Erik Henrichsen
En Ulykke kommer sjeldent alene. Er man selv nogenlunde helskindet sluppet igennem de 50 Aars Jubilæum, venter der snart ens Venner den samme Skæbne. En Uting disse fortidligkomne Jubilæer – disse Mindefester, før Mindet har faaet Tid til at modnes, da man skal tvinges til at staa stille, medens man vandrer, og nødes til at lade, som man er færdig, skønt man har meget mere, man skal have sagt.
Men skal en saadan mager, en saa langt fra oldingefedet Jubilar slagtes med eller mod sin Villie, som et andet Lam i sin spæde Alder og udstilles paa Torvet og anrettes enten med sød eller skarp Sauce eller bare med Dyppelse, og skal enhver Gavtyv, der ser sit Snit, have Lov til at rende ham sin Pen i Livet, saa kan man vel komme en Kammerat til Undsætning ved at stikke Kniven i ham fra den rigtige Side.
Den Side, hvorfra Dagens Paaskelam1 rettest bør gribes an, er nok ikke den politiske. Selv om det netop er den Side, som Lammet selv ved en Drejning – ligesom ved en Angstens Refleksbevægelse før Eksekutionen – har frembudt og blottet for Kniven.
Saaledes har Erik Henrichsen for nylig – maaske i Forudfølelsen af det sig nærmende Jubilæum? – nedskrevet en Oversigt over de sidste 25 Aars politiske Udvikling, vel ikke Memoirer, men dog en Forklaring over den Udvikling, der har ført ham selv fra Hørups Side til J.C. Christensens, foredraget den en Aften i Studenterforeningen, forsvaret den mod Ung-Radikalere og Gammel-Konservative – eller var det omvendt mod Gammel-Radikalere og Ung-Konservative? – og derefter tilsidst offentliggjort den i "Berlingske Tidende".
Alligevel, skønt Henrichsen den Aften skal have staaet sig som en Ulvsklinge2 – og der fægtes ikke med sløve Egge en saadan Aften i Studenterforeningen – saa er og bliver dog det politiske indtil videre hans svage Side.
Ikke blot saaledes at forstaa, at han endnu ikke, trods et Par tappert førte Kampagner mod Poul Christensen i Sorø, har opnaaet nogen Plads i den praktiske Politik. Men saaledes: at han under de foreliggende Forhold ikke har kunnet opnaa en saadan Stilling. Det er en Følge af de utidige og umodne Jubilæer, at Festens Genstand just i Festens Øjeblik vender den Side ud imod sit Publikum, som endnu ikke er færdig. Om Henrichsens Politik kan man dømme, naar den lige og almindelige Valgret, hvis Nødvendighed han for længe siden har forstaaet, gør det muligt at kæmpe ideelt for de Ideer, som han tilhører i Kraft af en anden Nødvendighed, sin Personligheds nemlig: sin Natur og sin Kultur.
Af Naturen er han beslægtet med noget af det bedste borgerlige Blod her i Byen. Hans Farfar var en Søstersøn af M.L. Nathansen og gift med en af hans mange Døtre. Men samme Farfar, Odense-Rektoren R. Henrichsen, var en af Datidens fineste og stiveste Latinere. Af gamle Nathansens kristeligt døbte Efterslægt er der bl.a. to kendelige Grene, der fortsætter, den ene det gamle Testamente, den anden Nationaløkonomien i den gamles Hoved, en jødisk og en romersk. Til den første hørte Ernst Trier paa Vallekilde, til den sidste hører Erik Henrichsen. Han er ligesom sin Fætter Peter Nansen en af de meget faa Personer her i Staden, der har et perfekt "romersk" Ansigt, hvormed dog ikke skal være sagt, at det netop er et Antinous-Hoved, der kroner hans lave, tætte Skikkelse.
Henrichsen er latinsk Jurist. Grundlaget for hans gode, faste, udpræget masculine danske Prosa er Farfaderens madvigske Latin. Men han ligner mere Tacitus end Cicero – han har Salt i Stilen, han kan knitre. I hans Stil mærkes lidet til Paavirkningen fra hans første Lærer Pingel, der har betydet saa meget for hans og den nærstaaende Vald. Vedels menneskelige (og politiske) Udvikling – for det græske er Henrichsen ikke særlig modtagelig. Derimod sporer man Indtrykket fra Jul. Langes Sikkerhed og Henrik Pontoppidans Soberhed i hans Fremstilling. Han har ogsaa personlig været knyttet til dem begge.
I denne Stils faste Masse har Henrichsen skaaret sine Karakterbilleder af politiske Personligheder: "Mændene fra 48", "Viggo Hørup", "Chr. Berg" og de to Bind om "Mændene fra Forfatningskampen".
Her kommer hans politiske Dialektik ham til Hjælp eller, paa Dansk, hans Lyst til at holde med de fraværende – skønt det unægtelig klæder hans Hørup bedre at profilere sig imod Bergs brede Skygge end omvendt.
Ellers er der ikke uden Grund klaget over, at disse Billeder mangler Luft, Tidsatmosfære. Forfatteren indlader sig kun sjeldent paa en sammenhængende Komposition, som i "Mændene fra 48", hvor han meget behændigt følger Opstillingen i Constantin Hansens Maleri.
Men Hoveder tegner han nu som en Mester. Netop Hoveder. Som Følge af sin Samtidighed med Stoffet afholder han sig gerne fra at granske Hjerter og Nyrer og aabner kun sjeldent, men stundom meget fint, en Udsigt til Personlighedens Forudsætninger, dens Race og Klima. Han viser ikke Gæringen, men dens Klaring og Afkog i politiske Tanker og Tendenser.
Men selv om han ikke skulde naa til den monumentale Fremstilling af den hele Personlighed, har han ved sine politiske Portræthoveder vundet sig en Plads i den danske Litteratur, som ingen endnu har gjort ham stridig.
