Erik Henrichsen
Man kunde nemt falde paa at kalde Erik Henrichsen – der i Morgen fylder halvthundrede Aar – for Æsthetikeren blandt Politikere og Politikeren blandt Æsthetikerne.
Han er politisk Ræsonnør og politisk Historiker, men det er i litterære, kunstneriske, videnskabelige Kredse, han har sin Menighed. I Sorø Amts 2. vragedes han for Poul Christensen, men havde vi "Erhvervs"valg, som der nu foreslaas, vilde han maaske kunne samle en nok saa smuk og repræsentativ Valgkreds. Og hvis han var Kammersanger og gik af, saa man holdt Fest for hans 50 Aar, vilde Navnelisten over Deltagerne se mere æsthetisk end egentlig politisk ud.
Han er derfor ogsaa lidt kommen til at sidde mellem to Stole. For Forfatterne er han en politiserende Overretssagfører, der ud af tørre Rigsdagstidender kan lave elegante og aandfulde Artikler, de vilde derfor meget hellere se ham i Statsraadet end den kedelige Munch og [den] ganske illitterate Zahle; men for en af deres egne regner de ham ikke. Og heller ikke kan de professionelle Historikere med al Anerkendelse af det store Kildestudium og Villien til Retfærdighed, tage de to Bind om "Mændene fra Forfatningskampen" for helt afklaret, objektiv Videnskab. Paa den anden Side behøver man blot én Gang at have set Erik Henrichsen paa en Valgtribune ved Siden af "Poul" for at gætte, at Midtsjællænderne nok vilde holde paa Kødet af deres eget Kød og sende Københavneren hjem til hans Skrivebord. Tilmed da han jo har vist sig som en upaalidelig "Lyriker", der har svunget, baade paa Forsvars- og Forfatningssag, og endda paa en saa højst upolitisk Maade svunget i stik modsat Retning af den, hvori "Bevægelsen" gik.
Det var imidlertid maaske ikke af Vejen, om Stolene rykkedes saa vidt sammen, at der blev noget mere Plads paa hver af dem til en saa kultiveret Intelligens, et saa varmt Retsind som Henrichsens. Han har Politikerens Solidaritetsfølelse og praktiske Sans saa godt som nogen. Men naar "Realpolitikere" f. Ex. af Neergaards Type saa ofte – baade paa Rigsdagen og i deres Historieskrivning – af lutter Saglighed "springer det menneskelige over" og derfor ikke sjælden foregner sig eller staar udenfor, søger "Æsthetikeren" i H. – som man ser det i hans Portrætstudier – overalt ind til de menneskelige Drivfjedre, der virker, det Menneskestof, der arbejdes i; hvilket jo dog er de egentlige Realiteter bag "Sagerne". Og naar Meningerne i Politikken saa let forbener sig til Doktriner, og Partierne knytter sig sammen til Komplotter, er det maske netop en saa virkelig folkelig Bredde og saa levende, flydende Menneskelighed, som der er i H. – der bedst kunde virke baade til at løse og til at samle.
Ogsaa i Litteraturen bør der ryddes Plads for ham. Det litterære Portrætmaleri nyder høj Anseelse, men det meget vanskeligere: at portrættere det handlende Livs Personligheder er vel ligesaa vigtigt for Menneskestudiet. For dansk Aandshistorie vil Bøger som C.E. Jensens "Vore Dages Digtere" næppe betyde saa meget som Henrichsens om "Vor Tids Politikere"; en vis partisk Misvisning maa der regnes med hos begge, og saa har H.'s Karakteristik dog en anderledes Bredde og Dybde. Og ganske vist maa H.'s politiske Nutidshistorie nødvendig savne det Tidsperspektiv og den ligelige Belysning, som kun Afstanden giver, men hvor vilde moderne Historikere dog ikke ønske, at de for tidligere Tider havde Kildeskrifter af en saadan Samtidighedens Medindviethed og Meddelagtighed som H.'s Bøger?
Erik Henrichsen hører til J.C. Christensens Parti og er Fætter til Peter Nansen. Men man behøver ikke at sværme hverken for J.C. eller P.N. for at sætte Pris paa den dobbelte politiske og kunstneriske Begavelse i E.H. og ønske den fortsat Udvikling og Virkerum. Han er omtrent ene i sin Slags og har sin egen Plads at udfylde.
—l.
