindelser om pastor Petersen) i egen dionysiske majestæt et ungt ægtepar, der er ved at gro til i hygge, sutsko og småkævl og efterlader i stedet

den Uro og Utryghed, der er Livets Hjerteslag, ja Livet selv. Dagenes paradisiske Ensformighed var brudt. Slangen havde været der med sin Forjættelse om det fjernes og fremmedes Herlighed. Den lille, glade Lykke, Hjemmehyggens selvgode Lykke, var bleven Husvild hos dem og havde – i hvert Fald for en Tid – 142 givet Plads for den store Vemodsfulde Længsel, der aabner Sindet ud imod Uendeligheden.

En vigtig detalje i denne opvågning er, at det er kvinden der er den modtagelige, hende der drager ægtemanden med sig ind i den opblussen af de glemte lidenskaber, som sprænger deres ægteskab indefra og gør det til en slags interimistisk enklave. Men netop også kun til noget undtagelsesagtigt og foreløbigt, der holder dem fast resten af deres liv i en viden om den borgerlige idyls karakter af åndelig død, af uvirkelighed. Der er altså ikke tale om en utopi, men om en indkredsning af den længsel ud over det givne, begrænsede som er kimen til alle utopier.

I Det store Spøgelse gøres en nøglefunktion i dette givne – Adams "Spøgelse", samvittigheden – til genstand for en nøjere granskning. De mellemregninger, som Adam – og vel også Pontoppidan – flot udelader når han sætter lighedstegn mellem samfundsjeg og samvittighed, søger fortællingen at lægge frem. Den handler om en ung pige, Kirstine, som er opdraget i kristelig tugt af sin strenge husmandsfader Søren. I hele sin adfærd er hun præget af "Erindringen om Faderens tunge Haand, der endnu sad hende i Blodet som Angst og Skam". Det gælder ikke blot hendes arbejde som tyende i præstegården, men også de natlige, uskyldige vandringer hun foretager med den udkårne. Da præsten en sen aften opdager at hun er krøbet ud af vinduet, lukker han det til; og dette tegn på, at hun er opdaget får hende, efter fortvivlet og rådvild omstrejfen, til at begå selvmord, fuld af samvittighedsnag. Men dette nag slår nu tilbage på den strenge opdrager.

Ved begravelsen taler præsten om, at i samvittigheden, syndsbevidstheden ytrer sig

den himmelske Retfærdighed, som straffede Overtrædelsen ogsaa der, hvor Landsens Sæd og Skik ikke vilde anerkende en saadan (...) Hvad det derfor galdt om i alle Livets Brydningsforhold var at give Agt paa Samvittigheden, at være lydhør for Hjertets Stemme, for den indre Kaldelse, der var Guds Røst i Mennesket, ja Gud selv.

Og det går da faderen som datteren. Som "et Hus, der indefra ædes op af Svamp, blev hans Skikkelse tydelig mærket af Samvittighedens Ødelæggelser. Paa hans blege Ansigt sporedes tilsidst Dag for Dag Virkningen af Spøgelsesrøsten i hans Indre".

Men dermed har fortælleren også fået løsningen på den gåde han stiller i fortællingens indledningsafsnit: hvorfor hængte Søren sig og hvorfor gribes man hertillands af "alle Slags uhyggelige Skyldfornemmelser"? Samvittigheden er den centrale samfundsdannende eller – om man vil: socialiserende – instans i det borgerligt-patriarkalske, kristne samfund. I dens indpodning finder den afgørende prægning sted, for den overlader kontrollen og overvågningen til den enkelte. Spøgelset er den allestedsnærværende 143 patriark. Derfor er Søren da også et underligt dobbeltvæsen. Han er dels patriark, opdrager, dels under overvågning selv. Det er denne rigoristiske kontrol som borgmester Hagenstorm personificerer i dens sygeligt destruktive form, det er den der ytrer sig i Thoras rethaveriskhed og angst for opdagelse, og det er den Adam søger at hæve sig analyserende og handlende over.

Kan alle fem tekster således læses som led i en og samme systematiske kortlægning af den borgerlige virkeligheds patriarkalske grundvold, så rejser de dog også, med deres brug af naturen som modbillede, spørgsmålet om hvad "natur" overhovedet betegner i forfatterskabet.

III. Naturforestillingen: illusion og utopi

Baggrunden for det tidlige forfatterskabs samfundskritik er ubehaget ved den borgerlige livsform. Fælles for de tekster som beskriver social undertrykkelse og dem som beskriver erotisk forkvakling er, at det som afsløres ikke er begrænset til en Mads Mons' afskyvækkende manipulationer eller borger jeg'ernes kærlighedsillusioner. Dens yderste mål er den kristent-borgerlige kulturs fornægtelse af den menneskelige natur, ja naturen i videste forstand. Denne fornægtelse er ikke ensbetydende med at livslysten, naturen forsvinder, men at den forkrøbles. I ly af den borgerlige tænkemåde kan det elementære, driftsstyrede i sin forkrøblede, destruktive skikkelse sætte sig igennem og herske enevældigt i og bag om alle de smukke idéer om demokrati og folkelighed, emancipation og fordomsfrihed, som har deres allerhøjeste udtryk i forestillingen om den hellige, uberørte natur og det paradis af uhæmmet udfoldelse og salig hensynken det gemmer på. Det er denne incestuøse modsigelse Pontoppidan sender borgeren over alle borgere, kancelliråd Bybjerg, ud i – og efter ham en række andre borgerjeg'er i løbet af halvfemserromanerne, først og fremmest Emanuel.

I det tidlige forfatterskab findes det positive modstykke, den uforkrøblede natur, imidlertid kun i negativ skikkelse, som hvor de gamle Sandinge bønder roterer i deres grave. Dette underforståede alternativ er derfor også svært at få hold på for læseren, men det står dog fast, at der er tale om et nøgternt og usentimentalt forhold til de indre og ydre fysiske vilkår der er menneskets. I Det forjættede Land får dette alternativ imidlertid fastere konturer, dels gennem Emanuel, dels gennem Hansine.

Emanuels gerning i sognet, hans forestilling om et kærlighedsfællesskab hviler på overbevisningen om, at almuen repræsenterer det naturlige, og 144 det vil igen sige, det oprindelige og eviggyldige i mennesket. Dette fællesskabs vækst og sejr anskuer han analogt med naturprocesserne. Som påvist består Emanuels fejl – og heri ligner han Bybjerg – i at han naturaliserer det som er eller bør være den menneskelige vilje og bevidstheds gebet: samfundets indretning, mens han omvendt fornægter den faktiske, biologiske natur. Men herved inddrager romanens kritik ikke blot den borgerlige naturillusion, den gør også op med det tidlige forfatterskabs egen delagtighed i illusionen med forestillingen om en uforløst menneskelighed under nøden og elendigheden. Emanuel deler med rette både biografi og idéer med Pontoppidan.

Det forjættede Lands karakter af selvopgør er årsagen til, at romanen anderledes tydeligt end tidligere værker kan præcisere, hvad det er for en objektiv orden den illusionsfyldte borger forbryder sig imod. Det er for det første en naturorden som ikke lader sig krænke ustraffet. Når høsten slår fejl og Gutten dør, så er det bogstavelige følger af at Emanuel griber forstyrrende ned i elementære funktioner, ikke bare hos sig selv, men også i sin jord og i sin søn. I den forstand skinner det uforkrøblede tydeligere frem.

Men hertil kommer, for det andet, at romanen opstiller et klart modstykke til Emanuel i Hansine, som til sidst, med romanens egen metafor, atter får rod i egen jordbund. Den uforkrøblede natur er ikke identisk med noget paradisisk, uberørt, tabt men med den "natur" som udgøres af de givne naturlige og sociale vilkår.

Men selv om romanen således betyder en afklaring af spørgsmålet om hvad modstykket til den stækkede natur er, så er der stadigvæk løse ender tilbage. Den væsentligste er den, at Hansine ikke er noget reelt alternativ til Emanuel, ikke fordi hans rødder ikke er hendes, men fordi hans rødder er dobbelte, spaltet som han er mellem by og land, fader og moder. Og det er dette uløste problem som tages op i Det ideale Hjem. Grunden til at romanen i det foregående er blevet kaldt for et episk eksperiment er, at Pontoppidan bruger fiktionen til at anskueliggøre, hvad det egentlig vil sige at have dobbelt rod – ud fra en formodning om, at dobbeltheden lader sig eliminere, hvis den anskues i sin tilblivelseshistorie.

I Det forjættede Land er spørgsmålet om at have rod i en bestemt jordbund gjort til genstand for diskussion i Emanuels og Ragnhilds tidligere omtalte ordveksling om ægteskabets rette grundlag. Emanuel fremfører det synspunkt, at den sande kærlighed er dér, hvor to med vidt forskellige forudsætninger mødes, mens Ragnhild hævder nervesympatien, den fælles kulturbaggrund som betingelsen for et vellykket forhold. Denne diskussion repeteres i Det ideale Hjem med anvendelsen af nøjagtigt samme metaforer. Margrete fremlægger det Emanuel'ske synspunkt. "Jo mere 145 forskellige de er, des mere kan de jo være for hinanden ... ved at udvikle og lære hinanden". (239) Adam forfægter Ragnhilds syn på sagen, men i en klart skærpet udgave. Folk skal have lov til frit at elske, "men lad dem vogte sig for at rykke hinanden op af den Jordbund, hvor de er vokset, i den Tro, at de vil være i Stand til at slaa Rødder i en ny". (36)

Løsrevet fra deres kontekst betyder ordene det samme som i Det forjættede Land, men det at Adam udtaler dem giver dem en betydningsfuld drejning. Når han her siger jordbund, mener han nok miljø, men i en uhyre snæver betydning af ordet. For det er ikke længere ensbetydende med et kultur- eller klassefællesskab. Ens jordbund er identisk med de intime individuelle erfaringer, som i realiteten forhindrer enhver sjælelig forening, for ingen har jo de samme barndoms erfaringer – uden lige netop søskende, dem der har samme moder. Ens jordbund er følgelig begrænset til det naturjeg, som bliver til i samværet med hende og disse søskende. Det ideale Hjems "løsning" af Emanuels problem består altså i en rangordning af de to parter, som strides om herredømmet i hans spaltede jeg. Denne hierarkisering hviler på det faktum, at den ene part er oprindelig, mens den anden er kommet til på et senere tidspunkt.

Adams utopiske fællesskabstanke er derfor nok en variant af Emanuels, men den er tænkt fra et højere standpunkt. Selv om det også for Adam er sådan, at kulturen i faderens skikkelse griber ødelæggende ind i det givne, "naturlige", så styrer Adam uden om Emanuels fejltagelse ved bevidst at skille elskeren fra faderen i sit eget liv. Hvor Emanuel hovedløst bytter om på det elementære og det sublime, dér opretholder Adam den rette fordeling, når han får barn med Margrete og danner Familje med sin søster. Mens Emanuels binding til det moderlige får ham til at søge ned i den moderlige muld i en art incestuøs, regressiv bevægelse, så synes det at være meningen, at Adams løsning er en bevidstgørelse af netop den ubevidsthed, der får Emanuels oprør til at gå i sin egen mor. Adam er ikke i tvivl om hvor han har sin rod.

Læst på den led står Adams naturjeg for en bevidsthed om det der er givet med fødsel og opvækst. Idet de elementære forudsætninger ikke fortrænges, men drages frem i lyset, kan mennesket komme til at udfolde sig frit, det vil sige uden blinde overgreb mod sin natur. Adam ser sig selv som den nye Adam, og med en vis ret, for med naturjeg'et synes han at have fundet formlen for ophævelsen af det kroniske borgerlige syndefald, der deler verden op i civilisation og natur, køn og køn og spalter den enkelte op i bevidst og ubevidst, hoved og krop.

Lyder alt dette for godt til at være sandt for den garvede Pontoppidan-læser, så er det tegn på godt gehør. For det kan ikke nægtes, at Det ideale Hjem, med sit store filosofiske apparat virker tænkt og konstrueret. De afgørende 146 slutninger foretages ikke episk, psykologisk, men begrebsmæssigt. Romanens værdi ligger da heller ikke i dens psykologiske dybdeboring, men i det tankemæssige fremstød der foretages i den frem mod en afklaring af det borgerlige jeg's delthed.

Hvad der gælder mere generelt og uspecificeret for forfatterskabet som helhed: at teksterne må ses i deres samspil, gælder i ganske særlig grad denne roman og de fire tekster, som den formelagtigt sammenfatter. Vil man vurdere dens (og deres) betydning, kan man ikke nøjes med at gå bagud til Det forjættede Land, men må også inddrage den anden store roman, der blev til samtidig med de fem tekster: Lykke-Per. På baggrund af Lykke-Pers omfattende kortlægning af faderskikkelsens betydning vil det derfor være muligt at vende yderligere opklarende tilbage til Det ideale Hjems begrebsverden.

IV. Det patriarkalskes kortlægning: Lykke-Per

1. Romanens komposition

Den kvalitativt mest omfattende læsning af forfatterskabet i det forløbne tiår er udført af Jørgen Holmgaard i en række analyser, hvoraf de vigtigste er Dødens Gilding, 1971 (om Lykke-Per) og "Pontoppidans oplevelse af den danske højkapitalisme", 1977 (om De Dødes Rige). En sammenhængende fremstilling af forfatterskabet som helhed giver Holmgaard i Henrik Pontoppidan. Forfatterskabets baggrund og udvikling belyst gennem 9 fortællinger, 1977 – en dansklærerforeningsudgave med en fyldig efterskrift på 105 sider. På Indledningens to sidste sider sammenfatter Holmgaard sit syn på forholdet mellem bevidst og ubevidst i forfatterskabet:

Hvor meget Pontoppidan selv var klar over de dybereliggende lag i teksterne, kan der især i forbindelse med den tidlige del af forfatterskabet være tvivl om. I slutningen af 90'erne kom han nærmere på, hvor han stod, men han nåede aldrig til nogen mere udviklet fornemmelse af, hvorfor han opfattede samfundsforholdene og personlighedsproblemerne, som han gjorde. Alle de virkningssammenhæng mellem forfatteren og hans tidsbaggrund, som her er blevet taget op, havde han ikke selv nogen bevidsthed om, bortset fra en enkelt: at hjemmet havde haft en uudslettelig indflydelse. Af hvilken art, den præcis havde været, og hvordan den psykologisk havde sat sig, kom ikke frem. (199-200)

Når Holmgaard her (og i andre artikler) gør det til hovedsagen at forklare 147 hvorfor Pontoppidan ikke magter det Holmgaard kan: fortælle periodens politiske, sociale og økonomiske historie samt redegøre for klassekampens stade og relatere disse historiske kendsgerninger til socialiseringsprocesser, bevidsthedsformer og psykiske strukturer, så giver Holmgaard sig selv let spil. Idet nemlig den nutidige bevidstheds og metodes fravær opstilles som en mangel ved teksten, så er det på forhånd givet, at tekstens egentlige funktion ligger i, at den giver anledning til at tale om den sandhed, som kun fortolkeren kan se og som det følgelig er hans fortjeneste at fremdrage. Holmgaard glemmer ganske sin egen målsætning om at fastholde "det der var anderledes i den tid og den sammenhæng Pontoppidan stod i" (200), så snart han kommer til forfatterskabets tekster. Hvad dem angår findes fortiden kun som spejl for nutiden.

Det er årsagen til den særlige Holmgaard'ske fortolkningspraksis, sådan som Lars Arild for længst har beskrevet den i artiklen Omkring "menneskets fordrivelse fra humaniora", Kritik 25, 1973. Det grundlæggende greb i Holmgaards afdækning af Pontoppidans "ubevidste" hviler på en fornægtelse af fortællerens distance til det fortalte – sådan som det f. eks. kommer til udtryk i tekstens komposition eller den implicitte fortællers ironi. Derved kommer Holmgaard til – og det præger hans Pontoppidan-fortolkninger på fatal vis – i vid udstrækning at kortslutte mellem fiktiv person og implicit fortæller, mellem symbolsk og bogstaveligt (jf. analysen af "Bonde-Idyl"). Som en logisk følge heraf spiller Pontoppidans ironi da heller ingen væsentlig rolle i Holmgaards Pontoppidan-opfattelse. I analysen af Lykke-Per fører det til at Per og Pontoppidan slås i hartkorn, hvor det faktisk er sådan, at Per er vehikel for en omfattende analyse af netop den borgerlige arv, af individualismen og dens rod i kernefamiljen og den kristne sjæleopfattelse.

Det anlagte synspunkt gør det altså generelt umuligt for Holmgaard at fastholde den nødvendige skelnen mellem det at tematisere (f. eks. individualismen, askesen, dødslængslen) og det at forholde sig tolkende til ens egen part i disse grundtræk ved den borgerlige psyke. Den instans i Pontoppidans bevidsthed, som Holmgaard herved skyder til side, er imidlertid den helt centrale, nemlig den kritiske, dialektiske afsløring af bevidste og især ubevidste styringer i menneskers handlinger og meninger.

På den måde kommer Holmgaard til at fratage sig muligheden for at gøre netop det, som han selv udpeger som overordnet emne: at analysere den borgerlige tænkemåde, for hvilken de samfundsmæssige foregange i sidste instans opfattes og tolkes psykologisk. I stedet for at fastholde denne historisk begrænsede tænkemåde sådan som den faktisk folder sig ud, så vælger Holmgaard anakronistisk-katekiserende at fastholde den som falsk bevidsthed og dermed også at bortse fra det, som Pontoppidan historisk 148 set véd kvalificeret, ja avanceret besked med. Det der i ovenstående Holmgaard-citat fremstår som et lillebitte lysglimt i Pontoppidans bevidstheds buldermørke: anelsen om hjemmets uudslettelige indflydelse, er jo ikke – som Holmgaard lader ane – et tilfældigt og ret betydningsløst lille specialområde, men selve det felt hvor den borgerlige digtning og tænkning udfolder sig med den største intensitet og de største følger, på godt og ondt: udforskningen af personligheden, specielt dens ubevidste sider. Pontoppidans tre store romaner og Erindringerne udgør tilsammen hovedindsatserne i en sådan tidstypisk granskning af den mandlige, borgerlige psyke og bevidsthedsform og dens betingethed af industrialiserings- og kapitaliseringsprocessens omformning af samfundet, de ideologiske legitimeringsformers nedbrydning og kernefamiliens funktion som den centrale socialiseringsfaktor.

Som intellektuel indsats lader forfatterskabet sig derfor, historisk og typologisk, jævnføre med ikke blot en række store, borgerlige forfatterskaber som Ibsens og Thomas Manns, men også med de store borgerlige psykologer, specielt Freud og hans udforskning af borgerbarnets tidlige opvækst, af opdragerfunktionen og dens styrende, hæmmende indgreb i den infantile seksualitet.

Som man hos (den sene) Freud finder et jeg spændt ud mellem id og over-jeg, møder man hos Pontoppidan et jeg spaltet mellem livslyst og livsangst, urkraften og det store spøgelse. Med det forbehold at jævnføringen går på hovedtræk, ikke på detaljer eller begreber, så er det derudover rimeligt at hævde, at Pontoppidan i Lykke-Per i princippet gør det samme som Freud i sin bog om Drømmetydning (1900), både forsåvidt som begge værker hviler på en selvanalyse og gengiver dens resultater og forsåvidt som de hver på sin særlige måde leder frem til en afdækning af personlighedens ubevidste og dettes på én gang individuelle og overindividuelle præg.

Til den proces, som er det centrale emne i begge bøger: bevidstgørelsen, knytter sig en højtudviklet teknik, som hos Freud er beskrevet og begrebsliggjort, mens den hos Pontoppidan er mere indirekte tilstede i romanens komposition som kunstnerisk metode. Som indfaldsvej til analysen af Lykke-Per skal denne metode nu indkredses i en indledende kompositionsanalyse.

*

Lykke-Pers komposition kan lignes ved en åben spiral eller, om man vil, en ond cirkel, der brydes. Tager man romanens geografiske og handlingsmæssige hovedetaper for sig, fremkommer der nemlig en figur som denne:

graf

149 Formålet med den grafiske model er ikke blot at komprimere et ellers svært overskueligt forløb, men tillige at fremhæve, at der i Lykke-Pers livsløb ytrer sig en komponerende vilje, som er romanens egentlige emne. Denne påstand kræver en foreløbig forklaring.

Som det er tilfældet i Det forjættede Land handler Lykke-Per om en mand, som skiller sig fra sin fader i had og trods, men som samtidig er bundet til det ophav han ikke vil vide af. Romanens handling bliver derfor fundamentalt dobbelttydig. På den ene side har vi Pers trodsige men blinde vilje, på den anden side det fornægtede som handler med ham gennem trodsen. Hvad Per i sine første københavnerår ser som en lykkeligt fuldbyrdet løsrivelse bliver da også stedse hyppigere anfægtet af den fornægtede fortids indbrud i nutiden. I skiftende former optræder den skjulte vilje for Per – oftest som tro på en højere styrelse – men aldrig i fuldt fortolket skikkelse. For selv om Per afdækker nye lag i sit trodsige jeg, hver gang han reviderer sin selvfortolkning, så dukker der samtidig nye, hidtil uanede lag frem under de afdækkede.

Romanens handling bliver da også dobbelt på en lidt anden led. Den episk fremadskridende dialektisk-ironiske afdækning af det latente i oprøret mod faderen er også udtryk for fortællerens på samme tid anskueliggørende og analyserende bevægelse ned i de ubevidste lag, hvorfra Pers adfærd styres.

150 Er dette ubevidste nu identisk med det, som før blev kaldt den komponerende vilje, så beror dets styrende kraft dog ikke uden videre på dets status som en art autonomt kompleks, for selve Per-skikkelsen og den rytme hans liv falder i er i sig selv udtryk for en stilisering. Som den indledende figur viser det, så krummes Pers bane – set fra fortællerens fugleperspektiv – sådan, at oprøret fremstår som en umærkelig, men ubønhørligt sikker tilbagegang og tilegnelse af det den frigjorte Per en tidlang tror sig løsrevet fra. Den tvang som hermed tolkes frem af Pers liv er objektivt eksisterende, for så vidt som romanen opfatter faderkomplekset som udslag af en nødvendighed meget lig den, hvormed et autonomt kompleks sætter sig igennem. Men samtidig kan erkendelsen af denne tvang, som altså beror på Pers faderkompleks, ikke adskilles fra romanens dialektisk-ironiske gestaltning af den. Det er alene gennem stiliseringen at tvangen overhovedet lader sig begribe af fortælleren og dermed – potentielt – af læseren. Den objektive nødvendighed, som tematiseres i Pers skæbne, bliver således kun tilgængelig for erkendelse i kraft af den kunstneriske bearbejdning.

Sagt lidt skematisk, så er Pers skæbne stiliseret over et fast mønster, som fremkommer ved gentagelsen af en rytmisk sekvens. Skanderingerne i denne sekvens udgøres af de tildragelser, som enten bryder forstyrrende, modsigende ind i en etableret selvfortolkning (f. eks. afstraffelsen ved æblerovet) eller giver tilskyndelser til dannelsen af en ny (f. eks. faderens modstand mod fjordreguleringen). Den fulde sekvens tager sig således ud: 1) en eksisterende tænke-/handlemåde → 2) dens undsigelse→ 3) dens omformning til en ny. Idet denne omformning fuldbyrdes, er processen ført tilbage til udgangspunktet og kan begynde forfra.

Betragtet fra romanens slutning former Pers skæbne sig da som en kæde af sådanne rytmiske led, hvor hver ny selvforståelse anfægtes og hvor den påfølgende selvbesindelse ikke føres igennem i ét stræk, men afbrydes af fortælleren og føjes til som yderligere et trin i afdækningen af dimensionerne i Pers oprør mod faderen.

Selv om skildringen af Per derfor opviser tydelige fællestræk med en psykoanalytisk proces, så afviger den alligevel markant fra en sådan ved, at det ikke blot er patienten Per, men også analytikeren selv, fortælleren, som gennem Per-skikkelsen analyserer sig vej gennem faderkomplekset som historisk, overindividuelt anliggende. I Pers livsløb følges dette kompleks' forgreninger i det fysiske og psykiske, fra det ureflekterede og vanemæssige til de omfattende livstolkningers filosofiske niveau. Pers udvikling er da, ligesom de tilsyneladende tilfældige hændelser han kommer ud for, i sig selv et tegn eller symbol, nemlig for den hensigt vi ovenfor har kaldt romanens komponerende vilje.

151

2. Pers historie

A. Projektets metamorfoser: bevægelsen udefter

Den følgende analyse har som sit mål at afdække denne vilje og må derfor tage udgangspunkt i dens første, umiddelbare fremtrædelsesformer, som man finder på de steder i romanen, hvor drengen Per rejser sig i trods mod den faderlige vilje.

Den bedste indfaldsvinkel til en forståelse af Pers trods giver nok selve den situation, hvori Per bestemmer sig for at blive ingeniør. For beslutningen er udtrykkeligt ment "som en bevidst Udæskning, navnlig overfor Faderen". Til forslaget om at opmudre fjordløbet før skibsfarten synker helt hen, har pastor Sidenius kun en foragtende kommentar om "Disse Folk med deres idelige Bekymringer for alle andre Ting end det ene fornødne". "Fra den Dag vidste Peter Andreas, at han ville være Ingeniør". (25)

Når Per i valget af livsbane primært lader sig styre af trods hænger det ifølge romanen sammen med hans opvækst, der – på grund af faderens nye præstekald og moderens mange barsler – bliver friere end de andre børns, for den foregår uden det tætte opsyn de andre er eller har været underlagt. Resultatet er, at Per "saa at sige fra sin Fødsel blev en Fremmed i sit eget Hjem". (10) Denne fremmedhedsfølelse er i den første halve snes år latent – ingen skrider ind overfor Pers frie, verdslige livsførelse, hans udfoldelsestrang og livslyst – indtil pastor Sidenius en dag får øjnene op for Peter Andreas' sande væsen. Det sker da en af byens borgere beklager sig til præsten over, at hans søn Per hugger æbler fra pæne folks træer. Episoden munder ud i en lang formaning, hvor fader og moder og søskende og Vorherre taler til hans samvittighed gennem fader Sidenius' mund, for – som han siger – "at det dog engang skal lykkes os at finde Vejen til dit Hjerte, at du ikke skal ende som hin onde Broder, over hvem Herren udtalte hin frygtelige Forbandelse: fredløs og flygtig skal du være overalt paa Jorden. – – ". (I, 19)

Den Kain-identitet, som faderen her rejser som et skræmmebillede for den forhærdede synder fungerer imidlertid aldeles modsat sin hensigt. For i Per rører der sig samtidig med at det udtales en "mørk, dump Gengældelsestørst (…) Spiren til et uforsonligt Slægtshad, en trodsig, stridbar Ensomhedsfølelse, der blev Sjælen og Drivkraften i hans fremtidige Liv". (I, 21) Per tager således den udstødtes identitet på sig, men med den drejning i forhold til skræmmebilledet, at det er Per selv som træder ud, ham fra hvem hadet udgår. Der danner sig derfor en forestilling hos Per om at være et hittebarn, "et efterladt Barn af en eller anden omstrejfende Zigøjnertrup" 152 ude fra den øde hede. "Han forestillede sig sin virkelige Fader som en vældig Høvdingeskikkelse (...) en eneraadig Hersker, en Konge over de mørke Heders uendelige Rige, Frihedens og de vilde Stormes Hjem". (I, 22) Med sådanne kompenserende drømme lukker Per sig ude fra familjen og dens liv.

Imidlertid går Per ikke hen og bliver fantast som så mange andre forstødte. Tværtimod køber han sig en langslæde på kredit, døber den "Blodørnen" og sniger sig trods forbud ud med den om aftenen. Og som navnet antyder udfører Per da i legens form drabet på den slægt eller fader, som vil ombringe hans livslyst. Som en kriger, fribytter, natmand tager han turen ned ad den lange bakke med en ranet prinsesse – der for øvrigt er virkelig nok, hedder Oline og har varmt omend ikke blåt blod i årerne. På turen ned spørger hun Per, om han ikke er søn af præsten, hvad Per sammenbidt benægter. "Og virkelig havde han heller aldrig saa stærkt følt, at han ikke hørte hjemme dernede i den halvmørke, beklumrede Stue, hvor hans Fader og Søskende nu sad og sang Salmer og bad bange Bønner midt i Vinternattens Eventyrpragt – en Slags Underjordiske, blinde for Lysets Glans, fulde af Gru for Livet og dets Herlighed".

Men nu viser det sig – i selve legens foregribende frigørelse – at i samme øjeblik Per fornægter sit ophav, da melder det sig genfærdsagtigt med kirkeklokkens røst, der lyder op til ham som et "Budskab fra Underverdenen", som en faderlig forfølgende ånd, en spøgelsesrøst det er umuligt at flygte fra, når han er på gale veje. (I, 34)

Denne dobbelthed af villet fri flugt, af autonomi og en uønsket identitet, der udefra trænger ind og dementerer autonomien, er den episke grundformel for den dynamik, der driver Per – og dermed romanens handling frem. Det er dens vekslende fremtrædelsesformer vi nu skal følge i række og orden i et forsøg på at fremdrage de vigtigste trin i Pers udvikling og den bagvedliggende dialektik mellem det trodsige jeg og det ophav, som ikke lader sig fornægte. Og da Pers forsøg på at sætte sit jeg og sin frigørelsestrang igennem fra begyndelsen er knyttet til ingeniørprojektet, skal dette projekt og dets metamorfoser udgøre den røde tråd i analysen af Pers historie.

a. Randersfjordens regulering

Selve ingeniørstudiet i København opfylder ikke Pers drømme om det fribårne – alt hvad man kan drive det til ved at følge den slagne vej synes at være en beskeden embedsstilling. (I. 60) Ser man på Pers projekt i dets første skikkelse: ingeniørplanen om en regulering af Randersfjorden, forekommer det umiddelbart at være, hvad det udgiver sig for – en praktisk 153 genetablering af besejlingsforholdene. Men for Per er planens mål et andet: at hævde sin selvstændighed overfor faderen. Med dens realisering vil han kunne fremtræde som byens sande velgører i modsætning til den foragtede pastor Sidenius – og for evigt udslette sit plettede drengery.

I den forstand handler projektet om at komme faderen til livs. Og denne fortolkning får yderligere vægt, hvis man inddrager den livssammenhæng projektet indgår i hos Per. For også den er inderst inde bestemt af hans trods. Det gælder hans yderst beskedne livsførelse i Nyboder hos højbådsmandsparret, der med deres jordbundne livsglæde er en slags alternativt forældrepar. Og det gælder det bohemeliv med en flok lidt forhutlede radikale skønånder og kunstnere Per lever i sin fritid i de sidste studieår.

Efter et af deres bakkanaler bliver Per alene tilbage med kredsens hovedskikkelse, marinemaleren og renæssancemanden Fritjof Jensen, der pludselig får åndelige tømmermænd og begynder at taleom regnskabets dag.

Hos disse uafhængige opdager Per således en "Natside, en uovervunden Rest af et gammelt Jeg, der i ubefæstede Øjeblikke drev et uhyggeligt Abespil med deres Nye." Denne genkendelse af en åndsfrænde til Sidenius'erne bag den livsglade facade giver Per en svimlende følelse af at være "en Undtagelse, der allerede som Barn ved et lykkeligt Tilfælde havde sprængt de Lænker, hvori selv Tidens frieste Aander endnu trællede (...). Det gjaldt blot om at ville, hensynsløst og uden Anfægtelser at begære – og alle Livets Herligheder skulde blive ham til Del!" (I, 73-74)

Denne programerklæring dækker Pers trodsbestemte selvopfattelse på dens uanfægtede højdepunkt, og det er den hvis langsomme nedbrydning vi nu skal følge frem mod det punkt, hvor Per ikke har andre muligheder tilbage end at erkende faderens tilstedeværelse i ham. Men før det sker, skal Per igennem alle de udveje, som hans Kain-identitet synes at åbne for ham.

*

Det første trin i denne lange nedbrydningsproces opstår, da den hidtil komplikationsfrie opdeling af Pers tilværelse i arbejdet med projektet og fritiden med bl. a. Røde Lisbet bliver problematisk. Der sker nemlig det, at projektet får en så ublid medfart af læreren og eksperten professor Sander, at Per søger kompensation ved at kaste sig ud i selskabslivet og gøre erobringer i eros' rige. Han havner da også i favnen på en gift og overmåde herlig dame, fru Engelhardt. Men ligesom hendes navn begynder blidt forjættende og ender hårdt, sådan viser fruens favn sig at rumme ubehagelige overraskelser. Og modsat episoden med Fritjof, er det Per selv, der får tømmermænd.

154 Efter deres første (og sidste) hede samleje vågner Per med et ryk og gribes af rædsel over en skygge i rummet hvor sengen står. Skyggen tilhører ikke den bedragne ægtemand, men den forskudte elsker Neergaard, der kort forinden har taget sit eget liv. Ved synet af den sovende og svulmende frue gribes Per nu på en gang af dyb afsky og fornyet lyst. "For første Gang følte han sig i Kamp mod de Dæmoner, han ikke havde villet tro paa (...)" og en anden skygge dukker da op bag Neergaards. "Dybt inde i hans Øre lød med Faderens myndige Stemme de halvglemte Ord om "Mørkets Magt" og "Satans Snarer" og fik ham til at blegne". (I, 116) Det forstår man egentlig godt, hvis man går lidt længere ned i episoden med omgivelser.

Som et mellemtrin på vejen mod realiseringen af forholdet til Fru Engelhardt er Per til et selskab, hvor også Neergaard er til stede. Neergaard, som véd hvor det bærer hen, inviterer den intetanende Per med sig hjem til en samtale om slægtsarven som en vældig byrde, om den uhyggelige "Trolddomsmagt der ligger i alt dette hjemlige og tilvante, selv om vi maaske samtidig hader det." (I, 98) Per, som stadigvæk ikke begriber hvad der er på færde, hævder derfor frejdigt at han kun er sig selv. Og da Neergaard derefter spørger, hvad Per ville gøre, hvis den kvinde han var besat af bedrog ham, svarer Per, at så ville han bare finde en ny. På det sted i samtalen tilbyder Neergaard, under dække af at handle på en vens vegne, at gøre Per til arving. At vennen er Neergaard selv får Per først at vide umiddelbart efter selvmordet, men at boet også omfatter fru Engelhardt går først op for Per nu – post coitus.

På sikker distance er Per næste morgen i stand til at omtolke begivenhedsforløbet og reducerer rask væk sin rolle deri til et udslag af enfoldig, nu veloverstået forargelse. Ved synet af et spadserende, tæt omslynget par inspireres Per til at se bagom sin latterlige enfold og finder dér den erotiske, uspolerede drift, som er hans væsens egentlige kerne.

I Virkeligheden var der snarest noget ophøjet, noget næsten religiøst betagende ved en saadan ubetvingelig Elskovsdrift, der overvandt alle Hjertets Smaafornemmelser, ja selv Dødens Uhygge. En saadan uforfærdet altforglemmende Hengivelse til Naturen var maaske netop Livets højeste Udtryk. De "Mørkets Magter", han havde rystet for, da han stod foran hendes Seng og trods sine Samvittighedskvaler endnu følte sig mægtig hendragen til hendes hvide Favn, – det var selve Naturgrunden i ham, det var selve hans Væsens Urkraft, der brød op gennem Lag paa Lag af Aartusinders Fordomme. Ja, saadan var det! Der fandtes intet andet Helvede end det, som Menneskene selv skabte sig i deres Troldfrygt for Livets Lyst og Kødets Almægtighed. Og Mands og Kvindes Favntag var det Himmerige, hvor der var Glemsel for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder; hvor Sjælene mødtes 155 i skyldfri Nøgenhed som Adam og Eva i Paradisets Have.

Alene den hulhed fortælleren udstyrer Pers patos med er nok til at vække læserens mistanke om, at her fejes der problemer ind under gulvtæppet. Det er derfor ulige mere spændende at se på hvordan Per går til værks end hvad han mere umiddelbart siger.

Skematisk kan fortolkningen sammenfattes således:

1. Livslyst
2. Livsfjendskhed
3. Livets urkraft

Medens Per fra sit 11. år har måttet leve med at verden ikke var så enkel som i den første barndom (1), fordi livslysten blev truet og hæmmet af en livsfjendskhed (2), der i virkeligheden lå forud for hans egen tilblivelse, så mener han nu i sin egen erotiske lyst at have opdaget en livskilde (3), som med sin ælde og sin karakter af fundament eliminerer livsfjendskheden.

Denne efterrationalisering ligner i betænkelig grad en omgåelse af den kendsgerning, at det der sender Per ud af Fru Engelhardts favn ikke er en naiv fordom, som lader sig tolke bort med erklæringer, men en prægning af hans væsen, der går så dybt, at den ytrer sig spontant og kropsligt i hans afsky ved synet af den halvnøgne frue. Reaktionen er foregrebet i Pers drengeår, hvor bekendtskabet med den varmblodige Oline bringes til ophør, da Per, skræmt og fuld af afsky over hendes korporlige tilnærmelser, støder hende fra sig. Lovprisningen af den orgiastiske lyst og af urkraften, der jo er en bevidst omvending og undsigelse af den kristne syndefaldsmyte, er da i virkeligheden et forsøg på verbalt at mane netop syndsbevidsthedens genfærd i jorden. Det kan læses direkte ud af Pers beskrivelse af favntaget. For dets paradisiske kvaliteter beror netop ikke på, at det er realiseringen af den uskyldige seksuelle lyst, men på at orgasmen skænker de elskende den glemsel, som bortvejrer alle sorger og synder. Hvad Per har erfaret med Fru Engelhardt er da ikke et opbrud fra de indgroede kristne fordomme, men at glemslen i favntagets paradis er af provisorisk karakter.

Rækkevidden af denne oplevelse af faderens tilstedeværelse i hans egen erotiske konstitution går imidlertid ikke op for Per her, for han skal først gennem en række mellemregninger. Den mulighed for selvafsløring, som ligger i, at Per borer i sin egen fornemmelse af at have opført sig som Neergaards bondedreng (der vinder prinsessen og dog flæber efter Maren malkepiges skørter), afskærer fortælleren ved på dette sted at bringe Per budskabet om faderens nært forestående død. Det giver Per andet at tænke på. "Aldrig var den mulighed falden ham ind, at Faderen eller Moderen 156 kunde dø, før han ved sit Livsværk og sin Sejr havde retfærdiggjort sig for dem." (I, 131) I stedet for at beholde hele arven fra Neergaard, nøjes Per derfor med den del af den, der kan omsættes i kontanter og uafhængighed af hjemmet – og altså gøre det økonomisk muligt at genoptage projektet.

b. verdenshavnen

Trods tidnøden vokser projektet nu i ambition og format – og i to retninger. Havnen forvandles til en verdenshavn på Jyllands vestkyst, som skal konkurrere med Hamborg og Bremen, og som noget nyt tilføjes en plan om energiudvinding af havets bølgekraft. Tilsammen skal projektets dele gøre Danmark til industrimagt. Logikken i denne udvidelse af projektet skal ikke findes i spørgsmålet om Per kan nå at blive færdig før faderen dør, men i projektets egen indbyggede dobbelthed. I det lever hans selvmodsigende teori om urkraften samtidig med at de kræfter, som teorien søger at borttolke, fortsætter deres genfærdsagtige spil med ham.

For en sådan læsemåde er fjordreguleringen i sin skjulte kerne et stort anlagt forsøg på at destruere den faderlighed, den slægt, der har sit tilholdssted og landskabelige udtryk i den tilgroede Randers fjord. Tilsvarende er det nye udvidede projekt rettet mod denne slægtsnaturs uventede allestedsnærvær. Hvad Per har oplevet i intervallet mellem de to udgaver af projektet er jo, at hans hidtil uanfægtede erotiske erobrerkraft er blevet stækket af netop den uhåndgribelige, spøgelsesagtige magt, han mener at have lagt bag sig i sit nye liv i København.

Pers projekt er derfor i to betydninger funderet i det erotiske. I hans egen bevidsthed smelter erfaringen af fysisk kraft, seksuel potens og begær sammen med viljen til at besejre faderen – det er den samme urkraft han mener at trække på når han elsker og når han arbejder. Omvendt er det fra starten klart markeret fra fortællerens side, at denne urkraftfortolkning, ligesom det officielle projekt den sættes til at tjene, er styret af netop den faderlige virkelighed som er hæmmende til stede i Pers seksualitet.

Det er nu en afgørende pointe i fortællerens analyse af Per, at Per – for at omgå denne kendsgerning – tvinges til at give projektet stadigt større dimensioner. Vil Per fortsat ikke anerkende denne faderlige realitet som en uafrystelig del af sin identitet, så ytrer den sig desto tydeligere for læseren i den kraft, hvormed han i tankerne får jorden til at ryste i sin grundvold, planerer landskabet og tæmmer havets bølgekraft. For i denne vision, der bærer alle kompensationsdrømmens træk, omgår Per urkraftens truede og skrøbelige stilling: det er den trængte, hæmmede eros der i nødværge bryder ødelæggende ind over slægtens hjemegn.

157 Denne gigantiske projektion af Pers faderkompleks bekræfter og uddyber ikke alene påstanden om den tætte forbindelse mellem eros og projekt ved at anskueliggøre, hvorledes forholdet til faderen rækker stækkende helt ned i Pers elementære kropslige funktioner. Den forlener også hans udfoldelser med et format af både genialitet og vanvid, for Pers projekt som projekt beskrives intetsteds af fortælleren som fantasteri. Og det hænger sammen med, at fortælleren må fastholde projektets reelle gennemførelse som en stadig mulighed, for til sidst at få Per til at vedgå, at det som bremser det ikke er de ydre, men de indre kendsgerninger.

*

For at få fuld arbejdsro til projektet må Per sikre sig mod forstyrrelser fra det sted, hvor disse indre kendsgerninger har vist sig. Og han gør det konsekvent nok ved at indlede et sværmerisk forhold til den smukke, æteriske Fransisca. Han oplever da, hvorledes nye vegetative lag vokser frem i hans indre i en slags fødsel. Men denne sublimeringsproces får sin bratte ende, da pigens værge opdager sværmeriet og forlanger kontant besked om Pers hensigter, for de er og kan ikke være reelle, men af andre grunde end de sædvanlige: netop forlovelse og ægteskab vil føre Per tilbage til de seksuelle realiteter, som truer hans projekt.

Kærlighedssorgen mildnes ved at Pers projekt modtages langt venligere af eksperten oberst Bjerregrav end ventet. Så meget dybere bliver Pers fortvivlelse og nedtur, da han efter otte dages euforisk venten alligevel får projektet i hovedet igen. Som tiden går og alle veje viser sig lukkede bliver han mere og mere desperat og ser til sidst en sammensværgelse bag. Jaget af kirkeklokkernes mindende lyd længes han bort fra den pæne, borgerlige, sideniuske hygge og fredsommelighed, det har været hans hensigt at gribe forvandlende ned i. Danmark har ikke sans for en mand af hans format, dødsdømt som nationen er.

Hermed er Per klar til endnu et trin i fortællerens afdækning af forholdet mellem urkraft og projekt. Fortælleren har først ladet Per søge tilflugt i samlejet for projektnederlaget og dernæst sendt ham ud i sværmeriet som en modforanstaltning mod den erotiske utilstrækkelighed. Nu sender fortælleren ham ud i en tredie konstellation af projekt og eros.

Bedst som Per på en kafé drømmer om på fribyttervis at vinde prinsessen og det halve kongerige udenlands viser muligheden sig for at realisere drømmen på det sted, hvor Per befinder sig.

En skygge falder over hans bord. Den tilhører den unge, velhavende jøde Ivan Salomon, som Per kender fra den radikale bohemekreds – og som i naiv beundring har givet Per det forjættende tilnavn Lykke-Per og kaldt ham en Aladdin. Hele scenen er arrangeret som en forskrivelsesscene af fortælleren, selv om Ivan er så langt fra at være en Satan som man 158 nu kan. Forføreren og den forførte er Per selv.

Hvad der umiddelbart sker er, at Ivans plagsomme sympati pludselig viser sig at være mere perspektivrig end Per har anet, for ind i kaféen triner Ivans mor og hans mørke, dåredejlige søster Nanny – og med hende fader Salomons syv-otte millioner kroner. I et glimt mødes her projekt og eros, ambition og seksuel lyst i Pers bevidsthed. "Og det var, som hørte han selve Fristerens Røst hviske ham i Øret: "Den sorte Prinsesse … og det halve Kongerige!"". (I, 180)

Den frister, der her er på færde, må være den samme som lover Kristus alle jordens herligheder, hvis han blot vil anerkende ham. Sælger Per således sig selv, er det i bevidstheden om at være involveret med de største, jordiske kræfter – og endnu engang at trodse den kristne kodex. Og det er immervæk hovedsagen for Per, som hermed er på vej til at realisere begge sider af sin gamle drøm om prinsessen og det halve kongerige fra kælkebakken.

Forskrivelsen består i, at Per, i lighed med så mange andre før ham, ikke aner hvad det er for en pagt han indgår her. Da han opdager hvilke jordiske perspektiver Salomon-familjen virkelig åbner for ham, viger han skrækslagen tilbage. Men det sker, også i dette tilfælde, først efter en række mellemregninger.

Foreløbig er Per helt på toppen og samme aften kommer han endnu højere op, for Ivan sender ham den jødiske dr. Nathans kritiske Danmarksanalyse, hvori Per til sin usigelige glæde finder sine egne idéer udtrykt. Ivan bliver således fødselshjælper for en ny metamorfose af projektet, der nu hviler på rigt giftermål og radikale jødiske idéer om menneskeåndens frigørelse:

For det vidste han nu, at han var født til paa sit Omraade at blive Morgenvækkeren og Banebryderen i dette dorske Samfund af tykblodede Degne- og Præstesønner. Den lille Ivan havde haft Ret. Der ventedes paa ham. Netop paa ham. (I, 184)

I fornyet udgave vender Pers gamle magtdrømme og kraftforestillinger tilbage. "Der gaves (...) ingen anden paalidelig eller fuldt værdig Lykke end den, man selv fravristede Skæbnen". Og det forstår man godt, at Per kan mene, når man tillige ved, at han ser sig selv i lyngudens lignelse. "Idag, imorgen, i hvert Fald inden to-tre Maaneder maatte han have erobret Tryllestaven, der gav ham Magt over Menneskene, og som i hans Haand skulde forvandles til en Tordenkile". (I, 193) Fadertrodseren er blevet til samfundsfrigører.

c. menneskehedens frigørelse

Det miljø Per vinder indpas i adskiller sig voldsomt fra hans barndomshjem 159 – udadtil ved sin rigdom og overflod, indadtil ved sin frigjorthed, ikke alene mellem familiens enkelte medlemmer, men også i intellektuel forstand.

Midtpunktet i familiens omgang med tidens radikale politikere og tænkere er Nannys ældre (halv)søster Jakobe, højtbegavet, yderligt følsom og dybt lidenskabelig i både åndelige og erotiske anliggender. Når Per derfor ser Salomon-familien som "Naturens Børn, ubesmittede baade af et Himmerige og et Helvede", (I, 235), sigter det i virkeligheden på Pers uafklarede forhold til sin familie, for Jakobe har i sin egen emanciperede livsførelse været både det ene og det andet sted, om end ikke just i kristelig forstand.

Denne forkortning af realiteterne, som sætter lighedstegn mellem natur og kristendommens fravær, gør sig tilsvarende gældende, hvor Per tager afstand fra troldenaturen i sin egen sky for det jødiske guld og fra sin nyopdagede intellektuelle indskrænkethed. Og han kaster sig derfor ud i studier, især af Dr. Nathans skrifter samtidig med at Jakobe bliver ham en slags vejleder. For i hendes had til den kristne kirke kan de to mødes. Med begejstring taler hun om ingeniørgerningens betydning for "Menneskehedens Frigørelse" – og Per, der aldrig har tænkt i sådanne baner, føler sig "overordentlig tiltalt af at se sit Kanalprojekt stillet i saa ophøjet en Ides Tjeneste". (I, 239-240)

Hermed giver Jakobe stødet til endnu en drejning af projektet: ideen om et kampskrift med arbejdstitlen "Nye Tider", senere ændret til "Fremtidsstaten". Grundlaget er teknisk – omordningen af samfærdselsmidlerne – men det er udbygget med en vision af den åndelige omvæltning, som vil følge af den materielle. Per udmaler sig således "det Vidunderrige, hvortil en kraftig Industri forholdsvis hurtigt vilde kunne omskabe Landet (...) Paa den golde, jyske Hede, hvor nu kun nogle magre Faar fandt en kummerlig Føde, saae han menneskemyldrende Stæder, travle Nybyggerbyer, hvor ingen Kirkeklokker i Midnatstimen ringede Spøgelsesfrygt ind i Sindene, men som med elektriske Banstraaler jog Mørket og dets Aander på Flugt". (I, 244-245) Som Pers metaforbrug røber, er han trofast mod sit oprindelige mål: at udslette den fader, som vil hæmme ham i hans udfoldelser.

Der sker da det, at Per en dag – konfronteret med Nannys strålende legemspragt og Jakobes sortklædte visdom – må spørge sig selv om det er den sidste han elsker. Kort efter vælger han ihvertfald at satse på Jakobe. Til gengæld kan så læseren spørge sig selv om, hvorfor Per vælger som han gør og finde en første antydning af et svar i det forhold, at mens Nanny peger nedad og bagud med sit fru Engelhardt-væsen, så viser den kropsligt anonyme Jakobe med sin ophøjelse af Pers forehavende til idealernes 160 sfære fremad og opad mod mål så forjættende ærefulde, at Per i realiteten ikke er i tvivl.

Men dermed er fortællerens hensigt med at lade Per vælge som han gør også markeret. For samtidig med at Per opfatter alliancen med Jakobe som en alliance med det jordiske, naturlige – altså med livshengivelsens, urkraftens spontane udfoldelse – så er det gjort læseren klart, at Pers tiltrækning i virkeligheden intet har at skaffe med urkraften for Pers vedkommende.

At det faktisk forholder sig således demonstrerer fortælleren ved at tage Per på ordet. Jakobes intellektuelle, køligt-nervøse overflade skjuler nemlig en voldsom seksuel lidenskabelighed. Afsløringen finder sted i en situation, hvor Per, desperat over medbejleren Eyberts tilsyneladende held hos Jakobe, kaster sig ud i en marathonagtig løbetur – "Egenkærligheden og hans Saarede Forfængelighed havde i de forløbne Timer hidset ham op til den Indbildning, at han virkelig elskede hende". (I, 298-299) Og skønt løbeturen umiddelbart synes at have ført Per endnu længere væk fra det eftertragtede mål, så viser det sig at Per ved et slumpetræf har ramt rigtigt. For da han opsøger Jakobe efter at have sundet sig, giver hun efter, omend med følelsen af fornedrelse – "Gjort vild af Svedlugten fra hans endnu ophedede Legeme". (I, 308)

I det forhold, som de kort efter indleder er Per da heller ikke den dristige elsker, tværtimod er han sky, "næsten tilbagestødt af hendes solmodne Elskov". Men samtidig sker der noget med Per, som ligner en virkelig fremvækst af erotiske evner. Han har en "betagende, halvt skræmmende Fornemmelse af, at der var ved at aabne sig en Eventyrverden i hans Indre". (I, 339) De lag som vækkes her får ham til at vurdere sine tidligere ord om favntagets himmerige som et letfærdigt dække over en dybere sandhed. En fødsel som den han oplevede med Fransisca sker nu i hans indre, men dybere nede. Hvor Per ligner det gamle forhold ved en urtehave, så er forholdet til Jakobe ham som en palmelund.

Når fortælleren her fører Per ind i en højere, hedensk verden af frigjort elskov, så er det imidlertid blot et led i påvisningen af at Per ikke kan trives i denne palmelund. Hvorfor Per ikke kan det viser fortælleren ved at lade den ene forhindring efter den anden for projektets virkeliggørelse falde. For dermed tvinges Per til at anerkende de fornægtede og egentlige indre forhindringer.

d. hinsidesforestillingens ophævelse

Som led i planerne om projektets realisering rejser Per udenlands med økonomisk støtte fra svigerfaderen. Rejsen er dog ikke blot motiveret med 161 den kosmopolitiske sammenhæng Jakobe har indsat projektet i, for selve projektets universelle omfang er inderst inde affødt af den kolossale selvfølelse, som selvmodsigelserne tvinger Per til at bepansre sig med. Og det er den der nu prikkes hul på.

Som man kunne forvente genfinder Per sine egne tanker som lyslevende virkelighed i den pulserende storby Berlin, der gør ham elektrisk. På lignende måde viser Dr. Nathans horisont sig at være alt for provinsielt snæver – og forlovelsen ligeså. Men netop som Per ædelt har besluttet at underordne sine personlige følelser under hensynet til det almene vel, eller sagt på jævnt dansk: at droppe Jakobe for et i alle henseender mere forjættende parti (med Jakobes tyske kusine), får han på telegrafisk forespørgsel den besked, at faderen er døende. Drevet af en "Trang til at forsone sine Fædres Gud ved et Offer nu, da han stod i Begreb med at ruste sig til den sidste forvovne Kamp for Lykkens gyldne Kongekrone" haster han til dødslejet. (II,29)

*

Det bliver en i alle henseender rystende oplevelse. Per er dybt grebet vidne til den sjælsro, hvormed faderen går i døden; og hans fornemmelse af at begivenheden vil sætte skel i hans liv bliver ikke mindre af, at den gamle drengedrøm om at være søn af en konge, der også næredes af borgernes mangel på agtelse for pastoren, nu går i opfyldelse. For hele byen deltager oprigtigt i sorgen over faderens bortgang.

Oven i alt dette får Per så udleveret faderens arvegave – et ur, som Per imidlertid demonstrativt lader ligge tilbage ved sin afrejse. Og det hænger sammen med, at der til det knytter sig en beretning om, hvordan Pastor Sidenius i sin tid fik det af sin fader. Eftersom historien – i moderens genfortælling – er en væsentlig forudsætning for forståelsen af romanen, skal dens centrale dele citeres nedenfor:

Det var engang, da Fader var en halvvoksen Dreng, han havde holdt Juleferie hjemme i Præstegaarden paa Landet og skulde rejse tilbage til Latinskolen. Saa forlangte Bedstefader at faa hans Kuffertnøgle, for at han, som han sagde, kunde se efter, inden Kufferten kom paa Vognen, om nu ogsaa alting var lagt ordentlig ned og ingenting glemt. Det blev Fader fornærmet over – som han i sin Ungdom i det hele blev let stødt – og rejste bort i Vrede uden at have sagt sin Fader ordentlig Farvel. Da han saa om Aftenen kom til Skolen og lukkede Kufferten op, fandt han sit Tøj aldeles saadan, som han selv havde lagt det derned; der var slet ikke bleven rørt ved det; men i et Hjørne laa en lille Pakke i Papir, ... det var det Ur, du holder i din Haand. Det var en Gave fra Bedstefader (...) da han havde grædt over sig selv og angret sin Overilelse, tog han sit Overtøj paa og gik endnu samme Nat på sin Fod de fire Mile hjem og gav sig ikke til freds, 162 før han kunde kaste sig om sin Faders Hals og bede ham om Tilgivelse. Se, min Dreng, derfor bevarede din Fader gennem hele sit Liv det Ur som en Helligdom. Jeg husker, han kaldte det engang Guds Faddergave til ham. For samme Nat, hvor han saaledes ydmygede sig og gik den tunge Bodsgang til sin jordiske Fader, fandt han ogsaa Vejen hjem til Lyset og Freden og Velsignelsen hos Gud Fader i Himmerig". (II, 54-55)

Beretningens budskab og moderens hensigt med at formidle det er jo klar nok. Den handler om en faders uendelige godhed for sin søn, som imidlertid ikke umiddelbart er i stand til at se den – men, som idet han får øje på den, falder til ro i livet, og i sit gudsforhold. Der er imidlertid også et dybereliggende budskab, som moderen ikke har i tankerne, for det hører til hendes ubetvivlede og derfor ubevidste forudsætninger. Det ligger i jævnføringen mellem relationerne Gudfader-menneskebarn og fader-søn og i den heraf afledte sammensmeltning af guddommelig og faderlig autoritet. Lige præcis denne dimension er det, der får Per til at efterlade uret. Han er ikke og vil ikke være en fortabt søn, til trods for, at han ved gensynet med den døende fader gribes af en isnende, "nedknugende Fornemmelse af, at være kaldt frem for en overjordisk Dommer. (II, 43)

*

At det hele derfor ikke er klaret med at Per frasiger sig sin arv, viser sig da han vender tilbage til Berlin. Verden omkring ham er forvandlet – eller rettere, de øjne Per ser den med er ikke de samme. Bag de tekniske storbyvidundere dukker nu den uendelige menneskelige nød frem, som er fremskridtets pris, og Per søger da ud i de mægtige svejtsiske alpelandskaber for dér at finde udfrielse. Og han finder den også – momentvis – i en helt ny oplevelse af naturen, der hverken er som drengens legende eller ingeniørens indgribende, men af passivt mystisk karakter. "Hvorledes gik det til, at noget saa negativt som det, at man ingenting hørte, kunde virke saa højtideligt befriende?" (II, 63)

En del af forklaringen ligger måske ikke helt så fjernt, hvis man holder fast ved at Per endnu engang er på flugt fra en virkelighed, der modsiger hans møjsommeligt opretholdte selvfortolkning. Helt banalt er stilheden jo en befrielse for de evindelige kirkeklokker. Men modsigelserne flytter med. For stilheden er også en gabende tomhed og den sætter med ét en navnløs angst op i Per. I første omgang lykkes det ham at tolke den rationelt. Verdensrummets tomhed afføder angst, og han har endda den tilfredsstillelse at kunne indpasse den religiøse holdning, som jo er hans ubenævnte modstander, i sin analyse. Angsten afføder nemlig hallucinationer – "og saaledes var det bleven ved ned gennem Tiderne, indtil Gud var formet og Himmerig og Helvede befolket". (II, 64) Men bedst som 163 Per svælger i de imponerende kræfter som tegnagtigt er til stede i det frosne øde – selveste urkraften – så bryder tomheden ind over ham og han kaster sig, tro mod sin gamle praksis, ud i et bakkanal hos landsbyens "Naturmennesker" og videre i favnen på en bondepige, hvor han da også foren stund finder trøst. Som bondedrengen hos Maren malkepige. For en sikkerheds skyld gør den indimellem lidt overtydelige fortæller læseren opmærksom på, at "Faderens Skygge fulgte ham".(II, 67)

Heller ikke da Per rejser videre til Dresack for at gøre studier i marken slipper han fra konfrontationen med sine egne illusioner om menneskets, specielt sin egen, guddommelige almagt. En naturkatastrofes ødelæggelser tvinger Per til – i et brev til Jakobe – at indrømme, at "vort Herredømme over Naturen kun er svagt befæstet; og heri maa man rimeligvis søge forklaringen på den Kendsgerning, at saa mange, endog blandt forholdsvis oplyste Folk, i Naturen kan se et Udtryk for en evig Styrendes uforanderlige Magt og Vilje". (II,70)

Citatets halvfilosofiske tone og omskrivningen til "oplyste Folk" og "man" skal dække over, at Per er ramt i sit inderste. Faderens død har ikke alene overflødiggjort projektet, det har også gjort det klart for Per, at den mægtige natur, hvis benådede tjener Per har set sig som, ikke er som han troede den var. Naturen har jo indtil nu for Per været det område, der unddrog sig det faderlige herredømme. Den har i landskabsmæssig og erotisk forstand været det sted, hvor Per har ment at kunne komme faderen tillivs med henholdsvis ingeniørkunst og seksuel potens. Nu viser det sig altså både at naturen ikke lader sig beherske og at faderens magt ikke er bundet til hans krop eller person. Det er derfor ikke underligt (men heller ikke logisk) at naturen for Per får faderlige, numinøst-metafysiske træk – hans fristed i alpenaturen er underlagt "en evig Styrendes Magt og Vilje". Dette syn på naturen ændres først, som vi senere skal se, da Per begynder at opgive ingeniørprojektet og fornemmer naturen som et skød eller en favn.

Pers ophold i bjergene får to adskilte formål, hvor der oprindeligt kun har været et: det ingeniørmæssige. Og netop dette svinder ind til rent praktiske gøremål. Borte er den store ambition, for dens egentlige sigte, retfærdiggørelsen overfor faderen er forsvundet. Svarende til at kampen mod det faderlige har forrykket sig, kaster Per sig i stedet ud i omfattende filosofiske, æstetiske og teologiske studier med det ene mål, at finde "det altudtømmende Ord, der for evig havde tilintetgjort alle overtroiske Forestillinger om et "Hinsides"". (II, 72) Dette projekt er ikke mindre ambitiøst end Pers tidligere og har da også samme uudtalte mål: den fader, der nu ikke mere er en person, men en fortolkning.

Med tankens kraft prøver Per at udrydde den forestilling om en anden 164 og bedre verden, som giver faderen styrke til at se døden i øjnene uden at blinke. Pers studier virker derfor nok hensigtsmæssige, men i realiteten er hans kurs også dennegang gal. Hvad han sigter på er jo kun skyggen af det egentlige problem. Den metafysiske dimension han retter sin opmærksomhed imod skal ikke søges i selve den kristne tradition, men i Pers eget jeg hvor faderen fortsat hersker uindskrænket.

Studierne fører da heller ikke til andet end stadigt større rådvildhed. I denne betrængte tilstand, der da har varet i måneder, opsøger den med rette dybt foruroligede Jakobe Per og giver sig hen til ham. I et kort spand af dage udfolder deres kærlighed sig – og Per oplever endnu en fødsel og fremvækst af nye sanser. "Han elskede hende nu som den Kvinde, der havde skænket ham nyt Liv, der havde udvidet hans Verdens Grænser, og i hvis Favn han havde fundet den Besværgelse, der manede Dødens Skygge fra hans Vej". (II, 91)

Selv her er det erotiske imidlertid ikke noget i sig selv, for det fungerer i princippet ikke på anden vis end det gør i bondepigens arme; og som i episoden med fru Engelhardt er opvågningen fra den orgiastiske helhedsoplevelse brat og hård – den faderlige skygge er ikke manet bort. Ligesom dengang på kælkebakken lyder op i stilheden til Per og hans prinsesse en kirkeklokke – og det har intet med nye, men alt med de gamle sanser at gøre. Efter det faste mønster der tegner sig i alle Pers handlinger, griber han da til destruktion af det som generer – i en fysisk gestus. Det går ud over et krucifiks der står på det sted de befinder sig. Med en hentydning til eventyret om, at den som vil vinde den færdighed at ramme alt, hvad han sigter på, må skyde en kugle gennem hjertet på et kristusbillede, skyder Per det nye århundrede ind – og rammer krucifikset i den ene side. "I samme Øjeblik gik der som et Suk gennem Naturen. Nede fra Dalen lød et hult Drøn, der, alt mens det hurtigt steg i Styrke, kastedes frem og tilbage mellem Bjergvæggene som en langtrullende, underjordisk Torden.

Per havde vendt sig. Han var et nu ganske bleg. Men da det gik op for ham, hvad det var, brød han ud i en Skoggerlatter (...) "Jeg skræmmede blot en Skygge bort fra min Vej!"". (II, 95)

Men hverken skyggen eller Pers blegnen er noget der lader sig skræmme eller forklare bort. I den refererede passage foregår der indtil flere kortslutninger i Pers hoved mellem magi og knastør snusfornuft. Hvis man nu fastholdt episoden på dens magiske plan, som helt åbentlyst er det stærkeste hos Per, så er det ganske sigende, at de to betingelser: måneskin og kugle gennem hjertet, ikke er opfyldt.

Hvad Per her forgæves søger at komme tillivs er den fortolkning af fader-søn forholdet, som afspejles i den kristne tradition – og i hjemmets 165 fordringer på ham, sådan som de kommer frem i moderens beretning om uret. Og når Per ikke rammer som han skal, men på det sted hvor soldaten stikker Kristus med lansen, så er det fordi han ikke aner, hvad og hvem det egentlig er han sigter på. Men læseren kan, i selve denne koncentration om Kains modstykke, se en klar præcisering af at Pers kamp mod faderen har ændret karakter. Per er på vej til at vende blikket indefter mod sin egen fornægtede sønlighed, som af romanen er symboliseret ved Kristus ligesom fornægtelsen af den er symboliseret ved Kain. Mellem disse to identiteter begynder Per nu at pendle.

B. Projektets metamorfoser: bevægelsen indefter

a. genoptagelsen af ingeniørprojektet

Selv om de elskendes veje herefter atter skilles, så kredser de i deres brevveksling fortsat om problemet fra skudepisoden – med Jakobes ord: ""de Kristnes overdrevne Angst for Døden"". Efter Nietzsches forskrift forklarer hun denne angst under henvisning til kristendommens oprindelse i en undertrykt almue, idet hun etablerer "en Forbindelse mellem Dødsfrygt og Trælleangst". Sin tese dokumenterer hun med iagttagelsen af ansigtsudtrykkene hos to døde fra Pompeji – en slave og en fornem herre. Mens slaven synes grebet af dyrisk rædsel, har den ånden "bevaret sin cæsariske Værdighed lige ind i Døden". (II, 126-127) Med overlæg spiller Jakobe på Pers gamle fribyttermetaforik, for hun er utryg, især ved Pers besøg hos Neergaards to søstre, baronessen og den erklæret religiøse hofjægermesterinde Prangen. Hendes bekymringer synes dog overflødige. Fra Rom med dets cæsariske fortid skriver Per pligtskyldigt hjem om kristendommens forbrydelser mod menneskeheden og "hin blegnæbbede Kastrat fra Nazareth" (II, 144), og han får – fordi Pontoppidan nu engang godt kan lide den grove men klart synlige streg – modelleret en buste i bedste imperatorstil af sig selv. Og da han genser den dejlige, kokette og nygifte Nanny, hvis mand journalisten og lykkejægeren Dyhring har netop den succes og den kynisme Per mener at savne, beslutter han sig til at lægge kursen om.

Han starter med at lægge kraftigt og dygtigt an på Nanny og vil derpå bryde med Jakobe. "Med en Livsopgave som hans havde man slet ikke Lov til at give Afkald på den Spore, det altid var for en Mand at føle sin Magt over Mennesker og frem for alt Kvinder". Pers fejl er med andre – og velkendte – ord "at han ikke frygtløst nok havde udnyttet sin Naturs Kraftkilder". (II, 171) Med dette skaktræk søger Per bagom alt det forholdet 166 til Jakobe har sat i vækst hos ham – forsvundet er nu ikke kun det store frigørelsesprojekt, men også selvbesindelsesprojektet. Og det mønster han falder tilbage på er det gamle urkraft-mønster. Det er Pers elementære fysiske kraft og seksuelle udstråling, projektet som infantil magt- og lystudfoldelse, der dølger sig under de pompøse omskrivninger. Samtidig lykkes det Per at stuve erfaringen af naturen som overindividuel magt af vejen. Naturen er ikke længere de fremmede, skræmmende kræfter som mennesket er underlagt, men atter den vitale basis for Pers potente selvudfoldelse.

Således rustet beslutter Per sig for at krydse Rubicon: nu skal der handles. Projektet, som hidtil har været i Ivans varetægt og som kun har givet Per afskyfornemmelser – angiveligt fordi pengemændene har det under vurdering – skal tages op igen under Pers egen ledelse. Men hvad der her ligner en rask beslutning, det er – set fra fortællerniveau – det første store trin på Pers vej tilbage baglæns gennem projektets metamorfoser, ned mod dets godt tildækkede forudsætninger.

b. opgivelsen af verdenserobreridentiteten

Med denne urkraft-identitet går Per til møde med det konsortium, Ivan har fået til at interessere sig for Pers planer – uden at ane, at denne interesse kun strækker sig til projektets anvendelighed i et speget spil, der skal stoppe andre pengemænds planer om en københavnsk frihavn. Per afviser imidlertid blankt deres krav om en tilnærmelse til Oberst Bjerregrav og forlader mødet – til Ivans ruelse og Jakobes fortørnelse. Jakobe finder hans handlemåde uoverlagt og formålsløs, men Per har paraderne oppe. Han vil ikke bøje sig for mammon, for her gælder det idéen. Jakobe fastholder derimod, at vil man målet, så må man også ville midlerne.

Det er her mindre væsentligt at drøfte hvem af dem der har ret, for det fortælleren vil vise med ordskiftet er, at de argumenter Jakobe fører i marken er identiske med Pers egne gamle, lige fra ordene om hensynsløst at ville og begære, at erobre tryllestaven til Pers egne tanker umiddelbart før mødet.

At Per ikke længere selv tror på sin egen urkraft bliver imidlertid ikke klart for ham selv, før han om aftenen tager alene hjem til sit hotel og på vejen giver efter "for en Indskydelse, der ligesom havde ligget paa Lur under alle hans skiftende Tanker og Stemninger denne Dag og ventet på dette Øjeblik for at overrumple ham. Langsomt – halvt modstræbende gik han ud ad Vesterbro". (II, 216) Hvad Per her tvangsagtigt opsøger er selve den oplevelse, der er den egentlige årsag til hans opførsel ved mødet. Umiddelbart før opdager Per nemlig tilfældigvis en annonce i avisen 167 hvoraf det fremgår, at moderen og Pers søskende er flyttet til København. Og som Per nu må opsøge den gade, hvor moderen har sin bolig for uset at stå under hendes vinduer, så gribes han, da han står for at skulle op på sit hotelværelse, af en angst der driver ham til at besinde sig på sin egen situation. "Han stod nu igen paa bar Bund, følte paany et stort, tomt og truende Rum omkring sig og øjnede ikke en Tilflugt" – andet end at ydmyge sig for dem, der har magten: "Nej – han blev nødt til at indrømme det - der var ikke Stof i ham til en Verdenserobrer, som han havde troet. Han kunde ikke overvinde sig til at betale, hvad den store Lykke kostede. Eller rettere: det gik ham med Navnkundigheden og Magtfølelsen, som det før var gaaet ham med andre af Livets højt besungne Tillokkelser, de tabte på nærmere Hold i Værdi for ham. Han fandt den Pris, de stod i, altfor latterlig høj.

Der var En han kom til at tænke paa i denne Sammenhæng … salig Neergaard. Hvordan var det, han havde sagt i sin profetiske Tale, hin Dødsnat? - -". (II, 218-219)

Denne refleksionsproces hos Per er et af de tydeligste detaileksempler på fortællerens "psykoanalytiske" fremgangsmåde. Netop som Per i sin videre tankegang kommer til at tænke på Neergaard og hans profeti og stiller sig selv spørgsmålet om hvordan den egentlig lød, træder Fritjof ind ad døren på den kafé, hvor Per har søgt tilflugt for sig og sine tanker.

I stedet for at give sig til kende skjuler Per sig bag en avis. "Det gik i det hele klart op for ham, at han ikke vilde kunne udholde at blive her i Byen, hvor han overalt udsattes for den slags pinlige Møder". (II, 220) Det pinlige beror på at Pers selvfortolkning trues på det ømmest tænkelige sted, da han skal til at genkalde sig Neergaards profeti. Modsat læseren har Per svært ved at huske og for at hjælpe ham på gled sender fortælleren så Fritjof ind i Pers synsfelt. For han er jo det allerbedste eksempel fra Pers fortid på den indre, flæbende bondedreng fra profetien.

Det er således tydeligt nok, hvori det pinlige egentlig består for Per: at skulle indse, at den opgivelse af erobreridentiteten han har indledt, modsvares af en ny – eller bedre – gammelkendt identitet, den der knytter sig til det fornægtede, underjordiske. Og denne afgørende indrømmelse er Per ikke i stand til at give endnu, for han ved ikke hvor dybt sidenius-væsnet stikker i ham. Hvordan han bliver klogere på dette punkt, handler den følgende del af romanen om.

*

Udgangspunktet er, som så ofte før, at Per vælger flugtvejen. "Den Agitation, han havde bestemt sig til at genoptage (...) kunde han lige saa godt, ja maaske allerbedst føre fra Udlandet. Og saa var der jo dette med Nanny ... og det andet ... dette uforudsete, at Moderen netop skulde være 168 kommet her til Byen". (II, 220) Det som presses frem her til sidst i korte stød som en biomstændighed ved sagen er jo selve kernen i den. Med moderens uventede nærvær er en ny og hidtil upåagtet side af hans fortid brudt frem. Pers kamp mod slægten har hidtil været ført som om moderen og faderen var ét kød. Nu aner Per for første gang, at det er de ikke, for de sønlige følelser der rejser sig i ham kan han ikke placere i sine faste tolkningsmønstre.

Det kan man iagttage i selve Pers vaklen. Han har opgivet erobrer- og urkraftidentiteten, men vil alligevel udenlands og agitere, han drages mod moderens vinduer, men afviser dog sin sønnerolle. At Pers udsving langsomt ved at føre ham tilbage mod den sønnerolle han ikke vil kendes ved, det viser fortælleren gennem hans spontane reaktion på synet af den gamle voldmølle umiddelbart før han omsider går op på sit værelse.

" Uden at vide af det blev han et Øjeblik staaende midt på Torvet, uvilkaarligt fængslet af den melankolske Stemning, der hvilede over den spøgelsesagtige Levning fra Fortiden". (II, 221) Præcis hvad det er Per ser og dog ikke ser her får vi først at vide, da han får et mere artikuleret syn på sin moder. Og for at gøre det muligt, må Per gennem endnu en selvbesindelse.

Den følgende dag pendler Per fortsat mellem forskellige udveje. Ved gensynet med sit projekt, som Max Bernhardt har returneret, gribes Per for første gang i sit liv af afmagtsfølelse – og ved forlovelsesselskabet for ham og Jakobe samme aften, lægger han derfor ud med et – sidste – forsøg på at genoplive den gamle fribytterånd, som han mærker rumstere i sig, da han bliver alene med Nanny før gæsterne arriverer. "Han droges til hende som til det Bedøvelsesmiddel, han nu igen trængte til for at faa sit Sind i Ligevægt". (II, 231)

Dog, fortælleren ville ikke være den han er, hvis ikke ogsaa denne flugtvej blev spærret. Det sker i flere tempi. For det første svinder Pers behov for glemsel. Fra forskellig side fremhæves hans projekt som nøglen til fremtiden. Det viser sig nemlig, at afmagten ikke er et spørgsmål om teknisk-videnskabelig kunnen. "Saa var hans Tid altsaa dog kommen nu! … Det faldt ham ind (og han smilte selvironisk derved), at Øjeblikket temmelig nøje stemte med hans egne gamle Beregninger (...) Med hans Forlovelses Offentliggørelse var hans "Lykke" beseglet. Han havde nu faaet officiel Adkomst til Berømmelsens forgyldte Tornekrone". (II, 261)

Af den gamle tro på guldet og lykken, af den cæsariske erobrerlyst er der nu kun ironiske gåseøjne tilbage. I stedet dukker den lidende Kristus op som parodisk identitet. Og det hænger sammen med den omtolkning af sønneforholdet, som har været under udvikling siden Pers hjemkomst.

Indtil det tidspunkt har Kristus-skikkelsen for Per været et led i hans 169 fornægtelse af sin sønnestatus. Men lige efter opdagelsen af avisannoncen sker der en markant ændring i Pers syn på Kristus. I forsvaret for sin afbrydelse af alle forbindelser med moder og søskende henviser Per overfor sig selv til, "at han i dette Stykke paa sin Vis fulgte Kristus, der bød hensynsløst at forlade Fader og Moder og følge den indre Kaldelse, som førte til Selvets fuldkommengørelse", (II, 191) På lignende halvt uforpligtende måde fungerer Kristus-skikkelsen, da Per efter sammenstødet med Max Bernhardt og co. forceret udbryder til Jakobe: "Jeg har plagieret Kristus og drevet Kræmmerne ud af Templet!". (II, 203)

At disse udbrud er mere end tilfældige viser Pers sindstilstand ved festen. Hvor han blot ét år i forvejen fandt det salomonske, frigjorte selskab det naturligste af verden, så væmmes han nu ved det og søger udenfor, ned til vandet og betages af dets ensformige klukken "der i den dybe Stilhed lød som selve Uendelighedens fortrolige Smaasnakken". Og en klar stjerne blinker "hjemligt, ligesom genkendende til ham". (II, 262-263)

Fra denne position fremstår den festoplyste villa som et fepalads på luende søjler. Dets modsætning finder Per lige om hjørnet, da han fortsætter sin vandring og over hækken ser ind til et andet selskab, der med sin jævne, naive munterhed ligger det kosmopolitiske så fjernt som tænkes kan. Med tilbageholdt åndedræt lytter Per til deres troskyldige sang, som "syntes at stige op af Jorden umiddelbart omkring ham, at tone ud fra selve den nøgne Mark som et Kor af Underjordiske (...) en dump Smerte flakkede igennem ham. Lyden af disse Toner vakte ligesom et hulkende Ekko i skjulte Dybder af hans Sjæl". (II, 266) Det underjordiske er ikke mere forfølgende skygger, men tværtimod et område, sært fortroligt, hvorfra en forløsende kraft udgår til den bjergtagne Per, som nu fornemmer fremmedheden ved det salomonske elverhøj. Tilsvarende er vand og jord ikke længere objekter for Pers planer om voldelig indgriben i naturen og naturen ikke årsag til angst, men en elementverden han kan finde tryghed og hvile i.

Foreløbig vender Per tilbage til selskabet fra denne moderligt besjælede natur, men som en forvandlet. Nanny afvises hånligt, og til Jakobe, som intet hører, kan Per nu betro hvordan landets sande ledere bør være – "alvorlige og højsindede Naturer, der løftede deres Livsmaal en Smule op over Døgnets vilde Jagt efter Penge, Kvinder eller personlig Udmærkelse". (II, 276)

*

Med dette eftertrykkelige dementi af sit gamle handlingsprogram tager Per den følgende dag projektet frem igen og med modsat resultat – og en ny (flugt)plan opstår. Den går kort og godt ud på, at Per gifter sig med Jakobe og rejser udenlands med hende. Men heller ikke denne plan forbliver 170 uantastet. Få dage efter gør Ivan Per opmærksom på dødsannoncen over moderen i avisen. Hvad der foregår i Per ved budskabet lader sig kun indirekte læse ud af situationen. Mens Jakobe opsøger Per på hotellet for at hjælpe ham med at løse op for de indestængte følelser, står Per og ser ud over torvet. "Fuldt belyst af Aftenskæret stod den gamle Voldmølle derovre paa sin Fæstningsstump, hvor den ligesom med aaben Favn hilste Solen i dens Nedgang". (II, 304)

Møllen er nu ikke længere fremmedartet, for med moderens død er han blevet i stand til at se, hvad der ubevidst fængslede ham ved det første syn: en skikkelse der tager imod som en åben favn. Billedet rummer imidlertid endnu en figur, som kun læseren registrerer på dette sted – skikkelsen med den åbne favn har korsets form.

At Pers åbenbaring skal udlægges på denne måde bekræftes af, at han næste dag i forsonende hensigt opsøger Eberhardt og dybt bevæget hilser på sine to yngste brødre – og af hans reaktion, da han derpå returnerer til hotellet og finder Oberst Bjerregravs visitkort og forsoningstilbud. Konfronteret med sine gamle drømmes mål føler Per "i sin opløste og halvt fortvivlede Sindstilstand denne Hilsen næsten som en overnaturlig Haandsrækning, en fornyet Bekræftelse af hans dæmoniske Pagt med Lykken." (II, 316) Det er ikke langt fra at den hæderlige oberst får tillagt selveste den onde fristers rolle.

Dagen derpå overværer Per fra sit skjul indladningen af moderens kiste, som skal føres hjem til Randers ad søvejen. Ved synet af kisten der hejses om bord, sér han som i et lynglimt "Tilværelsens Grund afdækket. Den havde vist sig for ham som et koldt og tavst, i evig ligegyldighed hvilende Isøde som det, han havde set hin Gang på sin første Rejse gennem Alperne". (II, 321) Istedet for at opsøge Oberst Bjerregrav beslutter Per sig til at følge moderens kiste, og om natten oplever han endnu en åndelig fødsel på skibet. Den former sig som en verbal iklædning af voldmøllesynet. "Det var, som om der i Mulm og Taage var ved at oplade sig en ny Verden for ham, hvortil han endnu daarligt kunde skimte Vejen. Hvad der laa bag ham svandt hen i Intethed. I en gammel værkbruden Præstekones Lignelse havde der aabenbaret sig for ham en Kraft, mod hvilken selv Cæsars Vælde og Styrke syntes ham fattig og ringe, – en Kraft og Storhed i Lidelsen, i Forsagelse, i Opofrelse". (II, 333) En helt ny fortolkning af urkraften er her ved at formes i Pers bevidsthed, knyttet til moderens imitatio-christiskæbne.

c. afvandingsprojektet ved Randersfjordens udspring

Om denne fortolknings langsomme tilblivelse handler det følgende, for 171 Per befinder sig endnu, som han selv siger det, i mulm og tåge. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at den moderlighed Per fornemmer i tiden umiddelbart før og efter moderens død – som voldmøllesynet antyder – ikke er entydig. Mens han ude i naturen, ved stranden, ved åen, møder det moderlige som en favn at synke saligt i, dér møder han ved moderens kiste korsets, lidelsens tegn, forbundet med den dødens kulde, som alpeødet indgav ham. Og det er denne sidste side af det moderlige, som han ubevidst skyer, for den er forbundet med det faderlige. Hans rejse til Randers-egnen er derfor nok en færd tilbage, men som de øvrige rejser er den også en flugt fra ubehagelige kendsgerninger, i dette tilfældedet gys, som moderens skæbne afsætter i ham.

*

Hvad det er han prøver at flygte til bliver tydeligt for læseren, da Per – efter at have fulgt kisten til Randers-fjordens munding – søger tilflugt hos Hofjægermesterinde Prangen på Kærsholm, hvor han fornemmer "noget, der aandeagtigt omsluttede ham som en moderlig Favn." (III, 18) At Per har det på den måde skyldes nok, at den religiøse hofjægermesterinde er moderligt omsorgsfuld, men langt mere at Per er vendt tilbage til sin barndoms landskab. Den dovne å, der småpludrende gennemstrømmer de kærsholmske jorder og udmunder i Randersfjorden, er identisk med de vande, der var hans drengeårs store, frie kærlighed. Disse moderlige vande har Per under hele den lange krise siden hjemkomsten ubevidst søgt tilflugt i.

Da han vender hjem fra udlandet gribes han af en hjemløshedsfølelse, der først forsvinder i det øjeblik han hører "de bløde Klunk af Bølgerne" på stranden. "Det var, som om der herigennem lød det hjemlige, fortrolige 'Velkommen', han havde savnet". (II, 188) Det er præcis denne "Uendelighedens fortrolige Smaasnakken" (II, 263), der bringer ham lindring under forlovelsesfesten og som nu hensætter ham i en tilstand, hvor hans væsen ligesom smelter og opgår i uendeligheden. (III, 22)

Med opgivelsen af det projekt, der skulle gribe regulerende og om væltende ind i denne paradisiske natur, har Per altså banet vej for en vegetativ, aggressionsfri synken ned i en glemt elementær moderlig virkelighed, som går forud for æbletyveriet og den søndring af verden som dette syndefald drager med sig, konkretiseret i Kain-identiteten. Hvad Per i sin naturhenrykkelse ikke har blik for i landskabet er, at det ikke er så paradisisk usammensat, som han drømmer om. Den "fedtglinsende Engflade", som strækker sig i "Ørkenagtig Ensformighed og Stilhed" (III, 10) dækker nemlig også over en grum forhistorie. Og den lader fortælleren læseren få indblik i.

Hvor nu kragerne holder til, byggede førhen ørne deres reder, og hvor 172 nu grøftegravere og møgspredere passer deres dont, færdedes tidligere et folk af raske fribyttere i et vildt og havombrust landskab. Svarende til skoven og havets vigen for "den moderlige Jords Fedme" fortrænger våbenløse kristne de gamle vikinger. "Og se, da den fromme Klosterbroder havde faaet Spæk paa Nyrerne, grebes han af kødelige Anfægtelser. Han fik Trang til at gifte sig (...) Kirken blandede Blod med det borgerlige Samfund. Ud af den grove Bodsdragt med Sandalerne og det haarde Hampereb fremtraadte som af et Puppehylster den første Pastor Sidenius". (III, 7-9) Det lyder til forveksling som en af Pers gamle salutter – og det er langtfra tilfældigt. Pers opdagelse af en glemt dimension i tilværelsen modsvares nemlig af, at sansen for en anden falder bort.

Når det er fortælleren og ikke Per, som her læser den sideniuske slægtshistorie ud af landskabet, skyldes det, at Per netop har forladt det moderne fribyttersynspunkt, hvorfra det er muligt at forholde sig kritisk-historisk, dvs. relativerende til det kristne. Derved opnår fortælleren to ting. For det første får han gjort opmærksom på, at Per ikke er i stand til at indordne hvad der i landskabet optræder som to modsatte, men også tidsmæssigt adskilte livsformer, den førkristne og den kristne. Per kan kun tænke i godt og ondt, enten – eller. For det andet får fortælleren anskueliggjort, at der i Pers oprør, hans fribyttertro på et liv før eller udenfor kristendommen er en kerne af sandhed, der lige så lidt som sideniusjeg'et lader sig tolke væk.

Pers nye blindhed ytrer sig forståeligt nok først og fremmest i hans holdning til naturen, som i samtalerne med Pastor Blomberg afklares og uddybes. I begyndelsen holder Per stadig ved sine gamle erfaringer om naturen og samfundet. Men snart bliver Per i stand til at se bort fra pastorens selvglæde og de punkter i hans natursyn, der strider mod Pers. Efter en uge i samliv med åen begynder Per at sande Blombergs ord om en mystisk sjælsforbundethed med alt levende. "Der var noget af en vellystfuld aandelig Besvangrelse ved en saadan Hensynken i en Naturstemning. Fantasien blev saa virksom. Ideerne strømmede til. Det var som om selve Livets Urkraft blidt og stille udgød sig i En som en gylden Taage af myldrende Tankekim". (III, 49)

Hvor Per førhen var identisk med urkraften, så er han her blevet til dens objekt. I et brev til Ivan frasiger Per sig da også projektet, mens hans næste opgave, udviklingen af vind- og bølgemotorerne fra nu af skal have hans fulde interesse. Der skal ikke gribes ind i naturen, men leves sammen med den i modtagelighed for den universelle kraft, som gennemstrømmer alt.

173

Opgivelsen af Kain-identifikationen

Dette omslag i forhold til Blombergs natur- og menneskesyn har en årsag ud over naturoplevelser og filosofiske overvejelser. Per er ganske enkelt blevet forelsket i Blombergs blonde, jomfruelige datter Inger – og indtræder samtidig, uden at vide det, i hofjægermesterindens planer om, med Inger som lokkemad, at få lempet Per ind i den kristne fold igen. Alvorligt forstemt over Ingers skyhed ved deres første møde genser Per åen, hvor tågerne skaber "et eget aandeagtigt Liv (...) Det saae ud, som om Fjorden nu mod Natten paa Genfærds vis tog sit gamle Leje i Besiddelse. Som en rygende Brænding, et Spøgelseshav, væltede den blege Damp sig mellem Bakkerne".

Den vilde natur, ikke den dyrkede, er blevet genfærdsagtig. Med den vilde naturs indbrud dukker sære skikkelser op for Pers øjne. "Et hornet Hoved dukkede op af Taagehavet og brølte. Tæt ved skimtedes Overkroppen af et Menneske, en Mand, der bagtil syntes at ende i et mørkt Dyrelegeme med rejst Hale. Snart saaes et Mylr af hornede Hoveder, der trængte sig omkring ham (...) – man maatte tænke på en Kentaur i Kamp, mod en Flok Søuhyrer". (III, 34-35)

Synet afsætter en forladthedsfølelse i Per, der først får ham til at tænke på skriftordet om Jesus, der intetsteds har at hvile sit hoved, og den tanke føder så et nyt skriftord – "den bibelske Forbandelse, hans Fader engang havde anvendt mod ham: ""Fredløs og ustadig på Jorden være hver den, som trodser Herren – ." Det Ord var nu gaaet i Opfyldelse. Kains Skæbne hvilede over ham".

Hvordan Per fra Kentauren kan associere sig frem, først til Kristus og så til Kain, får man forklaringen på i Pers sidste association. Han ser nemlig dels sin første store platoniske kærlighed Fransisca for sig, dels Jakobe om hvem han "maatte spørge sig selv, om de nogensinde havde tilhørt hinanden med mere end Legemet". Modsat gælder det til sammenligning om Fransisca, som Inger ligner forbløffende meget, at deres samvær stråler "som Paradisøjeblikkene i hans triste og vildt omtumlede Ungdomsliv". (III, 36)

*

Kobler man fra de modsatte erotiske muligheder, der klæber ved de to erindrede kvindeskikkelser, tilbage til associationsrækkens initiale led: Pers syn af Kentauren, får det betydning som en projektion af en kamp mellem menneskeligt og dyrisk, åndeligt og kødeligt. En menneskelig gestalt er ved, kæmpende at hæve sig op af en sammeflydende, uartikuleret dyrisk masse. Den fredløshedsfølelse, der ledsager synet af Kentauren, er en genkaldelse af Pers følelser fra den tid, hvor han søgte at forene titantrods, slægtsopgør og seksuel udfoldelse. For med trodsen har han lukket 174 sig selv ude af det kyskhedens paradis, som Fransisca og Inger tilhører. Ligner Pers overkrop et menneskes, så er hans underkrop dog fanget i det dyriske som Jakobe er gjort til repræsentant for.

Selve identifikationen med Kristus og Kain – og den rækkefølge de melder sig i – har imidlertid også sin forklaring, og den må sætte af fra Pers vekslende opfattelser af Kristus. Det kræver at vi repeterer en række situationer, begyndende med den scene, hvor Per får ideen om at gifte sig indflydelse til. I den ser han sig, trodsigt og triumferende, som en vrangvendt Kristus, der tager imod Satans tilbud og dermed som et bevis på den sideniuske askeses illusoriske karakter. Faderens død afslører, at illusionen er Pers, for det kristne er ikke ramt og i skydescenen med krucifikset prøver Per derfor at indhente det forsømte, ligesom han, opildnet af Jakobe, søger at komme Kristus til livs ved at reducere ham til kastrat – en mand uden urkraft. I alle tilfældene er det Pers erobreridentitet, kraften og specielt den seksuelle potens, der spilles ud. Kristusskikkelsen må derfor med nødvendighed ændre karakter i takt med erobreridentitetens nedbrydning.

I det første lange stræk af romanen repræsenterer Kristus ganske enkelt den kristne betydningssammenhæng. Men som vi har set, så dukker Kristi sønnerolle frem i det øjeblik erobreren strækker våben. I de eksempler, der er fremdraget i analysen af erobreridentitetens sammenbrud, er den potens han hidtil har fraskrevet Kristus overført på ham som slægtsfornægter og tempelrydder. I sin svare nød må Per bruge kristendommen mod kristendommen, sønnen over alle sønner var magtfuld og slægtstrodsende.

Men med Pers erkendelse af sin indre afsky ved borgerhæder, frigjorthed og ydre magt og glans ændrer Kristus endnu engang betydning. Først i talemåden om berømmelsens forgyldte tornekrone, dernæst hvor Per ubevidst spejler sig i møllens korsform og nu endelig helt bevidst i det billede af den lidende søn, som dukker op i ham nede ved åen.

Hvad selve associationsfølgen angår, så er det nu muligt også at se den som hensigtsbestemt fra fortællerens side. Den sønneidentitet, som Per omsider vedkender sig med Kristusskikkelsen, passer nemlig ikke rigtig ind i situationen. Per er en fredløs der angrer sin syndige fortid, men Kristus er en der lider uskyldigt, på andres vegne. Derfor dukker da den endnu ældre sønneskikkelse, den oprindelige figuration af Pers trodsige ieg, Kain, frem. Hans fremkomst som uønsket og Kristus som uopnåeligt forbillede er affødt af den kristne Ingers skyhed. For med den mindes han om sine egne søskendes reaktioner på den uvorne knægt.

Det der sker nede ved åen er således et afgørende synsvinkelskift hos Per, der nu ikke længere ser sig selv med den trodsige Kains øjne, men 175 med sine søskendes forfærdede og forældrenes bebrejdende øjne. Ligesom han i kentaursynet opgiver sin gamle sammentolkning af paradis og samleje til fordel for den kristne sammenkobling af seksualitet og syndefald, sådan vender han sig også mod sin egen oprindelige opfattelse af Kain som pant på sin selvstændighed.

Som en sidste, besk kommentar til denne omvendelse lader fortælleren en ny flok krager trække hen over Pers skyldbetyngede hoved og forsvinde i skoven under høje glædesskrål – og så dukker Pastor Blomberg med den problemfrie forkyndelse op. Hermed er vi tilbage ved naturdiskussionen og med en uddybet forståelse af, hvorfor Per så hurtigt lader sine forbehold overfor pastoren falde – og hvorfor livets urkraft nu ikke mere opfattes som hans væsens dybe kilde, men som en kraft der udefra gyder sig tankeavlende ind i ham. For på den led synes det umulige alligevel at blive muligt: at ophæve Kain-identiteten, fribytterfredløsheden og det seksuelle syndefald, som skiller ham fra den troende Inger.

*

Per nærmer sig løsningen fra to sider, dels gennem forholdet til kristendommen, dels gennem bekendtskabet med Inger. Hvad det første angår, læser han sig til vidnesbyrd om troens nødvendighed, hvor han før læste sig til det modsatte. Hvad det andet, forholdet til Inger angår, rejser der sig med hans voksende betagelse og forelskelse problemet om et udkomme. Bryder han med Jakobe, som han jo stadigvæk er forlovet med, så står han uden midler og med en stor gæld – og er derfor ganske utænkelig som seriøs frier. Her træder imidlertid den emsige hofjægermesterinde ind ved at hægte Per på de afvandingsplaner hendes husbond længe har syslet med.

Sådan står sagerne, da Per beslutter sig til at bryde op fra Kærsholm – og ved Ingers reaktion på meddelelsen får vished for at hans følelser ikke er ugengældte. Det støder Per ud i den afgørende krise om natten. "Det var som at fange et Glimt af Paradisets Herlighed netop i det Øjeblik, da Mørket for evigt lukkede sig omkring ham (...) Straffens Time var kommen nu! Gudsdommen var fældet over ham! Kains Fredløshed, Ensomhedens Ørkenliv – det var det Helvede, hvortil han var hjemfalden (...) Den Pagt med Lykken, han havde levet paa, det var et Forbund med Djævelen, med Satan." (III, 122-123)

Forberedt ved omtolkningen af Kristus- og Kainskikkelsen er Per nu nået så vidt, at han kan gengive fristelsesscenen med Ivan og den sorte prinsesse på vrangen. Af denne syndsbevidsthed vokser omsider den manglende ydmyghed frem – og i et brev hæver han sin forlovelse. Neergaards profeti er gået i opfyldelse.

Pers jordiske fremtid ser nu ikke helt umulig ud, for med hofjægermesterindens 176 forsikring om at åreguleringen kan sættes i værk og om at også kærlighedsprojektet har fremtiden for sig, rejser Per til København via barndommens by, der helt har skiftet karakter. Den er blevet ham "Verdens Indgang og Udgang, hvorigennem Vejen gik tilbage til alle Tings Ophav." (III, 141)

På dette vitale sted får Per nok en avisnyhed, dennegang om Nannys tilbeder, som hun har drevet i døden. På Per virker det som en åbenbaring af de "livsbevarende Magter" slægten og dens kristne tro repræsenterer med deres "Sky for Synden". De står bag hans flugt fra Oline og fru Engelhardt og tilsvarende tilfælde. "Den "sideniuske" Arv, som han havde kaldt sit Livs Forbandelse, den var netop den Amulet, det signede Tegn, han havde baaret paa sig i det skjulte."

Og nu opgår troen "for ham som et Erkendelsens Lys. Mens han sad der med Haanden under Kinden og saa ud mod den gulrøde Aftenhimmel, fuldbyrdedes i hans Sjæl det store Under, den ny Menneskefødsel, der saa længe havde været forberedt". (III, 143-145)

*

Denne hjemgang konfirmeres, da Per vender hjem til København for at tage den landinspektøreksamen, der vil kunne sikre ham et udkomme – og Inger til hustru. Ved en gudstjeneste ser han sine søskende – og besvimer. Og da han vågner op igen i deres lejlighed, gribes han af en "lykkelig Følelse af Befrielse. Ja, han var hjemme nul (...) Han havde atter faaet Fodfæste på den moderlige Jord". Ved lyden af taffeluret hjemmefra stiger hans barndom forklaret frem, for timeslagene stemmer til andagt over den rindende tid og bringer "et lønligt Bud inde fra Evigheden". (III, 163-164)

Men Per aner ikke hvad det er for en moder han har fundet hjem til, for han er i sin opstemte, labile tilstand som et tryghedssøgende barn. Og det er denne sidste uskyldstilstand, denne sidste ubevidsthed om hans eget inderste væsen, som han nu rives ud af, trin for trin. For moderens verden er ikke en tryg favn. Hidtil har det været sådan, at hver gang Per kommer til en ny, afgørende erkendelse, så ledsages den af et vagt ubehag, der bortforklares eller negligeres, men som senere viser sig at rumme kimene til nedbrydningen af den nyetablerede fortolkning. Sådan forholder det sig også denne gang. Det brev, som moderen har efterladt ham og som han i angst har undgået, er han omsider parat til at læse. Men læsningen fylder ham kun med uhygge, en stemning han ikke forstår og som han derfor tilskriver sin tilstand. Foreløbig driver hans økonomiske problemer ham til endnu en hjemgang, for han må ydmyge sig for Eberhard og låne penge af ham, men den forventede opløftelse udebliver.

Ikke desto mindre er alle ydre forhindringer nu ryddet bort – juleferieopholdet 177 på Kærsholm bringer ham både et ja til afvandmgsprojektet og et ja fra Inger. Men samtidig rokkes der afgørende ved den sammetolkning af forældrene, som har været under opløsning siden moderens død, for Per møder en gammel præst, der har kendt Pers moder fra tiden før giftermålet. Han kan fortælle om en livsglad, sund og blomstrende yndefuld ung pige, og Per begynder "at forstaa det angstfulde Gys, der var gaaet ham gennem Sjælen hin Dag under Læsningen af Moderens efterladte Brev". (III, 217)

Det næste trin i bevidstgørelsen af det, der endnu kun ytrer sig rent fysisk som gys, falder da Per – efter veloverstået eksamen og værnepligt – om efteråret slår sig ned i Rimalt. Samtidig med at "den indre Klosterbroder" træder stadigt skarpere frem i hans behag ved det nøjsomme liv han fører, bliver han sig sin fremmedhed overfor den blombergske tro bevidst. Han aner en "Verdensvilje af en mægtigere Art, med et vældigere Maal" og den fattigdom og elendighed, der omgiver ham driver ham ind i en fornyet religiøs søgen. Bagom det, som Jakobe kaldte kirkens selvsyge magtbegær, finder han en tro med dybe historiske rødder og en tradition, der går på tværs af det etablerede. Den lidenskab hvormed de nedbeder vanheld og forfølgelse og længes efter lidelsen, sender ham det "samme uvilkaarlige Gys gennem Sjælen, som dengang han havde læst Moderens efterladte Brev. For en saadan brændende Tro, der fortærede selv Blodets Grunddrifter, veg hans naturlige Menneske tilbage". (III, 236)

Med gyset foregår der dennegang et afgørende erkendelsesgennembrud hos Per, et gennembrud der samtidig betyder ophævelsen af hans syn på det naturlige i mennesket og om naturen som en moderlig favn. Og for helt at fatte omfanget af nyorienteringen, må vi tilbage til Pers fortolkning af urkraften, da han første gang hjemsøges af den fædrene skygge. Det der er sket ved Pers hjemgang er ikke at denne urkraft er forsvundet, men at den har fået et nyt opholdssted i et transcendent livsprincip, "den moderlige jord", fjernt fra det kropslige og seksuelle som er dens oprindelige domæne.

Det er denne uholdbare omtolkning, som nu ikke længere kan bære modsigelserne. Per må gysende indrømme, at der "i selve den Menneskelige Urgrund" findes "et Instinkt (...) udenfor Naturen, og som, hvor det i det hele taget fandtes, tilsidst overvandt denne". (III, 237) To faktorer har ført Per frem til denne indsigt: hans viden om moderens udvikling fra livsglad til livssky og hans årelange filosofiske studier, der har ledt ham til den overbevisning, at kristendommen er ældre end Kristus.

Pers nye personlighedsmodel tager sig (med bibeholdelse af den tidligere som dens implicitte forudsætning) således ud:

178

1. Livslyst
2. Livsfjendskhed
3. Livets urkraft
4. Instinkt udenfor naturen

Per står da på skillevejen mellem to uforenelige fortolkniner af det menneskelige; den der svarer til skemaets 1. og 3. og den der svarer til dets 2. og 4. punkt. På et højere niveau er det en gentagelse af spaltningsoplevelsen efter æblerovet. Per konstaterer med fortvivlelse, at "Her fandtes ingen bærende Bro over Svælget. Aandens Gilding eller Legemets –saadan stod Valget!". (III, 237)

Genetableringen af Kain-identifikationen

Men Per tør ikke vælge. Delt på den ene side mellem åregulering og ægteskabsplaner og på den anden side de fortsatte spekulationer og meningsudvekslingerne med tvivleren og granskeren Fjaltring søger Per at fægte sig igennem. Og i denne mellemtilstand lever Per da i adskillige år efter brylluppet og Fjaltrings selvmord. Den hårfine balance mellem udadvendt, borgerligt liv i ægteskabet og indadvendt sjælegranskning forskubbes imidlertid langsomt henimod det punkt, hvor Per endnu engang må erkende, at han er veget udenom. Forskydningen melder sig først som tiltagende depressioner og svaghedsanfald. Men som så ofte før i Pers liv (Pontoppidan er ikke særligt opfindsom i den henseende) er det avislæsning, der sætter skred i tingene. Den ingeniør Steiner, som i flere år uhindret har høstet hæder på Pers gamle ideer, er blevet hyldet på et møde i Aarhus. Per, der sidder alene og ruger over nyheden, ser i midnatstimen sit liv som forspildt. "Denne "sideniuske" Arv – den havde dog været hans Livs Forbandelse alligevel! Var det maaske bedre eller mindre forsmædeligt at sidde her afmægtig og langsomt fortæres af en gildingsagtig Livshunger end at skyde sig en Kugle for Panden (...)?". Den længe tilbageholdte konflikt slår nu ud som en krise, hvor Per føler sig om én "der midt i Solskinnet gennemisnedes af Gravens og Dødens Kulde; som sad til Højbords ved Livets kongelige Taffel og fortæredes af Sult; som daglig saa sine Længsler og Drømme blive levendegjort omkring ham og dog maatte fly!". Op gennem Pers ord ekkoer både Neergaards profeti om bondedrengen og Pers gamle, alternative tro på sin kongelige lykke. Hvilke ord Per vælger at sætte kurs efter røbes indirekte i refleksionens afslutning. "Hjemmet, Arnen, Freden; det var hvad han havde tilbage (...) I Ingers Kærlighed, i Børnenes Livsglæde, i Hjemmets Hygge og Fred var der givet ham Erstatning for, hvad der manglede". (III, 285-286) Selve ordet erstatning antyder, ligesom arvens omtolkning til forbandelse, 179 at det liv han nu lever er en art kompensation for noget større – og at dette større, den gamle ambition, tilsyneladende er opstået fra de døde. Da Inger et par dage efter blidt påtaler hans periodiske utilnærmelighed i forholdet til børnene, træffer Per, der er dybt berørt af den skjulte anklage, en rask beslutning om at rejse til København, hvor han én gang for alle vil sætte Steiner på plads. Men da Per henter sin kuffert frem er det "som om en usynlig spøgelsesagtig Haand holdt ham tilbage. Dog, det var kun en rent forbigaaende Fornemmelse. En anden og stærkere Angst drev ham ud mod Livets Røre". (III, 294)

At Per er på flugt er åbenbart – også for ham selv, og i København viser det sig da også, at det liv som leves dér er ham totalt fremmed og at den gamle ambition dækker over en personlig afmagt. Men bag denne aner han til gengæld en styrende hensigt. "Det er da ikke, som jeg undertiden i mismodige Øjeblikke har troet, det blinde Tilfælde, der har raadet for min Skæbne. En indre Magt, hvilken denne nu er, har haft Styret over min Livsbaad selv naar denne tilsyneladende har drevet om for Vind og Vove (...) naar jeg blot vedblivende lader dette selvvirkende Styreapparat bestemme Kursen, kommer jeg nok tilsidst derhen, hvor jeg skal". (III, 297)

Resten af Pers liv drejer sig om udforskningen af denne magt, ikke som en ydre men som en indre instans. Har Per hermed foretaget en helt afgørende omtolkning af sig selv, så savner han dog en anvisning på, hvad han nu skal stille op med sit liv. Derfor lader fortælleren Per møde Dyhring, livsnyderen der er "Uovervindelig i sin guddommelige Sorgløshed" og hvis liv konsekvent leves efter Pers gamle program. Denne konfrontation med det gamle jegideal i udfoldet skikkelse bevirker nemlig, at Per kommer til at tænke på en bekendtgørelse om en ledig stilling som vejassistent ved Aggertangen, som han tilfældigt har set i avisen den foregående dag. Den sære tiltrækning denne notits udøver på ham bliver ham nu klar. "Det var, som saae han selve sit Væsens Grund afdækket, og han kom til at gyse derved (...) Den spøgelsesagtige Haand, der (...) gennem hele hans Liv lønligt havde grebet ind i alle afgørende Øjeblikke for at lede hans Skridt, – det var hans instinktmæssige Fornemmelse af, at det var i Ensomheden, hans Sjæl havde hjemme, at det var Sorgen og Smerten, hans Liv tilhørte (...) Den store Lykke, han i Blinde havde søgt, det var den store Lidelse". (III, 300-301)

Her mødes da voldmøllesynets to figurationer, den åbne favn og korset, for i denne gysen vedkender Per sig omsider fuldt og helt, hvad han på så mange forskellige måder har søgt at flygte fra siden æblerovet. Med overlæg beskriver fortælleren Pers gysen her med de samme ord som ved hans syn af moderens kiste – med én vigtig ændring. Hvor det er tilværelsens 180 grund, der afdækkes ved synet af den svævende kiste, dér er det nu hans eget væsens. Dermed markerer fortælleren, at der går en lige linje fra dette sidste gys tilbage til oplevelsen af alpelandskabets isøde, moderens kiste, hendes efterladte brev og oplysningerne om hendes ungpigeliv. Hvad Per i denne række af gys har forholdt sig til som størrelser udenfor sig selv, et landskab, en moder, afsløres med ét som overføringer af det der skjuler sig dybest i hans væsen. Det som afsætter gyset kan ikke adskilles fra den, der gyser.

*

Denne artikulation af den instinktmæssige, kropslige reaktion gør det da muligt for Per at identificere de allestedsnærværende spøgelser som manifestationer af hans egen indre søgen mod sorg og smerte. Per har det derfor som om han er vågnet op af et mareridt. Og den tanke der tidligere har strejfet ham, at Inger og børnene vil være bedre stillede uden ham, synes ham nu den eneste mulige løsning. Det er en følge af, at den glemsomme Per ved sin opvågning bliver i stand til at huske, at beslutningen om at rejse til København har en anden og mere pinefuld årsag end den bedrageriske ingeniør Steiner, nemlig den overvældende skyldfølelse overfor Hagbarth. Per genkalder sig drengens sky udtryk i det øjeblik han overraskede ham på uskyldig fuglejagt i haven. "Det havde været for ham, som om han saae sig selv som Barn staae foran sin Fader og paa engang angst og fripostig gribe til alle Slags uværdige Udflugter for at dække over en Forseelse".

Det er præcis denne dobbelte erindring om sig selv som søn og som fader, Per har søgt at holde borte ved at rejse sin vej – betegnende nok for en sidste gang at hævde ophavsretten til sit store projekt med dets skjulte sigte: fornægtelsen af faderen. Det spøgelse han flygter for er i ham selv. Nu vækker Hagbarths gentagelse af Pers gamle syndefald Per til besindelse på hans egen utilsigtede funktion som fadergud. Og Per ser kun én vej ud af dilemmaet. "Hagbarths klare Pande maatte intet Kainsmærke formørke! Den faderlige Forbandelse, der hvilede over hans Liv, og som havde gjort ham fremmed og fredløs her paa Jorden, maatte ikke gaa i Arv til hans Børn".

Som Per pludselig formår at se sig selv som fader – og i denne rolle at finde en gentagelse af et dybereliggende hidtil ubevidst generationsmønster – således kan han nu ane en analogi hertil i forholdet til Inger: "hun var bundet til en Skifting, en Underjordisk, som blev blind i Lyset og dræbtes af Lykken".

Med denne erkendelse af sin rolle som fader og ægtemand er Per beredt til det sidste trin i bevidstgørelsen af sin egen sønnerolle. Og som så ofte før er det en ydre impuls der bringer ham på gled, her synet af skulpturen 181 Silen med Dionysosbarnet, som får Per til tåreblændet at tænke på "hvorledes alt maaske vilde være bleven anderledes, dersom et saadant Ansigt og et saadant Solskinssmil havde lyst over ham som Barn, dersom ikke Livet fra hans tidligste Ungdom var bleven mistænkeliggjort for ham (...) allermest af de to, der havde sat ham ind i det. Men han var bleven indviet til Livet ved et Kys af Dødens Mund". (III, 301-302)

Denne sidste, omfattende erkendelse af sønnerollen hviler på en forestilling om arv, ikke som biologisk determination, men som den prægning der uvilkårligt udgår fra opdrageren. Forbandelsen, udstødelsen er dermed forlagt til tidsrummet før æbletyveriet. Men det betyder igen, at Kain-identiteten endnu engang undergår en forvandling hos Per. For så er forbandelsen jo ikke mere en gengældelse for en brøde, men selve den onde cirkel, som ytrer sig gennem opdragerens uvilkårlige, af traditionen bestemte adfærd overfor barnet. I denne sønnerolle falder da det hidtidige skel mellem Kristus og Kain bort – Kain er en uskyldigt lidende, en søn der ikke får lov til at hengive sig til livet sådan som dionysosbarnet gør. Med denne opdagelse af den onde cirkel i sin egen nutid og fortid træffer Per da sin beslutning om at bryde op fra hjemmet i Rimalt. Hjulpet af hvad Per tolker som Ingers ubevidste interesse i den unge, velhavende Proprietær Brück, kommer det til en afgørende samtale mellem ægtefællerne, som ender med, at Per – med en hvid løgn – svarer ja til Ingers spørgsmål, om han har fundet en anden. Hermed er vejen banet for Pers sidste projekt.

d. Pers sidste projekt: sfinxens gåde

Sine sidste år henlever Per som vejassistent i det øde, barske klitlandskab, der aldrig har haft så fine veje. Er hans tilværelse i det ydre begivenhedsløs, er det udelukkende fordi det er i det indre han lever sit egentlige liv.

Romanens sidste kapitel er opbygget således, at vi ser Per fra to forskellige vinkler – ud over fortællerens. Dels udefra med beboernes, især skolelærerens øjne, dels indefra gennem de strøtanker Per efterlader sig. Og de to udsagnsrækker synes at bekræfte hinanden i deres signalement af en mand, der har fundet fred med sig selv og tilværelsen. Den frygtløse udforskning af selvet, hvis mål er at træde i så umiddelbar forbindelse med tingene som muligt "i Stedet for at sanse dem gennem andres Organer" (III, 329), synes gennemført med streng konsekvens til det sidste. På dødslejet følger Per således i et spejl sin egen begyndende opløsning uden illusioner og uden tilbagefald til religionens trøst. Stille udånder han med faderens store sølvur på væggen ved hovedgærdet.

Det er derfor med genkendelsens grebethed at skolelæreren gennemblader 182 de efterladte papirer og tager dem med sig. Af disse papirer gengives i alt otte optegnelser og et brev fra Inger. Ærgrer man sig ved det sparsomme udvalg, kan man finde god trøst i den kendsgerning, at her er der tale om fiktion, så hvad vi får er alt, hvad der foreligger. Papirerne skal nu gøres til genstand for en nøjere granskning ud fra den betragtning, at ligesom selve udvalget ikke er spor tilfældigt, sådan er dets komposition det heller ikke; som overalt i romanen må fiktionsverdenen føres tilbage på fortællerens styrende hensigter.

I den 1. optegnelse overblikker Per sit levned og læser tre trin ud deraf, repræsenterende hver sin typiske livsalder. Den unge, som ønsker "at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri", at afdække tilværelsens styrende magter. Den lidt ældre, som søger sammenhængen, lovene, udviklingen, meningen med livet og endelig den modne, som "en Dag standses af en Stemme fra Dybet af (sit) Indre, en Spøgelsesstemme, der spørger: Men hvem er du selv? (…) Fra den Dag er vort sande Jeg blevet den store Sfinx hvis Gaade vi stræber at løse". Optegnelsen løber nu videre i et forsøg på at bestemme dette jeg, som synes at skifte med sine sindsstemninger, og den udmunder i et åbent spørgsmål i stedet for et svar: Er sjælen en forbifarende stemning forårsaget af tilfældige omstændigheder såsom nattesøvn, vejrlig, læsning osv. – eller har vi mange sjæle? Et synes at stå fast - jeg'et flyr den faste definition. (III, S57-3S8)26)

Det er værd at bemærke, at Per ikke tager sig helt så relativistisk ud for sig selv i den betragtning, som det tredje og sidste trin i hans udvikling gøres til genstand for i den 2. optegnelse.

Uden den Urmenneskelige Udfoldelsesdrift, den selvskabende Kraft, der ytrer sig i Lidenskaben (…) uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed naaer Ingen til virkelig Frigjorthed. Derfor priser jeg mig lykkelig, at jeg har levet i en Tid, der kaldte på denne Drift og styrkede dette Mod. Ellers var jeg bleven et halvfærdigt Menneske, en Sidenius alle mine Dage". (III, 339-340)

Det er en i bogstaveligste forstand selvsikker Per som taler her. På et tidspunkt belærer Per da også skolelæreren om vejen til at finde ind til selvet. Det er imidlertid tankevækkende, at Pers belæring tager udgangspunkt i en stemningsusikkerhed hos skolelæreren, der meget nøje svarer til den Per beskriver hos sig selv i den 1. optegnelse. Hvad der i samtalen er henholdsvis lærerens problem og Pers svar, det er i optegnelserne identisk med en bestemt rækkefølge i Pers dialog med sig selv:

183

Samtalen Optegnelserne
læreren
" skønt han havde det hyggeligste Familjeliv med Kone og Børn, havde han dog mangen Gang baade triste og trætte Timer"
1. optegn.
" Den Mand, der i Morges kørte ud i den stride Regn, forstemt, bitter, uendelig led ved Livet og dets Besvær, var det mit sandejeg? Eller den, som i Skumringen sad derhenne ved Kakkelovnen og (...) lod sig lulle ind i lykkelige Mindedrømme om Hus og Hjem og legende Børn, var det mit sande, mit egentlige Jeg? Eller den som nu sidder ved Lampen (...) med den stille, ophøjede Fred i sit Indre, som kun Natten og Ensomheden skænker mig (...)?


Per
Hvis læreren har det sådan, er det fordi han ikke "har fundet sit naturlige Voksested, hvor han alene kunne lære den højeste Menneskelykke at kende: at blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst."

2. optegn.
" Ellers var jeg bleven et halvfærdigt Menneske, en Sidenius, alle mine Dage"


4. optegn.
" Saa blev jeg dog en Verdenserobrer alligevel!"

Denne sikkerhed hænger sammen med, at Per nok engang har revideret sin opfattelse af personligheden. Som i de øvrige tilfælde er det sket ved at afdække endnu en bund i menneskets væsen. Bibeholder vi samtlige tidligere lag optræder der således ifølge den 2. optegnelse et femte i personligheds-modellens basale niveau:

1. Livslyst
2. Livsfjendskhed
3. Livets urkraft
4. Instinkt udenfor naturen
5. Urmenneskelig udfoldelsesdrift

*

Denne forestilling har rødder to steder i Pers fortid. For det første i Fjaltrings levelære, der ikke blot introducerer Per til tanken om lidelsen som sjælens rette element og om "Personlighedens guddommelige Kilde" (III, 249), men også formulerer den menneskelige ånds udvikling som "et uafladeligt Syndefald, af hvilket vi oprejstes ved en instinktmæssig virkende Selvopholdelsens Kraft, der var af guddommelig Oprindelse". (III, 257) For det andet i Pers gamle erobrerdrømme. Og netop disse to grundbestanddele er – i den nævnte rækkefølge – genstand for overvejelse i henholdsvis 184 den 3. og 4. optegnelse, som beskriver den altafgørende forudsætning for tilblivelsen af dette nye jeg.

Som Pers liv indtil skilsmissen former sig, investeres al hans trods, al hans lidenskab i en lang række af undvigelsesmanøvrer, der dog oftest fremstår som erobring eller fødsel til nyt liv for Per. Denne på en gang villede og uvillede flugt er en flugt fra ubehaget og lidelsen ved at være hæmmet til fri, lystbetonet udfoldelse, der imidlertid kun fører ham stadigt længere ned i ufrihed og smerte. Vendepunktet indtræffer, da Per vælger at fastholde hæmningen, smerten. Og ved at ville lidelsen vendes trodsen til den passion, som overskrider lidelsen, idet lidelse her betyder den smerte, der påtvinges én udefra af det, man ikke vil vide af. I 3. optegnelse sammenfattes det sådan: "Kristi Liv og Historie lærer os i Virkeligheden intet ud over dette (som er en gammel Visdom), at der kun er eet, der overvinder Lidelsen, og det er Passionen". (III, 340)

I 4. optegnelse uddybes konsekvenserne af denne jeg'ets rummelighed: "Saa blev jeg dog en Verdenserobrer alligevel! Hvert Menneskes Sjæl er et selvstændigt Universum, hans Død en Verdensundergang i det smaa". (III, 340) Fra et højere, afklaret stade er Per vendt tilbage til sit spontane udgangspunkt, det lidenskabelige jeg, der vil erobre verden. Hermed griber fortælleren tilbage til romanens begyndelse, som jo knytter den unge Pers fribytter- og herskerdrømme til den øde hede (I, 22 og 148), hvor han da også ender – som verdenserobrer og vejassistent, "en eneraadig Hersker, en Konge over de mørke Heders uendelige Rige, Frihedens og de vilde Stormes Hjem". (I, 22)

I fortællerens allusion til dette nøglested fra romanens indledning kan man finde en bekræftelse på to af denne analyses grundlæggende påstande – den om romanens cirkelagtige komposition og den om romanforløbet som anlagt over en art psykoanalytisk fortællestrategi. For hermed gives der et utvetydigt belæg for, at romanen former sig som en udfoldelse af det, der fra starten er latent til stede i Pers trods og de drømme og projekter den omsættes i. Ved i læserens bevidsthed at sammenføje Pers gamle drøm om det frie liv på heden med drømmens virkeliggørelse i en oprindeligt frastødende, foragtet skikkelse, godtgør fortælleren, at Pers bevægelse fra det ydre mod det indre, fra fornægtelse til tilegnelse, må få den påståede tvangsmæssige og cirkulære form.(fodnote 27)

Indadvendingen hos Per foregår som en tvang, men denne tvang ophæves ifølge Per i det moment, hvor Per bliver sig den bevidst og vælger at gøre sig til ét med den - i passionen. Tilblivelsen af det nye jeg former sig derfor som en identifikation af det, der hele tiden har været til stede, skjult eller forklædt i Pers lidenskabelige trods og hans projekter. Skjultheden beror på, at Per fejlagtigt har rettet sin jeg-lidenskab udefter mod 185 omverdenen, mod magten, æren og den erotiske lyst, og det er denne blindgyde Per fra sin nye, frigjorte position kan modstille den sande vej i den 5. optegnelse. Overfor den højthædrede, men ynkværdige hr. Steiner, der får en etatsrådstitel som vederlag for et liv i løgn, står den virkelige erobrer Per, der med rette føler sig "kongeligt fri og ukrænkelig". (III, 340)

Denne suverænitet er imidlertid af en helt anden art end den, der hviler på borgerlige præmisser og den forbindes i optegnelsen med, at en gammelkendt suveræn: Gud, udskiftes med en anden: naturen. I en sentens, som optræder spredt på siderne i Pers papirer og som afrunder den 5. optegnelse hedder det: "Thi Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig". (III, 340)

Nøjagtigt hvori forbindelsen mellem de to former for suverænitet, Pers og naturens, består, fremgår af de tre sidste optegnelser. Den 6. og 7. optegnelse hænger sammen, men bærer hver sin overskrift, henholdsvis "Om Gud" og "Mere om Troen". Den første handler om troen på en "regnskabsførende Gud i Himlen" som hindring for at mennesker gør det gode for det godes egen skyld. Den anden handler om, at troens mysterium er at ligne ved besiddelsens – det som vi ved et tilfælde og et valg er kommet i besiddelse af kan vi ikke skille os af med igen uden at fornemme det som mister vi en del af os selv.

Det er præcis denne binding til det tilvante, til traditionen – som både Jakobe og Per omtaler som det tilfældigt erhvervede – der er Pers problem i de mislykkede projekter. Hver gang han mener at have løsrevet sig fra sit ophav, dukker det genfærdsagtigt op igen. Når Per nu udefra kan skildre troens verden som en blindhedens verden, er det fordi det at ville sig selv er ensbetydende med at sætte sig i Guds sted. Fra dette synspunkt er det karakteristiske ved de troende, at den Gud som troen retter sig imod altid forhindrer det autonome, guddommelige jeg i at forholde sig sandt, passioneret til sin kerne. Og dermed også til naturen. For at ville sig selv er at ville det der er selvets grundlag, den fysisk-biologisk givne natur, som Per værdigt giver sig hen til på dødslejet, der jo former sig som en villet parallel og kontrast til faderens ligeledes værdige given sig i Gudfaders hånd.

Hermed gives da begrundelsen for ombytningen af Gud med natur i Pers yndlingssentens. Men hvori det rige, vise og miskundelige består oplyses først i den 8. optegnelse som fortæller Pers historie set fra dens slutpunkt i en lignelsesagtigt stiliseret form.

Den 8. optegnelse bærer titlen "Det store Spøgelse" og har da også som sit emne forholdet mellem samvittigheden og de muligheder for udfoldelse tilværelsen, naturen byder på. Grundhistorien handler om den trodsige 186 dreng, der kues af faderen og forkrøbles derved. Men mens faderen bukker under for sit samvittighedsnag, så får sønnen, der ikke fortaber sig i hævnønsker, kompensation i det indre for det han har tabt i det ydre af den nådige natur. Naturen er således ikke bare fysisk, men er – som grundlaget for psyken – også betingelsen for jeg'ets muligheder for at hæve sig over det givne i bevidstheden i en slags sublimering, hvor yderpunkterne i Pers identitetssøgen, Kain og Kristus, er smeltet sammen.

Tilsammen må optegnelserne ses som udtryk for Pers bevidstgørelse af den styring hans egen skæbne er udslag af og den suverænitet som bevidstgørelsen omsætter sig i. På den baggrund er det muligt at spore en klar kompositorisk hensigt i optegnelsernes rækkefølge. Generelt er det sådan, at en given optegnelse forholder sig uddybende til den foregående. Det resulterer i, at den gåde, der stilles i 1. optegnelse med beskrivelsen af jeg'et som en sfinx, får en løsning i den 8. optegnelse, som sammenfatter og forudsætter de brikker som lægges på plads i de mellemliggende optegnelser. Gådens løsning er Pers nye "erobrer"-jeg, som ikke er af fysisk karakter, men identisk med et bevidsthedsniveau – det som manifesterer sig i optegnelsernes tilsyneladende suveræne, frigjorte synspunkt for hvilket skæbneforløbet er fuldt afklaret som værende styret, hensigtsbestemt.

C. Romanens projekt

Generelt hersker der usikkerhed hos Pontoppidan-fortolkerne med hensyn til, hvordan slutningen skal opfattes og ofte er grunden den, at man har svært ved at tro på Pers omvendelse fra bedrager og struggler til sandhedssøger og -finder. Klarest udtryk for denne tvivl giver efter min mening Paul V. Rubow og Vilh. Andersen. Om Lykke-Per siger Rubow: "Bogen er som alle Pontoppidans noget uklar. (...) Selve Heltens Livs-Resultat er tvivlsomt. Hans Liv er et Skibbrud, men han er dog lykkelig, thi han har lært sin Personlighed at kende. Men var det Umagen værd? Var det ikke snarere, hvad der burde være undgaaet? Er Narcissismen alt? Og er det ikke troligt, at Pers Selverkendelse kun er en sidste Vildfarelse?" Noget lignende siger Vilh. Andersen om Per: "At ogsaa han med sin Higen efter Selvet er en Fantast som Emanuel Hansted (...) ser hans Digter maaske endnu ikke. Dog virker den store Romans "Højsang" over Individualismen ligesom de smaa som en saa meget større Dommedag derover"28) Det problem som de to forskere peger på, men ikke går dybere ned i, kan bestemmes som en uklarhed i forholdet mellem forfatter/fortæller og hovedperson. Som det nu skal søges godtgjort, så går de to ikke på nogen måde i ét til slut, distancen mellem fortæller og helt er opretholdt. Det som har forvirret er ikke en tvetydighed hos Pontoppidan, men 187 en dobbelthed i selve Per-skikkelsen, som fortælleren fremanalyserer i bogens sidste del.

Hvis man vil på hold af denne oversete dimension i romanen, kan man tage fat på Pers fremstilling af det nye jeg. Ifølge hans egne oplysninger, dør han som gilding i betydningen menneskeligt forkrøblet, men fuld af indsigt – et helt menneske og ikke en Sidenius. "Til Erstatning for den Førlighed, der var bleven ham berøvet, havde han faaet hin sjette Sans, der skænker Sjælen dens dybeste Nydelser. Den kluntede Dreng med den mutte Trold i Øjet var bleven – ja, en Stakkel, hverken Mand eller Kvinde, hverken Barn eller Voksen, men et Menneske, i hvis Blik Uendeligheden afspejlede sig i al sin Klarhed, Dybde og Ro". (III, 342) Men læser man fortællernes indledende karakteristik af Sidenius-væsnet, fremtræder denne køns- og aldersløse, næsten kropsløse bevidsthed ikke som dets modsætning eller afløser, men som dets yderste, radikale konsekvens: "langt den overvejende Del af Slægten havde været fromme Kirkens Stridsmænd, flere af dem tillige belæste, ja lærde Mænd, teologiske Granskere, der i deres landlige Afsondrethed, under Aarenes graa Ensformighed, havde søgt Erstatning for alle Afsavn i et stille, indadvendt Tankeliv, i inderlig Fordybelse i deres egen, indre Verden, i hvilken de saa til sidst fandt Tilværelsens sande Værdier, dens rigeste Lykke, dens egentlige Maal". (I, 11)

Dér hvor Pers og Pontoppidans veje skilles er ikke i det synspunkt, at Pers jeg er et nyt jeg, men i fortolkningen af hvori det nye består. Per definerer det nye som værende en frigørelse fra det faderlige, mens Pontoppidan ser det som uløseligt forbundet med Sidenius-væsnets tilstedeværelse.

Der er med andre ord en blindhed tilbage i Per overfor hvem han egentlig er. Men denne ubevidsthed må ikke forveksles med fantasteri eller almindeligt selvbedrag – Per er ikke en Emanuel, eller bedre: Lykke-Per er ikke delt i synet på hovedpersonen som Det forjættede Land. Pers blindhed er udslag af en nødvendighed. Og for at bestemme hvori den består, må vi nu gå et spadestik dybere i optegnelserne, nærmere betegnet til den fortællerhensigt de er udtryk for. Et af Pers efterladte papirer har endnu ikke været omtalt, så vi kan passende tage fat dér.

*

Der har været én god grund til udeladelsen, nemlig den banale, at det ikke er Per, men Inger der er forfatteren. Papiret er et brev, dateret et par måneder før Pers død, hvori Inger takker Per for alt hvad han har gjort for hendes lykkes skyld og hilser fra hans tre børn, som alle trives vel – Hagbarth er endog lovende ingeniørstuderende.

Nu kunne en læser, der fandt det rimeligt at praktisere samme mistænksomhed over for denne analyse som analysen selv gør det over for 188 Per, med god ret hævde, at der nok også er en anden grund til at se bort fra Ingers brev. For det synes at dementere den fremlagte fortolkning af Pers endeligt. Har Inger ikke set Per i mange år, så er hendes udsagn dog urokkeligt og vægtigt: Per handlede ret, da han forlod hende og børnene. Var han blevet sammen med dem, ville det være gået præcis som han frygtede.

At Inger har ret skal og kan der ikke rokkes ved – og det er heller ikke fortællerens hensigt. Men det er ikke ensbetydende med at hendes tolkning af Pers motiver til at trumfe skilsmissen igennem med en hvid løgn, for derpå at blive passioneret sandhedsdyrker på den øde hede, er holdbar. For at uddybe dette må vi imidlertid vende tilbage til opgørsscenen, nærmere betegnet dens afslutning. Da Inger i hast har forladt huset, løfter den fortvivlede Per "Uvilkaarligt Blikket mod Himlen" og spørger "Er det nu nok?". (III, 326)

Her kunne læseren stille det modspørgsmål, hvem i alverden ordene er rettet til. I det forudgående har Per jo omhyggeligt gjort rede for sin gudløshed – "for den som er blevet sig sit eget Selv bevidst, er en Gud overflødig. Der er for ham hverken noget trøstende eller noget skræmmende ved Forestillingen om en saadan overnaturlig Personlighed, hvad enten man saa tænker sig ham som Fader eller Dommer". (III, 321) Selve formuleringen, der nøje svarer til Pers opfattelse af faderen ved dødslejet, hænger sammen med at Per er i en desperat situation, for faderen er endnu engang dukket op, først med avisartiklen om Steiner, der minder Per om det store frigørelsesprojekt, så i forholdet til Hagbarth og endelig i forholdet til Inger. Per er blevet berøvet det fristed, den flugtmulighed, som ægteskabet hele tiden har været. Der kan derfor heller ikke herske tvivl om hvem Pers blik er rettet mod. Den som offeret bringes til er den fader, som inkarnerer den kristne, patriarkalske orden og som med sin allestedsnærværelse ikke kan skelnes fra Vorherre selv.

Pers opbrud fra hjemmet svarer således til alle øvrige opbrud i hans liv: det er en flugt fra det faderlige, og det eneste som adskiller denne flugt fra de foregående er, at Per dennegang ikke selv opdager det. Ingers brev er jo netop af Per selv stukket ind mellem optegnelsernes sidste sider, hvorpå optegnelse 2 - 8 er nedfældet. Og det må betyde, at Per i brevet ser en bekræftelse på, at han har valgt rigtigt.

Det er på sin vis også romanens mening om den sag. For det første har Per moralsk og socialt set valgt ret; det er til alle parters fordel, at han endnu engang viger for faderens genfærd. Som Per udtrykker det i "Det store Spøgelse", er han en åndens gilding, kønsløs, det vil sige uegnet til at leve i samfund med andre – som opdrager og som ægtemand. Men for det andet har han valgt rigtigt i den mere specielle forstand, at den ubevidsthed 189 som her driver ham til at gøre det rette er udslag af netop den nødvendighed, vi talte om før. Den kongerække af illusioner faderoprøret tvinger Per ud i er fortællerens vej til afdækningen af den nødvendighed, hvormed faderautoriteten overskrider sig selv.

*

Hvordan dette nærmere skal forstås kan bedst udredes, hvis vi går ned i det centrale motiv til Pers flugt. Den er jo ikke bare en flugt fra faderen, men fra den fader han opdager i sig – i sin adfærd overfor børn og hustru. Nu kunne det meget vel tænkes, at Per i de mellemliggende år under sin selvgranskning havde afsløret hvad der var skjult for ham i selve opbrudssituationen. Men sådan forholder det sig ikke. Per befinder sig stadigvæk i et uafklaret forhold til det faderlige, da han på den øde hede finder sig selv. Det fremgår af den afsluttende 8. optegnelse.

Som påvist er den en omskrivning af Pers egen sønnehistorie, men ser man nærmere til, begynder logikken at halte. Den restriktive fader rammes nemlig af et samvittighedsnag over sønnens kranke skæbne og det slår til sidst indad som sindssyge og tager livet af den plagede mand. Og præcis dette led i historien, som er udslaggivende for dens budskab, mangler i forlægget. For i Pers eget forhold til faderen er det kun ham selv, aldrig faderen der nærer dårlig samvittighed. Alligevel har dette træk i historien baggrund i virkeligheden, for den samvittighedsplagede fader er Per selv. I en slags kortslutning overfører Per sin egen ruelse over forholdet til Hagbarth på pastor Sidenius og fortæller dermed to historier som var de én. Og det hænger igen sammen med, at Per ikke er i stand til endeligt at skille det faderlige fra det sønlige i sig selv.

Grundintentionen i "Det store Spøgelse" er for Per at afsløre den bærende forestilling i pastor Sidenius' univers som en forkvaklende illusion: troen på samvittigheden som Guds stemme i den enkelte dræber alt sundt liv. Og at demonstrere, at det er muligt at hæve sig op over forkrøblingen i bevidstheden. I denne forstand prøver Per således en sidste gang at komme faderen til livs. Men hvad han gør i realiteten er at vise, hvordan det stadig spøger i ham, for den fader eller overindividuelle fortolkning han langer ud efter er i ham selv. Hvad han rammer er derfor sin egen kærlighedsevne, den nye faderlighed som er i kim hos ham.

Denne faderlighed kan spores tilbage til den førnævte nøglesituation, hvor Per i Hagbarths øjne ser spejlbilledet af sin egen tyranniske faderlighed. Det afgørende i den situation er, at Per ved at flygte for dette billede, først til København og sidenhen til den øde hede, vedkender sig det som sandt. Men ligesom i den 8. optegnelse, der er formet over oplevelsen, blander Per to historier, to former for faderautoritet sammen. Den ene fader handler uvilkårligt på Guds og slægtens vegne og indsætter med sin 190 prægning barnet i arvens ubrydelige cirkel, hvor sønnen bliver som faderen. Den anden er sig derimod sin formende vilje og indvirken bevidst. Mens fader Sidenius i herremandens skikkelse (i den 8. optegnelse) må stå til ansvar for sine patriarkgerninger som var de udslag af et jeg's individuelle vilkårlighed, og ikke netop af faderautoritetens formidling af den højere vilje, så må omvendt fader Per vige sin plads som var hans autoritet stadigvæk blind og ubrydelig som de gamle patriarkers.

Dermed overser Per det radikalt nye i situationen, som med overlæg er modelleret over hans eget første syndefald. Hvad Per oplever er jo ikke bare at se sin fader gå igen i sig i sin ubevidste adfærd, men også pludselig at kunne se sig selv som fader, at se sig selv med sønnens øjne og altså forholde sig til sin egen faderrolle, den som fader Sidenius var ét med. Per magter ikke at skille det han ser fra det at han kan se. Per kan derfor kun bryde med faderrollen negativt ved at skille sig ud af det bestående – ikke ved at blive og omsætte det nye syn i handling.

Det væsentlige her er, at denne uformåenhed hos Per af fortælleren hæves op over de ironisk-moralske anklagers niveau, for med skildringen af sammenfiltringen af en gammel og en ny bevidsthedsform i Per anskueliggør romanen to ting for læseren. For det første, at den tvang der ytrer sig i Pers skæbne er selve faderautoriteten, som således med nødvendighed – og ikke ved en individuel viljesakt – ophæver sig selv. Ikke faderoprøreren, i hvem den faderlige autoritet fortsat lever, men faderoprørerens død er da forudsætningen for fuldbyrdelsen af denne opløsningsproces og dannelsen af et konstruktivt alternativ til både vikingebrutalitet og kristen patriarkalitet. Det patriarkalske lader sig ikke ophæve med tilbagevirkende kraft. Og det betyder for det andet, at dette konstruktive alternativ derfor ikke kan virkeliggøres ved en isoleret, individuel undsigelse af faderautoriteten, men alene ved et omformende indgreb i selve det samfundsmæssige, nærmere betegnet generationsforholdet, opdragerfunktionen, hvorigennem det formidles.

Pers skæbne er det stiliserede udtryk for denne proces, hvor en gammel bevidsthedsform afsætter en ny. Og da Per i lighed med andre af vor kulturs overgangsskikkelser baner vej for det nye, men ikke selv oplever dets virkeliggørelse, så har romanens overordnede historiske synsvinkel to aspekter. Det ene knytter sig til Per som type, som repræsentant for en historisk bevidsthedsform under afvikling, det andet knytter sig til den utopiske overskridelse, som Per muliggør og som romanen forudsætter i sin skelnen mellem bevidst og ubevidst i Per. Den videre analyse, som skal handle om romanens historiesyn, falder derfor i to dele, én der omhandler hvilken art af historisk virkelighed Per repræsenterer og én hvis emne er den utopi, romanen forbinder med Jakobes skæbne.

191

3. Historien i historien

A. Det individuelle og det historiske

Da Per i sin fortvivlede økonomiske situation efter bruddet med Jakobe har aflagt besøg hos Bjerregrav, sammenligner den gamle hugaf i tankerne sin søstersøn Dyhring og Per. "Den Knægts (Dyhrings) Held var nærved at faa ham til at tvivle om et retfærdigt Forsyn. Uden Handlekraft, uden Tro, uden Fædrelandsfølelse skred han ustandselig frem i Magt, Betydning og Anseelse, mens den virkelig udvalgte, den fødte Fører, der besad baade Styrke og Sundhed og ikke heller manglede Fædrelandskærlighed, bukkede under. Men saadan var det jo bestandig i Danmark. Slægt efter Slægt groede op – rødkindet og klarøjet, frimodig og stærk. Og Slægt efter Slægt gik i Graven, brudt og bøjet, altid overvunden. Det var, som om en skjult Sygdom tærede paa Nationens Kraft, udmarvede dens bedste Ungdom og lagde Landet aabent for Fremmedes Erobring". (III, 157)

Selv om oberstens patriotisme står for skud i romanen, så svarer hans fornemmelser i store træk til dem fortælleren giver udtryk for i det mere præcise historiske grundrids i kapitel 14.

Her beskrives Danmark som en nation delt i to dele: hovedstaden København, hvor den "ny Tid og dens Aand" er ved at vinde indpas og provinsernes land- og købstadsmiljøer, hvor livet leves i udslidte og stedse mere forarmede former. Den i alt to sider lange skildring, som er en slags essens af romanens mange spredte miljøbeskrivelser, leder frem til en forklaring på, hvorfor Pers nye pjece ikke vækker opsigt. Dens projekt med en verdenshavn i provinsen rammer ned i København, hvor den ensidige vægtning af hovedstaden ønskes opretholdt. Men der er et andet, videre perspektiv i nationsportrættet. Det er nemlig også et portræt af Per. Når provinslivet sammenfattes med ordene "Imidlertid groede Landets Aaer og Fjordløb bestandig mere til" er det jo helt bogstaveligt den oprindelige kerne i Pers projekt der hentydes til. Og når byen karakteriseres ved det "Gennembrud af ung og dristig Handlekraft", man finder der, er det ligeledes et signalement, der passer både til Pers selvforståelse og andres opfattelse af ham.

Der er således en klar analogi mellem Pers person og forudsætninger og så de to slags samfund, der rummes indenfor kongerigets grænser - nationens delthed svarer til Pers dobbelte væsen som trold og viking.

På den ene side befinder han sig som "en blandt mange ærelystne og levekære unge Mænd", betaget af den begyndende industrialismes "Foretagelsesaand" og "halvt eventyragtige Udvikling", der ikke blot ytrer sig teknologisk og kommercielt, men også i en helt ny, verdslig kultur- og menneskeopfattelse. 192 (II, 96-99) På begge fronter er det i romanen en elite af ikke-kristne, jødiske rigmænd og intellektuelle der fører an. På den anden side har Per dybe rødder i netop den kristne kultur, som langsomt er ved at kvæle den del af nationen, der befinder sig uden for hovedstadens tryllekreds.

Da Per vælger ingeniørgerningen, træder han over tærsklen ind i den verden, der er ved at vokse frem midt i den gamle. Sat på korte moderne formler, er Pers skæbne spændt ud imellem to samfundsformer: en fremspirende kapitalistisk overfor en feudal under opløsning og to hertil knyttede bevidsthedsformer: en antimetafysisk, teknologisk-naturvidenskabelig overfor en gammel kristent-metafysisk. Det der i den forudgående analyse er skildret som poler i en personlig afklaringsproces hos Per får derved ,også betydning som afdækning af en overindividuel historisk konflikt på grænsen mellem to epoker.

Sammenkædningen af individuelt og overindividuelt forlener personen Per med både psykologisk sandsynlighed og historisk tegnværdi. Det skal ikke forstås sådan, at Per er årsag til eller i bogstavelig forstand forklaring på det historiske, men at han er den det historiske giver sig til kende igennem. Det er det Per selv fornemmer, når han på forskellige tidspunkter taler om skæbnemagt eller styrelse.

Denne skæbnemagt er allerede i påvisningen af kompositionens cirkelform bestemt som en generationsfølge. Den dobbelthed i Per, som er inkarnationen af en nationalhistorisk dobbelthed: hovedstad-provins, nyt-gammelt, er i romanen anskuet ved konflikten mellem en far og hans søn. Når sønnens mange projekter ikke lykkes, hænger det sammen med at det gamle, Sidenius-væsnet lever videre, fornægtet, skjult som den egentlige styrende magt i sønnens tilværelse.

Pers planlagte indgreb i naturen vurderes af romanen som destruktion, ikke fordi målet – at oprense de tilgroede vandårer – i sig selv er negativt, tværtimod, men fordi vejen til målet, ingeniørgerningen, er udtryk for en binding til det som den skal rydde af vejen. I Pers selvmodsigende projekter beskriver romanen således, hvorledes den moderne borgerligt-teknokratiske, verdslige og dynamiske personlighed kun på overfladen repræsenterer noget nyt, dvs. et brud med fortiden. Ligesom der bag Berlins strålende, pulserende vidundervirkelighed afslører sig en afgrund af menneskelig nød, af destruktion og død, sådan er det tilfældet med det nye København.

Denne nye verden bestemmes som essentielt jødisk af Pontoppidan, men det skyldes andre forestillinger end dem der kommer til orde i oberst Bjerregravs antisemitisme. Hvad han betragter som landets, ser fortælleren som kristendommens fjender. Det er i den betydning, at både den åndelige 193 og praktiske side af det nye føres an fra ikke-kristent hold af jødiske pengemænd som Max Bernhardt og jødiske intellektuelle som dr. Nathan. Imidlertid mislykkes også deres projekter, som Per jo søger at forene, da hans planer står på deres højeste. Det kristne samfund er det stærkeste – foretagsomheden føres videre af de kynisk-egoistiske, reaktionære bedragere, praktisk og politisk af Steiner og Dyhring, åndeligt af den nyreligiøse Berger.

Grunden til at foretagsomhedens ånd ikke fører frem til noget nyt skal søges i det fællesskab, som romanen ser i oppositionen mod det bestående. I kampen mod det patriarkalsk-kristne griber alle fribytterne uanset baggrund tilbage til en "urkraft", en natur der går forud for kristendommen eller det patriarkalske. Fyldigst og klarest er denne bevægelse skildret i fortællerens rids af kærsholmlandskabets historiske oprindelse, hvor landskabets og Pers udviklingshistorier kobles sammen.

Den umiddelbare kraftudfoldelse, der findes som kollektiv fortid og som ynkelige rester i nutidslandskabet, er den samme som ytrer sig i Pers liv i tiden indtil æblerovet, og det er den han søger at fastholde i sin trods og i sin urkraftfortolkning efter syndefaldet. På den måde får romanen sagt, at Pers fribyttertrods, sådan som den har ytret sig i hans Kain-væsen, har arkaiske rødder. I det had, hvormed det gamle søges nedbrudt og det nye fremmet, ligger der et frembrud af kræfter, der historisk set går bag om kristendommen og menneskeligt set forud for alle forestillinger om humanitet, ned i fribytternes og vikingernes på én og samme tid barnligt uskyldige og skånselsløse grusomhed.

Pers udvikling spejler således i sine trin den historiske. Til tilstanden af uskyldig, umiddelbar udfoldelse før æbletyveriet svarer i den historiske udvikling vikingernes kraftudfoldelse, der finder sted i en blind kollektiv blodrus. Til den faderlige forbandelse, der sender Per ud af paradiset, svarer kristendommens indbrud i og overlejring af det hedensk-ureflekterede, endnu ikke jeg-bevidste med den jeg-bevidsthed, som genereres af den faderlige overvågning og som ytrer sig i syndsbevidstheden, samvittigheden. Pers oprørske hævdelse af sit jeg har således en dobbelt forudsætning: det vikingeagtigt arkaisk-ubændige, fortidige og så den bestående kristne forestilling om jeg'et, som Per søger at befri fra dets kristne indfatning.

Noget tilsvarende gør Max Bernhardt og dr. Nathan i deres forsøg på at befri sig selv (og andre) fra det kristne samfunds hæmning af den fri menneskelige udfoldelse. Max Bernhardt med sit blodtørstige bøddelvæsen i kampen mod den orden, som har nægtet ham adgang til hans livs mål: dommerembedet. Dr. Nathan med sit sært uskyldige Pan-væsen og dets naturstridige, evige ungdomsfriskhed.

194 Det der forener oprørerne Per, Max Bernhardt og dr. Nathan er deres trodsige, hævngerrige eller forfængelige insisteren på deres individuelle jeg i oppositionen med det kristne. Og denne individualisme betragter romanen, uanset dens fremtrædelsesformers indbyrdes afvigelser, som en potensering af noget gammelt, ikke som et nybrud. Imidlertid bliver romanen ikke stående ved denne bestemmelse af den individualistiske, sekulære ånd som forvendt jeg-vilje; den søger også at beskrive hvilke positive muligheder der her forspildes. I romanen findes der nemlig en person som handlende, dvs. lidende overskrider det kristent-patriarkalske uden at gribe bagud til en infantil jeg-vilje; og den person er jødinden Jakobe.

B. Det utopiske: faderautoritetens overskridelse

a. Jakobes historie

Denne overskridelse er – med romanens gennemgående metaforbrug – knyttet til kærlighedshistorien mellem den oprørske, men lyssky bakketrold Per og den erotisk og intellektuelt dristige ørn Jakobe. Derfor skal vi nu først følge hovedtrinene i hendes forhold til Per fra instinktiv afsky over total besættelse til afklaret, smertefuld gennemskuen.

De første møder med Per fylder Jakobe med uhygge, for i hans skulderbrede, blonde og selvsikre fremtoning ser hun en personificering af det kristne samfund hun afskyr og frygter. Men som hun lærer ham nærmere at kende, især da hun lægger mærke til hans syn på kristendommen og den modstand man fra magthavernes side møder projektet med, begynder hendes forsvarsværker umærkeligt at smuldre. I sit inderste bærer Jakobe på et ønske om at få hævn over dem, der har forhånet hende og hendes race. Ønsket materialiserer sig dels i drømme om at blive placeret i magtens og ærens centrum (og i det stykke ligner hun Per påfaldende), dels i hendes gamle forestilling "om et genfødt Aristokrati, et Aandens Adelskab, der skulde fuldbyrde Menneskehedens Frigørelse ved Retfærdighed og Skønhed". På denne ambition (der heller ikke er uden mindelser om Pers højbord af frie, uafhængige mænd) kommer Per som et svar, omend i noget modificeret udgave. "Maaske var det netop de brede Næver og de plumpe Skuldre, der nu skulde til. Maaske var der ingen anden Udvej end en grufuld Sprængning af det forbryderisk Skinhellige Samfund, en Hævnens Dommedag, der rensede Verden ved Blod og Ild". (I, 281-282) Idet Pers kraftfulde fysik således skilles fra det kristne, viser skulderbredheden sig at rumme en anden dimension: den seksuelle. For det der gør Jakobe til Pers er jo den undertrykte sanselighed, som spøger i og under hendes revolutionære visioner.

195 Jakobes holdning til Per i den første forlovelsestid er da dobbelt, spaltet som hun er mellem den genvakte, ubændige sensualitet og følelsen af at prisgive sine idealer om intellektuel og fysisk frihed. Men da hun i den altid hårde Eberhards skikkelse konfronteres med det Per kæmper mod i den yderste armod, slår hun om – og den erotiske besættelse bliver til en altomfattende besættelse af Pers person. Selv om hun i enlige stunder har sine anfægtelser, så svinder de når hun ser ham. Han er hende som "det første, formløse Udkast til en kommende Gigantslægt, den, der (som han selv havde skrevet) endelig skulde tage Jorden i Besiddelse som retmæssig Herre og omskabe den efter sit Behov, – en Forløber, vokset op i lummer Stueluft under Trykket af al Slags smaaborgerlig Kleinmodighed og Overtro og Underkuelse og derfor ubændig, selvraadig, pietetsløs, uden Tro på andre lykkebringende Magter end saadanne, der kunde faa et Staalhjul til at snurre. Og var det i Grunden underligt? Det nittende Aarhundredes Guldalderdrøm, dets skønne Tro paa at kunne opbygge et Lykkens og Retfærdighedens Rige alene ved Aandens Myndighed og Ordets overtalende Magt, – hvor var den blegnet!" (II, 21)

Men selv om Jakobe åndeligt og fysisk giver sig hen til Per, så er han kun halvt til stede i forholdet. Og da den savnede ømhed og fortrolighed omsider indfinder sig ved deres korte samvær i alperne, er det blot begyndelsen til enden. Jakobe bliver med barn på toppunktet af sin illusion. Allerede hendes breve til Per under hans videre færd røber hendes uro, som jo blandt andet hidhører fra hans kontakt med kristne miljøer. I livsfilosofiens uspecificerede indpakning, men med klar adresse til Per, skriver hun således: "Hvor kan dog længer Nogen tvivle om, at det netop er alt dette "nedarvede" i os, vi allesammen, baade Kristne og Jøder har den Pligt at bekæmpe, om ikke af anden Grund, saa fordi det jo bare er et Værk af Tilfældet, – vi kunde jo lige saa godt have arvet noget ganske andet, noget helt modsat". Heroverfor hævder Jakobe "det eneste tilladelige Dogme, at det ikke er paa det tilfældige, det særegne, men paa det almenmenneskelige i os, at vi skal opbygge vort eget og Nationernes Liv! – – ". (II, 128)

*

Dette program, som Per aldrig formår at leve op til, bliver Jakobe gennem sit forhold til Per selv i stand til at føre ud i livet, men først efter at også hendes illusioner er afdækket. Foreløbig er hun tilbage i rollen som retleder, men dennegang er hendes anstrengelser forgæves. Langsomt viger Per tilbage fra de antimetafysiske standpunkter Jakobe forsøger at holde ham fast på – og det tvinger hende til at indse det håbløst idealistiske i sine egne tidligere forestillinger om frigørelse. Når Per for eksempel, opfyldt af sideniusk verdensforagt, pligtskyldigst fremfører sin afsky for den 196 herskende selviskhed og forfængelighed, som Jakobe har indpodet i ham, så må Jakobe på én og samme tid skarpt og dødsensfortvivlet gøre Per opmærksom på, at sådan er virkeligheden nu engang. At tænke den og menneskene anderledes er om muligt endnu værre.

Omsider resignerer hun – uden at have fået fortalt ham at hun venter hans barn. Og for første gang siden det, hun nu må opfatte som sin selvforførelse, ser hun Per med nøgterne øjne. Han er et menneske, der kun besidder lidenskaben i dens negative former: som fortrængt selviskhed, som trods. Om kampen mod denne negative lidenskab, der samtidig er kærlighedsevnens, opofrelsens og hengivelsens fravær, drejer sig fra nu af Jakobes liv.

Hun må derfor revidere sin tro på at Pers kristne arv lader sig bekæmpe. I det sidste brev, der er et kamoufleret afskedsbrev fra hendes side, indleder hun med at fastslå, at "Vi faar den Tro, som Omstændighederne skaber for os (...) og al kunstig Indgriben for at modvirke f .Eks. en arvelig Disposition har vist kun til Følge, at den hele Organisme svækkes". (III, 96) Denne karakteristik af Per løber videre ud i et opgør med det hykleri, som er resultatet af fornægtelsen af det naturligt menneskelige, både i den egenkærlighed der ytrer sig som livsappetit, lyst og i dødens faktum.

Til den lidelsesfulde opløsning af forholdet til Per føjer sig nu den ensomme fødsel i dølgsmål og sorgen over den spæde søns død. Men Jakobes drøm om at føde et vikingebarn realiseres alligevel – på en anden, uventet led. Med valget af netop vikingemetaforen etablerer fortælleren en forbindelse til sin egen skildring af det arkaiske på bunden af kærsholmlandskabet og Pers trods. For Jakobe bliver moder til en flok vikinger, men af en ganske anden slags end dem Per en overgang mener at høre til iblandt.

I sin sorg finder Jakobe lindring ved at tage sig af de fattige arbejderes forsømte – og i den forstand forældreløse – børn. Af de bitre erfaringer vokser da en positiv syntese frem i Jakobes bevidsthed, idéen om en skole, der skal udgøre et hjem for industrisamfundets børn, som jo er berøvet både hjem og forældre. "Forældrehjemmet, der før var Samfundets Basis, er vistnok en Institution, der er dødsdømt af Udviklingen. (...) Jeg ser ingen anden Løsning end den, at Skolen efterhaanden maa træde i Hjemmenes Sted. Men – naturligvis! – Skolen maa da langsomt omskabes, (...) og blive (...) et Asyl, et Fristed, en altid aaben Tilflugt. (...) For der skal jo altsaa her gives Børnene det Grundfond af lyse og frugtbare Livindtryk, som de senere kan have at tære paa, og som kan gøre dem mere Modstandsdygtige i Tilværelseskampen end Fortidens (og adskillig af vor egen Tids) klosterligt optugtede Ungdom, der ved enhver Skuffelse straks mister Troen til Livet, taber Tilliden til Lykken og ligesom Børn, der har 197 stødt sig, søger Trøst i Skødet på deres gamle Goldamme, Kirken". Det som bag Pers afskrækkende skæbne vælder op i Jakobe er en vision af en ny verden: "Der er her i min Ensomhed ligesom gaaet en ny Verden op for mig". (III, 222-223)

Da Eberhard opsøger Jakobe for at overbringe hende de penge, som Per har testamenteret hendes fattigskole i strid med den lov, der indsætter ægtefødte børn som universalarvinger, tilbageviser hun hans hentydning til, at han i sin tid advarede hende mod Per. Og hun gør det ved at fremhæve, at asylet i lige så høj grad er Pers værk. At disse ord ikke blot er ment som et slag i ansigtet på den selvgode Sidenius, men skal tages bogstaveligt, er selve fattigskolens tilblivelseshistorie et bevis på.

Kimen til skolen går nemlig helt tilbage til den ændring Jakobes forhold til proletarerne undergår med kærligheden til Per. "Hun havde følt sig utryg overfor disse murrende Arbejdermillioner, hvis Krav ofte syntes hende at indeholde en Fare for alt det, som hun selv skattede højst i Livet. Men gennem sin langsomt erhvervede Forstaaelse af Per var hun ogsaa kommet til Klarhed over denne dunkle, modvillige Følelse af Samhørighed med den sodede, forkuede, for Lys og Luft og Menneskelighed kæmpende Arbejderhær – det tyvende Aarhundredes Mænd!" (II, 23)

Denne solidaritetsfølelse forsvinder ikke med forholdets opløsning. Netop klarsynet overfor Per sætter Jakobe i stand til at bruge sin nye indsigt i det kristne samfunds magt over den enkelte til at skabe det asyl, der er romanens utopi. I det findes det "Solskinssmil" som Per taler om ved synet af Silen med Dionysosbarnet, for det er et svar på hans forkrøblede væsen. Det er jo gennem Pers dobbelthed af på den ene side industrisamfundets Prometheus og på den anden side det patriarkalske, kristne samfunds genganger, at Jakobe erfarer hvad hun er blevet forført af. Det der ligner frembruddet af en ny vikingeslægt er blot det Sidenius'ske menneske, der skyder en ny ham, den sidste. Hende vikingebarn med Per dør i fødslen, for med Per kan Jakobe ikke avle levedygtigt afkom.

Men det er heller ikke meningen. For i det asyl der er funderet på Jakobes gennemlysning af Pers kristne væsen og af hans kamp mod det, dukker Per op igen som fader af en ganske anden art. For ham er det, der er opdragelsesprogrammets udgangspunkt og negative forbillede. Hvad Per ikke magtede kan Jakobe – takket være hans kranke skæbne.

På den måde brydes således i positiv forstand generationsfølgens eller arvens onde cirkel, og Jakobes flotte ord om at bekæmpe det nedarvede, det tilfældige bliver alligevel til virkelighed. Proletarbarnet, som er berøvet et hjem er også unddraget forældrenes prægning – og, gennem asylet, kirkens. I en ny institutions kærlige og nøgterne skikkelse møder disse børn en ny slags fader og moder, som ikke er deres biologiske ophav.

198 Som det fremgår af analysen af Jakobe og af Per, er det ved at blive tvunget ned i og ikke væk fra det kristent-patriarkalske kompleks, at Per og Jakobe uforvarende støder på glemte lag eller uopdagede muligheder i personligheden – lag og muligheder som samtidig repræsenterer kompleksets historiske og utopiske dimensioner. Romanens brug af hovedperson er derfor kun overfladisk set udtryk for en tilbagetrækning fra det samfundsmæssige. Dens "psykoanalyse" af Per og Jakobe kan sidestilles med en geologisk boreprøve, hvor de lag som hentes op repræsenterer de omgivende, kollektive formationer. Grundtrinene i Pers og Jakobes personlighedsstruktur er således også elementer i et stykke bevidsthedshistorie fra overgangen mellem en patriarkalsk-metafysisk og en moderne antimetafysisk tænkemåde, mellem et agrarsamfund og et industrikapitalistisk.

Det skal nu påvises, at denne "geologiske" eller "psykoanalytiske" kompositionsmåde er den form, som den dialektiske ironi antager, hvor den erotiske hæmning, der fremdrages i 90'erromanerne som iagttagerpositionens forudsætning, føres tilbage på det kristent-patriarkalske kompleks. Og, i forlængelse heraf, at denne ironiske metode fører frem til en forrykkelse af ironiens underforståede moralske grundlag, som igen danner basis for en forløsning af forfatterskabets utopiske potentiale.

b. den "psykoanalytiske" metode

I indledningen til analysen af Lykke-Per påstås det, at romanens erkendelse af faderkomplekset ikke kan skilles fra dens stilisering af det. Det skal forstås på den måde, at den "geologiske", "psykoanalytiske" kompositionsmåde næppe fra starten er Pontoppidan bevidst som metode, men snarere er givet dels med materialet: det patriarkalsk-kristne kompleks, som trænger sig på indefra, dels med den dialektisk-ironiske grundholdning, som viser sig at føre længere i illusionsafsløring end Pontoppidan selv oprindeligt forestillede sig. Meget tyder således på, at intentionen med Lykke-Per var at skrive endnu en Emanuelhistorie. I sin artikel "Fra ledefigur til hovedperson. Om Lykke-Pers tilblivelse" har Flemming Behrendt overbevisende argumenteret for, at Lykke-Per var tænkt som en beretning om en fantast fra andegården, men at Pontoppidan undervejs ændrer den lagte plan.(fodnote 29) I den forbindelse kommer Pontoppidan ud i en krise, som Behrendt tidsfæster til årene mellem 4. og 5, hefte af 1. udgaven, der udkom henholdsvis 1899 og 1901. Efter min mening må denne krise hænge sammen med, at det Pontoppidan hidtil havde afdækket i Pers faderforhold ikke lod sig konkludere på tilfredsstillende vis ved at lade ham ende som Emanuel eller Klaus, den gumpetunge ørn.(fodnote 30)

Opbruddet i forhold til positionen fra Det forjættede Land finder sted i 199 de to første og største af teksterne fra 1900-1902, der i øvrigt alle kredser om konflikten mellem naturjeg og samfundsjeg i stærkt stiliseret form (f. eks. 'den kongelige gæst' overfor 'det store spøgelse'). Mens Lille Rødhætte handler om hvordan det patriarkalske lever destruktivt videre efter at det har mistet sin oprindelige samfundsmæssige berettigelse, så søger Det ideale Hjem at beskrive hvordan en søn gør sig totalt fri af det patriarkalske.

Den første roman angiver Pontoppidans problem, den anden – i tankeeksperimentets form – dets løsning. Problemet, som allerede er indkredset i Dommens Dag, er nærmere betegnet det, at hvis det patriarkalske har den historisk-nødvendige karakter, som toner frem i Lykke-Pers fire første hefter og som nu klarlægges i Lille Rødhætte, så lader det sig ikke gøre at bibeholde tanken om Per som en ørn fra præste- og andegården. Det resulterer samtidig i, at en løsningsmulighed materialiserer sig, for så må nøglen til det patriarkalskes overskridelse jo ligge i at nødvendigheden i Pers handlemåde tages alvorligt, dvs. blotlægges.

Den vej Pontoppidan følger i Det ideale Hjem er imidlertid ikke den direkte, men en genvej – han prøver at betragte problemet ud fra dets (forestillede) løsning og spørge baglæns. Som vi har set tidligere, sker det konkret ved at fjerne faderen som opdrager og begrænse hans funktion til den rent avlende. Adam bliver således dels et alternativ til fantasten Emanuel ved at skille opdrager- og ophavsfunktionen ad, dels – i forlængelse heraf – en foregribelse af det som er vendepunktet i Lykke-Per: Jakobes adskillelse af opdrager og ophav og hendes status som asyl-moder, som vejleder.

Den afgørende forskel på Det ideale Hjem og Lykke-Pers utopi er vejen til facit. Det ideale Hjem repræsenterer kun en løsning i den betydning, at i den indkredser Pontoppidan det felt, han i de sidste fire hefter af romanen dykker analyserende ned i. At Det ideale Hjem således er filosofisk ikke bare i form, men også i funktion, fremgår af, at de tre små tekster fra 1902 alle handler om samfundsjeg'ets uafrystelighed og af, at Per, som vi slipper på toppen af alperne i 1899, i 1901 indhentes af faderens skygge.

Set fra Lykke-Pers slutning er det klart nok, hvori Adam-figurens utilstrækkelighed består. Når Adams historie virker underligt skematisk og blodløs i sammenligning med Pers, er årsagen den, at den konflikt Adam er stedt i er af en ganske anden art end Pers – i virkeligheden af utænkelig art, netop fordi den kun er tænkt. Antager man at de psykologiske postulater som Adams normalitet i kønslig henseende er accepteret af læseren, så ophæves Adam-figurens tvetydighed dog ikke hermed. For det første er han på en gang udenfor samfundet og dog et forfinet produkt af det med sin borgerlige dannelse – som musikudøver, som aristokrat i ånd og 200 væremåde. For det andet – og her skinner den basale modsigelse i figuren igennem – så er det naturbegreb Adam betjener sig af ren konstruktion. For det forudsætter, at det som det skal fremkalde, nemlig emancipationen fra kulturens byrde, er til før emancipationen finder sted. Adams løsning er jo givet på forhånd med præmisserne i fiktionen. Den adskillelse han foretager mellem opdrager og ophav er ikke resultatet af et snit han lægger gennem sig selv, for han har ikke på noget tidspunkt i sit liv noget andet forhold til faderen end iagttagerens kølige. Hans far er ingen patriark eller Vorherre, men slet og ret biologisk ophav.

*

Er krisens udgangspunkt det uholdbare ved fantasttolkningen, så er dens foreløbige udgang i Det ideale Hjem: at lade faderoprøreren sejre, heller ikke realistisk, omend nok, som tankekonstruktion, et nødvendigt mellemled. Det som resten af Lykke-Per handler om er derfor, hvordan man kan forestille sig noget tredie – en oprører, der lider nederlag uden dog at kunne kaldes en fantast.

Udgangspunktet for dette arbejde er et gammelt problem, som Lykke-Per har arvet fra Spøgelser, Nattevagt og Det forjættede Land. Det bemærkelsesværdige ved de tre værkers skildring af faderinstansen er, at den optræder i to roller. Disse roller er nok begrundet i den enkelte kontekst, men som generelt fænomen er de tegn på at faderen er en tvetydig instans for Pontoppidan. På den ene side er faderen den sønnen gør oprør mod (Emanuel), på den anden side er han den sønnen ser det som sin opgave at hævne (væveren). Det der sker under arbejdet med Lykke-Per er, at Pontoppidan for første gang tvinges til at tænke de to funktioner sammen i samme person. Det er foregrebet i Agnetes faderforhold, men i omvendt, uafklaret form. Ved Spøgelsers begyndelse er faderen den, hun skal hævne, men hun ender med at opfatte ham som et gespenst, en der vil ombringe hendes livslyst.

Hvad Pontoppidan opdager i Lykke-Per er, at faderen ikke lader sig tolke væk som var han blot et spøgelse, et blændværk, for han er også – ved at være den der gøres oprør mod – betingelsen for det nye i Per og Jakobe. Per kan ikke handle som han gør uden at faderen er i ham. Kunne denne erkendelse synes at ligge snublende nær i al sin enkelhed, så er den dog udtryk for én af den slags simple sandheder, som sætter skel når de opdages. Begrænser vi os til forfatterskabet, så betyder den, at Pontoppidan kan skildre Emanuels Moses-skæbne fra en helt ny og konsekvent synsvinkel. Per er en, som må gå under fordi han på en gang er sin faders fjende og sin faders hævner: som sfinxdræber og gådeløser.

Denne afgørende omtolkning af faderinstansen afslører samtidig for Pontoppidan, at han med Det forjættede Land ikke havde bragt sig på 201 den kritiske og afslørende distance til det borgerlige samfund, som han selv forestillede sig. Oprindelsen til krisen under udarbejdelsen af Lykke-Per skal findes i, at den uafklarede ironiske holdning, som vi fandt i Det forjættede Land, bliver Pontoppidan bevidst som sådan, fordi den ikke slog til overfor de realiteter Pontoppidan kaldte frem i Lykke-Per. Afsløringen af modsigelsen mellem forestilling og virkelighed i Per viser sig at være blot indledningen til en langt mere omfattende illusionsafsløring, som tvinger Pontoppidan til at fastholde modsigelserne indtil de kan overvindes.

På dette sted kunne man passende spørge, om ikke denne nyorientering midt i romanen betyder at der er uoverensstemmelse mellem værkets begyndelse og afslutning. Det er der imidlertid ikke tale om. Selv om den omarbejdede og forkortede udgave fra 1905 er mere homogen, så er det i snævrere kunstnerisk betydning. Fl. Behrendt har i sin specialeafhandling og artiklen "Fra ledefigur til hovedperson" redegjort for Pontoppidans omarbejdelse af romanen og herunder påpeget, at "i hvert fald de sidste to hefter er skrevet med den reviderede Lykke-Per som baggrund." (112) De ændringer, som således primært vedrører de 4-6 første hefter af 1. udgaven, rammer imidlertid ikke de afgørende erkendelser og deres trinfølge, men tjener nok til at understrege skriveprocessens karakter af afklaringsproces. Grunden til at tingene trods alt hænger sammen i 1. udgaven er allerede antydet med påstanden om, at det er kombinationen af faderkompleks og dialektisk ironi, der fremtvinger den ny erkendelse. For det betyder jo, at den nødvendighed der ligger i begge har virket hele tiden, men først kommer synligt frem for Pontoppidan da planen kolliderer med det som blev kaldt frem i skriveprocessen. I det moment Pontoppidan erkender, at han har skrevet sig frem til et punkt, hvor den oprindelige intention ikke lader sig gennemføre, må også være det sted, hvor Pontoppidan indser, at "psykoanalysen" af Per lader sig videreføre på de uventede problemer der dukkede op.

I denne totale betydning er ironien ét med romanens komposition i Lykke-Per. Den tvang eller nødvendighed, hvormed romanen selv er blevet til og den tvang, der er dens dialektiske metode, dens kompositionsprincip rinder af én og samme kilde.

c. lighedstanken og den utopiske ironi

Er Lykke-Per ikke en kunstnerroman i gængs forstand, så er den det i videre betydning. Den er det værk, hvor Pontoppidan for første gang kommer helt på hold af grundlaget for sin egen produktion og sin kritiske bevidsthedsform. Pers historie er indiskutabelt formet over Pontoppidans 202 egen, ikke som biografisk cementering af det private, men som den objektivering, der gør det muligt for ham – ligesom for Per – at genkalde sig det "glemte", at – om ikke opløse – så dog oplyse sin egen faderbinding og anskue den som en nødvendighed, der i videste forstand havde formet hans liv og gjort ham til ironiker og epiker.

Erkendelsen af faderautoritetens oprindelse sætter Pontoppidan i stand til at betragte sin egen hvileløse kritiske bevidsthed udefra og således opdage det borgerlige, kristent-patriarkalske som dens forudsætning. Kampen for livslysten mod det kristne og patriarkalske forudsætter ånden, jeg-bevidstheden, som netop kommer ind i verden med syndsbevidstheden. Af denne grund er det ikke længere muligt at anskue konflikten som en konflikt mellem samfundsjeg og naturjeg, sådan som Det ideale Hjem og alle tidligere værker i forfatterskabet gør. Tværtimod er de to jeg'ers forbundethed betingelsen for romanens utopiske, overskridende aspekt.

Pontoppidans stædige insisteren på at ville til bunds i det borgerlige samfunds modsætninger fører i Lykke-Per frem til det romanen – med Fjaltrings ord – kalder menneskets stadigt gentagne syndefald. Syndefaldet er ikke en engangsbegivenhed og genoprettelsen heller ikke, men led i en omfattende dialektisk bevægelse. Som et sådant foreløbigt sidste syndefald må Jakobes adskillelse af opdrager og ophav ses. Forudsætningen for denne utopiske, epokeskabende handling er, at hun modsat Adam ikke er anbragt uden for, men midt i selve det kristne samfund som en art fremmedlegeme, men dog dybt præget af sin oppositionelle tilværelse. Det er først gennem Pers, Sidenius-væsnets bjergtagning af hende og hendes lidelsesfulde vej ud af forholdet, at hun kommer til fuld bevidsthed om det kristent-patriarkalske samfund, som hun altid har hadet, men aldrig kunnet gøre sig fri af. Gennem Per opdager Jakobe, at vikingenaturen, det oprindelige, hedenske – naturjeg'et – er en arkaisk driftsverden. Det er den som løber af med hende ved forholdets begyndelse. I dens karakter af modsætning til det kristne samfund findes der ingen farbar udvej, for den er en trussel mod al humanitet overhovedet. Det andet samfund, det som skal afløse det kristne, skal ikke søges bagude, men i en fastholdelse og gennemlevelse af konflikten mellem naturjeg og samfundsjeg, mellem den oprindelige driftsnatur og så den patriarkalske, kristne tøjling og forkrøbling af den.

Jakobes passion er identisk med denne gennemlevelse, som munder ud i det nye syndefald. Den smertefulde, aldrig standsende adskillelsesproces, som er ironiens kerne, sætter til sidst Jakobe i stand til at befri det elementært kropslige fra det kristne samfunds indgreb og med sin nyvundne indsigt at lede det, som endnu ikke kan styre sig selv. Jakobes opdragelsesprogram er således ikke blot en omvending af Jørgen Hallagers og væver 203 Hansens hadefulde fiksering på det patriarkalske. Det er også en virkeliggørelse af Det ideale Hjems tankeeksperiment. I Jakobe er Adams spegede forestilling om den moderlige instans som basis for et alternativt samfund realiseret.

Den bevidsthed Jakobe når frem til kan ikke adskilles fra den følelsesmæssige forvandling, der foregår med hende, da hun overvinder sin skyhed og tager proletarbørnene til sig. Modsat alle andre samfundskritikere og oprørere i det hidtidige forfatterskab er hendes bevidsthedsmæssige udskillelse af det bestående ledsaget af andet og mere end trods og had. Sagt på en anden led, så ender hun ikke i de frie, norske fjelde, men i et fællesskab med andre. I kærligheden til krapylet, til proletarbørnene er det had overvundet, som behersker alle de øvrige oprørere og som er et symptom på deres skjulte og Pontoppidans egen uafklarede binding til det de afskyr. Jakobe er ikke bare trådt ud af, men også utopisk foregribende hinsides det patriarkalske.

*

Romanen rummer således en nyformulering af den borgerlige intellektuelles klassiske problem: det konfliktfyldte forhold mellem individ og samfund, mellem livslyst, seksualitet og samfundets og bevidsthedens nødvendige styring og hæmning af den. Per og Jakobes opgør med hinsidesdimensionen er et forsøg på at komme hinsides den faderlighed, der i traditionel vestlig tankegang repræsenterer et menneskes bevidste side i modsætning til den moderlige, kvindelige naturside. Det er denne traditionelle tænkemåde, som er problemet i forfatterskabet frem til Lykke-Per, og – som vi skal se – også efter. Problemet hænger sammen med, at det utopiske som søges forude tilsyneladende kun kan realiseres ved at man bevæger sig bagud. Derfor er Det forjættede Land spændt ud mellem Emanuels incestuøse fællesskabs- og lighedstanke og væverens kropsløse intellektuelle retfærdighedskrav, altså mellem det fysisk ubevidste og det ensidigt forstandsmæssige.

Er det Pontoppidans problem i Det forjættede Land, at forestillingen om lighed, om kærlighedsfællesskabet har sit udspring i en længsel tilbage mod det moderlige ophav og derfor blot er endnu en variant af den borgerlige paradisdrøm, så er det nu løst for så vidt som ligheden her fremstår som produkt af en kærlig moderlig bevidsthed. Det grundlag af lys, luft og sund levevis som er asylets udtryk for en tilbagevenden til naturen, det givne, etableres ikke i en regressiv bevægelse. Med ophævelsen af faderinstansen i dens hidtil kendte metafysisk-absolutte form ophæves også den hinsides-længsel, hvis genstand – bag om alle kristne, teologiske omskrivninger – er den tabte moder. Pontoppidans religionskritik, som jo fra forfatterskabets start er vævet tæt sammen med den erotiske motivverden, 204 munder ud i en påvisning af, at det er faderautoriteten, som skaber ikke blot den ophøjede, transcendente Vorherre, men også behovet for tilflugt bagude, før syndefaldet, før den faderlige forbandelse sender æbletyven ud af paradisets have.

Det som sker da denne faderautoritet omsider opløses i Lykke-Per kan aflæses på Jakobeskikkelsen. For idet han forsvinder træder det moderlige frem som nutid. Frigjort fra alle metafysiske bindinger, kan Jakobe omfatte og gennemtrænge det elementære, livslysten – uden at gribe hæmmende, forkrøblende ind.

Fra en sådan fremskudt, utopisk position skal den ironiform, som opstår sammen med utopien forstås. Utopien viger nu ikke længere i takt med at ironien trænger frem, men findes for enden af det dialektiske erkendelsesarbejde som et mål bevidstheden når frem til. Med Jakobeskikkelsen træder den værdihævdende eller moralske grundvold for første gang eksplicit frem i forfatterskabet. Spørgsmålet om ret og uret, godt og ondt bliver nu et spørgsmål om historisk trinhøjde.

*

Romanen munder da ud i et utopisk-moralsk historiesyn. Det er ud fra det utopiske samfundet og personligheden bedømmes og fortolkes. Dermed slutter Pontoppidan sig på sin egen manér til den almeneuropæiske intellektuelle kritik af det borgerlige samfund som vi i indledningen mødte den i Manifestet og som man kan møde den f. eks. hos Nietzsche. Men hvor de tidligere paralleller til Freud og Marx-Engels antyder et fælles historisk og bevidsthedshistorisk rum, så er der her tale om et direkte udvekslingsforhold, som det er Jørgen Moestrups store fortjeneste at have påvist. (fodnote 31)

For mig er der f. eks. ingen tvivl om, at Nietzsche-læsningen ligger bag den formulering modstillingen livslyst-livsfjendskab, naturjeg-samfundsjeg får under udarbejdelsen af Lykke-Per, specielt den præcisering af problemet, der kommer til udtryk i Det ideale Hjem (dec. 1900). Kobler man nemlig Fl. Behrendts datering af "krisen" under Lykke-Pers udarbejdelse sammen med Moestrups oplysning om at Pontoppidans grundige Nietzsche-læsning strakte sig fra 19/3 1900 til efteråret 1901, så er det rimeligt at tillægge studiet af digterfilosoffen afgørende betydning for Adams begrebsmæssige tilgang til problemerne. Der er derfor heller ingen tvivl om at Nietzsche-læsningen er en grundbetingelse for gennemlysningen af den kristne faderautoritet og samvittigheden i Lykke-Per.

Men det må samtidig være på sin plads at understrege, at når Pontoppidan inspireres af Nietzsche og f. eks. lader Per overtage Nietzsche-sentenser, så er denne brug ikke en blind overtagelse af Nietzsches synspunkter, men led i en dialog med dem. Det er eksempelvis ikke Pontoppidan, 205 men Per der er cæsarisk eller taler om Kastraten fra Nazareth. Uafhængigt af hinanden har Nietzsche og Pontoppidan kredset om den samme grundlæggende konflikt, som Nietzsche tidligt formulerede i Tragediens Fødsel, hvor det dionysiske og det apolliniske modstilles – og søges overvundet. Det er – udtrykt på andre måder – nøjagtigt den samme konflikt Pontoppidan er involveret i, når han beskriver den stækkede livslyst i det tidlige forfatterskab, altså før mødet med Nietzsche.

Konflikten kan skematisk beskrives som en modsætning mellem natur og civilisation, mellem individ og samfund, mellem spontaneitet og refleksion og den er som fænomen af almeneuropæisk art, efter denne fremstillings opfattelse, tæt knyttet til den ironisk-utopiske bevidsthedsform. Og det er netop dette fællesskab som gør, at Pontoppidan hos Nietzsche kan finde formuleringer der virker forløsende ind på skriveprocessen samtidig med at han omformer og omtolker det nietzscheanske ud fra sin egen problemstilling.

Med sit faderopgør slutter Lykke-Per sig således til en række af andre, samtidige faderopgør, heriblandt Nietzsches. Hvilke særlige konsekvenser og dimensioner dette opgør har hos Pontoppidan skal vi se nærmere på i analysen af De Dødes Rige.

Den bevidstgørelse af fader-søn forholdet, som finder sted i Lykke-Per, gør det nemlig muligt for Pontoppidan endnu engang og fra et højere trin at fordybe sig i de bindinger, den nødvendighed, som det borgerlige jeg og det borgerlige samfund er underlagt. Hvad Pontoppidan afdækker i sin analyse af patriarkaliteten bliver ham ikke blot en nøgle til hans egen personligheds, men også til det givne samfunds modsigelser.

Det betyder at to centrale temaer fra forfatterskabets første del genoptages. Dels spørgsmålet om forbindelsen mellem hæmning og kunstnerisk udfoldelse, dels spørgsmålet om karakteren af den folkelige bevægelse, som i mellemtiden havde nået sit mål, systemskiftet.

 
[1] H.P. Clausen: Hvad er historie, 1963, s. 45 og 64. tilbage
[2] Pentti Renvall: Den moderna historieforskningens metod 1965, s. 40 f. tilbage
[3] Opus cit. s.51. tilbage
[4] Opus cit. s. 113. tilbage
[5] Opus cit. s. 108. tilbage
[6] Opus cit. s. 179. tilbage
[7] Opus cit. s. 194. tilbage
[8] Opus cit. s. 195. tilbage
[9] Opus cit. s. 197-198. tilbage
[10] Opus cit. s. 12. tilbage
[11] Opus cit. s. 13. tilbage
[12] Opus cit. s. 58. tilbage
[13] Opus cit. s. 13. tilbage
[14] Det ideale Hjem, s. 95. tilbage
[15] Opus cit. s. 42-46. tilbage
[16] Opus cit. s. 219. tilbage
[17] Opus cit. s. 249. tilbage
[18] Opus cit. s. 254. tilbage
[19] Opus cit. s. 256. tilbage
[20] Opus cit. s. 168-169. tilbage
[21] Opus cit. s. 1-3. tilbage
[22] Opus cit. s. 37-38. tilbage
[23] Opus cit. s. 200-201. tilbage
[24] Opus cit. s. 191. tilbage
[25] Opus cit. s. 232-233. tilbage